Palæstinas historie og Jerusalem før zionismen

Den tyrkiske tidsalder

Fra begyndelsen af det 16. århundrede til begyndelsen af det 19. århundrede udgjorde Palæstina en del af det osmannisk-tyrkiske imperium, der omfattede hele Mellemøsten, Nordafrika, Lilleasien og i de første århundreder også Balkanområdet.
Der er klare paralleller til den tidlige middelalders byzantinske imperium: Dengang hed hovedstaden Konstantinopel, og herskeren havde titel af kejser. Nu hed den Istanbul og herskeren kaldtes sultan. Dengang var Østkirkens græsk-ortodokse kristendom den dominerende religion. Nu var Islam den 'autoriserede' religion, og sultanen i Istanbul tillagde sig uretmæssigt titlen af kalif, et arabisk ord, der betyder efterfølger, nemlig i Muhammeds slægt; sådan havde de tidlige arabiske fyrster betegnet sig.
Som i det byzantinske imperiums tid og den tidlige islamiske tidsalder var der heller ikke nu tale om folkeflytninger og tyrkisk kolonisation, men om tyrkisk civil og militær administration af det enorme område.
Og ligesom i den byzantinske tid var magten over dette mægtige imperium koncentreret i den nordvestlige udkant, så man i de perifere områder dårligt nok kendte navnet på den almægtige hersker i Istanbul. Derimod kendte man den lokale tyrkiske guvernør, wali; han var selvfølgelig ansvarlig over for sin herre i Istanbul, men iøvrigt var han i sin daglige embedsførsel suveræn, og han vidste hvordan der skulle regeres, så der ikke blev anledning til klage.
Hele det administrative system hvilede på gensidig korruption, et system, der var egnet til at pacificere befolkningen og holde progressive elementer nede. Et system det er vanskeligt at gøre oprør imod, fordi alle er involveret i det undtagen de allerfattigste. Dertil kom, at befolkningen også pacificeredes ved, at den tyrkiske administration førte et århundredgammelt system videre, hvorefter de forskellige religiøse samfund havde en ganske vidtgående selvstændighed i civilretlige spørgsmål: familieret, ægteskabsret, arveret. Det gav ikke nogen form for politisk frihed, men det gav folk så megen fornemmelse af selvstændighed, at livet gik sin stille gang, hvis ikke beskatningen og udskrivningen til militærtjeneste blev alt for tyngende. Dertil kom, at tyrkerne havde en ganske effektiv efterretningstjeneste, som i det stille holdt et vågent øje med meningsdannelser.
 

Indflydelse fra Europa

Den tyrkiske tidsalder betegner en stagnation i den arabiske verden. I forhold til udviklingen i Europa kommer det til at tage sig ud som et gradvist forfald. Oplysningstiden, de forskellige social-revolutionære bevægelser i Europa når ikke ind i den arabiske verden. Og fiaskoen i korstogstidens 12. århundrede opfordrede ikke til gentagelse.
Medvirkende til denne tornerosesøvn var også, at det handelsmæssige tyngdepunkt langsomt flyttedes fra Mellemøsten. Opdagelsen af Amerika i 1492 og af søvejen syd om Afrika i 1497 betød ændrede handelsveje, så Damaskus og Bagdad ikke længere var de internationale handelscentrer, de havde været i de gode gamle arabiske dage.
Først i 19. århundrede begynder den arabiske verden at vågne op af denne stilstand. Det begynder med Napoleons felttog til Egypten 1799, hvorfra han sender en hær op gennem Palæstinas kystland for at fravriste tyrkerne herredømmet. Men Napoleon blev standset af tyrkerne, der blev kraftigt støttet af britiske flådestyrker; englænderne ville ikke overlade Mellemøsten til franske interesser.
Også det czaristiske Rusland begyndte at vise interesse for Mellemøsten; det blev en af årsagerne til Krimkrigen 1854-56. Og i løbet af det 19. århundrede skaffede Frankrig sig besiddelser i Nordafrika, Algeriet, Tunesien og Marokko; dette sidste land havde Spanien længe haft interesser i.
Indvielsen af Suezkanalen 1869 gjorde igen den østlige Middelhavsverden til et strategisk og økonomisk nøglepunkt med søvejen til Indien. Nu blev det vigtigt at have kontrol over Egypten, og 1882 besatte England landet.
Endelig forsøgte også Tyskland omkring 1900 et diplomatisk fremstød i Mellemøsten i bedste forståelse med den tyrkiske regering. Selveste kejser Wilhelm aflagde officielt besøg i den tyrkiske sultans rige; i Jerusalem blev et stykke af bymuren revet ned, for at Wilhelm på kejserlig vis kunne holde sit indtog i byen kørende. Rundeligt lovede han at finansiere en jernbane fra Konstantinopel over Damaskus til Bagdad. Den blev ganske vist aldrig bygget, fordi englænderne lagde sig i vejen. Men tyske officerer blev sendt til Istanbul for at forberede den tyrkiske hær på den kommende verdenskrig.
Således kom den arabiske verden påny inden for Europas interessesfære. Og dermed blev det uundgåeligt, at politiske og kulturelle strømninger fra Europa sivede ind, al tyrkisk årvågenhed tiltrods.
Arabisk nationalisme begyndte at gøre sig gældende. Tyrkerne slog ganske vist hårdt ned på oprørske bevægelser; også Palæstina fik sine martyrer. Men udviklingen lod sig ikke standse. Det osmannisk-tyrkiske imperium var ved at gå i opløsning, og man talte om Tyrkiet som 'Europas syge Mand'.
 

