Besættelsens psykiske konsekvenser

 

Palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden lever i en konstant eksistentiel usikkerhed. Den israelske besættelse indebærer trusler om husundersøgelser, skyderier, fængslinger af børn og voksne, som udgør et kollektivt mareridt og skaber en permanent psykisk krisetilstand for mange palæstinensere.

I den følgende artikel belyser Helle Preisler et overset aspekt af den palæstinensiske hverdag. Hun har skrevet speciale og lavet feltarbejde om besættelsens psykiske konsekvenser og gruppeinterventionsformer for traumatiserede børn i Palæstina ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Børnene er derfor i særlig grad i fokus i Preislers analyse. Hun skriver blandt andet:

”Børnenes traumesymptomer efter voldsomme oplevelser er ofte, at de tisser i sengen, de har mareridt, kan ikke falde i søvn, tør ikke sove alene om natten men vil sove hos forældrene, vil ikke gå alene på toilettet eller kan være bange for at gå ind i rum uden lys. De kan ikke koncentrere sig i skolen, og nogle børn falder i søvn i timerne i skolen, fordi de ikke kan sove om natten. Nogle børn vil ikke gå ud af huset, de vil være tæt på deres forældre hele tiden, vil ikke forlade forældrene for at gå i skole og vil i det hele taget ikke i skole. Nogle børn bider negle, fordi de er nervøse, andre har en aggressiv adfærd, og mange føler sig kede af det og bange.”

 

Geografisk, historisk og samfundsmæssig kontekst

Den geografiske, historiske og samfundsmæssige kontekst under besættelsen på Vestbredden og i Gaza har afgørende betydning for voksne og børns psykiske velbefindende.

Flere generationer af palæstinensere har oplevet krig, flugt, besættelse, vedvarende vold og krise, hvilket også påvirker folk i dag. Før og under krigen mellem jøder og de arabiske lande i 1947-48, inden staten Israel blev oprettet, blev ca. 750.000 palæstinensere jaget på flugt, og mange af dem lever stadig i FN flygtningelejre på Vestbredden, i Gaza og de andre arabiske lande. Den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza har fundet sted siden 1967, hvor titusinder endnu en gang måtte flygte, og den består den dag i dag.

I 1987-1992 udbrød den 1. Intifada, som var palæstinensernes opstand mod besættelsen. Den førte til Osloaftalerne i 1993, som resulterede i oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre, og som skulle have ført til oprettelsen af en palæstinensisk stat. En sådan er dog endnu ikke er etableret. Selvstyret har i de senere år samarbejdet med den israelske efterretningstjeneste om efterretninger og arrestationer af palæstinensere, som gør eller formodes at ville gøre politisk eller væbnet modstand mod besættelsen. Palæstinensisk politi er derved bl.a. ansat til at arrestere og give efterretninger om palæstinensere, og dette er en af grundene til, at der er opstået intern splittelse palæstinenserne imellem med øget usikkerhed og utryghed til følge.

Israelske bosættelser bliver bygget og støttet med lempelige skatter og infrastruktur af den israelske stat på palæstinensiske landmænds jord, så der i dag bor ca. 500.000 bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem. Som en reaktion på at besættelsen og bosættelsesbyggeriet fortsatte i 1990`erne, og udsigten til oprettelsen af en palæstinensisk stat mindskedes, udbrød den 2. intifada i år 2000. Den førte til israelsk militær invasion, drab, arrestationer, udgangsforbud og ydmygelser. Palæstinensere fra Vestbredden og Gaza blev forhindret adgang til deres hovedstad Jerusalem. Palæstinensere med Jerusalem ID kort skal bevise, at deres daglige tilholdssted er i Jerusalem, ellers kan de miste deres ID kort og retten til at komme i Jerusalem nogensinde igen.

Som et led i kampen mod besættelsen udførte palæstinensere en serie selvmordsaktioner i Israel begyndelsen af den 2. Intifada. Den israelske regering brugte disse aktioner som begrundelse for at opbygge en 720 km lang mur/hegn på Vestbredden, der går ind om de største bosættelser langt inde på Vestbredden, så de indlemmes i Israel og afskæres fra Vestbredden. Muren afskærer dermed palæstinensere fra adgang til store dele af deres jord og landbrug, som dermed annekteres af Israel. Huse er blevet revet ned pga. muren, som isolerer og opdeler den palæstinensiske befolkning på Vestbredden i enklaver, og de skal gennem ydmygende kontrol ved checkpoints for komme rundt.

