I 1964 blev den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO oprettet. Det betød at palæstinenserne igen trådte ind på den politiske scene ñ i første omgang dog holdt i snor af de arabiske lande. Den mellemliggende periode havde været præget af skiftende alliancer og stridigheder i den arabiske verden: i 1958 sluttede Syrien og Egypten sig sammen i Den Forenede Arabiske Republik som bestod indtil 1961. I Libanon var der borgerkrig i 1958, og samme år blev den irakiske konge dræbt hvorefter et nationalistisk styre kom til magten. I 1962 var der borgerkrig i Yemen og den udviklede sig til en stedfortræderkrig mellem Egypten og Saudi Arabien der støttede hver sin part.

Palæstinaproblemet blev inkorporeret i den generelle situation i den arabiske verden, og endnu mente også palæstinenserne at vejen til Palæstina skulle gå gennem arabisk enhed. De arabiske ledere opretholdt en fjendtlig retorik over for Israel, ikke mindst for at tilfredsstille deres borgere hvem staten Israels oprettelse stadig forekom at være Vestens ultimative hån mod dem.

Men bag kulissen var fredsviljen fortsat til stede, og også den egyptiske præsident Nasser ønskede at begrave stridsøksen. Han var nemlig godt klar over at Israel militært var stærkere end alle de arabiske lande tilsammen, og derfor advarede han mod en militær konfrontation med landet før de arabiske lande havde opbygget deres militær.[1] Den franske journalist Eric Rouleau besøgte i 1963 Egypten og mødtes som så ofte før med præsidenten.

"Og en dag sagde Nasser: Ser De, vi har intet imod jøderne, vi har intet imod Israel, vi er parate til at acceptere Israel hvis Israel blot vil acceptere to ting. For det første skal de tage flygtningene eller en del af flygtningene tilbage. For det andet skal Israel tilbagelevere palæstinenserne det de har taget fra dem i 1948-krigen."

 

Efter besøget i Egypten skulle Eric Rouleau til Israel; her mødtes han med Levi Eshkol der samme år var blevet Israels statsminister. Rouleau fortalte ham hvad Nasser havde sagt. Hvad han mente om det?

"Han svarede mig ordret: Monsieur Rouleau, ikke Èn flygtning og ikke Èn kvadratcentimeter af vort territorium. Det vi har taget har vi taget, og flygtningene er taget af sted. Og det er definitivt."

Eric Rouleau tilføjer at Levi Eshkol var en moderat politiker som ikke kun talte på egne vegne men sagde det som de fleste israelere og israelske politikere tænkte. Ben-Gurion havde tidligere sagt det samme. Hvis israelerne dengang havde været lidt mere smidige og virkelig ønskede fred, kunne de have sagt: godt, lad os forhandle; vi vil ikke tage imod alle flygtningene og vi vil ikke give alle områderne tilbage; der er områder hvor vi er truet. Der var noget at begynde at forhandle om. Men det var NEJ. [2]

Der kom et officielt fredsudspil fra Egypten i slutningen af 1965 da lederen af den israelske efterretningstjeneste Mossad, Meir Amit, modtog en invitation til at besøge den egyptiske vicepræsident og vicehærchef Abdel Hakim Amer i Cairo. Amer var en nær ven af præsident Nasser. Amit ville gerne tage af sted. Egypten havde store økonomiske vanskeligheder og vicepræsidenten ønskede israelernes hjælp til at opnå amerikansk støtte mod til gengæld at love at nedtone den anti-israelske propaganda, slække på boykotten af Israel og tillade israelske skibe at sejle gennem Suezkanalen blot under et andet flag. Levi Eshkol støttede Amit i at rejse, men hans efterretningsrådgiver Isser Harel mente at det var en fælde og at Israel under ingen omstændigheder ville opnå noget ved besøget. Og derved blev det.[3]

Fredsføleren fra Egypten stod i skarp kontrast til en udtalelse fra et topmøde i Den Arabiske Liga i januar 1964 hvor hovedemnet var Israels afledning af Jordanflodens vand, noget man tog meget alvorligt:

"Oprettelsen af Israel er den basale trussel som den arabiske nation i sin helhed er enige om at bekæmpe med magt. Og i betragtning af at Israels eksistens er en fare der truer den arabiske nation, mangedobler afledningen af Jordanflodens vand truslerne mod den arabiske eksistens. Derfor må de arabiske stater udarbejde de nødvendige planerÖsådan at hvis de nødvendige resultater ikke opnås vil den samlede arabiske militære indsats udgøre det ultimative praktiske middel til den endelige likvidering af Israel"[4] Det var ved den lejlighed at Ligaen besluttede at oprette PLO. Ved samme lejlighed etablerede man en fælles arabisk militærkommando.

I juni 1964 var Levi Eshkol på statsbesøg i USA ñ en ære som Ben-Gurion aldrig havde opnået. Samtalerne drejede sig om Israels ønsker om amerikansk våbenhjælp og hjælp til afsaltning af havvand. Præsident Johnson lovede at hjælpe med begge dele, og i den afsluttende fælles udtalelse gik parterne imod magtanvendelse og talte om "behovet for at bevare alle staters territoriale integritet".

Det betød at USA ikke længere ønskede at ændre våbenstilstandslinjerne fra 1949. Eshkol vendte hjem med forsikringer om USAís interesse for Israels sikkerhed og velfærd. Gennem sin moderate kompromissøgende kurs havde han opnået mere end Ben-Gurion i retning af at få en amerikansk garanti for Israels sikkerhed ñ et stærkt signal til de arabiske lande.[5]

I FN fortsatte man med at yde støtte til flygtningene gennem UNRWA hvis mandat blev forlænget igen og igen i takt med beklagelser over at intet var sket på flygtningeområdet. Israel fordømtes flere gange i såvel Sikkerhedsrådet som i Generalforsamlingen for militære indfald i Syrien og Jordan. I sommeren 1966 havde der været militære sammenstød mellem Syriens og Israels luftstyrker, hvor Israel havde vist sin overlegenhed.[6]

I november 1966 indgik Syrien og Egypten en militærpagt hvor man gensidigt forpligtede sig til at yde hjælp i tilfælde af at en af parterne blev angrebet. I begyndelsen af april 1967 tilspidsedes situationen efter at syrerne havde beskudt israelere som under militær beskyttelse pløjede jord der oprindeligt havde tilhørt arabere, men som nu lå i den demilitariserede zone imellem de to lande.

