Camp David - oplæg til palæstinensisk fængsel

Skrevet af: Interview m. Jeff Halper

Israelsk-jødisk antropolog afdækker hvordan Israel har bevæget sig fra besættelse til kontrol

Jeff Halper er antropolog ved Ben-Gurion Universitetet i Israel. Han står desuden bag Alternative Information Centre (AIC) i Jerusalem og er koordinator for Den Israelske KomitÈ mod Nedrivning af Huse.

- Israels politik i de besatte områder er nået til et stadie efter besættelse. Det er en gennemtænkt 'form af kontrol', siger den amerikansk-fødte, israelsk-jødiske antropolog Jeff Halper.

- Dermed er besættelsen slut. Gennem årene er den forsvundet fra den offentlige samtale. Nu taler man ikke længere om den, siger Jeff Halper, der har sat sig for at forklare den brede offentlighed, hvordan situationen er i de besatte områder. Hans håb er at det kan påvirke den politiske diskussion.

Jeff Halper tilhører den israelske venstre- og fredsfløj. Han er antropolog ved Ben Gurion Universitetet, står bag Alternative Information Centre i Jerusalem og er koordinator for 'Den Israelske KomitÈ mod Nedrivning af Huse' (Israeli Committee Against House Demolition). Han deltager på den høringen i København for at kortlægge Israels bosættelsespolitik.

- Siden Oslo-processen begyndte i 1993 har selve processen tiltrukket sig så meget opmærksomhed og håb, at den er begyndt at leve sit eget liv løsrevet fra virkeligheden i de besatte områder, forklarer Jeff Halper.

Mens Israel og palæstinenserne løbende har forhandlet om palæstinensernes selvbestemmelse, flygtningenes status og Jerusalem og mens man har prøvet at nå til en endelig fredsaftale, har Israel fordoblet antallet af bosættere på Vestbredden. Fra 1993 til i dag er antallet af bosættere på Vestbredden steget fra 100.000 til 200.000.

To modsatte udviklinger

- Israel har udviklet sit eget omfattende system af by-pass roads. Det er et permanent vejnet som har kostet 3 milliarder dollars (svarer til ca. 24 mia kr.) der er blevet finansieret af USA til vedligeholde den israelske bosættelse. Det har delt Vestbredden i dusinvis af kantoner som palæstinenserne er fanget i, siger Jeff Halper.

Ifølge ham har holdningen været 'okay-okay, men vi er jo midt i fredsforhandlinger og når de er overstået så kommer der også en løsning på det med bosættelser'.

- Der har altså været to modsatte udviklinger. På den ene side er Israel gået til forhandlingsbordet og spillet på en ide om en levedygtig og selvstændig palæstinensisk stat. Og palæstinenserne har troet på dem. På den anden side viser realiteterne 'on the ground' at Israel aldrig har haft til hensigt at en levedygtig og selvstændig palæstinensisk stat skulle blive til virkelighed, forklarer Jeff Halper.

Israel er den givende part

Han mener at Israel har konsolideret sin besættelse gennem de sidste otte år. Men fordi Oslo-processen bygger på et ophør af den israelske besættelse har ingen kunne forstå hvorfor palæstinenserne opfører sig som de gør. Palæstinenserne er blevet beskyldt for at ødelægge bestræbelserne for fred. Senest ved Camp David og Taba-møderne hvor det fremstår som om Israel tilbød palæstinenserne 95% af Vestbredden og dele af Jerusalem (se kort 1). Udefra ser det ud som om palæstinenserne svarer igen med en intifada. Det mener Jeff Halper ikke er tilfældet:

- I medierne og for omverdenen kommer det til at se ud som om at det er Israel der har været den givende part i den politiske proces. Barak har sågar betalt med sin politiske karriere og palæstinensernes svar er vold. Så tænker man at palæstinenserne er de skyldige. Selv i den israelske fredslejr er det holdningen i dag. De mest fredselskende israelere føler at palæstinenserne forrådte dem da de ikke accepterede Camp David og fredsprocessen dermed sluttede, forklarer Jeff Halper.

De 5% er vigtigst

Jeff Halper er ikke blind for at palæstinenserne går til modstand med vold og terrorisme. Og at det også er med til at besættelsen forsvinder som tema i den politiske forhandling. Det skaber en opfattelse af at Israel blot 'svarer igen'. Men Jeff Halper gør opmærksom på at 'terrorisme' er et ladet ord. 'Vold' er ikke en politisk term og siger intet om konteksten. Begreberne er brugt uden de sættes i sammenhæng med besættelsen. Og som Jeff Halper konstant understreger er det besættelsen der er hans pointe:

- Israel var villig til opgive 95% af området. Det lyder meget godt. Man får jo aldrig 100%. Så 95% er ret godt. Antagelsen er så at hvis man får 95% af området så får man også 95% selvstændighed. Altså at der er en sammenhæng mellem område og suverænitet. Min påstand er at det afhænger hvad de sidste 5% betyder. Hvis vi taler om 5% af Vestbredden i et hjørne, så okay, det lyder rimeligt. Men hvis de 5% er delt ud på det, jeg kalder en 'form af kontrol' over Vestbredden, altså hvis de 5% forhindrer palæstinenserne i at skabe en levedygtig og selvstændig stat så betyder 95% ikke så meget.

Jeff Halper henviser til Camp David-forslaget og forklarer hvordan det reelt giver Israel kontrol over de palæstinensiske områder (se kort 1):

- Man kan sammenligne det med et fængsel. Hvis du ser et kort over et fængsel ser det for en udenforstående ud som om det er fangerne der styrer stedet. De har 95% af arealet. De har bo-arealerne, de har cafeteriet, de har motionsarealet, de har arbejdsarealet. Fængselsvæsenet har kun 5%. Men de 5% er murene udenom og tremmerne og nogle enkelte, centralt placerede kontrolpunkter. Spørgsmålet er faktisk ikke arealet. Spørgsmålet er kontrol.