I 2008-2009 angreb Israel Gaza, hvor 1390 palæstinensere blev dræbt, heraf 345 børn, flere tusinde blev lemlæstet, og ca. 3.500 huse blev jævnet med jorden ved bombning (b´tselem). Både børn og voksne i Gaza har efterfølgende haft massive traumesymptomer.

Der hersker en dyb følelse af eksistentiel usikkerhed og ustabilitet blandt palæstinenserne.

 

Voldsomme hændelser under besættelsen

Stort set samtlige palæstinensere har været udsat for eller overværet voldsomme hændelser i forbindelse med den israelske besættelse særligt under den 2. Intifada. Børnene og deres familier oplever eller overværer vold; overfald af soldater og bosættere; skud, drab og sårede ved demonstrationer eller natlige overfald; militær indtrængen i husene om natten; husnedrivninger; tåregas til demonstrationer; restriktioner af bevægelsesfrihed og nedværdigende behandling ved checkpoints - flere kvinder har måttet føde ved checkpoints, da de ikke måtte passere. De lever derudover med konsekvenserne af en ødelagt infrastruktur, som hindrer adgang til institutioner, arbejde, hospitaler mv.; drastisk økonomisk nedgang og øget fattigdom pga. de israelske restriktioner.

Både voksne og børn bliver fængslet, hvoraf mange er blevet tortureret. Især har mange børn oplevet, at deres fædre har været fængslet, idet ca. 40 % af de palæstinensiske mænd har været fængslet af israelsk militær på et tidspunkt i deres liv. Ca. 4.800 palæstinensere sidder i dag fængslet af det israelske militær, heraf ca. 300 uden rettergang. Mange fanger er blevet presset til at være kollaboratører, der giver informationer til Israel, hvilket svækker den lokale sammenhængskraft, de interne palæstinensiske stridigheder forværres og usikkerheden øges. I Gaza opleves bombninger, lavtflyvende jetfly, som gennembryder lydmuren om natten, blokade og isolation af Gaza.

Husnedrivninger foregår ofte med få timers varsel, hvor familien mister deres hjem og alle ejendele. I Gaza er hele boligkvarterer blevet fjernet med bulldozere.

Under husinvasioner invaderes huset af soldater med hunde om natten i forbindelse med eftersøgninger af folk, som formodes at have demonstreret, på anden vis været politisk aktive eller som kollektiv afstraffelse i lokalområdet. Det er voldsomt for børn at opleve, at soldater invaderer familiens hus, at huset bliver endevendt, møbler ødelagt, inventar hevet ud af skabe og ting ødelagt.

Arrestationer foregår ofte i forbindelse med husransagninger. Især fædre og teenage drenge, men også enkelte kvinder og børn ned til 10 år arresteres og fjernes fra hjemmet om natten. Børn og teenagere mistænkes oftest for at kaste med sten mod militæret, og de fleste får bind for øjnene og bliver bagbundet eller slået, inden de kommer i forhør. Man kan få det indtryk, at det israelske militær leger med folks frygt for, at militæret kan komme hvilken som helst nat, hvilket kan udløse generel angst hos børnene

Før en israelsk bosættelse bygges, indhegnes jorden til militært område af det israelske militær, og de palæstinensiske ejere forbydes adgang til deres egen jord, hvorefter bosættelsesbyggeriet går i gang. Palæstinensere risikerer at blive skudt på, hvis de kommer for tæt på bosættelsen. Flere steder kommer bosættere ind i palæstinensiske landsbyer og ud på markerne, når landmændene høster og arbejder på deres jord, for at chikanere, overfalde og skræmme landmændene væk fra jorden. Palæstinenserne frygter derfor at bosætterne vil overfalde dem, tage mere af deres jord og jage dem helt væk fra deres huse og jord.

Muren afskærer palæstinenserne fra adgang til deres jord, marker og brønde i flere landsbyer. 27.000 palæstinensere bor i enklaver på den ydre side af muren, så de skal gennem et israelsk checkpoint for at få adgang til resten af Vestbredden, og eftersom de skal have tilladelse til at passere, bliver konsekvensen typisk, at de langsomt bliver fordrevet fra deres hjem. Under demonstrationer, bl.a. mod muren, sker sammenstød med soldater, hvor unge kaster sten og militæret svarer igen med tåregas, skyderi, angreb og natlige arrestationer. Børn og unge risikerer dermed at blive arresteret, fængslet, hårdhændet behandlet og komme bagud med eller droppe ud af skolen.

Som det fremgår, er det voldsomme hændelser, som børnene udsættes for og lever med som en konstant ydre trussel, og de kan derfor opleve gentagen traumatisering.

