Efter 20 års besættelse udløstes i december 1987 et bredt, folkeligt oprør blandt palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza. Dette oprør fik betegnelsen intifadaen, som betyder "at ryste noget af sig".

Det var en opstand, som blev båret frem af studenter, skoleelever, lærere, arbejdere og handlende; såvel kristne som muslimske palæstinensere.

Målet var en selvstændig palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden med Østjerusalem som hovedstad. Opstandens midler var protestdemonstrationer mod den israelske besættelse. Stenkast mod en overmægtig besættelsesmagt. Reaktionen var voldsom: Israel svarede igen med kugler, tåregas og en militærordre fra daværende forsvarsminister Yitzhak Rabin om at brække demonstranternes arme og ben.

Tilsvarende voksede kritikken af den israelske besættelse uden, at det internationale samfund foretog sig videre - i modsætning til den samtidige internationale boykot af det sydafrikanske apartheidstyre, som fik stor gennemslagskraft og medvirkede til at tvinge styret i knæ. Den internationale boykot fremmede overgangen til sort flertalsstyre i midten af 90'erne.

I 1989 - i intifadaens andet år - beskrev en ældre israeler, der selv var flygtet fra 30'ernes fascisme i Europa, situationen således:

"Intifadaen er en virkelig revolution. Opstanden har revolutioneret palæstinensernes opfattelse af sig selv. Selvrespekten er vokset, og de har i fællesskab overvundet de interne modsætninger. Hvad man anså for en umulighed, er blevet til virkelighed: at afsides landsbyer er blevet inddraget i den fælles kamp. Det er ikke en krig mod jøder og israelere, men for selvbestemmelse og en selvstændig stat, befrielse for besættelsen."

På den måde gav intifadaen vind i sejlene til den israelske fredsbevægelse og dens forsøg på at påvirke den israelske opinion. Et mindretal af soldater nægtede at gøre tjeneste i de besatte områder og sluttede sig sammen i nægterbevægelsen Yesh Gvul.

 

19. feb. 1988. Slangebøsser mod israelske automatrifler i Nablus på Vestbredden.

I 1987 var det 20 år siden, at Gaza, Vestbredden og Østjerusalem var blevet besat af Israel, og FN-resolutionen fra 1967 om, at de besatte områder skulle rømmes havde ingen udsigter til at blive til virkelighed. Israel var fast besluttet på at fastholde besættelsen og virkeliggøre visionen om et Stor-Israel.

Et af midlerne til at fastholde den israelske besættelse var/er konfiskering af palæstinensisk jord og ejendom. På den besatte jord er der efter 1967 oprettet stadig flere israelske bosættelser, som reelt kom til at fungere som en udvidelse af den israelske stat.

En af grundlæggerne af bosætterbevægelsen - Elyakim Haetzni - fortæller:

"I 1967 blev hjertet i landet Israel befriet, (Østjerusalem og Vestbredden). Det er vores bibelske land. Jeg følte et tvingende behov for, at denne udvikling ikke skulle tabes på gulvet. Det, der ikke blev fuldendt i 1948, skulle gøres færdigt".

Den israelske sociolog Meron Bevinisti har kaldt denne politik "snigende anneksion". Dvs. at Israel jordstykke for jordstykke i praksis udvidede grænserne for staten og efterlod mindre og mindre til palæstinenserne.

I 1988 var antallet af bosættelser nået op på 131, befolket af 67.000 bosættere, (bosætterne i det annekterede Østjerusalem ikke medregnet).

Ti år senere - i 1998 - var såvel antallet af bosættere som bosættelserne mere end fordoblet, (160.000 fordelt på 150 kolonier).

Set fra et palæstinensisk synspunkt udgjorde denne udvikling en voksende trussel mod retten til landet, idet bønder og andre mistede stadig mere jord i forbindelse med israelske konfiskationer.

Desuden havde landmændene voldsomme problemer med at opnå de nødvendige vandingstilladelser og med at afsætte deres produkter. En besættelsesmagts tilegnelse af fremmed jord og udflytning af sin egen befolkning er i modstrid med international lov.

6. mar. 1988. Kristne palæstinensere demonstrerer mod besættelsesmagten i Beit Sahour, Vestbredden. De bærer det palæstinensiske flag, som på det tidspunkt var ulovligt i de besatte områder.

Levevilkårene for palæstinenserne i de besatte områder var elendige. Ikke mindst sammenlignet med, hvad folk i tv kunne iagttage om forholdene i Israel. I særdeleshed var forholdene dårlige for de palæstinensere, som levede og lever i flygtningelejrene på Vestbredden og i Gaza.

Værst er forholdene i Gaza, hvor den største flygtningelejr - Jabalya - rummede ca. 60.000 flygtninge på 1,5 km2, og hvor over halvdelen af den samlede befolkning er flygtninge.

