EU's begrænsede rolle som betaler

 
Skrevet af: Anders Stubkjær
Den europæiske union og israel-palæstina konflikten
1. Introduktion
 
Den Europæiske Unions (EU) rolle som aktør i Israel-Palæstina konflikten er marginal. EU er på grund af dets relativt begrænsede styrke som en international aktør kun i stand til at operere inden for politiske rammer, der er defineret af andre, i dette tilfælde er USA, Israel og til en vis grad palæstinenserne.
I bogen 'The European Union and the Middle East' (Dosenrode and Stubkjær, 2002) diskuterer vi bl.a. om EU som en international aktør er en 'player' (spiller), eller en 'payer' (betaler) i forhold til Mellemøsten. En 'spiller' forklares i denne sammenhæng som en aktør, der fx har magt til at etablere og/eller sponsorere en politisk aftale mellem israelerne og palæstinenserne. En 'betaler' kan defineres som en aktør, der via sine økonomiske ressourcer groft sagt kan 'købe' sig adgang til indflydelse.
Kort fortalt har EU ikke politisk magt til at etablere en fredsaftale mellem fx israelerne og palæstinenserne på samme måde som USA har, og EU er, set ud fra dette perspektiv, ikke en spiller. Derimod bliver EU en spiller når USA, Israel og palæstinenserne etablerer en aftale, som fx Oslo-aftalerne, der skaber en politisk ramme, som EU kan handle inden for. På grund af dets organisation er EU i meget høj grad en 'betaler', der køber sig vej til indflydelse, og kun i begrænset omfang har tilstrækkelig politisk vægt til at gøre sin indflydelse gældende, i hvert fald i Israel-Palæstina konflikten.
I dette essay vil jeg fra afsnit 2 til afsnit 4 introducere den Europæiske Union og dens relation til omverdenen, samt nogle af de mange spørgsmål om EU's udvikling og opbygning, der løbende er til debat. Disse spørgsmål er relevante at danne sig et overblik over fordi de er en del af forklaringen på,hvordan EU forholder sig til Israel-Palæstina konflikten (konflikten).
I afsnit 5, 6 og 7 vil jeg først beskrive og diskutere det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS), de daværende Europæiske Fællesskabers første udenrigspolitiske mekanisme, og hvordan det forholdt sig til konflikten. Dernæst vil jeg fokusere på perioden fra den Kolde Krigs ophør til i dag. Afsnit 8 er udformet som en serie afsluttende bemærkninger.
 
2. Hvad er den Europæiske Union?
Når man diskuterer og studerer den Europæiske Unions (EU) forhold til Israel-Palæstina konflikten, er det nødvendigt først at spørge hvad er EU, og hvordan vi kan definere EU? Problemet i international politik er, at EU er en unik og ganske kompleks størrelse, hvis opbygning og historie man er nødt til at forstå for at kunne diskutere EU's relationer til fx Mellemøsten.
Den Europæiske Union har gennem tiden båret forskellige navne, hvilket kan forvirre. Kort fortalt blev EU kaldt 'Det Europæiske Fællesskab' (EF) i tidsrummet fra Rom-traktatens indgåelse i 1957 til Maastricht-traktatens i 1993, hvor navnet blev ændret til den Europæiske Union. Andre mere uformelle betegnelser for EU, som bliver brugt i flæng, er bl.a. 'integrationsprocessen', 'det europæiske integrationsprojekt', eller blot 'Europa'. Det sidstnævnte er dog problematisk fordi det betyder, at EU's medlemmer arbejder på at blive integreret til ét Europa, og dette er, sagt mellem linierne, det 'rigtige' Europa. Hvad så med den del af Europa, der ikke er en del af EU, er disse områder så ikke en del af det 'rigtige' Europa?
EU er, som sagt, en konstruktion uden modstykke i international politik, hvilket gør den sværere at beskrive og analysere. Sagt kort er EU ikke en 'rigtig' stat som fx Danmark, eller Storbritannien, men den er heller ikke blot en 'normal' organisation, som fx de Forenede Nationer. Det unikke, og besværlige ved EU er, at EU både har elementer af stat, nemlig det overstatslige samarbejde, og elementer af en normal organisation.
