Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) blev formelt dannet i 1964 , og udviklede sig efter 1968 til en særdeles slagkraftig organisation, der kom til at spille en afgørende rolle i Mellemøstens politiske udvikling. I slutningen af 1990erne står organisationen overfor nye og vanskelige udfordringer, der er tæt knyttet til det mål, der har været PLOs erklærede målsætning fra begyndelsen: dannelsen af en uafhængig palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad.

 

PLO blev dannet på initiativ af bl.a. Egyptens daværende præsident Nasser. Nasser blev med den egyptiske nationalisering af Suez-kanalen i juli 1956 utrolig populær i hele den arabiske verden, og i årene efter forsøgte Nasser at udnytte det til at gøre sig selv til den ubestridte leder af den arabiske verden.

 

I ønsket om at fastholde sin og Egyptens rolle som toneangivende var Nasser derfor i 1964 aktiv i bestræbelser, der førte til etableringen af PLO. Nasser var ikke uvidende om, at forskellige, palæstinensiske grupper og organisationer siden slutningen af 1950erne var under etablering rundt omkring i den arabiske verden bl.a. i Libanon og Kuwait. Gennem etablering af en fælles palæstinensisk organisation ville der være mulighed for, at en leder udpeget af og loyal mod Nasser kunne hjælpe med politisk at "styre" de forskellige palæstinensiske grupper og gøre det muligt for ham at udnytte disse til at fremme egne politiske mål.

 

I den sammenhæng er det afgørende at huske på, at Nasser i 1960erne var en varm fortaler for en panarabisk politik. Efter hans opfattelse var den arabiske verden præget af økonomisk underudvikling, militær utilstrækkelighed og indbyrdes splid. Dette var ikke mindst tydeligt vis · vis Israel. På trods af den arabiske verdens modstand var Israel blevet skabt i 1948, og samme Israel havde i den anden arabisk-israelske krig i oktober 1956 (Suez-krigen) igen dokumenteret sin militære styrke ved endnu en gang at tilføje den egyptiske hær et ydmygende nederlag. For Nasser var det eneste tænkelige middel til at rette op på dette et panarabisk samarbejde. Kun et effektivt og målrettet samarbejde kunne ændre tingenes slette tilstand. For Nasser var det afgørende at sikre sig kontrol over den palæstinensiske nationale bevægelse, der var under langsom opbygning. Dermed kunne han nemlig fastholde sig selv som den arabiske verdens naturlige leder For uanset hvor store uenighederne var i den arabiske verden, var man på Èt punkt enig. Der skulle etableres en palæstinensisk stat.

 

Panarabisme er betegnelsen for bestræbelsen på at skabe og udbygge kontakten og samarbejdet mellem arabiske stater, som har sprog, kultur og religion (islam) til fælles; panarabismen er mere bygget på nationalfølelse end på religion. Betegnelsen kommer af det græske ord "pan", der betyder alle. Panarabismen opstod lidt senere end den europæiske nationalfølelse, og den kan spores fra slutningen af forrige århundrede med udgangspunkt i Syrien. Panarabismen havde håbet på og arbejdet for en fællesarabisk stat efter tyrkernes nederlag og fordrivelse fra arabiske områder efter 1. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig gjorde den egyptiske præsident Gamal Abdul Nasser sig til talsmand for en arabisk samling, Der er dog mange modsætninger mellem de arabiske lande, der vanskeliggør en virkeliggørelse af panarabismen.

 

 

 

Gennem sin kontrol med PLO havde Nasser i begyndelsen held til at styre udviklingen. Der var imidlertid palæstinensiske grupperinger, der ikke ønskede at blive medlemmer af PLO. Blandt disse var al-Fatah, som blev grundlagt i 1958 af bl.a. Yassir Arafat. Arafat havde som enkelte andre den principielle opfattelse, at kampen for at virkeliggøre en palæstinensisk stat måtte og skulle ledes af palæstinenserne selv. Man ville dog gerne modtage støtte og hjælp fra den øvrige arabiske verden.

