Apartheid-muren II

Skrevet af: Jørgen Flindt Pedersen

Med ryggen mod muren

Bomben kom endnu en gang på det værst tænkelige tidspunkt. »Holy shit« - PLO-medarbejderen, der ledsagede os op gennem Vestbredden, så forfærdet ud, da hun hørte kollegaens besked i biltelefonen om en voldsom selvmordsaktion. "Og så i Haifa, hvor israelere og arabere plejer at have det godt med hinanden! Det sætter os lysår tilbage i forhold tilomverdenen, hver gang sådant noget sker." Netop som det var ved at gå op for omverdenen - herunder ikke mindst den amerikanske udenrigsminister Colin Powell - at de mange mure og hegn, som Israel er i færd med at sætte op på Vestbredden ikke bare handler om at beskytte sig mod terror, men nok så meget om annektering af land. Og som i den grad øger de menneskelige lidelser og mængden af overgreb på beboernes fundamentale rettigheder

På vejen sådan vi, hvordan hver eneste israelsk bosættelse udvides ogindhegnes med store sikkerhedszoner, hvordan vejene stort set kun må ogkan benyttes af bosættere og hvordan israelerne har blokeret udkørslernefra de palæstinensiske landsbyer med beton og store jordvolde, sådan at deikke kan komme frem til deres marker med køretøjer. Derfor er æsler igenkommet i høj kurs.

Jeg stod i august 1961 i Friedrichsstrasse og så begyndelsen tilBerlinmuren og hørte om de, som var blevet dræbt under forsøg på atforcere dem. Nu stod jeg igen ved en mur. En langt mere frygtindgydende og kolossal mur og hørte Qalqilyas borgmester Maa'rouf Zahran fortælle om unge mennesker, som var blevet skudt på og invalideret, fordi de måtte ud af buret.

Vi står sammen ved foden den otte meter høje mur - der allerede er blevetmalet til med slagord vendt mod dens bygherre, og det er mig, som brugerudtrykket "bur" om befolkningens situation.

Han smiler og siger: "Jamen i et bur er der dyrepassere, der tager sig afdem i burene. Ja, selv i et fængsel, er der da en vis service tilfangerne. Her udsultes vi og generes på enhver tænkelig måde."

Arbejdsløshed og fraflytning

Maa'rouf Zahran er i den grad kendt for sit arbejde for at skabe dialogmed israelerne. Hans drøm var at gøre byen, der kun ligger 14 km fra TelAviv, til en levende basar, og det lykkedes faktisk i halvfemserne i tidenop til den anden intifada. Mange israelere kom og handlede og besøgtebyens zoo og forlystelsespark. Nu kender borgerne dem kun som den sværtbevæbnede fjende, der er i færd med at tage et dødeligt kvælertag på byen.Mange butikker er lukkede, arbejdsløsheden stiger. En tiendedel af de44.000 indbyggere har allerede måttet flytte, fordi det er umuligt atskabe en eksistens der, og rigtig mange overlever kun på grund af UNRWAsfødevarepakker.

Lederen af FNs organisation for de palæstinensiske flygtninge, danskerenPeter Hansen, er selv i byen for at se på uddelingen til de nødstedte. Fratidlig morgen stiller de op og rækker tryglende det identitetskort frem,som kan give dem den gule seddel, der betyder en pakke hver tredje måned.Forinden har socialarbejdere været ude i hjemmene og vurderet familienssituation. Fattigdommen og nøden skal være ekstrem, for Peter Hansen harikke så meget at gøre godt med.

Qalqilya har virkelig måttet betale dyrt for sin beliggenhed og som en afde byer, der holdt stand i krigen i 1948. Efter 1967 er der blevetoprettet ikke mindre end nitten illegale israelske bosættelser idistriktet. Som borgmesteren ser det, ønsker disse bosættelser nu bådemere land og vand. Derfor er sikkerhedshegnet sådan, at det meste afjorden med landbrug og gartneri ligger udenfor. Det drejer sig om 1600 ha.Halvdelen af den jord er konfiskeret i forbindelse med byggeriet, ogresten er det meget svært at komme frem og tilbage til.

