De kristne palæstinensere

Skrevet af: Uffe Gjerding

Kristne i Palæstina

For mange danskere kommer det som en forbløffende oplysning, at der findes kristne palæstinensere. Når kirkeklokkerne lyder tidligt søndag morgen ud over Jerusalems tage, er de færreste turister på benene. De opdager knap nok, at de lokale kristne tidligt om morgenen holder deres ofte timelange gudstjenester, som de har gjort det siden oldkirkens dage.

Kort historisk gennemgang

Det kræver lidt indsigt i kirkens 2000-årige historie at forstå, hvordan det kan være, at der findes kristne palæstinensere, og hvem de er i dag. Men man behøver blot at slå op i Apostlenes Gerninger i det Nye Testamente for at få en masse interessante oplysninger om de første menigheder i Jerusalem og i Mellemøsten. Det hele startede kort efter Jesu himmelfart, da hans disciple var samlet i Jerusalem pinsedag.

I Apostlenes Gerninger kapitel 2 får vi at vide, hvordan apostelen Peter prædikede for de mange forskellige befolkningsgrupper, der befandt sig i Jerusalem, herunder arabere, og "den dag blev der føjet næsten tre tusinde mennesker til".

De følgende kapitler fortæller om, hvordan apostlene, ikke mindst Paulus, drog rundt i hele Mellemøsten og grundlagde kristne menigheder bestående dels af jøder, der blev kristustroende, og dels af hedninger der besluttede sig for kristendommen. Så langt kan en del af de kristne i Israel/Palæstina i dag faktisk føre deres rødder tilbage.

Vilkårene for de kristne i Mellemøsten har været og er stadigvæk meget omskiftelige og ofte vanskelige. Lige fra starten lærte de hvad lidelse - martyrium - indebærer. De var uglesete af jøderne og forfulgt af romerne i de første århundreder efter Kristus.

Først da den romerske kejser Konstantin besluttede sig for at blive kristen i begyndelsen af det 4. århundrede skete der en dramatisk forandring i de kristnes forhold. Nu blev kristendommen statsreligion, og der blev bygget en masse kirker på de hellige steder som begyndte at tiltrække pilgrimme fra alverdens lande. Fra den tid stammer f.eks. fødselskirken i Betlehem og Gravkirken i Jerusalem, der begge menes at være grundlagt af kejser Konstantins mor, Helena.

De lokale kristne følte sig snart som udvalgt til at være en slags værter for de mange pilgrimme. En rolle som de ønsker fortsat at spille i dag, men hvor de ofte oplever, at turisterne/pilgrimmene er mere interesseret i de historiske steder og bygninger (íde døde stení) end de levende kristne menigheder (íde levende stení).

Islams indtog og korsfarerne

Da araberne overtog herredømmet i området i det 7. århundrede og bragte islam med sig fra Arabien, blev det igen vanskeligere at være kristen. De kristne blev tålt af muslimerne som íbogens folkí (en anerkendelse der også gjaldt jøder), og kunne derfor vælge at leve videre som kristne og beholde deres kirker og leve fredeligt side om side med deres muslimske brødre og søstre.

Men mange kristne valgte af praktiske sociale og politiske grunde at konvertere til islam. Og lettere blev det ikke for de lokale kristne under korsfarertiden. Korsfarerne var kristne fra vesten der havde fået den ide, at de ville befri Det hellige Land fra de vantro. Og de skelnede faktisk ikke så nøje mellem de lokale muslimer og de lokale kristne.

Mange af de ortodokse kristne måtte lade livet i de blodige kampe, der blev udkæmpet i det 11. -12. århundrede. Og selv den dag i dag skal man skal ikke kradse meget i overfladen for at få minderne om korsfarertiden til at blusse op. Ofte trækkes der paralleller til den måde vesten behandler Mellemøsten på i dag. For de lokale kristne betød korsfarertiden også en opsplittelse mellem de vestlige/katolske kristne og de østlige/ortodokse kristne. Kirkens splittelse i 1054 kom til at præge det lokale kirkeliv.

Kolonialisering og missionærer

Men dermed var det ikke slut med indflydelsen udefra. I det 19. århundrede - i kølvandet på den vestlige kolonialisering fulgte også protestantiske missionærer fra Europa og Nordamerika. Men deres tilgang til de lokale muslimer og kristne var en anden. De byggede skole, hospitaler og andre institutioner, der kom den lokale befolkning til gode.

Missionærerne fik næppe omvendt mange muslimer, men en del af de lokale, især ortodokse, kristne valgte at blive lutheranerne, anglikanere eller knytte sig til andre protestantiske menigheder, fordi de følte at der her var fornyelse at hente og muligheder for at forbedre deres livsvilkår.

