Israels rømning af Gaza 2005. Militær kontrol under nye former

 
 
Af: Lars Ploug
 
August 2005 evakuerede Israel 8500 bosættere fra Gaza-striben. Det store antal sikkerhedsstyrker, der havde sikret bosætterne mod de 1.4 millioner palæstinensere i et af de tættest beboede områder i verden blev nu trukket tilbage til den israelske side af grænsen. Selvom planerne havde mødt kraftig modstand fra bosætterbevægelsen, foregik evakueringen af Gaza relativt fredeligt.
 
Efter de ulovlige bosættere var blevet flyttet, og hæren trukket tilbage til israelsk territorium, kunne palæstinenserne overtage bosættelserne og de bygninger som det israelske militær havde efterladt. Eller rettere, de kunne overtage, hvad der var tilbage. Huse og inventar var ødelagt. Alt var gjort for at palæstinenserne ikke skulle havde glæde af, hvad israelerne havde ladet blive tilbage.
 
I det store billede var den israelske tilstedeværelse i Gaza den kendsgerning, der mest tydeligt udstillede konsekvenserne af bosættelsespolitikken og det militære jerrgreb, der var nødvendigt for at opretholde den. 
 
For hver  bosætter,  beskyttet og privilegeret af den israelske besættelsesmagt, var der mere end 1600 palæstinensere til at dele det område, der ikke var beslaglagt af bosætternes huse og Israels militære installationer. Dette fik en ende var med afviklingen af det israelske engagement i Gaza i 2005.
 
Men var besættelsen slut? Havde Israel frasagt sig kontrollen med Gaza? Og var det israelske skridt virkelig motiveret af et oprigtigt ønske om at komme palæstinenserne i møde, eller for den sags skyld af et ønske om at vise israelsk fremkommelighed i  fredsprocessen? Disse spørgsmål er i fokus i Lars Plougs artikel om Israels rømning af Gaza.
 
 
Fredsproces, fortsat besættelse, ansigtsredning
 
Ploug har tre hovedkonklusioner vedrørende Israels beslutning om at afslutte 38 års besættelse af den lille overbefolkede Gazastribe:
 
1:  Selv for  den allermest venlige betragtning kan rømningen ikke forstås som et ensidigt forsøg på at sætte gang i en fredsproces. Palæstinenserne havde længe set, hvordan virkeligheden i det område, de havde regnet  skulle være det territoriale grundlag for en stat, for længst var stukket af fra deres drømme. De havde drømt  om staten som en enhed, de kunne bevæge sig frit i og bestemne over uden, at skulle tage hensyn til Israel. Sådan var det ikke blevet, og sådan ville det ikke blive.
      
 
2:  Den israelske tilbagetrækning fra Gaza  kan ikke anskues ses som en afvikling af besættelsen af Gaza. For det første fordi Israels tilbagetrækning ikke befriede gazanerne for israelsk militær kontrol. For tilbagetrækningen i gik ikke længere end  til grænsen, hvorfra Israel med sine sofistikerede våben kunne straffe palæstinenserne kollektivt for angreb fra militante  grupper. Og så var Israel jo heller ikke længere væk, end at statens militær kunne rykke ind i Gaza igen.
 
3:  Afviklingen af bosættelser og militær tilstedeværelse i Gaza brød ikke på nogen afgørende måde med den rolle, som Israel er parat til at lade palæstinenserne spille. Tværtimod løste den israelske tilbagetrækning fra Gaza løste alvorlige praktiske og ideologiske problemer i det israelske design for en permanent løsning af Palæstina-spørgsmålet. Det praktiske problem bestod (og består) i, at den palæstinensiske befolkningstilvækst er for høj, og at antallet af palæstinensere i det israelsk kontrollerede Palæstina var på vej til at overhale antallet af jødiske israelere. Det ideologiske problem bestod i, at et palæstinensisk befolkningsflertal ville underminere Israels image og selvbillede som en demokratisk stat – den eneste i Mellemøsten. Ved at trække sig fra selve Gaza skar man 1.4 millioner palæstinenserne ud af befolkningsregnestykket, samtidig med at man bevarede den israelske  kontrol med dem .               
 
Læs Lars Plougs analyse af den israelske rømning af Gaza.
 
 
 
Gazarømning:
 
Militær kontrol under nye former
 
Af: Lars Ploug,
 
 
 
For at forstå, hvilken rolle den militære tilbagetrækning fra Gaza spillede i forhold til fredsprocessen, og i forhold til det billede som den israelske regering ønskede at tegne med det ensidige skridt, er det nødvendigt at vide noget om fredsprocessen, dens struktur og forløb op til 2005. 
 
 
 
I
 
Oslo-processens struktur og forløb
 
                    I 1993 underskrev den israelske premierminister Rabin og lederen af den            
 
                    Palæstinensiske    Befrielsesorganisation, PLO, Arafat,  den såkaldte  
 
                   principerklæring på plænen foran det Hvide Hus i Washington. Aftalen udstak     
 
                    principperne for den fredsproces, der i årene frem til den israelske    
 
                    tilbagetrækning af soldater fra Gaza i 2005 var løbet ind i den ene forhindring   
 
                    efter den anden. For at forstå forhindringerne er det nødvendigt at kende til   
 
                     de principper Oslo-aftalen udstak.
 
 
 
Oslo-processen havde fire vigtige forudsætninger. For det første skulle forhandlingerne være bilaterale, dvs de skulle foregå direkte mellem palæstinenserne og Israel. For det andet skulle USA fungere som upartisk mægler, der kunne lægge pres på parterne, hvis de blev for vrede på hinanden eller for stædige, når der skulle gives vigtige indrømmelser eller indgås svære kompromiser. For det tredje var processen planlagt som et forløb, der udskød de spørgsmål  som fredsprocessens arkitekter med rette anså for at være sværest at nå til enighed om.
 
De skulle tages op i de såkaldte Final Status Negotiations, og det var præciseret i Oslo-aftalen at parterne ikke måtte tage ensidige skridt, der betød at de blev sværere eller umulige at løse, når det kom så vidt. Det var selvfølgelig især Israel, der var tænkt på i den henseende, al den stund  at Israel var den eneste af parterne, der havde den militære styrker til at tage ensidige skridt. 
 
De udskudte Final stastus- spørgsmål handlede for det første om de  palæstinensere, der var flygtet i månederne  op til og efter staten Israels oprettelse i   maj 1948,  og  om flygtningene fra juni-krigen (seksdageskrigen)  i 1967. Det handlede om Østjerusalem, som Israel ulovligt annekterede efter sejren i juni-krigen. Det handlede om de ulovlige jødiske bosættelser i de besatte områder, og det handlede om adgangen til vand.
 
 
Fredsprocessens indbyggede problemer
 
Der var to grundlæggende problemer i fredsprocessen. Det første var lå i udskydelsen af de svære spørgsmål. Mens den erklærede ide med at lade dem vente, mens parterne opbyggede gensidig tillid, i udgangspunktet var sympatisk nok, havde den store konsekvenser for palæstinensernes forhandlingsposition. I praktisk betød det, at Israel kunne blokere for, at man nogensinde nåede frem til at forhandle final status-spørgsmålene. Og det var et problem, for det var netop de områder, hvor international lov allerklarest fastslår palæstinensiske rettigheder og israelske krænkelser af disse. Det handler fx om flygtningenes rettigheder,  om den ulovlige besættelse af Østjerusalem, og de ulovlige bosættelser og om de forpligtelser som Israel har som besættelsesmagt.
 
Israel havde allerede kontrollen med Østjerusalem og de øvrige ulovligt  besatte områder, de havde ulovligt flyttet dele af deres egen befolkning ind i området og de havde kontrollen med vandet. Og Israel  ingen interesse i at bidrage til løsningen af det problem med de palæstinensiske flygtninge, som de selv havde skabt.
 
