Generalstrejken 1936

Skrevet af: Norman Kanafani

Generalstrejke og væbnet opstand

Opstanden i 1936 blev ført på to fronter. En folkelig generalstrejke var den væsentligste offensiv. Et væbnet oprør kom - taget som helhed - i anden række. Koordineringen af disse to aktionsformer var stærkt begrænset, hvilket blandt andet skyldtes dårlig organisering og skrøbelige forbindelseslinier. Problemet var først og fremmest at lederne af opstanden anså det for en selvfølge, at konflikten ville blive løst politisk på grundlag af det, der hændte i byerne. Men bortset fra spredte snigmord og lignende aktioner i enkelte byer, var den væbnede opstand begrænset til landdistrikterne, hvor den nærmest fremstod, som en spontan reaktion fra fattige bønder mod den zionistiske ekspansion. En ekspansion der var en af årsagerne til en begyndende hungersnød i landdistrikterne. Det var ikke den palæstinensiske nationalbevægelse, der tog initiativet til generalstrejken; men den var meget hurtig til at overtage ledelsen af den, da den først var begyndt. Efter at ledelsen gennem mange år ikke havde opnået nogen nævneværdige resultater , og efter at en række kongelige kommissionsundersøgelser var løbet ud i sandet, søgte den en ny strategi. Den var klar over, at det var nødvendigt at lægge pres på England under en eller anden form. Samtidig var der flere og flere tegn på folkelig utilfredshed med ledelsen over den måde, den forholdt sig til konflikten på. Dens troværdighed var alvorligt truet, hvilket fremskyndede erkendelsen af at nye modstandsformer måtte til. Folks utilfredshed kom tydeligt til udtryk i den massive deltagelse i al-Qassems begravelse i november 1935. Qassem havde opfordret til udformningen af en radikal konfrontationsstrategi; men han blev selv dræbt i det første væbnede sammenstød med de britiske tropper, som han deltog i. Det har muligvis været på baggrund af erfaringerne fra Syrien, at ledelsen anlagde en civil-ulydighedskampagne. I Syrien havde nationalbevægelsen den 1. marts 1936, efter en 50-dages generalstrejke, tvunget den franske regering til at optage forhandlinger med nationalisterne og til at love Syrien uafhængighed efter tre års forløb. Men forholdene i Syrien var ganske forskellige fra forholdene i Palæstina, og de, der traditionelt var palæstinensernes ledere, var klar over - det fremgår af dokumenter, der først for nylig er offentliggjort - at en generalstrejke i Palæstina på dette tidspunkt ville få en dobbeltsidig virkning på landets økonomiske og demografiske struktur. Lederne var, med andre ord, klar over, at en langvarig palæstinensisk folkestrejke ville indebære, at man holdt sig ude af enhver form for økonomisk aktivitet og af enhver form for samarbejde med myndighederne. Det kunne gå hen og blive til langt større fordel for zionisterne end for den palæstinensiske nationale sag. På den ene side var det derfor påtrængende nødvendigt at anlægge en ny strategi med hovedvægten på civil-ulydighed. På den anden side var det næsten sikkert, at hvis en strejke trak i langdrag, ville den få en negativ virkning. Den eneste måde, hvorpå disse to indbyrdes uforenelige synspunkter kunne forenes, var håbet om, at kolonimagten England relativt hurtigt ville bøje sig under indtryk af, at samfundssystemet gik i opløsning. Det var på denne usikre baggrund, at de palæstinensiske ledere overtog ledelsen af generalstrejken i 1936. I virkeligheden afspejler denne problematik ledelsens fejlbedømmelse af situationen helt frem til 2. verdenskrig. Den var fanget i sin egen logik, i troen på, at en politisk løsning af Palæstina-problemet kunne findes i et samarbejde med og ikke i et modsætningsforhold til England. Men englænderne vidste bedre; de var - måske i endnu højere grad end de palæstinensiske nationalister - klar over det særprægede dilemma i strejkestrategien. Derfor gav englænderne ingen indrømmelser, og ledelsen blev omsider, efter 175 lange dage, tvunget til at afblæse strejken. Jeg vil hævde, at man ikke i fuldt mål har forstået og taget ved lære af det dilemma, som den palæstinensiske nationalbevægelse var stillet i fra 1936 til 1939. Det er det, der er baggrunden for mange af de problemer, som den nuværende nationalbevægelse kæmper med, og for dens mangel på resultater.

Kronologi år 1936 i Palæstina

15. - 16. april: Overfald på jødiske transporter som følge af drab på arabiske palæstinensere.

