Dansk-jødisk fredsmanifest

 
Skrevet af: Morten Thing m.fl
Demonstration for fred i mellemøsten
Manifest
 
På toårsdagen for starten af intifadaen inviterer en gruppe danskere med jødisk baggrund til demonstration foran den israelske ambassade. Demonstrationen er ikke en demonstration mod Israel som stat, endsige mod jøder eller den jødiske kultur og identitet, som vi alle på forskellig måder føler os som en del af. Den er en demonstration mod en aggressiv og uforsonlig israelsk politik, der er en større trussel mod staten, identiteten og kulturen end det, den søger at forsvare sig imod.
Med demonstrationen vil vi forsøge at vække vores jødiske venner og familie i og uden for Israel fra den lammelse de tilsyneladende er blevet ramt af, vi vil signalere til vores arabiske og palæstinensiske venner, at også de må tage et ansvar på sig for at give den israelske fredsfløj den nødvendige støtte - og vi vil markere vores afstandtagen til den spiral af vold og gengældelse, som Sharon i samarbejde med Arafat har gjort til det helt dominerende træk ved konflikten mellem Israel og Palæstina.
Historien er lang og sagen er kompliceret, men det vi mener kan i korthed koges ned til følgende:
1. Den betydning 2. verdenskrigs masseudryddelser har haft for den jødiske identitet og historie kan ikke overvurderes. Først sent og modvilligt åbnedes verdensopinionens øjne for den katastrofe, de europæiske jøder blev udsat for, og kun i beskedent omfang blev redningen af de europæiske jøder sat på den politiske dagsorden.
I så godt som hver eneste jødiske familie eksisterer erindringen om forfølgelser, ydmygelser, mord og magtesløshed som en arv, man ikke kan kaste fra sig. Bevidstheden om at stå alene i kampen for overlevelse er stadig en levende del af jødisk identitet. Og den indbyggede kulturelle seismograf slår omgående alarm ved antisemitiske signaler.
Med FNs delingsplan og den efterfølgende oprettelse af staten Israel efter 2. verdenskrig blev der skabt et tilflugtssted for mange af de overlevende - og for mange af os, der ikke udvandrede har Israel fungeret som det sted hvor man i givet fald ville kunne søge tilflugt mod nye forfølgelser.
2. Udryddelsen af flertallet af de europæiske jøder har sammen med flugt forskudt vægten i jødiske diskussioner fra Europa til henholdsvis USA og Israel. Opmærksomheden har af gode historiske grunde været fokuseret på sikkerhed og velstand, og kun sent, modvilligt og sporadisk har man forholdt sig til de tunge og ydmygende konsekvenser som palæstinenserne har måtte bære i forbindelse med oprettelsen af staten Israel. Den blindhed, som flertallet af de israelske jøder udviser overfor den palæstinensiske fordrivelse har - efter mange år med en entydigt positiv holdning til Israel - skabt splittelse blandt Europas tilbageværende jøder. USAs jøder synes tilsvarende at være påvirket af dette grundlæggende skisma. Alle jøder må forholde sig til dette.
3. Næret af den israelske befolknings oplevelser under intifadaen, er der idag en skræmmende stor opslutning bag Sharon blandt israelske jøder. Terrorangrebene og den daglige angst og usikkerhed, har blandt Israels jøder på én gang skærpet et berettiget krav om personlig og national sikkerhed og forstærket en i forvejen rystende mangel på fornemmelse for de lidelser, palæstinenserne påføres af den israelske fremfærd. Der er ingen enkle løsninger på dette problem. Men ved primært at satse på anvendelsen af massive militære midler og fejlagtigt at gøre nedkæmpelsen af palæstinenserne til en forudsætning for Israels overlevelse sætter Sharon Israels eksistens på spil. Og ved skamløst at identificere politisk kritik heraf med den antisemitisme, som alle jøder er på vagt over for, forsøger Sharon og hans meningsfæller at tage alverdens jøder som gidsler i en kamp, der ikke kan vindes militært, men kræver en politisk løsning.
Vi vil ikke tages til indtægt for denne ekstreme højrepolitik. Vi skammer os over den og væmmes ved den. Vi konstaterer at flertallet af Israels jøder er enige med os i ønsket om fredelig løsning og oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat. Men vi ser også at flertallet af Israels jøder samtidig er skræmte af den palæstinensiske terror, som må tage sin del af ansvaret for den aktuelle paralysering af den israelske fredsbevægelse.