Om man nogensinde ville nå frem til et sted i fredsprocessen, hvor palæstinensiske rettigheder kunne få lov at betyde noget, blev med andre ord op til Israel.
 
Eller rettere, det blev op til den amerikanske mægler, der desværre viste sig at være alt andet end upartisk. En amerikansk vilje til at presse Israel kunne utvivlsomt have givet fredsprocessen et andet forløb, men en sådan vilje fandtes ikke. USA betaler for de våben, der gør Israels hær til en af de mægtigste og bedst bevæbnede i verden, og amerikanske regering har sjældent vist sig parat til at presse Israel til noget som helst. Heller ikke undervejs i fredsprocessen.
 
 
Fuldbyrdede kendsgerninger på palæstinensisk land
 
Når fredsprocessens økonomiske og politiske sponsorer (USA, EU, Norge, red.) og de palæstinensiske politikere kunne fæstne lid til den, skyldtes det at den trods sine indbyggede problemer tilbød palæstinenserne, noget der lignede en stat. Der blev oprettet et selvstyre i små områder, Arafat blev indsat som præsident, og strakte man den gode vilje kunne man se det som et første skridt mod virkeliggørelsen af den tostatsløsning, som siden 1988 havde været PLOs erklærede mål.
 
Men for den palæstinensiske befolkning blev den gode vilje sat på en hård prøve af de fuldbyrdede kendsgerninger i de palæstinensiske områder, som Israel skabte efter Osloaftalen. I år 2000 havde Israel mere end fordoblet antallet af bosættere på Vestbredden, udvidet eksisterende bosættelser og bygget nye. Det område, som palæstinenserne havde forestillet sig skulle huse en levedygtig palæstinensisk stat var klippet i stykker af bosættelser, bosætterveje og militær infrastruktur. Og de, der havde troet på fredsprocessen, på israelsk fremkommelighed og på amerikansk evne og vilje til at fungere som upartisk mægler, så i stigende grad deres dømmekraft udstillet som i bedstre fald yderst mangelfuld.      
 
 
Fredsprocessens sammenbrud
 
Fredsprocessens venner havde virkeligheden i realiteternes verden mod sig. De havde været drevet frem af tanken om at en palælstinensisk stat i de besatte områder var det Columbus-æg, der kunne skaffe dem freden og æren for at være blandt fredsmagerne. Men selvom det altså blev stadigt sværere at se, at fredsprocessen bragte freden nærmere, holdt de stædigt fast i, at der var en fredsproces. Den var bare, hed det i deres jernbane- inspirererede retorik, afsporet, og manglede kun at blive sat på skinner igen. Og parterne skulle bare springe på inden fredstoget kørte for næsen af dem.
 
I år 2000 eksploderede den palæstinensiske frustration i den anden Intifada, også kaldet al-Aqsa Intifadaen. Den fulgte et møde i Camp David mellem den paæstinensiske  Yassir Arafat og den israelske premierminister Ehud Barak i Camp David i USA, hvor den amerikanske præsident Clinton var vært. På mødet forsøgte Clinton og hans embedsmænd  at presse den palæstinensiske præsident til at acceptere de geografiske og demografiske (befolkningsmæssige) realiteter, som Israel ensidigt havde etableret i de besatte områder. Arafat forlod forhandlingerne i vrede, og blev i medierne udskreget som manden, der havde spoleret en historisk chance for en endelig løsning af Palæstina-konflikten.
 
I årene op til Israels tilbagetrækning fra Gaza fortsatte den palæstinensiske Intifada. På Vestbredden  skød og dræbte israelske soldater pgalæstinensere i hobetal. I Israel gennemførte palæstinensiske terrorister en bølge af selvmordsangreb med mange israelske civile ofre. Fredsprocessens sponsorer fortsatte med at snakke liv i håbet om en fredelig løsning. Men hvis det nogensinde havde givet mening at tale om fredsproces, gjorde det ikke længere. Talen om en fredsproces var blevet en besværgelse mod håbløsheden.
 
 
Mellem realisme og moral
 
På mange måder er spørgsmålet om, hvorvidt den strandede fredsproces var en konsekvens af palæstinensisk stædighed, et temperaments-spørgsmål. For det er selvfølgelig rigtigt, at kompromiser er at stille sig tilfreds med det mulige. Og hvad der var (og er) muligt for palæstinenserne, er i virkelighedens verden et spørgsmål om, hvad Israel er parat til at tilbyde dem,  eller hvad amerikanerne vil presse Israel til at tilbyde
 
 Man kan argumentere for, at magtforholdet mellem Israel og palæstinenserne var (og er) sådan, at enhver israelsk indrømmelse derfor også var et israelsk tab, fordi Israel havde overmagten og derfor kunne beholde det hele. Og omvendt, at ethvert kompromis som palæstinenserne indgik med det militært overlegne og alliacemæssigt begunstigede Israel ville være en palæstinensisk gevinst, fordi palæstinserne ikke havde nogen magt over det, der var til forhandling.
 
Spørgsmålet om hvorvidt Israels  tilbagetrækning var en indrømmelse til palæstinensere, der allerede havde saboteret fredsprocessen, er i virkeligheden to spørgsmål. Ovenfor har jeg diskuteret den del af spørgsmålet, der handler om den palæstinensiske stædighed. Og jeg har vist at den palæstinensiske modvilje mod at sige ja til de tilbud, der kom fra den israelske side, var til at forstå på grundlag af almindelige begreber om retfærdighed. Den var også til at forstå på grundlag af international lov, fordi den israelsk-amerikanske formel for en løsning ikke baserede sig på de rettigheder, som international lov tildeler palæstinenserne.
 
Men ser bort fra almindelige begreber om retfærdighed, og fra de rettigheder som international lovgivning tildeler palæstinenserne, kan der argumenteres for at fredsprocessens sammenbrud var palæstinensernes ansvar. For de kunne jo bare have sagt ja til Israels kompromis med sig selv og sin magt til at beholde ulovlige bosættelser og til at fastholde den ulovlige besættelse. Men det ville være en anerkendelse af, at magt er ret.
 
II
 
Tilbagetrækning – indrømmelse eller fortsat besættelse
 
I det foregående afsnit har jeg diskuteret, om Israels tilbagetrækning kunne ses som en israelsk indrømmelse, der genstartede den fredsproces, der var sat i stå af palæstinensisk stædighed. Jeg har ikke beskæftiget mig med spørgsmålet om, hvorvidt tilbagetrækningen fra Gaza nu også var den israelske  indrømmelse, som den mislykkede fredsproces’ sponsorer politiske sponsorer anså den for at være.
 
Der er mindst fire  grunde til, at den tog sig sådan ud.
 
Den første grund var, at der skete noget, der kunne kaldes et fremskridt i den fredsproces, der var investeret så meget i. For fredsprocessen var sat i stå, og udviklingen var præget af israelske angreb ind i selvstyreområderne. Det palæstinensisk selvstyres præsident Arafat var død i 2004, hans hovedkvarter i Ramallah  var lagt i ruiner, og Israel var præget af blodige selvmordsangreb fra palæstinensisk side. Fredsprocerssen var blevet en krigsproces. 
 
Den anden grund var, at tilbagetrækningen involverede en slags opgør med bosætterne i Gaza  og med bosætterbevægelsen i det hele taget. Den havde vældig politisk magt i Israel, og vendte sig principelt mod alle territoriale indrømmelser til palæstinenserne. En palæstinensisk stat ville den ikke høre tale om. De allermest ekstremistiske bosættere havde lovet bål og brand mod israelske politikere der engagerede sig i fredsprocessen, og i 1995 havde en ung bosætter myrdet den israelske premierminister Yitzhak Rabin.
 
