"Yassir Arafat er en fjende af Israel og en fjende af den frie verden. Enhver som er fredselskende, enhver som er opdraget med værdier som frihed og demokrati, må være bevidste om at Arafat er en hindring for fred i Mellemøsten". Hertil kommer at han leder "en koalition af terrorisme". Citaterne er hentet fra Israels premierminister Ariel Sharon forskellige udtalelser gennem de seneste år. En mand der meget tidligt efter den 11. september 2001 - med stort held - søgte at koble sig på den amerikanske "krig mod terrorisme". Man kan kun forstå Sharons ageren og forstå hans udtalelser om den palæstinensiske præsident som "vores Bin Laden" i lyset af den 11. september. Jeg vil i denne artikel analysere konsekvenserne af terrorhandlingerne den 11. september 2001 i forhold til Palæstina-konflikten og vil i den sammenhæng diskutere brugen af begrebet terrorisme i forbindelse med konflikten. Artiklen indledes med en kort præsentation af de forhold der ledte frem til sammenbruddet af fredsprocessen i efteråret 2000 og det efterfølgende palæstinensiske oprør, al-Aqsa intifadaen.

 

 

I efteråret 2000 døde Oslo-processen og den anden palæstinensiske intifada - kendt som al-Aqsa intifadaen - brød ud. Det skete efter at forhandlingerne i Camp David mellem den daværende israelske premierminister Ehud Barak og PLOs leder Yasir Arafat brød sammen i sommeren samme år.

Al-Aqsa intifadaens udbrud skal først og fremmest forstås i relation til den samlede udvikling i det palæstinensiske samfund i det seneste årti. Den brede palæstinensiske befolkning har efter indgåelsen af Oslo-aftalen i september 1993 været vidne til et utal af skiftende israelske regeringer, der uden undtagelser har ført en politik der har umuliggjort etableringen af en sammenhængende, bæredygtig og selvstændig palæstinensisk stat. Såvel Likud- som Arbejderparti ledet israelske regeringer fortsatte efter 1993 med at bygge og udvide allerede eksisterende bosættelser, at ekspropriere palæstinensisk land, at ødelægge civil ejendom og landsbrugsjord osv. Ikke en israelsk leder har til dato tilbudt det palæstinensiske lederskab og folk en stat på hele det territorium der blev besat i 1967, ensidige accepteret de palæstinensiske flygtninges principielle ret til at vende tilbage, eller opløsningen af samtlige ulovligt byggede bosættelser. Det som palæstinenserne fik tilbudt i Camp David, som der har været skrevet og sagt så meget positivt om, var end ikke i nærheden af de legitime palæstinensiske minimumskrav, som i øvrigt er i fuld overensstemmelse med international lov og FNís resolutioner. Oven i dette har befolkningen tillige været vidner til etableringen af et korrumperet og ineffektivt Palæstinensisk Selvstyre. Palæstinenserne kom således aldrig til at smage frugterne af "de modiges fred". Efter sammenbruddet i Camp David var det derfor ikke overraskende at der kun skulle en gnist til at antænde den palæstinensiske frustration. Ariel Sharon tændte gnisten da han den 28. september 2000 under massiv politieskorte besøgte Haram al-sharif (tempelpladsen). Dagen efter Sharons besøg skød israelsk politi 5 demonstrerende palæstinensere og sårede mange flere omkring Haram al-sharif. Det blev starten på al-Aqsa intifadaen.

I begyndelsen var intifadaen et folkeligt oprør, men hurtigt udviklede den sig til en betydelig mere militariseret konflikt som er endt i voldsspiral der synes vanskelig at standse. Militante palæstinensiske grupperinger - både islamister og sekulære - har i stigende omfang angrebet jødiske bosættelser især på Vestbredden og Hamas (og siden også andre grupperinger) begyndte igen at benytte selvmordsbomber rettet mod civile mål i Israel.

