Den jødiske fundamentalist og fredsaktivisten

 
Skrevet af: Bjørn Meidell

"Der boede nogle venlige tyskere i vores nabolag. De ønskede ikke at vide, hvad der foregik, og de gjorde intet for at hjælpe os. Det blev en afgørende livserfaring for mig: hvis jeg ikke gør noget, når andre er i nød, opfører jeg mig ligesom tyskerne." Hava Keller, f. 1929 i Polen, flygtet til Palæstina 1941, bor i Tel Aviv

"Hele Israels skæbne er truet af Rabins aftale med Arafat. Vi forbereder en reservestyrke på 100.000, knyttet til bosættelserne, hvis de skulle finde på at røre os". Elyakim Haetzni, f. 1926 i Tyskland, flygtet 1938, bosat i Kiryat Arba på Vestbredden.
Hava og Elyakim kender ikke hinanden - og de ønsker det nok heller ikke. De er som ild og vand. Hava uden angst og mild. Elyakim nervøs og kampklar som i en evig krig.
Jeg møder Hava i en privat lejlighed i Tel Aviv - et rodekammer af den anden verden - der fungerer som kontor for hendes menneskeretsgruppe, Kvindernes Organisation for Kvindelige Politiske Fanger.
Elyakim Haetzni tager imod i sit nydelige hjem i Kiryat Arba. jeg kommer til bosættelsen med bus nr. 160 fra Vest-jerusalem. I bussen er der flere bevæbnede soldater end civile passagerer. En af dem holder sig i radiokontakt, så der hurtigt kan tilkaldes forstærkninger, hvis der skulle ske noget. Trods selvstyreaftalen for Gaza og Jeriko byder hverdagen på den besatte Vestbred stadig på skudepisoder, drab og fængslinger.
Den 7000 personer store bosættelse, Kiryat Arba, fremstår som en befæstet soveby - bosætterne er på arbejde inde i selve Israel, men bag facaden mangler der ikke vilje til kamp mod palæstinenserne - og mod Rabin-regeringens "højforræderi". Set fra bosætternes synspunkt er borgerkrig en sandsynlig mulighed, hvis Rabin skulle begynde at fjerne dem.
I Tel Aviv mener Hava Keller, at regeringen er alt for overbærende overfor bosætterne, og hun kritiserer den for ikke at tillade utilfredse bosættere at flytte væk.
Hvordan er det kommet så vidt, at Elyakim Haetzni og Hava Keller er havnet i hver sin lejr - i opgøret om Israels, palæstinensernes og fredens fremtid i Mellemøsten?
Med rødder i 20'- og 30'ernes Europa er Elyakim. Haetzni og Hava Kellers baggrund næsten identisk. Begge opvokset i overklassefamilier og flygtet fra nazismen til Palæstina. Begge deltaget i den israelsk-arabiske krig i 1948-49, som var resultat af 50 års kolonisering og indvandring og siden medførte et halvt århundredes krige. Fælles for Hava og Elyakim er, at de uafladeligt har historiens smertepunkter med i deres vurderinger og aktiviteter. Men politisk repræsenterer de to modsatrettede interesser og livsholdninger.
Elyakim. Haetzni er i dag chefstrateg for de højreradikale bosættere. Han har dannet en Aktionskomite til Bekæmpelse af Selvstyreaftalen. Haetzni har en fortid som medlem af Knesset for det ultrahøjreorienterede parti, Tehiya, (1990-92). I det civile liv er han sagfører.
Hava Keller er gymnasielærer i historie og drivkraft i forsvaret for kvindelige palæstinensiske fanger. Hun har en socialistisk baggrund, og færdes hjemmevant i palæstinensiske flygtningelejre på Vestbredden og i Gaza, hvor de israelske bosættere har forskanset sig bag pigtrådshegn og vagtposter. I mange israeleres øjne er Hava en forræder, en araberelsker.
 