 

Børnenes traumesymptomer

Børnenes traumesymptomer efter voldsomme oplevelser er ofte, at de tisser i sengen, de har mareridt, kan ikke falde i søvn, tør ikke sove alene om natten men vil sove hos forældrene, vil ikke gå alene på toilettet eller kan være bange for at gå ind i rum uden lys. De kan ikke koncentrere sig i skolen, og nogle børn falder i søvn i timerne i skolen, fordi de ikke kan sove om natten. Nogle børn vil ikke gå ud af huset, de vil være tæt på deres forældre hele tiden, vil ikke forlade forældrene for at gå i skole og vil i det hele taget ikke i skole. Nogle børn bider negle, fordi de er nervøse, andre har en aggressiv adfærd, og mange føler sig kede af det og bange. Efter langvarige traumer kan de udvikle talevanskeligheder, psykosomatiske symptomer, depression eller udviklingsmæssige og kognitive vanskeligheder. Der er ofte tale om langvarige symptomer og skader.

Mange børn er konstant angste, nervøse, anspændte. Noget af det, som opleves værst for børnene, er usikkerheden og magtesløsheden ved at få deres huse revet ned og miste tilholdssted og hjem. Af de børn, som oplever at få deres huse revet ned, får over halvdelen af dem invaderende genoplevelser, tilbagetrækningssymptomer og mareridt. Hvis de selv oplever eller de ser en af deres nærmeste blive udsat for vold, blive såret eller dræbt, eller de bliver ført af sted af militæret og ydmyget, opleves det også som noget af det sværeste, idet de bliver rystet af oplevelsen af, at verden er et usikkert sted, og at deres nærmeste kan forsvinde eller blive alvorligt skadet.

Militærets tilstedeværelse med våben gør børnene bange, og det forekommer livstruende for dem. I voldsomme perioder er børnene i konstant alarmberedskab og bange for, at der skal ske noget voldsomt. Dette påvirker dem i de fleste aspekter af deres liv, og de er bange for fremtiden. Børnene hører, at forældrene fortæller om, hvad der sker under besættelsen i Palæstina, og hvor angste og magtesløse forældrene føler sig, hvilket gør børnene mere bange.

Nogle af de børn, som er psykisk hårdest medtaget, er tidligere børnefanger, som oplever traumer pga. barske oplevelser i forbindelse med deres fængsling. Det kan være oplevelsen af at blive fjernet fra hjemmet af soldater midt om natten, at de blev nægtet at holde om deres mor, før de blev fjernet, at de fik holdt en pistol til hovedet og var bange for, de ville blive dræbt, usikkerheden ved ikke at vide, hvor de skulle hen, hvor længe, eller hvad der skulle ske med dem. De følte sig svage og magtesløse i forhold til soldaterne, de var angste i forbindelse med forhørene, torturen og tiden i fængsel. Nogle fik under pres fortalt ting om andre og frygter derfor social udstødelse. De har ofte flashback, og de har oftest ingen at tale med om det, idet andre har vanskeligt ved at forstå, hvor svært de har det, hvilket kan gøre dem deprimerede og ensomme. Mange af dem bliver nervøse, vrede og aggressive og har psykosomatiske symptomer som hoved- og mavepine eller de forlader skolen.

Vedvarende og gentagen traumatisering kan føre til, at børnene mister selvtillid og selvbevidsthed, og mange mister håbet om fremtiden og spørger, hvorfor de lever.

 

Familiens og lokalsamfundets psykosociale betydning

Sociale problemer lokalt og i familierne kan medvirke til, at børnene enten udvikler traumer eller opbygger modstandskraft efter de voldsomme hændelser, de oplever.

Pga. besættelsen er der megen usikkerhed og rygtedannelse blandt folk, og kollaboratører og fanger i forhør afgiver oplysninger under pres eller tortur til israelsk efterretningstjeneste eller til palæstinensisk politi, hvilket gør at folk kan være utrygge ved hinanden, hvilket kan vanskeliggøre lokal og social støtte.

Eftersom familierne er under stort pres og er nervøse, bange og stressede reagerer mange forældre ikke på den mest hensigtsmæssige måde overfor børnene. De får ikke lyttet til og anerkendt, hvordan børnene har det, og det kan forværre et deres traumer. Der er flere temaer, som ofte er tabu eller vanskelige at tale om i familien og i samfundet, hvilket kan føre til isolation og være en medvirkende faktor til, at barske hændelser udvikler sig til et traume.

