Forhandlingerne i Camp David 2000

 

Skrevet af: Lars Erslev Andersen

Forhandlingerne i Camp David, juli 2000. Ehud Barak, Bill Clinton og Yasser Arafat

Gang på gang gør israelerne Arafat til den store skurk i Oslo-processen og dermed ansvarlig for de seneste ti måneders vold og konflikt i regionen. De henviser til, at Arafat under Camp David forhandlingerne for et år siden ikke tog imod den daværende israelske premierminister Ehud Baraks generøse tilbud om en endelig fredsløsning.

Et tilbud, som ifølge den dygtigt iscenesatte israelske myte bestod i, at palæstinenserne fik en stat, der udover Gaza, omfattede 90-95 % af Vestbredden samt suverænitet over dele af Østjerusalem, dog ikke i den gamle bydel og slet ikke over de vigtige hellige områder på Tempelbjerget.

Men det lå i luften, hedder det sig i myten, at også Jerusalem var til forhandling, og rygterne fra Camp David ville efter de sammenbrudte forhandlinger vide, at Clinton havde fået Baraks opbakning til at fremsætte en ide om delt suverænitet over de hellige områder.

Selvom der i denne skitse til en endelig aftale ikke var taget stilling til, hvad der skulle ske med de 4 millioner palæstinensiske flygtninge, som formentlig med international lov i ryggen kan gøre krav på retten til at vende tilbage til Israel, forekom skitsen umiddelbart at være et generøst tilbud fra Israel.

Et løfte om en - ganske vist demilitariseret - stat, 95 % af Vestbredden og udsigt til forhandlinger om Jerusalem, hvad mere kunne Arafat og palæstinenserne forvente af en fredsaftale, spurgte mange sig.

I det perspektiv er det selvsagt på den ene side vanskeligt at forstå, hvorfor Arafat sagde nej og på den anden side let at gøre ham ansvarlig for den efterfølgende voldsspiral, der ganske vist blev udløst af Ariel Sharon med sin provokerende og medieombruste spadseretur på Tempelpladsen sidste år.

I forlængelse heraf mener israelerne det påvist, at Arafat ikke og aldrig har været interesseret i en fredsaftale og gør ham samtidig direkte ansvarlig for de sidste ti måneders vold. Et synspunkt, de ønsker at få solgt til den ganske verden.

Dette forehavende har den effektive israelske pr-maskine oven i købet haft stor held med både i Danmark, hvor adskillige politikere, medier og danske eksperter gang på gang refererer til myten, og - mere vigtigt - i USA, hvor præsident Bush jævnligt pålægger Arafat at lægge en dæmper på volden alt i mens Israel bomber palæstinenserne med amerikansk donorede F16 jagerfly.

Og mens Bush allerede har mødt Ariel Sharon afviser han at tage imod Arafat.

 

Hvem er terrorist?

Israelerne, amerikanerne samt de danske politikere og eksperter har utvivlsomt ret i at betegne Arafat som en skurk, hvis dermed henvises til palæstinenserformandens fortid som terrorist. Men heller ikke hans israelske modpart, Ariel Sharon - der ikke tør rejse til Belgien på officielt besøg af frygt for at blive anholdt og anklaget for krigsforbrydelser - eller en anden modtager af Nobels Fredspris Menachem Begin, som i årevis var leder af en særdeles ubehagelig terrororganisation, kan siges at være Gud bedste børn.

Alle tre kunne de formentlig dømmes for terrorvirksomhed eller krigsforbrydelser og hvem af dem, der ville få den strengeste straf, er det vanskelig at spå om. Netop Begin er vel om nogen eksempel på, hvordan en brutal terrorist kan ende som en højt respekteret og dekoreret statsmand.

Myten om, at Arafat dybest set ikke ville fred, at han for et år siden afslog et generøst israelsk tilbud om en endelig fredsløsning er simpelthen forkert.

En analyse af Oslo-processen fra 1995 og frem viser med al tydelighed, at det var Israel, som gang på gang løb fra indgåede aftaler indtil Ehud Barak rent faktisk nægtede at fortsætte Oslo-processen efter sit valg til premierminister i 1999.

 

http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" height="5" width="8">

 

Arafat under forhandlingerne

http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif" height="7" width="217">

Ehud Barak var oprindelig modstander af Oslo-processen, men blev i 1999 valgt til ny israelsk premierminister på et program, der lovede fred med Libanon og Syrien, tilbagetrækning af soldater fra den israelske besættelseszone i Libanon og en endelig fredsaftale med palæstinenserne.