 

Dette principielle synspunkt fik større udbredelse efter det arabiske nederlag i den tredje arabisk-israelske krig i 1967. Israel vandt endnu en gang, erobrede Vestbredden fra Jordan, Sinai fra Egypten og dele af Golan-højderne fra Syrien. (se kort s. 8) For de forskellige palæstinensiske grupper, der ikke havde tilsluttet sig PLO, var det beviset for, at deres strategiske synspunkt var det eneste rigtige: hvis palæstinenserne skulle have deres egen stat, måtte de selv stå i spidsen for den nødvendige kamp.

 

I 1968 sluttede de grupper, der hidtil havde stået udenfor PLO sig til bevægelsen, og et nyt charter blev vedtaget. Det blev her slået fast, at en ny militærtaktik skulle tages i anvendelse for at bekæmpe den jødiske stat Israel, nemlig guerillakrig. Gennem kommandoaktioner mod mål i Israel skulle den jødiske stat udmattes og endeligt knækkes. I januar 1969 valgtes Yassir Arafat til leder af PLO, der dermed endeligt var kommet under palæstinensernes egen kontrol.

 

PLO fastholdt sin oprindelige målsætning; nemlig skabelsen af en palæstinensisk stat, defineret som det landområde der i 1920 var blevet etableret som det britiske mandat Palæstina (se kortet). Målet var det samme, men midlerne andre - nemlig væbnet kamp. Desuden gjorde den nye ledelse af PLO det klart, at den målrettet ville arbejde for, at det internationale samfund skulle forstå, at det palæstinensiske problem ikke var et flygtningeproblem men et nationalstatsproblem. Det palæstinensiske problem ville bestå, indtil der var blevet etableret en palæstinensisk stat. Endeligt gjorde det nye PLO krav på at være den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk.

 

Gennem 1970erne lykkedes det PLO at blive anerkendt som det palæstinensiske folks legitime repræsentant. Den arabiske verden og store dele af den tredje verden bakkede organisationen op, men Israel, USA og - frem til 1988 - også Europa var tilbageholdende. Israel fastholdt, at PLO var en terrororganisation, med hvem man ikke kunne forhandle, og i kraft af den sympati, Israel havde haft fra Vesten siden sin etablering som selvstændig stat i maj 1948, lykkedes det den israelske regering at sikre sig støtte i denne fortolkning fra både USA og Europa.

 

Fra 1968 blev PLO opbygget som en organisation for alle palæstinensere. Der blev oprettet PLO-kontorer rundt om i den arabiske verden, der lokalt hjalp og støttede den palæstinensiske eksilbefolkning, bosat i lande rundt om i verden, der anerkendte PLO. PLO påtog sig også forpligtelser overfor den store palæstinensiske befolkning, der siden 1948 havde været henvist til at leve en kummerlig tilværelse i flygtningelejre i de arabiske stater, der grænser op til Israel. Sidst men ikke mindst påtog PLO sig opgaven politisk at organisere den palæstinensiske befolkning. Der blev etableret faglige organisationer for f.eks. palæstinensiske lærere, der uanset, hvor de arbejdede, blev medlemmer af denne. Det samme gjaldt for læger, sygeplejersker, ingeniører osv.

 

Der var imidlertid et vanskeligt problem: Den palæstinensiske befolkning levede i det daglige liv under meget forskellige forhold. En lille del af den palæstinensiske befolkning var efter 1948 blevet israelske statsborgere, og eftersom Israel betragtede KO som en terrororganisation, var det PLO umuligt i praksis af have kontakt til denne gruppe. Efter krigen i 1967 havde Israel besat Vestbredden og Gaza, og derfor var det også i vid udstrækning PLO umuligt at have tætte kontakter til den besatte palæstinensiske befolkning. Tilbage var de palæstinensiske flygtninge og de palæstinensere, der gennem årene havde bosat sig andre steder i verden. Det var disse sidste, der på det politiske niveau kom til at præge PLO. Fra 1968 og frem, og det var også først og fremmest disse, der kom til at nyde frugten af det politiske og sociale arbejde af forskellig art, som PLO involverede sig i gennem 1970erne og 80erne. PLO befandt sig i en situation, hvor den palæstinensiske befolkning delte sig i tre, eftersom at det for dem, der levede/lever i eksil, var/er retten til tilbagevenden, der var/er det vigtigste. For palæstinenserne, som boede/bor i de besatte områder var/er israelsk tilbagetrækning det vigtigste, og for de palæstinensere, som boede/bor i Israel var/er lige borgerrettigheder højeste prioritering. Det var imidlertid hævet over enhver tvivl, at også befolkningen i de besatte områder sluttede op omkring PLO. Men vanskeligheden for organisationen i at nå disse palæstinensere bestod uanset det forhold, at bevægelsen gennem 1970erne og 80erne internationalt markerede sig tydeligere og tydeligere. I 1988 slog således EF (nu EU) i den såkaldte Venedig-deklaration fast, at konflikten mellem Israel og palæstinenserne kun kunne løses, dersom PLO blev aktivt inddraget.