Israel havde nu lagt dette land under ploven trods våbenhvileaftalen og trods FNís Sikkerhedsrådsresolutioner. Israel svarede igen med indsættelse af både fly og kampvogne og truede med at besætte Damaskus for at indsætte en ny regering der.[7] Så galt gik det ikke, men Israel nedskød 6 syriske MIG-jagere og demonstrerede dermed igen sin totale overlegenhed. Israelernes hensigt var at skræmme Egypten til at få Syrien til at holde sig helt i ro.

Den israelske militære talsmand udtalte at "vi må bruge magt for at få egypterne til at overbevise syrerne om at det ikke betaler sig. "Samtidig var det en advarsel til Syrien om ikke at lade den palæstinensiske modstandsgruppe al-Fatah[8] foretage militære operationer ind i Israel fra syrisk område. I de følgende dage sluttede såvel statsminister Levi Eshkol som hærchef Yitzhak Rabin sig til det truende kor.[9]

En væsentlig faktor i striden var vand, nærmere bestemt frisk vand fra Genezaretsøen. Da Storbritannien efter Første Verdenskrig overtog Palæstina som mandatområde fik de Genezaretsøen og en stribe land langs bredden, mindre end 16 kilometer langt og 10 meter bredt, men nok til at forhindre det franskbesatte Syrien i at få adgang til søen. Under krigen i 1948 lykkedes det syrerne at erobre den nordøstlige del af søen, men det var også her der senere blev oprettet en demilitariseret zone.[10]

Da Israel i 1950íerne begyndte at aflede vand fra søen for at pumpe det ned til de nye landbrugsprojekter i Negevørkenen svarede syrerne igen ved at gå ind i en tredjedel af den demilitariserede zone, og sammen med Jordan og Libanon begyndte de selv at aflede Jordanflodens vand længere mod nord; det er Jordanfloden der forsyner Genezeratsøen med vand. Det førte til israelske angreb og var alt sammen med til at eskalere stridighederne.

I dag får Israel cirka halvdelen af sit vand fra de besatte områder, og som en israelsk ekspert i vandpolitik udtaler: "Israel kan ikke eksistere uden Genezaretsøen".[11]

"Israels optrapningsstrategi på den syriske front var sandsynligvis den vigtigste enkeltfaktor der trak Mellemøsten ud i en krig i juni 1967 - selvom man i reglen udpeger syrisk aggression som hovedårsagen til krig."[12]

Det er dog stadig den gængse opfattelse i Israel at Golan blev erobret i 1967 for at forhindre syrerne i at bombe bosættelserne i området; men mange af kampene var bevidst fremprovokeret af Israel. Det indrømmede Moshe Dayan i 1976 i en samtale med en ung reporter, Rami Tal, som offentliggjorde sine notater i 1997.

Moshe Dayan sagde at han havde overvundet sin oprindelige modvilje mod at angribe GolanhøjderneÖher protesterede den unge reporter: det var jo syrerne der havde været aggressoren og skudt fra toppen af Golanhøjderne? "Skidt med det. Jeg ved trods alt hvordan mindst 80 % af sammenstødene begyndteÖDet skete på denne måde: Vi sendte en traktor ind i det demilitariserede område for at pløje et sted hvor det ikke var muligt at foretage sig noget, og vi vidste på forhånd at syrerne ville begynde at skyde. Hvis ikke de skød gav vi traktorføreren besked om at køre længere frem indtil syrerne til sidst blev irriterede og begyndte at skyde. Og så brugte vi vores artilleri og senere også luftvåben, og det var sådan det var."

Dayan forklarede det med at han og hans officerskolleger ikke anerkendte våbenhvilegrænserne fra 1949 og håbede at kunne ændre dem uden direkte at gå i krig, men ved at bemægtige sig små områder og holde på dem indtil fjenden gav op. [13] Dayans opfattelse er personlig, og mange journalister og forskere synes at mene at Israel ikke fremprovokerede krigen for at opfylde længe nærede territoriale ambitioner. "Den blev startet af Israel for at værne om dets sikkerhed, ikke for at udvide dets territorium."[14]

 

Selvom Egyptens præsident Nasser havde prøvet at holde sig fri af de syrisk-israelske kampe kunne han i længden ikke holde sig uden for; det mindede hånende udtalelser fra såvel Jordan som Saudi Arabien ham hyppigt om.[15] Mohammed Heikal, egyptisk redaktør og Nassers fortrolige, forklarede senere:

"Vi fandt Syriens regime usympatisk, men der var en følelse af at Egypten og Syrien var naturlige allierede. Det var utænkeligt for os at tillade Israel kun at føre krig på Èn front.[16]

Derfor måtte Nasser reagere ved at beordre mobilisering og sende sine tropper over Suezkanalen til grænsen mod Israel i Sinai. Formålet var ifølge Heikal blandt andet at berolige Syrien og derved forhindre det i at foretage sig noget der kunne skabe problemer for alle. Nasser ønskede at flytte konfliktens centrum fra den israelsk-syriske grænse som han ikke kunne kontrollere, til den egyptiske-israelske grænse som han kunne kontrollere.

Uanset årsager og motiver blev der spillet op fra flere sider til det dødbringende scenario: den 16. maj beordrede Nasser UNEF (United Nationsí Emergency Force), FNís overvågningsstyrker, ud af Sinai. Siden den israelske tilbagetrækning i 1957 havde denne styrke søgt at holde parterne adskilt. Nasser beordrede i begyndelsen ikke alle UNEF-styrkerne ud; han undtog dem i Gaza og i Sharm al-Sheik ved indgangen til Tiran-strædet.

Men FNís generalsekretær UíThant sagde at det ikke var muligt med en delvis tilbagetrækning, og Nasser blev derfor fanget i sin egen fælde. Den 18. maj skiftede han signaler og krævede nu en tilbagetrækning af alle FN-enheder; derpå lod han sine egyptiske styrker overtage stillingerne i Sinai. Tiranstrædet lod Nasser forblive åbent og umineret; han ønskede ikke at give israelerne et påskud til krig efter at de tilbage i 1956 havde udtalt at en blokering af Tiranstrædet ville være ensbetydende med krig.

Nasser ønskede i grunden ikke at gå længere, men blev presset til det; både af dele af den arabiske opinion og af nogle af sine egyptiske officerer.[17] Resultatet blev at egyptiske tropper den 21. maj besatte Sharm el-Sheik. Den 22. maj erklærede Nasser at israelske skibe ikke længere kunne besejle Tiranstrædet og dermed ikke nå frem til den israelske havneby Eilat gennem hvilken dog kun 5% af Israels udenrigshandel foregik. Heller ikke skibe der transporterede strategisk materiale til Israel kunne passere.