De europæiske rødder
Elyakim Haetzni: "Jeg startede i underskolen som 6-årig i Kiel 1933 - det år Hitler kom til magten. Alle de andre i klassen blev senere medlemmer af Hitlerjugend. Jeg voksede op i en kultur, hvor man lærer om helte og krige: Bismarck, der tævede danskerne i 1864. Jeg lærte Grimms eventyr, hele den tyske kultur. Som barn identificerede jeg mig med den åndelige føde, jeg blev madet med. Samtidig fik jeg at vide, at jeg tilhørte fjenden, at jeg var hadet, en fjende af alle disse værdier og idealer. Jøderne var en destruktiv magt.
Selvfølgelig havde jeg en modvægt i den jødiske skole, jeg gik i om eftermiddagen. Her lærte jeg, at vi var en nation for sig. Med en fuldstændig anderledes arv. Det var klart for mig, at jeg ikke havde noget at gøre i Tyskland. Jeg var zionist. Vi havde det til fælles med nazisterne, at vi mente, at vi burde forlade Tyskland.
Mine forældre var religiøse jøder. De ved: at være jøde er ikke noget, man lærer, det er en måde at leve på. Bøn om morgenen, maden, hele levevisen. Ethvert skridt i livet er bestemt af religionen. Det er et fuldtidsjob at være jøde.
Vi forlod først Tyskland i 1938 - i allersidste øjeblik mine forældre, min søster og jeg. Resten af min familie blev tilintetgjort under Holocaust."
"Jeg var enebarn i en rig familie i Polen," fortæller Hava Keller. "Min mor købte fine kjoler til mig i Paris. I dag køber jeg genbrugstøj. Trods deres rigdom var mine forældre socialister, og der var tradition for, at de gik i demonstration 1. maj. Jeg oplevede den tyske invasion af Polen i 1939, og vi flygtede i 1941 via Rusland og Tyrkiet. I sidste øjeblik.
Der boede nogle venlige tyskere i vores nabolag, men de ønskede ikke at vide, hvad der foregik, og de gjorde intet for hjælpe os. Det blev en afgørende livserfaring for mig: Når nogen har problemer, husker jeg, hvad der overgik os. Hvis jeg ikke gør noget, når andre er i nød, opfører jeg mig ligesom tyskerne.
Da jeg kom til Palæstina, var der ikke plads til mig i skolen. Jeg blev placeret på et højere klassetrin end jeg egentlig skulle, så jeg sluttede skolen i en alder af 17 år. I skolen blev jeg medlem af Haganah".
Haganah var en jødisk kamporganisation, som fik afgørende betydning i forbindelse med opgøret med den lokale befolkning og de arabiske nabostater i 1948-49. Den arabiske befolkning i Palæstina havde op gennem 20'- og 30'erne med stigende bekymring iagttaget den massive jødiske indvandring. Men i 1948 var der stadig to arabere for hver jøde i Palæstina.
 
Mødet med araberne
- Elyakim Haetzni, hvilket indtryk havde De af Palæstina, som det hed, i slutningen af 30'erne? Hvad hæftede De dem ved?
"Hvad der slog mig var, at vi stadig var under fremmed herredømme, da vi kom til vores eget land. Det var indlysende, at det britiske herredømme var på arabernes side. Ligesom den europæiske og amerikanske opinion er i dag.
Herremændenes diskrimination af jøderne stopper ikke på en dag. De engelske politifolk og soldaters adfærd var så anderledes i forhold til, hvad jeg havde set før. Vi så den kolde foragt og hadet mod jøderne. Vi boede i Jerusalem og gik ned til Grædemuren, hvor der var fyldt op med engelsk politi - iført tropehjelme og knæbukser. Vi blev behandlet som fremmede af englænderne og araberne - i vores eget land."
- Hvad var Deres indtryk af araberne?
"Som gennemsnitsisraelerens indtil i dag: en ukendt mængde, en ikke forstået mængde uden ansigt. Jeg kunne ikke differentiere mellem de forskellige ansigter - ligesom jeg ikke kunne skelne de forskellige navne. Ahmed eller Muhammed, jeg ved ikke hvorfor.":
Elyakim Haetzni slår en høj latter op: "De sagde mig ikke noget. Jeg kunne ikke lide den arabiske musik. Den lød værre end amerikansk jazzmusik. Araberne var fremmede, ubegribelige. Og jeg må sige: min generation var ikke nysgerrige efter at lære dem at kende. På det tidspunkt var der også en intifada, den nuværende er ikke den første. Vi har haft 100 års krig med araberne. Det var nazimorderen, muftien Haj Amin Husseinis, store opstand fra 1936-39.
Araberne myrdede og dræbte, stak med knive og lavede ildebrande hver eneste dag. Sådan var det før, og sådan er det i dag. De var fjenden. Det var farligt at gå udenfor de jødiske forstæder - ligesom i dag. I skolen var der ingen, som ønskede at lære arabisk, og vi jog den arabiske lærer ud. - Det var had fra begge sider."
 
