Stadig mere proamerikansk Israel-politik

 
Skrevet af: Søs Nissen
Venten på Godot...
 
 
I midten af januar 2003 udtalte den amerikanske viceforsvarsminister, Poul Wolfowitch, at USA ville arbejde intensivt på at få oprettet en palæstinensisk stat så snart opgøret/krigen mod Irak var afsluttet. I Danmark var vores egne politikere fremme med lignende udtalelser og îFred i Mellemøstenî eller mere præcist fred mellem Israel og Palæstinenserne blev op til krigen et af de væsentlige argumenter for krigens nødvendighed. Også folk der ikke var 100 % tilhængere af krigen mente, at der i det mindste ville ske noget positiv efter krigen, idet USA ville være nødt til at gå mere aktivt ind i konflikten mellem Israel og Palæstinenserne. Som et plaster på såret måtte USA give de arabiske folk noget til gengæld, og hvis USA's var seriøs i sin krig mod terrorismen, ville det samtidig være logisk at gøre noget ved den konflikt, der evigt bærer ved til bålet.
Forventningen om et efterfølgende amerikansk engagement i Israel/Palæstina konflikten var ligeledes/også et centralt argument for Golfkrigen i 1990-91. Arabere og andre kritikere af en militær aktion mod Irak undrede sig dengang over, hvorfor Irak skulle tvinges til en tilbagetrækning fra Kuwait efter blot 6 måneders besættelse, når Israel på daværende tidspunkt havde holdt Vestbredden og Gaza besat i godt 25 år. Svaret var, at der selvfølgelig også måtte gøres noget ved freden i Mellemøsten og den konflikt, og mere specifikt var mange enige om, at USA skulle lægge større pres på Israel1.
I dag ved vi, at der ikke kom meget ud af de løfter eller forventninger. Regionen oplevede/gennemlevede ganske vist et årti med fredsforhandlinger og TV-forsoninger i stor stil, men den centrale konflikt og den af USA styrede fredsproces - Oslo-processen mellem PLO og Israel - led hurtigt skibbrud. En væsentlig årsag hertil var manglende amerikansk engagement eller mere præcist: fortsat næsten ubetinget, amerikansk støtte til Israel.
Men... Dengang - som i dag - tilskrev omstændighederne omkring krigen umiddelbart en anden udvikling i form af en hårdere kurs overfor Israel. Set fra et europæisk perspektiv ville det have styrket USA's troværdighed som en retfærdig supermagt og forbedret forholdet til oliestaterne, den arabiske verden og 3.verdens befolkninger generelt. Det ville tilmed være relativt omkostningsfrit, idet Mellemøsten ikke længere var de to supermagters kampplads og Israel dermed ikke i samme grad en strategisk nødvendig allieret. Objektivt havde og har USA interesse i at føre en anden MØ-politik.
Ser vi på den amerikanske mellemøstpolitik i 1990'erne frem til i dag er udviklingen (som nævnt) (imidlertid) ikke gået i den retning. Over årene er USA blevet mindre tilbøjelig til at kritisere Israel og i realiteten mere pro-israelsk. I dag er forholdet mellem den Likud-højre-nationalistiske israelske regering og den amerikanske administration bedre end nogensinde2. Ingen tidligere administration eller præsident har støttet en højreorienteret, israelsk regerings positioner så åbenlyst og direkte/ublu, som det er tilfældet i dag.
 
Nyere amerikanske Mellemøst-politik
Udviklingen i den amerikanske Mellemøstpolitik i forhold til Israel og Palæsitna kan måske bedste illustreres ved de ændrede positioner USA har indtaget på en række konkrete, centrale spørgsmål vedr. konflikten. Spørgsmålet om de illegale israelske bosættelser i de besatte områder blev f.eks. under Carter-regeringen i slutningen af 1970'erne og begyndelser af 1980'erne benævnt som sådan, og altså kaldt illegale med henvisning til international lov3. Under den efterfølgende Reagan-administration blev bosættelserne ikke længere benævnt som værende illegale, men derimod som en forhindring (obstacle) for freden. Clinton-administrationen mente, at bosættelserne ikke var gavnlige for fredsforhandlingerne og i dag benævnes de oftest, som værende et kompliceret spørgsmål. I praksis fik denne holdning afgørende betydning for fredsprocessen i 1990'erne. Israel sikrede sig gennem aftalerne mulighed for fortsat udbygning af bosættelserne og antallet af bosættere blev fordoblet på 10 år fra 200-400.000. USA løftede knap et øjenbryn4.
Det amerikanske officielle sprog vedr. konflikten er tillige blevet ændret på et andet afgørende punkt. Hvor man tidligere benævnte Vestbredden, Øst Jerusalem og Gaza som besatte områder, er benævnelsen i dag ikke entydig. Det startede under Clinton administrationen hvor områderne - til stor fortrydelse for de palæstinensiske fredsforhandlere - i stigende grad blev kaldt îomdiskuteredeî frem for besatte. Den nuværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, har kaldt områderne - de îsåkaldteî besatte områder5 og flere ledende republikanere i Kongressen samt højt placerede ansatte i administrationen har siden 1990'erne åbent givet udtryk for, at Israel har et legitimt krav på Vestbredden og Gaza6. Lederen af den republikanske gruppe i Senatet Tom Delay - en kendt kristen, fundamentalist og meget udtalt fortaler for Israel og Sharon - kalder konsekvent områderne for Judæa og Samaria, hvilket er den benævnelse, som bruges af israelere, der mener at områderne til evig tid skal høre under Israel7.
