Husødelæggelser

 
Skrevet af: Bjørn Meidell
"I er velkomne, ødelæg bare mit hus". Bageren Wadji Mustafa Ramahi fortæller om sin hilsen til de israelske soldater, der dagen før sprængte familiens hus i luften - ved hjælp af dynamit og to bulldozere. jeg står og taler med Mustafa i ruindyngerne.
"Jeg siger selvfølgelig også velkommen til dig, så du kan se mit hus," fortsætter bageren, der er 48 år. Han taler udmærket engelsk og har også lært sig hebraisk.
Med ødelæggelsen af huset er 12 mennesker blevet hjemløse. Børn, mand, kone og to bedstemødre. Her bor 3 generationer under samme himmel.
I alt er mellem 15.000 og 20.000 palæstinensere blevet hjemløse, som følge af at over 1.700 hjem er gjort ubeboelige siden den palæstinensiske opstand - intifadaen - startede i december 1987.
I Jalozon-flygtningelejren på Vestbredden, hvor Mustafa hører til, er 12 huse jævnet med jorden. Lejren har ca. 5.000 indbyggere og er en af de mindre palæstinensiske flygtningelejre på Vestbredden og i Gaza. Men på linje med alle andre flygtningelejre i de besatte områder bevogtes Jalozon konstant af en israelsk militærforlægning på toppen af et nærliggende bjerg.
Husødelæggelsen er en dobbelttragedie for Wadji Ramahi, Det er anden gang i sit liv, han har mistet sit hjem. Første gang var i 1948.
"Vi boede nær Lod (ved Tel Aviv) og blev tvunget til at flygte fra landsbyen, da englænderne forlod landet."
England havde magten i det gamle Palæstina indtil 1948, hvor staten Israel blev oprettet og 750.000 palæstinensere fordrevet.
"Vi havde ingen våben, men blev bombet fra luften," husker Ramahi. Det israelske militærs ødelæggelse af palæstinensiske hjem er en kollektiv straf. Filosofien er, at truslen om denne straf af hele familien skal afholde enkeltmedlemmer fra opsætsighed mod den israelske besættelse af Gaza og Vestbredden. Så går det nemlig ud over alle.
 
Såkaldt sikkerhedsmæssige årsager er officielt anledningen til mere end 400 husødelæggelser. De fleste skyldes dog, at husene er opført uden den israelske besættelsesmagts tilladelse. Og det skyldes igen, at det er ekstremt vanskeligt for palæstinenserne i de besatte områder (og i Israel) at få byggetilladelse. Og så bygger de alligevel. De manglende byggetilladelser er også en del af den politiske kamp - og en tikkende bombe under tusindvis af familier, som det israelske militær kan benytte som politisk pressionsmiddel. Mangler besættelsesmagtens byggetilladelse, er det unødvendigt at bruge "sikkerhedsmæssige grunde" til at straffe de pårørende til en politisk aktiv.
Sommeren 1989 blev der åbnet mulighed for at udskyde en militær beslutning om hussprængning i 2*24 timer og siden for appel til højesteret. Men princippet er der ikke rokket ved. Og nedbrydningen af huse med og uden licens fortsætter uantastet.
I øvrigt giver Wadji Mustafa ikke fem flade ører for de israelske dommere. "De kan ikke lide, det palæstinensiske folk," mener han.
 
Men hvorfor fik Ramahis sprængt huset i luften?
"Soldaterne sagde: "Du har 3 sønner i fængsel; de skaber problemer. Vi vil ødelægge dit hus."
"Det var kun 3 år gammelt. jeg skylder stadig 3.000 dinarer i det, (ca. 60.000 kr.) Gud hjælpe mig til at bygge et nyt hus. Og hvis de også vil ødelægge det: Hvorfor ikke? Bare mine sønner vil få det godt."
Hvordan foregik rømningen af huset?
"Vi fik 10 minutter til at tømme huset. Vi græd ikke, de skulle ikke se os græde, men alt blev ødelagt. jeg kaldte på naboerne, men de fik ikke lov til at hjælpe med at bære ud.
Jeg spurgte officeren: Vil dette stoppe intifadaen?"
"Måske," svarede han.
"Nej, aldrig. Intifadaen vil fortsætte, indtil vi får vores frihed."
Hvad mener du om israelerne?
"Nogle er gode, andre meget slemme. jeg kunne se på en af soldaterne, at han følte ubehag: "Hvad kan jeg gøre?" sagde han. "Jeg udfører mine ordrer."
En anden soldat skyndte på ham.
Hvorfor er der ingen retfærdighed i verden? i Israel har de alt - her i flygtningelejren har vi absolut intet. Og jeg er bange for, at regeringen i Israel vil dræbe os."
Mustafa peger på sin søn på 16 og beder ham fremvise arrene efter skud i maveregionen. "I vinter havde vi 40 dages undtagelsestilstand i lejren. 40 dage med udgangsforbud". Udgangsforbud er en anden type kollektiv afstraffelse, som de israelske militære myndigheder daglig benytter sig af over for palæstinenserne overalt på Vestbredden og i Gaza. Under undtagelsestilstanden i Jalozon fik ingen lov til at komme ind eller ud af lejren. Ingen føde eller medicin kom ind. Kun enkelte gange blev udgangsforbuddet hævet et par timer, så folk kunne handle. Vand, elektricitet og telefon blev kappet. Maden i køleskabene rådnede. Der var husundersøgelser, og der blev skudt med tåregas og dræbende ammunition. Til sidst begyndte folk at brænde deres egne møbler for at dække brændselsbehovet.
 
