"I den islamiske storhedstid levede vi fredeligt sammen med kristne og jøder. De havde samme pligter og rettigheder, og de kristne var en del af den hær, som forsvarede os mod korstogsridderne. " Mahmoud Zahar, leder af Hamas i Gaza

"Som kristne palæstinensere forsøger vi at sprede Jesu budskab ved at hjælpe andre mennesker. Vores kirke i Gaza stammer fra det 5. århundrede. Selv om flertallet her er muslimer, er vi en del af helheden." Constantine Dabbagh, Near East Council of Churches

Af den millionstore befolkning i den mikroskopiske Gazastribe er næppe mere end 3000 kristne: flertallet er græsk-ortodokse og et par hundrede er romersk-katolske. Hvis man skulle komme for skade at antyde, at de kristne udgør en minoriteternes minoritet, får man læst og påskrevet. Og de advarer utvetydigt vesten mod at vende sig imod islam som religion.

I Gaza føler de kristne sig tilsyneladende ikke forulempet af den muslimske majoritet. Og man støtter helhjertet den fortsatte modstandskamp mod besættelse og bosættelser. De kristne har det til fælles med den islamiske modstandsbevægelse, Hamas, at de udfører et omfattede socialt arbejde.

Begge retninger har opbygget sociale, sundheds- og uddannelsesmæssige institutioner, som giver dem respekt og forankring i den forarmede befolkning. De kristnes aktiviteter er organiseret af Det Nære Østens Kirkeråd, som bl. a. støttes af Folkekirkens Nødhjælp, og deres sociale og politiske indflydelse forgrener sig dybt ind i det palæstinensiske samfund.

Hamas og de islamiske velfærdsinstitutioner sponsoreres bl.a. af Saudi Arabien, Kuwait og Iran, men de økonomiske ressourcers vej til Hamas er ikke gennemsigtige.

Gennemsnitspalæstinenseren kæmper primært for den daglige overlevelse og drømmer om social tryghed og frihed for israelsk dominans. Det handler i mindre grad om at være for eller imod Hamas eller Arafat. Men måske er islamisternes og de kristnes aktiviteter i mindre grad præget af nepotisme og korruption end Arafats nydannede palæstinensiske selvstyremyndighed.

Under flere besøg i Gaza har Kirkerådet åbnet alle de døre i Gaza, som jeg har bedt dem om at åbne - deriblandt døren til Mahmoud Zahar, der i den fængslede krøbling, sheikh. Yassins, fravær fungerer som Hamas' talsmand. Som sådan er Zahar blevet kendt og forhadt i Israel og den vestlige medieoffentlighed i forbindelse med de blodige attentater og selvmordsaktioner, som Hamas' væbnede gren har udført i Israel før og efter selvstyrets ikrafttræden - i protest mod den fortsatte besættelse af 30 % af Gaza, hele østjerusalem og Vestbredden.

	Mahmoud Zahar. En af Hamas' politiske topledere i Gaza. (Bjørn Meidell)

Hamas' politiske kurs zig-zagger mellem fortsat "væbnet kamp" og tilpasning til de nye styrkeforhold i Gaza, hvor Arafat og hans Fatah-organisation kontrollerer de militære ressourcer og en stor del af den vestlige bistand. Bag Hamas' taktiske balancegang ligger dels en udtalt frygt for borgerkrig, dels en forventning om, at PLO's pragmatisme vil komme til kort overfor de ekstreme problemer, palæstinenserne står overfor.

På den anden side skal Arafats hastigt voksende politistyrke sikre ro og orden i Gaza og kontrollere rivalerne i Hamas - i samarbejde med Israel. (1995 når sikkerhedsapparatet op på 18.000 mand). Med selvstyreaftalen har Israel på kort sigt gjort Arafat til juniorpartner i bekæmpelsen af den militante fundamentalisme og i sikringen af sin dominans. For eksempel ligger den overordnede kontrol med ind- og udførsel af mennesker og varer til Gaza i israelske hænder.

 

Overraskende nok er indgangen til Mahmoud Zahars lægekonsultation i et af fattigkvartererne i Gaza by ubevogtet. Fornylig er en af Islamisk Jihads ledere i Gaza blevet dræbt af en bilbombe. Andre fundamentalistiske ledere lider den følgende tid samme skæbne.

En lang, slidt stentrappe fører op til de store nøgne rum, hvor den afmålte og sammenbidte Zahar illusionsløst forklarer Hamas' politiske mål. Flere gange er han på nippet til at afbryde samtalen. Det er som om mine spørgsmål styrer ind i et højeksplosivt minefelt.