4. Selvmordsbomber er under alle omstændigheder forkastelige og destruktive i forhold til en hvilken som helst fornuftig løsning på problemerne. De rammer blindt, signalerer krig mod civilbefolkningen og opfordrer i højere grad til beskyttelse end til forhandling. Man må imidlertid ikke se bort fra, at der bag hver eneste selvmordsbombe ligger en desperation. Intet folk finder på noget så vanvittigt og destruktivt som at sende deres unge i døden, og ingen unge mænd og kvinder vælger terrordøden uden at være bragt i en håbløs situation. Selv om håbløsheden ofte lanceres med en ulidelig antijødisk holdning og aldrig kan tjene som en undskyldning, er den imidlertid en realitet som Israel nødvendigvis må forholde sig til. Den helt dominerende grund til denne håbløshed er efter vores opfattelse, at Israel som stat systematisk har undermineret palæstinensernes værdighed og fremtidshåb. Den fatale blindhed for palæstinensernes lidelser som følge af fordrivelse og flugt fra de områder, der blev den israelske stat i 1948, besættelsen af Gaza og Vestbredden i 1967 og den arrogante underkendelse af palæstinensernes rettigheder er en afgørende baggrund for den aktuelle eskalation af terroren. Israel må som enhver stat beskytte sine borgere, også mod overgreb som den selv har været med til at fremprovokere. Men det berettiger ikke til den brutale og kompromisløse fremfærd, som har præget Israels militære og politiske aktiviteter gennem de sidste år. Israel må derimod vise politisk klarsyn og undlade handlinger der kun fører til yderligere had, frustration og ydmygelse hos den palæstinensiske befolkning. Sharons målrettede politik har sammen med Arafats utroværdige vankelmodighed effektivt trængt henholdsvis palæstinenserne og israelerne op i en krog, hvor de hver især ikke kan have realistisk tillid til modpartens fredsvilje. Med sin aggressive og kompromisløse optrapning af gengældelsesspiralen står Sharon helt på linie med Hamas. Med sin manglende vilje til kompromisser og sin manglende evne til at læse de globale realiteter fremtvinger han en situation, hvor verdenssamfundet vender Israel ryggen og en hvilken som helst levedygtig fredsslutning vil fremstå som et israelsk nederlag.
Israel må påtage sig det modige hverv at bryde den onde cirkel og betingelsesløst sætte fredsprocessen i gang. Det kræver mod blandt de mange israelere, som befinder sig i opposition til den førte politik. Vi mener, at det er en selvstændig opgave for alle, der ønsker gang i fredsprocessen, at støtte den israelske opposition i denne proces.
5. For både jøder og palæstinensere er fred, sikkerhed og stabilitet det afgørende mål. Det er et mål som ikke kan nås uden, at der skabes en palæstinensisk stat og uden at flygtningeproblemet finder en løsning. FNs delingsplan fra 1947, der delte det britiske Palæstinamandat i to stater en jødisk og en arabisk, og grænserne efter 1948 udgør en historisk realitet, der ikke kan gøres om uden endnu en uacceptabel fordrivelse. Det har palæstinenserne og de arabiske stater efterhånden accepteret. Palæstinensernes plan for en stat er knyttet til kun 22% af det oprindelige mandatområde. Israel må også acceptere disse for palæstinenserne beskedne mål.
Samtlige israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza må ubetinget forlades så den palæstinensiske stat kan få en territorial sammenhæng, reel suverænitet og mulighed for at overleve. De palæstinensiske Flygtninge må anstændigvis have erstatning for den ejendom de mistede ved fordrivelsen, ligesom Israel bør godtage genbosættelsen af et symbolsk antal flygtninge, som ønsker det, i Israel. Men frem for alt må den øvrige verden bidrage med at åbne sine grænser for de flygtninge, som ikke på den måde får et hjemland.
Det internationale samfund må organisatorisk, politisk og militært yde de nødvendige garantier for begge parters sikkerhed.
