Hvad vil Hamas ?

 
Af: Marianne Risbjerg Thomsen, lektor i historie.
 
Den islamiske bevægelse Hamas blev dannet i december 1987 under den første intifada – den brede folkelige palæstinensiske opstand. Marianne Risbjergs artikel gennemgår Hamas historie og understreger, at organisationen har mange sociale aktiviteter og er langt mere pragmatisk end det billede, der tegnes i medierne. Hamas kræver israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza og er i praksis parat til at acceptere en palæstinensisk stat inden for de grænser, der var gældende indtil 1967.
 
Læs artiklen
 
 
HVAD VIL HAMAS?
 
Af: Marianne Risbjerg Thomsen, lektor i historie.
 
 
Status over Israel/Palæstina konflikten december 2011:
 
Vestbredden har været ’genbesat’ af Israel siden 2002, og adgangen til Gaza har været blokeret af Israel og store dele af det internationale samfund siden 2006. Siden 2007 har Palæstina været delt i to: Vestbredden regeret af en Fatah domineret regering, og Gaza regeret af det islamiske Hamas.
Hamas har siden 2003 stået på USA's og EU's terrorlister. Alligevel har Fatah regeringen på Vestbredden i 2011 opgivet sit samarbejdet med Israel og USA om en fredsforhandling og besluttet at oprette en samlingsregering med Hamas. Hvis det lykkes at vælge en samlingsregering for de palæstinensiske territorier, truer Israel med at tilbageholde palæstinensiske skatteindbetalinger og lukke for forsyningen af vand og elektricitet til Gaza.
 
Hamas er en islamisk bevægelse samt et islamisk politisk parti, der vandt flertallet af pladserne i det demokratiske valg til det palæstinensiske parlament i 2006. Lige siden har Israel og det internationale samfund bestridt Hamas’ ret til at indgå i en regering på grund af dets islamiske grundlag. I den samme periode har Hamas forsøgt at opnå en accept som politisk legitim aktør.
 
Hvad er en islamist?
 
Siden angrebet på World Trade Center i 2001 har der udviklet sig en stor islam forskrækkelse i Vesten.
Denne er nu blevet forstærket i 2011 af det arabiske forårs demokratiske valg i lande som Tunesien, Marokko og Egypten, der har vist store stemmeandele til islamiske partier. Det samme vil formodentlig ske i Libyen. Mange advarer nu mod, at det arabiske forår kan blive til en islamisk isvinter.
I dagbladet Information d. 29 november 2011 argumenterer den tidligere generaldirektør for satellitkanalen Al-Jazeera Wadah Khanfar imidlertid for, at den folkelige opbakning til de islamiske bevægelser ikke er en trussel mod stabilitet men snarere stabilitetens forudsætning, idet den arabiske vej til demokrati går over politisk islam.
 
Ifølge Khanfar er det derfor et stort problem at negativt ladede ord som ’islamistisk’ og ’islamisme’ i dag bruges i flæng om to væsensforskellige muslimske grupperinger. Dels om al-Qaeda relaterede terrorgrupper, der forkaster demokratisk politisk deltagelse og dels om de muslimer, der deltager i det demokratiske liv med islam som grundlag i en række lande i Mellemøsten. Den korrekte betegnelse for den første fundamentalistiske gruppe, der retter sin terror mod hele verden, er ’salafister’, mens grupper som Det Muslimske Broderskab i Egypten og Hamas i Gaza tilhører politisk islam. De er nationalister og indtænker islam i en moderne sammenhæng.
 
 
 
Hamas religiøse baggrund
I slutningen af 1800 tallet voksede der en islamisk intellektuel reformbevægelse frem i Mellemøsten som reaktion mod den ydmygende, vestlige kolonialisme og imperialisme, der underlagde sig regionen. Den mente, at det kun var gennem en reformering og modernisering af et stivnet og reaktionært islam domineret af generationer af skriftkloge ulamaer – de lærde fortolkere af Koranen – at de muslimske lande kunne modstå den vestlige kulturelle undertrykkelse.
I stedet for ulamaernes udenadslære ønskede de muslimske reformister en individualiseret, personlig læsning af koranen, og de ønskede at indoptage den moderne vestlige tekniske og videnskabelige revolution i en muslimsk, moderne sammenhæng.
 