Til overraskelse for mange var FNís generalsekretær UíThant gået med til en tilbagetrækning af UNEF-styrkerne. Den 23. maj havde præsident Nasser et møde med UíThant i Cairo, og de indgik en hemmelig aftale om ikke at foretage sig noget der kunne øge spændingen i området. En repræsentant for generalsekretæren skulle lave penduldiplomati mellem Tel Aviv og Cairo for at finde et fælles udgangspunkt for en bilæggelse af striden. I mellemtiden skulle UíThant bede søfartsnationerne om ikke at levere strategisk materiale til Israel via Tiranstrædet, men i stedet bruge Haifas havn. Egypten kunne dermed undgå at bruge magt ved Sharm al-Sheik.

Men Nasser havde sat en bevægelse i gang som løb ham af hænde. Han havde dels vakt arabernes håb om befrielse af Palæstina, dels givet de israelske høge blod på tanden med hensyn til nye erobringer.[18]

Den 26. maj holdt han en tale for arabiske fagforeningsledere hvor han sagde at "hvis Israel indleder en aggression imod Syrien eller Egypten, vil slaget imod Israel blive totalt...og vort basale mål er at ødelægge Israel". To dage senere sagde han at "vi har genvundet de rettigheder der var vore i 1965...vi har overladt det næste træk til Israel...hvis Israel vælger krig er det velkommen til det."[19]

Den 30. maj indgik Nasser en forsvarsaftale med Jordans Kong Hussein der mindre end nogen var i tvivl om Israels styrke, men som med denne handling håbede at få Israel til at afholde sig fra angreb og desuden regnede med at vinde folkelig støtte ved at alliere sig med Nasser. Set i bakspejlet var denne aftale måske den mest fatale handling. Havde Jordan stået uden for det arabiske forsvarssamarbejde ville det have været vanskeligere for Israel at besætte Vestbredden og Østjerusalem. Den 4. juni sluttede også Irak sig til forsvarsaftalen.

Den 31. maj aftalte Nasser med Washington at hans vicepræsident skulle komme til USA den 7. juni for at forhandle. Men allerede i de første dage i juni lod egyptiske diplomater ved FN og senere også Nasser selv forstå at Egypten var klar til at acceptere at Israel fortsatte med at sejle igennem Tiranstrædet på de samme vilkår som hidtil, nemlig med en lille "flagleg" hvor skibene inden indsejlingen til strædet strøg det israelske flag og i stedet brugte et fremmed flag under passagen - og så igen satte det israelske flag lige før Eilat. Egyptens eneste betingelse var at aftalen forblev mundtlig og hemmelig. Men Israelkrævede nu at aftalen skulle være formel og offentliggøres.[20]

De mellemøstlige parter var ikke alene om dobbeltspillet. Også USA spillede diplomat og mægler med den ene hånd og vinkede israelerne frem med den anden. Den 30. maj var direktøren for den israelske efterretningstjeneste Mossad i Washington til et møde med CIAís leder Richard Helms. Her erfarede han at ingen i Washington ville blive fornærmede hvis Israel gik i krig - og vandt.[21]

Stemningen i Israel var på det tidspunkt mat ñ og havde længe været det. En studenteravis på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem havde i begyndelsen af 1967 en forside der var helt sort, og nederst stod der "den nuværende situation". Udvandringen var taget til, og man spøgte med at der i Tel Avivs lufthavn hang et skilt: "Sidste mand bedes slukke lyset". Forfatteren Natan Shaham skrev: "Vi var som et omvandrende lig der ved dets egen begravelse fortæller sjofle vittigheder til bedemanden."[22]

Pionertiden var forbi. Statens grundlægger David Ben-Gurion var gået af i 1963 og var blevet afløst af den lidet karismatiske Levi Eshkol,[23] "en skarpsindig politiker med en bondes intuition og en faderlig form for humor."[24] Ben-Gurions næsten diktatoriske stil var dog blevet afløst af lidt mere demokratiske tilstande, og de britiske undtagelseslove var blevet ophævet i 1965.

I regeringen oplevede medlemmerne en hidtil ukendt åbenhed; Eshkol var afslappet og uformel, lyttede gerne til andre, informerede og spurgte til råds.[25] Men i det israelske samfund var den almindelige hverdag ved at indfinde sig, og den var det straks vanskeligere at finde sig til rette i, så mange foretrak derfor som tilskuerne ved en dårlig landskamp at forlade tribunen, at udvandre.

Men ikke så snart var mobiliseringen begyndt i maj 1967 før den gamle pionerånd vågnede igen. Folk meldte sig ivrigt til at udføre det arbejde som reservisterne måtte forlade hvad enten det var at dele post ud, køre busser eller bemande brandstationer. Dertil kom arbejdet med at forberede beskyttelsesrum, grave skyttegrave og fylde sandsække.

"Pressen skabte en atmosfære af "stjernestunder" med historier om frygtløse borgere der stod skulder ved skulder imod fjenden, opfyldt af mod og beslutsomhed"[26] Samtidig hang rædslen som en sky over det hele, folk lyttede ængsteligt til nyhederne som refererede de arabiske lederes trusler om at ville udslette Israel.

Den egyptiske radio rapporterede dagligt at den amerikanske 6. flåde lå parat i Middelhavet for at evakuere Israels jøder og at de der ikke kom ud ville blive slagtet.[27] Sådanne udtalelser gjorde det ret selvfølgeligt for den israelske menigmand og ikke mindst pressen at identificere Nasser med Hitler. En ung soldat fortalte senere at "folk troede på at de ville blive tilintetgjort hvis vi tabte krigen. Vi fik den idÈ - eller arvede den - fra koncentrationslejrene. Det er en konkret idÈ for enhver der er vokset op i Israel, også selvom han ikke personligt har oplevet Hitlers forfølgelse. Folkemord - det er en reel mulighed. Der er midler til at foretage det. Det er læren fra gaskamrene."[28]

Israels stabschef under krigen Yitzhak Rabin var en af de første israelere der indrømmede at Israel ikke var i fare. I et interview med Le Monde den 28. februar 1968 sagde han: "Jeg tror ikke Nasser ønskede krigen. De to divisioner han sendte ud i Sinaiørkenen den 14. maj ville ikke have været nok til at iværksætte en offensiv imod Israel. Det vidste han godt, og det vidste vi andre også."[29]