I efteråret 2002 skete der et afgørende skred i den amerikanske position vedr. Jerusalems status. USA har siden 1948 nægtet at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, fordi FN m.fl. har vedtaget at byen skulle være en international zone. Men i 2002 lykkedes AIPAC8 - via et flertal i Kongressen - at få vedtaget en række nye bestemmelser vedr. Jerusalem, der tydeligt - om end indirekte - er en anerkendelse af Jerusalem, som værende Israels udelelige hovedstad9.For første gang nogensinde stemte USA d. 3. december 2002 imod den årlige FN resolution, der fordømmer Israels ensidige annektering af Øst Jerusalem (154 lande stemte for, 6 imod)10.
 
Bush støtter Sharon
Siden Bush og republikanerne kom til magten i 2000 - og specielt efter 11. september 2001 - er støtten til Israel blevet endnu mere udtalt. Hvor samtlige tidligere amerikanske regeringer har holdt markant afstand til Likud-partiet og Sharon, støtter Bush-regeringen åbenlyst den højreorienteret Likud-ledede regering og dens leder Ariel Sharon11.
Det samme gør et stort flertal af senatorer og repræsentanter i de to kamre, og især Kongressen har gjort sig bemærket med pro-israelske resolutioner over de seneste 2-3 år. Umiddelbart efter den store israelske offensiv i foråret 2002 vedtog Kongressen d. 2. maj 2002 således en resolution, der alene gav Arafat skylden for de foregående 19 måneders blodsudgydelser12. 352 medlemmer stemte for og kun 21 imod. Senatet vedtog en lign. resolution, hvor 95 senatorer (ud af de 100) stemte for og 2 imod. I forlængelse af disse vedtagelser blev statussen for PLO's kontor i USA nedgraderet13. I november 2001 underskrev 89 ud af 100 senatorer et brev til Bush, hvori de opfordrede ham til at afholde sig fra at dæmpe Israel, så landet ikke kunne bruge al sin magt og styrke til at bekæmpe terrorismen og de palæstinensiske selvmordsbomber. Senatorerne gav udtryk for, at de frygtede Colin Powell ville lægge pres på Sharon14.
Den amerikanske politik i forhold til den nu snart 3-årige opstand og næsten åbne krig i de palæstinensiske områder bærer præg af ovennævnte positioner. I store træk har Bush-administrationen accepteret Israels politik overfor palæstinenserne og hærens konkrete handlen i områderne. Man accepterede og adopterede således det israelske ønske om at køre Arafat ud på sidesporet (og isolere og ydmyge ham), på trods af at Arafat er en legitim valgt præsident for det palæstinensiske folk og anerkendt som sådan af resten af det internationale samfund, herunder EU15. Den gradvise israelske sønderbombning og dermed reelt sløjfning af det palæstinensiske selvstyre fra 2001 og frem blev også stiltiende accepteret af USA og det samme gjorde de gentagne tilbageerobringer af de palæstinensiske byer og lejre, fortsatte likvideringer af palæstinensiske ledere, chikanerier af civil-befolkningen, husødelæggelser, blokader og lukningerne af områder, skoler osv., fortsat bosættelsesbyggeri mv. Alt sammen forhold der er blevet fordømt af resten af det internationale samfund, Amnesty, Røde Kors m.fl.
De amerikanske forsøg på mægling - ved forskellige udsendinge som Mitchell, Tennet, Zinni osv. - af våbenhviler og genoptagelse af fredsforhandlingerne har alle over de sidste 3 år (i sidste ende) accepteret de israelske positioner og holdninger til våbenhvilebetingelserne og forhandlinger. Især kravet om at volden og terrorismen skal stoppe, før der kan forhandles. Selvom det i udgangspunktet ikke var tilfældet med den nuværende fredsplan - den såkaldte Køreplan, der som noget nyt signalerede at parterne skulle opfylde deres krav uanset modpartens grad af opfyldelse - er situationen den samme i dag. Israel nægter i skrivende stund at fortsætte forhandlingerne, før de palæstinensiske militante grupper er optrevlet og volden stoppet. Samtidig gør Israel paradoksalt nok en aktiv indsats for netop at forhindre at volden stopper, i det hæren negligerer de palæstinensiske ensidige våbenhviler, og fortsætter sin likvideringspolitk og angreb på civilbefolkningen i områderne16. USA accepterer indtil videre de israelske dispositioner.
Andre israelske krav - som at det palæstinensiske selvstyre myndigheder skal reformeres, at der skulle udpeges en ny palæstinensisk leder, at der ikke skulle gennemføres et palæstinensisk valg (trods krav om dette i Køreplanen) - er ligeledes stiltiende accepteret af USA17. Et af Køreplanens få, men afgørende krav til Israel om stop for nyt bosættelsesbyggeri i form af nedrivning af de såkaldte bosættelses-forposter18, er efter alt at dømme blevet forplumret ved en uofficiel aftale mellem Israel og USA om, at det kun er de - af den israelske regering betragtede - illegale forposter, der skal nedlægges. Det skønnes ifølge Peace Now, den israelske fredsgruppe - højst at være 20 ud af mindst 102 forposter pr. juni 200319.
Selvom Bush administrationen ved flere lejligheder har kritiseret den israelske fremfærd i de besatte områder, og talt om tilbagetrækning af de israelske styrker samt oprettelsen af en palæstinensisk stat, har udtalelserne oftest været ledsaget af forståelse for nødvendigheden af at Israel slår ned på terrorismen eller fordømmelse af Arafat og selvstyremyndighederne20. Mere væsentligt er Bush's kritik af Israel aldrig blevet fulgt op af handlinger, der kunne tvinge Israel til en anden kurs. USA har således ikke skåret i milliard-bistanden til Israel endsige truet hermed, man har fortsat ydet enorm militærmateriel bistand og lånegarantier, og veto'et langt hovedparten af Israel-kritiske resolutioner i FN21. Da Powell blev sendt til regionen under den store israelske offensiv i foråret 2002, tog han først til Marokko, derefter til Madrid, Jordan og Egypten22. Israel og palæstinenserne kunne ikke opfatte det anderledes end, at Israel havde grønt lys til at fortsætte angrebene så længe. Officielt har Powell gentagne gange forsikret, at USA kun ville facilitere og assistere parterne i evt. forhandlinger. USA ville ikke insistere eller lægge pres23.
