Det israelske angreb på Gaza-striben, der begyndte den 27. december 2008, er ligesom Al-Aqsa intifadaen et eksempel på, hvilken betydning den israelske magt over den palæstinensiske virkelighed har for mediernes fortolkning af blodige begivenheder.

Det er karakteristisk for mange af de ledende avisartikler fra dengang, at de utvetydigt støttede Israels angreb og motiverede det som selvforsvar. At begivenhedernes rækkefølge ikke støttede denne udlægning blev der ikke brugt meget blæk på.

At Gaza var (og er) under besættelse, og at Israel derfor havde (og har) ansvaret for de civile gazanere, spillede tilsyneladende ingen rolle. Det blev indirekte fremstillet som naturligt, at palæstinenserne i Gaza var spærret inde, og at de var udsat for en blokade, der forarmede dem voldsomt. Samtidig blev palæstinensernes brug af primitive raketter mod Israel brugt som undskyldning for den israelske krig, mens tidligere israelske angreb på de indespærrede i Gaza ikke blev tildelt nogen betydning i vurderingen af ansvaret for blodsudgydelserne

 

Operation Cast Lead
Israel begyndte sine bombardementer en halv time før middag, da gaderne i Gaza var fyldt med mennesker. I løbet af den første dag var mere end hundrede mennesker døde og 700 såret. Da Israels operation Cast Lead havde fundet sin afslutning og igen stoppede den 21. januar var mere end 1300 mennesker dræbt og andre tusinder såret. Tusinder af boliger ødelagt. Det samme var tilfældet med regeringsbygninger og livsvigtig infrastruktur:

Ifølge Amnesty International angreb Israel:

”parlamentsbygningen, udenrigsministeriet, beskæftigelsesministeriet, boligministeriet, finansministeriet, FNs lagre for fødevarer og medicin, civile boligblokke, et universitet, TV stationer, avisredaktioner, et fængsel, skoler, børnehaver, hospitaler, ambulancer, vandrensningsanlæg, kloakanlæg, fabrikker, markeder, værksteder, fødvarevirksomheder, frugtplantager, en fiskefarm, marker, husdyr og drivhuse”

Antallet af sårede og døde er omdiskuteret. Det samme gælder den andel, der kan tælle som civile henholdsvis kombattanter. Omfanget af materiel ødelæggelse er der heller ingen sikre tal for. Men der er ingen, hverken palæstinenserne, Israel eller menneskerettighedsorganisationerne, der sætter antallet af døde til under tusinde. Og der er ingen, der giver sig af med at mene, at krigen ikke var en brutal affære der havde store omkostninger for menneskene i Gaza. Og der var heller ingen, der mente at selve krigen var særligt medmenneskeligt omkostningsfuld for Israel, der mistede 3 civile og 10 soldater, heraf fire der blev ofre for såkaldt ”friendly fire”.

Hamas begyndte...
Det var en udlægning, som lederskribenterne i danske aviser var med på fra krigens begyndelse. Hamas begyndte, og hvad der hændte uskyldige ofre for det israelske angreb, måtte den islamistiske organisation selv bære ansvaret for. Således i Berlingske Tidende, der næsten kom til lyde som om den var redigeret fra Jerusalem:    

”Der er ingen tvivl om, at den islamiske bevægelse Hamas har spillet et endda meget højt spil ved at fremprovokere det israelske angreb på Gaza-striben. Ingen stat kan i længden finde sig i, at deres civilbefolkning bliver ramt af raketangreb. Så det bør ikke chokere nogen, det der sker i Gaza. Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at det også koster civile liv. Men det burde Hamas have tænkt over, inden de begyndte deres bombardementer af de israelske byer” (Belingske Tidende 30. December 2008).

Og I Jyllandsposten var det ikke bare et spørgsmål om, hvad Israel kunne finde sig i. Her var der tale om selvforsvar, og endda et selvforsvar, som Israel havde ”soleklar” ret til, fordi Israel var Mellemøstens eneste demokrati, omgivet af fjender, der vil staten til livs.    

”Så forfærdende billederne fra Gaza i disse døgn forekommer, så nødvendigt er det konstant at holde sig konfliktens rødder for øje. Israel – omgivet af fjender, som vil fjerne den jødiske stat fra landkortet – befinder sig i en overlevelseskamp. Dét er udgangspunktet. Israel har derfor en soleklar ret til selvforsvar. Volden, terroren, krigen kommer fra Gaza og påtvinges Mellemøstens eneste demokrati, Israel, som så reagerer med et fuldt legitimt ’Nok er nok’”

Og endelig Kristelig Dagblad, hvis lederskribent i det store og hele gentog Israels, Berlingske Tidendes og Jyllandsposten forklaring på det israelske angreb.    

Ingen vestlige landes regeringer ville finde sig i at få sin civile befolkning bombet jævnligt med raketter på samme måde, som Israel gennem otte lange år har været offer for Hamas' angreb fra Gaza. Lad det stå klart, at Israel er i sin fulde ret til at forsvare sig selv over for Hamas-bevægelsens metoder, hvor bevidste angreb på civile er blandt de foretrukne (Kristeligt Dagblad 29. december 2008).

 

Palæstinensisk provokation og israelsk reaktion
Der er en række interesssante formuleringer i de tre citater. Dem vender jeg tilbage til nedenfor. Først vil jeg koncentrere mig om den pointe, der udgør hovedargumentet i de tre citater: At Israels angreb var en retfærdig reaktion på voldshandlinger, der udgik fra den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe.