Israel har reageret med "overdreven magtanvendelse" i form af massive militære kampagner hvor Apache helikoptere, F-16 fly, krigsskibe, tanks m.m. især har bombet den Palæstinensiske Autoritets administrationsbygninger, politistationer m.m.. Herudover har Israel i vid udstrækning benyttet sig af udenom retslige likvideringer af en lang række palæstinensere, som staten har anklaget for terroristisk virksomhed. Desuden er mange palæstinensisk kontrollerede byer og flygtningelejre i kortere og længere perioder blevet genbesat af den israelske besættelsesmagt, huse er blevet revet ned og store dele af palæstinensisk landbrugs afgrøder er blevet destrueret. I foråret 2002 udførte den israelske hær en af de største militær aktioner i årtier og siden har den hæren bevaret et jerngreb om de fleste byer på Vestbredden.

Allerede tidligt i Intifadaen tabte Arbejderpartiets Ehud Barak magten til høgen fra Likud, Ariel Sharon. Det syntes tydeligt at Sharon siden han kom til magten i februar 2001 har forsøgt at forhindre enhver meningsfuld politisk dialog. Samtidigt har hans politiske modstander Arafat balanceret på et knivsæg. På den ene side var der noget nær konsensus i det palæstinensiske samfund om at al-Aqsa intifadaen burde fortsætte indtil besættelsens ophør og på den anden side blev Arafat presset af, først og fremmest, USA og Israel til at stoppe intifadaen, som en forudsætning for at forhandlingerne atter kunne genoptages; forhandlinger der fra israelsk side kun sigtede mod endnu en delaftale, hvor palæstinenserne kun skulle opnå udvidet selvstyre på Vestbredden. Arafat kunne, og ville formodentlig heller, ikke stoppe intifadaen for denne pris. I 1993 da Arafat satte en definitiv stopper for den første intifada (1987-1993) var han i det mindste i stand til at præsentere et lys for enden af tunnelen repræsenteret ved Oslo-aftalen. Som udviklingen var knap ti år senere med en fredsskyende Ariel Sharon ved magten og en ny amerikansk præsident, George W. Bush, der gjorde sit bedste for ikke at blande sig i konflikten kunne Arafat ikke levere - hverken til Israel og USA eller til det palæstinensiske folk.

 

Umiddelbart efter terrorangrebene i Washington og New York søgte USA at opbygge en international koalition mod terrorisme. Meget tidligt pegede alt på at Usama Bin Laden og hans Al-Qaida netværk stod bag terrorhandlingerne og ikke mindst derfor søgte den amerikanske administration at inddrage muslimske og arabiske stater i koalitionen. Palæstinenserne havde som mange andre arabiske stater også en stor interesse i at indgå i koalitionen, og de gjorde alt hvad de kunne for at stå på den rigtige side at af Georg W. Bushí forsimplede "ígood-evilí dikotomi" efter 11. september

Allerede den 11. september tog den palæstinensiske præsident Yassir Arafat, som alverdens andre statsledere, skarp afstand fra angrebene som han kaldte "kriminelle og farlige". Dagen efter besluttede det palæstinensiske lederskab at alle palæstinensiske skoler skulle holde fem minutters stilhed for at sørge og sympatisere med de amerikanske ofre og tage afstand fra terrorisme. Samme dag sendte den palæstinensiske parlamentsformand Ahmad Qurai (Abu íAla) på vegne af den palæstinensiske lovgivende forsamling et brev til deres amerikanske kolleger. Brevet lød i sin helhed som følger:

"Jeg, mine kolleger i den lovgivende forsamling og det palæstinensiske folk er blevet chokeret over de frygtelige terrorangreb mod byerne New York og Washington D.C., og over de enorme menneskelige tab og den tragedie som har ramt det amerikanske folk.I anledningen af denne sørgelige begivenhed ønsker jeg at udtrykker vores oprigtigste kondolencer til dig, til medlemmerne af kongressen, til ofrenes familier og til hele det amerikanske folk. Vi ønsker, på dette tragiske tidspunkt at genbekræfte vores totale afstandstagen fra alle former for terrorisme og statsterrorisme mod uskyldige civile, og håber at I vil overvinde de tragiske konsekvenser af denne menneskelige katastrofe og at hele verden står fast og beslutsomt på at opnå en retfærdig og omfattende fred og at sætte en stopper for uretfærdighed, undertrykkelse og terrorisme.Vores hjerter er med dig Hr. Taler og hele det amerikanske folk i denne sørgelige tid. Accepter hermed vores dybeste sympati".