Men statsminister Levi Eshkol havde problemer og det var ikke kun i forholdet til araberne. I 1965 havde Ben-Gurion forladt Mapai og dannet sit eget udbryderparti "Den Israelske Arbejderliste" (kaldet Rafi) og hans tro væbnere Shimon Peres og Moshe Dayan havde sluttet sig til ham. Deres mål var at fjerne Eshkol og selv komme til magten. Eshkol blev hånet, hans svagheder udstillet for offentligheden, og det var den almindelige mening at landet manglede en forsvarsminister[30] i denne farlige tid hvor de fleste syntes at han tøvede alt for meget. Der blev organiseret demonstrationer der krævede hans afgang, og det samme tilkendegav hærens ledelse der aldrig var kommet sig helt over at USA havde presset dem til at opgive de landvindinger de havde skaffet sig i 1956. (Gaza var blevet leveret tilbage til Egypten efter et halvt års israelsk besættelse, red.).

		http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" height="5" width="8">
	Israelsk soldat ved Grædemuren.
http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif" height="7" width="217">

I begyndelsen af juni 1967 bøjede Eshkol sig og udnævnte Moshe Dayan til forsvarsminister til trods for at han havde været den mest manipulerende og luskede af Ben-Gurions gruppe. Selvom Ben-Gurion tilhørte høgene i israelsk politik ønskede han tilsyneladende ikke krigen i 1967, og han bebrejdede hærchef Yitzhak Rabin luftangrebet på Syrien og hans mobilisering af tropperne:

"Jeg tvivler meget på at Nasser ønsker at gå i krig, og nu er vi i alvorlige problemer" sagde Ben-Gurion til Rabin og medvirkede derved til det 24-timers sammenbrud som Rabin fik den 23. maj.[31]

Med udnævnelsen af Dayan til forsvarsminister berøvede Eshkol hærchefen Yitzhak Rabin æren for den militærplan som han havde udarbejdet. Samtidig oprettede Eshkol en national samlingsregering hvor også oppositionen Herut med Menachem Begin i spidsen blev inddraget:[32]

"Krigen i 1967 blev det jordskælv som endegyldigt nedrev den ideologiske mur omkring Begin og HerutÖUndertrykte historiske myter fik pludselig opbakning fra begivenhederne selv. Det var ikke Herut som nu blev tvunget til at slutte sig til arbejderzionismens realpolitik, men realpolitikken som sluttede sig til Herut...Gamle mekaniske Herut-paroler om jødernes historiske ret til "hele landet Israel"...havde ikke længere bare et profetisk skær over sig men fik også støtte i en voksende opinion. De politiske forskelle i udenrigs- og forsvarsspørgsmål mellem Herut og Mapai reduceredes drastisk."[33]

Den 23. maj rejste udenrigsminister Abba Eban til Paris, London og Washington for at sondere terrænet. I Washington gjorde præsident Johnson det klart at det ville være uklogt af Israel at indlede en krig; til gengæld ville USA hjælpe med at få Tiranstrædet genåbnet.

Israelerne var ikke tilfredse med svaret og sendte i stedet lederen af Mossad, Amit, til USA for at undersøge den amerikanske holdning nøjere. Men nu fik piben en anden og klarere lyd; forsvarsminister McNamara sagde at USAís holdning var at det ville være bedst at Israel selv klarede situationen, og CIA vurderede at Israel kunne slå den egyptiske hær uden hjælp udefra. Dette blev forståeligt nok opfattet som grønt lys for et angreb på Egypten. Alligevel foreslog Amit at man lige ventede en uge for at få en casus belli ved at sende et skib igennem Tiranstrædet. Men forsvarsminister Moshe Dayan ñ der havde fungeret i to dage - var utålmodig.[34]

Fredag den 2. juni forudsagde Nasser at israelerne ville angribe inden for de næste tre dage, og han var klar over at det første slag ville blive rettet imod de egyptiske fly. Men hans chef for luftvåbenet kunne berolige ham med at "det har vi taget i betragtning, vi vil ikke lide tab ud over de beregnede ti procent."[35] Den 5. juni tog feltmarskal Amer sammen med alle de egyptiske hærchefer på en flyvende inspektionstur til Sinai, antiluftsskytsbatterierne havde derfor fået besked på ikke at skyde. Ifølge den senere præsident Anwar el-Sadats selvbiografi var det i det tidsrum at Israel angreb de egyptiske lufthavne og hele luftvåbenet på jorden. Da Anwar Sadat som på det tidspunkt var formand for Nationalforsamlingen hørte om angrebet i radioen, tænkte han at nu ville israelerne få en lærestreg:

"Jeg var ganske tryg ved situationen, så jeg barberede mig, gav mig god tid til at skifte tøj og kørte så selv til hovedkvarteret. Jeg havde været der da man havde lagt krigsplanen og havde en urokkelig tiltro til vores sejr. Vores udstyr var mere end tilstrækkeligt, og planen var fremragende."[36]

Det første rygte der mødte Sadat i hovedkvarteret var at egypterne havde skudt 40 fjendtlige fly ned[37]. Det næste fortalte derimod sandheden at det egyptiske luftvåben var blevet totalt knust på jorden. Derefter gik Sadat hjem og holdt sig inden døre de næste 4 dage.

Tidligt om morgenen den 5. juni 1967 angreb Israel de egyptiske luftbaser og knuste hele det egyptiske luftvåben. Kong Hussein af Jordan hørte meddelelsen om krigsudbruddet 10 minutter efter det var begyndt, og lidt senere fik den egyptiske general der fra Amman ledede den arabiske fælleskommando, en kodet - men falsk skulle det vise sig - meddelelse fra Cairo om at 75% af de israelske fly var blevet skudt ned. Han fik samtidig besked om at åbne den jordanske front.

Kong Hussein gav ordre til et begrænset artilleriangreb mod israelske stillinger som en solidaritetsgestus over for Egypten men bad luftvåbenet om at vente med at angribe. Det reddede dog ikke de jordanske fly. Israelerne havde brudt den arabiske kode og fodrede nu Jordan med falske meldinger fra Cairo som gav indtryk af at krigen gik godt for Egypten. Det amerikanske spionskib "Liberty" lå ud for Sinais kyst og opsnappede meldinger fra såvel de arabiske lande som Israel og sendte dem og tolkningen af dem videre til Washington.

En af deres konklusioner var at Israel søgte at lokke Jordan med i krigen. Da israelerne opdagede spionskibet bombede dedet og dræbte og sårede næsten 200 amerikanere om bord.[38]

		http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" height="5" width="8">
	Israelske soldater jubler over erobringen af Øst Jerusalem ved Klippemoskeen.
http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif" height="7" width="217">

På grund afsine gode forbindelser med Kong Hussein havde Israel håbet at kunne holde Jordan ude af krigen. Men nogle medlemmer af regeringen betragtede det jordanske angreb som en anledning til at indtage Østjerusalem, og på krigens anden dag gav Dayan sine tropper ordre til at rykke ind i den gamle bydel.[39]

De israelske tanks bevægede sig i sydvest hastigt ind over Sinai ad de samme ruter som de havde benyttet i 1956, i øst mod Vestbredden og Jordan, og endelig i nord mod de syriske Golanhøjder. En tredjedel af den egyptiske hær befandt sig i Yemen, og de styrker der var sendt til Sinai havde ikke megen kamperfaring; israelerne vidste fra deres radioaflytning at soldaterne der manglede vand og brændstof. Heller ikke den syriske front var kampklar, plaget som hæren var af mangel på officerer efter gentagne politisk motiverede udrensninger.