Det fundamentale problem er, at ingen kan blive enige om hvad målet med integrationen af Europa skal være. Skal EU udvikles til en egentlig stat med fuld suverænitet? Dette vil givetvis betyde at EU bliver til en yderst magtfuld aktør i international politik, a la USA. Eller skal EU 'nøjes' med at være en unik organisation, hvor medlemslandene bibeholder deres suverænitet, men arbejder sammen om at finde fælles løsninger på fælles problemer? Den sidste løsning minder meget om situationen i dag.
Denne usikkerhed gør det svært for EU at fungere effektivt i international politik, såvel som i europæisk politik, og det skaber frustrationer fordi der er så forskellige, og modstridende forventninger til hvad EU kan og skal.
 
3. Hvem har indflydelse på den Europæiske Union?
Hvis man skal finde ud af hvordan EU fungerer som den gør, er én mulighed at stille spørgsmål, f.eks. til hvem, der har indflydelse på udviklingen af integrationsprocessen og dermed styrer EU's udvikling. Her er der i hvert fald tre muligheder:
For det første er der ledelse / lederskab. De store linier i EU er styret af medlemsstaternes stats- og regeringschefer og centrale aktører i EU-systemet. Når der sker fremskridt i integrationen er det ofte fordi at Frankrig, Tyskland og Storbritannien er blevet enige om et eller flere initiativer. En forklaring på stilstand i integrationsprocessen kan så være at netop disse tre lande ikke kan blive enige om at handle sammen, og så handler de ganske enkelt hver for sig.
Lobbyister / interessegrupper er en anden faktor, der har stor indflydelse på EU's udvikling. Der er sket en udvikling, hvor interessegrupper førhen kun fokuserede på at opnå indflydelse i deres nationale parlamenter, så er de nu lige så engageret på EU-niveau, netop fordi EU med tiden har fået mere politisk magt og dermed påvirker flere beslutninger.
Den tredje faktor er nationale interesser afgørende for medlemsstaternes indstilling til EU's initiativer på europæisk plan, men også på internationalt plan. Spørgsmålet er hvilke interesser har medlemsstaterne i de respektive politik-forslag, som EU diskuterer? Det samme spørgsmål er relevant ligegyldigt om vi taler om landbrugspolitik, eller relationerne til Mellemøsten.
Den internationale dimension er for det fjerde ligeledes en central faktor. Når vi undersøger, hvordan EU fungerer, er det vigtigt hele tiden at stille spørgsmålstegn ved hvordan den kontekst, eller det internationale system forholder sig til EU, og vice versa. Hvordan kan internationale aktører, begivenheder og tendenser påvirke EU's politikker? Hvilken rolle spiller fx globalisering, USA's position i international politik, Sovjetunionens ophør, oliekatastrofer ved Atlanterhavets kyst, osv.?
 
4. Relationerne til omverdenen
Det Europæiske Fællesskab blev i sin tid etableret som et projekt, der skulle handle udelukkende om Europas interne situation, og der var slet ikke taget højde for at EF skulle have et ansigt udadtil. Men i løbet af knapt femten år udvikles EF til at være en aktør i international politik, og dette betød, at også omverdenen fik et større behov for at finde ud hvad EF var for en størrelse, hvordan man skulle kommunikere med EF, og ikke mindst hvad EF mente om forskellige internationale konflikter og kriser. Mellemøsten var, som alle ved, storleverandør af i krige og kriser, som EF var nødt til at forholde sig til.
Alligevel var det først i 1969 at det daværende EF fik en udenrigspolitisk mekanisme, der hed Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS). Med EPS fik EF ikke en udenrigspolitik, men derimod et forum hvor medlemslandene kunne mødes for at koordinere deres respektive udenrigspolitik, og formulere fælles holdninger til internationale aktører, konflikter, kriser, m.v.
Det er vigtigt at gøre klart, at rent teknisk blev EPS grundlagt af de stater, der 'tilfældigvis' var medlem af EF, men EPS havde ingen formel relation til EF. Medlemslandene ønskede ikke at afgive suverænitet, altså deres magt til at tage selvstændige beslutninger over noget så centralt som udenrigspolitik til et EF-organ.