Israelsk accept af palæstinensisk stat

Ifølge Jeff Halper er Israel indstillet på at der skal oprettes en palæstinensisk stat for de tre millioner palæstinensere i de besatte områder. Det er Israel nødt til at acceptere fordi de to millioner Palæstinensere på Vestbredden og den godt ene million i Gaza ikke kan blive en del af staten Israel. Det vil undergrave den jødiske stat. Samtidig kan Israel ikke fortsætte med at være i alle områderne uden at give palæstinenserne statsborgerskab, for det er Apartheid og det kan det internationale samfund ikke acceptere. Derfor bliver Israel nødt til at samarbejde med palæstinenserne. Men ikke uden at opgive kontrollen. Spørgsmålet for Israel er hvordan man kan bibeholde kontrollen og give palæstinenserne kun det mest nødvendige der vil holde dem ude:

- Israels position hen imod Camp David og frem til i dag er det jeg kalder 'besættelse med samtykke'. Israel ønsker at palæstinenserne skal acceptere en form for besættelse. Guleroden er: I får en stat og bliver anerkendt af FN og så videre.

Kontrol med grænserne

Jeff Halper vender så tilbage til Israels kontrol og uddyber hvad han mener med 'form af kontrol':

- Det første element i kontrolformen er naturligvis grænserne mellem Israel og de palæstinensiske områder. Palæstinenserne fastholder at de allerede med Oslo-aftalen indgik et stort kompromis, at de allerede ved at anerkende Israels grænser efter 1967, den såkaldte grønne linje, at de derved gav 78% af Palæstina til Israel. De opgav politisk krav på 78% og det de nu gjorde krav på til deres egen stat var de resterende 22%.

Det var ifølge Jeff Halper en taktisk fejltagelse. For ved at give efter blev de 22% det eneste man forhandlede om. De 22% blev til 100%:

- Så da USAs udenrigsminister, Madelaine Allbright, og andre derefter sagde til palæstinenserne 'Hør engang, man får aldrig 100% af det man forhandler om', så havde de tabt en del af de 22%. Når palæstinenserne sagde 'Vi vil have de 22%', så lød det om de sagde 'Vi vil have 100%' og det lød i israelske ører urimeligt, lyder Jeff Halpers fortolkning. En udlægning der igen bekræfter billedet af at det er Israel der er den givende part og at palæstinenserne ikke er klar til at indgå kompromisser.

Også selve den grønne linje er blevet et kontrolpunkt. Jeff Halper fortæller at Israel i 1993 indførte en permanent lukkemekanisme af Vestbredden og Gaza så mere end 125.000-130.000 arbejdere blev nægtet adgang og mulighed for at arbejde i Israel:

- For at forstå det må man forstå hvad der skete mellem 1967 og 1993 fordi det har virkelig efterladt områderne i dårlig stand. Israel har ødelagt jordbruget, ingen palæstinensiske banker har haft lov til at åbne. Handel og industri i de besatte områder var reelt ødelagt så den palæstinensiske arbejdsstyrke blev afhængig af den israelske økonomi. Og så i 1993 da de ikke havde andre steder at gå hen lukkede man dem ude af den israelske økonomi så den gennemsnitlige palæstinensiske familie i dag har en fjerdedel af hvad den havde i 1993 da Oslo-aftalerne blev underskrevet. Med andre ord har Oslo-fredsprocessen været en katastrofe for den gennemsnitlige palæstinenser, forklarer israeleren Jeff Halper. Han fortsætter:

- Hvis vi ser på Vestbredden må vi først forstå at Israel anser Jordan-floden som dens østre sikkerhedsgrænse. Det er ikke den grønne linje. For det andet fastholder Israel at det må beholde en stribe land langs det Døde Hav. Palæstinenserne vil ikke få adgang til det Døde Hav (se kort 1). Det betyder at en palæstinensisk stat vil være fuldstændig omringet af et område som Israel kontrollerer. Det gælder grænsen til Ægypten, grænsen til Jordan, lufthavne og havne. På den måde taber hele ideen med suverænitet og levedygtighed i en palæstinensisk stat sin betydning, forklarer Jeff Halper.

Fem meter vej er nok

Det andet element i den 'form af kontrol', Jeff Halper kortlægger, er A, B-, og C-zonerne (se kort 2). A-zonerne er små, tætte zoner omkring de store palæstinensiske byer. De udgør 18% af Vestbredden og er under suveræn palæstinensisk kontrol. B-zonerne dækker de noget større landdistrikter og er under delt israelsk-palæstinensisk kontrol. Endelig er der C-zonerne der udgør 60% af Vestbredden og som er under fuldstændig israelsk kontrol.

- Selvom A-, B- og C-zonerne kun var tænkt som en overgangsordning er de nu blevet permanente og Israels ledelse har opbygget et omfattende, bureaukratisk system af tilladelser og begrænsninger for palæstinensere der bevæger fra A til B til C og ind i Israel, forklarer Jeff Halper.

- Siden 1995 har palæstinenserne været begrænset til de små områder. Man kan ikke komme fra A til B til C. Alle A-zoner er omringet af C-zoner og derfra går man så ind i B-zonerne og så ind A og så C og så B og så videre. Nogle steder er opdelingen meget lille. Hvis du tager fra Ramallah som er i en A-zone til Bir Zeit som er i en B-zone så er det en strækning med gennemgående bebyggelse. Med mindre du er lokal så kan du ikke se hvor Ramallah stopper og hvor Bir Zeit begynder. Det er et sammenhængende område.