26. april: I Nablus enes de arabisk-palæstinensiske politiske partier om, at danne "den Arabiske Højkomité". Der erklæres generalstrejke og komitéen fremsætter 3 krav: 1. standsning af jødisk indvandring, 2. standsning af salg af arabisk jord til jøder, 3. dannelse af en national regering.

10. maj: Engelske troppeforstærkninger ankommer.

13. maj: Den engelske højkommissær stiller en engelsk kongelig kommission i udsigt.

6. juni: Emir Abdallah i Østjordanlandet indbyder "den Arabiske Højkomité" til møde.

31. juni: Arabiske embedsmænd i den engelske administration erklærer deres mistillid til den engelske regering.

7. august: Emir Abdallah opfordrer til afbrydelse af strejken.

30. august: "Den Arabiske Højkomité" godkender intervention fra kongen af Iraq.

3. september: Regulært slag mellem palæstinensiske befolkningsgrupper og engelsk militær.

8. september: Yderligere engelske militære forstærkninger ankommer.

12. september: Advarsel fra Højkommissæren om total krigsførelse.

29. september: Den engelske mandatregering erklærer krigstilstand.

11. oktober: "Den Arabiske Højkomité" offentliggør mæglingsbrev fra kong Ibn Saud (Saudiarabien), kong Ghazi (Irak) og emir Abdallah (Østjordanlandet) med opfordring til at standse strejken.

12. oktober: Strejken afblæses. Ingen krav er imødekommet.

5. november: Den kongelige engelske Lord Peel-kommission afsejler fra England.

Palæstinensere omkommet ved urolighederne 1936-39:

Dræbt under engelske militære aktioner 3.720 Dræbt under terroroverfald 1.200 Henrettet af mandatregeringen 112 Ialt omkomne 5.032 Antal sårede 14.760
Kilder: Great Britain and Palestine 1915-1936, London 1937. Walid Khalidi (red.), From Haven to Conquest, Beirut 1971.

Muftien og Arafat

Strejkekravene

1936. En palæstinensisk kvinde Fatma Khalil Ghazal (med hvidt tørklæde) i kamp under generalstrejken (Before their Diaspora)

Strejkens bagside

Fra 1932 til 1936 emigrerede omkring 174.000 jøder til Palæstina. Det bragte antallet af jøder i landet op på 370.000, hvilket svarede til omtrent 28 % af den samlede befolkning, mens jøderne i 1931 kun udgjorde 16%. Under sådanne forhold, hvor henved en tredjedel af befolkningen fungerede, som en slags aktiv stødpude kunne man ikke forvente, at en generalstrejke kunne lamme økonomien og bevirke, at mandatmagten kom under pres. Faktisk skete lige det modsatte. Det jødiske samfund var gennemorganiseret, det var i det store og hele selvforsynende, og med rigelig kapital og overlegen dygtighed var det i stand til at drage en væsentlig økonomisk og politisk fordel af palæstinensernes strejke. I løbet af den tid, strejken varede, blev britiske kontorer flyttet til Tel Aviv , havnen i Tel Aviv blev bygget, og der blev anlagt strategisk vigtige vejforbindelser i mellem de nye jødiske bosættelser. Jødiske landbrugsprodukter var nu uden konkurrence fra de palæstinensiske, og der blev oprettet mere end 50 nye jødiske bosættelser. Tilstedeværelsen af store britiske troppestyrker var en stimulans for handelsvirksomhed, den jødiske politistyrke blev væsentligt forøget, og jøder fandt beskæftigelse ikke blot i jødiske firmaer, men også i britiske forsvars og sikkerhedsprojekter. For palæstinenserne var det paradoksale ikke blot, at strejken styrkede zionisternes økonomiske autonomi, men at den samtidig svækkede den palæstinensiske økonomi og gjorde bønderne endnu fattigere. Dermed blev strejken for zionisterne også en ekstra gevinst i forhold til erhvervelsen af endnu mere palæstinensisk jord.

Strejkens ophør

Den forhandlingsposition, den palæstinensiske ledelse havde indtaget med hensigt på, at slå en handel af med englænderne blev gradvist svækket, desto længere generalstrejken varede. Undertrykkelsen af befolkningen, de kollektive straffe og de tårnhøje bøder, som de britiske militærmyndigheder idømte, ramte befolkningen hårdt. Omvendt var de finansielle støttemidler til strejken ved at ebbe ud, og det endda på trods af at de aldrig havde været særligt store. Dertil kom frygten for, at man skulle gå glip af appelsinhøsten, hvilket ville skabe endnu værre levevilkår for de i forvejen hårdt pressede bønder. Englænderne afslog konsekvent nogen form for indrømmelser, og den palæstinensiske ledelse havde samtidig hårdt brug for en eller anden form for succes. Ikke blot for at bevise sin egen legitimitet, og værne om en vis form for troværdighed i forhold til guerillaen i bjergene, men også for at kunne opveje de enorme lidelser, den langvarige strejke medførte.