Havde de afgivet magten til at tage beslutninger om udenrigspolitik til EPS ville EPS/EF i realiteten blive til en stat på linie med USA, og det var der i medlemsstaterne ikke politisk opbakning til. Som en konsekvens blev EF/EPS relationer til omverdenen i første omgang betegnet som 'eksterne relationer' og ikke som 'udenrigspolitik'.
EPS blev med årene tættere knyttet til det officielle EF, og med Maastricht-traktaten i 1993 bliver EPS en integreret del af den Europæiske Union, nu under navnet den 'Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik'. At EU nu betegner de 'eksterne relationer' som udenrigspolitik betyder på ingen måde at EU er blevet en stat, tværtimod, det skal tolkes som et signal at EU (selv) ønsker at blive anset som en reel udenrigspolitisk aktør.
Netop det faktum, at EU ikke er en stat bevirker at det er utroligt svært at drive 'udenrigspolitik', bl.a. fordi EU har økonomiske midler og diplomatisk styrke, men mangler i meget høj grad en militær og forsvarsdimension. I løbet af de seneste år er der ved at blive oprettet en sådan militær og forsvarsdimension, men det er tvivlsomt om den bliver brugt til meget andet end fredsbevarende aktiviteter.
Fraværet af en ægte udenrigspolitik, og særligt en militær dimension vil mange sige er en af grundene til, at EU har indflydelse på de økonomiske / handelsmæssige dimensioner af international politik, men ikke på det militære.
Kort fortalt skal EF/EU når der skal formuleres en 'udenrigspolitik' skabe enighed mellem alle medlemsstater om et givent politisk standpunkt. Dette er uhyre kompliceret med så mange nationalstater med forskellige interesser, og resultatet er ofte, at det færdige resultat, for nu at bruge en kliché, er baseret på den laveste fællesnævner.
På grund af de følsomme relationer til Staten Israel og det jødiske samfund på den ene side, og de tidligere kolonier i den arabiske verden er Mellemøst-politik noget der altid har været kompliceret at nå til enighed om på europæisk plan, såvel som på nationalt plan.
 
5. Det Europæiske Politiske Samarbejde og Israel-Palæstina konflikten
EPS blev etableret i perioden mellem 1967 og 1973 krigene i Mellemøsten, på et tidspunkt hvor internationale relationer var domineret af den Kolde Krig og den globale opdeling i interessesfærer, der 'tilhørte' Øst og Vest. Mellemøsten var et geografisk område, hvor supermagterne i den grad stræbte efter at opnå størst mulig indflydelse, på grund af den arabiske olie, men også på grund af konflikten.
I begyndelsen af 1970erne importerede Vesteuropa cirka 60% af sit olieforbrug fra den arabiske verden, og derfor kom olieembargoen, der fulgte i kølvandet på den arabisk-israelske krig i 1973 som en brat opvågning. Oliekrisen demonstrerede hvordan den arabiske verden via olien og 'petro-dollars' havde fået en stigende magt, hvor EF med sin afhængighed af olieimporten derimod var tvunget til at erkende sin sårbarhed, og nødvendigheden af at få en større forståelse for den arabiske verden, og dens interesser, inkl. Israel-Palæstina konflikten.
Selvom oliekrisen i 1973 blev katalysator for EF's engagement i konflikten, og senere i resten af Mellemøsten, så var EF i realiteten ude af stand til at forholde sig til samlet til krigen på grund af modstridende nationale interesser.
USA havde på dette tidspunkt ikke samme form for afhængighed af olie, og kunne derfor agere mere frit i forhold til regionen. USA's ambition var, set ud fra et 'koldkrigsperspektiv', at få størst mulig kontrol over Mellemøsten og holde USSR uden for indflydelse i regionen. På trods af at EF og USA var allierede gjorde den daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger det alligevel klart for Europa, at hvis USA skulle garantere for Europas sikkerhed i forhold til Sovjet, bl.a. med tropper i Europa, så ville USA til gengæld have lov til at styre energipolitikken uden indblanding fra europæisk side. Det var en pæn måde at bede europæerne om at blande sig uden om i Mellemøsten, og lade USA klare sagen.