Det var da også i den overbefolkede Jabalya-lejr med dens elendige bolig- og levevilkår, at intifadaen startede.

Politisk og juridisk anskuet var palæstinenserne i de besatte områder et folk uden borgerlige rettigheder - på linie med de sorte i datidens Sydafrika, der i 1980'erne og begyndelsen af 90'erne stod midt i en afgørende frihedskamp.

Overordnet var palæstinenserne kontrolleret af den israelske hær og den interne efterretningstjeneste Shin Bet.

Presse- og ytringsfrihed eksisterede heller ikke under besættelsen. Under intifadaen og tidligere var det således forbundet med livsfare at hejse det palæstinensiske flag. Flere blev skudt under forsøg på at kaste flaget op på el-ledninger.

Politisk virksomhed og tilhørsforhold til den palæstinensiske befrielsesorganisation - PLO - var forbudt. Ledelsen af PLO befandt sig eksil i Tunesien efter, at Israel og daværende forsvarsminister Ariel Sharon havde drevet organisationen ud af Libanon i forlængelse af invasionen og belejringen i 1982.

En palæstinensisk menneskerettighedsaktivist har beskrevet situationen således:

 

Dec. 1989. Fotografier af palæstinensiske dræbte under Intifadaen. Damaskus-porten, Jerusalem.

Besættelsesmagten anvendte mangfoldige straffeformer overfor den palæstinensiske civilbefolkning og politiske aktivister. F. eks:

Administrativ tilbageholdelse, dvs. fængsling et halvt år ad gangen uden rettergang. Når en fængsling udløb, kunne den uden videre forlænges i det uendelige.

Landsforvisning. I 1992 blev 300 medlemmer af de islamiske grupper deporteret til Libanon, som nægtede at modtage dem, hvorefter de opholdt sig i en teltlejr i grænselandet.

Kollektiv afstraffelse i form af bl.a. husødelæggelser. Under intifadaen mistede mere end 1000 familier deres hjem som straf for, at et familiemedlem havde deltaget i opstanden, (læs: Ødelæg bare mit hus.)

Udgangsforbud i og indespærring af byer.

Ødelæggelse af olivenlunde

Lukning af skoler og universiteter i 1 år

I forbindelse med arrestation var - og er - prygl og tortur almindeligt. Landau-kommissionen, som havde undersøgt efterretningstjenestens behandling af palæstinensiske fanger, gav siden grønt lys for brug af "begrænset" fysisk og psykisk pres.

For palæstinenserne forekom situationen i 1987 håbløs efter 20 års besættelse, men der var opsparet en kolossal vrede og vilje til at "ryste besættelsen af sig".

Intifadaen var oprindelig styret fra de besatte områder af den forenede nationale ledelse, som var en tværpolitisk palæstinensisk græsrodsbevægelse.

Nyt var fremvæksten af de islamiske modstandsgrupper som Hamas, der så dagens lys i forbindelse med opstanden og udgjorde en alvorlig konkurrent til de nationalistiske grupper. F. eks. kaldte Hamas til strejker på andre dage end den forenede nationale ledelse.

Efterhånden bragte eksiledelsen i PLO - outsiderne - sig i stilling. På en kongres i Algeriet anerkendte PLO i 1988 Israels ret til at eksistere og udråbte formelt en palæstinensisk stat i de besatte områder. Men det sidste var mest af alt en symbolsk handling. Hvorom alting er, bragte PLO sig i stilling til de forhandlinger, der senere skulle føre til selvstyreaftalen i 1993..

Iraks besættelse af Kuwait i 1990 medførte et kortvarigt tilbageslag for palæstinenserne i de besatte områder og PLO. Irak søgte at inddrage og profitere på Palæstina-spørgsmålet i forbindelse med besættelsen af Kuwait. Det fik mange palæstinensere til at solidarisere sig med Iraks modstand mod USA, der kom Kuwait til undsætning og drev irakerne ud af Kuwait vinteren 1991.

Den israelske fredsaktivist Adam Keller beskrev i 1990 palæstinenserne desperation og følelse af at befinde sig i en mellemøstlig jungle:

"Der er ingen retfærdighed i denne jungle, hvor den israelske tiger angriber dem, og hvor den irakiske tiger pludselig dukker op for at kæmpe mod den israelske tiger, hvad palæstinenserne hilser velkommenÖ Desperationen og vreden voksede blandt palæstinenserne. Det var selve den israelske regering, som drev palæstinenserne i Saddam Husseins arme".

Intifadaens styrke fik Israel til - efter Golfkrigen i 1991 - at gå i forhandling med PLO, hvilket resulterede i Oslo-aftalen, men ikke en selvstændig stat og frihed for besættelsen, som var intifadaens mål.