Landmænd truet på eksistensen

Da jeg har interviewet borgmesteren kommer en gartneriejer hen til os ogklager fortvivlet sin nød til Maa'rouf Sahran. Israelerne har lovet atlave porte i hegnet, som tre gange om dagen kortvarigt bliver lukket opfor landbrugere med tilladelse. Han peger over mod sine drivhuse, derligger lige på den anden side af hegnet for enden af den høje mur og op ogned ad Vagttårnet med de tonede ruder og skudhullerne. Han trækkerborgmesteren med over mod en port, der er lukket med en svær hængelås, og fortæller, at den trods israelernes løfter ikke har været åbnet i ellevedage, og givet ham mulighed for at komme igennem med sine redskaber.

"Jeg går fallit", jamrer han. Maa´rouf ser lige så fortvivlet ud, mens hanoversætter gartnerens beklagelser, og han lover at ringe til den israelskekommandant i området. Men der er telefonsvarer på. "Det er megetbedrøveligt at være borgmester, når man ikke kan hjælpe sine borgere medde allermest nødvendige ting. Gang på gang lover israelerne mig, atportene nok skal blive åbnet, men pludselig er de alligevel lukket. Folktror ikke længere på mig og mine moderate holdninger. Der bliver flere ogflere tilhængere af de ekstreme bevægelser." Og rundt omkring i byen serman da også mange af de martyrplakater, som er en hyldest til den væbnedemodstand.

Vi går langs med den indre side af muren. Også her er der ryddetlandbrugsland for at skabe en sikkerhedszone på op til 7o meter. Der errøde skilte, som på tre sprog fortæller, at det forbundet med livsfare attræde nærmere. Der bliver råbt til os oppe fra vagttårnet. Borgmesterenstopper op og fortæller om vandet. Vi står oven på et af de rigestevandreservoirer på Vestbredden. Sikkerhedshegnet betyder, at israelernehar konfiskeret 15 af byens 39 brønde - en tredjedel af vandforsyningen.

Landsbyerne udenfor må nu købe vand af israelerne til en pris, der er ottegang større end tidligere. Deres eget vand. Da han ser min forbløffelse,smiler han stille. Der er så meget, som er så svært at forstå for gæsterneudefra. Så megen uret, som hverken bliver forstået eller reageret på afverden uden for Qalqilya. Men han giver ikke op, håber, at flere og flerevil reagere mod dette tyveri ved højlys dag. Denne "apartheidmur", somskaber flere og ikke færre terrorister efter hans mening. Den har daheller ikke forhindret tre medlemmer af Islamic Jihad i den 17. juni atkomme igennem en vandkanal under muren og skyde løs på to biler medbosættere. En syv år gammel pige blev dræbt og hendes søster alvorligtsåret.

Levende skjolde

Peter Hansen besøger også UNRWAs hospital i byen. Den unge kvindeligeadministrator Arwa Mousa Shanti fortæller, hvordan israelske soldater forkort tid siden kom stormende ind på hospitalet for at finde en eftersøgtsåret mand. Soldaterne brugte hende og overlægen som levende skjolde, mens de endevendte hospitalet uden at finde nogen. De ventede ikke på nøgler til aflåste rum, men skød sig igennem. Arwa har prøvet det før. Hun griner hektisk, mens hun fortæller sin danske chef om begivenhederne, menindrømmer dog, at hun var meget, meget bange, da det foregik, og at hunfrygter, at jobbet kan koste hende livet en dag. For hun føler, hun skalbeskytte patienterne mod soldaterne. Peter Hansen siger til de ansatte, atgeneralsekretæren har protesteret til Israel, men alle ved, at det ikkeforhindrer, at der kan komme en næste gang.

Vi tager på byens lokale tv-station for at finde billeder fra soldaternesmange "besøg" i byen. Det er den mindste tv-station, jeg nogen sinde harset, en lille lejlighed på toppen af et beboelseshus. Arkivet befindersig på toilettet. Også her har soldaterne været og ødelagt et kamera ogandre ting. Den unge fotograf fortæller, at han blev arresteret, da hanville filme bygningen af Muren. Han blev slået og senere idømt et halvtårs fængsel ved en militæret. Det blev dog efter appel reduceret til tremåneder. Han forsikrer, at han ikke vil stoppe sit arbejde med atdokumentere, hvad der sker ved og bag Muren.