Den tredje grund til, at tilbagetrækningen fra Gaza blev opfattet som et skridt i den rigtige retning var, at skridtet blev taget af Ariel Sharon, en ”høg” på deen israelske højrefløj”. Blandt kommentatorer var der udbredt enighed om,  at det på den israelske side alene var politikere, der var tilhængere af en hård linie overfor palæstinenserne der kunne tage de nødvendige skridt for at få fredsprocessen tilbage ”på sporet”, der blev talt blandt de frustrerede politikere og kommentatorer, der havde støttet den fejlslagne fredsproces. Vigtigst var det, at han med sit initiativ til tilbagetrækning fra Gaza ”gjorde op” med bosætterne dér, der på den israelske side af konflikten blev regnet for at høre til de værste forhindringer for en mere fredelig fremtid for Palæstina.
 
 
 
Fortsat besættelse
 
Den fjerde grund var, at Sharons initiativ kunne ses som et skridt væk fra den ulovlige besættelse, som Gaza havde været under siden juni-krigen i 1967. Sammen med byen Hebron, som også var præget af en lille minoritet af bosættere, beskyttet og privilegeret af besættelsesmagten, var Gaza det værste udstillingsvindue for konsekvenserne af den israelske besættelse.
 
Som nævnt boede der i 2005 1.4 millioner palæstinensere i Gaza overfor kun 8.500 jødiske bosættere. Gaza var som nævnt et af de tættest beboede områder i verden, og elendigheden for palæstinenserne stod i grel kontrast til bosætternes langt  mere bekvemme leveforhold. Der var ikke langt til associationer til det sydafrikanske apartheid-regime.
 
Set i det lys er det til at forstå, at ”evakueringen” af bosætterne i Gaza og tilbagetrækningen til grænsen til Israel så ud til at være et skridt væk fra besættelsen.
 
Men tilbagetrækningen var for det første ikke en komplet tilbagetrækning til israelsk territorium. De israelske sikkerhedsstyrker  havde allerede  flyttet grænsen ved at konfiskere palæstinensisk jord til militære formål, og havde derved givet de palæstinensere endnu mindre  jord at leve på og af. Ifølge en rapport fra menneskerettighedsorganisationen  Human Rights Watch var konsekvensen af den stødpudezone som Israel havde etableret siden år 2000, at 1600 palæstinensiske huse var blevet ødelagt, mens 16.000 palæstinensere var blevet fordrevet..
 
Samtidig kunne den israelske flåde kontrollere Gazas kystlinie, og fra israelsk territorium var også Gazas korte grænse til Egypten let  indenfor de moderne våbens rækkevidde. Derved havde de noget nær fuld kontrol med, hvem der kom ud eller ind af Gaza. Israel kunne skrue op og ned for kontrollen med og forsyningerne til Gaza. Det var let at gengælde angreb fra de indespærrede palæstinensere, og at foretage såkaldte målrettede drab på palæstinensere, der af den ene eller anden grund var en torn i øjet på Israel.
 
Endelig kunne kontrollen med grænsen til Israel også bruges som en handelsvare, for palæstinensere der ønskede  at besøge slægtninge på Vestbredden, eller som havde brug for medicinsk behandling de ikke kunne få i selve Gaza. Folk i nød kunne belønnes for, eller presses til, at blive spioner for Israel. De kunne så levere de oplysninger, der gjorde det let for Israel at at iværksætte militære angreb over grænsen.
 
Det israelske tab var til at overskue. For andre end de allermest forhærdede bosættere var Gaza et bøvlet sted at have israelske tropper udstationeret. Det var bedre at lade palæstinenserne dér sejle deres egen sø, og sejlede de på måder som generede Israel, var det let og billigt at straffe dem for det.
 
I  forhold til Vestbredden var Gaza et ganske lille område at opgive, og selvom man jo altså måtte opgive at have bosættere, så var deres antal ganske lille i forhold til de hundredetusinder der fortsat residerede på Vestbredden. Og de bosættere, der blev evakueret fra  Gaza var ikke særlig populære i den israelske offentlighed.
 
Selvfølgelig kunne man sige, at fraværet af israelske tropper i Gaza var en palæstinensisk gevinst uanset den israelske kontrol udefra. Palæstinenserne var, det meste af tiden, befriet fra israelske tropper i Gaza. Men de var også mere udsat, fordi Israels krigsførelse mod militante palæstinensere i stigende grad kom til at basere sig på luft- og artilleriangreb snarere end på fodbårne soldater. Selvom Israel efter tilbagetrækningen  foretog nogle angreb ind i Gaza med kampvogne og soldater, blev den fremtidige militære håndterig af de indespærrede gazanere i stigende grad baseret på våben, der kunne affyres fra israelsk territorium eller fra luften.
 
Ifølge international lov, er der stadig tale om besættelse af Gaza.  Det afgørende er den militære kontrol med et territorium, og den betydning denne kontrol har for de kontrollerede menneskers liv. Og besættelsens  nye skikkelse som belejring betød ikke, at Israel kunne tørre ansvaret for den nød og elendighed, der blev belejringens konsekvens, af på palæstinensiske militantes missilangreb på israelske byer, for som besættelsesmagt bærer Israel ansvaret for de besatte menneskers velbefindende.
 
 
Fredsprocessen i formaldehyd
 
For ledende israelske politikere var gevinsten ved tilbagetrækningen fra Gaza først og fremmest motiveret af deres bekymring for at den sammenbrudte fredsproces skulle komme i gang igen. I forvejen lå presset ganske vist på palæstinenserne, der i blandt fredsprocessens politiske sponsorer blev anset for at være ansvarlige for dens kollaps, og dens stilstand. Men Israels politiske ledere vidste, at situationen i de besatte områder med tiden ville øge presset på Israel, fordi palæstinenserne ikke var i en position, hvor de kunne foretage sig noget. Virkeligheden på jorden strittede imod, og det palæstinensiske selvstyres ledere kunne ikke give køb på mere uden at lægge sig ud med den palæstinensiske befolkning.
 
Samtidig steg presset også i Israel, hvor stadigt flere fandt det utåleligt, at unge mænd og kvinder  skulle sætte deres liv på spil for at sikre nogle få fanatiske bosættere mod millioner af palæstinensere. Flere israelske soldater, såkaldte refuseniks, nægtede at gøre tjeneste i de besatte områder. De kunne ikke se, at undertrykkelsen af palæstinenserne i de besatte områder havde noget at gøre med forsvar af israelsk territorium.
 
Så uanset at det var lykkedes for israelerne at overbevise vigtige internationale spillere om, at palæstinenserne var ansvarlige for fredsprocessens sammenbrud, så lå der et pres på Israel for at tage et skridt. Og i det lys var tilbagetrækningen et columbusæg: Israel erstattede den omkostningsfulde tilstedeværelse i Gaza med belejring af Gaza, de afviklede undværlige bosættelser og spillede igen bolden over til de palæstinensiske politikere, der stadig ikke havde nogen steder at spille den hen.
 