Zahar nægter vredt at svare på spørgsmål om Hamas' oprindelse og sin egen tilknytning til Det muslimske Broderskab i Egypten. Denne traditionsrige organisation, som bekæmpede englænderne i 30'erne og 40'erne, er oprindelig inspirationskilde for "brødrene" i Gaza og dermed Den Islamiske Modstandsbevægelse.

Hamas blev stiftet på intifadaens højdepunkt i 1988 for at anspore og lede oprøret. Forud var gået en periode, hvor den israelske besættelsesmagt havde begunstiget islamisterne og deres sociale og religiøse aktiviteter. Tanken var, at hvis befolkningen fordybede sig i islam, ville de vende ryggen til det verdslige PLO, som derved ville blive udmanøvreret.

Presset af den eksplosive intifada valgte islamisternes traditionelle ledelse, først og fremmest sheikh Yassin og i mindre grad Mahmoud Zahar, at kaste sig ud i det politiske opgør. Overrumplet af islamisternes politiske styrke måtte Israel opgive den indirekte støtte og nytænke del og hersk-politikken. Som straf for sine politiske aktiviteter blev Mahmoud Zahar landsforvist til Libanon i 1992-93 sammen med 400 andre.

Ifølge Zahars erindring blev teltlejren i Libanon et islamisk mønstersamfund med "13 komiteer: en for sundhed, en til at holde vagt, et madhold og en universitetskomite. En af de deporterede tog sin Ph. D. dÈr. Med islam og uden faciliteter gav vi folket og den vestlige verden et eksempel.

Hamas har vundet frem under intifadaen, fordi vi repræsenterer folkets sande holdninger," lyder det selvbevidst fra Zahar. "Vi er respekterede, gode frihedskæmpere, dygtige videnskabsfolk, og vi tjener samfundet. Gå ud og spørg, sammenlign os med de andre, og sammenligningen vil falde ud til fordel for os."

 

"Islam er det eneste system, der kan organisere dagliglivet - på individ-, på samfunds- og på internationalt plan," siger Mahmoud Zahar om den islamiske genfødsel, som har fået tag i store dele af den arabiske verden efter den iranske revolution i 1979. "Islam fastholder familiens integritet, dvs. man støtter hinanden i et og alt. Familien varetager ethvert behov - uanset om man er dreng eller pige, mand eller kvinde. Islam understreger alles rettigheder - selv i forbindelse med skilsmisse præciseres den fraskilte kvindes og børnenes rettigheder.

Et andet aspekt er, at børnene beskyttes mod alle former for fordærv: tyveri, usømmelig kønslig adfærd, indtagelse af alkohol og narko. Dvs. alle fordærvets fremtrædelser. I Europa er pigerne vant til at gå ud med en ven, når de fylder 14 år. Når hun bliver gift, vil hun have haft en masse kærester og have mistet sin integritet.

Ved hjælp af islam kan vi gøre os selv immune overfor al slags fordærv - alle samfundsmæssige sygdomme. Familierne udgør selve samfundets grundlag. Hvis vi ønsker at etablere en sund familie, må vi skabe et sundt samfund - i menneskets interesse."

"Vi er ikke et et isoleret fænomen. Som muslimer kan vi se, at der foregår en stor opvågnen over hele verden. Ikke kun i den islamiske verden, men overalt. Vores strategi sigter mod at etablere en uafhængig islamisk stat, og den er helt afhængig af den folkelige holdning - som opnås uden vold og pression.

Blandt palæstinenserne har den islamiske bevægelse stor succes. Den er den eneste redelige faktor, som både vender sig mod sækulariseringen, besættelsen og sørger for hjælp til de fattige."

"Det er sandt - der skal etableres en islamisk stat her og der. Men det vil ikke tage længere tid end at etablere en islamisk stat i Gaza og Jeriko. Vi vil aldrig acceptere to stater i Palæstina."

 

ó Hvilken rolle får de kristne i en islamisk stat?

"Svaret er reflekteret i vores historie: vi oprettede den første islamiske stat for 1300 år siden. Som muslimer har vi ingen vanskeligheder med vores kristne brødre - vi respekterer deres religion, og de respekterer vores. Vi har mange fælles berøringspunkter.

Vi havde en storhedstid, hvor vi levede sammen med kristne og jøder. De havde de samme pligter og rettigheder. De kristne var en del af den hær, som forsvarede os mod korsfarerne. Jeg skal også minde dig om, at den første finansminister i den islamiske epoke i Egypten var kristen. Så vi har ingen problemer med de kristne."