Et eksempel fra de sidste par uger, Hvis man går om et af hjørnerne kan man se en israelsk jeep fordi der er en fem meter stribe tværs over vejen. Striben er C-zone og det var det stykke, som Israel lukkede af for nogle uger siden og dermed afskar al trafik. De gravede en den dyb rende i vejen og placerede fire tanks omkring den. Det er et kontrolpunkt. Det er alt hvad man behøver for at have kontrol. Ikke nødvendigvis store strækninger af land, men en lille stribe her og der, siger Jeff Halper.

Bosættelserne del af større masterplan

Det tredje kontrol-element i Jeff Halpers kortlægning har at gøre med bosættelserne. Fra 1967 til i dag har Israel etableret 195 bosættelser. Men ifølge Jeff Halper er Israel siden 1995 begyndt at konsolidere dem i såkaldte 'bosættelsesblokke'. Han siger:

- Vi er vant til at se bosættelser som små prikker, men faktisk er de meget vigtigere end det fordi de giver kontrol med området.

Der er i alt tre bosættelsesblokke (se kort 1). Først er der Vest-Samaria-blokken. Den ligger omkring byen Ariel og deler Vestbredden i nord og syd. Den er forbundet med Tel Aviv mod vest og er en del af et ubrudt bebyggelsesbælte henover den grønne linje. Det løber hen over Vestbredden og rammer så Jordan-dalen. Dernæst er der Maale Adumim-blokken. Den deler, ifølge Jeff Halper, også Vestbredden, men er samtidig forbundet til den nordlige del af det man kalder Storjerusalem. Jeff Halper forklarer:

- Det er vigtigt at forstå at når Israel taler om Jerusalem menes ikke kommunen Jerusalem, men Storjerusalem. Jerusalem er ikke en by, men en region der reelt fortsætter hele vejen til Jordan-floden. Når man ser et kort får man umiddelbart indtryk af at bosættelserne er små bakketoppe-samfund, men man må se den større plan, masterplanen. Maale Adumim blokken strækker sig fra Jerusalem til Jordanfloden. På den måde dækker Maale Adumin-blokken i alt i åbent areal mere end Tel Aviv. Så når Israel bygger nye bosættelser kan man påstå at man ikke bygger nye bosættelser, men alene udvider allerede eksisterende. Alle de nye bosættelser ligger inden for masterplanen, der er så omfattende at Israel ikke behøver at påbegynde nye bosættelsesblokke. Den tredje blok er Gush Etzion der dækker ned til syd for Bethlehem med nye byer under opførelse. Det er den sydlige del af Jerusalem.

Bosætterveje deler Vestbredden i kantoner

Bosættelsesblokkene hjælper, ifølge Jeff Halper til at dele den palæstinensiske stat i fem kantoner: De tre på Vestbredden, Østjerusalem og endelig Gaza. Det fjerde og sidste element i 'formen af kontrol' er de 450 km by-pass roads, bosættervejene, der løber ud over Vestbredden og Gaza. Det er ikke bare veje. De er 3-4 fodboldbaner brede pga. Israels 'sikkerhedshensyn'. Bosættervejene går på kryds og tværs og deler reelt områderne yderligere i en række små øer omgivet af israelske bosættelser, by-pass roads og militære checkpoints:

- Det er denne virkelighed 'on the ground' man må kende for at kunne forstå hvorfor Palæstinenserne ikke accepterede de 95%. Først når det er kendt kan man forstå problemerne og forstå hvorfor palæstinenserne handler som de gør, siger Jeff Halper.

Behov for at inddrage NGOer

- Det skræmmende er at både Ariel Sharon og Simon Peres betragter palæstinenserne som overvundet. Jeg tror det var antagelsen i Oslo-aftalen til at begynde med. Oslo var et andet ord for overgivelse. Det internationale samfunds position er væsentlig her fordi for Israel er der ikke nogen der modsætter sig dets politik, hverken fra USA eller fra det øvrige internationale samfund. Derfor er palæstinenserne alene. De er sårbare og kan knuses, forklarer Jeff Halper, der dog ikke mener at Ariel Sharons regering har et sundt politisk grundlag. Den var ikke valgt for at finde en alternativ proces. Den har en dagsorden og det er een gang for alle at nedbryde den palæstinensiske modstand, så de til sidst vil gå med til et hvilket som helst forslag. Jeff Halper mener der er brug en ny form for alliance:

- Der skal et samarbejde mellem NGOere som arbejder i området og det internationale samfund til. NGOerne arbejder på mange niveauer. Men vi har ikke den politiske styrke der kan flytte den politiske situation. Der er brug for at det internationale samfund bruger nogle af de mekanismer, det har til rådighed, for eksempel håndhævelse af FN resolutionerne, Genevekonventionen og anden international humanitær lov. Han mener Israel må holdes ansvarlig for sine handlinger. Uden en indsats fra EU og resten af det internationale samfund kan Sharon og Peres' forestilling om at palæstinenserne er overvundet gå hen og blive en realitet, frygter Jeff Halper.

Hvad mener du forbindelsen er mellem selvmordsbomberne og den voksende kontrol som du har beskrevet?

