Palæstina, Danmark og EU - et socialdemokratisk bud på bidrag til fremskridt

 

Med jævne mellemrum bryder konflikten mellem Israel og Palæstina gennem mediemuren og rammer ind i bevidstheden hos de fleste danskere. I disse tilfælde kalder få spørgsmål i samme grad på følelserne. Men til daglig er det et deprimerende mismod, der er synes at være den mest udbredte og oplagte indstilling til konflikten mellem Israel og Palæstina. Der synes ikke at være ende på spiralen af lidelse, had og gensidig mistillid.

Netop derfor finder jeg det yderst nyttigt med et initiativ som www.palaestina-info.dk. Vi må hverken lade mismodet eller den følelserne løbe af med os, men tværtimod holde fast i muligheden for at gøre en forskel - og bygge såvel vores indsats som vores holdning på et indgående kendskab til fakta. Derfor bidrager jeg også meget gerne med et bud på Socialdemokratiets indstilling til mulighederne for at påvirke udviklingen positivt. Som udenrigsminister var det et af de spørgsmål, jeg engagerede mig stærkt i. Efter regeringsskiftet foretog jeg en længere studierejse til de berørte områder og fik dermed et helt konkret personligt indblik i konflikten.

Som formand for Socialdemokratiet har jeg ikke længere lejlighed til følge begivenhederne så tæt som tidligere. Men mit engagement og partiets holdning er der ikke lavet om på. Jeg vil i det følgende forholde mig direkte til de udmærkede spørgsmål, som redaktionen har stillet både regering og opposition.

Konflikten mellem Israel og Palæstina er i sjælden grad resistent over verdenssamfundets sædvanlige politiske værktøjer. Når man tænker på, at der rent faktisk foreligger en række vedtagne resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, som stiller ganske præcise krav til konfliktens parter, uden at det har haft den store indflydelse på begivenhedernes gang, så er det klart, at netop spørgsmålet om politiske værktøjer er helt centralt.

Spørgsmålet om valg af politiske værktøjer kan kun besvares på baggrund af et realistisk blik på de politiske vilkår i regionen. Først og fremmest må det erkendes, at USA også i denne sammenhæng den eneste tilstedeværende supermagt. Ingen anden spiller i verdenssamfundet har samme mulighed for at påvirke Sharon-regeringen. Det betyder at positiv medvirken fra USA er en nødvendig forudsætning for fremskridt mod fred. Men ikke, at Danmark og EU er magtesløse. Tværtimod har vi gode muligheder for at gøre en forskel. Ikke mindst indirekte, gennem vores påvirkning af USA, men naturligvis også direkte overfor konfliktens parter, samt i multilaterale fora - først og fremmest FN. Disse muligheder skal vi udnytte maksimalt, som jeg vil prøve at redegøre for i det følgende.

Et andet grundvilkår gælder de stridende parters særtræk. For palæstinensernes vedkommende er der ingen tvivl om, at der kan rejses berettiget kritik af selvstyremyndighederne. Der er brug for opgør med korruption og magtmisbrug, hvis en fremtidig palæstinensisk stat skal fungere stabilt og fredeligt. Ligeledes er Arafats tvetydighed overfor palæstinensiske voldshandlinger ikke just tillidsvækkende.

Men det er under den nuværende besættelse og indespærring næsten umuligt for moderate selvstyrekræfter at få kontrol over udviklingen.

Det er helt centralt for fredsbestræbelserne at skabe en operativ forhandlingspartner på palæstinensisk side. Men ingen ledelse kan få albuerum til at forhandle, hvis ikke det palæstinensiske folk adgang til blot de mest basale livsfornødenheder og giver et vist perspektiv for udvikling af den sønderslåede økonomi i selvstyreområderne. Sharons kampagne mod Arafat og selvstyret har i realiteten kun haft én sikker effekt: At Hamas og Islamisk Jihad både folkeligt og organisatorisk vandt frem i takt med svækkelsen af mere moderate palæstinensiske kræfter. Det er derfor helt centralt, at EU bidrager kraftigt til at opretholde i det palæstinensiske selvstyre og sikre et udviklingsperspektiv for den palæstinensiske civilbefolkning. Et sådant engagement er på ingen måder uforeneligt med kontante krav om reform og forbedring til selvstyremyndighederne i almindelighed og Arafat i særdeleshed.