Det var under disse håbløse forhold, den Arabiske Højkomité bad regeringerne i de omkringliggende arabiske nabolande - ganske særligt i de lande, der havde gode forbindelser til England - om hjælp til mægling.

I modsætning til, hvad især mange palæstinensere, almindeligvis tror, var det på denne baggrund, de arabiske regeringer blev opfordret til at lægge sig imellem. Det var fordi de palæstinensiske ledere ønskede en afslutning på generalstrejken, men ikke vidste; hvordan man skulle bære sig ad, De havde med andre ord brug for en begrundelse for, at gøre en ende på strejken, uden at tabe ansigt. Det var dét, de arabiske regeringer skulle bruges til. Lederne i de 3 delvist uafhængige stater, Østjordan, Saudiarabien og Irak, rettede en henvendelse til den palæstinensiske ledelse, og på grundlag af denne henvendelse blev strejken afblæst. Men i virkeligheden var denne henvendelse udformet og skrevet af den Arabiske Højkomité i Palæstina, som nu kunne fremsætte erklæringen overfor det palæstinensiske folk med følgende ordlyd: "Sammen med vore brødre, kongerne (i Irak og Saudiarabien) og emiren (i Østjordanlandet) opfordrer vi jer til at vende tilbage til ro og orden for at undgå videre blodsudgydelse, idet vi udtrykker vores tillid til vores allierede den britiske regerings reelle hensigter, idet den har erklæret, at den ønsker at udøve retfærdighed.

Sådan bragtes strejken til ophør efter seks måneders forløb. Der var ikke opnået en eneste indrømmelse - kun et løfte om, at endnu en kongelig kommission skulle sendes til Palæstina for at undersøge klagemål fra "såvel arabere som jøder."

Efter min opfattelse ligner den klemme, som den Arabiske Højkomité befandt sig i, PLOs dilemma, da organisationen skulle evakueres fra Beirut i 1982. 1 begge tilfælde godtog man nogle vage og værdiløse løfter, som udtryk for en delvis succes, så man kunne afblæse modstanden. I begge tilfælde blev disse løfter givet for at redde ledelsens ansigt. De værdiløse løfter var vigtige, idet man senere hen kunne bruge dem som syndebuk, og dermed undskyldning for egen fiasko.

Højkomitéen og PLO

Højkomitéen blev trukket ind i den civile ulydigheds-kampagne, hovedsageligt fordi den ikke var i stand til at anlægge nogen anden strategi, Det var ikke fordi ledelsen selv, troede på den form for aktion. Derimod var den besat af troen på en politisk ordning med mandatmagten, samtidig med den udadtil førte en ikke-anerkendelses politik. Set i historiens bakspejl, var ledelsen således ikke i stand til at skabe en forbindelse og balance mellem de politisk-diplomatiske initiativer på den ene side og de militære på den anden side. Systematisk og konsekvent fik den ene, den politiske, forrangen for den anden, og derfor gik de begge tabt. Hovedlinien i dette paradoksale forhold gør sig stadig gældende i den nuværende palæstinensiske modstandsbevægelse.

Den gængse undskyldning for den dårlige palæstinensiske håndtering af konflikten er, at den palæstinensiske ledelse før 1948 var uden erfaring, religiøst set var den ganske uprøvet og havde en stærkt begrænset horisont. Ledelsen gjorde alt hvad den kunne gøre, siger man, men det var altså ikke nok. Men "hvad er forskellen mellem stupiditet og forræderi, når resultatet er det samme?" Palæstinensernes nuværende ledelse kan imidlertid ikke undskylde sig med uvidenhed, og dog er dens forlegenhed og fejl stort set de samme, som gjorde sig gældende dengang. Årsagen skal derfor ikke findes i ledernes personlige kvaliteter. Men derimod i den manglende sammenhæng i det palæstinensiske folks historiske erfaringer. Da enhver ny leder i en ny historisk epoke arbejder under helt andre forhold end de tidligere ledere, tror han, at der er meget lidt at lære af hans forgængeres erfaringer. Det er rigtigt, at forholdene har ændret sig dramatisk, men ikke desto mindre er det også rigtigt, at kernen i konflikten og den palæstinensiske nationalbevægelses svaghed stort set er de samme. Eksempelvis gælder det, at spørgsmålet om palæstinenserne vedblivende, skal søge at opnå fuld retfærdighed, eller om de skal tage imod det, der i det mindste kan forhindre, at forholdene forværres, stadig ubesvaret,

