Israels valg. Demokratisk stat eller apartheidlignende tilstande?

 

Ellemann, Helveg og Lykketoft
 
 
I en fælles kronik i Berlingske Tidende rettede tre forhenværende danske udenrigsministre - Venstres Uffe Ellemann-Jensen, Socialdemokraternes Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen - i august 2010 en opsigtsvækkende kritik mod Israel.
 
Et bagvedliggende motiv til kronikken formentlig var en venlig opfordring til VK-regeringen om via den daværende VK-regering at forsøge at få EU til påvirke den tilsandede fredsproces.
 
I deres indlæg skrev de, at ”israelerne må vælge mellem at være et demokratisk land med et jødisk befolkningsflertal inden for 1967-grænserne, eller en udemokratisk, jødisk stat med apartheid-lignende tilstande”.
 
Hovedårsagen til den fastlåste situation i den israelsk-palæstinensiske konflikt var ifølge de tre tidligere udenrigsministre ”den 43 år lange israelske besættelse, der frarøver palæstinenserne deres bevægelsesfrihed”.
 
”Mens Abbas (palæstinensernes præsident, red.) i ord og handling har vist, at han har viljen til fred, har Netanyahu (Israels premierminister, red.) talt med to tunger. Hvis Netanyahu oprigtig vil en fred med palæstinenserne, må han melde klart ud,” skrev de tre tidligere udenrigsministre og opfordrede til, at der lægges et øget pres på Israel.
 
Palaestina-info har fået tilladelse til at bringe kronikken. Læs den her
 
 
Vi vil anerkende Palæstina
 
Af: Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg-Petersen & Mogens Lykketoft,
     tidligere udenrigsministre
 
Danmark bør spille en mere aktiv rolle for at få genoplivet fredsprocessen. Gennem samarbejde med de nordiske lande og i EU bør vi arbejde for at sætte gang i den fastlåste proces om at anerkende Palæstina som selvstændig stat.
Ved åbningen af FNs generalforsamling sidste år udtrykte præsident Barack Obama håb om at Palæstina ville deltage som en selvstændig stat ved dette års generalforsamling.
Men den politiske situation i Israel og de besatte områder giver grund til dyb pessimisme af flere årsager. For det første modsætter vigtige aktører sig reelt en to-stats løsning. Hamas nægter fortsat at anerkende Israel, og premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti afviser i deres politiske program selve eksistensen af en palæstinensisk stat på Vestbredden, hvor størstedelen af den palæstinensiske befolkning bor.
For det andet er det palæstinensiske demokrati reelt suspenderet. Hamas holder fortsat Gaza i et jerngreb, og efter at premierminister Salam Fayyad og resten af det palæstinensiske kabinet trådte tilbage, er den politiske situation i de besatte områder kaotisk.
For det tredje er det folkelige håb om fred truet. Til trods for overvældende støtte til en to-stats løsning blandt både palæstinensere og israelere, er troen på fortsatte forhandlinger næsten forsvundet. Det amerikansk støttede israelsk-palæstinensiske meningsmålingsprojekt JIPP, har dokumenteret, at mens 79 % af israelerne og 75 % af palæstinenserne troede på en forhandlet løsning i år 2000, faldt tallet til henholdsvis 5 % og 6 % i 2010. Ikke desto mindre, er der fortsat et flertal i begge befolkninger, som ønsker og støtter en fredelig to-statsløsning.
For det fjerde, er den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas politiske manøvremuligheder overfor Israel blevet alvorligt forringede. Det skyldes, at en nylig læk har afsløret at Abbas i hemmelighed har accepteret at afgive store dele af Østjerusalem til israelerne, som en del af en endelig fredsaftale. Efterfølgende er hans chef-forhandler Saeb Erekat trådt tilbage, Abbas og fremstår nu som alvorligt svækket. Overfor israelerne, er han blevet svækket som forhandler - og vil have sværere ved at få accepteret sine krav. Og blandt palæstinenserne ses han nu i højere grad som eftergivende og svag.
For det femte, ville ethvert seriøst skridt mod fred betyde, at Likud splittes og at dets koalitionspartnere ville udtræde af regeringen. Et sammenbrud ville enten tvinge partiet i opposition eller gøre Likud til junior-partner i en regering med det mere fredsvenlige Kadima-parti. Med andre ord er der både stærk modstand imod, og høje omkostninger ved fredsinitiativer for Netanyahus parti.
Men vi, der ønsker en fredsaftale, har simpelthen ikke råd til at sidde på hænderne for tiden arbejder imod en fredelig løsning.
Siden det israelske byggestop udløb 1. oktober 2010 er der blevet opført bosættelser med en destruktiv hast. I de seks uger der fulgte efter byggestoppet udløb, blev der bygget næsten lige så mange bosætterboliger som i hele 2009.
Bosættelserne ER den største og mest konkrete forhindring for en fredsaftale, og de udgør en trussel for begge parters sikkerhedsmæssige interesser.
For palæstinenserne vil en kolonisering selvsagt umuliggøre skabelsen af en selvstændig stat.
For israelerne vil en kolonisering af Vestbredden betyde, at man inden længe får et arabisk befolkningsflertal i den jødiske stat. Det vil sætte israelerne i et dilemma: Enten gør man op med ideen om at Israel skal være en jødisk stat, eller også bliver det en stat, hvor ikke alle borgere nyder samme rettigheder.
I dag bor der mere end 500.000 israelske bosættere på den besatte palæstinensiske Vestbred. Det er selvfølgelig ikke i sig selv et problem, at der bor israelere i Palæstina. Problemet er den sikkerhedsmæssige logik som følger af bosættelserne, der ofte er veritable fæstninger: Bosættelserne betyder deployering af soldater, ekspropriering af palæstinensisk land, destruktion af landbrugsland eller huse, opførelse af mure på palæstinensisk jord og flere checkpoints.
Hvis fredsforhandlingerne skal fortsætte, er det nødvendigt at få stoppet udvidelserne af bosættelserne. For så længe der bygges kan der ikke forhandles i god tro. Det ville svare til at skulle forhandle om delingen af en kage, alt imens den ene part spiser løs af selv samme kage.
Det står klart, at Netanyahu ikke kan levere, og måske slet ikke ønsker, en fredsaftale – med mindre han bliver sat under massivt internationalt pres. I samme stund er det vigtigt at fastholde presset på palæstinenserne. Der er derfor behov for at skabe bevægelse i situationen.
Palæstinenserne har efter årelange forhandlinger, der har haft karakter af israelsk trækken-tiden-ud, sat september som deadline for at udråbe en palæstinensisk stat.
EU blev i december 2010 enige om at anerkende Palæstina ”når det er passende” – men er reelt lammet i spørgsmålet. Fra dansk side bør vi, gerne i samarbejde med vores nordiske broderlande, presse på for at rykke EU ud af dødvandet og arbejde for at sætte en deadline for ”hvornår det er passende”.
Spanien arbejder diskret, men intenst i kulissen for at skabe momentum og Norge har allerede nu erklæret, at man vil støtte en palæstinensisk stat, hvis ikke der er sket fremskridt i fredsforhandlingerne og hvis andre europæiske lande støtter det. Brasilien, Chile, Argentina, Ecuador, Uruguay, Bolivia og Rusland har allerede taget skridtet og anerkendt Palæstina – og Honduras, Guatemala og El Salvador samt en række caribiske østater ventes at følge efter. Men det har hidtil virket som en tom gestus, fordi der ikke var tyngde nok bag anerkendelsen. En sådan øget tyngde kunne komme, hvis EU bevæger sig.
 