For Israels vedkommende må der holdes fast i, at vi forholder os til et åbent og demokratisk samfund med en helt særlig historisk baggrund. Udgangspunktet må være en dyb respekt for det jødiske folks historiske lidelser, samt en klar anerkendelse af Israels ret til sikkerhed bag anerkendte grænser. Danmark og Europa har traditionelt haft et nært og venskabeligt forhold til den israelske stat. Vi skal også fremover tilbyde moderate og fredeligt sindede israelske regeringer et tæt partnerskab. Men som jeg skal vende tilbage til nedenfor, må dette udgangspunkt imidlertid ikke stille sig i vejen for en saglig kritik af uacceptabel israelsk fremfærd i konflikten. Og selv i en situation hvor den israelske regering synes forholdsvis upåvirkelig, er der ingen tvivl om, at der lyttes til reaktioner fra verdenssamfundet i store dele af det israelske civilsamfund, som rummer et meget bredt spektrum af holdninger til konflikten.

 

Netop dette spørgsmål har stået i centrum for megen dansk debat om konflikten mellem Israel og Palæstina. På trods af bred folkelig opbakning, blev jeg som udenrigsminister fra højre side af det politiske spektrum skarpt kritiseret for mine kommentarer til Sharons aggressive fremfærd overfor palæstinenserne.

Bag denne kritik lå udover tilsyneladende en antagelse om, at der måtte være grænser for, hvor ligefremt man ytrer sig i denne konflikt. Ingen kunne således være i tvivl om de fakta jeg reagerede på. De blev til overflod dokumenteret af en række uafhængige organisationer og iagttagere. Kritikken gik i stedet på, at man med en skarp tone overfor Sharon indirekte bidrog til at legitimere palæstinensisk terror - eller udviste manglende respekt for det jødiske folks historiske lidelser.

Intet kunne imidlertid være mere forkert. Tværtimod er det klart, at hvis man allerede i udgangspunktet underkaster sig denne form for selvcensur, så er muligheden for at presse konfliktens parter til forhandlingsbordet ikke-eksisterende. Det er helt centralt, at det internationale samfund hele tiden forholder sig seriøst og responsivt til begge konfliktens parter. Konflikten bliver først totalt immun overfor dialog og eksternt pres, hvis parterne oplever, at verdenssamfundets reaktioner er fuldt automatiserede.

Derfor er det mit synspunkt, at vi på et sagligt grundlag skal gå meget langt i vores pres på konfliktens parter. På begge sider af konflikten findes kræfter, som konstant søger anledning til at afspore enhvert tilløb til fred. Det må verdenssamfundets indsats tage højde for. Det daglige pres for overhovedet at sikre parternes deltagelse i en fortsat fredsproces, må derfor hele tiden kombineres med forsøg på at fremme kreative nybrud, der bryder dødvandet, åbner mulighed for nye kompromiser og sætter defensive synspunkter under pres.

3) I hvor høj grad vil EU og Danmark underordne sig amerikansk passivitet i forhold til den fortsatte besættelse af palæstinensiske områder?

Det er mit klare udgangspunkt, at hverken Danmark eller EU på nogen måde skal underordne sig Bush-administrationens opfattelse af konflikten i Mellemøsten. Det er ikke os, men den nuværende amerikanske administration, der har anlagt en ekstremt ensidig linie i denne konflikt.

Jeg finder det desuden helt misforstået, når det til tider i debatten hævdes, at vi med betingelsesløs opbakning til den amerikanske linie skulle øge vores muligheder for at ændre den. Eller når man lægger til grund, at den amerikanske opfattelse er konstant, uforanderlig og dybest set udtryk for en rationel forvaltning af USA's interesser.