En svigtende ledelse med nye erfaringer

Den palæstinensiske nationalbevægelse før 1948 var, som professor Ibrahim Abu-Lughod engang bemærkede, i bund og grund en nihilistisk! bevægelse. Det skal forstås på den måde, at den ikke havde nogen forestilling om, hvordan fremtidens samfund skulle formes, men var først, og fremmest optaget af at bekæmpe sine fjenders herredømme. Det samme kan med rette siges om ledelsen efter 1948. I virkeligheden kan ingen frihedsbevægelse eksistere uden en vision om fremtiden. En sådan vil nemlig uvægerligt: afspejle sig i bevægelsens interne struktur og dens forbindelser udadtil, i dens' medlemmers disciplin og adfærd og i dens politiske og moralske hæderlighed. Set fra det synspunkt har den palæstinensiske nationalbevægelses fremtidssyn historisk set ikke været optimistisk. Det er måske derfor, det er lettere og pænere at sige, der slet ikke er nogen fremtidsvision. At lederne er durkdrevne, at de har en eminent evne til at overleve, at de er morderlig snu og så videre, det kan altsammen forlænge bevægelsens liv, men det kan næppe bringe den nærmere målet. En leders problemer og fejl kan ikke opveje misrøgt af en national bevægelse. En misrøgt der højst sandsynligt er en følge af den samme leders gentagne fejltagelser. Hvis en bevægelse mangler en overordnet vision, og når små fejl, eller endda ideologiske historiske fejl kun rettes i det skjulte og med stor tøven, så forstår folk pludselig ikke, hvad det er lederne gør, og de mister tiltro til dem. Folket vil da vige tilbage for at bringe flere ofre, fordi det man kæmper for i dag, måske vil være glemt i morgen. Fremskridt vil derfor blive betragtet som tilbageskridt.

En sådan historisk fejl blev, mere eller mindre korrigeret på Madrid konferencen i november 1991: hvad jeg hentyder til er ikke-anerkendelsesstrategien, hvis oprindelse stammer helt tilbage fra 1922. Som tidligere nævnt, har frygten for en langsom anerkendelse behersket den palæstinensiske politiske tankegang gennem hele konfliktens historie. Den næsten uundgåelige mystificering af hele ideen om 'anerkendelse', som om det var noget, der skulle gives en gang og for evigt, har været en måde at undgå, at skulle tage stilling til, om man skulle slå ind på en konstruktiv, positiv og krævende politisk vej. Istedet er man forfaldet til verbal polemik og oratorisk opposition. Det er blot en gentagelse af den tidligere omtalte strategi, der går ud på, at skyde skylden for fiaskoen på omstændighederne. Strategien om ikke-anerkendelse af zionistbevægelsen, af Israel og af alt, hvad der er foregået i Palæstina sidenhen, har skabt en ikke-anerkendelsesadfærd, hvilket betyder at den førte politik ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Den bliver urealistisk. Ikke-anerkendelsespolitikken fornægter virkeligheden, fordi man ikke kan lide den. Den hviler kun på en skrøbelig antagelse eller en semi-religiøs tro på, at historien er på de undertryktes side, uretfærdighederne kan ikke vare ved, historien er positiv, uanset hvad der sker på nuværende tidspunkt.

Den palæstinensiske ledelse har i lang tid været gidsel af sin egen strategi; sålænge ledelsens legitimitet har bygget på en fornægtelse af zionismens og Israels legitimitet, har en anerkendelse af virkeligheden været ensbetydende med, at ledelsen ville miste sin egen legitimitet. Jeg mener, at dette dilemma er roden til det, der senere er blevet karakteristisk for palæstinenserne: "de forbigår aldrig en chance til at forbigå en chance."

Hvorfor forlod palæstinenserne ved Madrid konferencen ikke-anerkendelses -strategien og -politikken? Mange har nævnt, at det var i desperation: "de er på vej til også at miste det lidt, der er tilbage og deres venner i Østblokken er forsvundet."

Jeg hælder til en anden opfattelse. Palæstinensernes historie har (næsten) altid været historien om et folk i fortvivlelse. Fortvivlelse fører til stædighed og ikke til positive fremskridt. Madrid konferencen og den deraf følgende beslutning om at deltage i fredskonferenceprocessen har været en af de få undtagelser i Palæstinas historie. I 1967 sagde ledelsen nej 3 gange i desperation - nej til anerkendelse, forhandling og forsoning. Hvis palæstinenserne var ligeså desperate nu, ville man holde fast ved ikke-anerkendelsespolitikken.