På kort sigt havde palæstinenserne en vis succes med deres strategi. En overgang var der en lang række politikere og ikke mindst akademikere der argumenterede for nødvendigheden af at løse Palæstina-konflikten. Og den nye administration i Washington D.C. der længe havde søgt at undgå konflikten i Mellemøsten begyndte at tale om en vision om et fremtidigt Mellemøsten. I denne vision så de en Palæstinensisk stat og udenrigsminister Colin Powell tilføjede en ende på den israelske besættelse.

Den israelske regering lå heller ikke på den lade side. Den iværksatte efter 11. september en kampagne hvor de søgte at kæde sig på USA - begge nationer var ofre for terrorisme. Ingen forstod amerikanere bedre end Israel som i årevis havde været udsat for arabisk/palæstinensisk terror. Ariel Sharon aktiverede selv kampagnen fra talerstolen i det israelske parlament, Knesset, allerede i midten af september 2001:

"Krigen mod terrorisme skal være en international krig, en krig bestående af den frie verden mod terroristiske kræfter og de som tror at de kan true vores frihed og værdier. Dette er en krig mellem den gode og det onde - mellem menneskelighed og de som tørster efter blod. De syges vej vil blive besejret, de som støtter de onde vil ikke vare vedÖ det ved vi. Vi har været en del af denne krig i årevis. Vi var ikke overrasket over arabisk, palæstinensisk og radikal islamisk terrorisme. Arafat valgte en terroristisk strategi og etablerede en koalition af terrorisme. Terroristiske aktioner mod israelske borgere er ikke forskellig fra Bin Ladens terrorisme mod amerikanske borgere. Terrorisme er terrorisme og mord er mordÖ

Jeg lykønsker præsident Georg W. Bush med hans beslutning om at etablere en koalition mod terrorisme. Denne koalition skal bekæmpe alle terrorist organisationer, inklusiv de som tilhører Arafat: Den præsidentielle garde, Styrke 17, dele af Arafats sikkerhedsstyrker der deltager i terrorisme, Tanzim og Fatah, som står bag en stor del af vores tab, samt deres partnere i Arafats koalition af terrorrister - Islamisk Jihad, Hamas og PFLP"2

Begrebet terrorisme er som det fremgår af de to citater centralt for såvel palæstinenserne som for staten Israel. De palæstinensiske parlamentarikere har dog ikke overraskende en anden forståelse af hvad terrorisme dækker over end Israels Premierminister. Palæstinenserne ønsker at udvide diskussionen om terrorisme ved at benytte begrebet statsterrorisme, som er en klar reference til den israelske regerings fremfærd i de besatte områder, mens Sharon alene søger at stemple personen Arafat som værende en terrorist på lige fod med Bin Laden, uanset om det er Fatah eller Hamas der rent faktisk udøver terrorisme.

Det gamle mundhæld om "at den ene mands terrorist er den anden mands frihedskæmper" syntes at holde vand. Juristen John Whitbeck har i en nylig artikel skrevet om begrebet terrorisme:

"Det er intet tilfælde, at der ikke findes en fælles definition af íterrorismeí, eftersom ordet er så subjektivt, at det er tømt for enhver mening. På samme tid er ordet ekstremt farligt fordi mange mennesker er tilbøjelige til at tro at det har en mening. Ydermere, bruger og misbruger mange ordet ved at benytte det om alt det som de hader, som en måde at undgå en enhver rational tankevirksomhed og diskussion og undskylde deres egen illegale og amoralske optræden".3