Tre religioner

 
Der er næppe noget land i verden, hvor befolkningen er en fuldkommen enhed. Palæstinas befolkning var det slet ikke. Tilbage i oldtiden havde 

Broderende kvinder.

jødedommen været den 'autoriserede' religion. Den var langsomt blevet afløst af den byzantinske kristendom. Men med den arabiske erobring i det 7. århundrede fulgte Islam.
I løbet af et århundrede var størstedelen af befolkningen blevet muslimer, og sådan blev det ved gennem århundrederne - bortset fra korstogenes intermezzo. Men i dette muslimsk dominerede land levede fortiden videre i jødiske og kristne mindretalsgrupper. De levede ikke pêle mêle spredt i befolkningen, men isolerede sig i større og mindre samfund.
Af gammel tradition var byer som Tiberias og Safed næsten rent jødiske, mens f.x. Betlehem og Nazaret så godt som udelukkende var beboet af kristne. En by som Hebron var en hellig by for både jøder og muslimer, og det kunne undertiden føre til sammenstød mellem dem.
Hebron var Abrahams by, og både jøder og muslimer regnede Abraham (arabisk: Ibrahim) som deres stamfader gennem hans to sønner: jøderne gennem Isak, muslimerne gennem Ismael.
Men i det store og hele levede de tre religioner i fred med hinanden, og det dominerende Islam søgte ikke at undertrykke og forfølge de to andre. Islam havde en slags respekt for både jødedom og kristendom. Ingen af dem var ganske vist fuldkomne religioner, men de var begge 'Bogens Folk'; de havde hver sin hellige skrift og adskilte sig dermed fra hedninge, de egentlig vantro.
Når blot de ville anerkende den muslimske overhøjhed og ikke ligefrem reklamerede med deres tro, så fik de i øvrigt lov til at passe sig selv. Og så gik muslimerne i deres moskeer om fredagen, jøderne i deres synagoger om lørdagen og de kristne i deres kirker om søndagen.
Uanset hvilken religion de tilhørte, så var de alle arabiske palæstinensere og hørte hjemme inden for det samme kulturmønster. Jøde, kristen, muslim - alle talte arabisk som dagligsprog. Jødernes hebraisk hørtes kun som sakralt sprog i synagogerne og de religiøse skoler.
Det hebraisk, der tales i Israel i dag, blev nyskabt på basis af oldtidssproget i begyndelsen af 20. århundrede. I den græsk-ortodokse kirke foregik messen med bibellæsning, liturgi og ritualer på græsk. Man kan have sine tvivl om, hvor meget deltagerne i gudstjenesten egentlig har forstået af messens ord. Det må have været omtrent som i Danmark i middelalderen, hvor messen foregik på latin - hokuspokus!

 

Pilgrimme og jødiske kolonister

Gennem århundrederne var folk af forskellig oprindelse vandret ind i landet. Landets tre religioner havde tiltrukket pilgrimme til de hellige steder. De fleste vendte selvfølgelig tilbage efter valfarten; men nogle blev. Der var en atmosfære af hellighed over landet, som virkede tiltrækkende på mange.
Saligt var det at dø i Jerusalem, for der skulle opstandelsen begynde ved verdens ende., Men de, der kom og blev boende, kom ikke med revolutionære ideer om at ændre landet; de indrettede sig efter landets folk. De blev palæstinensere, og arabisk blev deres omgangssprog. Med en undtagelse:
Revolutionære bevægelser i det zaristiske Rusland i slutningen af 19. århundrede havde ført til forfølgelser af russiske jøder. Derfor udvandrede jøder med socialistiske ideer i hobetal. Af sultanen i Isranbul havde de fået tilladelse til at bosætte sig og erhverve jord i Palæstina, og der opstod de første jødiske landbrugskolonier.
Der er ikke noget sikkert tal på disse indvandrere; men man regner med, at ca. 100.000 jøder indvandrede i tidsrummet mellem 1880 og Første Verdenskrig. Ganske vist udvandrede omkring halvdelen af dem igen efterhånden som det blev muligt at emigrere til USA.
Disse jødiske kolonister var ikke zionister i moderne forstand. De kom ikke for at forvandle Palæstina til en jødisk stat. Deres idegrundlag var tanken om et socialistisk samfund. Men Palæstinas indfødte befolkning havde for første gang fået et tilskud af mennesker, som ikke havde nogen orientalsk baggrund.
Der er ingen sikre tal på størrelsen af Palæstinas befolkning før 1922, da englænderne havde fået magten i landet. For det år opgives det officielle tal til 750.000. Af dem var 11% jøder, ca. 10% var kristne af forskellige afskygninger, 1% tilhørte forskellige dissidente religiøse minoriteter, og 78 % var muslimer..
 