Dette er også grunden til, at mange kristne palæstinensere fik en høj uddannelse og bl.a. derved kom til at udgøre en slags middelklasse. På denne baggrund kom de, i forhold til deres antal, til at spille en væsentlig rolle i landet økonomisk, socialt og politisk.

De kristne var f.eks. stærkt medvirkende til at formulere en moderne palæstinensisk nationalisme omkring århundredeskiftet. Et eksempel på en kendt kristen politiker i dag er Hanan Ashrawi, der oprindeligt blev kendt for sin deltagelse i fredsforhandlingerne i Madrid.

De kristne i dagens Israel/Palæstina

2000 års historie og erfaring har præget de kristne palæstinenseres identitet og rolle i Israel/Palæstina. På den ene side udgør de i dag kun et lille mindretal, men på den anden side er de en fuldstændig integreret del af samfundet.

De har igennem århundreder lært, hvordan man kan leve i fredelig sameksistens med muslimer, som man i et vist omfang deler fælles etniske og kulturelle rødder og værdier med.

Under det ottomanske styre anerkendtes f.eks. de kristne samfunds ret til at varetage deres egne interne anliggender, især hvad religiøse og civile anliggender angik. Derfor står muslimske og kristne palæstinensere sammen i den fælles kamp mod den israelske besættelse og i drømmen om frihed og en retfærdig fred med en bæredygtig palæstinensisk stat som følge.

Der har udviklet sig en gensidig respekt for hinandens religiøse særpræg. For eksempel driver lokale kristne ikke mission over for muslimerne i ordets egentlige eller vestlige forstand. Deres ívidnesbyrdí består i at leve deres kristendom ud i hverdagen. For dem er eksemplets magt vigtigere end forkyndelse af ordet. At modtage muslimske medborgere i deres skoler, hospitaler o.s.v. er deres måde at vidne om deres kristne tro på.

De palæstinensiske kristne lever - af historiske grunde - fortrinsvis i Galilæa og i området omkring Jerusalem (inkl. Ramallah, Betlehem) med mindre grupper spredt over resten af Vestbredden og i Gaza. Men netop disse områder har ofte i den aktuelle israelsk-palæstinensiske konflikt været hårdt ramt.

De kristne har ikke været under angreb af religiøse grunde, men hårdt berørt af økonomiske og politiske faktorer. Sammen med de øvrige palæstinensere har de i Israel lidt under at blive behandlet som andenklassesborgere, og i de besatte områder - Østjerusalem, Vestbredden og Gaza - har de oplevet de daglige konsekvenser af den israelske besættelse.

Kristne i tilbagegang

Resultatet har været en voksende udvandring af kristne palæstinensere igennem årene. I kraft af deres ofte gode uddannelse og middelklassestatus har det været lettere for dem at emigrere end for de muslimske palæstinensere. Resultatet heraf er, at fra 1948 da staten Israel blev oprettet hvor de kristne udgjorde 7,7% af den samlede befolkning, udgør de i dag blot 2,2%. 35% af de kristne palæstinensere flygtede eller blev drevet på flugt i 1948. Og udvandringen er fortsat i varierende styrke lige siden. Over 50% af de kristne palæstinensere bor således i dag uden for landets grænser, fortrinsvis i Nord- og Sydamerika samt i Australien. Globalt set udgør de 400.000 kristne palæstinensere 6,5% af alle palæstinensere.

I tal betyder det at der i dag findes ca. 170.000 kristne tilbage i Israel/Palæstina. 120.000 af disse bor i Galilæa og 50.000 i området omkring Jerusalem, hvoraf færre end 10.000 i selve Jerusalem.

I Gaza bor der kun 2000 kristne. De kristne får generelt færre børn end muslimerne og gennemsnitsalderen er 32 mod 16 år for resten af befolkningen. De kristne er delt op på 15 forskellige kirkesamfund. Ca. 50% tilhører den ortodokse kirke, 30% den katolske, og resten er fordelt på de øvrige 13 kirkesamfund. Hvert samfund har sine egne traditioner og ritualer og sine egne uddannelses- og andre institutioner.

Men for den enkelte kristne betyder disse historiske og konfessionelle skel ikke så meget i dag. Det politiske pres de lever under og deres mindretalssituation gør, at de rykker tættere og tættere sammen.

Selvom traditionerne vejer tungt i mange af de lokale kirkesamfund, er der også eksempler på fornyelse og på forsøg på at sætte det kristne budskab i forbindelse med de kristnes aktuelle levevilkår. F.eks. har íSabeelí - det økumeniske center for palæstinensisk befrielsesteologi - beskæftiget sig indgående med aktuelle samfundsmæssige spørgsmål.

