”Kontrollen over Vestbreddens vandreserver er siden besættelsen i 1967 blevet stadig mere afgørende for Israels udvikling,” pointerer cand. scient. adm. Bjarne Riisgaard i en analyse af et Palæstina-konfliktens sprængfarlige temaer. Riisgaard peger på, at Israels udnyttelse af landets egne vandressourcer for længst har overskredet det økologisk bæredygtige niveau, uden at det i samme grad har reduceret kraven til vandforbruget.

 

”Regionens største vandressourcer ligger under Jordanflodens Vestbred,” skriver Riisgaard. ”De strækker sig ind under både israelsk og palæstinensisk territorium. Hovedsageligt, men under det besatte område, som geologisk har langt de bedste udvindingsmuligheder.

 

Folkeretligt ville størstedelen af ressourcerne derfor tilfalde en palæstinensisk stat på Vestbredden, selvom tilløbsforholdene fra nedbøren som reproducerer de underjordiske grundvandsbassiner, ville tilsige en fælles udnyttelse.

 

Ved Oslo II aftalen i 1995 blev der i aftalens artikel 40 lavet en fordelingsnøgle for udnyttelsen af vandressourcerne på Vestbredden og oprettet en fælles vandkomité – Joint Water Committee” (JWC) – som på grundlag af fordelingsnøglen skulle have ansvaret for behandlingen af spørgsmål om vandudnyttelsen, og koordinere aftalens implementering.

 

Det voksende antal ulovlige israelske bosættelser, den israelske militære administration og et effektivt israelsk informationsmonopol har marginaliseret vandkomiteens indflydelse og medført en dramatisk israelsk overudnyttelse af ressourcerne, med en tilsvarende forringelse af palæstinensernes levevilkår. Specielt markant i Gaza, som er næsten afskåret fra vitale vandforsyninger fra Vestbredden.”

 

Læs hele Bjarne Riisgaards analyse af Palæstinas vandkonflikt, som han kalder ”Spildte dråber i en ideologisk ørkenvandring”:

 

af: Bjarne Riisgaard, cand.scient.adm, og BSc. i "Politics and International Relations" fra London –

London School of Economics

 

Kontrol over vandressourcerne har været livsvigtige i Mellemøsten siden historisk tid og indgået i de zionistiske ekspansionsplaner i Palæstinaregionen siden Storbritannien overtog kontrollen med størstedelen af området efter første verdenskrig.

 

Seksdageskrigen i 1967 blev i høj grad fremprovokeret af lavintensive kamphandlinger mellem Syrien og Israel i årene op til krigsudbruddet i forbindelse med mindre israelske angreb på syriske vandudvindingsanlæg ved Jordanflodens og Tiberiassøens (”Geneseratsøen”) tilløbskilder i Golanhøjderne.

 

Overordnet har Mellemøsten 3 primære vandressourcer. De første 2 består dels af kilderne i Libanon, og dels den nedre del af floderne Eufrat og Tigris der løber fra Anatolien til den Persiske Bugt, og hvis udspring kontrolleres af Tyrkiet. Disse ressourcer er udenfor Israelsk rækkevidde, men den sidste væsentlige vandressource består af Jordan floden og Tiberias søen, samt deres tilløb i Golanhøjderne, i grænseområdet mellem Israel, Syrien og Jordan. Derudover er der større underjordiske grundvandsbassiner ved kysten ("Kystbassinet"), og under Karmelbjergenes centrale Nord-Syd gående højderyg ned igennem Israel("Bjergbassinet"),

 

 

(Kilde: PASSIA 2012) Grundvandsbassinerne (”Coastasl aquifer” og ”Mountain aquifer”), det nationale vandtransportsystem (”The National Water Carrier”) og nedbørsretningen over Karmelbjergene indtegnet på et kort over Israel og de palæstinensiske områder. Bjergenes højderyg følger omtrent den blå stiplede linje.

 

Syrien får størstedelen af sit vandforbrug dækket fra Tigrisfloden i grænseområdet til Tyrkiet i det sydøstlige Anatolien, mens Libanon med sin beliggenhed nordvest for Golanhøjderne og ud mod kysten, ligger på det eneste landområde i palæstinaregionen, der kan siges at have tilstrækkeligt store naturlige vandforsyninger til intensivt landbrug og en moderne industriel bykultur.

 

Derfor har fordelingen af regionens øvrige vandressourcer været kritisk, siden etableringen af Israel som en immigrantnation geografisk beliggende i Mellemøsten, men med en immigrantkulturs forventninger om et forbrugsmønster som var det USA, og et ideologisk betinget krav om en landbrugsproduktion ude af harmoni med de geografiske og klimatiske forudsætninger.