Krigen 1948-49
Ligesom Hava Keller blev Elyakim Haetzni medlem af Haganah. Han var kun 16 år gammel - det var i 1942. I 1947 besluttede FN at dele Palæstina. Og det trak op til krig - mellem jøder og arabere:
"Allerede i november 1947 blev jeg mobiliseret på fuld tid," fortæller Haetzni. "Jeg kom i træningslejr og kørte konvoj. Alle dansede den 29. november efter FN's vedtagelse om at etablere en jødisk stat, delingsplanen. Jeg havde nær glemt det, men senere mindede venner mig om, at jeg havde udtalt, at det var en sorgens dag, fordi vi havde mistet hjertet i landet Israel. Allerede den gang følte jeg intenst, at uden Jerusalem, Hebron, Bethlehem, Bet El, intet Erez Israel."
Hava Keller fortæller: "En tid opholdt min deling sig på en gammel korsfarerborg. Vi holdt stillingen - det var ret nemt. Korsfarerne vidste, hvordan man skulle bygge, men der var intet vand, det fik vi med flyvemaskine fra luften.
Det var en forfærdelig og barsk krig. Den handlede om retten til at eksistere. I starten var vores chancer tilsyneladende dårlige. Vi var 600.000 jøder imod 1,2. mio. arabere - de kaldte sig ikke palæstinensere endnu.
De fik hjælp fra alle de arabiske lande. Hjælpen var værdiløs, men det vidste vi ikke dengang. Men vi havde heldet med os - delvis pga. forvirringen på den anden side. Hvert arabisk land forsøgte at opnå individuelle fordele på de andres bekostning. Når jordanerne rykkede frem, så egypterne til, og når egypterne gik i offensiven, så jordanerne til. Den arabiske hjælp var værre end ingenting".
 
Palæstinensiske flygtninge
Udgangen på den israelsk-arabiske krig i 1948-49 blev, at mere end halvdelen af alle palæstinensere blev flygtninge - 750.000 ud af 1,2 mio. ?rsagerne til det palæstinensiske flygtningproblems opståen er et tabueret spørgsmål i Israels historie. I den officielle version flygtede palæstinenserne af egen fri vilje - for at fremme de arabiske hæres fremrykning. Således er de selv ansvarlige for egen elendighed.
- Elyakim Haetzni, hvordan forklarer De, at så mange palæstinensere blev flygtninge 1948-49?
"Hvordan forklarer De, at 12 millioner tyskere blev flygtninge efter 2. verdenskrig? Hjælp mig? Jeg vil høre Deres mening? Hvorfor blev de drevet ud fra Kønigsberg, Kaliningrad, Sudeterlandet, Karlsbad, Breslav, fra Stettin. Jeg spørger Dem, som journalist er De ekspert. De må vide, hvordan 12 millioner tyskere blev flygtninge? Kan De ikke besvare det spørgsmål? Ved De ikke det ikke? O.k., jeg skal hjælpe Dem.
Fordi Tyskland var årsag til 2. verdenskrig. I kølvandet herpå besluttede den frie verden, at Tyskland måtte opgive landområder. Efter hver krig må aggressoren betale. Og landet ændres - for at forhindre den næste krig. Derfor fortalte man tyskerne, at de måtte betale: I har begået så mange forbrydelser mod menneskeheden. Nu er det jeres tur til at lide tab. Tyskerne blev tvunget til at anerkende nye grænser med afgivelse af land.
Med andre ord: ingen gik ind for det forræderiske, hykleriske Hitler-krav: Land for fred. Det er et nazistisk krav. Giv mig Sudeterlandet, giv mig Memel, giv mig Polen, og jeg giver fred til gengæld. Så det er den måde de tyske flygtninge fremkom på. Der ikke noget flygtningeproblem længere, De er optaget i det tyske samfund, fordi tyskerne er normale mennesker, det er araberne ikke. Tyskerne modtog heller ikke verdens støtte til kunstigt at forblive flygtninge og dermed stadig kunne irritere Rusland, Polen og Czekoslovakiet.
Araberne derimod modtog hele verdens støtte til at kunne eviggøre flygtningeproblemet, til at være en torn i øjet på jøderne. Alle ønskede at fortsætte forfølgelsen af jøderne - v.hj.a. de arabiske flygtninge - i modsætning til behandlingen af tyskerne. Var det fordi der ikke var tilstrækkelig med penge til at absorbere dem? Havde de rige arabiske stater ikke penge?
Og så kommer De med disse hykleriske spørgsmål om det arabiske flygtningeproblem, som er kunstigt skabt med det formål at tilintetgøre Israel. Uafhængighedskrigen var en borgerkrig mellem to nationer - på linie med Jugoslavien i dag. Når de erobrede et jødisk område, fordrev de jøderne, ødelagde og brændte det ned. Og jøderne gjorde det samme. Araberne forventede, at jøderne behandlede dem på samme måde som de havde behandlet jøderne. Derfor flygtede de fleste uden jødisk indgriben. Det er sandt, at nogle af dem blev tvunget væk og nye grænser skabt".
 