Fredsprocessens stilstand  var, til den israelske regerings tilfredshed, sat i stå på ubestemt tid. Med Dow Weinglass ord var fdredsprocessen lagt i ”Formaldehyd”. Dow Weinglass var Ariel Sharons rådgiver, og i et interview til den israelske avis Haaretz  forklarede han i 2004 den større pointe med tilbagetrækningen:
 
“Det vigtige ved tilbagetrækningsplanen er, at den fastfryser fredsprocessen. Og når man fryser den proces forhindrer man etableringen af en palæstinensisk stat, og man forhindrer enhver diskussion af spørgsmålene om flygtninge, grænser og Jerusalem. Hele denne pakkke, en palæstinensisk stat og alt hvad den indebærer, er effektivt fjernet fra vores dagsorden. Alt dette med (amerikansk, red.) præsidentiel velsignelse og godkendelse i begge kongressens kamre”    

 III
 
Udskillelse og befolkningskontrol
 
Men det var ikke alene det hjemlige  og internationale  pres på de israelske politikere, der motiverede Sharons tilbagetrækningsplan. Selvom Israel kunne have fortsat den omkostningsfulde besættelse af Gaza og med relativ succes undertrykke palæstinenserne dér, så var palæstinenserne i israelsk optik ikke afvæbnede. Palæstinensernes farligste våben er deres høje fødselstal. I Israel taler man om den ”demografiske bombe” 
 
Udfordringen  set med Israelske øjne er ikke, at palæstinenserne med tiden i kraft af deres antal militært vil kunne besejre Israelerne. Det er ikke et problem, og det bliver det heller ikke. Udfordringen består i, at det internationale pres på Israel vil stige i takt med antallet af palæstinensere, der skal undertrykkes med militær magt. Eller rettere, det handler om at den palæstinensiske befolkningstilvækst med tiden vil gøre de jødiske israelere  i Israel og i de besatte områder til en minoritet, og dermed det vanskeligere for Israel at fastholde påstanden om at være det ”eneste demokrati i Mellemøsten”.
 
Hvis den demografiske bombe ”eksploderer”, og palæstinensere under israelsk kontrol talmæssigt overhaler antallet af Israelere, ligger sammenligningen med apartheid lige for.
 
At det også og især  var den slags overvejelser der motiverede Sharons tilbagetrækningsplan viser sig tydeligt i et indlæg, som geografen Arnon Soffer skrev i Jerusalem Post i maj 2004.  Soffer bliver betragtet som arkitekten bag Sharons plan. I indlægget beskriver han først den klemme, som de palæstinensiske ledere sad i efter fredsprocessens sammenbrud. Han skriver blandt andet.
 
”Lad os se det fra et palæstinensisk perspektiv. Lad os forestille os, at du og jeg er er Arafat og Yasser Abed Rabbo (palæstinensisk forhasndler, red.), og at vi kigger på et kort: Se hvad jøderne vil give os til en stat. De vil efterlade os Gaza-striben, der ikke er mere end et tætpakket ’fængsel’. Og så er der et andet ’fængsel der hedder Hebron (...) Hver af disse ’fængsler’ er afskåret fra resten. Jøderne vil ikke tillade os at have en hær, mens deres egen mægtige hær vil omringe os. De vil ikke tillade os at have et luftvåben, mens deres egen luftvåben flyver over os. De vil ikke tilstå os retten til at vende tilbage (for flygtningene, red.). Hvorfor skulle vi lave en aftale med dem. Hvorforfor skulle vi acceptere den stat, de vil give os?”
 
 
 
Vi må dræbe, hele dagen, hver dag.
 
Efter denne udmærkede forklaring på den manglende palæstinensiske kompromisvilje, lancerer Soffer den truende demografiske bombe. Han fortsætter sin udlægning af den palæstinensiske tankegang:
 
”Lad os vente tålmodigt i endnu 10 år, når antallet af jøder udgør 40 procent, mens vi vil udgøre 60 procent. Verden vil ikke tillade, at en minoritet hersker over en majoritet. Og så vil Palæstina være vores.”
 
 Det er let at se, hvor Soffer vil hen. Ved at trække de 1.3 millioner palæstinensere i Gaza ud af regnestykket bliver ”lunten” på den demografiske bombe længere. Og mens palæstinenserne forsøgte at indhente deres gamle position som befolkningsmæssig trussel, så kunne Israel bare vente på de belejrede gav dem anledning at gøre prisen for at blive i Palæstina så høj, at de [palæstinenserne] ville være tilbøjelige til at rejse deres vej   
 
”I stedet for at gå ind i Gaza  på den måde vi gjorde i sidste uge, vil vi fortælle palæstionensere der, at hvert missil der affyres over hegnet vil blive besvaret med 10. Kvinder og børn vil blive dræbt, huse vil blive ødelagt. Efter femte  hændelse af denne slags, vil palæstinensiske kvinder ikke tillade deres mænd at affyre Kassams (prmitive missiler anvendt af især Hamas, red.), fordi de vil vide, hvad der venter dem. Og når 3.5 millioner mennesker bor i det lukkede Gaza, vil det være menneskelig katastrofe. Med hjælp fra en vanvittig fundamentalistisk Islam vil menneskene i Gaza blive endnu mere dyriske, end de er i forvejen. Presset på grænsen vil være forfærdeligt. Så hvis vi vil leve, må vi dræbe, dræbe og dræbe. Hele dagen, hver dag. Hvis ikke vi dræber, vil vi ophøre med at eksistere”.
 
Men folkene i Gaza kan redde sig fra drabene:
 
”Palæstinenserne vil blive tvunget til at indse, at demografi ikke længere er betydningsfuld, fordi vi er her, og de er dér. Og så vil de forhandle om konflikt-håndtering, snarere end om det grimme ord ”fred”  . Ensidige adskillelse garanterer ikke fred, det garanterer en zionistisk og jødisk stat med en overvældende jødisk  majoritet; det garanterer den slags sikkerhed, der igen vil bringe turister til landet”.
 
Sidst men ikke miondst forestillede Soffer sig, at adskillelsen ville motivere palæstinenserne til at rejse deres vej ud af det belejrede område:
 
”Mellem 1948 og 1967 var hegnet (på grænsen til Israel, red.) et hegn, 0g 400.000 mennesker forlod frivilligt vestbredden. Det er, hvad der vil ske efter adskillelsen (af Gaza, red.). Hvis en palæstinenser ikke kan rejse til Tel Aviv for at få arbejde, vi han forsøge sig i Irak, Kuwait eller London. Jeg tror, at at folk vil flytte fra området.”
 
 
Adskillelse og uddskillelse
 
Israel selv, og venner af Israel gør et stort nummer af, at den jødiske stat er ”det eneste demokrati i Mellemøsten”. Allerede hvis man ser på selve Israel bag den ”grønne linie” er det en tvivlsom påstand. For selvom 1.5 million  israelske arabere (efterkommere af de ca. 150.000 palæstinensere, der fik lov at blive tilbage bag den grønne linie i 1948) har stemmeret, er de ikke ligestillet med jødiske borgere i forholdet til staten
 
Diskriminationen af den store arabiske minoritet skyldes den politik, der handler om at fatholde Israel som en jødisk stat. Det betyder fx at israelske palæstinensere ikke har samme adgang til at købe den jord, som den israelske stat har udpeget til jødisk ejendom. Og det betyder  fx at udddannelsessystemet privilegerer jøder, at kun få israelske palæstinensere sidder på vigtige offentlige embeder og at palæstinensiske politikeres krav om en stat, der stiller alle borgere lige bliver kriminaliseret som angreb på Israels jødiske karakter.
 
Men tydeligst viser diskriminationen sig i Israels immigrationspolitik. Mens alle verdens jøder ifølge Israelsk lov har ret   til at bosætte sig i Israel (eller i ulovlige bosættelser), er der ingen automatik i forhold til israelske palæstinensere der fx  gifter sig med mænd eller kvinder fra de besatte områder eller fra andre steder i verden, hvor palæstinensere er flygtet til.
 
Den israelske stats  politik overfor de israelske arabere siger noget om, hvad den er ude at gå. Hvor udfordringen bag den grønne linie er at opretholde illusionen om ligestillingen mellem alle statsborgere, er udfordringen udenfor den grønne linie at skabe en illusion af, at Israels besættelse ikke er en besættelse. På Vestbredden har midlet været adskillelse med bosættelser, veje, mure og militære installationer, der gjorde det muligt for israelske jøder at bo blandt palæstinensere og samtidig være fri for at have noget med dem at gøre. I Gaza handlede det også om at blive fri for palæstinensere. Her var midlet  for israelerne ikke at adskille sig fra palæstinenserne ved at lukke dem ude, men at lukke dem inde og udskille dem som et problem, der kunne håndteres med militære midler.
 