"Nej. De kristne palæstinensere har helt andre traditioner end de kristne udenfor (i Europa, red.). De går i det samme tøj, har den samme adfærd. Besøg to ældre kristne: den ene apoteker, den anden læge. Tag hen og spørg om deres liv - før og nu - og om hvordan deres bedstefædre levede. Der var ingen problemer. Men hvad angår de kristne udenfor, så er de fuldstændig anderledes."

"Nej, nej, ikke en gang muslimer er tvunget til det. Vi bruger ikke vold eller tvang."

"Ja, ja. Vi har mandlige og kvindelige læger, kvindelige ingeniører og lærere. Islam, var det eneste system, der opmunterede til videnskab og studier G middelalderen). Da I var nedsunket i den mørke middelalder, etablerede vi vores universiteter. Vi er for videnskaben, ikke imod den."

"Ja, men alle er klar over, at manden er bedre til fysisk arbejde end kvinder. En kvinde kan blive kirurg, men ikke soldat."

"De mennesker, som ønsker at leve under den islamiske paraply, vil blive accepteret. Og de, der ikke vil, er velkomne til at rejse. Folk lever stadig som jøder i Marokko sammen med muslimer. Vi har overhovedet ingen problemer med at leve sammen med de jøder, der er vant til at leve i dette område som lokale borgere.

Israels tidl. udenrigsminister Abba Eban har udtalt, at det var en gylden æra for jøderne at leve under den islamiske paraply. Da europæerne fordrev jøderne fra Spanien i 1492, åbnede vi portene for jøderne, så de kunne leve her under den islamiske paraply. Ingen drømte om at tvinge dem til at skifte religion eller social adfærd."

"Mange europæere er bange for islam, fordi de ikke kender den sande islam."

	Islamisk information. Studenterrådets tavler på Gazas islamiske universitet oplyser om moralske og politiske forhold.

Hamas har vendt sig skarpt imod selvstyreaftalen mellem PLO og Israel. Mahmoud Zahar forklarer hvorfor:

"Det er en sikkerhedsaftale for Israel, ikke en fredsproces. De besætter stadig 40 % af vores område i Gaza. De kontrollerer stadig forbindelsen mellem nord og syd, vores samfundsmæssige liv, vores økonomi. Vi er imod - fordi besættelsen fortsætter".

"Spørg dem selv. De prøver at blive på banen rent politisk. Vi vil hverken samarbejde med dem eller bekæmpe dem."

"Intet varer evigt. Styrke varer ikke ved. Svaghed heller ikke."

"Det kan ikke være prisen for vores rettigheder. Mange anser udgangsforbud, natlige mareridt, fængslingerne som meget farlige og deprimerende, men det er ikke afgørende. Virkelig uafhængighed er vores mål."

"En katastrofe, socialt og økonomisk. Vi vil ikke være i stand til at skabe en sund økonomi, men konstant være afhængig af den israelske økonomi. Det fremgår tydeligt af aftalen. Og hjælpen fra Europa vil ikke vare evigt - måske 2-3 år - og så vil alt blive værre."

"Kun Gud kan give svaret."

"Jeg sagde, det var en forkert politik. Og vi har forbudt enhver konflikt internt mellem palæstinenserne. Vi vil bekæmpe den sociale og økonomiske korruption i samfundet gennem politisk kamp. Det er vores strategi. Vi er imod besættelsen, og hvis den bliver elimineret, så er det kun godt, men hvis de stadig er her, har vi ret til at forsvare os selv." - Hvad forstår De ved korruption?

"Socialt fordærv som at være kollaboratør eller spion for Israel, sælge narko eller snyde i forretningsaffærer."

"Alle fredelige midler. Selv under intifadaen brugte vi aldrig vold mod folk, der ikke gik ind for islam som den dominerende kraft i et islamisk regime."

"Hvis Norge invadererde Danmark, ville De så forsvare Dem med alle midler? ja. Vi går ikke ind for at bombardere uskyldige. Vi har kun benyttet os af det i Afula og Hadera efter massakren i Hebron for at overbevise Israel om, at man kommer til at lide, når man angriber uskyldige. Det var ikke et udslag af politik, men gengældelse."

"Folk bad i moskeen (i Hebron) på et helligt sted. Man kunne måske sige, at det var en gal mand, som dræbte folk, men hvad skete bagefter? Soldaterne forhindrede folk i at bringe de sårede på hospitalet. Og der var flere, der blev dræbt af israelerne end i moskeen. Hvis vi skal anklage nogen, må det være Israel. Hvis man opmuntrer den slags, må man selv smage den samme most."