Der er ihvertfald to faktorer, der har skabt forandringen:

Palæstinensernes generelle erkendelse af, at en militær sejr enten til fordel for den ene eller den anden side, ikke vil skabe en løsning på konfliktens kerne. Det var også den tidligere ægyptiske præsident, Sadats holdning, hvilke han bør have ros for idag.

Den meget langsomme og næsten skjulte interne proces, der var igangsat indenfor PLO med henblik på at ændre legitimitetens basis fra at være et negativt begreb, det vil sige en negation af noget andet, til et positivt, forstået som opbygningen af den palæstinensiske nationale identitet. PLO arbejdede med andre ord hen mod, at bryde forbindelsen mellem ikke-anerkendelse og legitimitet. Denne proces implicerer blandt andet, at befolkningen og ledelsen i de besatte områder er kommet til at spille en stigende, rolle i PLOs politiske beslutninger.

Men desværre, ændringen i legitimitetens fundament synes, hverken at have været fundamental eller omfattende nok. Det afspejler sig i, at ledelsen lejlighedsvis forfalder til en tilbagevenden til den gamle retorik. Selvom den igangsatte proces afspejler sig i væsentlige ideologiske forandringer, så er den nye palæstinensiske tilgang til politik nogle gange begrundet i, "andres manglende evne til at opfylde deres forpligtigelser, hvilket ikke lod PLO tilbage med andet valg end at tilslutte sig en ydmygende og håbløs fredsforhandling." Det er eksempler på denne type retorik, der skaffer de muslimske fundamentalister flere og flere tilhængere.

Det forekommer mig, at en virkelig positiv udvikling i Israel-Palæstina konflikten afhænger af to faktorer, der skal forandres hos henholdsvis palæstinensere og israelere. PLO, eller hvem palæstinenserne måtte vælge, som deres ledere, bør ændre sin funktion fra at være en 'komité', hvis eneste formål er at skaffe det mistede fædreland (homeland) tilbage, omskrive historien og genetablere fuldstændig retfærdighed, til at blive en 'statslignende' institution.

Det forudsætter, at PLO skaber sig en ny legitimitet og som konsekvens heraf en ny politik. Tidligere forsøg i den retning har hverken været slagkraftige eller succesfulde. PLOs holdning under Golfkrigen viste klart, at det prioriterede den revolutionære vej ('revolutionary band'). Palæstinensernes økonomiske og generelle velfærd, troværdighed og ry er ikke altid, det der har været højest prioriteret af dets ledere. Det særegne ved Palæstina-konflikten, synes at stille PLO overfor et meget enkelt valg, nemlig at PLO danner en eksilregering forud for etableringen af legalt herredømme over et stykke land.

På den anden side, og endnu vigtigere, så bør Israel forandre sig fra, at være et 'ideologisk begreb' til at blive til en stat. Den er endnu blot et ideologisk begreb af 2 årsager. For det første fordi, Israel nærmest fra sin oprindelse har arvet en manglende definition på 'folket' og 'definerede grænser' for staten. "Retten til at vende tilbage" er et symptom på et dybt rodfæstet fænomen. Demokratisk legitimitet kan kun være overfladisk, når flertalsstyret i sin oprindelse, er baseret på at gøre jøderne til en majoritet gennem brug af magt. For det andet fordi, Israels politik i Mellemøst-konflikten er betinget af erfaringerne, der ikke stammer fra konflikten selv, nemlig Holocaust. Der bør findes en løsning på masseudryddelsestraumet, som er en ligeså negativ basis for legitimitet, som den der tidligere blev refereret til med hensyn til palæstinenserne. Man kan bygge en magt, en befæstet borg, men ikke et samfund og en stat, hvis man er besat af tanken om masseudryddelse.

Det forekommer mig, at forudsætningerne for en egentlig positiv udvikling i Mellemøstregionen stiller krav til såvel palæstinensere som jøder, om at stoppe med at retfærdiggøre, det de foretager sig med, hvad der er blevet gjort imod dem. Det vil igen kræve mere af palæstinenserne end af israelerne. For, mens det er sandt, at israelerne er både den historiske og aktuelle årsag til palæstinensernes misere, så er det modsatte ikke tilfældet.

Fra debatantologien Ismael og Isak i det forjættede land (red. Johannes Dragsbæk-Schmidt)

Noman Khanafani er lektor i Økonomi. Institut for Økonomi, Skov og Landskab - Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Artiklen er en ny omskrevet version af en tidligere offentliggjort artikel "Da Palæstina gik tabt - generalstrejken i 1936", Palæstina Orientering, vol.9, nr.4 1987.