Yitzhak Rabin underskriver Oslo-aftalen i Washington, september 1993

Israels indtræden i fredsforhandlinger med palæstinenserne var i udgangspunktet ikke et resultat af velvilje overfor de palæstinensiske politiske aspirationer, men nærmere et resultat af et ønske om at få stoppet den uoverskuelige situation i de besatte områder set lyset af intifadaen.

Israel indgik i fredsforhandlinger for at få stoppet volden og for at få pacificeret palæstinenserne. Den israelske befolkning var oprørte over situationen under intifadaen, og mange israelere så med forfærdelse på den israelske hærs fremfærd i de besatte områder.

Hos mange israelere indtraf der med Oslo-aftalerne i 1993 et nybrud i israelsk politik. Tidligere havde alle former for behandling af konflikten med palæstinenserne og med palæstinenserne i de besatte områder som gruppe været defineret af militær konfrontation.

Palæstinensernes organisationer var ulovlige, og det var ulovligt for israelere at engagere sig og endda bare tale med officielle repræsentanter for palæstinensiske organisationer. PLO var udelukkende defineret som en terrororganisation, som det var fuldt legitimt at bekæmpe med alle midler.

Palæstinenserne var ikke en national enhed men en del af den samlede arabiske front mod Israel. Tidligere israelske premierministre havde udtalt, at palæstinenserne ikke var et folk - faktisk fandtes der ikke noget der hed palæstinensere - hvilket i vid udstrækning bestemte Israels position vedrørende palæstinensernes voldelige modstand mod besættelsen. Palæstinensernes kamp blev betragtet som illegitim.

Nu opstod følelsen af, at Israel var en egentlig besættelsesmagt, hvilket ikke havde været tilfældet tidligere. Formålet med besættelsen fra officielt israelsk hold var at beskytte Israel mod angreb fra de arabiske nabolande og opretholde en militær position, der gjorde selve Israel lettere at forvare mod både terror og deciderede militære angreb. Denne forklaring på besættelsen kom til at fremstå ufuldstændig og formålet uopfyldt, fordi volden ikke stoppede men blev forøget under intifadaen.

 

Den tidligere general, stabschef, forsvarsminister og premierminister Yitzhak Rabin blev igen i 1992 premierminister i Israel.

Han blev valgt på en "fredsplatform" på baggrund af 15 års Likud-dominans i enten rene Likud-regeringer eller samlingsregeringer.

Fredsplatformens centrale punkter var et nej til en palæstinensisk stat, et nej til at vende tilbage til 1967-grænserne og ja til et udelt Jerusalem under israelsk suverænitet. Det nye bestod i et ja til begrænset selvstyre for palæstinenserne i de besatte områder.

Rabin kom om nogen til at symbolisere nybruddet i den israelske politik i forhold til palæstinenserne. Gennem sin både militære og politiske karriere var Rabin en høg, dvs. han gik ind for at sætte hårdt mod hårdt og for at slå hårdt ned mod palæstinensiske optøjer. Han havde som officer under 1948-krigen været medvirkende til beslutningen om at fordrive palæstinensere fra deres landsbyer, og han havde indtil 1990 været forsvarsminister i 1980ernes samlingsregeringer, hvor han var ansvarlig for den israelske hærs fremfærd i de besatte områder.

Rabin var ikke en fredsdue, og måske derfor var det muligt for ham at indgå en dialog med PLO uden at kompromittere sig selv. For Rabin blev palæstinenserne aldrig partnere for fred - de forblev fjender, men Rabin solgte det synspunkt til israelerne, at kun med fjender slutter man fred.

Yitzhak Rabin og Shimon Peres var de sidste israelske politiske ledere af pionergenerationen, som havde været med i det meste af den zionistiske bevægelses udvikling først i Palæstina og siden i Israel.

De bar på en kolossal symbolsk kapital, der kunne samle befolkningen i Israel bag dem, og derfor kunne de også sælge budskabet om dialog med PLO og gøre det acceptabelt i løbet af kort tid.

I løbet af 1? år fra valget af Rabin til håndtrykket med Arafat på plænen i Washington foregik der en kovending i israelsk politik i forhold til, hvad der tidligere havde været den legitime position i forhold til palæstinenserne.

Den hurtige udvikling Rabin-regeringen og PLO havde sat i gang i Oslo bevirkede efter den første euforiske periode en polarisering af israelsk politik, hvor der opstod skarpe stridigheder mellem det befolkningsflertal, der troede på Oslo-processen, og et stort mindretal, der opfattede processen som et nederlag og som en eftergivenhed overfor palæstinensisk aggressivitet.

 

Endvidere medførte Oslo I og den senere Oslo II-aftale, at bosættelsesbevægelsen kom i centrum af israelsk politik, fordi spørgsmålet, om bosættelserne skulle fjernes, blev aktuelt. Fredsprocessen medførte en omfattende ændring af den politiske dagsorden i Israel, og den blev det altoverskyggende tema i israelsk politik.

