VK-regeringen og palæstinaspørgsmålet

 

Skrevet af: Per Stig Møller

Danmark, Europa og Mellemøsten: den israelsk-palæstinensiske konflikt

Mellemøsten og udviklingen af en europæisk udenrigspolitik

 

De tætte relationer mellem Europa og Mellemøsten har dybe rødder i historien. Igennem de sidste 50 år er det dog den israelsk-palæstinensiske konflikt, der har tiltrukket sig hovedparten af den udefrakommende opmærksomhed i forhold til Mellemøsten som region. Med Mellemøsten som umiddelbar nabo har dette også gjort sig gældende for Europa. Det er derfor naturligt at spørge, hvilken rolle EU - og dermed Danmark - kan spille, og hvilken rolle vi ønsker at spille i den mellemøstlige fredsproces.

Historisk set har denne konflikt mere end nogen anden haft betydning for udviklingen af det europæiske politiske samarbejde i 70'erne og senere den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det daværende EF's Venedig-erklæring fra 1980, der bl.a. støttede oprettelsen af et palæstinensisk hjemland og en international garanti af gensidigt anerkendte grænser, fremstår på mange måder som en af de tidligste afgørende manifestationer af en begyndende fælles europæisk udenrigspolitik.

Det bør derfor ikke undervurderes, hvilken betydning den israelsk-palæstinensiske konflikt har haft for afstemningen af konkrete observationer, analyser og overvejelser om handlemuligheder og politiske indspil fra europæisk side. Det er jo et spørgsmål, hvor de europæiske lande i høj grad har haft meget forskellige udgangspunkter - ikke mindst i forhold til Holocaust og Staten Israels opståen.

Mange års politisk samarbejde - med løbende udvikling af analyser og opbygningen af en fælles forståelsesramme - har sammen med udviklingen i konflikten stort set fjernet disse skel. Det sker stadig, at de 15 EU-lande stemmer forskelligt, når Mellemøst-resolutioner er til afstemning i FN. Men det sker efterhånden meget sjældent. Man kan derfor hævde, at den israelsk-palæstinensiske konflikt har haft konkret betydning for udviklingen af den fælles europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 

EU og Danmarks engagement i den israelsk-palæstinensiske konflikt

De seneste måneders opblussen af volden i Mellemøsten har medført en betydelig pessimisme blandt både israelere og palæstinensere. Parterne synes at stå fjernere fra hinanden end nogensinde. Den køreplan for fred, som Danmark under EU-formandskabet var med til at lancere i juli 2002, har unægtelig været under pres. Den endelige køreplan, som Mellemøst-Kvartettens medlemmer (USA, EU, FN og Rusland) blev enige om i december 2002 - og som efterfølgende fik begge parters accept og blev tiltrådt af FN's Sikkerhedsråd i november 2003 - er imidlertid fortsat det bedste udgangspunkt for en fredelig løsning og det eneste alternativ til den fortsatte voldsspiral. Køreplanens vision om en to-statsløsning er klar. Den forudser oprettelsen af en selvstændig, suveræn, demokratisk og levedygtig palæstinensisk stat i 2005 og efterfølgende indgåelse af fredsaftaler mellem Israel og Syrien og Libanon, hvilket kan føre til en endelig afslutning af den arabisk-israelske konflikt. Midlerne hertil er de i køreplanen opregnede gensidige og parallelle skridt, som må tages for at genopbygge tilliden og bringe parterne mod en endelig fredsløsning.

Begge parters accept af køreplanen på topmødet i Aqaba i juni 2003 bragte en række konkrete fremskridt med sig, som ofte overses i de forsøg, der gøres på at erklære køreplanen død. Dette gælder bl.a. udnævnelsen af en palæstinensisk premierminister, etableringen af våbenhvilen blandt militante palæstinensiske grupper, en aftale om israelsk tilbagetrækning fra det nordlige Gaza og Betlehem, israelsk frigivelse af dele af indefrosset palæstinensisk told og moms samt en række fremskridt i den palæstinensiske reformproces. Hvis arbejdet med køreplanen bringes tilbage på sporet, vil sådanne fremskridt kunne fortsættes.