Vi kører ud af Qalqilya efter et par dage i den lukkede by. Vi skal besøgeet par huse, der er kommet på den "forkerte side" af Muren. Men det erbestemt ikke nogen nem sag. På grund af hegnet og bosætterveje, der lukkeraf for de normale palæstinensiske veje, tager turen ikke som i "gamledage" en halv time, men halvanden time. Og vi får et grundigt indtryk afdagligdagens problemer for lokalbefolkningen. Da vi forlader den storelomme ind på Vestbredden, som er lavet af hensyn til bosættelsen AlfMenashe, ser vi, hvordan en palæstinensisk skole er blevet afskåret frastore dele af sit opland. Derfor er der lavet to porte i hegnet med aldets pigtråd og elektriske sensorer, som eleverne skal passere for atkomme til og fra skole. Inspektøren forudser mange dage med lukninger afportene af sikkerhedshensyn og frygter også, at eleverne vil fristes tilat kaste med sten mod hegnene og sætte alle alarmer i gang.

Efter forhandlinger ved diverse checkpoints og en "ulovlig" kørsel ned adden vej langs hegnet, som er beregnet til det israelske grænsepolitiskøretøjer, når vi sammen med en repræsentant for UNRWA frem til et af deto isolerede huse.

Igen er hele miseren skabt af israelernes ønske om at få en bosættelseplaceret på den "rigtige" side af hegnet, nemlig Salit. Det betyder, atbeboerne i de palæstinensiske byer Kfar Sur, Kfar Jammal og Ras er blevetadskilt fra store dele af deres land. Ray Dolphin fra UNRWA har svært vedat tro på sikkerhedsargumentet, da hegnet ikke følger de højeste punkter,men tværtimod går langs bjergsider og nede i flodsenge. Han viser os, hvordan israelerne ved Ras flyttede den oprindelige rute med tre hundredemeter, sådan at to store gårde blev indlemmet og nu ligger klos op af detfrygtindgydende hegn med de røde skilte, der varsler om dødelig fare. Debebos begge af store flygtningefamilier med mange børn., som nu har fåetsvært ved at komme i skole. Men endnu værre er det, at de israelskemyndigheder har sendt varsler om nedrivning til ejerne.

Azmi Issa Hussein Dumeiri, flygtning nummer 16541670, som vi besøger, købte jorden i 1999. Han forsøgte forgæves at få en byggetilladelse, men det er palæstinenserne så vant til. Derfor besluttede han som så mange andre alligevel at bygge. Det var jo trods alt på "egen" palæstinensisk jord. Et stort solidt hus til familiens tolv medlemmer i allealdre. Han viser rundt, mens han med et sørgmodigt blik fortæller om denkatastrofe, som truer dem alle. Bulldozeren kan være der hver dag, og hanbeder om at få leveret telte. For han agter ikke at give op. Han agterikke at blive flygtning en gang til.

Annektering af jord og vand

Magtesløs hører jeg på hans fortvivlede stemme og ser desperationen i degamle kvinders øjne, mens hans kone Salva vasker tøj. Hverdagen skal gåvidere på trods af alle bekymringerne om fremtiden.

Azmi og jeg går en tur langs hegnet, der kliner sig op ad huset. En bondekommer kørende ad den forbudte vej med hele sin familie på ladet af en traktor.

Pludselig overhales den af et militært køretøj. Soldaterne springer ud oghen til den formastelige, som blot har villet passe sin jord. Så ser deos, som står og filmer. Hvad laver vi? Havde vi ikke fået besked om ikkeat tage her hen? Så træder vores vært frem og siger: "De er mine gæster."Hans værdige fremtræden lukkede helt munden på soldaterne, og de kører videre. Men det har ikke bedret hans situation.

Da vi drager af, tænker jeg på den moderate borgmesters ord, dahan stod med ryggen mod Muren i sin omringede, kvælningsramte by:

"Dette handler ikke om sikkerhed. Det handler om annektering af jord og vand. Det handler om, at Sharon - mens verden sover - er i fuld gang med at skabe de facts on the ground, som gør fremtidige forhandlinger om en palæstinensisk stat helt til grin. Fordi vi bliver en række adskiltekantoner, bantustans, i stedet for en levedygtig stat."

I givet fald er det opfyldelsen af den politik, som Ariel Sharon,arkitekten bag bosættelserne, i 1973 røbede over for en fremtrædendebritisk gæst: "Vi vil lave en pastramisandwich ud af dem, vi vil skyde enstribe af jødiske bosættelser ind imellem palæstinenserne. Så hverken FN,USA eller andre kan vriste det fra hinanden."