Folkeretten og Palæstina-konflikten

Skrevet af: Rikke Ishøy

Den israelsk-palæstinensiske konflikt og den humanitære folkeret

Israel har været i krig med sine arabiske naboer i over 50 år. Konflikten mellem israelerne og palæstinenserne om jord begge folk føler sig bundet til - og berettiget til, og Israels krige med de omkringliggende lande har kostet i tusindvis af ofre og har skabt en atmosfære af dybfølt mistro og fjendtlighed.

I september 2000 brød uroligheder endnu engang ud imellem palæstinensere og israelere centreret omkring Vestbredden og Gaza, som har været besat af Israel siden 1967. Ved udgangen af 2000 havde konflikten - den anden Intifada - kostet 305 palæstinensere, 43 israelske jøder og 13 israelske arabere livet, og der var mere end 10.000 sårede. 3 år efter er tallene mangedoblet og de israelske restriktioner i de palæstinensiske områder, den daglige nedværdigelse af civile palæstinensere og frygten for selvmordsbomber i de israelske byer har yderligere udvidet kløften mellem konfliktens parter.

Den israelsk-palæstinensiske konflikt har som få andre været genstand for juridiske analyser. Israel har sammen med 190 andre stater ratificeret de fire Genève-konventioner om beskyttelsen af ofre for væbnede konflikter samt en række menneskeretskonventioner - heriblandt Torturkonventionen, Børnekonventionen, Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. De Palæstinensiske Autoriteter har blandt andet tilkendegivet at ville overholde de fire Genève-konventioner og deres to Tillægsprotokoller.1 Denne artikel vil forsøge at belyse nogle af de vigtigste af de folkeretlige problemstillinger, der har været genstand for diskussion i forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Menneskers rettigheder i krig

Når en væbnet konflikt bryder ud, træder den del af folkeretten, der kaldes den humanitære folkeret eller krigens love, i kraft.2 Den humanitære folkeret har som sit hovedformål at beskytte personer, der ikke - eller ikke længere - tager del i stridighederne og at regulere midler og metoder i krig. Den humanitære folkeret er bindende for stater og deres væbnede styrker, men dele af den er bindende også for væbnede oprørsgrupper og andre ikke-statslige konfliktparter. Hoveddokumenterne indenfor den humanitære folkeret er de fire Genève-konventioner fra 1949 og deres to Tillægsprotokoller fra 1977.3

I den israelsk-palæstinensiske konflikt er det særligt den Fjerde Genève-konvention, der blandt andet indeholder regler om beskyttelsen af civile i områder under besættelse, der har betydning. Israel har ikke underskrevet de to Tillægsprotokoller og har altid fastholdt, at den Fjerde Konvention ikke finder anvendelse i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Israel har dog indvilliget i at overholde visse af Konventionens bestemmelser -uden klart at anføre hvilke og hvornår.

Besatte områder eller ej?

Den israelsk-palæstinensiske konflikts juridiske status har været omdiskuteret - som argument for at den Fjerde Genève-konvention ikke finder anvendelse, har Israel fastholdt, at der ikke er tale om en besættelsessituation, og sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt Vestbredden og Gaza virkelig hørte under henholdsvis jordansk og egyptisk suverænitet tilbage i 1967, da Israel besatte de to områder. Et yderligere argument har været, at der aldrig har været en egentlig palæstinensisk regering, og at der derfor ikke kan være tale om en besættelse.

Den del af folkeretten, der handler om besættelsessituationer, har imidlertid ikke til formål at beskytte en afsat eller omvæltet regerings interesser - den vedrører derimod beskyttelsen af en civilbefolkning, der befinder sig i et hænderne på en fjendtlig stat.

Juridisk er der ingen tvivl om, at den humanitære folkerets regler for en besættelsessituation - særligt den Fjerde Genève-konvention - finder anvendelse i den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvilket er blevet bekræftet af gentagne FN resolutioner, se blandt andet Sikkerhedsrådets Resolution 1322 fra oktober 2000.4

De folkeretlige regler for en besættelsessituation finder anvendelse, så længe en besættelsesmagt har mulighed for at udøve effektiv kontrol med det besatte område. Og om end de Palæstinensiske Områder efter Oslo aftalen har opnået en vis grad af selvstyre, er der ingen tvivl om, at Israel stadig har den ultimative juridiske kontrol. Israel har mulighed for at spærre palæstinensiske områder af - en mulighed Israel udnytter - ligesom de israelske sikkerhedsstyrker (IDF) i udstrakt grad opererer i selvstyreområderne, hvor Israel ultimativt har den militære kontrol.5