Derfor er det også vigtigt, at Danmark gennem EU fortsat støtter de internationale bestræbelser på at få parterne til at genoptage implementeringen af køreplanen. Det er kun gennem en samlet og beslutsom indsats fra det internationale samfund, og ikke mindst Mellemøst-Kvartetten, at vi kan tvinge parterne tilbage til forhandlingsbordet. Men vi må samtidig erkende, at en fredsløsning i Mellemøsten ikke kan skabes uden USA's aktive medvirken og vedholdende indsats. Endelig er det også væsentligt, at kontakten til de moderate arabiske lande, som var drivkræfterne bag Det Arabiske Fredsinitiativ, der blev lanceret i april 2002, fastholdes og udbygges for at sikre, at fredsbestræbelserne bliver regionalt forankrede - og regionalt accepterede.

Køreplanen giver befolkningerne på begge sider et politisk fremtidsperspektiv. Et perspektiv, som er nødvendigt for at komme ud af den psykiske og fysiske belejringstilstand, som de har befundet sig i alt for længe. Køreplanens multilaterale tilgang indebærer desuden, at alle aftaler, som parterne indgår, skal garanteres af det internationale samfund. Begge parter bør være forvisset om, at de aftaler de måtte indgå, ikke senere vil blive omgjort. De bør vide, at de med udgangspunkt i aftalerne kan se fremad og begynde at planlægge deres fremtid i fraværet af konflikt og næsten daglig tragedie. I forbindelse hermed er det også vigtigt, at civilsamfundene involveres i processen.

Dialog mellem israelere og palæstinensere er et afgørende element i bestræbelserne på at genskabe tilliden. Fra dansk side har man længe støttet fredslejrene i både det israelske og palæstinensiske civilsamfund, bl.a. gennem den såkaldte Louisiana-proces. Det er derfor også positivt med det såkaldte Geneve-initiativ, der foreslår en række løsninger på nogle af den israelsk-palæstinensiske konflikts gordiske knuder; såsom spørgsmålene om endelig grænsedragning, Jerusalems status, retten til flygtninges tilbagevenden mv. Ligesom Louisiana-processen viser også Geneve-initiativet, at dialog og samarbejde mellem stærke og betydningsfulde kræfter på begge sider fortsat er mulig og kan føre til enighed.

Vores mål er at sikre Israels eksistens som jødernes demokratiske hjemland. Ser man på befolkningsudviklingen er dette ikke nogen given sag. Om få år vil der være flere arabere end jøder, hvis ikke palæstinenserne får deres eget hjemland på Vestbredden og i Gaza. Til den tid kan Israel så vælge at opretholde demokratiet og dermed miste "den jødiske stat" - eller at indføre apartheid og dermed ophæve den demokratiske stat. Begge alternativer udelukkes naturligvis af israelerne - og derfor er der kun to-statsløsningen tilbage som den eneste levedygtige løsning af konflikten.

 

Fra papir til handling?

Et grundlæggende spørgsmål er naturligvis - ikke mindst når man har den nuværende alvorlige situation i Mellemøsten in mente - hvordan man sikrer, at køreplanen bliver ført ud i livet? Hvordan undgår man, at køreplanen strander ved tomme politiske erklæringer som så mange af sine forgængere?

En af måderne kan være etableringen af en overvågningsmekanisme bestående af Kvartettens medlemmer og med base i området, som kan påse overholdelsen af køreplanen. En sådan mekanisme vil være af afgørende betydning for at kunne fastholde parterne på deres forpligtelser i forhold til køreplanen - og derigennem lede processen frem mod målet om en endelig fredsaftale gennem de op- og nedture, der uvægerligt følger med i Mellemøsten. En sådan mekanisme er også nødvendig for at forhindre, at én enkelt terrorist kan få vetoret over for hele fredsprocessen. Samtidig er en stærk international involvering fortsat afgørende for fremskridt.

En fredsløsning i Mellemøsten kan som nævnt ovenfor ikke skabes uden USA's aktive medvirken og fremaddrivende indsats. Kvartet-samarbejdet forankrer imidlertid også samarbejdet for fred i Mellemøsten mere bredt - og giver EU, og herigennem Danmark, en politisk platform for indflydelse. Nu er vi også med til at sætte dagsordenen for den videre udvikling i fredsprocessen, og den rolle skal vi naturligvis forvalte rigtigt. Herunder er det nødvendigt, at vi sammen med vore partnere i Kvartetten opretholder et vedvarende pres på begge parter i den israelsk-palæstinensiske konflikt med henblik på, at de tager de nødvendige skridt mod fred.