- Israel har legitime sikkerhedskrav. Når Ariel Sharon siger at han blev valgt dels for at sikre israelernes personlige sikkerhed, så er der en pointe. Enhver regering har et ansvar for sine borgere og man kan ikke tillade selvmordsbombemænd og den slags at komme ind i byerne. Men det handler om hvilket niveau du griber det an på. Hvis du ikke har forstået at der er tale om en besættelse, som jeg nævnte, så er terrorisme en kropsløs ting. Den er taget ud af sin sammenhæng. Med andre ord - det er ikke palæstinenserne der angriber. Selvmordsbombemanden kommer ikke ind fordi han eller hun vil dø, tror jeg. Heller ikke fordi de hader jøder. Eller fordi palæstinenserne er ligeglade med menneskeliv og så bliver bombemænd. Det er et udtryk for desperation. Det er et udtryk for politisk modstand. Det skal ses i sammenhæng med besættelsen og undertrykkelsen og et særligt mål. Uanset om du er enig eller ej så er der tale om en politisk strategi her også. Det er meget nemt at tale om at nu må vi stoppe volden. Lad os antage at palæstinenserne aldrig havde udført handlinger der har været kaldt terroristhandlinger. Ville nogen have bekymret sig om den palæstinensiske sag? Det er tragisk, men det eneste der har fået den palæstinensiske sag på dagsordenen er de såkaldte terrorbølger, inklusiv flykapring og den slags. Det er svært for man kan aldrig retfærdiggøre en selvmordsbombemand, men samtidig er situationen, at uden modstand kan palæstinenserne ikke skaffe støtte til deres projekt. Bortset fra, og dÈr er jeg enig med professor Richard Falk (se foregående artikel), at en ikke-voldelig indsats ville kunne give meget. Af en række årsager har det bare ikke været muligt. Vi må kigge på retten til at gøre modstand og hvad terror og vold er i en situation hvor man gør modstand mod en besættelse. Det rejser et fundamentalt etisk spørgsmål, men vi kan ikke tage selvmordsbomber og den slags ud af den politiske sammenhæng.

Hvor modtagelig er den gennemsnitlige israeler for oplysninger om besættelse og dens konsekvenser?

- Lad mig sige det sådan at Israel har vendt ryggen mod ikke bare palæstinenserne, men mod hele Mellemøsten. Israel kigger mod Europa. Israelere lever overvejende deres liv i en bobble. Og jeg tror ikke jeg overdriver ved at sige at den gennemsnitlige israeler ikke ved ret meget mere om hvad der sker på Vestbredden og i Gaza end den gennemsnitlige dansker. Ikke fordi oplysningerne ikke er der. Israel har en veludviklet og kritisk presse. Aviser, tv og radio er energiske. Der er rigelig diskussion og det bliver rapporteret når huse nedrives. Når udgangsforbud indføres i Hebron så er det i nyhederne. Folk har adgang til den viden. Men det bliver ligesom et jordskælv i Indien eller et folkemord i Rwanda; man ser det i nyhederne, men det går ikke rigtigt ind fordi det er for langt væk. Der er ingen forbindelser til dit personlige liv. Så kommer den næste historie. Vi har en talemåde blandt os på den israelske venstrefløj, der siger at Vestbredden og Gaza er længere væk end Thailand. Thailand er et sted som man kan købe en billet til. Du kan købe en guidebog og så videre. Israelere tager på ferie der. Det er et rigtig sted. Hvorimod Vestbredden er et tomt område på kortet for israelere. Man krydser ikke gaden til den nye byport i den gamle by og så videre ind på Vestbredden. Jeg vil tro 90% ikke ville kunne svare på om Ramallah er nord eller syd for Bethlehem. Afstanden er utrolig. Når vi taler om fred eller rettere skændes om hvad vi skal give tilbage til palæstinenserne, så er det derfor meget abstrakt. Palæstinenserne er ikke en del af samtalen. Når vi taler så ser vi ikke virkeligheden 'on the ground'. Jeg har lagt mærke til at når israelere taler om fred - og israelere vil gerne have fred - så taler vi om busser der bliver sprunget i luften, om at kunne gå på markedet uden at være bange for en bombe. Det er fred. Men hvad der sker på den anden side af den grønne linje, rører os ikke. Det er det modsatte af når palæstinenserne taler om fred. De sætter et tillægsord foran. De taler om en retfærdig fred. De taler om en varig fred. De taler om en dybdegående fred. Og det irriterer israelerne. Fordi når man taler om en retfærdig fred, så er man allerede i gang med at stille betingelser.

Det er altså ikke et spørgsmål om hvorvidt israelerne kan få at vide hvad der sker. Det er et spørgsmål om at få israelerne til at forstå den anden side. Palæstinenserne er blevet dæmoniseret. Så vi skal have israelerne til at se palæstinenserne som rigtige mennesker og mennesker med fælles rettigheder. Glem ikke at Oslo-aftalen i 1993 var første gang nogensinde i hundrede års zionisme at det jødiske samfund anerkendte fælles national ret for palæstinenserne. Det er stadig ikke blevet en del af den israelske bevidsthed. Det virker vældigt truende for Israel. Vi har en tæt og stram historie og selvopfattelse. Vores fortælling har klare billeder af de gode og de onde. Vi er de liberale, det er palæstinenserne ikke. Vi vil bare tilbage og leve i vores land og de hører ikke rigtig til her osv. Problemet er at israelerne ikke vil høre en anden historie, et andet verdenssyn, fordi det vil tvinge dem til at genoverveje deres politiske standpunkt. Og endnu værre, det vil tvinge dem til at ændre det grundliggende nationale verdenssyn som Israel er bygget på. Derfor mener jeg det er ret så vanskeligt at få israelerne til at forstå hvad der foregår. De vil ikke forstå. Hvis vi tager de tre agenter i konflikten: Israelerne, palæstinenserne og det internationale samfund så tror jeg at israelerne er den sværeste nød at knække, slutter Jeff Halper.