Status i Palæstina er en katastrofe. Det palæstinensiske samfund, dets institutioner, faciliteter mv. er bombet sønder og sammen, eller splintret på kryds og tværs geografisk, politisk, økonomisk, socialt mv. Mellem 30 - 100 palæstinensere mister livet hver måned som resultat af israelske angreb. Mange flere som resultat af besættelsens andre kendetegn såsom checkpoints, fejlernæring, begrænset adgang til hospitaler osv....
I den nære fremtid ser det ud til, at palæstinenserne må acceptere en stat i en række aflukkede reservater, der have begrænset selvstyre, men ingen suverænitet eller blot det, der ligner. Reservaterne vil være lukket inde bag en gigantisk mur, hvor bosættelserne og resten af Israel vil være på den anden side. Muligheden af endnu en udrensning eller forflyttelse af palæstinenserne er desværre også en realitet.
 
Nye vinde i Washington
Der er flere forklaringer på Bush's eftergivenhed overfor Israel og Sharon og denne nye amerikanske Mellemøst-politik i form af direkte støtte til en højreorienteret regering i Israel. De fleste iagttagere nævner først og fremmest indflydelsen fra den række af nye højtplacerede ansatte i administrationen - de såkaldte neo-konservative. Flere er disse er kendte som pro-israelske med en fortid enten direkte i de amerikanske, pro-israelske lobby-organisaitoner såsom AIPAC eller i forskellige såkaldte tænketanke eller uafhængige forskningsinstitutioner med kraftig hældning mod Israel. De er ligeledes kendte for deres nære forbindelser til Likud-partiet i Israel24.
Blandt disse er bl.a. Richard Perle, Douglas Feith, David Wurmser og Elliot Abrams. Richard Perle var indtil foråret 2003 formand for Pentagons Politiske Udvalg (i dag blot medlem), og han er fortsat seniorrådgiver for forsvarsminister Donald Rumsfeld. I mange år har han fungeret som mentor for stærkt pro-iskraelske politikere med tætte forbindelser til de kristne fundamentalister på den yderste højrefløj i det republikanske parti. Som direktør for den højreorienterede israelske avis, Jerusalem Post, har Perle aldrig lagt skjul på sin sympati for Likud.
Douglas Feith besidder den vigtige post som (deputy-undersecretary of Denfence for policy) til forsvarsministeren. Feith har gennem 1990'erne flere gange gjort sig bemærket med udtagelser om Israels ret til at bosætte sig på Vestbredden og forslag om israelsk genbesættelse af selvstyreområderne25. I 1997 modtog han en pris fra den højreorienterede ZOA (Zionist Organizations of America) pga. sin jødiske filntropiske udsyn og pro-israelske aktiviteter. David Wurmser er særlig rådgiver til (under-secretary) til udenrigsminister Colin Powell.
Perle, Feith og Wurmser var alle tilknyttede en pro-israelsk amerikansk tænketank i 1996, og lavede herfra en rapport med anbefalinger til daværende israelske ministerpræsident Netanyahu. De foreslog at Israel afviste formlen îLand for Fredî i forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne, droppede Oslo-forhandlingerne og krævede at de arabiske stater anerkendte Israels ret til de besatte områder. Rapporten anbefalede endvidere at man ansporede alternativer til Arafat og opretholdt retten til at forfølge terrorister overalt i de palæstinensiske områder26.
Elliot Abrams blev udnævnt som direktør for Mellemøst-afdelingen i det Nationale Sikkerhedsråd i december 2002, og udnævnelsen bliver af flere set som symbolet på disse îhard-linersî indflydelse på amerikansk politik i dag. Abrams, der tidligere er dømt for at have leveret forkerte oplysninger til Kongressen i forbindelse med Iran-contra skalndalen under Reagan, blev taget til nåde af Bush senior og nu forfremmet under Bush jr.. Abrams - der er som de andre kendt for sympati med Likud - udtalte i efteråret 2000, îat det palæstinensiske lederskab ikke ønsker fred - og der bliver heller ingen fredî27.
Udover at have interessen for Israel og Likud tilfælles, har ovennævnte vist fælles fodslag vedr. det bredere verdenssyn og USA'rolle i det internationale samfund. Som bekendt menes Perle - sammen med Rumsfeld, Wolfofowitz og vicepræsident Cheney, at være arkitekterne bag den nye amerikanske udenrigspolitik, der indebærer et aktiv intervenerende USA, de såkaldte forebyggende angreb, fokus på slyngelstaterne, îondskabens akseî osv. I forhold til Mellemøsten ser de ikke noget problem i yderligere amerikanske angreb på lande som Syrien og Iran samt en deraf følgende total destabilisering af regionen. En destabilisering vil ifølge dem betyde regimeskift og mulig demokratisering af de forskellige stater i Mellemøsten28. En dagsorden de i øvrigt også har til fælles med en stor del af det israelske, politiske og militære etablissement, der i øvrigt var varme fortalere for en krig mod Irak.
Perle, Feith og Abrams er bare nogle få ud af flere højtplacerede ansatte med hældning mod Likud, AIPAC mv.29 Vurderingen er til gengæld at de i dag har stor ørenlyd hos Bush og Cheney, forsvarsminister Rumsfeld, Wolfowitz og Condolissa Rice (national sikkerhedsrådgiver)30.
