En arbejdsløshed på næsten 30 %. Omfattende ødelæggelser af erhvervsliv og infrastruktur. Voksende fattigdom. Opsplitning af de palæstinensiske områder i 100 enklaver. Begrænsninger i bevægelsesfriheden og muligheden for at handle med omverdenen.

Den palæstinensiske økonomi er en afhængig økonomi i forhold til Israel. Fattigdommen er voksende. Mere end en million palæstinensere er afhængige af international hjælp.

Den palæstinensiske økonomi er hårdt ramt i kølvandet på al Aqsa Intifadaen og de israelske modforholdsregler.

Siden al-Aqsa intifadaens start d. 29. september 2000 har den økonomiske situation i de palæstinensiske selvstyreområder været præget af en voldsom nedgang. Over en million palæstinensere, eller 35%, lever i dag under fattigdomsgrænsen[1], hvor dette antal i begyndelsen af september samme år var på 21%. Verdensbanken forventer at dette antal vil stige til 50%, selv hvis man når en politisk løsning på konflikten inden for den nærmeste fremtid.

De positive forventninger til økonomien i begyndelsen af år 2000 var baseret på en støt fremgang siden 1997, og GDP og GNP var forventet at stige med henholdsvis 5 og 6 procent. I stedet betød konflikten og de medfølgende bevægelsesrestriktioner og grænselukninger, at den makroøkonomiske proces blev forstyrret og i stedet medførte en nedgang på henholdsvis 8,2% og 7,6%[2]. UNSCO vurderer, at den økonomiske aktivitet på Vestbredden og i Gaza faldt med 51% umiddelbart efter intifadaens start. Det totale indkomsttab anslås i perioden oktober 2000-september 2001 at ligge et sted mellem US$ 2,4 og 3,2 milliarder.

 

…n af de vigtigste faktorer for den katastrofale økonomiske situation skyldes, ifølge en ny rapport fra UNCTAD, at den palæstinensiske økonomi allerede siden Oslo-aftalerne har været fuldstændig afhængig af Israel, og at de hyppige israelske bevægelsesrestriktioner og grænselukninger derfor medfører en total udmatning i de palæstinensiske selvstyreområder. Afskåret fra Israel taber den palæstinensiske økonomi gennemsnitligt US$ 19,5 millioner per dag. Et meget voldsomt beløb for en lille økonomi som den palæstinensiske, der ifølge Verdensbanken ikke tåler sådanne chok over længere tid, fordi den ikke har noget at stå imod med.

Verdensbanken pointerer desuden, at palæstinenserne kan klare max. 2 måneder med deres private opsparinger og en omlægning af forbrug og stadig klare sig igennem uden, at det ændrer radikalt ved deres situation, hvorimod mere end to måneder kan være katastrofalt, fordi opsparingerne ikke kan række så langt. Ifølge en rundspørge foretaget af Bir Zeit universitet har 55% palæstinensere således allerede brugt deres opsparing.

 

Generelle bevægelsesrestriktioner blev første gang brugt som kollektiv straf overfor den palæstinensiske befolkning i de besatte områder under Golfkrigen i 1991 og er siden 1993 blevet benyttet med jævne mellemrum som en "sikkerhedsforanstaltning" fra Israels side.

Begrænsningerne og grænselukningerne varierer, men fælles for alle formerne er den negative indflydelse de har på den palæstinensiske befolkning og deres leveforhold. Bevægelsesrestriktionerne kan gælde personer, transportmidler og varer indenfor Vestbredden og Gaza, mellem Vestbredden/Gaza og Israel, og ved de internationale grænseposter mellem Vestbredden/Gaza og nabolandene - henholdsvis Jordan og Egypten.

Bevægelsesrestriktionerne varierer mellem at være totale, hvilket betyder at alle veje er lukkede med militære checkpoints, vejblokader og brede og dybe grøfter, så befolkningen og varer i de palæstinensiske byer og landsbyer ikke kan bevæge sig udenfor lokalområdet, og partielle restriktioner, hvilket betyder at hovedvejene bliver lukkede, så palæstinenserne bliver dirigeret udenom de israelske bosættelser, der ofte er langs disse, og i stedet skal bruge de sekundære og tertiære veje.

Partielle lukninger kan også betyde, at palæstinenserne kun kan bruge hovedvejene indenfor bestemte tidsrum. Lukningerne og restriktionerne bestemmes og udføres alle af Israel.