Der eksisterede til trods for forsvarsaftaler ingen fælles planer for de arabiske hære. Alt dette og mere til vidste de israelske generaler hvis største problem havde været at skjule hvor nem sejren ville blive og i stedet få det til at se ud som om Israels eksistens var truet.[40]

"Så snart vi hørte sirenernes hylen vidste vi at ventetiden var omme, selvom det blev meget sent på aftenen før omfanget af Israels modangreb blev åbenbaret for nationen. Hele dagen mens bølge efter bølge af vore maskiner fløj ud over Middelhavet for at ødelægge de egyptiske flyvepladser og de maskiner der stod parat til at angribe os, ventede vi på nyheder med ørerne klæbede til de transistorradioer vi alle gik rundt med. Men foreløbig hørte vi ikke andet end musik, hebraiske sange og paroler der indkaldte reservemandskabÖDet var først efter midnat at den officielle og næsten utrolige historie om den første af disse seks dage blev meddelt den civile befolkning af chefen for luftvåbenet. Siddende i deres mørklagte stuer fik Israels folk at vide at de var blevet reddet fra ødelæggelsen i løbet af de seks timer det havde taget luftvåbenet at uskadeliggøre over 400 fjendtlige maskiner, inklusive dem der stod på syriske og jordanske flyvepladser, og at vinde fuldt herredømme over luftrummet fra Sinai til den syriske grænse...Israels hånd der havde været rakt frem i fredelig hensigt så længe var blevet forvandlet til en knytnæve, og der var ikke tale om at standse vore troppers fremrykning."[41]

I løbet af de første fire dage blev over 10.000 egyptiske soldater dræbt og 13.000 taget til fange.[42] Mange husker måske endnu billederne af de egyptiske soldater efterladt i Sinais brændende sand uden støvler.[43]

Ifølge Moshe Dayan var det ikke desto mindre Israels dårligst og mindst planlagte krig ñ denne beskyldning havde måske især til formål at ramme Rabin der havde udarbejdet planerne. Problemet var at selvom der fandtes militære planer for fremrykningen, var der ingen politiske planer om hvor langt hæren skulle gå.

Oprindeligt havde Eshkol kun givet ordre til en 72 timers krig, og han havde godkendt en plan, Kardomplanen, der skulle tvinge Egypten til at genåbne Tiranstrædet. Hvad han ikke vidste var at Dayan ved sin tiltræden som forsvarsminister havde ændret planen; dels ved at gøre Sharm al-Sheik til en del af det område der skulle besættes, dels ved at beslutte at nedkæmpelsen af fjendens styrker var et hovedformål.

Dayan ændrede med andre ord konceptet fra en begrænset krig til en total krig, men det hverken rådspurgte eller informerede han regeringen om.[44] Da krigen først var i gang blev rollerneændret: Dayan ønskede nu at være tilbageholdende på den syriske front af frygt for sovjetisk indblanding hvorimod Eshkol anbefalede fremrykning i Golan.[45]

Dayan skiftede mening da den israelske efterretningstjeneste natten mellem den 8. og 9. juni opsnappede et telegram fra Nasser til den syriske præsident Nur al-Din al-Atasi, hvori Nasser anbefalede ham at gå med til FNís forslag om våbenhvile for at redde sin hær. Overbevist om at syrerne ikke ville gøre modstand indledte Dayan angrebet på Golan. Han betragtede det senere som en forkert beslutning og benægtede at Syrien på krigens fjerde dag havde udgjort nogen trussel, men "appetitten kom mens man spiste".[46]

Den 6. juni vedtog FNís sikkerhedsråd en resolution der opfordrede til øjeblikkelig våbenhvile i området. I mellemtiden havde Israel fordrevet jordanerne fra højene omkring Jerusalem. Da Sikkerhedsrådet den 7. juli gentog opfordringen til våbenhvile var det gamle Jerusalem efter gadekampe fra hus til hus blevet erobret, og det israelske flag vajede fra Grædemuren. Herfra udtalte Moshe Dayan: "IDF [de israelske forsvarsstyrker, dvs. den israelske hær] befriede Jerusalem her til morgen. Vi genforenede det delte Jerusalem, Israels tvedelte hovedstad. Vi er vendt tilbage til vore helligste steder, vi er vendt tilbage for aldrig at skilles fra dem igen."Hærens overrabbiner, general Shlomo Goren, syntes at man skulle fortsætte og sprænge KlippemoskÈen i luften.[47]

Den 8. juni kom hele Vestbredden under israelsk kontrol efter at den jordanske hær havde trukket sig tilbage over Jordanfloden. "Hvordan kontrollerer vi en million arabere?"spurgte Rabin og fik til svar fik at det drejede sig om en million og tohundredehalvtredstusinde.[48]

I syd havde Gaza overgivet sig og de israelske styrker stod på østsiden af Suezkanalen. Den 9. juni konstaterede Sikkerhedsrådet at Israel og Syrien ligesom Egypten var gået med til en våbenhvile, men samme dag angreb Israel Golanhøjderne, og dagen efter bad Syrien FN om at etablere våbenhvile. Den 10. juni om eftermiddagen trådte våbenhvilen i kraft. Krigen var forbi, seks dage havde den varet, og det blev også dens navn.

Efter mørkets frembrud lørdag den 10. juni gik officerer fra dør til dør i det arabiske Moghrabi-kvarter over for Grædemuren og beordrede beboerne ud. De fleste fik tre timer til at forlade deres hjem før bulldozerne gik i gang og raserede kvarteret. 6.000 palæstinensere mistede deres hjem for at give plads til de mange israelere og jøder fra andre lande der nu igen havde mulighed for at valfarte til Grædemuren. "Gør det nu," havde Vestjerusalems[49] borgmester Teddy Kolek sagt, "det kan blive umuligt at gennemføre senere, og det må gøres." footnote">[50]

Den 11. juni vedtog Sikkerhedsrådet endnu en resolution der forlangte våbenhvilen overholdt. Men den 12. juni fortsatte Israel sin fremrykning på Hermonbjerget i Syrien og besatte et område som siden blev en af Israels vigtigste overvågningscentraler. Syrerne havde været endnu mindre forberedt på krig end egypterne.

