Gennem hele sin historie har staten Israel haft USA, verdens supermagt nummer. et, i ryggen. Kun efter Israels erobring af Gaza i Suez-krigen i 1956 lagde USA så stærkt pres, at staten hurtigt trak sig ud af det besatte Gaza. Men efter de omfattende erobringer i 1967 har Israel haft et stort manøvrerum, der har været muliggjort af den amerikanske opbakning. Israel og USA har en strategisk alliance. Den tætte israelsk-amerikanske forbindelse sikrer som oftest Israel mod kritik fra FN¥s sikkerhedsråd. USA nedlægger sædvanligvis veto, når stort set alle andre stater er enige om at kritisere Israels politik i de besatte områder. Under den seneste palæstinensiske opstand har USA f. eks. forhindret, at der kommer internationale observatører til de besatte områder, således som palæstinenserne ofte har krævet det. »n af årsagerne til den pro-israelske amerikanske politik skal søges i den velorganiserede og indflydelsesrige israelske lobby i USA. Til trods for, at de ca. 7 millioner amerikanske jøder kun udgør 3 % af den amerikanske befolkning er deres politiske indflydelse betydelig større. Dette skyldes ikke mindst et politisk aktivitetsniveau, som er væsentligt højere end gennemsnitsamerikanerens. Det bør dog understreges, at der også blandt de amerikanske jøder findes stærke kritikere af den israelske politik overfor palæstinenserne - f. eks. Noam Chomsky - men disse kritikere udgør et klart mindretal. Den politiske indflydelse sikres bl.a. gennem lobbyorganisationen AIPAC - American Israeli Public Affairs Committee - og lokale græsrodsgrupper i samtlige enkeltstater, de såkaldte PACs - Political Action Committees - som støtter kandidaterne til Kongressen økonomisk. Begge organisationstyper overvåger politikernes stemmeafgivning og straffer adfærd, som er imod Israels statslige interesser. Den israelske lobby kan således holde amerikansk udenrigspolitik - og den ofte uforbeholdne moralske, politiske og økonomiske støtte til Israel - i stramme tøjler. Lobbyen bestræber sig også på at påvirke de amerikanske medier - bl.a. CNN. Palæstinenserne har ingen tilsvarende lobby i USA, og den amerikansk-arabiske lobby i USA er som en mus i sammenligning med det elefantagtige AIPAC. USA fungerer derfor som en afgørende ressource for Israel i opgøret med palæstinenserne. I 2002 ventes USA at støtte Israel med 2,5 milliarder dollars, eller 17 % af USA`s samlede bistand til udlandet. Militær hjælp udgør godt 2,2 mia. Dertil kommer private midler fra amerikanske jødiske organisationer.

Hvorfor stiller USA sig så ensidigt på israelernes side? Ikke blot fordi Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten i vestlig forstand, men også fordi en effektiv Lobby er på spil i Washington.

Hvad i alverden foretog Matthew Eastburn sig den aften i Baron Hirsch synagogen i Memphis?

Den 20'årige studerende er ikke jøde, han er baptist og tilhører det religiøse højre i USA, og han kender kun Èn jøde personligt, og det er hans ørelæge.

Så hvad foretog han sig der?

Hans lokale præst havde opfordret ham og resten af menigheden til at gå hen i synagogen for at udtrykke solidaritet med Israel ' og med jøderne 'og derfor stod Eastburn, hans pastor, andre trosfæller og et republikansk kongresmedlem den aften og svingede med det israelske flag og overdængede Yassir Arafat med skældsord af en art, som udfordrede grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige i Guds hus. "Det var en fantastisk oplevelse," fortalte Eastburn bagefter til lokalavisen, Commercial Appeal, og han gjorde, som rabbineren havde opfordret ham til: Han ringede tit Det Hvide Hus og krævede, at præsident Bush skulle stå fast i sin støtte til Israel.

Det er en af de mere mystiske alliancer i det moderne USA. For blot en generation siden befandt det religiøse højre og de amerikanske jøder sig på hver sin side af den politiske debat. Det religiøse højre betragtede jøderne som kun halvtroende ' de troede på det ene testamente, men ikke det andet ' og man kunne mand og mand imellem høre den gamle traver: îDe korsfæstede også Jesus." Det var tonen, og ikke uden grund har de amerikanske jøder altid holdt sig i den modsatte side af det politiske spektrum. Så sent som ved præsidentvalget i 2000 stemte 80 procent af de amerikanske jøder på demokraterne og ikke på præsident Bush.

Men der er sket noget på det seneste. Ingen i den amerikanske kongres er mere zionistisk i tonen end den højrereligiøse, republikanske leder, Tom DeLay, ingen tater højere for støtte til Ariel Sharon end kristne koryfæer som Jerry Falwell, Pat Robertson og Gary Bauer, og et nyt ord har sneget sig ind i præsident Bushs vokabularium ' han taler nu ikke kun om "kristne værdier," men om "Judæa'kristne værdier."

Hvorfor?