Kaffe og mad på bordet, børnesko og legetøj
Som soldat i Haganah tog Hava Keller også del i udformningen af det nye landkort i Palæstina i 1948-49.
"Jeg var med i flere aktioner. Vi indtog Akko få dage efter, at flertallet var flygtet. Vi gik ind i en lejlighed - der var kaffe og mad på bordet, børnesko og legetøj. Det var det samme, der var overgået mig. Jeg måtte forlade mit hjem. Derfor havde jeg en følelse af, at det ikke var min ret - eller mine ting. Det var deres lejlighed. Mange tog et eller andet med sig - et minde. Men i mit telt var der ingen, der havde stjålne effekter. Der var en, der havde noget med, men vi smed det ud.
Jeg var også med i Beersheba, hvor araberne blev smidt ud, og sendt til Gaza på lastbiler. jeg var blandt dem, der stod med geværer - på samme måde som soldater og hære gør det overalt i verden. På den måde var jeg med til at skabe flygtningeproblemet. De fleste af mine venner var chokerede og stærkt imod det. Vi smed palæstinenserne ud, og de ville sidde ved vores grænser, hade os til evig tid, forsøge at vende tilbage. Det ville være meget bedre at lade dem blive og lave nogle aftaler med dem. Men ingen hørte efter."
- Men hvorfor drev Haganah palæstinenserne ud?
"Vi var en minoritet", forklarer Hava stille, "og det var nemt at falde os i ryggen. Det var lige ved at ske i Lod ved Tel Aviv. Hæren gik ind, og den følgende dag var der et rygte om, at den jordanske hær var på vej for at smide israelerne ud. Folk hængte hvide flag ud af vinduerne. Vi var bange - vi var i mindretal. Oprindelig talte Herzl om "et land uden folk til et folk uden land". Men landet var jo ikke uden folk. Men udsmidningen var jo en måde at gøre det til et land uden folk.
Vi vidste, at der var en masse immigranter på vej - flere 100.000 jøder ventede i Europa - overlevende fra KZ-lejrene. Måske var vores ledere bevidste om, at de arabiske jøder ville komme, at vi ville forsøge at få dem til at komme. Derfor var der brug for plads, huse, alting. Så vi gjorde alt, hvad vi kunne for at få araberne til at forlade landet. Det er sandt, at nogle flygtede af egen drift, men flertallet blev kort og godt smidt ud. Det er en temmelig traumatisk del af mit liv. Jeg føler mig skyldig, når jeg tænker på det. Så jeg prøver at gøre det godt igen."
Et mindretal af palæstinenserne forblev indenfor det nydannede Israels grænser efter den store katastrofe i 1948-49. Hava Keller fortæller:
"I 50'erne blev de underlagt militært styre. Selv den mindste ting krævede særlig tilladelse: f.eks. hvis de skulle købe et par sko i nabolandsbyen. 50'erne var også en periode med jordbeslaglæggelser. I dag besidder palæstinenserne i Israel kun 12 % af den jord, de ejede i 48.
Det meste blev konfiskeret på alle mulige måder: En begrundelse var, at hæren havde brug for jorden, men det lyder ikke så godt. Så den beholder den kun i et år. I den tid bliver jorden ikke dyrket. Ifølge ottomanisk lov kan staten overtage jord, der ikke har været i brug i et år. Derefter kan du lave en bosættelse.
Der findes virkelig mange horrible love. Der findes en lov om, hvor meget jord, der skulle tilhøre en landsby. Det blev afgjort ved et skrig: overalt hvor man kunne høre råbet, tilfaldt jorden landsbyen. Kunne man ikke høre noget, kunne jorden konfiskeres. Loven om de fraværende fra 1952 - flygtningene - er et andet eksempel: dvs. de, der ikke var her i 1952, mistede deres ejendom. Hvis de alligevel kom tilbage, havde de været fraværende og kunne ikke få deres jord. I et tilfælde vendte en mand tilbage, købte ny jord og et nyt hus. Men det blev også konfiskeret, fordi han havde været fraværende. I et andet tilfælde havde en far noget jord, men sønnen tog til Jordan. Da faderen døde, skulle sønnen arve jorden, men han var jo en fraværende. Så jorden tilfaldt alligevel staten."
 