Den 14. juni forlangte FN at Israel overholdt menneskerettighederne i de berørte områder. Resolutionen kom bl.a. som en reaktion på bombningen og ødelæggelsen af tre arabiske byer i Latrunområdet mellem Tel Aviv og Jerusalem. Byerne Yalo, Emmaus og Beit Nuba blev angrebet første gang den 11. juni og igen en uge senere.

En israelsk journalist og forfatter der som soldat deltog i operationen har senere berettet om det til det svenske Aftonbladet:

"Vi fik ordre til at gennemsøge husene i byen og tage bevæbnede mænd til fange. Ubevæbnede skulle samle deres ejendele sammen ogÖbegive sig til byen Beit Sura i nærheden. Beit Nuba var bygget i fint udhuggede sten; en del huse var rent ud sagt pragtfulde. Hvert hus var omgivet af en frugthave, oliventræer, abrikoser, vinstokke og cypresser. Alting var velholdt. Mellem træerne lå velplejede bede med grønsagerÖVed middagstid kom den første bulldozer og nedrev det første hus i byens udkant. I løbet af ti minutter var huset og alt hvad der havde været inde i det forvandlet til en grusbunke; oliventræerne og cypresserne blev revet op med rode...Da tre huse var blevet ødelagt, dukkede den første gruppe flygtninge opÖVi skød ikke men gik i stilling, og nogle soldater som kunne arabisk gik frem for at advare dem.

Der var mennesker som var så gamle at de knapt kunne gå, mødre med børn på armen, mumlende gamle koner, små børn. Børnene græd og bad om vand. Alle bar hvide flag. Vi sagde til dem at de skulle begive sig til Beit Sura. De fortalte at de var blevet jaget bort overalt, at de ikke havde fået lov til at komme ind i en eneste by, at de havde gået på vejene i fire dage uden mad, uden vand. En del var døde på vejen. De bad om lov til at komme tilbage til deres by og sagde at vi ellers ligeså godt kunne dræbe dem. En del af vores soldater begyndte at græde. Flere og flere grupper af flygtninge ankom, til sidst var der i hundredvis. De kunne ikke forstå hvorfor man havde sagt til dem at de skulle komme tilbage (de var blevet opfordret til at vende tilbage i israelske radioudsendelser) når man alligevel forbød dem at gå ind i byen. Vi kunne ikke bære deres bønner.

Nogle spurgte hvorfor vi ødelagde deres huse i stedet for selv at overtage demÖDe fortsatte vandringen sydpå som vildfarende kvæg. De svage døde. Om aftenen forstod vi at vi var blevet narret, også i Beit Sura var bulldozere begyndt at ødelægge byen og det var blevet forbudt flygtninge at gå ind i den. Vi var ude af os selv i vores gruppe. Om natten fik vi ordre til at sætte vagter ud ved bæltetraktorerne, men vi soldater var så rasende at ingen ville acceptere at gøre tjeneste. Næste morgen blev vi forflyttet fra området. Ingen af os forstod hvordan jøder kunne opføre sig på denne måde. Ingen af os forstod hvorfor disse fattige bønder ikke fik lov til at tage deres varmeapparater, tæpper og lidt mad med sig. Hønsene og duerne begravedes i ruinerne. Markerne blev ødelagt for øjnene af os. De børn som grædende forsvandt henad vejen vil blive guerillasoldater om nitten år, i næste krig. Det var sådan vi tabte vores sejr." [51]

 

		http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" height="5" width="8">
	Baqa'a flygtningelejren var med sine 40.000 palæstinensiske flygtninge den største i Jordan. Flygtningene levede under ekstreme klimatiske forhold: knapt var sommerens støvstorme ovre før vinterens regnskyl forvandlede jorden til et mudderælte. Da dette billede blev taget i 1968 boede flygtningene stadig i telte. (UNWRA, Munir Nasr)
http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif" height="7" width="217">

Indbyggerne i Latrunområdet var langtfra de eneste flygtninge. Ialt blev 410.248 palæstinensere flygtninge i løbet af Junikrigen 1967. Godt en tredjedel af dem var flygtninge fra 1948-krigen som havde opholdt sig på Vestbredden og i Gaza. Foruden palæstinenserne måtte 100.000 syrere flygte fra de besatte Golanhøjder hvor israelerne senere ødelagde cirka hundrede forladte byer. Og 60-70.000 egyptere fra Sinai og 300.000 fra Suezkanalområdet blev flyttet for at beskytte dem imod de israelske bombardementer.[52] Til trods for de mange flygtninge stod Israel med et nyt demografisk problem idet de ikke alene havde erobret resten af Palæstina, men også havde underlagt sig en befolkning på 1,3 millioner palæstinensere.

Imens vågnede den arabiske befolkning op til en virkelighed som de ikke i deres vildeste fantasi havde kunnet forestille sig. De sejrrige meldinger under krigen blev pludselig afløst af meddelelsen om det totale nederlag. Knust af ydmygelsen meddelte Nasser den 9. juni at han ville trække sig tilbage. Men næppe havde han fremsat erklæringen før Cairos gader fyldtes med mennesker der i de følgende 17 timer krævede at Nasser blev. "De der kendte Nasser, vidste at han ikke døde den 28. september 1970, men den 5. juni 1967, nøjagtig en time efter at krigen var brudt ud."[53]Nassers fysiske og psykiske tilstand blev ikke bedre af at hans hærchef og ven Marchal Amer begik selvmord efter krigen.[54]

 

Den 22. november 1967 vedtog FNís Sikkerhedsråd resolution 242. Denne resolution har siden dannet udgangspunkt for håndteringen af de områder som Israel besatte i 1967. Resolutionen udtrykker Sikkerhedsrådets fortsatte bekymring for situationen i Mellemøsten, udtrykker det utilladelige i at tilegne sig territorier ved krig og behovet for at arbejde for en retfærdig og varig fred hvori alle stater i området kan leve i sikkerhed. Den retfærdige og varige fred skulle baseres på to forudsætninger:

1) Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra områder der var blevet besat i den nylige konflikt. (I den franske oversættelse hedder det "fra deområder (des territoires) der blev besat", dvs. en præcisering af at det drejer sig om alle de besatte områder. I et tidligere forslag som blev forkastet af Israel og USA, havde der stået "alle områder")[55]

2) Afslutning på alle fordringer og krigstilstande og respekt for og anerkendelse af alle staters suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed i området samt deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser, fri for trusler om magt og voldshandlinger.