	1993. Israelske bosættere i Østjerusalem sætter flag op i nattens mulm og mørke. De forbereder den israelske nationaldag 26/4. Flagene sættes op i den palæstinensiske bydel og provokerer den palæstinensiske befolkning. (Charlotte Haslund-Christensen)

Kriserne i fredsprocessen satte tydelige spor i det israelske politiske klima, og radikaliseringen nåede sit højdepunkt, da Rabin blev myrdet i november 1995 af en nationalreligiøs fanatiker. I perioden før mordet på Rabin havde ekstremister på højrefløjen og fra bosætterbevægelsen ført en kampagne, hvor de havde præsenteret Rabin som en forræder mod den jødiske sag. Plakater over hele Israel havde vist Rabin med arabisk hovedbeklædning og havde udråbt Rabin og Arafat som nazister.

Den israelske selvransagelse efter mordet førte til en omfattende fordømmelse af en sådan radikal polemik, og Rabin blev opløftet til et ikon for freden gennem den massive nationale og internationale lovprisning af hans indsats for Israel. I virkeligheden var Rabin overbevist om de zionistiske idealer, hans generation havde skabt, og en hardliner overfor de palæstinensiske aspirationer om selvbestemmelse.

Shimon Peres overtog regeringsledelsen i Israel efter Rabin. Peresí periode som premierminister var præget af mordet på Rabin og en række terroraktioner, der vendte den politiske opinion mod fredsprocessen og i den sidste ende mod Peres, der aldrig har haft samme popularitet som Rabin.

Terroraktionerne skabte tvivl om fredsprocessens udsigter, og de støttede argumenterne om, at fredsprocessen solgte ud af israelske sikkerhedsinteresser.

Peresí linie i fredsprocessen så ikke ud til at kunne beskytte Israel mod terror, og den israelske højrefløj havde i dette lys et stærkt argument for deres modvilje mod Oslo-aftalerne og for at stille nye betingelser for processens fremtid.

Under valgkampen i 1996 viste Likuds leder Benyamin Netanyahus slogan "fred med sikkerhed" sig at være det mest slagkraftige, og Peres tabte overraskende valget dog med en meget lille margin. Netanyahus regering erklærede sig principielt i mod fredsprocessen men forpligtigede sig til at gennemføre allerede vedtagne aftaler, som bl.a. medførte en delvis tilbagetrækning fra Hebron.

I Netanyahu-regeringens periode var fredsprocessen i konstant krise, hvilket placerede Israel i et dilemma i forhold til omverdenens krav om en fortsættelse af processen. Internt var regeringen plaget af en række stridigheder mellem koalitionens fløje, og regeringens popularitet faldt støt frem mod slutningen af valgperioden. Netanyahu kunne ikke skabe "fred med sikkerhed" uden at ville indgå aftaler med det palæstinensiske selvstyre, og perioden var karakteriseret af israelsk handlingslammelse vedrørende fredsprocessen.

	Benyamin Netanyahu blev valgt til premierminister på et program, der gik ud på at få ophævet Oslo-fredsaftalen

Netanyahu udstillede en stærk tilknytning til bosættelserne på Vestbredden og i Gaza, og han garanterede ved flere lejligheder, at bosættelserne ikke ville blive berørt af fredsprocessen, hvilket skabte et dårligt forhandlingsklima. Den israelske venstrefløj med Arbejderpartiets nye leder Ehud Barak i spidsen udnyttede den stigende utilfredshed i Israel med Netanyahus uproduktive linie. Kun en lille del af den israelske befolkning støtter bosættelsesbevægelsen, og derfor udviklede Netanyahus tætte kontakter til den yderste højrefløj sig til et problem for hans popularitet.

Endvidere var flere af Netanyahus koalitionspartnere og Netanyahu selv involveret i korruptionsskandaler, der yderligere bidrog til regeringens faldende troværdighed (Netanyahu er nu blevet renset for anklagerne).

I valgkampen op til valget i maj 1999 overbeviste Ehud Barak de israelske vælgere om nødvendigheden af at fortsætte fredsprocessen. Barak blev iscenesat som den, der skulle løfte arven efter Rabin. Med en stor militær karriere bag sig virkede Barak troværdig med hensyn til at opfylde kravet om sikkerhed mod terror, og han vandt en overbevisende sejr.

Ehud Baraks kampagne for at vinde valget til premierministerposten var fokuseret på 3 væsentlige løfter.

Et løfte om at Israel ville trække sig tilbage fra Libanon, et løfte om at Israel ville søge en løsning med Syrien vedrørende Golan-højderne, og endelig et løfte om at skabe fred med palæstinenserne.

Endvidere stod Barak for en vision om at påbegynde en "sekulær revolution" i Israel. I Israel er civilretslovgivningen underlagt rabbinaternes jurisdiktion, og sædvanligvis er religiøse partier afgørende for regeringsdannelse i Israel, hvilket er en betydelig pressionsfaktor for en stærk religiøs indflydelse på israelsk politik.

Mange undersøgelser har vist, at et flertal af israelere mener, at religion spiller en alt for stor rolle i staten, og at de religiøse udøver afpresning mod staten for at opretholde deres store indflydelse. Baraks kampagne ramte mange af de centrale spørgsmål for et flertal af israelerne. Valget af Barak viste, at israelerne har et ønske om fred og normalisering, og disse spørgsmål står højst på dagsordenen.