Den Fjerde Genève-konvention påbyder besættelsesmagten at sørge for, at civilbefolkningen i de besatte områder kan opretholde så normal en tilværelse som muligt i overensstemmelse med egne love, traditioner og kultur. Den Retten til at bevæge sig frit indenfor det besatte område er beskyttet. Enhver indgriben heri skal være proportional og absolut nødvendig for at sikre et legitimt sikkerhedshensyn. Besættelsesmagten må ikke blande sig i det besatte områdes administrative, økonomiske og sociale strukturer, juridiske system eller infrastruktur. Det forudsættes, at besættelsesmagten kun midlertidigt forestår administrationen af områderne - på det tidspunkt Konventionen blev nedskrevet, havde Staterne ikke forestillet sig en besættelsessituation der varede 35 år, som tilfældet er i de palæstinensiske områder.

Sondringen mellem civile og dem der tager del i konflikten

Et grundlæggende princip i den humanitære folkeret er de stridende parters forpligtigelse til at sondre mellem civile personer og dem, der tager aktivt del i fjendtlighederne. Civile skal respekteres, behandles humant og beskyttes, særligt mod enhver form for overgreb, vold og tortur eller trusler herom.

Der er således ingen tvivl om, at palæstinensiske selvmordsbomber, detoneret enten for at ramme civile israelere eller uden særligt hensyn til, at der kan være civile i nærheden, er strengt og entydigt forbudte. Angreb må alene rettes mod militære mål, hvilket civile personer eller civil ejendom aldrig kan være, med mindre de deltager i konflikten, eller ejendommen bruges til militære formål. De stridende parter er uden undtagelse forpligtet til i videst muligt omfang at sikre, at civile ikke udsættes for unødige farer.

Civile demonstrationer mod en besættelsesmagt er ikke krigshandlinger og skal derfor ikke modsvares med militære midler. Israelske Sikkerhedsstyrker indsat i demonstrationer er derfor forpligtede til at udvise tilbageholdenhed og kun bruge skydevåben i yderste nødstilfælde, når det er nødvendigt for at forhindre tab af liv.6

I en krig er det ikke alene civile personer, der skal beskyttes, men også deres ejendom og ejendele. Den Fjerde Genève-konvention forbyder omfattende destruktion af civil ejendom og gør dette til en krigsforbrydelse.

Sådanne destruktioner kan ikke retfærdiggøres som svar på palæstinensiske angreb: kollektiv afstraffelse, det vil sige afstraffelse af grupper af uskyldige personer som svar på enkeltpersoners handlinger, og angreb på civile som svar på modpartens eventuelle ulovligheder forbydes udtrykkeligt i den Fjerde Genève-konvention.7

Det er vigtigt at holde sig for øje, at rettighederne i de fire Genève-konventioner er fundamentale og ufravigelige, og at Konventionerne er skrevet ud fra den forudsætning, at de finder anvendelse i væbnet konflikt og derfor tager højde for militærstrategiske overvejelser.

Civile skal beskyttes så længe de ikke frivilligt vælger at deltage i konflikten. Konfliktens parter har således ikke lov til at tvinge civile til at udføre risikable opgaver eller på anden måde deltage i konflikten.

Israelske sikkerhedsstyrker er i forbindelse med operationerne i blandt andet Jenin i foråret 2002 blevet beskyldt for at have tvunget civile palæstinensere til at udføre opgaver for dem og have brugt civile som menneskeskjold.

Civile palæstinensere har fortalt, hvordan de er blevet tvunget til at søge efter eftersøgte personer i naboejendomme. Sådanne handlinger er forbudt i følge den Fjerde Genève-konvention. Civile skal til enhver tid holdes uden for kampene og beskyttes mod de farer, der følger af den væbnede konflikt.

Interneringer og krigsfangestatus

En krigsfange er en kombattant - det vil sige en soldat - der er taget til fange. Den Tredje Genève-konvention definerer kombattanter som personer, der er medlemmer af de væbnede styrker eller hjemmeværn eller frivillige korps, der udgør en del af de væbnede styrker og opfylder visse krav om bl.a. overholdelse af krigens love og at udskille sig fra den civile befolkning.9 Men først og fremmest skal disse personer have kæmpet på vegne af en stat, der har underskrevet den Tredje Genève-konvention: den privilegerede status krigsfanger har er knyttet til den stat, der underskriver - og derfor er bundet af og kan implementere - Konventionen. Da der endnu ikke findes en palæstinensisk stat kan palæstinensere, der har deltaget i konflikten, ikke opnå hverken kombattant eller krigsfangestatus.