 

Det israelske vandforbrug har været større end den bæredygtige udnyttelse af de naturlige ressourcer i det mindste siden 1990´erne, og resultatet er en overskridelse af det reproducérbare forbrug, der i 2009 var akkumuleret til over en mia. m3 ferskvand (USDA 2009).

 

Det har bl.a. medført, at vandspejlet i Tiberiassøen på grænsen til Golan højderne, som er landets største åbne ferskvandsreservoir, og hvorfra ferskvand kanaliseres til resten af landet via et stort anlagt system af rørledninger og kanaler tværs igennem Israel (”The National Water Carrier”), siden 2004 er faldet med over 5,1 meter, og vandstanden i grundvandsbassinerne nu ligger på det lavest registrerede niveau nogensinde (FAO 2008).

 

Forbruget er imidlertid tæt kulturelt knyttet dels til zionistiske forestillinger om opdyrkningen af ørkenen som symbol på den jødiske tilknytning til landet, og dels et privat vandforbrug der er bemærkelsesværdigt højt, både efter lokale og internationale forhold. Bl.a. under pres fra en langvarig tørke i regionen siden 2005, har forsøg på en miljømæssig bæredygtig tilpasning af forbrugsmønsteret i de private husholdninger siden 2007 i nogen grad reduceret væksten i forbruget pr. indbygger, men det ligger stadig på et niveau der er langt højere end i nabolandene (se diagram 1).

 

Merforbruget i forhold til resten af regionen omfatter både husholdnings- og landbrugsformål, og en bæredygtig tilpasning af forbruget vil kunne skabe så store konflikter med den zionistiske selvforståelse, at det anses for politisk umuligt. Derfor vil kontrollen over rigelige vandforsyninger, i det politiske miljø formentlig blive opfattet som et spørgsmål om sikring af statens eksistens.

 

Diagram 1: Vandforbrug, Israel og nabostaterne, Årligt gennemsnit 2003 - 2007

 

Størstedelen af Bjergbassinet under Karmelbjergene forsynes af nedbøren langs bjergenes vestside, og befinder sig under den besatte palæstinensiske Vestbred, hvorfor det ved en 2-statsløsning folkeretligt vil tilhøre en palæstinensisk stat på Vestbredden (se kortillustration).

 

Grundvandsbassinet ved kysten kan kun udnyttes i et vist omfang. Dels fordi, der er konstant risiko for, at indtrængende saltvand fra Middelhavet vil tilsalte jorden og ferskvandet, hvis grundvandet udnyttes for hårdt til, at balancen mellem saltvand og ferskvand kan opretholdes, og dels fordi klor og nitratforurening især fra kunstgødning i landbruget har medført, at ca. 15 % af det vand der pumpes op fra bassinet må kasseres som drikkevand.

 

Desuden er det gennemsnitlige nitratindhold i bassinets vand siden 1950 vokset fra 30 mg/l. til 63 mg/l, hvad der også har gjort, at klor og nitrat koncentrationer under tærskelværdierne for kunstvanding til landbrugsproduktion nu kun findes i halvdelen af den israelske del af Kystbassinet (FAO 2008). I den del af bassinet der ligger under Gaza striben er situationen yderligere forværret af, at israelske militære angreb, og den internationale blokade af Gaza har ødelagt meget af vandudvindingsinfrastrukturen, og ført til en betydelig yderligere forurening af bassinet, hvorfor størstedelen af grundvandet nu er sundhedsskadeligt for børn (Verdensbanken 2009, Amnesty International 2010).

 

Den bæredygtige vandudvinding fra de to grundvandsbassiner, samt Jordanfloden og Tiberiassøen udgør Israels naturlige ferskvandsressource. Grundlæggende opretholdes disse ressourcer igennem afløb og nedsivning fra områdets nedbør, primært nedbøren over Karmelbjergene, som derfor også sætter grænsen for det bæredygtige forbrug. Hvis ressourcerne skal bevares, kan der i længden kun udvindes vand svarende til den mængde de tilføres via direkte og indirekte afløb fra nedbøren, især over Karmelbjergenes vestside, som er den største og vigtigste nedbørskilde. På grundlag af nedbørsmængden, er det bæredygtige forbrug beregnet til ca. 1,78 mia. m3 vand pr. år (FAO 2008).