I lokalsamfundene anerkender man dog også, at alle er berørt af situationen og har det svært, og man støtter og bakker i vidt omfang hinanden op. Et stærkt socialt og familiært sammenhold og tætte relationer er i vid udstrækning med til at opbygge modstandskraft overfor de barske hændelser blandt palæstinensere.

 

Interventionsformer

Den samlede effekt af voldsomme hændelser, som i det palæstinensiske samfund under besættelse, kan være et kollektivt traume. Målet må derfor være at opnå sikkerhed for palæstinenserne, at fjerne traumatiseringens årsager, og dermed at de voldelige hændelser ikke finder sted, hvilket alene kan opnås ved en politisk løsning.

I et psykosocialt perspektiv er der på kort sigt behov for interventioner, som kan hjælpe palæstinensiske familier med at opbygge modstandskraft samt håndtere de udfordringer og traumatiserende hændelser, de udsættes for, og finde håb for fremtiden, for at hindre at de voldsomme hændelser sætter sig som traumesymptomer.

Eftersom behovet for behandling af traumer er stort i et krigslignende område under besættelse som det palæstinensiske, er det afgørende at anvende metoder, som kan behandle så mange som muligt så godt som muligt på kort tid med de ressourcer, der er. Dermed er det ikke tilstrækkeligt med interventionsformer, der primært har fokus på individet, som dem der primært anvendes i Vesten.

I områder med politisk vold er hele samfundet destabiliseret. Eftersom et godt og støttende socialt netværk kan modvirke udviklingen af PTSD efter traumatiske hændelser, er det væsentligt at inddrage folks egne ressourcer lokalt og finde den bedst mulige måde at anvende eksisterende social støtte for at beskytte børnene. Mange organisationer i Palæstina arbejder for at afhjælpe de psykiske konsekvenser af besættelsen, men i en situation med vedvarende traumatisering er det yderst vanskeligt at få en stabiliserende og langvarig effekt af behandlingen. At hindre de traumatiserende hændelser under besættelsen i at finde sted, er derfor den eneste holdbare løsning, for at palæstinenserne og i særdeleshed de palæstinensiske børn kan få et trygt og værdigt liv, der i det mindste som udgangspunkt ikke virker psykisk invaliderende.

 

Litteraturliste:

Abdeen, Z., Qasrawi, R., Nabil, S. & Shaheen, M. (2008). Psychological reactions to Israeli occupation: Findings from the national study of school-based screening in Palestine. International Journal of Behavioral Development. Vol 32 (4), s. 290-297.

B’tselem (2012). Statistics. (http://www.btselem.org/statistics)

Batniji, R., Rabaia, Y., Nguyen-Gillham, V., Giacaman, R., Sarraj, E., Punamäki, R.L., Saab, H. & Boyce, W. (2009). Health as a human security in the occupied Palestinian territory. The Lancet. Vol 373 (9669) s. 1133-1143.

Berliner, P. (2005). Krise- og traumepsykologi. I Koester, T. & Frandsen, K. (red.): Introduktion til psykologi: Teori, anvendelse, praksis. Frydenlund

Boothby, N. (2008). Political Violence and Development: An Ecologic Approach to Children in War Zones. Child and Adolescent Psychiatric Clinics of North America. Vol 17 s. 497-514.

Haj-Yahia, M.M. (2008). Political violence in retrospect: Its effect on the mental health of Palestinian adolescents. International Journal of Behavioral Development. Vol 32 (4) s. 283-289.

Pappe, I. (2009). Et modern Palæstinas historie. Klim.

Quota, S., Punamäki, R.L. & El-Sarraj, E. (2008). Child development and family health in war and military violence: The Palestinian experience. International Journal of Behavioral Development. Vol 32 (4) s. 310-321.

Sagi-Schwartz, A. (2008). The well being of children living in chronic war zones: The Palestinian-Israeli case. International Journal of Behavioral Development. Vol 32 (4), s. 322-336.

Shalhoub-Kevorkian, N. (2006). Negotiating the Present, Historizing the Future – Palestinian Children Speak About the Israeli Separation Wall. The American Behavioral Scientist. Vol. 49 (8) s 1101-1124.

Thabet, A., Abu Tawahina, A. & El Sarraj, E. (2009). War on Gaza - Trauma, grief, and PTSD in Palestinian children victims of War on Gaza. Gaza Community Mental Health Programme http://www.gcmhp.net/

van der Kolk, B.A., McFarlane, A.C. & van der Hart, O. (2007). A General Approach to Treatment of Posttraumatic Stress Disorder. I van der Kolk, B.A., McFarlane, A. & Weisaeth, L. (red.): Traumatic Stress. The effects of Overwhelming Experience on Mind, Body and Society. The Guilford Press.