Oliekrisen er med til at gøre Israel-Palæstina konflikten endnu mere synlig i international politik, og ligeledes med til at tvinge EF/EPS til at tage stilling til problematikkerne. Det lykkedes omsider for EF/EPS i 1977 at formulere en fælles europæisk holdning til konflikten, hvis vigtigste punkter var
Der skal være et hjemland for palæstinenserne
Palæstinenserne skal deltage i fredsforhandlinger
Israel må være rede til at anerkende palæstinenserne
Den arabiske verden må anerkende Israels eksistens.
Med Camp David aftalen fra 1979 underskrev Israel og Ægypten en fredsaftale. Aftalen modtages yderst køligt af EF, præcis fordi den går imod EF's ønske om en samlet aftale mellem Israel og den arabiske verden baseret på folkeretten og ikke på bilaterale forhandlinger. Det var på grund af præsident Anwar Sadat's initiativ, men under USA's ledelse at de to lande nåede til enighed om en aftale.
Set i relation til diskussionen om 'player', eller 'payer' betegnelserne fra introduktionen kan vi konstatere, at EF / EPS ingen reel indflydelse havde på resultatet, og derfor kan EF / EPS i denne situation ikke beskrives som en 'spiller'. Dette bliver den generelle situation i forbindelse med de aftaler, der bliver indgået mellem de stridende parter i konflikten.
1980erne bliver, som mange før, et uroligt årti i Mellemøsten; Iran-Irak krigen hærger fra 1980 til 1988, Irans shah væltes af Ayatollah Khomeni i 1979, Sovjetunionen invaderer Afghanistan, og der opstår en stigende grad af islamisk fundamentalisme. EF ser sig nødsaget til at komme med et udspil, der i endnu større grad gør det klart at EF søger en samlet aftale mellem Israel og den arabiske verden, og ved et topmøde i Venedig i 1980 udsender EF/EPS stats- og regeringschefer Venedig deklarationen, som blev central i forhold til EF/EPS's forhold til konflikten fordi dens udlægning af EF's holdning til konflikten er gældende den dag i dag.
Nogle af hovedpunkterne er
At palæstinenserne ikke kun er flygtninge
At palæstinenserne har krav på selvbestemmelse
At Jerusalems status ikke må forandres af kun én part (Det betyder Israel må ikke annektere Jerusalem, og ej heller etablere bosættelser)
At Israel skal trække sig tilbage fra de besatte palæstinensiske områder
At EF mener, at de israelske bosættelser er et centralt problem i konflikten
Den daværende israelske regering er mere end rasende over Venedig-deklarationen og sammenligner på ganske uforskammet vis bl.a. deklarationen med Hitlers 'Mein Kampf'. Israel mener ganske enkelt, at EF skal blande sig uden om, og kritiserer EF voldsomt for den pro-palæstinensiske indstilling. PLO's indstilling er måske ikke overraskende, at Deklarationen indeholdt positive elementer, men EF bør udtale sig kraftigere og gøre mere.
Der var fra EF's side et håb om at Venedig-deklarationen ville markere et udgangspunkt for en ny EF-politik i forhold til konflikten, men udover at formulere en fælles holdning sker der stort set ikke mere fra EF's side i løbet af 1980erne. Et problem er, at EF/EPS med Venedig Deklarationen er som en kortspiller, der afslører en meget svag hånd. EF/EPS's medlemsstater har formået at formulere en fælles holdning, hvilket er positivt, men EF/EPS formår aldrig at komme med konkrete, vægtige politiske initiativer og sætte magt bag ordene.
Man kan sige, at EF/EPS benytter sig af deklarativt diplomati, altså anvender forskellige former for politiske udtalelser for at gøre opmærksom på organisationens holdning til konflikten. Problemet er bare at de implicerede, som fx Israel, kan slippe af sted med at sige "og hvad så?", fordi der ikke ligger konkret handling og politisk magt bag. Hvis EF/EPS derimod havde truet med økonomiske sanktioner, eller anvendelse af vold (militær) ville situationen have været en anden.
Et andet problem er, at EF i løbet af 1980erne var engageret i løbende udvidelser af fællesskabet og i etableringen af Fællesmarkedet, hvilket optog meget tid og mange ressourcer, og derfor blev udenrigsrelationerne nedtonet.