Det muslimske Broderskab
Det var især i Egypten, at disse liberale tanker slog igennem. Her havde England reelt overtaget styret fra franskmændene med deres bombardement af Alexandria i 1882, og den stærke engelske kulturelle og politiske indflydelse marginaliserede den islamiske kultur.
Der voksede hurtigt en modstand frem mod den engelske kulturelle og politiske indflydelse, især i den nye klasse af relativt velhavende administratorer, hvis unge sønner under studieophold i Paris var blevet inspireret af deres møde med Oplysningstidens europæiske filosoffer.
Den største af reformorganisationerne var Det Muslimske Broderskab, som blev grundlagt i 1920'erne af den ægyptiske skolelærer Hassan al-Banna.(1906-1949)
Hans primære mål var et genskabe 'den gode muslim' fra den første muslimske menighed, der efterlevede tolerante islamiske værdier.
Broderskabet udviklede sig til en massebevægelse med medlemmer fra alle sociale lag, og der oprettedes et udstrakt net af sociale, uddannelsesmæssige og religiøse institutioner, der støttede op om dagliglivet fra vugge til grav for den enkelte muslim. Gennem uddannelse og 'modernisering' af det enkelte menneske ønskede de på sigt at reformere samfundet nedefra, så det kunne skabe de politiske reformer, der var behov for, hvis et selvstændigt, moderne islamisk Egypten skulle kunne modstå den engelske dominans.
Broderskabet blev en samlende kraft i oprøret mod England og efter drabet på Hassan al Banna i 1949, støttede bevægelsen op om Nassers endelige oprør mod englænderne i 1951.
Nasser kom imidlertid hurtigt til at opfatte det stærke, velorganiserede Muslimske Broderskab som en trussel mod sit stadig mere diktatoriske militærstyre og snart forbød han det, og mange blev henrettet eller fængslet.
 
Opdeling af Det Muslimske Broderskab
Blandt de fængslede var tænkeren Sayyid Qutb. Under sit lange fængselsophold udviklede han en rabiat og fundamentalistisk tolkning af islam, der endte med at splitte det Muslimske Broderskab i en moderat fløj og en rabiat fløj. Efter hans henrettelse i 1966 flygtede hans tilhængere til Saudi Arabien, hvor de smeltede sammen med den meget mere rabiate saudiarabiske udgave af Islam - wahabismen, og udviklede ideen om international jihad. Al Qaida er en moderne gren af denne gruppering.
 
Det Muslimske Broderskab i Palæstina
Det muslimske Broderskab spredte sig hurtigt ud over Mellemøsten, hvor de opbyggede religiøse, sociale og velgørende institutioner.
I 1940 grundlagdes den første afdeling i Jerusalem og i 1948 rejste en gruppe af brødrene til Palæstina for at deltage i de arabiske hæres forsøg på at standse oprettelsen af en israelsk stat. Siden da har Broderskabet spredt deres sociale sikkerhedsnet og uddannelsesinstitutioner ud over de besatte palæstinensiske territorier.
 
6-dages krigens betydning for en islamisk vækkelse
Det arabiske nederlag i 6-dageskrigen i 1967 og besættelsen af Vestbredden, Gazastriben og Golanhøjderne blev begyndelsen til en ny islamisk nationalisme, der voksede frem i hele Mellemøsten. I perioden frem til den første Intifada i 1987 lægger det palæstinensiske Muslimske Broderskab stadigvæk vægten på den muslimske opdragelse gennem en stadig udvidelse af antallet af skoler og sociale institutioner både i Gaza og på Vestbredden.
Samtidig fører en stadig mere brutal israelsk administration og den fortsatte udbredelse af israelske bosættelser fra 1977 til flere og flere voldsomme konfrontationer mellem den israelske stat og voksende grupper af unge højt uddannede og frustrerede palæstinensere.
Også Det Muslimske Broderskab anklages af deres unge for at vende den anden kind til og samarbejde med besættelsesmagten Israel.
 