 

Israels ferskvandforbrug har imidlertid for længst overskredet den grænse, og var i 2007 på ca. 2,1 mia. m3 (USAD 2009). Landet har således underskud på den økologiske balance mht. bæredygtigt vandforbrug. For at dække underskuddet er der principielt 2 muligheder; enten må det sænkes, eller også må der findes nye ressourcer - og begge dele er forbundet med betydelige problemer. Mht. ressourcerne er de naturligt begrænsede, og selvom der siden 2000 er investeret meget i recirkulering af spildevand og udbygning af vandforsyningen med store afsaltningsanlæg til havvand, er det utilstrækkeligt til at kompensere for udpiningen af de naturlige ressourcer og dække det voksende forbrug, som derfor uundgåeligt kommer i konflikt med palæstinensernes og de arabiske nabostaters tilsvarende adgang til vand. Mht. en tilpasning af forbruget er der som tidligere nævnt betydelige ideologiske og politiske interesser på spil i internt i Israel.

 

2: Vandforbruget i Israel

Den suverænt største forbruger af ferskvand i Israel er landbrugssektoren. Klimatisk er store dele af Israel for tørt til intensivt landbrug, og landet er derfor naturligt nok primært en industristat. Landbrugssektoren producerer knap 3 % af Israels samlede BNP, og beskæftiger en marginal andel af den samlede arbejdsstyrke (Hillel 2009). Den er således nationaløkonomisk relativt ubetydelig.

 

Desuden er opdyrkning af ørkenen, og især opdyrkning af Negev-ørkenen, der udgør over halvdelen af Israels territorium, afhængig af intensiv kunstvanding, som kræver store vandressourcer. Den er ikke desto mindre genstand for vedvarende, ambitiøse israelske regeringsforsøg på at udvikle en etnisk jødisk landbrugsproduktion, ikke alene udover grænsen for de naturlige vandreservers kapacitet, men også på bekostning af de resterende palæstinensiske beduiners sociale og kulturelle overlevelsesmuligheder (Gray 2007, Cook 2011).

 

Den zionistiske forestilling om "ørkenen der skal blomstre" har imidlertid stor ideologisk gennemslagskraft både internationalt og internt i Israel. Det bidrager til, at legitimere den jødiske nationalstat og de israelske landbrugsinteresser har derfor stor indenrigspolitisk indflydelse.

 

Sektoren modtager betydelige subsidier til kunstvanding og gødning, hvilket er en del af forklaringen på, at landbrugets vandforbrug i perioden 2003 - 2007 udgjorde gennemsnitligt ca. 58 % af det totale vandforbrug i Israel. De resterende ca. 42 % fordeler sig som vist i tabel 1, på industrien og de private husholdninger, hvoraf husholdningsforbruget med en andel på ca. 36 % af det samlede vandforbrug i samme periode, er den absolut dominerende faktor.

 

	1998 -2002	2003- 2007
Landbrug	55,76 %	57,78 %
Industri	6,66 %	5,78 %
Husholdning	37,58 %	36,44 %
I alt	100 %	100 %

Israel har forsøgt at strække vandressourcerne med store investeringer i afsaltningsanlæg og en kombination af systematisk recirkulation, kvoter og prisdifferentiering.

 

Mulighederne for genanvendelse af spildevand til husholdninger og landbrug er begrænsede, og forsøg på at reducere husholdningsforbruget med øget brugerbetaling er upopulært. Kultursociologisk har en levestandard med et forbrugsmønster svarende til (klimatisk anderledes) moderne industristater, stærk national symbolværdi. Samtidig har løfterne om en højere levestandard været et væsentligt element i de israelske bestræbelser på at tiltrække en øget indvandring fra de tidligere østbloklande, og de store indvandringsgruppers materialistiske forventninger er et vigtigt partipolitisk redskab for den israelske højrefløj.

 

Konsekvensen er, at de stadigt mere påtrængende begrænsninger i udnyttelsen af landets egne vandressourcer, medfører en skærpet rivalisering om regionens øvrige vandressourcer, snarere end en tilpasning af landbrugets og husholdningernes vandforbrug.

 

I forbindelse med Oslo-aftalerne i 1995 blev der ved den såkaldte Oslo II aftale, i aftalens artikel 40 også aftalt en fordelingsnøgle for de fælles vandressourcer i Bjergbassinet under Vestbredden, fordelt mellem de enkelte delområder af bassinet, på begge sider af grænsen mellem Israel og de besatte områder, på grundlag af dets estimerede bæredygtige udvindingskapacitet (se tabel 2).

