"Der er ingen gud uden Gud og Muhhammad er hans sendebud"

Islam er navnet på den yngste af verdens tre monoteistiske religioner. Islam blev formuleret i byerne Mekka og Medina i årene mellem ca. 610 og 632. Muhammad ibn Abdallah, der blev født ca. 570 i Mekka, modtog i 610 hvad han selv tolkede som den første af flere guddommelige åbenbaringer overbragt ham af ærkeengelen Gabriel direkte fra Gud. Muhammad modtog efterfølgende jævnligt åbenbaringer frem til sin død i Medina i 632. I begyndelsen indviede han kun sine nærmeste i de åbenbaringer han modtog, men fra ca. 614 begyndte han at meddele indholdet af sine åbenbaringer til hele det omgivende mekkanske samfund. I 622 udvandrede han med sine relativt få tilhængere fra Mekka til Medina, og den begivenhed blev siden udgangspunktet for den islamiske tidsregning.

 

Centralt i islam er troen på den ene sande Gud, der har skabt verden og alt hvad der er i den og som på et tidspunkt igen vil lade den skabte verden gå til grunde. I forlængelse heraf vil dommedag indtræde, og på den dag skal alle mennesker stå til regnskab for Gud og modtage dommen: enten kommer de i Paradis kort beskrevet i Koranen Sura 9 vers 21-22 og Sura 15 vers 46-49 eller også dømmes de til helvedet omtalt bl.a. i Koranen Sura 50 vers 21-33.

Gud kan ikke fattes af det skabte menneske, men dele af hans magt og kunnen anskueliggøres for den troende muslim bl.a. gennem de såkaldte 99 smukke navne han omtales med i Koranen. Gud omtales her som den retfærdige, den nådige, den alt-hørende, den alt-seende, den tålmodige eller Han tilskrives andre attributter, der hver især betegner noget af alt det Gud magter. Koranen fastholder konsekvent en uoverskridelig distance mellem Skaberen på den ene side og det skabte menneske på den anden side. Derfor vender Koranen sig flere steder voldsomt mod den kristne tanke om Jesus som Guds søn. Det kommer tydeligst til udtryk i Sura 112.

 

I følge islam har Gud siden skabelsen med mellemrum sendt profeter til menneskeheden for på den måde at vejlede og retlede mennesket og gøre det muligt for det at indrette en tilværelse i overensstemmelse med Guds ønsker. Efter muslimsk opfattelse har de forskellige profeter bragt et identisk budskab til de samfund, der til forskellig tid har modtaget en profet sendt af Gud. Alle de tidligere profeter blev sendt til Èt ganske bestemt samfund, således Moses til jøderne og Jesus til de kristne. De havde alle samme opgave nemlig at vejlede. Adskillige profeter omtales i Koranen, islams hellige bog bl.a. Abraham, Moses og Jesus, der kendes fra den jødiske og den kristne tradition, men også profeter, der kun kendes i den islamiske tradition er omtalt i Koranen f.eks. Hud (se Sura 26 vers 124-140) og Salih (se Sura 7 vers 74-80).

Når det har været nødvendigt for Gud igen og igen at sende profeter, hænger det sammen med, at mennesket for at fremme egne interesser har forvansket det budskab, profeterne har overdraget det. Det gjaldt også jøderne og de kristne, der har "byttet rundt på ordene" som det udtrykkes i Sura 4 vers 47 og Sura 5 vers 14. Efter muslimsk opfattelse er Muhammad den sidste profet, og han betegnes i Koranen som profeternes segl (Sura 33 vers 41). Muhammad afslutter med andre ord åbenbaringen og han er derfor i modsætning til alle tidligere budbringere en proftet sendt til hele menneskeheden og ikke kun til et enkelt folk jvf. Sura 7 vers 159. Muslimers tro på den ene sande Gud og profeten Muhammad udtrykkes i den muslimske trosbekendelse, der lyder: "Der er ingen gud uden Gud og Muhammad er Hans sendebud".

 

Muslimerne gør gældende, at alle de åbenbaringer Muhammad modtog er samlet i Koranen. Den er en kopi af den evige åbenbaring, der findes på et tavle hos Gud (Sura 85 vers 22-23) og anses af muslimer som Guds tale direkte til mennesket. Det kan af Koranen ses, at nogle af de åbenbaringer Muhammad modtog blev nedskrevet allerede medens profeten endnu levede (se f.eks. Sura 25 vers 6), men den form vi kender Koranen i idag er et resultat af en kodificering, der blev foranstaltet af kaliffen Uthman ibn Affan (kalif 644-656). Det fastholdes principielt at Koranen er uoversættelig, men i praksis er den arabiske tekst oversat til mange forskellige sprog, bl.a. dansk og svensk.