 
Højredrejning og kristen fundamentalisme
En anden væsentlig årsag til den mere pro-israelske amerikanske Mellemøst-politik er den stigende indflydelse fra det pro-israelske kristne højre i USA. Dette netværk, der bl.a. er kendt via organisationen Christian Coalition - består af evangelister, kristne fundamentalister og kristne zionister - alle med det tilfælles at de af religiøse grunde mener USA bør støtte Israel ubetinget. I de seneste år har bevægelsen indgået en fascinerende alliance med pro-israelske, jødiske amerikanere og Israel, og evangelisterne regnes nu for at være den mest trofaste pro-israelske vælgerblok i amerikansk politik efter det amerikansk-jødiske mindretal. Ledere af de kristne højregrupper bakker ivrigt op om Israel - også om israelske højrepolitikere, der vil have den palæstinensiske befolkning rømmet fra Vestbredden og Gaza31. I USA finansierede de kristne højregrupper en del republikaneres valgkampagner ved præsidentvalget i 2000 og siden da er indflydelsen ikke blevet mindre32. Ved valget til Kongressen/Senatet i 2002 fik kampagne-bidrag fra de kristne grupper formodentlig afgørende indflydelse på demokraternes valg i staterne Georgia og Alabama (se senere).
En trejde faktor af betydning for den mere pro-israelske/pro-Likud amerikanske politik er en generel højredrejning i de jødisk-amerikanske organisationer, der giver økonomisk og politisk støtte til Israel. I de sidste 10-15 år er det lykkedes amerikansk-jødiske tilhængere af Likud-partiet at besætte en række af de ledende poster i disse organisationer33. Flere af organisationerne var således udtalte og aktive modstandere af Clintons administrationens forsøg på at skabe fred i Mellemøsten (via Oslo-processen i 1990'erne)34. Det fik Shimon Peres til at kalde den største af organisationerne, AIPAC, for ´en Likud-lobby som ikke længere tjener Israels interesserª. Organisationernes kritik af den aktuelt førte israelske politik har til gengæld været yderst begrænset.
Afsluttende/Endelig de fleste på betydningen af 11. september-angrebet i New York. Efter dette terror-angreb blev det uendeligt nemt for Israel og Sharon at sætte lighedstegn mellem Israels kamp mod terrorismen og USA's kamp mod samme. Sharon argumenterede med, at Israel og USA kæmpede mod samme fjende, havde samme kamp og var forenede i deres stærke vilje til ikke at lade terrorisme vinde. Paroler og sprogbrug vedr. terrorbekæmpelse blev ens, med den konsekvens, at amerikanerne i endnu større grad kunne identificere sig med Israel. Amerikanerne havde nu oplevet, hvad israelerne oplever dagligt (terroren). Efter sigende blev forholdet mellem Bush og Sharon også varmere end tidligere både politisk og personligt.....35 Interessefællesskabet og det strategiske fællesskab var (gen)-etableret efter den kolde krigs afslutning.
 
Israels betydning i USA
Selvom den nuværende amerikanske Mellemøstpolitik - som ovenstående viser - er mere pro-israelsk og pro-Likud/Sharon end nogensinde, skal man ikke forvente, at støtten til Israel bliver mindre i tilfældet af at demokraterne igen skulle komme til magten. Den amerikanske politik var også pro-israelsk om end ikke i samme grad pro-Likud før Bush-regeringen, og Clinton blev dengang beskrevet som den mest pro-israelske præsident nogensinde. Størstedelen af hans betroede medarbejdede på Mellemøst-spørgsmålet havde ligeledes en fortid i de pro-israelske tænketanke o.lign., - dog med den forskel at de ikke var îLikud-nikkerî.
?rsagen (til at det nok ikke blive bedre...) er den meget specielle status Israel og Mellemøstpolitikken har i USA i dag. Her er Israel ikke bare et blandt flere vigtige udenrigspolitiske emner, men derimod det helt centrale îHotteî udenrigspolitiske emne, som alle politikere nødvendigvis skal forholde sig til. Debatten om Israel og palæstinenserne er imidlertid fundamental forskellig fra den europæiske og danske, og giver mindelser om de danske tilstande i de glade 1960'ere. Få/Ingen amerikanere ved deres fulde fem drømmer i dag om at kritisere Israel - det er ganske enkelt ikke på tale. Til gengæld er det ofte anvendt at klandre andre for at være pro-palæstinensiske eller anti-semitiske. Både Clinton og Al Gore beskyldte under valgkampene om præsidentvalgene (1992/2000) de 2 Busher for noget nær anti-semitisme. For Bush Sr. menes det at have været medvirkende til at han tabte valget i 199236.
Holdningen/diskursen hos er i store træk, at Israel er et lille demokratisk land omgivet af despotiske tyranner og barbariske terrorister, der kun er ude på at smide jøderne i havet. Palæstinenserne er selv skyld i deres problemer og fornuftige palæstinenserne burde føje sig for de mange gode tilbud, som de får fra Israel. I stedet er flertallet utaknemmelige og aggressive. Israel har derfor ikke andet valg end at beskytte sig mod arabernes evige had. Efter alt hvad jøderne har været igennem, ved de (Israel) bedst selv, hvordan det skal gøres osv. osv.
Denne diskurs - dvs. måden hvorpå man debatterer og dermed forstår - Israel/Palæstina-konflikten giver en næsten hellig status for Israel i USA. I praksis betyder det bl.a. at få amerikanske politikere har skyggen af chance for at blive valgt, hvis han/hun er det mindste kritisk over for Israel endsige pro-palæstinensisk. Det gælder også hvis pågældende i udgangspunktet slet ikke beskæftiger sig med konflikten, men f.eks. har sundhedspolitik som mærkesag.