Sikkerhedsrådet bekræfter desuden nødvendigheden af: a) at garantere fri sejlads gennem områdets internationale farvande, b) at tilvejebringe en retfærdig løsning på flygtningeproblemet og c) at garantere alle stater i området territorial ukrænkelighed og politisk uafhængighed ved forholdsregler der inkluderer oprettelsen af demilitariserede zoner. Endelig blev det besluttet at generalsekretæren skulle udpege en særlig udsending til at mægle i konflikten. footnote">[56]

Men forinden havde israelerne erklæret at de ikke havde i sinde at trække sig tilbage fra de besatte områder før der var indgået fredsaftaler med de arabiske lande, og de havde for længst indlemmet Østjerusalem i Israel og erklæret hele byen for landets hovedstad. Lige siden har de ikke opfattet Jerusalem som en del af de besatte områder, og denne holdning ñ som er et brud på international ret - er det ofte lykkedes dem at sælge til medierne som undlader at medregne de mange bosættelser i og omkring Jerusalem - cirka halvdelen af det samlede antal - når de angiver det samlede antal israelske bosættelser.

Allerede to måneder før Sikkerhedsrådets resolution 242 havde den israelske regering påbegyndt opførelsen af den første bosættelse i Jerusalem i Gush Etzion området. Den israelske udenrigsminister Abba Eban havde i forvejen givet udtryk for at princippet om det utilladelige i at erhverve sig landområder gennem magtanvendelse ikke var relevant i Mellemøsten: man kunne efter hans mening ikke uden videre overføre doktriner fra et kontinent til et andet, men måtte i stedet arbejde inden for den lov og de behov der gør sig gældende i området.[57]

Stemningen i Israel var euforisk og viste med al ønskelig tydelighed, at næstefter et nederlag er en overvældende sejr det værst tænkelige udgangspunkt for fred. Man kan sejre sig ihjel. Seksdageskrigen blev ofte sammenlignet med skabelsens seks dage og et vendepunkt på linje med statens oprettelse i 1948.

Allerede den 8. juni skrev dagbladet Haíaretz en leder med en overskrift hentet fra Esajasí bog kapitel 12 vers 6: "I som bor på Zion skal juble og råbe af fryd. Fortidens majestæt er ikke længere kun en fjern forestilling; den er nu en del af det nye land. Dens glans vil sprede sine stråler til opgaven med at bygge et jødisk samfund som et led i den lange kæde af folkets historie i dets eget land...Jerusalem er fuldstændig vores. Sig frem og råb, du indbygger af Zion!" [58]

Euforien spredte sig til zionister i andre lande. Den 9. juni skrev det amerikanske zionistiske blad "Intermountain Jewish News": "Israels glorværdige kæmpere har automatisk skabt en helt af enhver jøde i Amerika, ja i verden."[59] En anden amerikansk iagttager havde et mere nøgternt syn på situationen:

"Israel vandt krigen i 1967 og overgav sig øjeblikkeligt til en myte. Myten som oprindeligt var Ben-Gurions linje gik ud på at når først araberne var blevet rigtigt slået - ikke bare kastet tilbage som i 1948, ikke blot kortvarigt gennemboret "med udenlandsk hjælp" som i 1956 - men når de først yderst smertefuldt og totalt var blevet konfronteret med deres kulturelle og teknologiske sårbarhed - da, og kun da, men endeligt da, ville araberne opgive deres drøm om at ødelægge Israels eksistens og i stedet skabe fred."[60]

I stedet blev resultatet, som I.F. Stone præcist forudså i 1967: "Følgerne af nederlaget vil få en ny generation af arabere til at modernisere og mobilisere for at få hævn, inspireret (ligesom jøderne) af minder om fortidig storhed."[61]

 

Tilbage står spørgsmålet om Nasser virkelig havde ønsket denne krig og havde haft planer om at angribe Israel i forsommeren 1967. Det er som det fremgår af det foranstående et meget komplekst problem og der kan ikke gives et entydigt svar. I et interview med det franske dagblad Le Mondeís redaktør Eric Rouleau sagde Nasser et par år senere, den 18. februar 1970: "Trods perioder med stærk spænding har jeg aldrig sagt at vi skulle kaste jøderne i havet sådan som en uophørlig og ondskabsfuld propaganda hævder. Jeg ønskede ikke at starte 1967-krigen, og det vidste de israelske ledere udmærket. Jeg ønskede ikke at lukke Aqababugten [Tiranstrædet] for de israelske skibe. Jeg bad ikke UíThant om at trække FN-tropperne bort fra Gazaområdet og fra Sharm el-Sheik hvorfra indsejlingen til Aqababugten blev kontrolleret, men kun fra den del af grænsen der løber fra Rafa til Eilat. Ikke desto mindre besluttede FNís generalsekretær - tilskyndet af den amerikanske diplomat Ralph Bunche - at trække FN-tropperne helt tilbage; på den måde tvang han mig til at sende ægyptiske tropper til Sharm el-Sheik og erklære blokade. Det var på den måde vi gik i den fælde der var lagt for os."[62]

Denne fremstilling bekræftes delvist af den israelske nye historiker Ilan PappÈ som i et interview med forfatteren i 1997 kort løftede sløret for hvad de mere end 30 år gamle arkiver fra 1967 vil vise:

"Disse arkiver viser efter vores opfattelse - jeg er sikker på at andre vil kunne finde andre ting - at 1967-krigen var en lejlighed for folk som Ben-Gurion og Yigal Allon og hele den etablerede ledelseÖtil at fuldende det som de siden 1948-krigen havde ment var nødvendigt, nemlig at lade et Storisrael komme til verden. Vi kan nu vise at israelerne mellem 1964 og 1967 længtes efter den chance. Det betyder ikke at den arabiske verden ikke gav dem en god chance for det var meget let med Nassers tåbelige opførsel i 1966 og 67 hvor han afgjort gik helt ud til kanten. Det var en leg med ilden, men jeg tror ikke at han virkelig havde planer om at gå ind i Israel. Men det var meget tåbeligt og han var ikke klar over at Israel havde haft overtaget siden 1958. Fra det øjeblik da Israel fik våben fra USA var den strategiske balance fuldstændig i Israels favør, og ingen arabisk koalition kunne matche Israel. Nasser vakte palæstinensernes og mange andres forhåbninger, og det var nok for israelerne til ikke alene at gå ind i Vestbredden og Gazastriben, men også at sikre at det ikke ville blive givet tilbage. Længe før bosætterne begyndte at operere var en vision om et Storisrael forankret i Mapai, Arbejderpartiet."