 
 
 
 
    
 
 
 
       
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

2005. Israels rømning af Gaza

Militær kontrol under nye former

Af: Lars Ploug

August 2005 evakuerede Israel 8500 bosættere fra Gaza-striben. Det store antal sikkerhedsstyrker, der havde sikret bosætterne mod de 1.4 millioner palæstinensere i et af de tættest beboede områder i verden blev nu trukket tilbage til den israelske side af grænsen. Selvom planerne havde mødt kraftig modstand fra bosætterbevægelsen, foregik evakueringen af Gaza relativt fredeligt.

Efter de ulovlige bosættere var blevet flyttet, og hæren trukket tilbage til israelsk territorium, kunne palæstinenserne overtage bosættelserne og de bygninger som det israelske militær havde efterladt. Eller rettere, de kunne overtage, hvad der var tilbage. Huse og inventar var ødelagt. Alt var gjort for at palæstinenserne ikke skulle havde glæde af, hvad israelerne havde ladet blive tilbage.

I det store billede var den israelske tilstedeværelse i Gaza den kendsgerning, der mest tydeligt udstillede konsekvenserne af bosættelsespolitikken og det militære jerrgreb, der var nødvendigt for at opretholde den. 

For hver  bosætter,  beskyttet og privilegeret af den israelske besættelsesmagt, var der mere end 1600 palæstinensere til at dele det område, der ikke var beslaglagt af bosætternes huse og Israels militære installationer. Dette fik en ende var med afviklingen af det israelske engagement i Gaza i 2005.

Men var besættelsen slut? Havde Israel frasagt sig kontrollen med Gaza? Og var det israelske skridt virkelig motiveret af et oprigtigt ønske om at komme palæstinenserne i møde, eller for den sags skyld af et ønske om at vise israelsk fremkommelighed i  fredsprocessen? Disse spørgsmål er i fokus i Lars Plougs artikel om Israels rømning af Gaza.

Fredsproces, fortsat besættelse, ansigtsredning

Ploug har tre hovedkonklusioner vedrørende Israels beslutning om at afslutte 38 års besættelse af den lille overbefolkede Gazastribe:

1:  Selv for  den allermest venlige betragtning kan rømningen ikke forstås som et ensidigt forsøg på at sætte gang i en fredsproces. Palæstinenserne havde længe set, hvordan virkeligheden i det område, de havde regnet  skulle være det territoriale grundlag for en stat, for længst var stukket af fra deres drømme. De havde drømt  om staten som en enhed, de kunne bevæge sig frit i og bestemne over uden, at skulle tage hensyn til Israel. Sådan var det ikke blevet, og sådan ville det ikke blive.
      

2:  Den israelske tilbagetrækning fra Gaza  kan ikke anskues ses som en afvikling af besættelsen af Gaza. For det første fordi Israels tilbagetrækning ikke befriede gazanerne for israelsk militær kontrol. For tilbagetrækningen i gik ikke længere end  til grænsen, hvorfra Israel med sine sofistikerede våben kunne straffe palæstinenserne kollektivt for angreb fra militante  grupper. Og så var Israel jo heller ikke længere væk, end at statens militær kunne rykke ind i Gaza igen.

3:  Afviklingen af bosættelser og militær tilstedeværelse i Gaza brød ikke på nogen afgørende måde med den rolle, som Israel er parat til at lade palæstinenserne spille. Tværtimod løste den israelske tilbagetrækning fra Gaza løste alvorlige praktiske og ideologiske problemer i det israelske design for en permanent løsning af Palæstina-spørgsmålet. Det praktiske problem bestod (og består) i, at den palæstinensiske befolkningstilvækst er for høj, og at antallet af palæstinensere i det israelsk kontrollerede Palæstina var på vej til at overhale antallet af jødiske israelere. Det ideologiske problem bestod i, at et palæstinensisk befolkningsflertal ville underminere Israels image og selvbillede som en demokratisk stat – den eneste i Mellemøsten. Ved at trække sig fra selve Gaza skar man 1.4 millioner palæstinenserne ud af befolkningsregnestykket, samtidig med at man bevarede den israelske  kontrol med dem .               

Læs Lars Plougs analyse af den israelske rømning af Gaza.

 

 

 

 

 

Gazarømning:

Militær kontrol under nye former

Af: Lars Ploug,

 

For at forstå, hvilken rolle den militære tilbagetrækning fra Gaza spillede i forhold til fredsprocessen, og i forhold til det billede som den israelske regering ønskede at tegne med det ensidige skridt, er det nødvendigt at vide noget om fredsprocessen, dens struktur og forløb op til 2005. 

 

I

Oslo-processens struktur og forløb

                     I 1993 underskrev den israelske premierminister Rabin og lederen af den            

                    Palæstinensiske    Befrielsesorganisation, PLO, Arafat,  den såkaldte  

                   principerklæring på plænen foran det Hvide Hus i Washington. Aftalen udstak     

                    principperne for den fredsproces, der i årene frem til den israelske    

                    tilbagetrækning af soldater fra Gaza i 2005 var løbet ind i den ene forhindring   

                    efter den anden. For at forstå forhindringerne er det nødvendigt at kende til   

                     de principper Oslo-aftalen udstak.

 

Oslo-processen havde fire vigtige forudsætninger. For det første skulle forhandlingerne være bilaterale, dvs de skulle foregå direkte mellem palæstinenserne og Israel. For det andet skulle USA fungere som upartisk mægler, der kunne lægge pres på parterne, hvis de blev for vrede på hinanden eller for stædige, når der skulle gives vigtige indrømmelser eller indgås svære kompromiser. For det tredje var processen planlagt som et forløb, der udskød de spørgsmål  som fredsprocessens arkitekter med rette anså for at være sværest at nå til enighed om.

De skulle tages op i de såkaldte Final Status Negotiations, og det var præciseret i Oslo-aftalen at parterne ikke måtte tage ensidige skridt, der betød at de blev sværere eller umulige at løse, når det kom så vidt. Det var selvfølgelig især Israel, der var tænkt på i den henseende, al den stund  at Israel var den eneste af parterne, der havde den militære styrker til at tage ensidige skridt. 

De udskudte Final stastus- spørgsmål handlede for det første om de  palæstinensere, der var flygtet i månederne  op til og efter staten Israels oprettelse i   maj 1948,  og  om flygtningene fra juni-krigen (seksdageskrigen)  i 1967. Det handlede om Østjerusalem, som Israel ulovligt annekterede efter sejren i juni-krigen. Det handlede om de ulovlige jødiske bosættelser i de besatte områder, og det handlede om adgangen til vand.

Fredsprocessens indbyggede problemer

Der var to grundlæggende problemer i fredsprocessen. Det første var lå i udskydelsen af de svære spørgsmål. Mens den erklærede ide med at lade dem vente, mens parterne opbyggede gensidig tillid, i udgangspunktet var sympatisk nok, havde den store konsekvenser for palæstinensernes forhandlingsposition. I praktisk betød det, at Israel kunne blokere for, at man nogensinde nåede frem til at forhandle final status-spørgsmålene. Og det var et problem, for det var netop de områder, hvor international lov allerklarest fastslår palæstinensiske rettigheder og israelske krænkelser af disse. Det handler fx om flygtningenes rettigheder,  om den ulovlige besættelse af Østjerusalem, og de ulovlige bosættelser og om de forpligtelser som Israel har som besættelsesmagt.

Israel havde allerede kontrollen med Østjerusalem og de øvrige ulovligt  besatte områder, de havde ulovligt flyttet dele af deres egen befolkning ind i området og de havde kontrollen med vandet. Og Israel  ingen interesse i at bidrage til løsningen af det problem med de palæstinensiske flygtninge, som de selv havde skabt.