Har en tilfangetagen person ikke krav på krigsfangestatus, er vedkommende civil og skal beskyttes efter den Fjerde Genève-konvention - ingen falder uden for Konventionernes beskyttelse. Besættelsesmagten har ret til at stille civilpersoner for en militærdomstol og fængsle dem, hvis de foretaget en strafbar handling til fare for besættelsesmagten. Retssagen skal overholde en række retssikkerhedsgarantier og finde sted i besat område og dømte skal også fængsles i besat område.10 Derudover kan besættelsesmagten internere civilpersoner, hvis det er absolut nødvendigt udfra sikkerhedsmæssige hensyn, selvom vedkommende ikke har begået en kriminel handling. Dette skal bestemmes individuelt fra person til person og masseinterneringer er forbudt.

Den Fjerde Genève-konvention indeholder en række bestemmelser omkring forholdene for civile internerede og fængslede personer, blandt andet giver Konventionerne den Internationale Røde Kors Komite ret til at besøge de tilbageholdte for at sikre, at de behandles i overensstemmelse med Konventionerne, og de har ret til at kommunikere med deres familie. Civile internerede skal frigives, så snart de forhold der begrundede interneringen, ikke længere er tilstede. Ifølge den Internationale Røde Kors Komite tilbageholdt Israel per maj 2003 7.700 palæstinensere.

Disse bestemmelser har givet anledning til intens strid særligt i forbindelse med tre efterhånden berømte personer: Sheikh 'Adb al-Karim Obeid, der tilhører Hezbollah og som blev taget til fange i Libanon af Israelske styrker i juli 1989 og Mustafa al-Dirani, der tilhører Amal-bevægelsen og ligeledes blev taget til fange i Libanon i maj 1994. De to er blevet brugt som brikker i forhandlingerne for at få udleveret den israelske pilot Ron Arad og visse andre israelske personer tilbageholdt af fjendtlige styrker. Ron Arad blev skudt ned over Libanon i 1986 og ingen har hørt til ham siden. Den Internationale Røde Kors Komité har i årevis forsøgt at få mulighed for at besøge de tilbageholdte på begge sider, og i august 2001 udtalte den israelske højesteret, at Organisationen havde krav på adgang til Sheikh 'Adb al-Karim Obeid og Mustafa al-Dirani.11 I sommeren 2003 var der forlydender om at den Israelske regering og Hezbollah var nået til enighed om en udvekslingsaftale der blandt andet omfattede de to libanesere, men resultatet lader endnu vente på sig.

Det medicinske personales særlige status

Når en person er såret og ikke derfor længere deltager i den væbnede konflikt har vedkommende krav på pleje og er - sammen med det medicinske personale og medicinske transporter - særligt beskyttede af den humanitære folkeret. Medicinske transporter må ikke unødvendigt hindres eller forsinkes.

Den 31. marts 2002 blev syv personer, hvoraf fire arbejdede for Israelsk Røde Davidsstjerne - det israelske nationale Røde Kors selskab - såret af en selvmordsbombe i nærheden af et lægehus i Efrat og kun tre uger før kostede Israelske Sikkerhedsstyrkers angreb på palæstinensisk medicinsk personale tre personer livet, hvoraf to arbejdede for Palæstinensisk Røde Halvmåne, det palæstinensiske nationale Røde Kors selskab.12

Begge hændelser er naturligvis en klar overtrædelse af den humanitære folkeret og på baggrund af disse og mange andre hændelser har Røde Kors gentagne gange opfordret de israelske autoriteter til at sikre ambulancer fri og uhindret passage og har blandt andet stærkt fordømt brugen af ambulancepersonale som levende skjold.13

Bosættelserne

Den israelske bosættelsespolitik har medført destruktion af palæstinensiske hjem, konfiskation af jord og vandressourcer og udstykningen af de palæstinensiske territorier og har været en åbenlys hindring i gentagne forsøg på at opnå en fredsaftale.

I et forsøg på at udbrede bosættelserne og beskytte de allerede etablerede er store områder blevet lukket af, vejafspærringer blevet opført, og udgangsforbud har lagt alvorlige restriktioner på civile palæstinensere daglige liv.