Der er to forklaringer. Den ene er religiøs, den anden politisk. Den religiøse går ud på ' som Pat Robertson fra Christian Coalition udtrykker det ' at "Israel, og hele Israel, er Guds land, og jøderne er Guds udvalgte folk. Bibelen taler ikke om et folk, der hedder 'palæstinenserne'." Med udtrykket "hele Israel' inkluderer Robertson de israelsk besatte områder på Vestbredden, som i højrereligiøse kredse hedder "Judæa" og "Samaria." Det er den ene forklaring. Den anden er mere kynisk, og den handler om stemmer og penge. Den handler om politikere, der ' som senator Ernest Hollings har udtrykt det ' "er interesserede i at fyIde deres valgkampskasser," og den handler om politikere, som er på stemmejagt.

 

Uanset hvilken forklaring, man tror på, er konsekvensen tydelig. Med den nyfundne, højrereligiøse opbakning er den amerikanske kongres så pro'Israelsk som nogensinde. Mens FN, EU og store dele af den øvrige verden i forsommeren kraftigt tog afstand fra Ariel Sharon og hans hårdhændede politik, vedtog Kongressen en carte blanche resolution til den israelske premierminister. Den blev vedtaget med stemmerne 352 mod 21 i Repræsentanternes Hus og med stemmerne 94 mod to i Senatet. Tidligere på foråret havde præsident Bush talt dunder til Ariel Sharon og krævet kampvognene trukket tilbage og et stop for de israelske bosættelser på Vestbredden, men efter Kongressens resolution og efter en proteststorm fra det religiøse højre, gik Det Hvide Hus i sig selv, og siden har præsidenten været mundlam. For mange europæere vækker det undren og ofte mere end undren - vrede. Hvorfor stiller USA sig så ensidigt på israelernes side? Som Israels eneste militære allierede og som donor af fem milliarder dollars om året i statshjælp kunne amerikanerne uden at få sved på panden presse Jerusalem til indrømmelser, for eksempel til at stoppe bosættelserne, men præsident Bush gør det ikke ' og hvorfor så ikke? Igen er der to forklaringer. Den ene er, hvad den amerikanske præsident og Kongressen selv giver udtryk for; den anden er, hvad kritikerne påstår. Den ene lyder godt og flot; den anden kan med en forkert drejning, et upræcist ordvalg, nemt ende som anti'semitisk propaganda. Den ene er med andre ord mundret, den anden kræver en lang og omstændelig forklaring. Så lad os tage den første først - den mundrette. Det er naturligt for USA at støtte det land, der efter deres opfattelse er det eneste demokrati i Mellemøsten. Det er naturligt for USA at støtte det land, hvor selv de værste kritikere af regeringen kan komme til orde, og hvor alle etniske grupper og begge køn har sæde i parlamentet. Det er naturligt for USA at støtte et land, som også støtter USA, ikke mindst i kampen mod terror, og det er naturligt for USA at støtte et land, der bliver udsat for en terror som den palæstinensiske.

 

De færreste vil afvise disse forklaringer. De er plausible, de er født ud af en ægte folkestemning. Men kritikere, som for eksempel redaktøren af USA's førende mediekritiske magasin, Columbia Journalism Review, vil fastholde, at det kun er halvdelen af sandheden. I magasinet The Nation opregner han ovennævnte gode grunde til, at USA i den grad støtter Israel, men tilføjer så:

"Pro'Israel'lobbyen er et lige så centralt element, og det er umuligt at forstå Bush'regeringens politik uden også at forstå lobbyen," siger Michael Massing. Pro'Israel'lobbyen? Det er ikke et uproblematisk udtryk, det er ikke en uproblematisk diskussion. I samme øjeblik folk som Massing ' nok så nøgternt ' rejser kritik af, at jødiske grupper øver stor indflydelse på den amerikanske beslutningsproces, og at jødiske politikere og jødiske mediepersonligheder gør det samme, tårner billederne sig op. Man kan høre en demagog af en hæs araber råbe om "den jødiske lobby," man kan se en lille mand med overskæg og store planer. Der er så mange følelser involveret, så megen historie, at det er med at holde hovedet koldt. Når kritikere peger på, at pro'Israel lobbyen øver stor indflydelse på amerikansk politik, peger de som regel på tre punkter: Jødiske organisationer, personer og deres indflydelse på medierne.

For nyligt blev det for meget for den uafhængige kommentator Frank Rich, der selv er jøde. Han skrev i New York Times: "Diktaterne om, hvad der er politisk korrekt at mene om Mellemøsten, bliver i øjeblikket strammet. Politiske og religiøse ledere synes at være i en konkurrence om, hvem der kan falbyde sig mest over for amerikanske jøder." Så er der en pro'Israel lobby på spil? Ja. Uomtvisteligt. Er den en del af forklaringen på USAs meget pro'israelske holdning? Ja, grupperne vil selv fortælle det. Det er en del af deres formålsparagraf at påvirke amerikansk udenrigspolitik. Er det hele forklaringen? Nej, der er ikke tvivl om, at der set fra Washington ' er mange gode grunde til at støtte Israel. En nok så magtfuld, nok så rig og effektiv lobbyindsats ville aldrig kunne få medlemmerne af Kongressen og regeringen til at støtte en stat og en regering, som i sin fundats er forbryderisk. Israel'lobbyen er ikke 'som antisemitterne og araberne hævder den ene og hele forklaring. Men det er en del af forklaringen, og selv om det er ømfindligt, selv om det er et emne, der kommer med så meget bagage, "så hører det nu engang med til diskussionen. Ellers narrer vi os selv, "fastslår mediekritikeren Michael Massing.