Vestbredden var i august 2001 opdelt i mere end 100 områder på grund af de i alt 97 militære checkpoints og utallige vejblokader. Gaza havde i samme periode 32 israelske militære checkpoints. I perioden fra oktober 2000 - september 2001 var Vestbredden totalt lukket i 240 dage (svarende til ca. 66% af dagene i perioden), og Gaza i 18 dage (ca. 5%)[3]. Grænsen til Israel fra Gaza var lukket for palæstinenserne i 263 dage - dog med Erez grænsen totalt lukket for varer hele perioden.

 

I perioder hvor grænsen har været åben, har det ikke nødvendigvis betydet, at palæstinenserne har haft mulighed for at rejse ind i Israel eller for den sags skyld til Jerusalem, fordi Israel siden 1993 har pålagt palæstinenserne at søge tilladelse til at rejse ind i, eller igennem, Israel (selv for at komme fra Gaza til Vestbredden, og omvendt, skal palæstinenserne søge Israel om transittilladelse. Den "safe passage" der blev etableret mellem de to områder har siden oktober 2000 været fuldstændig lukket).

Antallet af indrejsetilladelser faldt drastisk ved intifadaens start fra 52.000 i tredje kvartal år 2000 til mindre end 4.000 i fjerde kvartal, en nedgang på 93%. Siden hen er antallet af tilladelser nogenlunde stabiliseret til et gennemsnit på 8.500. Tilladelserne udstedes som regel til de palæstinensere, der er afhængige af arbejde i Israel, de israelske bosættelser og de israelske industrielle zoner.

En del palæstinensere vælger stadig at krydse grænsen til Israel uden tilladelse fordi det i nogle tilfælde er den eneste mulighed for at få et arbejde, selv om det vil betyde 2 til 3 måneders fængsling hvis de bliver taget (inden intifadaen blev der i stedet udstedt bøder på US$ 500). Lønningerne i Israel er desuden bedre end de palæstinensiske og tiltrækker derfor arbejdskraft.

 

De internationale grænser har også været berørt af lukningerne, medvirkende til at hindre varer og folk i at krydse. Sammenlignet med tiden før al-Aqsa intifadaen faldt den totale import til Vestbredden og Gaza fra Israel med 44.5%. (Israel har forbudt importen af visse materialer, herunder en del råmaterialer, hvilket medvirker en nedgang i eksport). Import fra andre arabiske lande faldt med 62,2% og fra Europa var faldet på 41.5%. Som en direkte følge af de lukkede grænser er priserne på importerede varer steget med 25% og importforsinkelser steget med 46.1%. På eksportmarkedet er tendensen den samme. Den totale eksport fra de palæstinensiske selvstyreområder til Israel og andre lande faldt med 50.3% sammenlignet med perioden inden intifadaen.

Grænselukninger har også konsekvens for de mange donorer, der ifølge UNSCO har trukket deres projekter tilbage eller sat dem i bero på grund af besværliggørelsen af projekternes påbegyndelse eller fortsættelse. Den donorhjælp der modtages fra de andre arabiske lande og EU er dog øget, hvilket betyder at PA (Det palæstinensiske selvstyre) har været i stand til fortsat at udbetale lønninger til de offentlige ansatte og holde de mest nødvendige dele af de sociale service ydelser, som hospitaler og skoler, i gang. Desuden modtager de mest udsatte familier stadig kontanthjælp, selv om det er en faldende tendens.

UNRWA (FN's hjælpeorganisation for de palæstinensiske flygtninge) rapporterede i starten af december 2000, at ca. 220.000 registrerede flygtningefamilier henvendte sig for nødhjælp i form af mad og penge.

Donorhjælpen er i nogle tilfælde brugt til at skabe arbejdspladser i lokalområderne, men det er en midlertidig løsning der hjælper nogle tusinde mennesker (4.489 fuldtidsjob i Gaza og 5.477 på Vestbredden).

Israel har siden 20. december 2000 tilbageholdt PAs toldindtægter, som i september 2001 beløb sig til ca. US$ 268 mill. Et beløb der udgør 60-65% af PAs skatteindtægter og derfor er et alvorligt stød mod den palæstinensiske økonomi. De strenge og strategiske israelske lukninger har desuden gjort det vanskeligt for PA at indsamle skat fra palæstinensiske borgere.