Det har fra nogle sider været indvendt, at EU burde presse konfliktens stærke part - Israel - til yderligere indrømmelser vedr. bosættelserne og den såkaldte sikkerhedsmur ved at indføre økonomiske sanktioner overfor Israel i form af en annullering af Israels associeringsaftale med EU. Dialogen inden for rammerne af associeringsaftalen omfatter imidlertid både politiske og økonomiske emner. Det er regeringens opfattelse, at vi i den nuværende situation må udnytte de muligheder, der ligger i associeringsaftalen med Israel for at føre en kritisk dialog med landet. Erfaringerne - senest fra mødet mellem EU og Israel i associeringsrådet i november 2003 - viser, at denne dialog kan medvirke til at påvirke Israels holdninger og handlinger i positiv retning. Dialog og samarbejde med alle parter er en vigtig forudsætning for at støtte og styrke de kræfter, der arbejder for fred i Mellemøsten. Det tjener derfor ikke noget formål at søge at isolere hverken Israel eller palæstinenserne.

 

EU og Mellemøsten

EU's relationer til Mellemøsten rækker langt udover den israelsk-arabiske konflikt. Derfor arbejdes der også i andre fora mere generelt for at nedbryde mistillid og barrierer mellem Europa og landene i regionen. Målet er at skabe dialog mellem kulturerne og fremme økonomisk vækst, samhandel, samarbejde og forståelse - både politisk, kulturelt og religiøst. I stedet for at se Middelhavet som en barriere mellem os og dem, skal vi se det som det, det er - et indhav, der har bundet os sammen i århundreder, og som fortsat er den fysisk-geografiske ramme om et egentligt skæbnefællesskab.

EU's Middelhavssamarbejde har siden 1995 taget denne udfordring op og gennem Barcelona-processens mange instrumenter søgt at knytte tættere bånd mellem Europa og de arabiske Middelhavslande på det politiske og sikkerhedsmæssige område, såvel som på det økonomiske, sociale og kulturelle område. Udviklingen er ikke altid foregået lige gnidningsfrit, da især dialogen på det politiske og sikkerhedsmæssige område har været hæmmet af udviklingen i Mellemøsten. Herudover arbejdes der på at etablere en fond til fremme af dialog mellem kulturer og civilisationer. Dette er ikke mindst udtryk for en erkendelse af, at Europa og landene i Nordafrika og Mellemøsten er fælles om en lang række udfordringer og problemer, som må løses i fællesskab. Endelig har EU indgået associeringsaftaler med de fleste stater i den sydlige og østlige del af Middelhavet. Som sagt indebærer associeringsaftalerne udover de mere handelsmæssige og økonomiske emner årligt tilbagevendende møder mellem EU og de berørte parter, hvor også politiske emner kan blive drøftet.

Især efter terrorhandlingerne den 11. september for mere end to år siden og fremvæksten af en mere konkret terrortrussel er der i hele EU - og den vestlige verden - en større bevidsthed om vigtigheden af at udbygge dialogen med Europas nærmeste naboer. Det gælder især i forhold til Mellemøsten og den arabiske verden, hvor man finder en udbredt skepsis og mistillid i forhold til den vestlige verden. De forskellige forslag og overvejelser om EU's nye naboer og om at revitalisere dialogen inden for rammerne af Barcelona-processen, i forhold til Golf-staterne i GCC (Gulf Cooperation Council) og i forhold til Iran, er konkrete udtryk herfor.

 

Danmark og Mellemøsten

Det fører naturligt over til spørgsmålet om, hvor Danmark så kommer ind i denne dialog? Hvor er Danmarks plads - og hvad kan vi specifikt gøre, når man betragter forholdet mellem Europa og Mellemøsten?