 
"Her i Jalozon er vi alle muslimer, men der er ingen forskel på kristne og muslimske palæstinensere. Israelerne skyder på alle. Og jeg er ligeglad med Khomeiny og Iran - her drejer det sig om Palæstina," erklærer Wadji Mustafa.
"Min søn på 12 år er fængslet, fordi han har kastet med sten. Men hvis soldaterne ikke kom i lejrene, ville ingen kaste med sten."
Hvilke grupper indenfor PLO sympatiserer du med?
"Alle mine sønner skal være aktive i PLO. Kun PLO kan hjælpe os. De fleste holder med Fatah og Arafat. Men Habash fra PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) og Jibril (Generalkommandoen) er også gode, fordi de bekæmper israelerne og kæmper for en palæstinensisk stat."
Ligesom overalt i de besatte områder er Jalozon overplastret med graffiti og plakater med PLOs formand, Arafat.
Men også de islamiske fundamentalister, Hamas, gør sig gældende og proklamerer på gavlene, at man ikke skal stole for meget på Arafat. Målet er en islamisk stat i hele det gamle Palæstina, ifølge Hamas.
PLO og Arafat er tilhængere af en palæstinensisk ministat i Gaza og på Vestbredden, dvs. den såkaldte to-statsløsning, hvor Israel og palæstinenserne skal leve side om side.
Militæret fører en håbløs kamp mod graffitien; soldaterne tvinger folk til at kalke den over, men der kommer hurtigt nye slogans op igen.
Børnene i Jalozon gør ustandselig V-tegnet - det er så godt som umuligt at fotografere, uden at en skov af børnefingre skyder op i vejret.
Og trods fattigdom virker alle børn i Jalozon tilsyneladende tillidsfulde.
Hos en anden familie i Jalozon er det ikke bare sønnerne, men i lige så høj grad døtrene, der er familiens stolthed. Ikke mindst de tre søstre Khatam, Nadia og Fatin - tre velformulerede og smukke piger på 20, 13 og 10 år. De snakker løs og får lov til det. Faderen sidder blot og lytter.
 
 
Søstrene er ikke hemmelighedsfulde med, at de er aktive i intifadaen. Storesøster Khatam er blevet ramt af en kugle ved skulderpartiet under en kvindedemonstration 8. marts - kvindernes internationale kampdag.
"Der blev skudt med gummikugler og dræbende ammunition mod demonstrationen," fortæller Khatam. "Soldaterne omringede lejren og forbød ambulancen at komme ind i lejren for at hente mig. jeg sad på gulvet I time og blødte, mens soldaterne slog på mig."
Intifadaen har udviklet personligheder blandt de større børn og ikke mindst kvinderne. Det gælder også den 10-årige Fatin, som bl.a. er med til at varsko de handlende i basaren om, hvornår der er strejke. Men Fatin savner sin skole, som har været lukket i halvandet år (fra begyndelsen af 1988).
Skolelukningerne er ligesom husødelæggelserne og udgangsforbuddene en kollektiv afstraffelse, og de har ramt samtlige palæstinensiske børn.
De tre søstre har en bror i fængsel. Og også deres hus er sprængt i luften. Eksplosionen var så voldsom, at den ødelagde en god bid af nabohuset.
Familien, der er på 14 medlemmer og præsideres af en bedstemor med kohl om øjnene og fine små tatoveringer på kinderne, har nu lejet sig ind i et andet hus med 2 værelser og et lille køkken.
De fjorten familiemedlemmer sover alle i Èt rum på 20 m2. Den almindelige praksis efter en husødelæggelse er, at Røde Kors stiller et telt til rådighed for den hjemløse familie.
Fatin fortæller om, hvordan hun i forbindelse med sprængningen af deres hus ikke nåede at få sin kanin med. Men hun er stolt over, at det lykkedes hende at kaste det forbudte palæstinensiske flag op i soldaternes jeep.
Hvad mener I om jøderne?
"Der er gode, og der er dårlige jøder," forklarer pigerne. "Vi vil bare have vores egen stat."
Og familiens bedstemor tilføjer:
"I virkeligheden er det slet ikke Israel, der er vores fjende. Hvis USA gjorde en indsats og holdt op med at støtte Israel med penge, våben og ammunition, kunne vi hurtigt få en løsning."
PS: Tallene vedrørende omfanget af husødelæggelser er ajourført december 1990.