Til trods for vanskelighederne ved at enes om en fælles definition af begrebet terrorisme har EU i kølvandet på 11. september udarbejdet en fælles holdning til hvad der forstås ved begrebet íterrorhandlingí. På et møde den 27. december 2001 blev EU-landene således enige om, at bl.a. følgende handlinger kan betegnes som en íterrorhandlingí:

"Ö. at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller sociale strukturer i alvorlig grad ved følgende handlinger:Ömassive ødelæggelser af regeringsanlæg eller offentlige anlæg. Et transportsystem, en infrastrukturÖ.forstyrrelse eller afbrydelse af vand- eller elforsyning eller forsyningen med andre grundlæggende naturressourcer, der bringer menneskeliv i fare."4

Den israelske hærs handlemåder i de besatte områder falder derfor - i min læsning af EU's beslutning - på de ovennævnte punkter klart indenfor hvad EU betragter som íterrorhandlingerí. Omvendt er det utvetydigt klart at eksempelvis Hamasí militære fløjs (Kataíib Izz ad-din al-Qassam) selvmordaktioner rettet mod civile israelere falder indenfor begrebet íterrorhandlingí. Derfor kan man - med EU's definition i hånden - argumentere for at begge parter gør sig skyldige i terrorhandlinger. Dette sker dog kun sjældent. Som oftest er det den israelske tolkning af tingenes tilstand som er den dominerende. Derfor er det yderst sjældent i den vestlige verden at begrebet statsterrorisme bliver benyttet om Israels adfærd de besatte områder. Det bør dog nævnes at enkelte israelske intellektuelle som f.eks. Lev Grinberg fra Ben Gurion Universitet i har argumenteret for dette.5 Også en af mediekoncernen CNNs øverste chefer, Ted Turner, har i det britiske dagblad The Guardian argumenteret for at ikke alene palæstinenserne, men også Israel er engageret i terroristisk virksomhed.6 I den arabisk verden betragter såvel størstedelen af befolkningen samt flere regeringer den væbnede palæstinensiske modstand som værende legitim, mens de omtaler Israels adfærd som statsterror. Et andet element i denne diskussion er at ikke alle de palæstinensiske væbnede aktioner kan betragtes som "terrorhandlinger". Politikens seniorkorrespondent Herbert Pundik skrev for nyligt meget sigende i en kommentar:

"Ikke enhver aktion mod en besættelsesmagt falder ind under terrorparagraffen. Hvis en besat nation ikke må skyde på besættelsesmagtens soldater, hvad må den så? Vente på, at besætterne frivilligt trækker sig tilbage? Håbe på udlandets velvillige indblanding?"7

Siden den 11. september har stort set samtlige stater der er plaget af oprørs- eller separatist-bevægelser meget velvilligt støttet krigen mod terrorisme og stemplet deres opposition som terrorister - dette har ikke udløst nævneværdig kritik. Der er hermed givet en slags carte blanche til de stærke i, det som John Whitbeck kalder, en uhellig alliance mellem de etablerede regimer til at undertrykke og/eller eliminere de svage som de behager. Israel er en del af denne uhellige alliance eftersom at det er lykkedes for Ariel Sharon at overbevise præsident Georg W. Bush om, at de kæmper den samme sag. Dermed syntes der at være skabt en konsensus om at forudsætningen for dialog og en eventuel fred er bundet op om, at kun den ene part ophører med at gøre brug af íterrorhandlingerí; nemlig den palæstinensiske side.