Under selve krigen blev der ifølge det israelske udenrigsministerium affyret 571 raketter og 205 mortergranater mod Israel. Og i dagene op til krigen blev der, som de tre lederskribenter skriver og antyder, affyret raketter fra Gaza mod Israel. Spørgsmålet er, om det er så klart, at krigens anledning var en provokation fra Hamas. Og om det faktisk var Hamas, der brød den våbenhvileaftale, som Israel og Hamas havde indgået i sommeren 2008.

Forhistorien til striden mellem Hamas og Israel er selvfølgelig så lang eller kort, som man vil gøre den. Men her et bud:

I januar 2006 holdt palæstinenserne valg. På grund af utilfredshed med korruption og inkompetence hos det store gamle parti Fatah, hvis poliltiske ledere i mange år haver varetaget de fremskridtsløse fredsforhandlinger med Israel, stemte flertallet af palæstinensrere for Islamisterne i Hamas. I tiden efter valget blev modsætningerne mellem Hamas og Fatah skærpet, og i sommeren 2007 eksploderede de i en mindre borgerkrig, der sluttede med Fatahs magtovertagelse på Vestbredden, mens Hamas satte sig på Vestbredden.

Israel reagerede med at blokere for forsyninger til Gaza, der i stigende grad forkrøblede gazanernes økonomi og sænkede deres levestandard til et niveau, der var typisk for afrikanske lande syd for Sahara. Undervejs var der flere store og små krigshandlinger med Israel og væbnede grupper i Gaza.

Ifølge den israelske mennneskerettighedsorganisation B´Tselem døde der i perioden fra den 1. januar 2008 til den 26. december (dagen før operation Cast Lead) 31 israelere, heraf 21 civile. 455 palæstinsere blev dræbt af Israel. Af dem havde 175 ikke deltaget i væbnede aktiviteter, da de blev dræbt.        

Disse tal sætter unægtelig påstanden om om palæstinensk provokation og israelsk reaktion i perspektiv, for i de ovenfor citerede ledere fremstår det unægteligt som om israel indtil den 27. december passivt havde fundet sig i palæstinensiske angreb fra Gaza.

I juni 2008 lykkedes det med egyptisk hjælp Hamas og Israel at få en våbenhvile på plads. Betingelserne for våbenhvilen var ikke klare, for der var ingen offentliggjort tekst. Men der er bred enighed om, at Hamas ønskede sig en hel eller delvis ophævelse af blokaden, og at Israel i ord havde givet sig det punkt.

Ifølge Israeli Intelligence and Terrorism Information Center, der har tætte kontakter til det israelske efgterretningsvæsen holdt Hamas løftet om at stoppe sine raketangreb på Israel. Fra våbenhvilens begyndelse i juli til slutningen af oktober faldt antallet af månedlige raketangreb til et gennemsnit på 6-7. Det skal sammenlignes med de 414 månedlige angreb i de første seks måneder af 2008. Desuden skriver centeret, at Hamas faktisk gjorde en indsats for at stoppe angrebene fra militante grupper, som de ikke havde kommandoen over.

På sin side løsnede Israel blokaden af Gaza. Men kun lidt. Ifølge den forhenværenske amerikanske præsident Jimmy Carter løsnede Israel blokaden sådan at forsyningerne til menneskene i Gaza steg med en femtedel i forhold til hvad de havde været før blokaden  

Så det var slet ikke så åbenlyst, at Israel havde måttet leve med byger og raketter i 2008, ligesom det altså heller ikke var så åbenlyst, at Israel alene reagerede på palæstinensiske angreb. I det hele taget er det ikke specielt nemt at afgøre, hvem der begyndte. Det må betyde noget, hvad der er gået forud.

Men hvem brød våbenhvilen? Som jeg skrev ovenfor kender vi ikke de eksakte betingelser, der var knyttet til aftalen. Men vi ved altså at Hamas stoppede sine egne angreb på Israel, at den søgte at hindre andre organisationer i at sende raketter mod Israel, og at Israel lempede blokaden en smule.

Og så ved vi, at Israel den 4. november 2008 foretog en militær aktion ind i Gaza, hvor de dræbte seks palæstinensere, der tilhørte Hamas væbnede fløj. De var, hævdede Israel, i færd med at grave en tunnel under grænsen til Israel, og at formålet med den var at kidnappe israelske soldater. Hamas erklærede, at tunellen alene havde et defensivt formål, og at Israels angreb udgjorde et brud på våbenhvilen, og at Hamas derfor ikke behøvede at resapektere den. Og så fortsatte organisationen hvor den slap i juni 2008, og leverede dermed argumenterne til lederskribenter med kort hukommelse og ringe sans for proportioner.

Ret og uret
Som det fremgår af, hvad jeg har skrevet ovenfor, bør vores vurderinger af ret og uret i Palæstina-konfliktens mere voldelige udtryk tage udgangspunkt i en historie, der er længere end den der almindeligvis er plads til i aviserne, og den må forholde sig til at begivenhederne udspiller sig i en sammenhæng, som paterne ikke har forskellig adgang til at kontrollere. Jeg mener ikke, at ansvaret for krigen i Gaza afgøres af, hvem der skød først

Men når lederskribenter giver sig af med at legitimere at Israel, en af verdens mægtigste militære magter kaster bomber på udsultetede og forsvarsløse palæstinensere, så skal man som et minimum have de begivenheder med, der kan forklare palæstinensiske lederes motiver til at handle, som de gør.

Og hvorfor er det at palæstinenserne i Gaza skal finde sig i ikke at få medicin og fødevarer? Hvorfor er det lige, at de skal finde sig i israelske militære angreb? Og hvorfor er det at den helt rimelige tvivl om, hvem der ”begyndte” krigen, skal komme Israel til gode?

Fordi Israel er de stærkeste, og de palæstinensiske ledere er for dumme til at indse det? Det er selvfølgelig et argument, men et moralsk argument er det ikke.