Jerusalem

En af de ting, der fik forhandlingerne om en definitiv løsning af Palæstinakonflikten til at bryde sammen i efteråret 2001, var spørgsmålet om Jerusalems status i en kommende fredsslutning. Men hvorfor så megen postyr om netop denne by? Hverken strategisk eller nationaløkonomisk har den nogen særlig betydninng.
Sådan som vi i almindelighed kender traditionen, kommer Jerusalem ind i historien med kong David omkring år 1000 f. Kr. Han erobrer byen, gør den til 'sin' og til hovedstad i et samlet israelitisk rige. Hans søn Salomon opfører et - efter beskrivelsen i Det gamle Testamente - prægtigt tempel, som bliver jødedommens centrale helligdom, stedet hvortil jøder fra nær og fjern valfartede til de religiøse højtider, navnlig påskefesten.
Det er et omstridt spørgsmål hvorvidt denne overlevering holder for en kritisk historieanalyse. Men det afgørende er, at den er jødedommens overlevering, en grundpille i den mosaiske tro.
År 70 e.Kr. bliver templet jævnet med jorden som slutstenen i nedkæmpelsen af fire års jødisk oprør mod den romerske besættelsesmagt. Tilbage stod blot vestmuren i templets omhegning. Den blev senere stedet, hvor rettroende jøder fremførte deres klagegebønner til minde om templets fald. Grædemuren har man kaldt den. Efter Israels erobring af Jerusalem i 1967 er den blevet et nationalt symbol.
Engang omkring år 30 e.Kr. blev Jesus korsfæstet i Jerusalem af romerne. Evangelierne i Det nye Testamente knytter forskellige lokaliteter i byen til hans historie, lidelse, død og opstandelse.
Det gør nu Jerusalem til centrum for kristen traditionsdannelse, og i den kristen byzantinske tidsalder fra begyndelsen af 4. århundrede bygges der kirker over så det ene og så det andet 'hellige' sted, vigtigst af alle Den hellige Gravs Kirke, også kaldet Opstandelseskirken.
Der har i tidens løb ganske vist været rejst tvivl om rigtigheden af denne placering af Golgata og Jesu grav, men sandsynligvis er traditionen solidt grundfæstet. Og under alle omstændigheder har den gennem århundrederne været grundlaget for valfartsrejser fra hele den kristne verden, særlig ved påskefesten.
Jerusalem var blevet en kristen by med sin egen biskop under patriarken i Konstantinopel. Byens betydning for hele den østromerske kirke fremgår af, at Jerusalems biskop i senere byzantinsk tid selv fik titlen af patriark.
638 e.Kr. overgav Jerusalem sig uden sværdslag til de muslimsk-arabiske erobrere. Det medførte ikke undertrykkelse og forfølgelse af de kristne - tværtimod levede de to religioner i bedste forståelse ved siden af hinanden.
Samtidige kilder fortæller, at kaliffen Omar blev indbudt til at forrette sin andagt i Gravkirken, men at han af respekt for dens hellighed afslog og i stedet holdt bøn på pladsen uden for kirken.
Man kan sige, at Islam på en måde overtager Jerusalems karakter af jødisk og kristen hellighed. Grundlaget blev en legende om, at profeten Muhammed en nat red fra Mekka gennem luften til Jerusalem, hvor han tøjrede sin hest ved det gamle tempels mur, gik op på tempelpladsen, hvorfra han blev oprykket til himlen og samme nat vendte tilbage til Mekka.
Sådan blev Jerusalems en hellig by for Islam og inden for det første århundrede byggedes først al Aqsa-moskeen, som er blevet Islams tredievigtigste helligdom, derefter Klipppemoskeen, og hele den gamle tempelplads blev betegnet som al haram al sharif, 'den ædle indhegning'.
 