Hamas opstår 1987
Da det folkelige oprør mod Israel endelig bryder ud med 1.intifada i 1987 sker der et voldsomt skift i Det Muslimske Broderskab. Under navnet Hamas slutter det sig til den civile ulydighed mod besættelsen, og kort efter, i 1988, opretter det sin væbnede arm ’Al- Qassam’ og udsender sit første Charter. Det er formuleret med en voldsom islamistisk retorik og kræver staten Israels udslettelse og fastholdelsen af Palæstinamandatet ’from the river to the sea’ som hellig islamisk jord.
Mens Hamas slutter sig til den militære modstandsbevægelse mod Israel opgiver Fatahs eksilerede ledelse i Tunis samtidig sin modstandskamp mod Israel og lover at ændre sit Charter, således at det anerkender den israelske stat og går ind i fredsprocessen med Israel og USA.
 
Osloaftalen 1993
I 1993 tilslutter Fatah sig Osloaftalen, ifølge hvilken der i første omgang oprettes et foreløbigt selvstyre i et afgrænset område i Gaza og Jeriko på Vestbredden. Hamas nægter derimod at acceptere Osloaftalens betingelser, der hverken omtaler en kommende palæstinensisk stat eller angiver præcise tidsrammer for udviklingen af selvstyret, og de fortsætter den væbnede kamp mod Israel.                                                                                                                                            
Med nedskydningen af 29 bedende muslimer i Hebron i 1994 intensiverer Hamas og andre militante grupper bl.a.fra Fatah den militære kamp mod Israel med anvendelse af selvmordsbomber. I den efterfølgende periode fortsætter de ulovlige israelske bosættelser med at brede sig på palæstinensisk jord.
Under 2. indifada fra 2000 kæmper Fatah og Hamas igen side om side som nationale oprørsbevægelser , men mens den Fatah-dominerede selvstyreregering begynder at smuldre mere og mere på grund af en udbredt korruption og klientelisme, formår den religiøse appel og den lange historie som social og økonomisk hjælpeorganisation at gøre Hamas til en samlende faktor i modstanden mod besættelsen.
 
Hamas opgiver sin militante kamp mod overmagten Israel
I 2004 løslades den moderate Hamas leder, den blinde Sheik Yassin, fra et af sine mange fængselsophold, og under hans ledelse standser Hamas oprøret mod besættelsesmagten. Kampen er for ulige og omkostningerne for den palæstinensiske civilbefolkning for store. Da Yassin og andre Hamasledere kort efter henrettes af israelerne, fastholdes kursen væk fra volden - med forslag om ’hudna’ - en tidsubegrænset våbenhvile, og Hamas opretter et politisk parti.
I 2004 og 2005 stiller Hamas op til de kommunalvalg, som USA med sin nye demokratipolitiske profil i Mellemøsten har opfordret til at gennemføre. Ved valgene høster Hamas frugterne af mange års socialt og økonomisk hjælpearbejde både på Vestbredden og i Gaza og opnår mange borgmesterposter. Det viser sig hurtigt, at de i det kommunale arbejde udviser stor pragmatisme og vilje til at samarbejde med Israel på en dag til dag basis.
 
Det dobbelte fokus
Siden oprettelsen i 1987 har man kunnet iagttage en dobbelthed i Hamas ’ holdninger både religiøst og militært. Mellemøsthistorikeren Michael Irving gør i sin bog ’Hamas i Gazastriben’ rede for dette ’dobbelte fokus’ hos Hamas, som de har videreført fra Det egyptiske Muslimske Broderskab. Afhængig af den politiske situation har de skiftet mellem moderate og mere radikale holdninger og mellem at arbejde på kort eller langt sigt med deres politiske mål.
Skiftet mellem moderate og radikale perioder har ifølge Michael Irving ofte været betinget af, hvorvidt Hamas har været styret fra den mere radikale eksterne ledelse i Damaskus eller fra Palæstina, hvor Sheik Yassin har tegnet en moderat linie med forslag om ’pauser’ og ’våbenstilstand’. Angående begrebet ’på kort og langt sigt’ betyder det f.eks at man på langt sigt ønsker en islamisk stat i hele Palæstinamandatet, men at man her og nu arbejder for en pragmatisk løsning med en tostats løsning. En Hamasleder har kommenteret en mulig tostats løsning således: ’ Hvem ved, hvordan vi vil forholde os efter 50 års våbenhvile. På det tidspunkt vil vore efterkommere have levet under fredelige forhold så længe, at de måske tænker helt anderledes.’
Hovedvægten hos Hamas har imidlertid hele tiden ligget på det moderate, sociale og samfundspolitiske arbejde for at skabe 'de gode muslimer'. Men i faser med ekstrem militær undertrykkelse fra den israelske besættelse, for eksempel under intifadaerne, har Hamas formuleret sig med en rabiat, islamistisk retorik. Som når de i deres politiske pamfletter og det første Charter fra 1988 betegner hele det palæstinensiske mandatområde som hellig islamisk jord – det samme mandatområde som israelske zionister betegner som hellig jødisk jord.
Militært har de også fremvist en dobbelthed, idet de afhængig af den politiske situation har spændt fra anvendelse af civil ulydighed og gentagne forslag om hudna= våbenhvile og tahdi’a = pause, til selvmordsbomber rettet mod den israelske civilbefolkning i tiåret fra 1994 til 2004.
 