Koranen er først og fremmest en lovprisning af den ene sande Gud og en hyldest til den omsorg og retfædighed han udviser for sin skabning. Derfor er der også i Koranen et meget stor antal generelle udsagn om den adfærd, Gud gerne vil have mennesket skal udvise mod hinanden, men det er grundlæggende forkert at betragte Koranen som en lovbog. Det er den ikke, og af dens mere end 6300 vers giver kun ca. 300 anvisninger for, hvordan bestemte forbrydelser som hor, falsk anklage for hor og tyveri skal straffes.

 

Når muslimer skal afgøre, hvad der i en given situation er i overensstemmelse med islam søger de først efter anvisninger i Koranen. Hvis et givet spørgsmål ikke er direkte omtalt i Koranen - og det er der naturligvis mange forhold der ikke er - søger muslimen efter anvisning i profeten Muhammads sædvane, hans sunna. Profetens sædvane kendes af eftertiden gennem et meget stort antal overleverede traditioner, der på arabisk betegnes hadith.

De enkelte traditioner giver hver for sig oplysning om, hvorledes Muhammad plejede at gøre i bestemte sammenhænge, og gennem den samlede sum af overleveringer kan man give anvisning for, hvorledes Muhammad plejede at gøre dette eller hint. På den måde skabes et ideal, som muslimer kan forsøget at efterleve. Det skal fastholdes, at profetens sædvane er normativ og ikke guddommelig al den stund at Muhammad var et menneske som alle andre. Men det forhold, at Gud udvalgte ham til sin sidste profet, har givet ham en særlig status i den muslimske tradition. Muhammad omtales da også i Koranen Sura 33 vers 22 som et forbillede, de troende bør efterligne.

 

Koranen omtaler forhold, som ud fra en vanlig betragtning i vor del af verden ikke opfates som en del af det religiøse. Der er således regler for arvedeling (Sura 4 vers 8-9 og vers 10-14), for straf for bestemte forbrydelser (Sura 24 vers 3-4 og vers 5-7 samt Sura 5 vers 39-41), for hvilken føde det er tilladt muslimer at spise (Sura 2 vers 173-74), forbud af forskellig art, bl.a. mod spil og alkohol (Se Sura 2 vers 220) og endelig anvisning for hvorledes en mand skal behandle sin hustru, en hustru sin mand og forældre deres børn (se Sura 46 vers 16-18).

Muslimske teologer beskriver derfor islam som et system, der omfatter alle sider af tilværelsen og gør gældende, at islam er dÓn,'ibad‚t og mu'amal‚t.

DÓn betyder religion i ordets traditionelle forstand. Islam er derfor tro, im‚n forstået som troen på den ene sande Gud, Hans engle, Hans bøger og Hans profter som det flere steder udtrykkes i Koranen.

'ibad‚t er de pligter det gudsskabte menneske skylder Gud. Til disse hører den daglige og hyppige fremsigelse af trosbekendelsen, de daglige tidebønner, betaling af den religiøse afgift zak‚t, faste fra solopgang til solnedgang i den niende måned af det islamiske måne-år, Ramadanen og pligten til Èn gang i livet hvis det er økonomisk muligt at gennemføre pilgrimsfærden til Mekka.

mu'amalat er betegnelse for den sociale adfærd muslimen bør følge, hvis han eller hun ønsker at leve sit liv i overensstemmelse med islam. Den sociale adfærd er udformet som et sæt af regler, der fremmer det tilladelige (hal‚l) og søger at forhindre det forbudte (har‚m). Da islam principielt gør krav på at være et system, der omfatter alle sider af tilværelsen har muslimske lærde gennem tiden udviklet sociale regler for alle sider af den menneskelige tilværelse.

 

Af verdens ca. 1.3 mia. muslimer er ca. 90% sunni-muslimer og ca. 10% er shia-muslimer. Uoverensstemmelserne mellem de to grupper går tilbage til islams tidlige historie og udtrykker et indbyrdes forskelligt syn på, hvem der kunne lede det muslimske samfund, der blev skabt medens Muhammad endnu levede. Sunni-muslimerne fastholder, at den legitime leder er en valgt kalif, medens shia-muslimerne fastholder, at kun efterkommere efter profetens fætter Ali ibn Abi Talib, der var gift med profetens datter Fatima, kunne komme på tale som ledere af det islamiske samfund. Den legitime leder af det islamiske samfund betegnes i den shia-muslimske tradition som imam.

Den politiske kamp mellem de to grupperinger faldt ud til sunni-muslimernes fordel, og derfor er hovedparten af verdens befolkning sunni-muslimer. Begge grupperinger er gennem historien blevet delt op i flere forskellige undergrupper, med hver derers særlige synspunkter på enkelte dele af den islamiske tradition.