 

Samtidig blev der i artiklen aftalt rammerne for en fælles palæstinensisk-israelsk vandkommission (JWC - ”Joint Water Commission”), der skulle koordinere aftalens implementering, med det forbehold, at forbruget i israelske bosættelser og militære installationer ikke måtte forringes.

 

Det administrative ansvar i det besatte område blev fordelt forskelligt i 4 forskellige, usammenhængende enklaver af området, og forventningen var, at arrangementet skulle vare i en overgangsperiode på 5 år, hvorefter den palæstinensiske selvstyremyndighed skule overtage ansvaret for sine egne ikke nærmere definerede vandrettigheder.

 

Aftalen institutionaliserede dermed israelernes kontrol over vandressourcerne på Vestbredden, men havde den fordel, at den samtidig etablerede en klar målestok for den senere udvikling, som den aktuelle situation kan holdes op imod.

Delområde	Estimeret kapacitet	Totalt til palæstinensere	Totalt til Israelere	I alt
Vestlige Bassin	362	22	340	362
Nordøstlige Bassin	145	42	103	145
Østlige Bassin	172	54	40	94
Uallokeret (Østbassin)				78
I alt	679	118	483	679

Den besatte Vestbred blev inddelt i 3 fragmenterede områder; A, B og C, samt et fjerde område, der omfattede de fleste af de illegale bosættelser og deres tilknyttede opdyrkningsarealer. Område C, der omfattede knap 60 % af territoriet, hovedsageligt militære arealer ud mod Jordanfloden, var det største og forblev under direkte Israelsk militær administration.

 

Områderne A og B udgør tilsammen ca. 40 % af den besatte Vestbred, men opdelt og adskilt af spredte Israelske bosættelser med tilhørende vidtstrakte landbrugsarealer, og privilegerede forbindelsesveje til Israel og de militære installationer for israelske tropper og bosættere.

 

A og B – områderne var de eneste områder hvor de palæstinensiske selvstyremyndigheder skulle have selvstændige administrative beføjelser. Denne opsplitning af territorium og administration er fortsat siden aftalen blev indgået i 1995, så den oprindeligt tilsigtede overgangsperiode på 5 år indtil videre har varet 17 år.

 

Situationen underminerer de palæstinensiske selvstyreinstitutioners mulighed for at overskue og kontrollere vandudvindingen og giver de israelske militære og civile myndigheder et informations- og kontrolmonopol, der har reduceret den fælles vandkommission til et israelsk politisk instrument (The World Bank 2009).

 

Resultatet er en markant udpining af Bjergbassinets ressourcer, og en tilsvarende dramatisk forringelse af den palæstinensiske befolknings levevilkår. Dels i forbindelse med reel vandmangel til husholdningsformål, som udvikler sig til et stadigt mere påtrængende problem for den palæstinensiske befolkning, i takt med at den territoriale fragmentering i ”Bantustan”-agtige enklaver, sammen med militærets og bosætternes vedvarende intimideringer, gør vandforsyningen til en opslidende, uophørlig daglig kamp (Amnesty International 2009). Dels i forbindelse med vandingsproblemer og udtørring i de palæstinensiske landbrug i takt med at en stigende andel af vandressourcerne ledes bort til Israel, eller til store, vandingsintensive industrielle landbrug i de israelske bosættelser (The World Bank 2009). Stigningerne har medført, at den israelske udvinding siden 1999 hat oversteget både det aftalte niveau i artikel 40 og bassinets samlede bæredygtige kapacitet, som vist i tabel 3 og diagram 2, hvorfor der allerede er sket en irreversibel reduktion af dets kapacitet.

 

Delområde	Estimeret kapacitet	Palæstinensisk udvinding	Israelsk udvinding	Udvinding i alt
Vestlige Bassin	362	29,4	591,6	621,0
Nordøstlige Bassin	145	36,9	147,1	184,0
Østlige Bassin	172	71,9	132,9	204,8
I alt	679	138,2	871,6	1.009,8

Diagram 2: Vandudvinding i forhold til artikel 40

 

Kilde: The World Bank (2009)

 

Situationen i Gaza er mere kritisk, idet Gaza som en tæt befolket enklave ovenpå et mindre, stærkt forurenet udsnit af Kystbassinet, er blevet afhængig af import af dyre eksterne, israelsk kontrollerede vandforsyninger, suppleret med begrænsede mængder afsaltet havvand og forurenet, dårligt renset grundvand.