Junikrigen betød for Israel at en "nedslidt verdslig legitimitet langsomt veg for en i moderne tid uprøvet religiøs. En uforløst messiansk impuls søgte tilbage til sine rødder...Den "mirakuløse" erobring af "hellig" jord gav pludselig kraft til en messiansk tolkning af den jødiske stats tilblivelse og dermed til en messiansk tolkning af Holocaust. Auschwitz blev endnu tydeligere et forværelse til Jerusalem. Israel blev endnu tydeligere en nation med en mission. Oprettelsen af jødisk herredømme i hele landet Israel...blev det guddommelige svar på Tilintetgørelsen."[63]

Seksdageskrigens gevinster i form af territorier gav israelerne en enestående mulighed for at slutte fred med araberne, for nu havde Israel vundet ñ eller i det mindste besat - så store landområder at man uden risiko burde kunne handle fred for land.

Sådan var holdningen blandt mange liberale i Israel, og den officielle erklæring lød da også på at landet ikke havde territoriale ambitioner; det havde statsminister Levi Eshkol udtrykkeligt sagt allerede på Seksdageskrigens første dag. Og krigen var ikke blevet sat i gang for at jøderne skulle udvide deres område - det var jo Egypten der havde indledt fjendtlighederne, og israelerne havde handlet i selvforsvar. Sådan var den israelske selvforståelse, og sådan blev historien stædigt lanceret til de internationale medier. Men en uge efter krigen fremsatte den israelske regering et forslag til fred med araberne og forhandlingernes forudsætning skulle være våbenstilstandslinjerne fra 1949. Til gengæld skulle de arabiske lande anerkende staten Israel.

Syrien og Egypten afviste blankt det israelske udspil, og i stedet mødtes de arabiske ledere i september 1967 i Khartoum i Sudan hvor de vedtog deres berygtede principielle tre nejíer: nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel og nej til forhandlinger med Israel. Mødet var først og fremmest de arabiske landes forsøg på at skabe samling og enhed i egne rækker og en demonstration af at ydmygelsen havde været så stor at fred næppe var mulig med krigen som udgangspunkt. Nogle arabere, heriblandt Kong Hussein af Jordan, regnede dog fortsat med at amerikanerne ville tvinge Israel til at opgive de besatte områder. Den amerikanske udenrigsminister Dean Rusk havde forsikret ham om at Israel snart ville rømme størstedelen af Vestbredden, og præsident Johnson mente at det ville ske i løbet af 6 måneder.[64]

I marts 1969 søgte præsident Nasser at lægge pres på israelerne ved hen over Suezkanalen at starte den offensiv der blev kendt som "udmattelseskrigen" som rullede frem og tilbage i de følgende 16 måneder og blandt andet bevirkede at en million egyptere blev fordrevet fra deres hjem. Tanken var ikke kun at genere israelerne, men også at vække amerikanerne til dåd. For at tydeliggøre det for dem rejste Kong Hussein til Washington og forklarede præsident Richard Nixon at såvel han som præsident Nasser og hovedparten af de arabiske ledere var parate til at slutte fred med Israel så snart israelerne havde forpligtet sig til at trække sig tilbage til grænserne fra 4. juni 1967.

 

Den amerikanske udenrigsminister William Rogers gik i gang med at udarbejde en fredsplan for Mellemøsten, kendt som Rogersplanen. Planen blev præsenteret i december 1969, og den pålagde Egypten at slutte fred med Israel til gengæld for at Israel trak sig tilbage fra Sinaiørkenen. Planen opfordrede også til forhandlinger mellem Jordan og Israel som skulle føre til en senere israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden til gengæld for en fredsaftale som også skulle omfatte Jerusalems fremtid og en løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem.[65]

Egypten viste interesse for planen, men ønskede en samlet fredsløsning og ikke en separat aftale. Jordan var ikke helt begejstret for planen da den ikke gjorde en israelsk tilbagetrækning til en betingelse for en fredsaftale. Israel forkastede Rogersplanen. En anden ikke uvæsentlig person i spillet om Mellemøsten var Henry Kissinger som på det tidspunkt var præsident Nixons sikkerhedsrådgiver. Han blev "den mest magtfulde manipulator af regionens skæbne siden Europa opdelte det tidligere osmanniske imperiums provinser efter Første Verdenskrig."[66] Kissinger var dengang som senere imod enhver plan der krævede israelsk opgivelse af de besatte områder til gengæld for sikkerhedsgarantier.

I begyndelsen af januar 1970 bombede Israel i udkanten af Cairo i Nildeltaet og langt ned i Nildalen. Det medførte en skarp reaktion fra Moskva som lod USA forstå at hvis det fortsatte ville Sovjetunionen være nødsaget til at levere egypterne udstyr så de kunne slå igen. I februar bombede israelerne igen, denne gang en fabrik syd for Cairo. 170 arbejdere blev dræbt og såret. En af bomberne detonerede ikke, og den viste sig at være fremstillet i USA.

Den israelske forsvarsminister Moshe Dayan forklarede at det var en fejl at et civilt mål var blevet bombet, og han fremsendte klassificeret information til egypterne om hvordan de skulle detonere bomben. På det tidspunkt var Yitzhak Rabin Israels ambassadør i USA og stod på venskabelig fod med Henry Kissinger. Da Kissinger hørte om Dayans beklagelser og at han havde meddelt egypterne hvordan de skulle afmontere bomben ringede han til Rabin: "Vær mere forsigtig med bombningen og med amerikanske hemmeligheder. Vi ønsker ikke at Sovjet skal få dem." [67] Der var dog ingen problemer da Rabin kort efter bad amerikanerne om flere våben, herunder Phantom fly som gjorde det muligt for israelerne at trænge dybere ind i Egypten. I april 1970 ramte israelerne en folkeskole. 64 blev dræbt.

I sommeren 1970 fremsatte William Rogers sin plan nummer 2 som gik ud på våbenstilstand i den igangværende udmattelseskrig langs Suezkanalen og forhandlinger om fred mod territorium. Våbenhvilen blev etableret i august 1970, men forhandlingerne brød sammen allerede i sonderingsstadiet i foråret 1971.[68]

Den store gevinst for Israel var at fokus ñ også det arabiske - nu flyttede sig fra de problemer der var skabt i 1948 til de nyopståede problemer. Der taltes ikke længere om flygtningenes ret til at vende tilbage og leve i fred, men kun om "at opnå en retfærdig løsning på flygtningeproblemet"; det var en af hovedårsagerne til at palæstinenserne i mange år var imod resolution 242. 1967-krigen skabte indirekte en accept af Israels aldrig fastlagte grænser sådan som de så ud efter erobringerne i 1947-1949.