 

Der er kun en vej til at stoppe den palæstinensiske terror: Fred baseret på fuld (eller næsten fuld) israelsk tilbage. Et udgangspunkt kunne være Køreplanen for Fred, som så dagens lys kort efter Irak-krigens "afslutning" i de sidste dage af april 2003. Et andet - og måske bedre - udgangspunkt kunne være implementeringen af den Saudi Arabiske fredsplan den blev godkendt af den arabiske liga i påskedagene 2000. Planen går i sin enkelhed ud på at implementere FNs resolutioner, som omfatter en israelsk tilbagetrækning til grænserne i 1967, samt de knap fire millioner palæstinensiske flygtninges principielle ret til at vende tilbage. Skulle denne plan blive implementeret ville Israel til gengæld blive anerkendt i den arabiske verden samt opnå fredelige og sikre grænser. Også bevægelser som Hamas ville efter den største sandsynlighed acceptere et sådant scenario. Modsat den gængse opfattelse er Hamas realpolitiske mål ikke på at eliminere staten Israel. Bevægelsens mål er derimod at sætte en stoppe for besættelsen af Vestbredden og Gazastriben. Til trods for Hamasí stigmatisering og mere militante modstand mod Israel gennem de seneste knap to år er bevægelsen fortsat villige til en de facto anerkendelse af Israel. Hamas-talsmanden Mahmoud Zahhar har slået fast at bevægelsens forslag om at indgå en hudna (våbenhvile) fortsat gælder: "Alle i Hamas er parate til at indgå hudna. Men det sker ikke så længe besættelsen fortsætter og udvidelserne af bosættelserne fortsætter. Men hvis Israel trækker sig tilbage fra områderne de besatte i 1967, inklusive Jerusalem, er vi parate til at indgå hudna".8

Intet tyder dog på en snarlig fred - heller ikke til trods for offentliggørelsen af den efterhånden meget omtalte Køreplan for Fred.

Det er efterhånden kendt og accepteret, at Israels premierminister Ariel Sharon gennem årtier arbejdet målbevidst for at bevare kontrollen med de besatte palæstinensiske områder. Denne politik har han fulgt også efter den store valgsejr til den radikale israelske højrefløj ved valget i januar 2003. Det mest klare udtryk for Sharons ønske om at bevare store dele af de besatte områder er etableringen af det såkaldte sikkerhedshegn - som af palæstinensere omtales enten som apartheid-muren eller racisme-muren9, men også den fortsatte udbygning af bosættelserne taler sit tydelige sprog. Trods disse tiltag og fortsatte krænkelser er der intet der tyder på det internationale samfunds snarlige - ej heller velvillige - indblanding, hvilket primært skyldes manglende amerikansk vilje. Dette skyldes (primært) at indflydelsesrige dele af den nuværende amerikanske administration er ligeså kraftige modstandere af en selvstændig palæstinensisk stat som Sharon selv. For eksempel har Douglas Feith (departementschef i Forsvarsministeriet), David Wurmser (højtplaceret i Udenrigsministeriet) og Richard Perle (leder af Pentagons rådgivende råd) i et ípolicy-paperí de udarbejdede for Likud i 1996 argumenteret for, at Israel skulle udføre et "clean break" i forhold til fredsprocessen, fordi princippet om íland for fredí blev anset som et trin på vejen til at udslette Israel på.

Andre fremtrædende pro-israelske neo-konservative har stor indflydelse på Mellemøst- politikken i Bush Jrís administration. Det gælder - ud over de tre ovennævnte - Paul Wolfowitz (viceforsvarsminister), John Hannah (centralt placeret i Dick Cheneys kontor), John Bolton (chefen for våbenkontrol i udenrigsministeriet) og Elliot Abrams som for nylig blev udpeget som direktør for Mellemøst-kontoret. Det som kendetegner disse højtplacerede og meget indflydelsesrige personer er, at de alle ikke alene er pro-israelske, men at de tilmed støtter den israelske højrefløj (og i flere tilfælde bosætterbevægelsen), som modsætter sig en løsning baseret på international lov. At lade disse personer være ansvarlige for udformningen af USA's mellemøstpolitik svarer sådan nogenlunde til at lade ræven vogte gæs. Med mindre den nuværende israelske og amerikanske position modarbejdes energisk af Danmark og de øvrige EU-lande har freden i Mellemøsten ikke en chance. Det bliver ikke let. Omvendt hvis status quo bevares, vil vi se nye kuld af palæstinensiske selvmordsaktivister og mere - måske tilmed intensiveret - israelsk statsterror.