Tværtimod må man forstå, at linien i amerikansk udenrigspolitik er udtryk for et politisk valg, der træffes på et demokratisk grundlag. Før Bush spillede Clinton en helt anderledes konstruktiv rolle i verdenssamfundet inklusiv Mellemøsten. Der er næppe tvivl om, at vi med Al Gore som amerikansk præsident havde set en ganske anden anvendelse af USA's umådelige indflydelse på den israelske regering.

Samtidig må man forstå, at USA er et åbent, pluralistisk og påvirkeligt samfund. En meget stor del af den amerikanske opinion deler europæiske synspunkter for så vidt angår USA's nuværende udenrigspolitik. I Europa må vi derfor stå sammen om at yde USA både medspil og modspil både i den generelle udenrigspolitik og når det gælder Mellemøsten.

 

Økonomiske sanktioner var i tilfældet Sydafrika et meget virksomt middel, som medvirkede til at skabe et af de mest opmuntrende fremskridt i moderne politisk historie i form af apartheid-styrets fald, samt indførelsen af demokrati og frihed for landets sorte befolkningsflertal. Ikke mindst derfor diskuteres muligheden for brug af økonomiske sanktioner jævnligt i forbindelse med andre tilsvarende ondartede politiske konflikter.

Det er fuldt ud forståeligt og helt berettiget. Allerede tidligt pegede Socialdemokratiet imidlertid på ulempen ved denne tilgang: Hvis vi begrænser vores diskussion af mulighederne for at bekæmpe overtrædelser af menneskerettighederne og trusler mod fred og sikkerhed til et spørgsmål om økonomiske sanktioner, så har vi afskåret os selv fra en lang række alternative muligheder allerede i udgangspunktet.

Der er bestemt situationer, som berettiger anvendelsen af dette virkemiddel. I tilfældet Sydafrika var der ingen tvivl - i det mindste ikke for Socialdemokratiet. Omvendt er der andre tilfælde, som f.eks. Kina, hvor det er helt omsonst at begive ud i sit sådant forehavende - samtidig med at behovet for en aktiv indsats under andre former er indlysende.

Når det gælder den nuværende situation i Israel har jeg meget svært ved at se nytten af generelle økonomiske sanktioner. EU skal imidlertid benytte sig af aktivt af sin toldassocieringsaftale med Israel, som rummer mulighed for at stille krav til menneskerettighederne. Men kun USA kan realistisk set påvirke Israel med virkeligt tunge økonomiske virkemidler. Vi bør tilskynde USA til at anvende også denne mulighed konsekvent. Økonomiske sanktioner i mere klassisk forstand ser jeg ingen mulighed for at samle verdenssamfundet om. Og rent økonomisk er der ingen tvivl om, at andre aktører straks ville neutralisere virkningen af ensidige europæiske sanktioner.

Tilbage ville stå det politiske signal. Det ville næppe have en konstruktiv virkning. Tværtimod ville man fra israelsk hold hermed se sig bekræftet i, at den stærke kritik fra EU bygger på, at vi ganske enkelt har valgt side i konflikten. Enhver mulighed for dialog ville herefter være afskåret - for en periode måske også med USA. Muligheden for europæisk tilstedeværelse i konfliktens brændpunkter ville blive yderligere vanskeliggjort - måske helt udelukket. Det ville heller ikke den palæstinensiske part i konflikten være tjent med.

 

Rent sprogligt har vi vænnet os til at betegnelsen "terror" sædvanligvis forbindes med en særligt afskyelig type voldshandlinger fra andre aktører end stater. Jeg gjorde imidlertid allerede som udenrigsminister min stilling til dette spørgsmål klar: Jeg finder det meningsløst at gradbøje de palæstinensiske terroraktioner - som jeg fordømmer på det skarpeste - og de værste eksempler på israelernes fremfærd: Vilkårlige nedslag af missiler fra Apachehelikoptere og granater fra tanks i tæt befolkede områder. Målrettede likvideringer. Kampvogne, der kvaser sig gennem flygtningelejre. Mennesker, der spærres inde i deres huse i dagevis uden vand og el. Sårede, der forbløder, fordi ambulancer og læger nægtes adgang. Ambulancer og mandskab, der beskydes og smadres.