1967: Befrielsen af det bibelske land
Mens det palæstinensiske flygtningeproblem blev hovedresultatet af krigen i 1948-49, så er de israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza den væsentligste konsekvens af 6-dageskrigen i 1967. De fleste bosættelser ligger på konfiskeret jord, og det anslås, at 60-70 % af jorden på Vestbredden er på israelske hænder.
Kiryat Arba udenfor Hebron var den første bosættelse, som blev oprettet efter 6 dages-krigen (1968). Elyakim Haetzni var med fra starten:
"I 1967 blev hjertet i landet Israel befriet, (Østjerusalem og Vestbredden). Det var vores bibelske land. Jeg følte et tvingende behov for, at denne mulighed ikke skulle tabes på gulvet. Det, der ikke blev fuldendt i 1948, skulle gøres færdigt. Jeg var en af grundlæggerne af bosætterbevægelsen. Jeg sagde: - Stol ikke på hæren eller politikerne, byg bosættelser. Flyt familier og børn ud i området, plant træer og byg huse. Der vil komme en dag, hvor politikerne vil tilbagelevere området.
Jeg tror ikke politikerne over en dørtærskel. Jeg var medlem af Arbejderpartiet i mange år. Det var et korrupt og diktatorisk parti. Nu hvor vi nærmer os afgørelsens time har vi 150 bosættelser. Uden at inkludere Østjerusalem og Golan nærmer vi os 140.000 mennesker. Om det er nok til holde tidevandet tilbage, ved jeg ikke."
Hava Keller: "I de første uger efter 6-dages-krigen, sagde premierminister Eshkol, at vi ikke ville have et eneste stykke land, men give land for fred. Han skulle ikke have ventet, men gjort noget ved det.
På vores side opstod der en farlig kombination af nationalisme og religion. Man kan ikke snakke fornuft med dem. De får deres ordrer direkte fra Gud. Det hele er skrevet i Bibelen, hvor du kan finde en hvilkensomhelst ordre.
6-dages krigen medførte den opfattelse, at resultatet var Guds vilje. Gud ønsker, at vi skal erobre det hele. Det er skrevet i Bibelen. I begyndelsen havde det været relativt nemt at komme ud af territorierne. Men i dag er bosætterne et vanskeligt spørgsmål. Man er nødt til at smide dem ud."
 