Som nævnt var Mellemøsten også plaget af uroligheder, så tiden var ikke gunstig for seriøse forhandlinger, og situationen var næsten umuliggjort fordi Israel og PLO på dette tidspunkt endnu ikke havde anerkendt hinanden, og uden denne anerkendelse er det stort set umuligt at skabe fremdrift og begynde forhandlinger om en fredsaftale. Denne anerkendelse kommer først (med PLO's anerkendelse af Israel)i 1988 (og Israels af PLO 1993, red.).
Med andre ord søgte EF/EPS fra 1973 og cirka ti år frem at skabe sig en position som en slags tredje alternativ til de to supermagter i konflikten. Med Venedig-deklarationen i 1980 blotter EF sin hånd og viser, at der er ord, men ingen politisk styrke, og bliver i realiteten udmanøvreret af USA. Selv om EF/EPS ikke formåede at gøre den store forskel i konflikten havde EF dog flere politikker, der forholdt sig til Middelhavsregionen og som var fokuseret på handelsrelationer med de omkringliggende stater.
I slutningen af 1980erne begyndte Sovjetunionens politiske indflydelse i international politik at smuldre fordi landet var ved at gå i opløsning. USSR's faldende involvering i, og interesse for Mellemøsten sammen med den stigende grad af usikkerhed i det internationale politiske system er blot én af grundene til at Saddam Hussein ser sit snit til at invadere Kuwait.
En amerikansk-ledet koalition driver de irakiske styrker ud af Kuwait og det lykkedes efterfølgende den amerikanske præsident Bush at samle den arabiske verden, samt Israel i Madrid i 1991 for at diskutere mulighederne for en israelsk-arabisk fred. Konferencen skaber grundlaget for den såkaldte 'fredsproces', der fortsætter indtil slutningen af 1990erne og lider endeligt skibbrud i efteråret 2000.
 
6. EU og Konflikten efter den Kolde Krigs ophør - et overblik over 1990erne
I det følgende vil jeg kort skitsere nogle af de mest centrale begivenheder, der berørte EF/EU's relationer til konflikten. EF, der på det tidspunkt ledes af et hollandske formandskab, deltager i Madrid-konferencen som observatør, og accepterer dermed den amerikanske ledelse af processen.
Til en vis grad er den passive rolle forståelig, EF er mere optaget af de turbulente omvæltninger i Øst-Europa og specielt af spørgsmålet om hvordan samarbejdet med et genforenet Tyskland skal organiseres. En konsekvens af dette bliver beslutningen om at integrere yderligere, og det sker ved skabelsen af den Europæiske Union (EU) med Maastricht Traktaten i 1993, og i forlængelse heraf etableres den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP'en). Men den passive indstilling til Mellemøsten er ikke holdbar for EU i længden, bl.a. fordi Frankrig har ambitioner om selv, og sammen med EF, at spille en større rolle i international politik.
I forhold til Israel-Palæstina konflikten igangsatte Madrid-konferencen en proces, der bl.a. resulterede i underskrivelsen af Principerklæringen i 1993. Europa var på dette tidspunkt ikke direkte involveret i forhandlingerne, men udtrykte sin støtte til processen ved bl.a. at deltage i Washington donorkonferencen, hvor det internationale samfund sammenlagt forpligtede sig til at donere ,4 millioner til palæstinenserne.
Mellem 1994 og 1998 bidrager EU på forskellige måde til at forbedre situationen i forhold til konflikten: Cairo-aftalen fra 1994 var en udløber af Principerklæringen. EU havde ingen direkte indflydelse på forhandlingsresultatet, men donerede alligevel ECU 10 mil. til den politistyrke, der bliver oprettet som følge af aftalen.
Reaktionen på Madrid-processen kommer for EU's vedkommende med Barcelona-konferencen i 1995 med hvilken EU ønsker at levere sig eget bidrag til udvikling og stabilitet i Middelhavsregionen, og derved begrænse indvandringen til Europa, bl.a. ved betydelige økonomiske donationer og løftet om forbedrede diplomatiske relationer.
Forhandlingerne i EU, der gik forud for konferencen var interessante, fordi det var helt tydeligt at se hvordan de europæiske lande med grænse til Middelhavet, som fx Spanien, Frankrig og Italien, var ivrige fortalere for at udvide og styrke relationerne til Mellemøsten og Nordafrika, hvorimod de nordlige lande var mere optaget af Tyskland og relationerne til Østeuropa.