Om man nogensinde ville nå frem til et sted i fredsprocessen, hvor palæstinensiske rettigheder kunne få lov at betyde noget, blev med andre ord op til Israel.

Eller rettere, det blev op til den amerikanske mægler, der desværre viste sig at være alt andet end upartisk. En amerikansk vilje til at presse Israel kunne utvivlsomt have givet fredsprocessen et andet forløb, men en sådan vilje fandtes ikke. USA betaler for de våben, der gør Israels hær til en af de mægtigste og bedst bevæbnede i verden, og amerikanske regering har sjældent vist sig parat til at presse Israel til noget som helst. Heller ikke undervejs i fredsprocessen.

 

 

Fuldbyrdede kendsgerninger på palæstinensisk land

Når fredsprocessens økonomiske og politiske sponsorer (USA, EU, Norge, red.) og de palæstinensiske politikere kunne fæstne lid til den, skyldtes det at den trods sine indbyggede problemer tilbød palæstinenserne, noget der lignede en stat. Der blev oprettet et selvstyre i små områder, Arafat blev indsat som præsident, og strakte man den gode vilje kunne man se det som et første skridt mod virkeliggørelsen af den tostatsløsning, som siden 1988 havde været PLOs erklærede mål.

Men for den palæstinensiske befolkning blev den gode vilje sat på en hård prøve af de fuldbyrdede kendsgerninger i de palæstinensiske områder, som Israel skabte efter Osloaftalen. I år 2000 havde Israel mere end fordoblet antallet af bosættere på Vestbredden, udvidet eksisterende bosættelser og bygget nye. Det område, som palæstinenserne havde forestillet sig skulle huse en levedygtig palæstinensisk stat var klippet i stykker af bosættelser, bosætterveje og militær infrastruktur. Og de, der havde troet på fredsprocessen, på israelsk fremkommelighed og på amerikansk evne og vilje til at fungere som upartisk mægler, så i stigende grad deres dømmekraft udstillet som i bedstre fald yderst mangelfuld.      

Fredsprocessens sammenbrud

Fredsprocessens venner havde virkeligheden i realiteternes verden mod sig. De havde været drevet frem af tanken om at en palælstinensisk stat i de besatte områder var det Columbus-æg, der kunne skaffe dem freden og æren for at være blandt fredsmagerne. Men selvom det altså blev stadigt sværere at se, at fredsprocessen bragte freden nærmere, holdt de stædigt fast i, at der var en fredsproces. Den var bare, hed det i deres jernbane- inspirererede retorik, afsporet, og manglede kun at blive sat på skinner igen. Og parterne skulle bare springe på inden fredstoget kørte for næsen af dem.

I år 2000 eksploderede den palæstinensiske frustration i den anden Intifada, også kaldet al-Aqsa Intifadaen. Den fulgte et møde i Camp David mellem den paæstinensiske  Yassir Arafat og den israelske premierminister Ehud Barak i Camp David i USA, hvor den amerikanske præsident Clinton var vært. På mødet forsøgte Clinton og hans embedsmænd  at presse den palæstinensiske præsident til at acceptere de geografiske og demografiske (befolkningsmæssige) realiteter, som Israel ensidigt havde etableret i de besatte områder. Arafat forlod forhandlingerne i vrede, og blev i medierne udskreget som manden, der havde spoleret en historisk chance for en endelig løsning af Palæstina-konflikten.

I årene op til Israels tilbagetrækning fra Gaza fortsatte den palæstinensiske Intifada. På Vestbredden  skød og dræbte israelske soldater pgalæstinensere i hobetal. I Israel gennemførte palæstinensiske terrorister en bølge af selvmordsangreb med mange israelske civile ofre. Fredsprocessens sponsorer fortsatte med at snakke liv i håbet om en fredelig løsning. Men hvis det nogensinde havde givet mening at tale om fredsproces, gjorde det ikke længere. Talen om en fredsproces var blevet en besværgelse mod håbløsheden.

Mellem realisme og moral

På mange måder er spørgsmålet om, hvorvidt den strandede fredsproces var en konsekvens af palæstinensisk stædighed, et temperaments-spørgsmål. For det er selvfølgelig rigtigt, at kompromiser er at stille sig tilfreds med det mulige. Og hvad der var (og er) muligt for palæstinenserne, er i virkelighedens verden et spørgsmål om, hvad Israel er parat til at tilbyde dem,  eller hvad amerikanerne vil presse Israel til at tilbyde

 Man kan argumentere for, at magtforholdet mellem Israel og palæstinenserne var (og er) sådan, at enhver israelsk indrømmelse derfor også var et israelsk tab, fordi Israel havde overmagten og derfor kunne beholde det hele. Og omvendt, at ethvert kompromis som palæstinenserne indgik med det militært overlegne og alliacemæssigt begunstigede Israel ville være en palæstinensisk gevinst, fordi palæstinserne ikke havde nogen magt over det, der var til forhandling.

Spørgsmålet om hvorvidt Israels  tilbagetrækning var en indrømmelse til palæstinensere, der allerede havde saboteret fredsprocessen, er i virkeligheden to spørgsmål. Ovenfor har jeg diskuteret den del af spørgsmålet, der handler om den palæstinensiske stædighed. Og jeg har vist at den palæstinensiske modvilje mod at sige ja til de tilbud, der kom fra den israelske side, var til at forstå på grundlag af almindelige begreber om retfærdighed. Den var også til at forstå på grundlag af international lov, fordi den israelsk-amerikanske formel for en løsning ikke baserede sig på de rettigheder, som international lov tildeler palæstinenserne.

Men ser bort fra almindelige begreber om retfærdighed, og fra de rettigheder som international lovgivning tildeler palæstinenserne, kan der argumenteres for at fredsprocessens sammenbrud var palæstinensernes ansvar. For de kunne jo bare have sagt ja til Israels kompromis med sig selv og sin magt til at beholde ulovlige bosættelser og til at fastholde den ulovlige besættelse. Men det ville være en anerkendelse af, at magt er ret.

II

Tilbagetrækning – indrømmelse eller fortsat besættelse

I det foregående afsnit har jeg diskuteret, om Israels tilbagetrækning kunne ses som en israelsk indrømmelse, der genstartede den fredsproces, der var sat i stå af palæstinensisk stædighed. Jeg har ikke beskæftiget mig med spørgsmålet om, hvorvidt tilbagetrækningen fra Gaza nu også var den israelske  indrømmelse, som den mislykkede fredsproces’ sponsorer politiske sponsorer anså den for at være.

Der er mindst fire  grunde til, at den tog sig sådan ud.

Den første grund var, at der skete noget, der kunne kaldes et fremskridt i den fredsproces, der var investeret så meget i. For fredsprocessen var sat i stå, og udviklingen var præget af israelske angreb ind i selvstyreområderne. Det palæstinensisk selvstyres præsident Arafat var død i 2004, hans hovedkvarter i Ramallah  var lagt i ruiner, og Israel var præget af blodige selvmordsangreb fra palæstinensisk side. Fredsprocerssen var blevet en krigsproces. 

Den anden grund var, at tilbagetrækningen involverede en slags opgør med bosætterne i Gaza  og med bosætterbevægelsen i det hele taget. Den havde vældig politisk magt i Israel, og vendte sig principelt mod alle territoriale indrømmelser til palæstinenserne. En palæstinensisk stat ville den ikke høre tale om. De allermest ekstremistiske bosættere havde lovet bål og brand mod israelske politikere der engagerede sig i fredsprocessen, og i 1995 havde en ung bosætter myrdet den israelske premierminister Yitzhak Rabin.