Camp David - oplæg til palæstinensisk fængsel

Skrevet af: Interview m. Jeff Halper

Israelsk-jødisk antropolog afdækker hvordan Israel har bevæget sig fra besættelse til kontrol

	Checkpoint på vej til Ramallah

Jeff Halper er antropolog ved Ben-Gurion Universitetet i Israel. Han står desuden bag Alternative Information Centre (AIC) i Jerusalem og er koordinator for Den Israelske KomitÈ mod Nedrivning af Huse.

- Israels politik i de besatte områder er nået til et stadie efter besættelse. Det er en gennemtænkt 'form af kontrol', siger den amerikansk-fødte, israelsk-jødiske antropolog Jeff Halper.

- Dermed er besættelsen slut. Gennem årene er den forsvundet fra den offentlige samtale. Nu taler man ikke længere om den, siger Jeff Halper, der har sat sig for at forklare den brede offentlighed, hvordan situationen er i de besatte områder. Hans håb er at det kan påvirke den politiske diskussion.

Jeff Halper tilhører den israelske venstre- og fredsfløj. Han er antropolog ved Ben Gurion Universitetet, står bag Alternative Information Centre i Jerusalem og er koordinator for 'Den Israelske KomitÈ mod Nedrivning af Huse' (Israeli Committee Against House Demolition). Han deltager på den høringen i København for at kortlægge Israels bosættelsespolitik.

- Siden Oslo-processen begyndte i 1993 har selve processen tiltrukket sig så meget opmærksomhed og håb, at den er begyndt at leve sit eget liv løsrevet fra virkeligheden i de besatte områder, forklarer Jeff Halper.

Mens Israel og palæstinenserne løbende har forhandlet om palæstinensernes selvbestemmelse, flygtningenes status og Jerusalem og mens man har prøvet at nå til en endelig fredsaftale, har Israel fordoblet antallet af bosættere på Vestbredden. Fra 1993 til i dag er antallet af bosættere på Vestbredden steget fra 100.000 til 200.000.

To modsatte udviklinger

- Israel har udviklet sit eget omfattende system af by-pass roads. Det er et permanent vejnet som har kostet 3 milliarder dollars (svarer til ca. 24 mia kr.) der er blevet finansieret af USA til vedligeholde den israelske bosættelse. Det har delt Vestbredden i dusinvis af kantoner som palæstinenserne er fanget i, siger Jeff Halper.

Ifølge ham har holdningen været 'okay-okay, men vi er jo midt i fredsforhandlinger og når de er overstået så kommer der også en løsning på det med bosættelser'.

- Der har altså været to modsatte udviklinger. På den ene side er Israel gået til forhandlingsbordet og spillet på en ide om en levedygtig og selvstændig palæstinensisk stat. Og palæstinenserne har troet på dem. På den anden side viser realiteterne 'on the ground' at Israel aldrig har haft til hensigt at en levedygtig og selvstændig palæstinensisk stat skulle blive til virkelighed, forklarer Jeff Halper.

Israel er den givende part

Han mener at Israel har konsolideret sin besættelse gennem de sidste otte år. Men fordi Oslo-processen bygger på et ophør af den israelske besættelse har ingen kunne forstå hvorfor palæstinenserne opfører sig som de gør. Palæstinenserne er blevet beskyldt for at ødelægge bestræbelserne for fred. Senest ved Camp David og Taba-møderne hvor det fremstår som om Israel tilbød palæstinenserne 95% af Vestbredden og dele af Jerusalem (se kort 1). Udefra ser det ud som om palæstinenserne svarer igen med en intifada. Det mener Jeff Halper ikke er tilfældet:

	Kort1. "Final solution", den endelig deling af Vestbredden som foreslået af USA's præsident Bill Clinton i december 2000.

- I medierne og for omverdenen kommer det til at se ud som om at det er Israel der har været den givende part i den politiske proces. Barak har sågar betalt med sin politiske karriere og palæstinensernes svar er vold. Så tænker man at palæstinenserne er de skyldige. Selv i den israelske fredslejr er det holdningen i dag. De mest fredselskende israelere føler at palæstinenserne forrådte dem da de ikke accepterede Camp David og fredsprocessen dermed sluttede, forklarer Jeff Halper.

De 5% er vigtigst

Jeff Halper er ikke blind for at palæstinenserne går til modstand med vold og terrorisme. Og at det også er med til at besættelsen forsvinder som tema i den politiske forhandling. Det skaber en opfattelse af at Israel blot 'svarer igen'. Men Jeff Halper gør opmærksom på at 'terrorisme' er et ladet ord. 'Vold' er ikke en politisk term og siger intet om konteksten. Begreberne er brugt uden de sættes i sammenhæng med besættelsen. Og som Jeff Halper konstant understreger er det besættelsen der er hans pointe:

- Israel var villig til opgive 95% af området. Det lyder meget godt. Man får jo aldrig 100%. Så 95% er ret godt. Antagelsen er så at hvis man får 95% af området så får man også 95% selvstændighed. Altså at der er en sammenhæng mellem område og suverænitet. Min påstand er at det afhænger hvad de sidste 5% betyder. Hvis vi taler om 5% af Vestbredden i et hjørne, så okay, det lyder rimeligt. Men hvis de 5% er delt ud på det, jeg kalder en 'form af kontrol' over Vestbredden, altså hvis de 5% forhindrer palæstinenserne i at skabe en levedygtig og selvstændig stat så betyder 95% ikke så meget.

Jeff Halper henviser til Camp David-forslaget og forklarer hvordan det reelt giver Israel kontrol over de palæstinensiske områder (se kort 1):

- Man kan sammenligne det med et fængsel. Hvis du ser et kort over et fængsel ser det for en udenforstående ud som om det er fangerne der styrer stedet. De har 95% af arealet. De har bo-arealerne, de har cafeteriet, de har motionsarealet, de har arbejdsarealet. Fængselsvæsenet har kun 5%. Men de 5% er murene udenom og tremmerne og nogle enkelte, centralt placerede kontrolpunkter. Spørgsmålet er faktisk ikke arealet. Spørgsmålet er kontrol.