Vi har i Danmark anerkendt Israel i mere end 60 år – det er på tide at vi toner rent flag og presser på for at vi i EU også anerkender Palæstina indenfor 1967-grænserne.
[Så sent som i maj sidste år blev Folketinget enig om en vedtagelse, der beskrev det som ”en ret”, at palæstinenserne kan leve i en stat indenfor 1967-grænserne. Ligeledes er man i EU blevet enige om, at man ikke vil anerkende andre ændringer af 1967-grænserne, end de beskedne byttehandler af land, som kan blive et resultat af en endelig aftale.]
En anerkendelse af Palæstina kan genskabe håbet om en fredsaftale ved at bryde dødvandet i forhandlingerne. Det vil øge presset på den nuværende regering i Israel, og genskabe håbet for pragmatikerne – og samtidig kan det bruges til at skubbe palæstinenserne tilbage til forhandlingsbordet.
Anerkendelse af et Palæstina indenfor 1967-grænserne vil også være en indirekte anerkendelse af Israel. Det vil være et stort skridt for de arabiske lande, som endnu ikke har anerkendt den jødiske stats ret til at eksistere – og kan måske åbne for et tættere forhold mellem Israel og dets naboer.)
Endelig vil en anerkendelse sætte ekstremisterne under pres. Såvel Hamas som den israelske højrefløj (herunder flere regeringspartier) modsætter sig en endelig grænsedragning, fordi de mener at have krav på hele området. For palæstinenserne vil en anerkendelse vise, at terrorens vej ikke fører til frihed. For israelerne vil det vise, at bosætter-lobbyens salami-taktik ikke er en farbar vej til fred. Ved at sætte grænser for Israel og Palæstina kan man også sætte grænser for fanatikernes dominans af fredsprocessen, og dermed genskabe et folkeligt håb om fred.
Håbet om en fredsaftale er under pres, men alternativet er ubærligt. Derfor er det vigtigt at vi ikke glemmer, at et flertal på begge sider ønsker fred.
Det er, til tider med rette, blevet sagt om det palæstinensiske lederskab, at de ”aldrig forspildte muligheden for at forspilde en mulighed”. I dag gælder det for både palæstinenserne, israelerne og os i det internationale samfund, at ingen af os har råd til at forspilde flere chancer.
Den største konflikt i dag står ikke mellem israelere og palæstinensere, men mellem fanatikere og pragmatikere. En anerkendelse af Palæstina vil uden tvivl blive mødt med aggressiv modstand af fanatikerne – men vores håb er, at det også vil gøde jorden for nye forhandlinger mellem pragmatikerne på begge sider af 1967-grænserne.