Enhver, der stiftede bekendtskab med den akademiske verden i Israel i midten af 1990erne, må have oplevet, hvordan et frisk pust af åbenhed og pluralisme blæste igennem korridorerne af et hidtil stagneret 'establishment', som var smertelig loyal over for den zionistiske ideologi inden for et hvilket som helst område, der berørte israelsk virkelighed, nutidig såvel som fortidig. Den nye atmosfære gav forskere mulighed for igen at beskæftige sig med historien i og omkring 1948, og for at acceptere nogen af de palæstinensiske påstande om den krig. Dette producerede nye forskningsresultater, der på dramatisk vis satte spørgsmålstegn ved den historieskrivning, der behandler det tidlige Israel. I det nye forskningsmiljø var Israel pre-1967 ikke længere et lille, defensivt land og den eneste demokratiske stat i Mellemøsten; det blev nu afbilledet som en magtstruktur, der undertrykte dets palæstinensiske mindretal, diskriminerede de arabisk-jødiske borgere og førte en aggressiv politik over for de omkringliggende stater i regionen. Den akademiske kritik nåede ud fra elfenbenstårnene til andre kulturelle medier, så som teater, film, litteratur og poesi, og sågar dokumentarudsendelser og grundbøger i det officielle skolesystem.

I dag vil det kræve en yderst opfindsom og beslutsom besøgende, hvis der skulle findes spor af den åbenhed og pluralisme - da den er blandt de største konsekvenser, eller skal vi sige ofre for den sidste intifada i Israel. En af de umiddelbare eftervirkninger af Intifadaen var en del af tilbagegangen for det, der engang blev betegnet som den israelske venstrefløj. Venstrefløjen var den del af den jødiske opinion, der med skiftende grader af overbevisning og ærlighed har været indstillet på fred i forbindelse med spørgsmålet om Palæstina. Siden 1967 har dets medlemmer erklæret villighed til tilbagetrækning fra de besatte områder; de accepterede en palæstinensisk stat med Øst-Jerusalem som dets hovedstad ved siden af Israel, og de talte om behovet for at give fulde borgerrettigheder til det palæstinensiske mindretal i selve Israel.

Kort tid før den nuværende intifada brød ud bekendte en stor del af denne gruppe, offentligt og privat, i hvor stor grad de havde taget fejl ved at tro på palæstinenserne, og uden tøven stemte de på Sharon ved valget i februar 2001 (enten ved at stemme direkte på ham, eller ved at blokere for muligheden af en alternativ kandidat til Barak, som havde lovet at deltage i en samlingsregering efter valget). Top-guruerne og ledere af denne gruppe udtrykte deres "skuffelse" over Israels palæstinensiske borgere med hvem, i følge deres påstand, de havde indgået en "historisk pagt". De israelske palæstinenseres boykot af valget i februar 2001 var den handling, der fik bægeret til at flyde over og brød den såkaldte "historiske pagt".

Dehydreringen af det israelske kulturelle, intellektuelle og akademiske liv, og den politiske moralske stemme, der i det mindste accepterer palæstinensernes ret til uafhængighed og ligeberettigelse, om ikke retten til at vende tilbage, var parallelle processer, der udviklede sig med en fantastisk hastighed. Man kunne have forventet, specielt i samfundets mere lærde og intellektuelle kredse, lange, reflekterende forløb. Men det ser ud til, at det der hændte, i stedet var et vanvittigt stormløb, ledsaget af høje lettelsens suk over at kunne skille sig af med de tynde lag af demokrati, moral og pluralisme, som havde dækket over zionistisk ideologi og praksis igennem årene. Den omgående opløsning af institutter, der havde plæderet for en fredspolitik og kompromis, den hastige fjernelse af fredsorienteret og moralsk terminologi fra den offentlige diskurs og en forsvinden af alternativer til den ubehagelige zionistiske konsensus vedrørende det palæstinensiske spørgsmål - Alt dette vidner om den overfladiske natur af den israelske fredsdiskurs og -lejr i tiden før intifadaen.