Den Fjerde Genève-konvention forbyder besættelsesmagten at overføre dele af sin befolkning til de besatte områder, men gør ikke en sådan handling til en grov overtrædelse og dermed en krigsforbrydelse.14

Dette skete derimod ved vedtagelsen af den Første Tillægsprotokol til Genève-konventionerne fra 1977, der nævner overførslen af besættelsesmagtens egen befolkning til de besatte områder i listen af grove overtrædelser, men Israel har ikke underskrevet denne konvention. Spørgsmålet om bosættelser blev yderligere afklaret i statutten for den Internationale Straffedomstol: den 17 juli underskrev 120 stater statutten for en international straffedomstol og i april 2002 havde de nødvendige 60 stater ratificeret statutten, så den trådte i kraft den 1. juli 2002.15 En besættelsesmagts overførsel af sin egen befolkning til de besatte områder er en af de mange krigsforbrydelse, domstolen kan pådømme, og hermed har 120 af verdens stater givet udtryk for, at denne handling hører til de mest alvorlige krigsforbrydelser, og har givet denne forbrydelse endnu et skub i retning af at være international sædvaneret.

Inkluderingen af denne handling i den Internationale Straffedomstols Statut fik Israel til at stemme imod Statutten - Israel underskrev dog efterfølgende Statutten den 31. december 2000, men har endnu ikke ratificeret. 16

Det er dog ganske klart, at det faktum, at bosættelserne er sket i strid med folkeretten, ikke fratager dem deres civile status: så længe bosætterne ikke tager del i stridighederne er de beskyttet mod vold og overgreb, som alle andre civile!

Retten til at vende tilbage

Efter Israels uafhængighedserklæring i 1948 intensiveredes kampene mellem Israel og landets naboer og anslået 800.000 palæstinensere blev drevet på flugt for at slå sig ned i Jordan, Syrien, Libanon og Vestbredden og Gaza. De efterfølgende krige - i særdeleshed i 1967, hvor Vestbredden, Gaza og Golan Højderne blev besat - medførte yderligere flygtningestrømme. De fleste flygtninge har levet i lejre siden, og spørgsmålet om retten til at vende tilbage til deres land ligger latent som en stopklods for enhver fredsaftale.

Som følge af den enorme betydning det ville få for Israel, hvis flygtningene fik godkendt en ret til at vende tilbage, har argumenterne for og imod været legio. Det har været fremført, at retten til at vende tilbage til eget land ikke gælder når et territorium har skiftet hænder, eller når der er tale om massefordrivelser, og at denne ret først rigtigt er blevet en del af folkeretten efter de hændelser, der drev palæstinenserne på flugt, fandt sted.

Retten til at vende tilbage til eget land er måske klarest udtrykt i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948, der fastslår, at enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget land.17

Verdenserklæringen er ikke bindende for staterne i og med, at der alene er tale om en erklæring, men der er ikke tvivl om, at Staterne anser den for moralsk bindende, og at den for langt de fleste bestemmelsers vedkommende er et udtryk for international sædvaneret. En række af Verdenserklæringens bestemmelser genfindes i FN's konvention om civile og politiske rettigheder fra 1966, der siger, at ingen vilkårligt må berøves retten til at indrejse i eget land.18 Denne konvention er bindende og ratificeret af Israel.

To forskellige konflikter

Et slående træk ved den israelsk-palæstinensiske konflikt er den afgrundsdybe forskel i den opfattelse af konflikten, som parterne giver udtryk for. Israel ser de gentagne FN resolutioner, der fordømmer besættelsen, som et tegn på manglende forståelse for Israels legitime behov for sikkerhed. Palæstinenserne ser dem som blot mere papir og dermed et udtryk for det internationale samfunds manglende vilje til handling.

Israelerne anser bosættelserne for et problem, der kan løses i forbindelse med en fredsforhandling. Palæstinenserne ser dem som en forhindring for fredsforhandlinger. Adspurgt karakteriserer palæstinenserne konflikten som nedværdigende, hadefuld og skrækkelig - israelerne anvender ordene usikker og forstyrrende og siger, at konflikten har gjort dem magtesløse.19

Den dramatiske forværring af situationen i såvel de palæstinensiske område som i Israel, hvor terrorbomber gør hverdagen usikker, har kun understreget behovet for at genskabe respekten for humanitære værdier og for at bryde den deterministiske voldsspiral, som parterne har kastet sig ud i.