Der er ikke afgørende dogmatiske forskelle mellem sunni og shia-islam, men nok forskel på den måde, hvorpå de tolker den fælles muslimske historie. Det kommer tydeligvis til udtryk på bestemte dage i det muslimske år. Den 10. Muharram (Ashura), der er den første måned i det islamiske år, afholder shia-muslimer særlige ritualer til minde om imamen Hussain, søn af Ali ibn Abi Talib, der i 680 led døden ved Kerbala i det sydlige Irak. Medens shia-muslimer denne dag mindes martyren Hussain, markeres dagen blandt sunni-muslimer som en dag, hvor de mindes at Adam og Eva genfandt hindanden efter forvisning fra Paradis eller som den dag, hvor profeten Noahs ark gik på grund efter syndfloden. Den 10. Muharram er således en særlig dag for både sunni- og shia-muslimer, men grunden til dagens særlige status er forskellig fra den ene gruppe til den anden.

De historiske forskelle mellem sunni- og shia-islam er siden begyndelsen af 1900-tallet forsøgt nedtonet af muslimske lærde i begge grupper. For dem er det vigtigere at fastholde, at alle er muslimer og som sådan bør stå sammen i bestræbelserne på at forholde sig til de mange udfordringer den islamiske verden som helhed er udsat for.

 

Et meget stort antal muslimer i alle dele af den islamiske verden får en del af deres religiøse behov for inderlighed mættet gennem medlemsskab af en eller flere religiøse broderskaber/søsterskaber. På særlige dage mødes medlemmerne til fælles lovprisning af Gud og til fælles bøn. Mange broder- og søsterskaber har også et udadrettet socialt virke i form af børnehaver, klubber for større børn, samvær for kvinder og samvær for mænd i forskellige aldersgrupper.

I den moderne islamiske verden er der en levende debat om, hvad islam er og om, hvorledes det kan sikres, at den muslimske verdens egne traditioner finder en plads i det moderne samfund. I den forbindelse har etableringen af et moderne uddannelsessystem i alle de moderne stater, den moderne islamiske verden består af, fået meget store konsekvenser. Introduktionen af et moderne uddannelsessystem har ført til, at det store flertal af alle unge i den islamiske verden under 25 år nu kan læse. Den færdighed koblet til det forhold, at det i et moderne samfund er muligt at skaffe sig trykte udgaver af de lærde værker, det tidligere kun var forbeholdt de få lærde at læse, har ført til en levende debat om dels hvad islam overhovedet er for en størrelse og desuden til en debat om, hvem der har ret til at definere, hvad der er islam.

Tiden efter at de enkelte lande i den islamiske verden opnåede politisk uafhængighed var generelt præget af bevidste forsøg på fra den politiske ledelses side at formindske islams officielle betydning for det enkelte land. Tendensen var tydeligst i Tyrkiet, hvor man fra magthavernes side lagde vægt på en total adskillelse af religion og politik. En række arabiske lande udtrykte en midterposition. I lande som Egypten, Marokko og Jordan blev islam defineret som statsreligion, og der blev i grundlovene taget hensyn til islamiske retslige traditioner, medens enkelte lande som Saudi-Arabien fasthold islam som sit udgangspunkt for alle sider af livet. I lande som Indonesien, Filipinerne og Malaysia blev der også skabt mulighed for, at islam fortsat kunne udtrykkes, men islam kom ingen steder til at spille en dominerende rolle.

Generelt blev islam indpasset som en del af den nye nationale ideologi alle nye stater i den islamiske verden havde behov for at skabe efter overgangen til national uafhængighed. Men gennem de sidste årtier har der i alle muslimske lande kunne spores en voksende tendens til igen at aktivere islam som et middel til at udtrykke sin identitet, både på det individuelle og det kollektive plan.

Denne tendens er ikke speciel for den islamiske verden. Den kan også spores i den hinduistiske, i den buddhistiske, i den kristne verden og i den jødiske tradition. Tendensen udtrykker de store religioners evne til at indgå i en debat med skiftende historiske omstændigheder og er et udtryk for, at religionen ikke har fået mindre betydning, således som mange i Vesten var tilbøjelig til at tro i slutningen af det 20. århundrede.

Derfor er også den islamiske verden præget aktuelt præget af en intens debat om islam og om islams betydning for en løsning af de mange udfordringer den moderne islamiske verden er stillet over for. Islam må forholde sig til ny teknologi, til øget internationalt samarbejde, til nye kommunikationsmidler, til etiske udfordringer i lyset af ny gen-teknologi, til forurening, til organtransplantation, til kvinders krav om større indflydelse, til mænds krav om fortsat monopol på magten, til kravet om overholdelse af menneskerettigheder og for kravet om politisk indflydelse fra almindelige mennesker. Det er i den sammenhæng i den islamiske verden som det er i alle andre verdener. I takt med at flere og flere deltager i debatten desto flere meninger formuleres!