Israel gennemførte i foråret 2000 en ensidig tilbagetrækning fra Libanon, men opnåede ikke i samme periode en aftale med Syrien, selvom forhandlinger blev påbegyndt. I sommeren 2000 vendte Barak opmærksomheden mod forhandlingerne med palæstinenserne, og forhandlinger om en endelig aftale blev påbegyndt i Camp David med det klare mål at komme afgørende videre i forhold til centrale spørgsmål som oprettelsen af en palæstinensisk stat og Jerusalems status. Tilbagetrækningen fra Libanon blev mødt med nervøsitet i Israel, men generelt var resultatet positivt, og det kom til meget få voldshandlinger. Det er sandsynligt, at Baraks strategi har været at inddæmme det palæstinensiske spørgsmål gennem først at nå aftaler med palæstinensernes arabiske allierede. En aftale med Libanon og Syrien og fredstraktater med Jordan og Egypten ville have, hvis gennemført, isoleret palæstinenserne fuldstændigt. Israel med støtte fra USA ville således have mulighed for at presse en aftale igennem, og palæstinenserne ville kun kunne modtage symbolsk støtte fra de arabiske lande.

Under Baraks ledelse har der vist sig den største tilslutning til fredsprocessen siden dens begyndelse blandt israelerne. Endvidere har undersøgelser vist, at et flertal indtil de nye voldsomme uroligheder også har støttet oprettelse af en palæstinensisk stat. Baraks satsning på en fredsslutning med palæstinenserne har således mødt tilslutning fra den israelske befolkning. Fredsprocessen har bragt det palæstinensiske spørgsmål og palæstinenserne ind i det offentlige rum i Israel på en ny måde. Modsat tiden før processen eksisterer der nu et palæstinensisk spørgsmål, og palæstinenserne er blevet en national enhed også for israelerne. Under processen og pga. processen er der opstået et nyt rum til diskussion af palæstinensernes rettigheder i sammenhæng med den israelske stats karakter og israelernes rettigheder. Argumenter og holdninger vedrørende palæstinensernes rettigheder, der tidligere blev associeret med "radikale dissidenter" på venstrefløjen, bliver nu fremført dagligt i den brede offentlighed. Argumenter for palæstinensernes ret til selvbestemmelse er ikke længere radikale, men ømtålelige og risikofyldte med hensyn til den betydning de har for den israelske stat og den israelske selvforståelse.

	Forhandlingerne i Camp David, juli 2000. Ehud Barak, Bill Clinton og Yassir Arafat.

Camp David-topmødet i sommeren var svendeprøven for Baraks fredslinie. Det var her det skulle vise sig, om Barak havde visioner, mod og opbakning til at gennemføre en fredsaftale med det palæstinensiske selvstyre.

Under topmødet skete der en markant tilnærmelse mellem parterne, men på de helt centrale spørgsmål om de palæstinensiske flygtninges status og spørgsmålene om Jerusalem og bosættelserne, viste det sig, at den sidste vilje ikke var til stede.

Det er stadig et omdiskuteret spørgsmål, hvem der bar skylden for sammenbruddet i Camp David, men det var tydeligt, at Barak og dermed Israel ikke havde vilje til at tage det sidste skridt mod en fred, som palæstinenserne ville kunne acceptere.

Sammenbruddet i Camp David førte til udbruddet af Al Aqsa Intifadaen og direkte til Baraks nederlag ved det israelske parlaments- og premierministervalg i februar 2001. Hele Baraks politiske autoritet var bygget op omkring hans løfter om at skabe fred med palæstinenserne, og det betød, at hele den israelske venstrefløj faldt sammen som et korthus, da det viste sig, at Barak ikke kunne gennemføre sine mål.

Resultatet blev, at højreveteranen og den tidligere general Ariel Sharon vandt valget for Likud uden klare planer for fremtidens Israel. Sharons platform var baseret på det velkendte "fred for Israel-slogan", der tidligere havde bragt Netanyahu til magten.

Den nye israelske regering udlagde sammenbruddet i Camp David som et udtryk for palæstinensernes manglende fredsvilje, og geninstallerede Yassir Arafat som Israels fjende nummer 1, som han havde været det gennem 1970erne og 1980erne.

Endvidere "fastfrøs" den nye israelske regering alle forhandlinger og erklærede, at den ikke agtede at acceptere de tilnærmelser, der trods alt var sket i Camp David og efterfølgende i Taba.

Siden er konflikten eskaleret og Israel uden en stærk venstrefløj er vendt tilbage til den konflikthåndtering og de politiske udlægninger, der karakteriserede 1970erne og 1980erne. Den israelske befolkning støtter stadig Sharonregeringen ifølge meningsmålinger gennemført siden regeringsskiftet, hvilket tyder på, at 1990ernes fredsproces blot har været en parentes i konfliktens historie, når det drejer sig om den israelske forståelse af konfliktens mulige løsning.