Israelsk accept af palæstinensisk stat

Ifølge Jeff Halper er Israel indstillet på at der skal oprettes en palæstinensisk stat for de tre millioner palæstinensere i de besatte områder. Det er Israel nødt til at acceptere fordi de to millioner Palæstinensere på Vestbredden og den godt ene million i Gaza ikke kan blive en del af staten Israel. Det vil undergrave den jødiske stat. Samtidig kan Israel ikke fortsætte med at være i alle områderne uden at give palæstinenserne statsborgerskab, for det er Apartheid og det kan det internationale samfund ikke acceptere. Derfor bliver Israel nødt til at samarbejde med palæstinenserne. Men ikke uden at opgive kontrollen. Spørgsmålet for Israel er hvordan man kan bibeholde kontrollen og give palæstinenserne kun det mest nødvendige der vil holde dem ude:

- Israels position hen imod Camp David og frem til i dag er det jeg kalder 'besættelse med samtykke'. Israel ønsker at palæstinenserne skal acceptere en form for besættelse. Guleroden er: I får en stat og bliver anerkendt af FN og så videre.

Kontrol med grænserne

Jeff Halper vender så tilbage til Israels kontrol og uddyber hvad han mener med 'form af kontrol':

- Det første element i kontrolformen er naturligvis grænserne mellem Israel og de palæstinensiske områder. Palæstinenserne fastholder at de allerede med Oslo-aftalen indgik et stort kompromis, at de allerede ved at anerkende Israels grænser efter 1967, den såkaldte grønne linje, at de derved gav 78% af Palæstina til Israel. De opgav politisk krav på 78% og det de nu gjorde krav på til deres egen stat var de resterende 22%.

Det var ifølge Jeff Halper en taktisk fejltagelse. For ved at give efter blev de 22% det eneste man forhandlede om. De 22% blev til 100%:

- Så da USAs udenrigsminister, Madelaine Allbright, og andre derefter sagde til palæstinenserne 'Hør engang, man får aldrig 100% af det man forhandler om', så havde de tabt en del af de 22%. Når palæstinenserne sagde 'Vi vil have de 22%', så lød det om de sagde 'Vi vil have 100%' og det lød i israelske ører urimeligt, lyder Jeff Halpers fortolkning. En udlægning der igen bekræfter billedet af at det er Israel der er den givende part og at palæstinenserne ikke er klar til at indgå kompromisser.

Også selve den grønne linje er blevet et kontrolpunkt. Jeff Halper fortæller at Israel i 1993 indførte en permanent lukkemekanisme af Vestbredden og Gaza så mere end 125.000-130.000 arbejdere blev nægtet adgang og mulighed for at arbejde i Israel:

- For at forstå det må man forstå hvad der skete mellem 1967 og 1993 fordi det har virkelig efterladt områderne i dårlig stand. Israel har ødelagt jordbruget, ingen palæstinensiske banker har haft lov til at åbne. Handel og industri i de besatte områder var reelt ødelagt så den palæstinensiske arbejdsstyrke blev afhængig af den israelske økonomi. Og så i 1993 da de ikke havde andre steder at gå hen lukkede man dem ude af den israelske økonomi så den gennemsnitlige palæstinensiske familie i dag har en fjerdedel af hvad den havde i 1993 da Oslo-aftalerne blev underskrevet. Med andre ord har Oslo-fredsprocessen været en katastrofe for den gennemsnitlige palæstinenser, forklarer israeleren Jeff Halper. Han fortsætter:

- Hvis vi ser på Vestbredden må vi først forstå at Israel anser Jordan-floden som dens østre sikkerhedsgrænse. Det er ikke den grønne linje. For det andet fastholder Israel at det må beholde en stribe land langs det Døde Hav. Palæstinenserne vil ikke få adgang til det Døde Hav (se kort 1). Det betyder at en palæstinensisk stat vil være fuldstændig omringet af et område som Israel kontrollerer. Det gælder grænsen til Ægypten, grænsen til Jordan, lufthavne og havne. På den måde taber hele ideen med suverænitet og levedygtighed i en palæstinensisk stat sin betydning, forklarer Jeff Halper.

Fem meter vej er nok

Det andet element i den 'form af kontrol', Jeff Halper kortlægger, er A, B-, og C-zonerne (se kort 2). A-zonerne er små, tætte zoner omkring de store palæstinensiske byer. De udgør 18% af Vestbredden og er under suveræn palæstinensisk kontrol. B-zonerne dækker de noget større landdistrikter og er under delt israelsk-palæstinensisk kontrol. Endelig er der C-zonerne der udgør 60% af Vestbredden og som er under fuldstændig israelsk kontrol.

	Kort 2. A, B, og C zonerne på Vestbredden som besluttet i Oslo 2 aftalen.

- Selvom A-, B- og C-zonerne kun var tænkt som en overgangsordning er de nu blevet permanente og Israels ledelse har opbygget et omfattende, bureaukratisk system af tilladelser og begrænsninger for palæstinensere der bevæger fra A til B til C og ind i Israel, forklarer Jeff Halper.

- Siden 1995 har palæstinenserne været begrænset til de små områder. Man kan ikke komme fra A til B til C. Alle A-zoner er omringet af C-zoner og derfra går man så ind i B-zonerne og så ind A og så C og så B og så videre. Nogle steder er opdelingen meget lille. Hvis du tager fra Ramallah som er i en A-zone til Bir Zeit som er i en B-zone så er det en strækning med gennemgående bebyggelse. Med mindre du er lokal så kan du ikke se hvor Ramallah stopper og hvor Bir Zeit begynder. Det er et sammenhængende område.