Danmark har jo allerede i en rum tid været aktivt involveret i Mellemøsten og i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt. Egypten har gennem en årrække været dansk programsamarbejdsland. Vi har siden etableringen af det palæstinensiske selvstyre i 1993 ydet overgangsbistand til Gaza og Vestbredden. Danske politifolk indgår i den internationale tilstedeværelse i Hebron (TIPH - Temporary International Presence in Hebron), og vi har som tidligere nævnt faciliteret den såkaldte Louisianaproces, som i civilsamfundsregi arbejder for at fremme grundlaget for fred - ikke blot mellem regeringerne i Mellemøsten, men en fred mellem befolkningerne. Under det danske EU-formandskab var vi som nævnt aktivt involveret i udarbejdelsen af køreplanen for fred, og den seneste udvikling i Irak og vores stærke engagement heri - sikkerhedsmæssigt, humanitært såvel som genopbygningsmæssigt - bekræfter Danmarks fortsatte vilje til at engagere sig i forhold til Mellemøsten.

Danmarks gode muligheder for et aktivt engagement i Mellemøsten kan til dels tilskrives, at det danske spillerum generelt har været relativt stort. Som en småstat uden en blakket kolonial fortid i regionen og med en afbalanceret tilgang til den arabisk-israelske konflikt har det været muligt for os at bevare troværdigheden i forhold til alle konfliktens parter. Herudover kan det danske engagement tilskrives en stærk politisk vilje til at finde en løsning, der sikrer Israels eksistens på lang sigt og samtidig giver palæstinenserne det land, som de har krav på.

Behovet for at skabe øget dialog med den arabiske verden som helhed er et væsentligt element i regeringens udenrigs- og udviklingspolitiske prioriteter. Det vigtige her er ikke mindst en erkendelse af, at man ikke kan - og heller ikke vil - lade den arabisk-israelske konflikt blokere for udviklingen af en meningsfyldt dialog og relationer mellem andre dele af regionen og den vestlige verden. Derfor har Danmark i EU lanceret forslaget om en række bilaterale aftaler for "reform og udvikling" med villige arabiske lande.

Fra dansk side er det opfattelsen, at der er behov for en styrket indsats på området. Dels multilateralt, herunder ikke mindst i EU-regi og i et tæt transatlantisk samarbejde. Dels gennem en forstærket bilateral dansk indsats, der kan styrke dialogen med de arabiske lande og fremme demokratisering, respekt for menneskerettigheder og god regeringsførelse. Samarbejdet skal naturligvis ske både i form af traditionelt stat-til-stat samarbejde og i form af samarbejde med andre institutioner og civilsamfundsorganisationer. Udviklingsbistanden kan i den forbindelse bruges aktivt til at bekæmpe grundlaget for radikalisering og religiøs ekstremisme. Det er ikke ukompliceret og forudsætter i sagens natur grundige og meget konkrete overvejelser om årsagssammenhænge og handlemuligheder. Men det er vigtigt, at man fra dansk side aktivt søger at udvikle et tættere samarbejde med de positive kræfter i regionen, der støtter modernisering og demokratisering.

Afslutningsvis skal det understreges, at Danmark skal - og vil - fortsætte sit aktive engagement i Mellemøsten og den øvrige arabiske verden. Dette vil ske ikke mindst i EU-sammenhæng, gennem aktiv deltagelse og bidrag til fortsat udvikling af fælles politiske initiativer, men også bilateralt og i andre internationale fora. Vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at bidrage til en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men vi skal ikke kun fokusere på eksisterende konflikter. Det er også vigtigt, at vi arbejder langsigtet på mange andre fronter for at undgå og forebygge potentielle fremtidige konflikter. Udarbejdelsen af køreplanen for fred har vist, at vi kan bidrage aktivt til fredsprocessen. Parternes accept af køreplanen bragte således en lang række konkrete fremskridt med sig. Hvis arbejdet med køreplanen kan bringes tilbage på sporet, kan disse fremskridt fortsættes. Det afgørende er, at vi opnår de tilsigtede resultater og dermed - utvivlsomt over en længere periode - kan medvirke til at understøtte de positive kræfter på begge sider, der arbejder for en fredelig løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det frygtede 'clash of civilisations' undgås kun gennem fredeligt samarbejde mellem civilisationer!

(Artiklen er i en tidligere udgave bragt i Højskolernes Temahæfte primo 2004)