Israelske analytikere forklarer fænomenet, vi ser i dag, som et egentligt traume. Chokket skyldes tre faktorer: Arafats insisteren på retten til at vende tilbage, Den Palæstinensiske Autoritets afvisning af Baraks generøse tilbud i Camp David og den voldelige opstand. Men disse er falske forklaringer, hvilket personerne, som fremfører dem, vil være de første til at erkende. Arafat opgav aldrig retten til at vende tilbage - det ville have været ganske umuligt for ham, selv om han eventuelt havde ønsket at gøre det. Han har åbent og vedvarende talt om det siden Oslo. På samme måde som med fablen om de generøse tilbud i Camp David synes det, som Shlomo Ben Ami og Yossi Beilin nyligt indrømmede, at disse tilbud først blev fremført i Taba - ironisk nok på det tidspunkt hvor alle involverede viste, at Barak var ved enden af sin embedsperiode, som næppe ville blive forlænget, og at han ikke havde nogen reel magt til at stå ved tilbuddene. Mange fra venstrefløjen læste de amerikanske rapporter fra Camp David oversat til hebraisk i Ha'aretz og vidste derfor, at Arafat var blevet præsenteret for et fait accompli, som han ikke under nogen omstændigheder kunne acceptere. Skuffede han dem virkelig ved ikke at modstå den offentlige vrede i de besatte områder over den blindgyde, som begge parter var blevet skubbet ind i, hvilket for palæstinenserne betød forlængelse af besættelsen i det uendelige?

Længe før opstanden brød ud, advarede venstrefløjens store profeter, A.B. Yehoshua og Amos Oz, om at, hvis der ikke blev opnået fred i Camp David, så ville der i stedet komme til at herske krig. Der var intet overraskelsesmoment: Henvisninger til skuffelsen stammer fra det faktum, at folk på venstrefløjen gladeligt bevægede sig mod centrum og mod højrefløjen, hvor de blev modtaget som de fortabte sønner, der vender hjem fra et langt eksil - alt dette uden at give sig selv tid til at undersøge udviklingen.

Det fremgår i dag, at mennesker, som forfatteren af denne artikel, der advarede om at Oslo-aftalerne ikke var mere end et politisk og militært arrangement, hvis eneste formål var at udskifte israelsk besættelse med en anden form for kontrol, fik ret. Oslo ledte ikke til nogen bemærkelsesværdig forandring i de grundlæggende israelske fortolkninger (fra venstre og højre) af fortiden, nutiden og fremtiden i Palæstina. I følge både højre- og venstrefløjene var størstedelen af Palæstina, Israel - og der var ingen ret til at vende tilbage - lige som jødernes eneste håb om overlevelse var i en zionistisk stat, der dækkede så meget af Palæstina som muligt og indeholdte så få palæstinensere som muligt. Argumentet handlede om taktik, ikke om mål. Den 'moderate' taktik blev præsenteret for palæstinenserne i Oslo som en 'take it or leave it'-plan. Palæstinenserne forventedes til gengæld at ophøre med alle forsøg på at opnå mere end de nu havde fået tilbudt. Denne fremgangsmåde virkede ikke, om end det så sådan ud en overgang. Dette skyldtes præsident Clintons dybe engagement, at de palæstinensiske ledere gav udtryk for, at dette var faktisk en fredsproces, og den arabiske verdens dvaskhed. Israel høstede dividenderne og betalte intet til gengæld.