Et eksempel fra de sidste par uger, Hvis man går om et af hjørnerne kan man se en israelsk jeep fordi der er en fem meter stribe tværs over vejen. Striben er C-zone og det var det stykke, som Israel lukkede af for nogle uger siden og dermed afskar al trafik. De gravede en den dyb rende i vejen og placerede fire tanks omkring den. Det er et kontrolpunkt. Det er alt hvad man behøver for at have kontrol. Ikke nødvendigvis store strækninger af land, men en lille stribe her og der, siger Jeff Halper.

Bosættelserne del af større masterplan

Det tredje kontrol-element i Jeff Halpers kortlægning har at gøre med bosættelserne. Fra 1967 til i dag har Israel etableret 195 bosættelser. Men ifølge Jeff Halper er Israel siden 1995 begyndt at konsolidere dem i såkaldte 'bosættelsesblokke'. Han siger:

- Vi er vant til at se bosættelser som små prikker, men faktisk er de meget vigtigere end det fordi de giver kontrol med området.

Der er i alt tre bosættelsesblokke (se kort 1). Først er der Vest-Samaria-blokken. Den ligger omkring byen Ariel og deler Vestbredden i nord og syd. Den er forbundet med Tel Aviv mod vest og er en del af et ubrudt bebyggelsesbælte henover den grønne linje. Det løber hen over Vestbredden og rammer så Jordan-dalen. Dernæst er der Maale Adumim-blokken. Den deler, ifølge Jeff Halper, også Vestbredden, men er samtidig forbundet til den nordlige del af det man kalder Storjerusalem. Jeff Halper forklarer:

- Det er vigtigt at forstå at når Israel taler om Jerusalem menes ikke kommunen Jerusalem, men Storjerusalem. Jerusalem er ikke en by, men en region der reelt fortsætter hele vejen til Jordan-floden. Når man ser et kort får man umiddelbart indtryk af at bosættelserne er små bakketoppe-samfund, men man må se den større plan, masterplanen. Maale Adumim blokken strækker sig fra Jerusalem til Jordanfloden. På den måde dækker Maale Adumin-blokken i alt i åbent areal mere end Tel Aviv. Så når Israel bygger nye bosættelser kan man påstå at man ikke bygger nye bosættelser, men alene udvider allerede eksisterende. Alle de nye bosættelser ligger inden for masterplanen, der er så omfattende at Israel ikke behøver at påbegynde nye bosættelsesblokke. Den tredje blok er Gush Etzion der dækker ned til syd for Bethlehem med nye byer under opførelse. Det er den sydlige del af Jerusalem.

Bosætterveje deler Vestbredden i kantoner

Bosættelsesblokkene hjælper, ifølge Jeff Halper til at dele den palæstinensiske stat i fem kantoner: De tre på Vestbredden, Østjerusalem og endelig Gaza. Det fjerde og sidste element i 'formen af kontrol' er de 450 km by-pass roads, bosættervejene, der løber ud over Vestbredden og Gaza. Det er ikke bare veje. De er 3-4 fodboldbaner brede pga. Israels 'sikkerhedshensyn'. Bosættervejene går på kryds og tværs og deler reelt områderne yderligere i en række små øer omgivet af israelske bosættelser, by-pass roads og militære checkpoints:

- Det er denne virkelighed 'on the ground' man må kende for at kunne forstå hvorfor Palæstinenserne ikke accepterede de 95%. Først når det er kendt kan man forstå problemerne og forstå hvorfor palæstinenserne handler som de gør, siger Jeff Halper.

Behov for at inddrage NGOer

- Det skræmmende er at både Ariel Sharon og Simon Peres betragter palæstinenserne som overvundet. Jeg tror det var antagelsen i Oslo-aftalen til at begynde med. Oslo var et andet ord for overgivelse. Det internationale samfunds position er væsentlig her fordi for Israel er der ikke nogen der modsætter sig dets politik, hverken fra USA eller fra det øvrige internationale samfund. Derfor er palæstinenserne alene. De er sårbare og kan knuses, forklarer Jeff Halper, der dog ikke mener at Ariel Sharons regering har et sundt politisk grundlag. Den var ikke valgt for at finde en alternativ proces. Den har en dagsorden og det er een gang for alle at nedbryde den palæstinensiske modstand, så de til sidst vil gå med til et hvilket som helst forslag. Jeff Halper mener der er brug en ny form for alliance:

- Der skal et samarbejde mellem NGOere som arbejder i området og det internationale samfund til. NGOerne arbejder på mange niveauer. Men vi har ikke den politiske styrke der kan flytte den politiske situation. Der er brug for at det internationale samfund bruger nogle af de mekanismer, det har til rådighed, for eksempel håndhævelse af FN resolutionerne, Genevekonventionen og anden international humanitær lov. Han mener Israel må holdes ansvarlig for sine handlinger. Uden en indsats fra EU og resten af det internationale samfund kan Sharon og Peres' forestilling om at palæstinenserne er overvundet gå hen og blive en realitet, frygter Jeff Halper.

Hvad mener du forbindelsen er mellem selvmordsbomberne og den voksende kontrol som du har beskrevet?