Massakren i Hebron
Bosætterne i Kiryat Arba kom for alvor i focus, da en af dem - Baruch Goldstein - myrdede 30 bedende muslimer i det nærliggende Hebron i februar 94. Deres mål er at annektere Vestbredden og "overføre" den palæstinensiske befolkning til Jordan, som de anser for at være den palæstinensiske stat.
- Jeg vil gerne høre Deres mening om begivenhederne i Hebron i februar (1994), Elyakim Haetzni?
"Hvad mener De?" - Drabene.
"Der er drab hele tiden. Hvilke drab?" - De 30 palæstinensere ..
"Ah.. hvorfor spørger De mig ikke om mordene på jøder. Hvor mange jøder er blevet dræbt her, mens jeg har boet her.
- Hvor mange?
"Mindst 20-30. Ingen spørger om det. Jødisk blod er billigt. Der har aldrig været en korrespondent her og spurgt om det jødiske blod. Kun arabisk. Kan De ikke forstå, at De har en sygdom i Deres hjerne, hvor De altid diskriminerer jøder i forhold til andre.
-Jeg..
"Men De spørger ikke om det? De spørger kun om araberne. De spørger ikke om den halve million jødiske flygtninge, som blev tvunget ud af de arabiske lande. Fra Marokko, Egypten, Syrien, Iraq. De måtte efterlade al ejendom til en værdi af mange 100 millioner. De nævner dem ikke en gang.
Hvad er det for en mur, De har i Deres hjerne? Hvad sker der med Dem - hvordan kan De blive ved - generation efter generation - i tusinder af år - med at diskriminere jøderne. Hvorfor har De en anden målestok for jøderne? Fornylig blev en 17-årig pige myrdet udenfor mit vindue. De spørger ikke om hendes blod. Det interesserer Dem ikke. Kun arabisk blod."
- Det er usandt.
"Hvorfor spurgte De så kun om denne begivenhed? I går blev en officer dræbt i Gazastriben - efter freden, efter at vi gav dem alt. Morderne flygtede ind i det såkaldt selvstyrende område. Jødisk blod er værdliløst. Undlad at stille mig disse ensidige spørgsmål.
De spørger mig, om jeg er for eller imod mord - jeg er imod alle mordere. Den mand, der gik ind i moskeen og dræbte de bedende var syg. At stille mig dette spørgsmål er en fornærmelse. Hvordan kan De dømme mig i denne sammenhæng? Og hvis De ikke gør det, så lad være med at spørge.
Vi behøver ikke at retfærdiggøre os overfor Deres læsere - om vi er værre eller bedre. Slut. Og nu vil jeg gerne høre, om De har noget at sige om jødisk blod? Når jeg læser den europæiske presse, er det rent karaktermord på jøderne. I den henseende er intet ændret i Europa siden Hitlertiden."
 
Fremtiden: Krig og borgerkrig
Hvordan ser Elyakim Haetzni på bosættelsernes fremtid efter aftalen mellem PLO og Israel?
"Rabin-regeringen ved ikke, hvad den vil. Den styres af en indre logik i den elendighedsmaskine, som den har bygget. Den indre logik vil føre til, at vi bliver revet op ved rødderne, hvilket vil udløse borgerkrig i Israel. Man kan ikke tvinge 140.000 mennesker ud af deres hjem og tro, at det vil foregå stille og roligt ligesom en pletrensning."
Hava Keller: "Rabin burde lade alle, der vil forlade bosættelserne gøre det. Men han gør ikke noget ved det. Der er en lille bosættelse i Gaza. Folk ville væk, men de fik ikke lov til at rejse væk. Rabin er bange for, at det kommer til at se ud som om palæstinenserne får deres vilje. Og hvis de får den for nemt, tror han, at de vil kræve mere, dvs. kræve alle bosættelserne væk.
Jeg forstår hans måde at tænke på, men jeg mener ikke, den er rigtig. Hvis bosætterne kunne få kompensation, ville 50 % rejse væk, selv fra Kiryat Arba. Det er vanskeligt for bosætterne, de har ikke andet end deres smukke huse, men ingen er parat til at købe dem. Så de hænger fast."
Elyakim Haetzni: "Hovedproblemet ved den latterlige, kriminelle israelske regering er, at man har indgået denne aftale med lederen af flygtningene fra 1948, hr. Yassir Arafat. Det betyder, at han vil bringe alle flygtninge tilbage. Man kan ikke lade Arafat og hans entourage komme tilbage: 20.000 flygtninge fra 1948 fra Tunis og 20-30.000 såkaldte politifolk, terroristsoldater med familier, og lade resten blive.
Med andre ord: Israel genopliver flygtningeproblemet. Det har inviteret dem tilbage - truslen mod Tel Aviv er større end truslen mod Kiryat Arba. Hele Israels skæbne er truet, og det sker på foranledning af vores egen regeringJeg har været meget bitter overfor englænderne og europæerne, men efter Rabin må jeg rette hovedparten af min bitterhed mod min egen regering.
Uheldigvis har vi konstant haft uværdige jødiske regeringer, som ikke greb de historiske muligheder, men spildte alt det, der var opnået ved vore børns blod. Og i dag er vi nødt til at starte forfra. Der kommer en ny krig. Alt starter forfra. Vi kommer til at betale med titusinder af menneskeliv. Den næste krig kommer til at koste mellem 50- og 100.000 døde, hvilket er Rabins og den nuværende regerings ansvar."
I Israel siger den politiske hovedstrøm, at højrefløjen forstyrrer fredsprocessen?
"Det er De nødt til at sige. De sagde også om Churchill, at han forstyrrede fredsprocessen med Hitler. Chamberlain og englænderne sagde: Fred i vor tid, vi har en underskrift. Hitlers underskrift. Nu er alt skønt. Og Churchill sagde: Den underskrift er ikke papiret værd. I har ikke forhindret krigen, men fremmet den. Og så blev han beskyldt for ekstremisme og paranoia og for at være tyskerhader og krigsophidser. 99 % holdt med Chamberlain. Og hvad så?
Selvfølgelig klapper hele verden, når jøderne begår selvmord. Alle elsker jøder, der lider og har det dårligt. I gør endog en Gud ud af en jøde på korset. I forfølger den levende Jesus, men på korset er han jeres Gud."
 