 

 

	PFLP's George Habash taler. Arafat siddende

 

I december 1987 udbrød et spontant palæstinensisk oprør, kaldet Intifadaen, mod den fortsatte israelske besættetse af Vestbredden og Gaza. Den vedvarende undertrykkelse, som den palæstinensiske befolkning var udsat for, og den vedvarende israelske konfiskation af jord og vand i de besatte områder til brug for etableringen af jødiske bosættelser i de besatte områder, resulterede i et folkeligt oprør, som de israelske besættelsestropper kun kunne bekæmpe med brug af militær magt, som bl.a. betød drab på børn og kvinder samt kollektive straffeforanstaltninger.

 

Det lykkedes den besatte palæstinensiske befolkning at holde Intifadaen i gang i flere år, helt frem til den irakiske besættelse af Kuwait 2. august 1990. Så blev medieinteressen overført til Golfen. Netop medieinteressen var blevet en afgørende faktor for den måde, hvorpå omverdenen kom til at se på Intifadaen. Udenlandske TV-reportere filmede gang på gang de israelske besættelsestroppers overgreb på den civile palæstinensiske befolkning. Mediernes billeder var et brud med den "virkelighed" der ellers var blevet fremstillet i den vestlige verden. Langsomt, men sikkert begyndte Vesten at revurdere sit syn på palæstinenserne og PLOs krav om oprettelsen af en palæstinensisk stat.

 

PLO havde som organisation intet med Intifadaens udbrud af gøre, og først to måneder efter at oprøret var brudt ud, fik PLOs politiske ledelse, der siden 1982 havde været geografisk placeret i Tunis, etableret og udbygget kontakter til den hemmelige oprørsledelse, der havde ledet Intifadaen siden december 1987.

 

Intifadaens udbrud blev også problematisk for Jordan og kong Hussein. Den arabisk-palæstinensiske stat, som FNs delingsplan fra 1947 havde lagt op til, var aldrig blevet til historisk virkelighed. En det var blevet erobret af Israel, Jordanien havde i 1948 besat Vestbredden, og Egypten havde sikret sig kontrol over Gaza. 1 1950 annekterede Jordanien Vestbredden, og gjorde den til en det af det hasmitiske kongedømme Jordan. Den palæstinensiske befolkning på Vestbredden har dog aldrig betragtet den jordanske anneksion som legitim, og gennem Intifadaen blev dette endnu en gang gjort tydeligt. Resultatet blev, at Jordan i sommeren 1988 formelt opgav anneksionen, og dette banede vejen for, at Det Palæstinensiske Nationalråd (PNC) i november 1988 kunne udråbe den palæstinensiske stat. Den var ganske vist fortsat besat, men den politiske ledelse i PLO så det jordanske udspil som et middel til at drage en konkret politisk fordel af Intifadaen. Jordan opgav kravet på Vestbredden, som Israel havde besat i 1967. Intifadaen dokumenterede med al ønskelig tydelighed, at den palæstinensiske befolkning ønskede den israelske besættelse bragt til ophør. Vejen var med andre ord banet for, at PLO igen kunne komme til at spille en politisk rolle og organisationen udråbte derfor i november 1988 den palæstinensiske stat.