De kristne og Jerusalem

I 1944 boede der 30.000 kristne i Jerusalem. Det skyldtes ikke blot religiøse grunde, men også at de kristne var veluddannede og derfor søgte til byerne.

Med blot 10.000 tilbage i byen hvor ímoderkirkení opstod, er situationen i dag blevet meget kritisk for disse kristne. Det er regnet ud, at der findes en kirke for hver 177 kristne. For de lokale kristne er Jerusalem den hellige stad, men den er også moderstaden for dem som folk - det sted, hvor de lever deres daglige, praktiske, konkrete, liv med alle deres behov, vanskeligheder og kamp.

Desuden ligger mange af de kristne skoler og hospitaler i Jerusalem. Jerusalem var således indtil de israelske lukninger i begyndelsen af 1990erne knudepunktet, der bandt hele Vestbredden sammen økonomisk, kulturelt, religiøst og politisk.

Disse to aspekter er uadskillelige for de kristne: Jerusalem som hellig stad og som hjemstad. Lokale kristne har derfor sammen med Kirkernes Verdensråd igen og igen gjort sig til talsmænd for en løsning, der sikrer, at Jerusalem bliver en by for to folk (israelere og palæstinensere) og en by, hvor tre religioners rettigheder og frie adgang er sikret (jødedommens, kristendommens og islams). Som det er i dag kan de kristne fra Ramallah og Betlehem - for ikke at tale om Gaza - ikke engang komme til Jerusalem for at bede til de store kristne højtider som f.eks. påsken. De nyder således ikke den religionsfrihed som de kristne turister der kommer fra hele verden kan nyde godt af.

De kristnes aktuelle rolle

De kristne driver en række sociale institutioner: skoler, klinikker, hospitaler, handicapcentre, ungdomsaktiviteter, m.v.. De er højt respekteret i lokalsamfundet, bl.a. fordi dette arbejde kommer hele befolkningen til gode, ikke kun de kristne.

De kristne er også repræsenteret i de politiske organer f.eks. den palæstinensiske lovgivende forsamling med flere repræsentanter end deres procentuelle andel af befolkningen berettiger dem til.

De føler selv, at de trods deres ringe antal har en rolle at spille i arbejdet på at udvikle et demokratisk og pluralistisk palæstinensisk samfund. Det arbejder de for i kraft af deres dannelse, deres mange kontakter til vesten og deres kristne værdigrundlag. Men samtidig er det også nødvendigt for at modvirke presset fra en voksende radikalisering på jødisk og muslimsk side. Og på trods af deres 2000-årige tilstedeværelse som kristne gør de - i modsætning til jødiske og muslimske fundamentalister - ikke noget eksklusivt krav på landet. Teologisk udtrykt vil de sige, at de nok tilhører landet, men landet tilhører Gud!

Det gør det bestemt heller ikke lettere for dem som kristne, at de befinder sig i denne íklemmeí. De kan reelt vælge mellem at isolere sig i en slags kristen ghetto eller - i pagt med evangeliet - være lys og salt i den verden de lever i.

I forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt betyder det, at de holder fast i, at en varig fred også må være retfærdig fred, at kampen må føres med ikke-voldelige midler og at der må være plads til alle befolkningsgrupper i en fremtidig løsning. Det kristne begreb íforsoningí går således hånd i hånd med begrebet íretfærdighedí når man læser de erklæringer der kommer fra de kristne kirkers ledere.

Redaktionel note:

De præcise tal for antallet af kristne er behæftet med en vis usikkerhed, men der er ca. 50.000 på Vestbredden og i Gaza, heraf ca. 2.500 i Gaza, 115.000 i Israel, samt 10.000-15.000 udenlandske kristne gejstlige og 10.000 lokale kristne i Østjerusalem.

Bilag:

1) Udtalelse fra Jerusalems kirkeledere 2000

2) Erklæring fra Kirkernes Verdensråds 8. generalforsamling i Harare 1998

Litteraturhenvisninger:

Colin Chapman: íKløfternes Land - Israel eller Palæstinaí Unitas Forlag 1994

Kirsten Stoffregen Pedersen: íDe kristne i Det hellige Landí, Unitas forlag 1998

Karen Armstrong: íJerusalem - tro, historie og politikí Munksgaard/Rosinante 1998

íJerusalems Mosaikí Folkekirkens Nødhjælp, Det Mellemkirkelige Råd og Det økumeniske Fællesråd, 1999.

Hjemmesidehenvisninger:

Sabeel - Ecumenical Liberation Theology Center www.sabeel.org

International Center of Bethlehem www.annadwa.org

Middle East Council of Churches www.mecchurches.org

World Council of Churches www.wcc-coe.org

Evangelicals for Middle East Peace www.northpark.edu/centers/middle/emeu

Folkekirkens Nødhjælp www.noedhjaelp.dk