Den tredje grund til, at tilbagetrækningen fra Gaza blev opfattet som et skridt i den rigtige retning var, at skridtet blev taget af Ariel Sharon, en ”høg” på deen israelske højrefløj”. Blandt kommentatorer var der udbredt enighed om,  at det på den israelske side alene var politikere, der var tilhængere af en hård linie overfor palæstinenserne der kunne tage de nødvendige skridt for at få fredsprocessen tilbage ”på sporet”, der blev talt blandt de frustrerede politikere og kommentatorer, der havde støttet den fejlslagne fredsproces. Vigtigst var det, at han med sit initiativ til tilbagetrækning fra Gaza ”gjorde op” med bosætterne dér, der på den israelske side af konflikten blev regnet for at høre til de værste forhindringer for en mere fredelig fremtid for Palæstina.

 

Fortsat besættelse

Den fjerde grund var, at Sharons initiativ kunne ses som et skridt væk fra den ulovlige besættelse, som Gaza havde været under siden juni-krigen i 1967. Sammen med byen Hebron, som også var præget af en lille minoritet af bosættere, beskyttet og privilegeret af besættelsesmagten, var Gaza det værste udstillingsvindue for konsekvenserne af den israelske besættelse.

Som nævnt boede der i 2005 1.4 millioner palæstinensere i Gaza overfor kun 8.500 jødiske bosættere. Gaza var som nævnt et af de tættest beboede områder i verden, og elendigheden for palæstinenserne stod i grel kontrast til bosætternes langt  mere bekvemme leveforhold. Der var ikke langt til associationer til det sydafrikanske apartheid-regime.

Set i det lys er det til at forstå, at ”evakueringen” af bosætterne i Gaza og tilbagetrækningen til grænsen til Israel så ud til at være et skridt væk fra besættelsen.

Men tilbagetrækningen var for det første ikke en komplet tilbagetrækning til israelsk territorium. De israelske sikkerhedsstyrker  havde allerede  flyttet grænsen ved at konfiskere palæstinensisk jord til militære formål, og havde derved givet de palæstinensere endnu mindre  jord at leve på og af. Ifølge en rapport fra menneskerettighedsorganisationen  Human Rights Watch var konsekvensen af den stødpudezone som Israel havde etableret siden år 2000, at 1600 palæstinensiske huse var blevet ødelagt, mens 16.000 palæstinensere var blevet fordrevet..

Samtidig kunne den israelske flåde kontrollere Gazas kystlinie, og fra israelsk territorium var også Gazas korte grænse til Egypten let  indenfor de moderne våbens rækkevidde. Derved havde de noget nær fuld kontrol med, hvem der kom ud eller ind af Gaza. Israel kunne skrue op og ned for kontrollen med og forsyningerne til Gaza. Det var let at gengælde angreb fra de indespærrede palæstinensere, og at foretage såkaldte målrettede drab på palæstinensere, der af den ene eller anden grund var en torn i øjet på Israel.

Endelig kunne kontrollen med grænsen til Israel også bruges som en handelsvare, for palæstinensere der ønskede  at besøge slægtninge på Vestbredden, eller som havde brug for medicinsk behandling de ikke kunne få i selve Gaza. Folk i nød kunne belønnes for, eller presses til, at blive spioner for Israel. De kunne så levere de oplysninger, der gjorde det let for Israel at at iværksætte militære angreb over grænsen.

Det israelske tab var til at overskue. For andre end de allermest forhærdede bosættere var Gaza et bøvlet sted at have israelske tropper udstationeret. Det var bedre at lade palæstinenserne dér sejle deres egen sø, og sejlede de på måder som generede Israel, var det let og billigt at straffe dem for det.

I  forhold til Vestbredden var Gaza et ganske lille område at opgive, og selvom man jo altså måtte opgive at have bosættere, så var deres antal ganske lille i forhold til de hundredetusinder der fortsat residerede på Vestbredden. Og de bosættere, der blev evakueret fra  Gaza var ikke særlig populære i den israelske offentlighed.

Selvfølgelig kunne man sige, at fraværet af israelske tropper i Gaza var en palæstinensisk gevinst uanset den israelske kontrol udefra. Palæstinenserne var, det meste af tiden, befriet fra israelske tropper i Gaza. Men de var også mere udsat, fordi Israels krigsførelse mod militante palæstinensere i stigende grad kom til at basere sig på luft- og artilleriangreb snarere end på fodbårne soldater. Selvom Israel efter tilbagetrækningen  foretog nogle angreb ind i Gaza med kampvogne og soldater, blev den fremtidige militære håndterig af de indespærrede gazanere i stigende grad baseret på våben, der kunne affyres fra israelsk territorium eller fra luften.

Ifølge international lov, er der stadig tale om besættelse af Gaza.  Det afgørende er den militære kontrol med et territorium, og den betydning denne kontrol har for de kontrollerede menneskers liv. Og besættelsens  nye skikkelse som belejring betød ikke, at Israel kunne tørre ansvaret for den nød og elendighed, der blev belejringens konsekvens, af på palæstinensiske militantes missilangreb på israelske byer, for som besættelsesmagt bærer Israel ansvaret for de besatte menneskers velbefindende.

Fredsprocessen i formaldehyd

For ledende israelske politikere var gevinsten ved tilbagetrækningen fra Gaza først og fremmest motiveret af deres bekymring for at den sammenbrudte fredsproces skulle komme i gang igen. I forvejen lå presset ganske vist på palæstinenserne, der i blandt fredsprocessens politiske sponsorer blev anset for at være ansvarlige for dens kollaps, og dens stilstand. Men Israels politiske ledere vidste, at situationen i de besatte områder med tiden ville øge presset på Israel, fordi palæstinenserne ikke var i en position, hvor de kunne foretage sig noget. Virkeligheden på jorden strittede imod, og det palæstinensiske selvstyres ledere kunne ikke give køb på mere uden at lægge sig ud med den palæstinensiske befolkning.

Samtidig steg presset også i Israel, hvor stadigt flere fandt det utåleligt, at unge mænd og kvinder  skulle sætte deres liv på spil for at sikre nogle få fanatiske bosættere mod millioner af palæstinensere. Flere israelske soldater, såkaldte refuseniks, nægtede at gøre tjeneste i de besatte områder. De kunne ikke se, at undertrykkelsen af palæstinenserne i de besatte områder havde noget at gøre med forsvar af israelsk territorium.

Så uanset at det var lykkedes for israelerne at overbevise vigtige internationale spillere om, at palæstinenserne var ansvarlige for fredsprocessens sammenbrud, så lå der et pres på Israel for at tage et skridt. Og i det lys var tilbagetrækningen et columbusæg: Israel erstattede den omkostningsfulde tilstedeværelse i Gaza med belejring af Gaza, de afviklede undværlige bosættelser og spillede igen bolden over til de palæstinensiske politikere, der stadig ikke havde nogen steder at spille den hen.