Der er flere forklaringer på at Israel har den position i det amerikanske samfund i dag. For det første at Israel har (haft) en væsentlig, strategisk betydning som USA's eneste sikre allierede i Mellemøsten og verden. Samtlige amerikanske regeringer har siden slutningen af 1960'erne anset Israel som et værn mod øget Sovjetindflydelse og et brohoved i regionen. Israel har derfor siden begyndelsen af 1970'erne fået tilført enorme ressourcer i form af økonomisk bistand, lånegarantier og militærhjælp fra USA, og Israel er stadig ubetinget det land, der modtager mest bistand fra USA (ml. 15-30% af den samlede amerikanske bistand til udlandet). Institutionelt, politisk og økonomisk har samarbejdet mellem de to lande (siden 1970'erne) været meget omfattende.
For det andet har relationen Israel/USA en historisk, moralsk og en ideologisk dimension. Mange amerikanere føler, at USA er særligt moralsk forpligtiget til at beskytte den israelske stat. Er denne stat truet det mindste, skal USA træde til og forhindre, at det sker igen... Erindringen fra 2. Verdenskrig og Holocaust - har selvfølgelig betydning her. Ideologisk er der ligeledes et særligt fællesskab. Israel ses som det eneste sande demokrati i Mellemøsten og amerikanere og israelere deler værdier på en lang række områder37. Israelerne har - ligesom de hvide amerikanere - skulle opdyrke nyt land i forholdsvis fjendtlige omgivelser, med alt hvad det indebærer af forskellige former for legitimering... Alt i alt en tæt forbindelse mellem de to lande....
 
Den pro-israelske lobby
Både Israels strategiske betydning - samt de moralske/ideologiske dimensioner af forholdet - er blevet vægtet og brugt af den pro-israelske lobby, hvis indsats selvfølgelig også har været medvirkende til at sikre Israels særlige status i amerikansk politik38.
Foruden at kanalisere endog meget store summer til Israel fra private bidragsydere, er Lobbyen er især kendt for at have indflydelse på den amerikanske politik via bidrag til de enkelte politikeres valgkampagner. Via en systematiseret organisering af de pro-israelske vælgere og støtter i hele USA kan lobbyen mobilisere meget store summer til politikere, de finder gavner Israels interesser. Dette menes at være en af forklaringerne på den stigende pro-israelske stemning i Kongressen, og AIPAC reklamerer da også med, at de - via 2000 møder med medlemmer af kongressen - har været med til at få vedtaget mere end 100 pro-israelske love hvert år39.
Ved Kongresvalget i 2002 menes lobbyens indsats - i samarbejde med de kristne grupper - at have været udslagsgivende for 2 afro-amerikanske demokraters nederlag til kandidatvalget i deres stater (Cynthia McKinney fra Georgia og Earl Hilliard, Alabama). Begge have repræsenteret demokraterne i 5 på hinanden følgende valgperioder, men havde frem til valget gjort sig bemærket ved at undlade at støtte de seneste pro-israelske resolutioner i Kongressen. Begge oplevede derefter, at deres modkandidater (andre afro-amerikanske demokrater) pludselig fik fordoblet tilskuddet til deres kampagner og derved kunne finansiere intensive reklamespots i TV mv.. Earl Hilliards modstander, Arthur Davis, havde viseligt besøgt den årlige AIPAC-konference, og siden da var bidragene kommet i lind strøm40. Som en tidl. redaktør for Los Angelas Times sagde engang: îDet har endnu ikke skadet nogen politiker at støtte Israel, mens det modsatte i højeste grad er tilfældetî41. Det er sandsynligvis forklaringen på, at hele 42 ud af de 51 amerikanske guvernører mødte frem til et støttearrangement for Israel under den store israelske offensiv i foråret 2002.
Udover de økonomiske bidrag påvirkes politikerne, ligesom medier, redaktører og journalister, forskere og kulturpersonligheder mv. tillige af det man med et pænt ord kan kalde målbevidste îovertalelsesî-kampagner. De pro-israelske organisationer ser det - som de fleste andre lobby'er - som sin fremmeste opgave at være velorienterede om dette og hint og især om enkeltpersoner og organisationers positioner vedr. Israel. Ved hjælp af det velorganiserede netværk af Israel-støtter (AIPAC har f.eks. 50.000 medlemmer og 140 ansatte), er man i stand til at føre meget intensive kampagner rettet mod de personer, der alligevel skulle finde på at kritisere Israel eller udtrykke forståelse for palæstinenserne. Kampagnerne indebærer typisk forskellige former for angreb i medierne, breve og e-mails i massevis, angreb på personernes arbejdsgivere og arbejdspladser, protegeer osv. samt trusler om økonomiske sanktioner42.
Og kampagnerne kan være grusomme. Den amerikansk, jødiske Adam Shapiro, der som fredsvagt i Palæstina via CNN (forår 2002) havde kaldt Sharon-regeringen for en terrorist-regering, blev et offer for en meget modbydelig kampagne, der ændrede han og hans families liv. Familien måtte flytte og søge politi-beskyttelse efter at îIsraels vennerî havde offentliggjort deres adresse. Adams far blev fyret fra sine jobs som lærer på en folkeskole og i en jødisk såkaldt yeshiva-skole, og Adams bror modtog adskillige dødstrusler. Hele familien blev kaldt îforrædereî og îjødiske talibanereî i den amerikanske avis New York Post43.
Kampagnerne virker. Der er få modige kongresmedlemmer, journalister, forskere og jødiske fredsaktivister, der har vovet at tale ud om deres erfaringer med lobbyen44, men det store flertal vælger at tie for ikke at få ørene i maskinen. Omkostningerne er alt for store, som situationen er i dag. Rabbi Lerner....