 

Efter de sidste israelske bosættelser i Gaza blev rømmet i 2005, blev der af det palæstinensiske selvstyre indledt en systematisk forbedring af vandforsyningen med afsaltnings- og vandrensningsanlæg, der skulle kompensere for problemerne med vandet i Kystbassinet.

 

Størstedelen af de fremskridt der var opnået blev imidlertid ødelagt under det det israelske militærangreb på Gaza i 2008, og den israelske blokade siden da har medført, at rekonstruktionsarbejdet har været hæmmet af konstant mangel på byggematerialer. Infrastrukturen for den kollektive offentlige forsyning er derfor aldrig blevet fuldt genetableret, og sideløbende har angrebet og blokaden skabt et nyt problem med giftigt affald der ikke kan skaffes af vejen, men forurener grundvandet yderligere. Dertil kommer, at vandmangelen og den ødelagte infrastruktur til forsyning og genindvinding, har ødelagt den erhvervs- og beskæftigelsesmulighed der tidligere eksisterede, for en nicheproduktion af højkvalitets landbrugsprodukter fra Gazas begrænsede landbrugsareal (The World Bank 2009).

 

Det palæstinensiske selvstyre i Gaza forsøger at opretholde en vis offentlig forsyning af sundhedskontrolleret drikkevand i det beskadigede rørsystem fra et begrænset antal fungerende brønde, men den er sporadisk og ustabil, fordi der på grund af blokaden også er konstant mangel på reservedele og kemikalier til drift og vedligehold (B´Tselem 2010).

 

Den desperate situation har skabt et marked for importeret israelsk flaskevand der får lov til at slippe igennem blokaden og bliver solgt til ekstreme priser, sammen med en lokal, ofte sundhedsfarlig vandforsyning fra små, ineffektive og hovedsageligt private vandrensningsanlæg til behandling af saltvand og forurenet brøndvand (The World Bank 2009).

 

Resultatet afspejles direkte i sundhedstilstanden, der er præget af følgesygdomme fra dårligt vand, og især blandt børn forringes hurtigt, med støt voksende hyppighed af anæmi, diarré og livstruende kvælningssygdomme blandt børn under 5 år (Amnesty International 2009, B´Tselem 2010).

 

Siden 2006 er problemerne med vandforsyningen i Palæstinaregionen eskaleret på grund af en flerårig tørke, som har tydeliggjort interessemodsætningerne. Konflikterne er imidlertid ikke skabt af den seneste tørke, men af den aggressive, ideologisk betingede ekspansion af en produktionsform og en livsstil, der er uforenelig med de naturlige begrænsninger i palæstinaregionens givne vandressourcer.

 

I en situation hvor Israel er stødt ind i en naturlig ressourceramme for en livsstil og produktionsform, der er så ideologisk grundlæggende for statens selvforståelse, som landbruget er for zionismen, har det sin egen logik, at staten vælger at sprænge rammerne uden hensyn til omgivelserne, snarere end at tage et internt opgør om præmisserne for sin selvforståelse.

 

I konflikten med omgivelserne bliver det uforenelige mellem selvforståelsens præmisser, og respekten for omgivelserne dermed meget tydelige, som det også er tilfældet med den generelle struktur bag vandkonflikterne, både i Negev-ørkenen og på Vestbredden.

 

Begge steder er ekspansionen af den israelske bebyggelse og industrielle landbrugsproduktion, med tilhørende intensivt vandforbrug til både produktions- og husholdningsformål, foregået i en ulige åben konflikt med den oprindelige befolkning. En konflikt med israelsk udgangspunkt i en overlegen magtposition, hvor statens voldsapparat er brugt til, at etablere og fastholde en privilegeret position for en etnisk-jødisk befolkningsgruppe på bekostning af forringede levevilkår og retsforhold for den oprindelige palæstinensiske befolkning.

 

Udfaldet har for palæstinenserne været, at de kommer til at leve under stadig mere reservatlignende forhold. Resultatet har dermed ikke kun været en forringelse af det fysiske miljø, og udpining af de naturlige ressourcer, men også en stadig mere åbenlys de-facto etablering af et etnokratisk samfund på grundlag af en nationalchauvinisme, der får mere og mere tydelige racistiske karakteristika.

 

Lighedspunkterne med nationalchauvinismen bag udviklingen på Balkan og før det i Sydafrika, bliver iøjnefaldende og foruroligende, så meget desto mere, som der kun ser ud til at være meget få tegn til et ideologisk opgør med den zionistiske og arabiske nationalisme, svarende til det konstruktive og fredelige opgør med apartheid i Sydafrika.