"Fredslejren" i Israel havde fjender: Højrefløjen og specielt bosætterne, som fandt selv dette forsøg på fredsmægling overflødigt. I Guds og nationens navn foretrak disse anvendelse af ren magt for at påtvinge hele Palæstina den zionistiske virkelighed. På grund af disse modstandere og deres vold fik Oslo-lejren en martyr (Yitzhak Rabin); og siden de nu havde fået ofre, var de nu overbevist om at de kæmpede for fred. Det, de rent faktisk kæmpede for, var oprettelsen af et Bantustan, et protektorat på det mest af Vestbredden og Gaza. Til gengæld krævede de en "slut-på-konflikten"- deklaration fra palæstinenserne. Dette nødvendiggjorde således ikke en revurdering af Israels rolle i, og ansvar for de etniske udrensninger, landet havde stået for i 1948, en revidering af landets brutale politikker i forhold til de besatte områder eller en fornyet undersøgelse af forbuddet mod at tillade palæstinenserne at oprette en suveræn stat på mindst 22% af Palæstina (dvs. hele Vestbredden og Gazastriben).

Det førte også til illusionen om, at det var lykkedes den israelsk højrefløj at "zionisere" det palæstinensiske mindretal i Israel, som en del af den samlede handel. Det tog tid for det palæstinensiske mindretal i Israel og dets ledere at forstå, at et endeligt kort over freden ("peace map") betød, at diskriminerende politikker og praksis over for mindretallet i den jødiske stat ville blive forlænget i det uendelige, hvis ikke yderligere betonet. Palæstinenserne i Camp David fik besked på at acceptere dette absolut endelige tilbud - forstået på den måde at de ikke i fremtiden måtte rejse yderligere krav. På samme måde blev der regnet med, at palæstinensere med israelsk statsborgerskab ville opgive enhver higen efter at omdanne Israel til en stat for alle dets borgere og ligeledes om at håbe på landets af-zionisering.

Da Intifadaen brød ud i de besatte områder og i de palæstinensiske samfund inde i Israel, afslørede det de meget snævre rammer for den ægte jødiske fredslejr. Rammerne havde altid været snævre, men ved hjælp af den internationale presse, den amerikanske freds-diskurs og den israelske højrefløjs fanatisme havde rammerne fremstået som tilstrækkelig store til at retfærdiggøre de håb, der måtte være for en omfattende og retfærdig løsning i Mellemøsten.

Men boblen brast. Det er nu tid til at revurdere på en meget mere sober og realistisk måde, hvordan den ægte fredslejr i det jødiske samfund kan omgruppere og få indvirkning på Palæstina-spørgsmålet. Den skulle tillade de få engagerede, der er tilbage, mere åbent at give lyd for deres støtte til den palæstinensiske kamp for uafhængighed - på trods af at en sådan offentlig støtte er beslægtet med forræderi i de fleste israeleres øjne. Fredslejren skulle åbent introducere behovet for at af-zionisere Israel som den eneste måde, hvorpå der kan opnås fred og forsoning med palæstinensiske folk. Den skulle ikke alene holde fast på den palæstinensiske ret til at vende tilbage; den burde også foreslå konkrete måde, hvorpå det kunne blive implementeret. Den burde tage afstand fra de smålige tvister og konflikter, der karakteriserer venstrefløjs-bevægelser, og indse, at den primære opgave er at få forhindret et israelsk stormløb på både palæstinensere i de besatte områder og i selve Israel. Endelig burde fredslejren producere og publicere dristige nye ideer om, hvordan der i fremtiden kan opbygges en politisk struktur beregnet til en situation, der gør tale om to stater irrelevant, givet den demografiske distribution af palæstinensere og jøder mellem Jordan og Middelhavet. Sådanne nye strukturer kunne udformes som en to-stat eller sekulær demokratisk stat, eller noget i den retning.

Dette kan vise sig at være for meget, men hver af de ovennævnte punkter skal prioriteres. Den opgave, det er at overbevise så mange jøder som muligt om at følge denne retning, kan af funktionelle og moralske grunde kun løses inden for rammen af det jødiske samfund. Nogle af farerne er så truende, at det ikke-zionistiske Israel, i mellemtiden, må anspore det internationale samfund til at blande sig og forhindre de farer, som palæstinenserne i de besatte områder og i selve Israel står over for. På nuværende tidspunkt, og på trods af deres gode vilje, har denne gruppe ikke tilstrækkelig magt til at gøre det.