 
Pro-israelske medier
Udover Israels strategiske betydning, de historiske bånd samt lobbyen tilskrives Israels næsten hellige status i USA endelig også en - set med europæiske øjne - meget ensidig medie-dækning af Israel/Palæstina-konflikten. I en undersøgelse fra foråret 2002 konkluderede den kritiske, men grundlæggende Israel-venlige kommentator Eric Alterman fra den amerikanske tidsskrift, The Nation, at USAs førende kommentatorer (i de skrevne medier) næsten alle er pro-israelske. Ud af 74 kommentatorer udtrykte 62 îubetinget sympati for Israel uanset omstændighederneî. Kun fem stod for det modsatte synspunkt. Resten var midt imellem. Det svarer til, at 84 pct. af kommentatorerne er pro-israelske, 7 pct. pro-palæstinensiske. Ifølge Alterman er det forklaringen på det føromtalte dominerende billede af konflikten som îet demokrati (Israel) under konstant belejring/trusselî45.
Intimidering.....
Mediernes hældning er ikke kun et resultat af lobbyens pres. Den skyldes også Vestens traditionelle dæmonisering af arabere, orientalismen mv., vilkår i medieverdenen, tilbøjelighed til forenklinger, søgningen efter sort/hvide historier osv.
Hvorom alting er så er medierne meget væsentlige for bibeholdelsen af den føromtalte diskurs vedr. Israel.
Konklussion er at ...... gradvist formået at immunisere/helliggøre Israel, så det i dag accepteres, at Israel ved bedst, hvad der er bedst for Israel og USA, når det handler om Mellemøsten.
 
Intet lys for enden af tunnelen
Der er med andre ord ikke mange udsigter til et øget amerikansk pres på Israel. USA er politisk set ganske enkelt et helt andet sted i dag. Flertallet af amerikanerne kan ikke se, at der skulle være behov for et pres på Israel, snarere tværtimod. Israel skal støttes yderligere, og palæstinenserne - der jo bare selv kan gøre noget ved det - er dem, der skal presses.
Det vil tage mange år før denne situation kan blive væsentligt anderledes. Det vil bl.a. kræve at nogle grundlæggende ændringer i det amerikanske politisk system, således at de valgte politikere kan blive langt mere uafhængige af forskellige økonomiske interesser, herunder den pro-israelske lobbys. Det vil kræve mere magt til vælgerne og stemmeafgivelserne frem for til lobbyisterne....
Og et skift i den amerikanske offentlige opinion vedr. USA's strategiske interesser. I øjeblikket er disse interesser total sammenfaldende med Israel set med amerikanske øjne, mens europæere oftest kan se det modsatte. USA, Israel og verden som sådan ville blive mere fredelig, hvis man gav palæstinenserne og de andre arabiske og 3. verdens folk folk respekt og national selvbestemmelse.
Det kræver også mange års intensivt arbejde fra lobbyister og andre, der vil prøve at skabe et andet billede af konflikten, Israel og Palæstinenserne. Holdningerne til Israel, måden hvorpå konflikten diskuteres, rammerne for debatten og vilkårene for oplysningen om konflikten er i den grad institutionaliseret dvs. fasttømret/udviklet så meget, at selv meget store rystelser i verdensbilledet, vil have svært ved at rokke ved status. Det er/bliver et lang sejt træk.... Op imod forholdsvis stærke, økonomiske og politiske kræfter.
 
Kilder:
Erslev Andersen, Lars. USA svigter palæstinenserne, artikel i Information 5. december 2001
Erslev Andersen, Lars. Magten bag Bush - nykonservativ aktivisme i Mellemøsten artikel i International Horisont nr. 2/2003 - USA
Fisk, Robert. A Strange Kind of Freedom, artikel i den engelske avis The Independat 9. juli 2002.
Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, artikel i Washington Post 9.februar 2003
Lind, Michael. The Israel Lobby (part 1 og 3). Artikel i Prospect Magazine (UK), april og oktober 2002
Middle East International, (MEI) London. Nr. 648, 664, 666, 668, 670, 674, 680, 682, 685, 686, 687, 689, 690, 697, 698 For præcise sidehenvisninger se fodnoterne. MEI er et engelsk 14 dags tidsskrift vedr. Mellemøsten, der er udkommet siden 1971. Tidsskriftet citeres herhjemme oftest af Lars Møller Rasmussen, der er DR P1's mand på mellemøst-stoffet.
Nauntofte, Jens. Israels lobby i USA, Artikel i bogen Reagans sidste Tango 1987.
Shahak, Israel. Open Secrets. Israeli Nuclear and Foreign Policies, Pluto Press, London 1997.
 
Noter
1 Når mange MØ iagttagere er enige om at diverse fredplaner for Mellemøsten ikke har skygge af chance uden amerikansk engagement, skyldes det den opfattelse, at USA vil være eneste magt, der kan presse Israel til indrømmelser. Og israelske indrømmelser mener de fleste i dag er nødvendige. Selvom palæstinenserne stadig får hovedparten af skylden for terroren og for fredsforhandlingernes sammenbrud, erkender mange i dag, at også Israel har en andel i fortsættelsen af konflikten. Det fortsatte bosættelsesbyggeri harmonerer ikke med en to-stats-løsning og de senere års meget voldsomme fremfærd overfor palæstinenserne i områderne ses heller ikke som gavnlige for mulighederne for fred. Tværtom kan palæstinensisk terror bekæmpes, hvis Israel trækker sig tilbage og lader palæstinenserne få råderum. Skal der derfor skabes fred i Mellemøsten skal der også lægges pres på Israel og her sættes der lid til USA
2 Under et besøg i USA i oktober 2002 udtalte Sharon, at Israel og USA aldrig havde haft et bedre samarbejde. Også den pro-israelske lobby i USA samt ledere af de dominerende jødiske organisationer betegner forholdet mellem Israel og USA som det bedste siden Truman anerkendte den israelske stat i 1948. Kilder i øvrigt: Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003,
3 Jf. 4. geneve Konvention er det ikke tilladt for en besættelsesmagt at flytte en del af sin befolkning ud i de erobrede territorier. Derfor ses bosættelserne som værende illegale.