 

 

Tendensen i den private sektor efterlader heller ikke meget håb: Antallet af nyregistreringer af private selskaber faldt fra tredje til fjerde kvartal 2000 med 80%. Dette indikerer blandt andet at den manglende berøring med det internationale marked, de totale bevægelsesrestriktioner, den politiske ustabilitet og PAs manglende investeringskurs, medvirker til at private investorer, lokale og udenlandske, ikke har tillid til at påbegynde kapitalstærke projekter.

Den private sektor har som følge af krisen også været ramt af tilbagegang med 72.000 nedlagte arbejdspladser. I alt blev 182.000 mennesker øjeblikkeligt ramt af arbejdsløshed som en direkte følge af de israelske restriktioner, men 36.000 fik deres job igen og antallet af folk, der mistede deres job er derfor 147.000. Arbejdsløsheden steg således fra 10-12% til over 27%.

Ud over disse aspekter af den økonomiske udvikling, er der også den konkrete ødelæggelse af infrastrukturen i selvstyreområderne igennem næsten daglige missilangreb fra israelske F 16 jagerfly og Apache helikoptere. Mange af de donorstøttede projekter er blevet bombet og den Europæiske Union har i en udtalelse tilsagt sig retten til at forlange erstatning for ødelæggelserne.

I landbruget er ødelæggelserne også voldsomme: Landbrugsprodukter, vandingsanlæg, oliventræer, daddelpalmer og redskaber destrueres jævnligt af det israelske militær.

Turismen, der før intifadaen bidrog med 11% til GDP, faldt med 90% til et næsten totalt stop som følge af lukningerne, men også på grund af de jævnlige israelske angreb, der både har ramt hoteller og turistattraktioner.

Igennem forskellige strategier er det lykkedes palæstinenserne at omlægge deres vaner og forbrug, så de trods alt er i stand til at overleve krisen. De umiddelbare omlægninger inkluderer naturligvis et nedsat forbrug (84%, ifølge et rundspørge fra Bir Zeit Universitetet). For de fattigste familier er dette vanskeligt, fordi forbruget allerede var på et minimum og husholdningspenge i forvejen kun bruges til dagligvarer.

Andre strategier inkluderer som nævnt brugen af opsparinger. En del mennesker vælger at tage lån (43%), eller undlade at tilbagebetale sådanne. 22% svarer at de har solgt deres medgift eller bryllupsgaver, der traditionelt består af guldsmykker.

Mange hushold bliver desuden i mere eller mindre grad selvforsørgende med køkkenhaver og en lille bestand af husdyr. En del vælger desuden at arbejde ulønnet i familieforetagender.

Ifølge Verdensbanken har palæstinenserne formået at tilpasse sig krisen, selv om antallet af registrerede fattige tydeligvis stiger.

Siden Intifadaens begyndelse i september 2000 er den palæstinensiske økonomi dykket efter en relativ god fremgangsperiode fra 1997. Intifadaen har i skrivende stund varet 1? år og antallet af folk der lever under fattigdomsgrænsen og modtager nødhjælp fra blandt andet UNRWA er steget til over en million.

 

Den virkelige grund til, at den palæstinensiske økonomi er så sårbar, at den ikke kan klare politisk turbulens og krise skyldes det afhængighedsforhold til Israel der blev etableret i forbindelse med besættelsen i 1967 og som er blevet udbygget i forbindelse med Oslo-aftalerne.

De palæstinensiske selvstyreområder har ikke kontrollen over deres egne grænser og er derfor underlagt de sporadiske og ødelæggende israelske bevægelsesrestriktioner, der allerede inden intifadaens start var en brugt metode til "sikkerhed". Den økonomiske struktur har fra starten været svag, og der har ikke været skabt rigeligt med investeringsmuligheder for private og udenlandske investorer.

Med den skævhed der er indbygget i den palæstinensiske økonomi, er lukningerne, der varierer i intensitet, den største grund til at økonomien i de palæstinensiske selvstyreområder er så katastrofal at en "normalisering" til tiden før intifadaen ikke er nok til at rette op på den.

Det palæstinensiske selvstyre må skabe en tydelig økonomisk politik og få kontrol over egne grænser, så man derigennem kan få udenlandske og lokale investorer til at påbegynde kapitalstærke projekter, der kan sikre en stabil økonomi, som vil kunne klare politisk turbulens og krise.

Drømmen om et "Singapore i Mellemøsten" blev aldrig andet end en drøm, en drøm som palæstinenserne for længst er vågnet fra. Den næste, mere ydmyge drøm handler om "en levedygtig, palæstinensisk stat", om den går i opfyldelse vil tiden vise.