Efter Barcelona-processen blev sat i værk blev der gjort store anstrengelser for at understrege, at denne proces ikke var et forsøg på at konkurrere med USA om indflydelse i forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne, men udelukkende skulle ses som en komplementær proces.
Dette være sagt, er det i realiteten EU's forsøg på at skabe en mere markant rolle i regionen, der vil give EU mulighed for at slippe ud af USA's skygge. Men Barcelona-projektet falder i realiteten til jorden i løbet af få år, bl.a. på grund af at den stagnerende fredsproces, der ganske spolerer evnen til samarbejde i regionen.
I punktform er det følgende et overblik over EU's aktiviteter i forhold til konflikten i den sidste del af 1990erne.
I 1996 foregår der forhandlinger, denne gang mellem Israel, Syrien og Libanon i USA på Wye Plantagen. Også her er EU sat uden for reel indflydelse og det er et godt eksempel på en situation, hvor EU på ingen måde er en 'spiller'.
Også i 1996 bliver der afholdt valg til den palæstinensiske selvstyrenhed, og EU bidrager med ECU 17 mil. i støtte til valgforberedelse og afholdelse, dvs. valgstationer, pressecentre og monitorering. I denne situation kan man sige, at EU i den grad er en 'spiller', der dog handler inden for Oslo-aftalens rammer, men alligevel formår at komme med et vægtigt bidrag.
I løbet 1997 og 1998 samarbejder EU med palæstinensiske sikkerhedsstyrker, bl.a. om uddannelse, administration og udstyr. EU søger ligeledes at forbedre rejseforholdene for palæstinensiske arbejdere og handelsfolk, der skal igennem Israel.
Ved Wye-aftalen, der underskrives i 1998 mellem Israel og palæstinenserne, er det faktisk EU, der i samarbejde med den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright gør forarbejdet, men det er alligevel USA der alene står for de afsluttende forhandlinger og underskrivelsesceremonien.
I en donorkonference umiddelbart efter Wye-aftalens indgåelse donerede EU ECU 400 millioner til udviklingen af de palæstinensiske områder, og det blev gjort klart, at det ikke var til at finansiere det palæstinensiske selvstyres budget fordi det ville åbne for anklager fra palæstinenserne, og måske særligt fra EU.
I Berlin i 1999 udtaler det Europæiske Råd at EU er villig til at anerkende en palæstinensisk stat baseret på forhandlinger, og evt. i forbindelse med en unilateral erklæring. På den ene side er det givetvis sandt at EU ønsker og omgående vil anerkende en palæstinensisk stat, hvis dette bliver resultatet af forhandlinger, hvor USA har haft afgørende indflydelse.
På den anden side er det yderst tvivlsomt, at EU ønsker at anerkende en palæstinensisk stat, hvis det er direkte imod USA's ønsker. Palæstinenserne er næppe den politiske ballade værd. Jokeren ville være at nationale interesser kan drive et, eller flere europæiske lande til at anerkende et nyt Palæstina ud fra en interesse i at manifestere sig som et politisk alternativ til USA, fx Frankrig.
 
7. EU og Konflikten efter 2001
Med valget af Ariel Sharon til israelsk premierminister i 2001 stod det snart klart at den såkaldte fredsproces var færdig. Bill Clintons efterfølger som amerikansk præsident, George W. Bush, gjorde sig i første omgang stor umage for at distancere sig til konflikten, uden tvivl på grund af at Clinton, der havde investeret betydelig politisk kapital i en løsning, ikke havde haft nogen succes.
George W. Bush har dog ikke været i stand til at forholde sig passiv til konflikten, bl.a. på grund af dønningerne efter 11. september 2001, og inspireret af præsidentens 'vision' om en to-statsløsning præsenterede EU-formandskabet, der i 2002 var ledet af Danmark endnu en plan for fred mellem Israel og palæstinenserne, den såkaldte Køreplan for Fred.