Barak kunne dog ikke levere varen: Kun ensidig israelsk tilbagetrækning fra Libanon blev det til. Dette fandt sted efter, at Barak trods israelsk-syriske forhandlinger og et møde mellem Clinton og den syriske præsident Hafiz al-Asad i GÈnËve måtte opgive at nå en fredsaftale med Syrien og Libanon.

Allerede i 1995 havde Asad og den daværende israelske premierminister Yitzak Rabin, som blev myrdet ved en fredsdemostration i november 1995, været tæt på en fredsaftale. Aftalen gik ud på, at Syrien ville få Golanhøjderne tilbage til den såkaldte 4. juni-linie - altså det territorium Syrien rådede over inden krigen i 1967 - mod at Israel fik fred, diplomatiske forbindelser samt amerikansk støttede sikkerhedsgarantier. Aftalen blev ikke til noget på grund af uenighed om nogle yderligere israelske krav, som Rabin følte sig nødsaget til at fremsætte af hensyn til sit politiske bagland og med udsigt til et snarlig israesk valg. Men man forventede, at disse forhindringer let kunne overvindes efter et valg. Desværre ændrede situationen sig dramatisk med den såkaldte Oslo 2 aftale og mordet på Rabin.

I foråret 2000 fandt Barak tiden inde til igen at forhandle med Syrien, men han var afvisende for at give Golan tilbage til 4. junigrænsen, hvorfor forhandlingerne endte uden resultat. Pludselig luftede Barak imidlertid alligevel muligheden af, at Israel ville opfylde de syriske krav, og han bad Clinton møde Asad i GÈnËve. Inden mødet havde Barak dog trukket i land og overtalt Clinton til fremsætte alternative ideer, som selvfølgelig resolut blev afvist af Asad - mødet i GÈnËve var i realiteten overstået på mindre end et kvarter og Clinton, der ikke kunne undgå at se lidt fjollet ud efter fiaskoen, var efter Baraks upålidelige meldinger temmelig irriteret på den israelske leder.

 

http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" height="5" width="8">

 

Barak på den efterfølgende pressekonference hvor han lagde hele ansvaret på Arafat

http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif" height="7" width="217">

Manglende israelsk opfyldelse af indgåede aftaler

Samtidig var palæstinenserne med Arafat i spidsen efterhånden blevet temmelig usikre og utrygge ved de israelske signaler og i stigende grad tvivlede de på, at Israel havde reelle hensigter med fredsprocessen: tre gange, nemlig Oslo 2 og dens to genforhandlinger Hebron- og Wye-aftalerne, havde Israel ikke levet op til de indgåede aftaler på trods af, at palæstinserne både havde indvilliget i at genforhandle og efter Wye faktisk havde opfyldt deres forpligtelser.

Oslo 2 handlede bl.a. om israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden, hvilket også skete med undtagelse af Hebron, der først blev delvist rømmet over et år efter planen og først på baggrund af en helt ny aftale, som udover Hebron stort set gentog køreplanen for yderligere israelsk tilbagetrækning. Også denne tilbagetrækning gik i stå og igen skulle der en ny aftale til, nemlig Wye-aftalen i oktober 1998.

Men heller ikke denne gang opfyldte israelerne sine forpligtelser i form af tilbagetrækning og løsladelse af palæstinensiske fanger i israelske fængsler, hvorimod palæstinenserne rent faktisk gennemførte indsamling af ulovlige håndvåben og for anden gang slettede formuleringerne om udslettelse af staten Israel fra PLOís charter.

Netanyahu-regeringen faldt på Wye-aftalen, hvorfor Oslo-processen selvsagt atter gik i stå indtil en ny regering var valgt. Men i stedet for at fortsætte processen efter sit valg indledte Barak sin regeringsperiode med helt at skubbe palæstinenserne tilside i sine forsøg på at lave aftaler med Syrien, hvilket af Arafat blev tolket som om Barak var ude på at isolere palæstinenserne.

Først efter de strandede forhandlinger med Syrien vendte Barak sig mod Palæstinaproblemet, men med en ny strategi, som tilsidesatte princippet og køreplanen i Osloprocessen: i stedet for at fortsætte skridt for skridt, hvilket ville betyde, at Israel gennemførte sin del af aftalen fra Wye, altså yderligere israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden, suspenderede Barak processen og insisterede på, at næste skridt skulle være den endelige fredsaftale. Israels nye strategi, som Netanyahu iøvrigt også flere gange havde foreslået, gik altså ud på at tilbyde palæstinenserne en pakkeløsning. Denne strategi var et klart brud på principperne i Osloprocessen, hvilket Arafat også gentagne gange påpegede.

Men Barak, der lige fra starten var imod Oslostrategien, håbede på at en endelig aftale ville være lettere at få igennem i Israel ved en folkeafstemning - der i øvrigt ville blive den første nogensinde - fordi den entydigt ville blive et valg for eller imod fred.