Sådanne overgreb har Sharon betjent sig af med en koldblodighed, som desværre fuldt ud måler sig med indstillingen hos de fundamentalistiske palæstinensiske grupperinger, der gennemfører bølger af terrorangreb mod uskyldige israelere. Vores kritik skal derfor rettes begge veje. Det forhold, at den ene part i konflikten er en anerkendt og demokratisk stat med ret til sikkerhed bag egne grænser, undskylder på ingen måde de beskrevne voldshandlinger. Tværtimod lever vi i et internationalt samfund, hvor staternes rettigheder modsvares af pligter. Derfor er heller ikke retten til selvforsvar uindskrænket. Den modsvares af en pligt til at respektere international ret - herunder menneskerettighederne.

 

Jeg ser yderst positivt på det modige og konstruktive initiativ, der førte til lanceringen af den såkaldte "Geneve-plan". Planen giver konstruktive og detaljerede bud på løsningen af alle de helt centrale og umådeligt vanskelige problemer, som man ikke kommer udenom, hvis det nogensinde skal lykkes at nå frem til en varig fredsløsning: Jerusalems deling, flygtninges ret til tilbagevending, helligdommene, afgrænsning af en palæstinensisk stat, bosættelserne o.s.v.

Jeg er helt uenig med de røster, der har anført, at Geneve-initiativet skulle være i modstrid med den såkaldte "køreplan for fred". Med al respekt for køreplanen, som var et nyttigt og nødvendigt initiativ, så tyder intet på, at den tilstrækkeligt præcist viser hele vejen til fred - og da slet ikke på, at den i sig selv bevæger parterne hurtigt og direkte frem mod målet. Sagen er jo, at både Sharon og de ekstremistiske grupperinger blandt palæstinenserne hele tiden har kunnet bremse køreplanen med nye voldshandlinger, der igen sætter gang i den endeløse spiral af gengældelse. I ly af den fastlåste situation har Sharon samtidig kunnet fortsætte opførelsen af det "sikkerhedshegn", der indebærer en annektering af op mod halvdelen af Vestbredden.

Derfor er det et helt nødvendigt perspektiv, der nu tegnes med Geneve-planen. Der lægges der nyt pres på begge konfliktens parter. Og er ikke nogen modsætning mellem køreplanen og det endemål, der nu i Geneve-planen er beskrevet bedre og mere detaljeret, end vi har set tidligere. Faktisk er det svært at se noget andet kompromis end dét, der er tegnet her.

Jeg har da også med interesse noteret mig reaktionerne på Geneve-initiativet. Det var forventeligt, at både Sharon og yderligtgående kræfter blandt palæstinenserne ville protestere. Mere overraskende er det, at USA's udenrigsminister Colin Powell synes at bakke initiativet op.

Selvom USA's tilsyneladende positive indstilling naturligvis vil vække mistro blandt mange palæstinensere, så kommer man ikke udenom, at der med USA's tilslutning tilvejebringes en nødvendig forudsætning for fremskridt. Om de positive signaler omsættes til aktivt pres fra Bush på Sharon - og dermed i en proces, hvor Geneve-planen reelt kommer i spil, er mere tvivlsomt. De hidtidige erfaringer er ikke opløftende,-- og det er valgår i USA.

Fra Danmark og EU's side må vi i det mindste gøre vort. Og jeg vil gerne slutte med kraftig opfordring til regeringen om at leve op til sit ansvar i denne sammenhæng. Vi skulle meget nødig se flere eksempler på statsministerens Bush-inspirerede afstikkere fra fælles EU-holdninger til konflikten. Nu er der måske mere end nogensinde i stedet brug for europæisk sammenhold og initiativ.