"De giver udtryk for Deres holdning. Hvor mange uskyldige er der ikke blevet dræbt af israelerne? Hvorfor taler De ikke om de, der er dræbt i flygtningelejrene - i Gaza? Om hvor mange år vi har tilbragt i fængsel?"

"Det er vi vant til. Og vi har overlevet."

Mahmoud Zahar markerer, at tiden er gået, og vender sig mod sine papirer. Hans farvel er næppe hørligt. Udenfor på gaden har sortbørsvekselererne travlt med at ombytte jordanske dinarer og dollars til israelske shekel, som stadig er den gangbare mønt.

Snart kommer den israelske offentlighed til at drikke mere af Hamas' "most". Hamas fortsætter med voldsomme selvmordsaktioner efteråret 1994 - bl. a. på et af Tel Avivs hovedstrøg med 20 døde. Og Arafat presses til at gribe ind med arrestationer og voldelig bekæmpelse af demonstrationer.

 

	Det islamiske sangkor under møde på det islamiske universitet i Gaza.

Lederen af Det Nære Østens Kirkeråd, Constantine Dabbagh, er en rund og hjertelig mand, der - som en anden patriark - præsiderer over kirkerådets mangeartede aktiviteter: uddannelse af kvinder, sundhedscentre, nødhjælp og rehabilitering. I dagtimerne sidder Dabbagh bag et imposant skrivebord, men døren til kontoret er altid åben, og han modtager uafladeligt gæster, som placeres i bløde lænestole og bydes på arabisk kaffe.

Hans organisation beskæftiger både muslimer og kristne - og det store hus har en hel etage, hvor tilslørede muslimske kvinder uddannes ved sy- og EDB-maskinerne. Situationen er et billede på dels kristen vilje til hjælp uanset religiøst tilhørsforhold og dels mindretallets realpolitiske' tilpasning til flertallet.

Costa - som hans kælenavn lyder - er svoren palæstinensisk nationalist, og fremhæver med stolthed de kristnes rolle i det palæstinensiske samfund. Ikke en eneste kristen er blevet anklaget eller dræbt for kollaboration med den israelske besættelsesmagt. Costas store bekymring er den udtalte nød og elendighed i Gazastriben, og han frygter en kommende hungerrevolte.

"Vi føler os overhovedet ikke som fremmede," erklærer Dabbagh, der flygtede til Gaza i 1947 - med det sidste tog fra Haifa i det nuværende Israel - og dermed blev en del af den kollektive palæstinensiske katastrofe.

"Vi er blandet op med vores muslimske brødre - jeg har muslimske venner, og muslimer har kristne venner. Vi ser ikke på hinanden som det ene eller det andet. Den eneste forskel er, at muslimen går i moskeen og den kristne i kirke. Vi deler hinandens glæder og sorger."

"Jeg har alkohol hjemme. Jeg køber det, når jeg er i Jerusalem. Muslimerne er mine venner, de drikker bare ikke, dvs. det er der da nogle, som gør. Jeg har aldrig været ude for, at der kom nogle til mit hjem og bad mig om at lade være med at drikke alkohol.

De vil ikke have, at der er butikker, som sælger det, men det er deres ret som det store flertal, når deres religion forbyder dem at drikke alkohol."

"Vi skelner mellem nationalismens og fundamentalismens fremvækst. Hamas voksede frem pga. nationalisme - som konsekvens af modstandsbevægelsen mod besættelsen, men har taget retning mod religionen. Jeg går ind for hvilken som helst verdslig, muslimsk eller kristen bevægelse, som bekæmper besættelsen - i eller udenfor området. Men vi er imod al ekstremisme og fanatisme.

Desværre har USA og Europa fået sig en ny fjende, som de kalder islam. Men man bør ikke betragte islam som en flende. Man må vende sig imod ekstremisme, men den findes ligesåvel blandt kristne og jøder, sikher og buddhister. Islam er ingen fare, men fundamentalisme skal bekæmpes. Både hos jer og hos os."

"Vi betragter dem ikke som fundamentalister. Vi har aldrig følt noget forkert eller ubehageligt fra deres side. Israel holder øje med dem, men vi burde snarere se på, hvad Israel foretager sig som besættelsesmagt. Vi fører en frihedskamp."

"Hvorfor ikke? Det store flertal er muslimer - det er jo demokrati. Flertallet bestemmer - ligesom i Danmark. Hvis flertallet går ind for kommunisterne og Hamas hvorfor ikke?

Vesten må holde op med at blande sig i det og undlade at gå imod islam som islam."