Sameksistens

Alt dette drejer sig alene om det, man kalder Den gamle By, en næsten kvadratisk bebyggelse indhegnet af en høj og kraftig fæstningsmur, hvis forløb har været det samme gennem mere end 1500 år.
Først omkring midten af 1800-tallet begyndte man at bygge uden for denne mur; det har taget voldsomt til navnlig mod vest, og på moderne bykort virker Den gamle By som et lille indelukke i den østlige udkant af en storby.
Siden delingen af byen i 1948 er det blevet almindeligt at tale om et palæstinensisk Østjerusalem og et israelsk Vestjerusalem.
Men her drejer det sig altså om det 'egentlige', historiske Jerusalem. Inden for dens mure levede de tre religioner med deres helligsteder og forskellige helligdags- og festkalendere ved siden af hinanden. Sammenfattende taler vi om jøder, kristne og muslimer.
Går man lidt mere i detaljer er det ikke sluttede enheder. Mest sammenhæng var der blandt muslimerne, hvor splittelsen mellem sunni'er og shi'itter ikke gjorde sig gældende.
For jødernes vedkommende gjaldt det, at indvandrere gennem århundreder fra jødiske menigheder fra omverdenen og Europa bevarede deres særpræg fra de steder, de kom fra.
Men først og fremmest gælder det for kristendommen at der var flere mere eller mindre dissidente grupper, som havde deres historie tilbage i den byzantinske tidsalder, koptere, syrere, ethiopere m.fl. som hver havde sit særpræg og sin historie. De hørte alle til inden for det mellemøstlige område.
 

Armenierne

Et særligt fænomen i det kristne Jerusalem var armenierne. Armenien i Kaukasusområdet var det land, hvor kristendommen tidligst blev 'statsreligion'. Som andre kristne drog de på valfart til Jerusalem; nogle blev boende, flere kom til i århundredernes løb. Ikke mindst tyrkernes massakrer på dets armenske befolkning under Første Verdenskrig førte til en forøgelse af det armenske indbyggertal i Jerusalem.
Men armenierne var jo altså ikke af orientalsk-mellemøstlig oprindelse. De var kristne, men havde fra deres hjemland deres egen form for praktisering af kristendommen. De gik heller ikke ind under det byzantinske overherredømme i Konstantinopel, men bevarede deres afhængighed af kirkestyret i Armenien. I Jerusalem isolerede de sig i et indhegnet område i byens sydlige del, og der lever de den dag i dag.
Der er en anden ting, der har betydning for Jerusalems historie.
Som før sagt blev korsfarertiden et fejlslagent intermezzo i Palæstinas historie, der ikke efterlod sig andet end ruiner af borge, klostre og kirkebygninger. Men korsfarerne var kommet med den europæiske romersk-katolske kristendom, og den forsvandt ikke, men forblev en integreret del af kristenheden ikke blot i Jerusalem, men i hele Palæstina, underordnet paven i Rom ikke patriarken i Istanbul.
Det betød et stigende antal af romersk-katolske pilgrimme med den ledsagende 'infrastruktur', og i det 19. århundrede var den romersk-katolske kirke blevet det næststørste kristne samfund i Jerusalem.
Sådan levede nu alle disse mennesker med deres forskelligartede holdning til tilværelsen op og ned ad hinanden inden for Jerusalems bymur, hver med sin religiøse praksis og ideologi.
Som tidligere nævnt havde de enkelte grupper en vis grad af selvstændighed i civilretlige spørgsmål. Over for den tyrkiske administration var de repræsenteret af en selvvalgt mukhtar, en slags sognefoged.
De omgikkes ikke selskabeligt, og blandede ægteskaber var mildt sagt ikke velset. De søgte sammen i hver sin del af byen; på gamle bykort er ligefrem angivet 'det kristne kvarter’, ‘det jødiske kvarter’, 'det muslimske kvarter´ og ‘det armenske kvarter'.
Men de færdedes over hele byen, de kunne handle hos hinanden. Visse håndværk var af gammel tradition knyttet til det ene eller det andet samfund. Og med alle forskelle hørte de alle til inden for det samme kulturmønster og havde arabisk som deres daglige sprog.. Og sådan levede de i respekt for hinandens særpræg i fredelig sameksistens helt frem til første verdenskrig.
 

Symbolet Jerusalem

Spørger man, hvorfor Jerusalem er blevet den store anstødssten i forhandlingerne om fred er svaret, at Jerusalem gennem sin historie er blevet et eksistentielt symbol for en retmæssig national tilværelse i Palæstina.
Med historiens ret kræver palæstinenserne Østjerusalem som hovedstad i en palæstinensisk stat.
Ved at erobre og annektere den har Israel tilkendegivet, at det er landets herre, og at palæstinenserne kun lever af Israels nåde.