4 Selvom fredsprocessen kom i stand med den forståelse, at bosættelsesbyggeriet skulle stoppes, blev det aldrig accepteret af Israel. Strikt juridisk vurderet gav Olso-aftalerne derfor Israel ret til fortsat at udbygge sin tilstedeværelse i 70% af de besatte områder. For en gennemgang af dette, se îProcessens fallitî af Søs Nissen, Palæstina Orientering oktober 2002
5 Israel anerkender ikke at Vestbredden, Gaza og Øst Jerusalem er besatte områder. I officiel israelsk terminologi har Israel ikke erobret land fra en anden stat, i og med at områderne ikke tilhørte nogen stat. Israel har desuden annekteret Øst Jerusalem. FN og det internationale samfund emner at områderne trods Israels position, fortsat er besatte områder jf. international lovgivning.
6 Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003
7 Kilde: Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003. En god artikel om den amerikanske sprogbrug for forståelse af centrale begreber i konflikten er Nasser Aruris î The US and Palestine: Words or Deeds ?î i MEI nr. 666, januar 2002 s.24
8 Den største af de amerikansk-jødiske lobby-organisationer (American Israel Public Affairs Commitee)
9 For yderligere oplysninger om de nye bestemmelser se Middel East International 11. oktober 2002
10 Udviklingen i denne retning havde været undervejs længe. Kongressen vedtog i 1996 at den amerikanske ambassade skulle flyttes til Jerusalem. Beslutningen blev ikke blevet effektueret fordi præsidenten har magt til at udskyde implementeringen. Clinton ønskede ikke at flytte ambassaden af hensyn til de daværende fredsforhandlinger. Kilder i øvrigt MEI nr. 685, oktober 2002 s. 25-26, og www.miftah.org kommentar fra Miftah d. 4. december 2002
11 Under et besøg i Det hvide Hus i oktober 2002 udtalte Sharon ved en pressekonference: îVi har aldrig haft sådan en relation til nogen amerikansk præsident, som vi har til digî og han fortsatte: îEj heller har vi haft et så omfattende samarbejde som vi har med den nuværende administrationî. Kilde: MEI nr. 686, 25. oktober 2002. Kilder i øvrigt på det nære forhold er samtlige artikler fra 2002 og 2003 som denne artikel er skrevet ud fra dvs. Se litteraturlisten.
12 Offensiven i 2002 var Israels hidtil største den 2. Intifada, der startede i 2000. Israel angreb og generobrede de større byer og flygtningelejre. Jenin-massakren fandt sted d. 9. april 2002.
13 MEI nr. 690, december 2002, s. 10.
14 Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003. Kilder iøvrigt vedr. Den pro-israelske kongres: Erslev Andersen, Lars, artikel i Information 5. december 2001.
15 MEI nr. 668, februar 2002. Bush har kun mødtes med Arafat enkelte gang og ikke siden han tiltrådte i januar 2001. Arafat og Clinton mødtes 21 gange under Clinton præsident-periode. Kilde: Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003
16 Oplysninger om den seneste palæstinensiske våbenhvile fra ca. 1. juli til og med slutningen af august (2003), kan læses på www.danpal.dk Brug søgefeltet og skriv våbenhvile eller våbenhvilen.
17 Kilder: MEI nr. 686, oktober 2002, side 6. MEI nr. 680, juli 2002 side 7.
18 Forposterne (skurvogne og telte) etableres ofte på bjergtoppe nær de eksisterende bosættelser. Forposterne bliver oftest enten til nye bosættelser eller medvirkende til udvidelse af eksisterende bosættelser. Alle forposterne er ligesom bosættelserne uomtvisteligt illegale jf. international lov. Køreplanen nævner specifik at at alle forposter som er oprettet siden marts 2001 skal nedlægges. Sharon blev valgt i februar 2001.
19 For yderligere oplysninger om den israelske regerings udspil vedr. forposterne se Ha'aretz 7.5.2003 og Jerusalem Post 28. april 2003. Artiklerne kan bl.a. findes via Peace Nows hjemmeside.
20 Om de amerikanske formaninger se MEI nr. 666, januar 2002 s. 9 og 10, MEI nr. 668, februar 2002 side 8, MEI nr. 680, juli 2002, s. 7
21 I marts 2003 fik Israel en ekstra lånegaranti på 9 mia dollars til brug over de næste 30 måneder, MEI nr. 697, april 2003, s. 11. Kilder i øvrigt MEI nr. 666, januar 2002 s. 9., MEI nr. 689, december 2002, side 6.
22 Kilde: MEI nr. 674, maj 2002 s. 27
23 Så sent som i maj 2003 forsikrede den amerikanske udsending William Burns, at USA forventede at parterne selv tog initiativ til forhandlinger uden amerikansk pres på dette stadie. Direkte adspurgt sagde Burns ligeledes, at USA ikke agter at lægge pres på Israel (Ha'aretz 7.5.2003). En god artikel om den store forskel mellem ord og handling er Nasser Aruris î The US and Palestine: Words or Deeds ?î i MEI nr. 666, januar 2002 s.24. En anden af Aruris fra 2001 îBush and the Palestiniansî(MEI nr. 648, april 2001 s.20 og 21) kan også anbefales. Kilder i øvrigt MEI nr. 648, april 2001 s.20 og 21.
24 Kilder er bl.a. Erslev Andersen, Lars. Den amerikanske orden...; Fisk, Robert....; Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003; Lind, Michael. The Israel Lobby (part 1 og 3). I Prospect Magazine (UK), april og oktober 2002. Artiklen Who's behind US Middle East Policyî af Kathleen Christison I MEI nr. 670 marts 2002 s. 21-23 giver et godt overblik over administrationens mange nye neoconservative, pro-israelske ansatte.