 

 

Nationalchartret blev vedtaget af Den palæstinensiske Befrielsesorganisations (PLO) nationalråd, der blev afholdt i Cairo fra d. 1. til d. 17. juli 1968. Yassir Arafat blev formand for PLO i januar 1969. (Johan Bender, Palæstinaproblemet, Gyldendal, 1994)

 

ß1. Palæstina er hjemlandet for det arabiske palæstinensiske folk; det er en udelelig part af det arabiske hjemland, og det palæstinensiske folk er en integreret del af den arabiske nation. ß2 Palæstina med de grænser, det havde under det britiske mandat, er en udelelig national enhed.

 

(...)

 

ß4 Den palæstinensiske identitet er et ægte, essentielt og iboende træk; den overføres fra forældre til børn. Den zionistiske besættelse og spredning af det palæstinensiske arabiske folk, gennem de ulykker som ramte dem, får dem ikke til at miste deres palæstinensiske identitet og deres medlemskab af det palæstinensiske fællesskab, og de benægter heller ikke denne identitet og dette medlemskab.

 

(...)

 

ß6. De jøder, som normalt boede i Palæstina indtil den zionistiske invasion begyndte, vil blive betragtet som palæstinensere.

 

(...)

 

ß20. Balfour-deklarationen, mandatet over Palæstina og alt hvad der er baseret herpå erklæres for ugyldigt. Påstande om jøders historiske eller religiøse tilknytning til Palæstina er uforenelige med de historiske kendsgerninger og den sande opfattelse af, hvad en stat er. Judaismen er som religion ikke en selvstændig nationalitet. Jøderne udgør heller ikke en enkelt nation med sin egen identitet; de er borgere i de stater, hvor de har hjemme.

 

(...)

 

ß22. Zionismen er en politisk bevægelse, som er organisk forbundet med den internationale imperialisme, og som er i modsætning til enhver aktion for befrielse og til progressive bevægelser i verden. Den er racistisk og fanatisk af natur, aggressiv, ekspansionistisk og kolonistisk i sine mål og fascistisk i sine metoder. Israel er den zionistiske bevægelses redskab og en geografisk base for verdensimperialismen, strategisk placeret midt i det arabiske hjemland for at modarbejde den arabiske nations håb om frigørelse, enhed og fremskridt. Israel er en konstant trussel mod freden i Mellemøsten og hele verden. Eftersom befrielsen af Palæstina vil nedbryde den zionistiske og imperialistiske tilstedeværelse og vil medvirke til gennemførslen af fred i Mellemøsten, forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle progressive kræfter og opfordrer dem alle, uanset deres tilhørsforhold og meninger, til at yde det palæstinensiske folk al mulig hjælp og støtte i deres retfærdige kamp for at befri deres hjemland.

 

 

Arafats tale i FNs generalforsamling 1974. På dette tidspunkt har mange 3. Verdenslande verden over opnået deres uafhængighed af de vestlige kolonimagter. Disse lande er repræsenteret i FN. (Johan Bender, Palæstinaproblemet, Gyldendal, 1994)

 

Hr. Præsident! Jeg takker Dem for at have indbudt Den palæstinensiske Befrielsesfront til at deltage i FNs generalforsamlings plenarmøde jeg er tak skyldig til alle de repræsentanter, som bidrog til beslutningen om at optage Palæstina-spørgsmålet som et særskilt punkt på dagsordenen. Denne beslutning muliggjorde Forsamlingens resolution, som indbød os til at tale til den om Palæstinaspørgsmålet. Det er en meget betydningsfuld begivenhed. Palæstinaspørgsmålet tages af FN op til fornyet overvejelse, og vi betragter dette skridt som en sejr for verdensorganisationen lige så meget som en sejr for vort folks sag

 

Vi skelner i høj grad mellem jødedom og zionisme. Vi fastholder vor modstand mod den kolonialistiske zionistbevægelse, men vi respekterer den jødiske tro. I dag - næsten et århundrede efter den zionistiske bevægelses opståen, vil vi advare mod den voksende fare, d en udgør for jøderne rundt om i verden, for vore arabiske folk og for verdensfred og sikkerhed. For zionismen tilskynder jøden til at udvandre fra sit hjemland og tilbyder ham en kunstig skabt nationalitet. Zionisterne fortsætter med deres terroristaktioner, selv om disse har vist sig ineffektive. At der er en konstant udvandring fra Israel, som vokser i takt med, at kolonialismens og racismens bastioner falder, er et eksempel på, at sådanne aktioner uundgåeligt må lide skibbrud.