- Israel har legitime sikkerhedskrav. Når Ariel Sharon siger at han blev valgt dels for at sikre israelernes personlige sikkerhed, så er der en pointe. Enhver regering har et ansvar for sine borgere og man kan ikke tillade selvmordsbombemænd og den slags at komme ind i byerne. Men det handler om hvilket niveau du griber det an på. Hvis du ikke har forstået at der er tale om en besættelse, som jeg nævnte, så er terrorisme en kropsløs ting. Den er taget ud af sin sammenhæng. Med andre ord - det er ikke palæstinenserne der angriber. Selvmordsbombemanden kommer ikke ind fordi han eller hun vil dø, tror jeg. Heller ikke fordi de hader jøder. Eller fordi palæstinenserne er ligeglade med menneskeliv og så bliver bombemænd. Det er et udtryk for desperation. Det er et udtryk for politisk modstand. Det skal ses i sammenhæng med besættelsen og undertrykkelsen og et særligt mål. Uanset om du er enig eller ej så er der tale om en politisk strategi her også. Det er meget nemt at tale om at nu må vi stoppe volden. Lad os antage at palæstinenserne aldrig havde udført handlinger der har været kaldt terroristhandlinger. Ville nogen have bekymret sig om den palæstinensiske sag? Det er tragisk, men det eneste der har fået den palæstinensiske sag på dagsordenen er de såkaldte terrorbølger, inklusiv flykapring og den slags. Det er svært for man kan aldrig retfærdiggøre en selvmordsbombemand, men samtidig er situationen, at uden modstand kan palæstinenserne ikke skaffe støtte til deres projekt. Bortset fra, og dÈr er jeg enig med professor Richard Falk (se foregående artikel), at en ikke-voldelig indsats ville kunne give meget. Af en række årsager har det bare ikke været muligt. Vi må kigge på retten til at gøre modstand og hvad terror og vold er i en situation hvor man gør modstand mod en besættelse. Det rejser et fundamentalt etisk spørgsmål, men vi kan ikke tage selvmordsbomber og den slags ud af den politiske sammenhæng.

Hvor modtagelig er den gennemsnitlige israeler for oplysninger om besættelse og dens konsekvenser?

- Lad mig sige det sådan at Israel har vendt ryggen mod ikke bare palæstinenserne, men mod hele Mellemøsten. Israel kigger mod Europa. Israelere lever overvejende deres liv i en bobble. Og jeg tror ikke jeg overdriver ved at sige at den gennemsnitlige israeler ikke ved ret meget mere om hvad der sker på Vestbredden og i Gaza end den gennemsnitlige dansker. Ikke fordi oplysningerne ikke er der. Israel har en veludviklet og kritisk presse. Aviser, tv og radio er energiske. Der er rigelig diskussion og det bliver rapporteret når huse nedrives. Når udgangsforbud indføres i Hebron så er det i nyhederne. Folk har adgang til den viden. Men det bliver ligesom et jordskælv i Indien eller et folkemord i Rwanda; man ser det i nyhederne, men det går ikke rigtigt ind fordi det er for langt væk. Der er ingen forbindelser til dit personlige liv. Så kommer den næste historie. Vi har en talemåde blandt os på den israelske venstrefløj, der siger at Vestbredden og Gaza er længere væk end Thailand. Thailand er et sted som man kan købe en billet til. Du kan købe en guidebog og så videre. Israelere tager på ferie der. Det er et rigtig sted. Hvorimod Vestbredden er et tomt område på kortet for israelere. Man krydser ikke gaden til den nye byport i den gamle by og så videre ind på Vestbredden. Jeg vil tro 90% ikke ville kunne svare på om Ramallah er nord eller syd for Bethlehem. Afstanden er utrolig. Når vi taler om fred eller rettere skændes om hvad vi skal give tilbage til palæstinenserne, så er det derfor meget abstrakt. Palæstinenserne er ikke en del af samtalen. Når vi taler så ser vi ikke virkeligheden 'on the ground'. Jeg har lagt mærke til at når israelere taler om fred - og israelere vil gerne have fred - så taler vi om busser der bliver sprunget i luften, om at kunne gå på markedet uden at være bange for en bombe. Det er fred. Men hvad der sker på den anden side af den grønne linje, rører os ikke. Det er det modsatte af når palæstinenserne taler om fred. De sætter et tillægsord foran. De taler om en retfærdig fred. De taler om en varig fred. De taler om en dybdegående fred. Og det irriterer israelerne. Fordi når man taler om en retfærdig fred, så er man allerede i gang med at stille betingelser.

Det er altså ikke et spørgsmål om hvorvidt israelerne kan få at vide hvad der sker. Det er et spørgsmål om at få israelerne til at forstå den anden side. Palæstinenserne er blevet dæmoniseret. Så vi skal have israelerne til at se palæstinenserne som rigtige mennesker og mennesker med fælles rettigheder. Glem ikke at Oslo-aftalen i 1993 var første gang nogensinde i hundrede års zionisme at det jødiske samfund anerkendte fælles national ret for palæstinenserne. Det er stadig ikke blevet en del af den israelske bevidsthed. Det virker vældigt truende for Israel. Vi har en tæt og stram historie og selvopfattelse. Vores fortælling har klare billeder af de gode og de onde. Vi er de liberale, det er palæstinenserne ikke. Vi vil bare tilbage og leve i vores land og de hører ikke rigtig til her osv. Problemet er at israelerne ikke vil høre en anden historie, et andet verdenssyn, fordi det vil tvinge dem til at genoverveje deres politiske standpunkt. Og endnu værre, det vil tvinge dem til at ændre det grundliggende nationale verdenssyn som Israel er bygget på. Derfor mener jeg det er ret så vanskeligt at få israelerne til at forstå hvad der foregår. De vil ikke forstå. Hvis vi tager de tre agenter i konflikten: Israelerne, palæstinenserne og det internationale samfund så tror jeg at israelerne er den sværeste nød at knække, slutter Jeff Halper.