Underskriverne af Genève-konventionerne kan ikke fralægge sig ansvar - Genève-konventionerne pålægger staterne ikke alene at respektere konventionernes bestemmelser men også sikre respekten for dem.

Noter:

1 Da de palæstinensiske selvstyreområder endnu ikke er anerkendt som en stat har de ikke formelt kunnet underskrive konventionerne.

2 Folkeretten er den del af juraen, der regulere forholdene mellem stater, og der kan være tale om mange forskellige emner: handel, miljø, det ydre rum, nedrustning, menneskeret, flygtninge med meget mere. 'Krigens love' og 'humanitær folkeret' er det samme - i denne artikel bruges betegnelsen 'den humanitære folkeret'. link.

3 Den Første Genève-konvention handler om beskyttelsen af syge og sårede soldater og det medicinske personale til lands, den Anden om beskyttelsen af syge og sårede soldater og medicinsk personale til søs, den Tredje om behandlingen af krigsfanger og den Fjerde om beskyttelsen af civile. De to Tillægsprotokoller udvider konventionernes beskyttelse. For en overskuelig gennemgang af konventionerne og deres Tillægsprotokoller og links til deres fulde tekst se link.

4 . FN's sikkerhedsråd består af 14 medlemmer: fem permanente (USA, Rusland, England, Frankrig og Kina) og ni skiftende. Sikkerhedsrådets beslutninger er bindende for FN's 189 medlemsstater. Læs mere om Sikkerhedsrådet på link.

5 'Question of violation of human rights in the occupied Arab territories, including Palestine', report of the human rights inquiry commission E/CN/.4/2001/121, 16. marts 2001, .

6 'Conference of High Contracting Parties to the Fourth Geneva Convention, Statement by the International Committee of the Red Cross', Geneve, 5. december 2001 link og 'Question of violation of human rights in the occupied Arab territories, including Palestine', report of the human rights inquiry commission E/CN/.4/2001/121, 16. marts 2001 link.

7 Se for eksempel Human Rights Watch's rapport 'Israel, the Occupied West Bank and Gaza Strip, and the Palestinian Authority Territories: In a Dark Hour: the Use of Civilians During IDF Arrest Operations' link og Amnesty International's rapport 'Israel/Occupied Territories: Israeli military action is collective punishment' .

8 Se note 6 og den Internationale Røde Kors Komité kommentarer til Genève-konventionerne, særligt artikel 51: link.

9 Se Artikel 4 i den Tredje Genève-konvention og kommentaren hertil på link.

8 Se Artikel 4 i den Tredje Genève-konvention og kommentaren hertil på link.

10 At beskyttede personer skal tilbageholdes i det besatte område hænger sammen med forbudet I den Fjerde Genève-konvention Artikel 49 mod at tvangsforflytte civilbefolkningen enten indenfor det besatte område eller ud af det.

11 link

12 Se 'The ICRC urges respect for medical services' link og 'Israel and the occupied and autonomous territories: ICRC appeals for protection of medical staff' link.

13 'Movement expresses deep concern about humanitarian situation on West Bank', link

14 Genève-konventionerne gør en række af konventionernes forbud til grove overtrædelser og dermed krigsforbrydelser. Læs mere om krigsforbrydelser i folderen 'Spørgsmål og svar om krigsforbrydelser', som findes på link

15 Læs mere om den Internationale Straffedomstol på link.

16 Sædvanligvis bliver en stat bundet af en traktat eller konvention, når den underskriver og ratificerer den. Anderledes med sædvaneret, som er bindende for alle stater, uanset om de har underskrevet og ratificeret. Hvor en stats underskrift af en traktat eller konvention kan ses som et udtryk for intentionen om at ville binde sig, er ratifikationen den nationale proces, der gør, at staten rent faktisk er bundet af det pågældende dokument. Når en stat har ratificeret Statutten for den Internationale Straffedomstol og Domstolen har påbegyndt sit arbejde, kan den dømme i sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået på den pågældende stats territorium eller af personer af statens nationalitet.

17 Artikel 13. FN's menneskeretsdeklaration der kan læses på link

18 Artikel 12. Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder kan læses på link

19 Se lande rapporten for Israel, de Besatte og Autonome Territorier i den Internationale Røde Kors Komites undersøgelse 'People on War' link.