Parlamentsvalg i 2006
Da Hamas bekendtgør, at de opstiller til parlamentsvalget januar 2006 med et program om 'forandring og reform', reagerer både Israel og USA med stor bekymring. Trods de sidste 2 års politiske udvikling af Hamas’ rolle i regionen, er det utænkeligt for dem, at ’terrorgruppen Hamas’ vil kunne deltage i en kommende regering.
De formulerer derfor de 3 betingelser, som vi skal se gentaget lige til i dag. Kravene er, at Hamas kun vil kunne deltage i en fremtidig regering:
-1. hvis de anerkender den jødiske stat Israels eksistens,
-2. hvis de afleverer alle deres våben og standser al terrorist aktivitet og
-3. hvis de anerkender alle tidligere indgåede aftaler mellem Selvstyret og staten Israel.
Hamas blev den store vinder af parlamentsvalget. En væsentlig grund var befolkningens vrede over korruptionen og udueligheden i det Fatah-dominerede styre, men samtidig håbet om en mere redelig regering. Det internationale samfund gik i chok og truede med økonomiske sanktioner, hvis ikke de 3 nævnte krav straks opfyldtes.
I et direkte svar til de 3 krav understregede medlem af det nyvalgte parlament Ziad Abu Amr, at Hamas allerede anerkendte Osloaftalens de facto realitet (illustreret ved deltagelsen i kommunalvalg og parlamentsvalg), at det har givet udtryk for, at det er rede til at forlænge
                   våbenhvilen med Israel på ubestemt tid, men at det ikke ønsker at komme med politiske indrømmelser om 'den jødiske stat Israel', førend Israel tilsvarende forpligtiger sig til at ophæve besættelsen af Palæstina. Angående kravet om aflevering af våben fastholdes den internationale rets lovliggørelse af ’retten til væbnet modstand mod besættelse’.
Endelig har Hamas’ ledelse ved utallige lejligheder senere givet udtryk for en accept af en to-statsløsning med en palæstinensisk stat indenfor 67- grænserne, i det tilfælde at det besluttes ved en folkeafstemning.
 
Hamas regeringsgrundlag 27. marts 2006
Efter valget prøvede parterne forgæves at oprette en samlingsregering, og d. 27 marts fremlagde Hamas efterfølgende deres regeringsgrundlag i parlamentet. Ifølge den anerkendte historiker Khaled Hroub fra Cambridge kan dette dokument ses som det nye politiske Hamas’ Charter, der erstatter Charteret fra 1989. Med sit meget pragmatiske og moderate program kan det samtidig ses som et udspil til både det tabende Fatah og det internationale samfund, hvis anerkendelse man ønsker som legitim, politisk aktør. Hroub understreger endnu et centralt aspekt i dokumentet. De religiøse overtoner er meget neddæmpede og samles i formuleringer om at forblive trofast overfor islamiske tolerante værdier.
Dette regeringsudspil er det mest centrale dokument for en forståelse af det Hamas, der fremstod efter parlamentssejren, men der har siden da været international enighed om at overse det og nægte at forholde sig til det.
 