 

Vi tilskynder verdens folk og regeringer til at stå fast mod zionistiske forsøg på at opmuntre verdens jøder til at udvandre fra deres lande og til at tilrane sig vores land. Vi tilskynder dem ligeledes til bestemt at modsætte sig nogen diskrimination mod noget menneske med hensyn til religion, race og farve. De, som kalder os terrorister, ønsker kun at forhindre, at verdensopinionen bliver klar over sandheden om os og ser tyranniet i deres egne handlinger, og at vor situation er selvforsvarets.

 

Forskellen mellem den revolutionære og terroristen ligger i den sag, de kæmper for. Thi den, der ledes af en retfærdig sag og kæmper for frihed og befrielse for deres land, hvor kolonialister har invaderet og bosat sig, kan ikke med rimelighed kaldes terrorist. I så fald skulle også det amerikanske folk have været terrorister i deres kamp for befrielse fra de britiske kolonialister; den europæiske modstand mod nazisterne skulle også kaldes terrorisme, de arabiske, afrikanske og latinamerikanske folk skulle også være terrorister, og mange af dem der er til stede i denne forsamling, skulle betragtes som terrorister.

 

Jeg er en oprører, og frihed er min sag. Jeg ved, mange af dem, der er her til stede, engang stod i den samme modstandsposition, som jeg nu er i, og som er udgangspunkt for min kamp.

 

De måtte dengang gennem deres kamp forvandle drømme til virkelighed. Derfor må de nu kunne forstå min drøm. Jeg tror, det netop er derfor, jeg kan bede dem hjælpe mig nu, så vi sammen kan forvandle vor drøm til strålende virkelighed, vor fælles drøm om en fredelig fremtid for Palæstinas hellige land.

 

Hvorfor skulle jeg ikke drømme og håbe? Thi er revolution ikke det samme som at virkeliggøre håb og drømme? lad os derfor arbejde sammen på, at min drøm bliver opfyldt, at jeg sammen med mit folk kan vende tilbage fra udlændingeheden til Palæstina for at bo ... i en demokratisk stat, hvor kristne, jøder og muslimer lever sammen i retfærdighed, lighed, broderskab og under fælles fremskridt.

 

I min egenskab af formand for Den palæstinensiske Befrielsesorganisation og leder af den palæstinensiske revolution appellerer jeg til Dem om af følge vort folk i dets ret til selvbestemmelse. Denne ret er nedfældet i De Forenede Nationers pagt og er stadig blevet bekræftet i de resolutioner, der er vedtaget af denne høje forsamling siden pagtens udstedelse. Jeg appellerer endvidere til Dem om at hjælpe vort folk med at vende tilbage til dets hjemland fra en ufrivillig landflygtighed, der er påtvunget det ved våbenmagt, tyranni, undertrykkelse, så vi kan genvinde vor ejendom, vort land og derefter bo i vort nationale hjemland, frie og uafhængige med alle en nations rettigheder. Kun da kan vi vie alle vore kræfter til den menneskelige civilisation. Kun da kan palæstinensisk skaberkraft koncentreres i menneskehedens tjeneste. Kun da kan vort Jerusalem genindtage sin historiske rolle som en fredelig helligdom for alle religioner.

 

Jeg appellerer til Dem om at hjælpe vort folk til at oprette national uafhængigt herredømme over dets eget land.

 

Jeg er her i dag kommet med en olivengren i den ene og en frihedskæmpers gevær i den anden hånd. Jeg gentager. Lad ikke olivengrenen falde fra min hånd.

 

Krig hærger Palæstina, og dog er det i Palæstina, at freden skal fødes.