6. Freden kommer ikke med mindre der er kræfter blandt såvel palæstinensere som blandt israelske jøder, som støtter den. Og selvom Israel bærer et moralsk og historisk ansvar for problemets løsning, sidder palæstinenserne idag inde med en afgørende nøgle til dets løsning. Selvmordsbomberne er reaktioner på en vanvittig situation, men det berettiger dem hverken moralsk eller rationelt. De fører kun til mere lidelse, forøger antallet af uskyldige ofre, skader palæstinensernes sag og gør det vanskeligere at slutte fred. At afholde sig fra at bruge terror er at styrke fredsfløjen i israelsk politik. At tilbyde israelere et sikkert liv er vejen til at styrke de kræfter som kan bringe Sharon og hans voldsekstremister til fald. Kun en løsning som bygger på en styrkelse af fredskræfterne kan føre til en løsning som den skitserede. Den kortvarige eksistens af det palæstinensiske selvstyre var ikke lovende for karakteren af en kommende Palæstina-stat. De kritiske røster blandt palæstinenserne, som støtter et demokratisk Palæstina og fordømmer også palæstinensisk terror mod den israelske civilbefolkning, sidder inde med vigtige brikker til en kommende og varig løsning, og deres aktive stemmer savnes som et vægtigt bidrag til en bæredygtig fredsproces.
Blandt Israels jøder er der en voksende gruppe som selv nu byder Sharon trods og som fastholder menneskerettigheder og international ret som det grundlag Israels politik bør hvile på. Disse kræfter må alle jøder støtte. Jøder i Israel og jøder udenfor må gøre det klart at Sharons politik er uden perspektiv for både jøder og israelere. Uanset hvor legitimt det er for Israel at beskytte sin befolkning mod terrorbombningen, er gengældelsesaktioner meningsløse og illegitime. Ethvert forsvar mister sit langsigtede perspektiv, når det ikke følges op af politiske initiativer. Med Sharon som leder mister officielle israelske fredsinitiativer enhver troværdighed, hvorfor Israel udsættes for en selvvalgt isolation i en stadigt tiltagende og udsigtsløs voldsspiral
Tilsvarende må progressive og demokratiske kræfter blandt palæstinenserne påtage sig opgaven at etablere tillidsskabende foranstaltninger, der overbeviser den israelsk-jødiske befolkning om, at man ikke vil smide dem i havet, at man faktisk anerkender den jødiske stat, ønsker fred og sikkerhed også for jøderne. Også uden for Mellemøsten må progressive og demokratiske kræfter blandt palæstinenserne tydeligt markere deres afstand til antisemitisme, angreb på synagoger etc. Kun på den måde kan man markere sin vilje til at se konflikten i Mellemøsten ikke som en uløselig etnisk og religiøs konflikt, men som en konflikt om land, der kan finde en løsning.
7. Sharon støttes stort set betingelsesløst af George Bushs administration. Det skyldes ikke, som mange tror, at han er afhængig af jødiske stemmer. Traditionelt stemmer amerikanske jøder demokratisk. Bush er derimod afhængig af det protestantiske højre i Bibel-bæltet i USA. Selv om antisemitismen er kraftig i disse kredse, støtter de af religiøse grunde den israelske politik. I andre lande støttes Israels aktuelle politik af kræfter, som i øvrigt støtter en fremmedfjendtlig politik. I det hele taget er de kræfter, der støtter den israelske politik svinget fra det demokratiske og socialdemokratiske Europa til en falanks af højrekræfter.
Efter vores mening hænger denne uhellige alliance sammen med det jødiske Israels håndtering af de erfaringer som de europæiske jøder har gjort gennem århundreder som undertrykt befolkning. Fokuseringen på shoa og egne lidelser har overskygget andre forhold. Blindheden og ufølsomheden over for de lidelser Israel selv påfører palæstinenserne er en fatal underkendelse af den erfaring som forsvandt med de 6 millioner af vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre, som blev ofrene for udryddelsen. Det er at drive rovdrift på deres minde og en trussel mod jødisk arv og humanisme at basere staten Israels overlevelse udelukkende på en tro på militære løsninger med den dertil knyttede tro på vold, terror og tortur. Som resultat af dette påføres begge befolkninger unødige lidelser, og deres ungdom forledes til en moralsk og personlig afstumpethed som det kan tage generationer at hele. Dette angreb på fundamentale europæisk-jødiske værdier anser vi for en katastrofe.
En palæstinensisk, suveræn stat i værdig sameksistens med Israel med sikre og garanterede grænser for begge stater er den eneste vej til fred!