Verdens største fængsel
Israel og det internationale samfund har siden da samarbejdet om at gøre det umuligt for det nye Hamas styre at indføre ’forandringer og reformer’. I juni 2007 kom det til et opgør mellem USA trænede Fatah sikkerhedsstyrker og de langt færre Hamas styrker. Da Fatah måtte se sig slået og flygtede tilbage til Vestbredden, var opdelingen af Palæstina i 2 styrer en kendsgerning. Økonomiske blokader og lukning af al trafik ud og ind af Gaza kvalte snart håndværk, industri og handel og medførte en katastrofal arbejdsløshed med stærkt forringede levevilkår blandt andet i de mange store flygtningelejre.
Tilbageholdelse af lønninger fra selvstyreregeringen på Vestbredden har i perioder lammet den offentlige sektor, og Israels anlæggelse af en no-go sikkerhedszone indenfor Gazas grænse har inddraget 43% af den bedste landbrugsjord. Målet har været en udpining af befolkningen, der skulle føre til et oprør mod Hamas styret. Det er ikke sket. I stedet har man fundet frem til andre måder at overleve på. Et eksempel er Hamas’ organisering af tunnelindustrien, hvor tusinder af tunneler i sandet under grænsen ind til Egypten har muliggjort en trafik af varer både ind og ud af Gaza. Perioder med affyring af hjemmelavede qassam raketter og israelske gengældelser har vekslet med våbenhvileaftaler. Fra 2008 håndhævede Hamas våbenhvilen og lykkedes stort set med at forhindre små radikale gruppers konstante forsøg på at bryde den. Ifølge Israel var disse angreb Hamas’ ansvar.
 
Operation ’Støbt Bly’ januar 2009
I november 2008 brød Israel våbenhvileaftalen med Hamas regeringen. Hamas genoptog sine angreb med qassam raketter ind i Israel og optrapningen førte til et 3 ugers israelsk bombeangreb mod verdens tætteste befolkede område januar 2009.
Den totale aflukning af Gazastriben har siden da forhindret en genopbygning af boligområderne. Samtidig har Hamas overholdt den nye våbenhvile med Israel i sit stadige forsøg på at blive anerkendt af det internationale samfund og bryde blokaden.
 
Islamistisk opposition mod Hamas
 
Sammen med en stedse større forarmelse af levevilkårene i Gaza er der opstået en række Al-Qaeda relaterede grupper, der modarbejder Hamas styret. Nogle af dem er utilfredse afskalninger af Hamas bevægelsen. De tager afstand både fra regeringens moderate form for islam og fra dens ophør af militante angreb på Israel. Derfor bryder de konstant våbenhvilen med Israel med deres raketangreb. Israel på sin side erkender at angrebene sjældent anretter skader, der kan måle sig med deres egne straffeaktioner ind i Gaza, og derfor har man set perioder, hvor de undlader at ramme civilbefolkningen. Hamas på sin side prøver at kontrollere islamistgrupperne både militært og politisk. De prøver også at dæmme op for det selvbestaltede ’moralske politi’, der angriber internet caféer og musikbutikker og påtaler kvindernes u-islamiske påklædning og opførsel.
Ifølge en rapport fra International Crisis Group fra 29. marts 2011 om disse islamistiske grupper, udgør de måske kun op mod et par hundrede medlemmer.
 
Det arabiske forår
Det arabiske forår har haft store konsekvenser for Palæstina, idet store folkelige bevægelser har tvunget Fatah og Hamas til at standse deres interne strid og i stedet samarbejde om anerkendelsen af en palæstinensisk stat indenfor 1967- grænserne. På et møde i Kairo i maj 2011 enedes man om ikke at vende tilbage til forhandlingsbordet, at afholde nye valg til parlamentet i maj 2012 og at oprette en enhedsregering.
D. 23 september 2011 fremlagde Selvstyreregeringens præsident Mahmoud Abbas palæstinensernes anmodning om anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat i FN. Hvor vidt dette initiativ vil lykkes, er det for tidligt at spå om nu. Både Israel og størstedelen af det internationale samfund ser ikke umiddelbart ud til at ville acceptere Hamas som en legitim politisk aktør og opfordrer i stedet Fatahs præsident Mahmoud Abbas til at vende tilbage til forhandlingsbordet og afbryde samarbejdet med Hamas.
Min egen vurdering er, at Hamas, i det tilfælde at de på et tidspunkt kommer til at indgå i en enhedsregering, vil udvikle den samme politiske moderation, som vi har set når oprørsbevægelser som det irske IRA og det sydafrikanske ANC har opnået politisk magt.
Marianne Risbjerg Thomsen
20.12.2011