Sagde Arafat nej, ville det se det ud som om, det er Israel, som tilbyder fred, mens palæstinenserne dybest ikke kan eller vil lave en endelig fredsaftale. Arafat var meget imod at skulle deltage i et topmøde, hvor en endelig løsning skulle forhandles, fordi han ikke mente et sådant møde var godt nok forberedt, men han blev overtalt, respektive tvunget til at deltage af Clinton.

 

Ingen reelle forhandlinger i Camp David

Det blev imidlertid aldrig til reelle forhandlinger i Camp David: Arafat og Barak mødtes kun engang direkte i de små to uger topmødet varede, og ved dette møde blev intet nedskrevet. Det, der efter Camp David, kom til at blive omtalt som Israels generøse tilbud havde under mødet blot karakter af amerikanske ideer.

Forud for topmødet havde Barak sagt, at det aldrig kunne komme på tale at forhandle om Jerusalem. Under Camp David blev Clinton sendt over på Arafats værelse for at lufte ideen om delt suverænitet - det var det tætteste på en reel forhandlingsskitse, man kom i Camp David, og man kan næppe fortænke Arafat i - navnlig ikke med Baraks slingrekurs i forhandlingerne med Asad in mente - at han tvivlede på det reelle indhold i Baraks udmeldninger. Dertil kommer, at der er en afgrund mellem den abstrakt formulerede ide til dens reelle gennemførelse i støvet i gaderne i den gamle del af Jerusalem.

Det var altså i sandhed højst tvetydigt, hvad der reelt var på bordet af forhandlingsforslag i Camp David. Ikke desto mindre lykkedes det for Israel at få det til at se ud som om Israel under Camp David gav palæstinenserne et generøst tilbud, som Arafat sagde nej til. Denne tolkning er imidlertid mest af alt en dygtig iscenesat israelsk myte. Camp David var ikke Baraks forsøg på at videreføre Oslo-rocessen, men hans klare strategi for at få den aflivet - og det lykkedes desværre alt for godt.

Siden Netanyahu blev valgt til Israels premierminister i 1996 har ingen israelsk regering reelt støttet Osloprocessen. Det er muligt, at Barak havde en anden strategi, som under andre vilkår kunne have givet resultat i form af en fredsaftale. Som det gik, fik han både aflivet Osloprocessen og ideen om en endelig fredsaftale her og nu.

 

http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" height="5" width="8">

 

Forhandlingerne er brudt sammen. Trods forudgående aftaler om ikke at give nogen part skylden, lagde Clinton nu skylden på Arafat

http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif" height="7" width="217">

Men på samme måde som Israel fik aflivet Osloprocessen, er det også Israel, der kan bryde den nuværende voldsspiral. Ikke ved at gengælde palæstinensisk terror med angreb fra amerikanske jagerfly, men ved at tilbyde palæstinenserne en omfattende våbenhvile, hvor forhandlinger kan genoptages og som minimum bør resultere i noget, som ligner Clintons fredsplan fra december. For at genvinde palæstinensernes tillid og vise, at det ikke bare er (barakske) tomme ord, kan de indstille enhver udvidelse af deres såkaldte bosættelser, og indvillige i at gå tilbage til en strategi, hvor processen igen er inddelt i faser - altså reelt en tilbagevenden til Oslo-processen.

Som den politiske situationen i Israel er nu, har en sådan strategi formentlig ikke mange chancer. Det er derfor, at alle mere eller mindre desperat venter på USA - på at USA vil overbevise den israelske regering og befolkning om, at vejen frem er en overholdelse af international lov og ret, bl.a. den amerikansk forfattede FN Sikkerhedsrådsresolution nr. 242, der pålægger Israel at trække sig ud af de besatte territorier.

Israel beskytter ikke sine børn mod palæstinensisk terror ved at bure palæstinenserne inde i et kæmpefængsel, bombe dem og deres institutioner og tilbageholde deres penge, men ved at give dem en stat, der omfatter Vestbredden og Gaza, har Østjerusalem som hovedstad og indrømmer flygtningene en formel ret til at vende hjem. Det gode er, at denne løsning er langt de fleste i verden enige om er den eneste rigtige. Det tragiske er, at den ikke bliver gennemført, måske fordi historien alt for hurtigt afløses af mytologi.

 

Kilder:

Hussein Agha & Robert Malley: "Camp David: The Tragedy of Errors". The New York Review of Books, August 9, 2001

Benny Morris: Righteous Victims. A History of the Zionist-Arab Conflict 1881-1999 ( New York 1999)

William B. Quandt: Peace Process: American diplomacy and the Arab-Israeli conflict since 1967 (Washington, D.C., revised edition 2001)