25 Lind, Michael. The Israel Lobby (part 1 og 3). I Prospect Magazine (UK), april og oktober 2002
26 Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003
27 Kilde: MEI nr. 690, december 2002, s.9, Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003
28 Oplysningen om Perle m.fl.'s MØ visioner er hentet fra et interview med Scott Ritter af Birgitte Rahbek, DR, P1 synsfeltet, efterår 2002.
29 Middle East International nr. 670, 8. marts 2002 giver en fin oversigt de neo-konservative, pro-israelske ansatte i administrationen.
30 Kilder: Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003
31 Den højreekstreme leder af det såkaldte îtransfer-partiî, Moledet - der går ind for total udrensning af palæstinenserne fra Israel - har f.eks. været gæstetaler på årsmødet i den førende af de pro-israelske kristne organisationer - The Christian Coalition - i Washington. Kilde: îA Call to Violenceî af Ali Abunimah, Electronic Intifada, http://electronicintifada.net/v2/article1795.shtml
32 Som nævnt er lederen af republikanerne i Kongressen, Tom Delay en af de kristne fundamentalister, der mener at Vestbredden og Gaza rettelig tilhører Israel. Det samme gør hans kollega i repræsentanternes hus, Dick Armey, der i maj 2002 udtalte, at han var imod at Israel giver land for fred. Kilder vedr. de kristne pro-israelske grupper = MEI nr. 680, juli 2002, s.9 og 10, og MEI nr. 687, november 2002 s.19, Information 29. nov. 2002 (tillæg om USA's kristne højre), og The Guardian 28.oktober 2002 i artiklen îMeet the New Zionistsî af Mathew Engel.
33 Kilde: Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003
34 Den israelske kommentator Israel Shahak, giver i sin bog îOpen Secrets. Israeli nuclear and foreign policyî side 125-139 en række eksempler på organisationers kampagne mod Rabin-regeringen og Olso-aftalen. Han forklarer bl.a. organisationernes position med en manglende evne til omstilling efter 20 års faste paroler i form af nej til forhandling med PLO, nej til tilbagetrækning, nej til deling af Jerusalem osv. En anden forklaring er organisationerne og det jødiske samfunds stigende selvstilstrækkelighed og isolation, der ifølge Shahak har ført til intolerance og snævertsynethed.
35 Kilder: Kaiser, Robert G. Bush and Sharon Nearly Identical On Midest Policy, I Washington Post 9.februar 2003
36 Bush Senior tilbageholdt i 1991 lånegarantier til Israel for at tvinge den Likud-ledede regering til at stoppe bosættelsesbyggeriet og deltage i Madrid-forhandlingerne. Det lykkedes delvist - Israel deltog i forhandlingerne, men stoppede dog ikke byggeriet. Til gengæld opnåede Bush evigt fjendskab med den jødiske lobby. Med hans egne ord var han en ensom lille mand oppe imod noget nær 1000 lobbyister på bjerget. Clinton udnyttede bemærkningen og beskyldte Bush for antisemitisme, og fra at have haft 90% støtte i diverse meningsmålinger umiddelbart efter Golfkrigen, faldt støtten til Bush Senior til 33% op mod valget. Clinton vandt som bekendt. Kilder: MEI nr. 689, december 2002, s. 6., Lind, Michael. The Israel Lobby (part 1 og 3). I Prospect Magazine (UK), april og oktober 2002. I en tale til AIPAC i maj 2000 sagde Al Gore: î Jeg husker da vi stod op imod Bush's udenrigspolitiske rådgivere, der fremlagde det fornærmende forslag om sammenkædning. Et forslag der ville bruge lånegarantierne som en pisk til at tryne Israelî (min oversættelse). Kilde: Lind, Michael. The Israel Lobby (part 1). I Prospect Magazine (UK), april 2002
37 Den norske kilde....
38 Den pro-israelske lobby er en samlet betegnelse for et netværk/en bevægelse, og en række organisationer, der alle lobby'er for USA. AIPAC (American Israel Public Affairs Commitee) er den mest kendte og største af lobby-organisationerne. En anden væsentlig organisation er CPMAJO (Conference of Presidents of Major American Jewish Organisations), der samler 51 ledere af de største jødiske organisationer i USA. AIPAC fokuserer sin indsats på Kongressen, mens CPMAJO koncentrere sig om den udøvende magt dvs. den amerikanske administration, ministerier mv. (kilde: Robert Fisk, Independant d. 9. juli 2002)
40 MEI nr. 679 12. juli 2002 s.6, MEI nr. 682, august 2002, s.6
41 Citatet er fra Jens Nauntoftes artikel Israels lobby i USA i bogen îReagans sidste Tango. USA's mellemøstpolitik i kritisk lysî, 1987.
42 Da præsident Bush bad Sharon om at trække styrke tilbage fra vestbredden under offensiven i 2002, modtog Det hvide Hus 100.000 mails fra vrede kristne zionister, Siden da har Bush ikke bedt Sharon om at trække styrker tilbage. Kilde MEI nr. 687, november 2002, s. 19
43 Kilde: Robert Fisk, Independant d. 9. juli 2002)
44 Robert Fisk artiklen fra Independant d. 9. juli 2002 giver et godt overblik over lobbyens aktiviteter og refererer en række konkrete tilfælde, hvor personer i 2002 er blevet udsat for lobbyens kampagner. I forhold til presset på Kongressen er den bedste bog republikaneren Paul Findleys bog fra 1989 î They Dare to Speak Outî. Findley sad i Kongressen i 22 år, men endte i konflikt med lobbyen.
45 Eric Alterman, 2. april 2002, på www.alternet.org