EU's fredsplan var et initiativ, der var rettet mod en fair løsning på konflikten for begge parter, men den israelske regering stillede så store krav og betingelser, at Køreplanen og forhandlinger i realiteten er umuliggjorte. For nogen tid siden sagde Sharon sågar at EU's anstrengelser i forbindelse med forsøgene på at opnå fred mellem Staten Israel og palæstinenserne var "ligegyldige". Efter Sharons genvalg er der ingen grund til at tro at denne indstilling forandres.
Spørgsmålet er hvad EU rent faktisk kan gøre for at påvirke situationen. Konklusionen må være at EU står uden for direkte indflydelse i forbindelse med forhandlinger og udfærdigelse af egentlige aftaler - og uden tvivl vil EU også kun blive informeret om den endelige fredsaftale mellem israelerne og palæstinenserne, hvis den nogensinde kommer.
En mulighed EU dog har, er at udnytte associeringsaftalen med Israel til at gøre sin indflydelse gældende. Der er i dag en velbegrundet, og i realiteten dokumenteret mistanke om at Israel overtræder associeringsaftalen med EU, bl.a. ved brud på handelsaftalen, på menneskerettighederne over for palæstinenserne i det besatte områder, men også over for det arabiske mindretal i Israel.
EU har således mulighed for selv at nedsætte en kommission til at undersøge om Staten Israel bryder associeringsaftalen med EU. Hvis der kan fremlægges klare beviser på aftalebrud, så suspenderes en aftale ganske enkelt indtil situationen er forbedret hos aftalepartneren.
EU bør af princip fastholde sine aftalepartnere, i dette tilfælde Staten Israel, på respekten for international lov og menneskerettigheder, og ved at suspendere en aftale blander EU sig ikke direkte i et lands indre anliggender, men søger derimod at være fortaler for at internationale aftaler og lovgivning skal overholdes. EU undgår desuden at passivitet kan tolkes som en accept af Staten Israels politik.
En suspension vil dog ikke være uproblematisk. Relationerne mellem Europa og Israel vil ganske sikkert blive ekspederet i dybfryseren på et splitsekund, men spørgsmålet er om de respektive medlemsstaters indenrigspolitiske miljø overhovedet vil tillade en sådan handling. På grund af de relativt nære handelsforbindelser med Israel kan en suspension medføre et vist økonomisk tab for EU. At diskutere en sådan suspendering af aftalen med Israel er på ingen måde at lægge Israel for had, men mere ud fra en nøgtern erkendelse af, at det er Staten Israel, der alene har magten til at ophæve besættelsen af de palæstinensiske områder, og tillade oprettelsen af en palæstinensisk stat.
 
8. Afsluttende bemærkninger
På et overordnet plan kan man sige, at EU i løbet af 1990erne har ydet en uvurderlig indsats i forhandlingsforløbet eftersom EU ved donationer og politisk støtte har sikret, at der rent faktisk var en palæstinensisk partner for Israel at forhandle med. Det har været aktivitet bag kulisserne, der har været yderst konstruktivt, men det har langt fra været noget der har tiltrukket overskrifter i medierne.
De langsigtede værdier af den økonomiske støtte er dog ikke blevet udnyttet til fulde, bl.a. på grund af Israels gentagne lukninger af de palæstinensiske områder, og niveauet af den palæstinensiske forvaltning. Og efter udbruddet af al-Aqsa Intifaden har den israelske hær destrueret meget af den infrastruktur, som EU har finansieret.
EU har altid haft svært ved at finde et fælles fodslag når det kommer til Palæstina-konflikten, bl.a. på grund af medlemslandendes modstridende interesser i regionen, og ikke mindst EU-udenrigspolitikkens porøse karakter. Israel blokerer for EU's videre indflydelse i fredsforhandlingerne fordi EU, ifølge Israel, primært støtter palæstinensernes krav. EU accepteres dog af palæstinenserne og udgør i realiteten den eneste modpol til USA's støtte til Israel.
Som tommelfingerregel er det således USA og Israel sammen med palæstinenserne, der etablerer politiske aftaler, som f.eks. Oslo-aftalerne. EU træder først i karakter som en 'spiller' når aftaler skal realiseres med økonomisk og diplomatisk støtte. EU vil sikkert stadig være der, hvis der mod forventning kommer en fredsaftale mellem Staten Israel og palæstinenserne, og i så fald fungere som en aktiv spiller inden for de af andre definerede rammer.