De politiske fanger
Siden intifadaens start i 1987 har Hava Keller lagt vægt på at arbejde med et lille hjørne af den israelsk-palæstinensiske konflikt: de kvindelige palæstinensiske politiske fanger. Samlet sidder der fortsat 7.000 politiske fanger i israelske fængsler:
"I øjeblikket er der 45 kvindelige politiske fanger. Den senest arresterede er en fagforeningsleder - fra en chokoladefabrik i Ramallah på Vestbredden. Hun kæmpede for ligeløn, men så fandt de på et eller andet at anklage hende for, men reelt blev hun arresteret af politiske grunde. Mange fanger stammer fra kvindeorganisationerne.
En anden gruppe udgøres af unge piger. De kan have problemer på hjemmefronten, og vil gerne gøre noget heroisk. F.eks. angribe en gruppe soldater med en kniv. I de fleste tilfælde, når de ikke en gang at gøre noget. F.eks. havde en pige stået længe ved et checkpoint. En soldat gik hen til hende og spurgte: hvad laver du? - jeg ønsker at dræbe dig, men jeg tør ikke.
Endelig er der en gruppe af kvinder, som virkelig har gjort noget. Men det er jo besættelse. Da tyskerne var i Danmark var der vel ingen, som bebrejdede nogen, hvis de forulempede de tyske soldater. Tyskerne sagde vel, at de var terrorister, og at det var imod loven. Da englænderne var her, kastede jeg med sten imod dem."
 
Bosættelser eller palæstinensisk stat
Elyakim Haetzni har taget ledelsen i bosætternes synlige opposition mod fredsaftalen - i og med, at han har oprettet "Aktionskomiteen til Afskaffelse af Selvstyreplanen". Endnu mere rabiate bosættere er i gang med at danne voldelige undergrundsceller, der angriber palæstinenserne:
"Vores hovedmål er civil, ikke-voldelig ulydighed mod denne regering. Først og fremmest vil vi belære hæren om ikke at adlyde ordrer, når de sættes ind mod jødiske bosættere. Vi håber, at den i det mindste vil nægte at udføre sådanne ordrer. Vi opfordrer vores medlemmer til at gå i fængsel uden skam - der jo tale om en regering, som begår højforræderi. Så vi ønsker tusindvis af jødiske patrioter i fængsel. Det vil føre til denne regerings fald.
Vi forbereder en reservestyrke på 100.000, knyttet til bosættelserne, hvis de skulle finde på at røre os. Der er ikke tilstrækkelig med israelske soldater til at fjerne 250.000 mennesker, som blokerer alle landets veje. Uden at bruge vold vil vi skabe en situation, der vil paralysere regeringen fra at eliminere den jødiske tilstedeværelse i Judæa og Samaria
Bosættelserne vokser konstant - tro ikke på regeringens tal - vi vokser mest, selv om de prøver at sulte os ud, og selv om vi bliver myrdet og stenet. Sålænge den jødiske tilstedeværelse i Judæa og Samaria vokser, vil en palæstinensisk stat umuligt kunne oprettes. Det er enten jødiske bosættelser eller en palæstinensisk stat. Det er derfor vi er her."
- For at forhindre etableringen af en palæstinensisk stat?
"Ja, selvfølgelig. Palæstinenserne har en palæstinensisk stat i Jordan, hvor de udgør flertallet. Jordan er Palæstina. Inden længe vil Arafat overtage Jordan, og De vil opdage, at Jordan er Palæstina. Men så længe vi jøder siger det, ønsker De ikke at høre efter. Ligesåsnart jøder er indblandet mister De Deres sunde dømmekraft. Sådan er det bare."
Fra: Bag sløret, juli 1994