Fredsprocessens stilstand  var, til den israelske regerings tilfredshed, sat i stå på ubestemt tid. Med Dow Weinglass ord var fdredsprocessen lagt i ”Formaldehyd”. Dow Weinglass var Ariel Sharons rådgiver, og i et interview til den israelske avis Haaretz  forklarede han i 2004 den større pointe med tilbagetrækningen:

“Det vigtige ved tilbagetrækningsplanen er, at den fastfryser fredsprocessen. Og når man fryser den proces forhindrer man etableringen af en palæstinensisk stat, og man forhindrer enhver diskussion af spørgsmålene om flygtninge, grænser og Jerusalem. Hele denne pakkke, en palæstinensisk stat og alt hvad den indebærer, er effektivt fjernet fra vores dagsorden. Alt dette med (amerikansk, red.) præsidentiel velsignelse og godkendelse i begge kongressens kamre”    


 

III

Udskillelse og befolkningskontrol

Men det var ikke alene det hjemlige  og internationale  pres på de israelske politikere, der motiverede Sharons tilbagetrækningsplan. Selvom Israel kunne have fortsat den omkostningsfulde besættelse af Gaza og med relativ succes undertrykke palæstinenserne dér, så var palæstinenserne i israelsk optik ikke afvæbnede. Palæstinensernes farligste våben er deres høje fødselstal. I Israel taler man om den ”demografiske bombe” 

Udfordringen  set med Israelske øjne er ikke, at palæstinenserne med tiden i kraft af deres antal militært vil kunne besejre Israelerne. Det er ikke et problem, og det bliver det heller ikke. Udfordringen består i, at det internationale pres på Israel vil stige i takt med antallet af palæstinensere, der skal undertrykkes med militær magt. Eller rettere, det handler om at den palæstinensiske befolkningstilvækst med tiden vil gøre de jødiske israelere  i Israel og i de besatte områder til en minoritet, og dermed det vanskeligere for Israel at fastholde påstanden om at være det ”eneste demokrati i Mellemøsten”.

Hvis den demografiske bombe ”eksploderer”, og palæstinensere under israelsk kontrol talmæssigt overhaler antallet af Israelere, ligger sammenligningen med apartheid lige for.

At det også og især  var den slags overvejelser der motiverede Sharons tilbagetrækningsplan viser sig tydeligt i et indlæg, som geografen Arnon Soffer skrev i Jerusalem Post i maj 2004.  Soffer bliver betragtet som arkitekten bag Sharons plan. I indlægget beskriver han først den klemme, som de palæstinensiske ledere sad i efter fredsprocessens sammenbrud. Han skriver blandt andet.

”Lad os se det fra et palæstinensisk perspektiv. Lad os forestille os, at du og jeg er er Arafat og Yasser Abed Rabbo (palæstinensisk forhasndler, red.), og at vi kigger på et kort: Se hvad jøderne vil give os til en stat. De vil efterlade os Gaza-striben, der ikke er mere end et tætpakket ’fængsel’. Og så er der et andet ’fængsel der hedder Hebron (...) Hver af disse ’fængsler’ er afskåret fra resten. Jøderne vil ikke tillade os at have en hær, mens deres egen mægtige hær vil omringe os. De vil ikke tillade os at have et luftvåben, mens deres egen luftvåben flyver over os. De vil ikke tilstå os retten til at vende tilbage (for flygtningene, red.). Hvorfor skulle vi lave en aftale med dem. Hvorforfor skulle vi acceptere den stat, de vil give os?”

 

Vi må dræbe, hele dagen, hver dag.

Efter denne udmærkede forklaring på den manglende palæstinensiske kompromisvilje, lancerer Soffer den truende demografiske bombe. Han fortsætter sin udlægning af den palæstinensiske tankegang:

”Lad os vente tålmodigt i endnu 10 år, når antallet af jøder udgør 40 procent, mens vi vil udgøre 60 procent. Verden vil ikke tillade, at en minoritet hersker over en majoritet. Og så vil Palæstina være vores.”

 Det er let at se, hvor Soffer vil hen. Ved at trække de 1.3 millioner palæstinensere i Gaza ud af regnestykket bliver ”lunten” på den demografiske bombe længere. Og mens palæstinenserne forsøgte at indhente deres gamle position som befolkningsmæssig trussel, så kunne Israel bare vente på de belejrede gav dem anledning at gøre prisen for at blive i Palæstina så høj, at de [palæstinenserne] ville være tilbøjelige til at rejse deres vej   

”I stedet for at gå ind i Gaza  på den måde vi gjorde i sidste uge, vil vi fortælle palæstionensere der, at hvert missil der affyres over hegnet vil blive besvaret med 10. Kvinder og børn vil blive dræbt, huse vil blive ødelagt. Efter femte  hændelse af denne slags, vil palæstinensiske kvinder ikke tillade deres mænd at affyre Kassams (prmitive missiler anvendt af især Hamas, red.), fordi de vil vide, hvad der venter dem. Og når 3.5 millioner mennesker bor i det lukkede Gaza, vil det være menneskelig katastrofe. Med hjælp fra en vanvittig fundamentalistisk Islam vil menneskene i Gaza blive endnu mere dyriske, end de er i forvejen. Presset på grænsen vil være forfærdeligt. Så hvis vi vil leve, må vi dræbe, dræbe og dræbe. Hele dagen, hver dag. Hvis ikke vi dræber, vil vi ophøre med at eksistere”.

Men folkene i Gaza kan redde sig fra drabene:

”Palæstinenserne vil blive tvunget til at indse, at demografi ikke længere er betydningsfuld, fordi vi er her, og de er dér. Og så vil de forhandle om konflikt-håndtering, snarere end om det grimme ord ”fred”  . Ensidige adskillelse garanterer ikke fred, det garanterer en zionistisk og jødisk stat med en overvældende jødisk  majoritet; det garanterer den slags sikkerhed, der igen vil bringe turister til landet”.

Sidst men ikke miondst forestillede Soffer sig, at adskillelsen ville motivere palæstinenserne til at rejse deres vej ud af det belejrede område:

”Mellem 1948 og 1967 var hegnet (på grænsen til Israel, red.) et hegn, 0g 400.000 mennesker forlod frivilligt vestbredden. Det er, hvad der vil ske efter adskillelsen (af Gaza, red.). Hvis en palæstinenser ikke kan rejse til Tel Aviv for at få arbejde, vi han forsøge sig i Irak, Kuwait eller London. Jeg tror, at at folk vil flytte fra området.”

Adskillelse og uddskillelse

Israel selv, og venner af Israel gør et stort nummer af, at den jødiske stat er ”det eneste demokrati i Mellemøsten”. Allerede hvis man ser på selve Israel bag den ”grønne linie” er det en tvivlsom påstand. For selvom 1.5 million  israelske arabere (efterkommere af de ca. 150.000 palæstinensere, der fik lov at blive tilbage bag den grønne linie i 1948) har stemmeret, er de ikke ligestillet med jødiske borgere i forholdet til staten

Diskriminationen af den store arabiske minoritet skyldes den politik, der handler om at fatholde Israel som en jødisk stat. Det betyder fx at israelske palæstinensere ikke har samme adgang til at købe den jord, som den israelske stat har udpeget til jødisk ejendom. Og det betyder  fx at udddannelsessystemet privilegerer jøder, at kun få israelske palæstinensere sidder på vigtige offentlige embeder og at palæstinensiske politikeres krav om en stat, der stiller alle borgere lige bliver kriminaliseret som angreb på Israels jødiske karakter.

Men tydeligst viser diskriminationen sig i Israels immigrationspolitik. Mens alle verdens jøder ifølge Israelsk lov har ret   til at bosætte sig i Israel (eller i ulovlige bosættelser), er der ingen automatik i forhold til israelske palæstinensere der fx  gifter sig med mænd eller kvinder fra de besatte områder eller fra andre steder i verden, hvor palæstinensere er flygtet til.

Den israelske stats  politik overfor de israelske arabere siger noget om, hvad den er ude at gå. Hvor udfordringen bag den grønne linie er at opretholde illusionen om ligestillingen mellem alle statsborgere, er udfordringen udenfor den grønne linie at skabe en illusion af, at Israels besættelse ikke er en besættelse. På Vestbredden har midlet været adskillelse med bosættelser, veje, mure og militære installationer, der gjorde det muligt for israelske jøder at bo blandt palæstinensere og samtidig være fri for at have noget med dem at gøre. I Gaza handlede det også om at blive fri for palæstinensere. Her var midlet  for israelerne ikke at adskille sig fra palæstinenserne ved at lukke dem ude, men at lukke dem inde og udskille dem som et problem, der kunne håndteres med militære midler.