Oktober 1948

 
Skrevet af: Christian Ulstrup
Den store fordrivelsesmåned
"Jo færre arabere - jo bedre. Dette princip er den politiske motor bag fordrivelserne og grusomhederne" - Israelsk soldat, november 1948
I de seneste år har israelske historikere kastet nyt lys over begivenhederne omkring staten Israels oprettelse og om baggrunden for det palæstinensiske flygtningeproblem. Her har ikke mindst Ilan Pappé og Benny Morris, (der er omtalt i Palæstina-Orientering nr. 3 1996), spillet en fremtrædende og afgørende rolle.
For den palæstinensiske befolkning er der imidlertid intet overraskende nyt i deres fremstillinger, da de ikke ligger så fjernt fra, hvad palæstinensiske historikere har hævdet i årevis: At palæstinenserne ikke flygtede frivilligt, men derimod mere eller mindre blev tvunget på flugt af de zionistiske styrker. Der er dog stadig uenighed mellem de palæstinensiske og de nye israelske historikere om, i hvor høj grad denne udvikling fandt sted på baggrund af en nøje planlagt zionistisk fordrivelses-politik elle1r blot overvejende var, som bl.a. Benny Morris hævder, et biprodukt af krigshandlingerne. Derimod er der ingen uenighed om, at omkring 700-750.000 palæstinensere flygtede i perioden december 1947 - juli 1949, og at resultatet af denne flugt var i overensstemmelse med et gammelt zionistisk ønske om et de-arabiseret Palæstina.
Der har naturligvis altid været Øjenvidneskildringer og beretninger fra de mange flygtninge, men som noget nyt kan disse tragiske historier nu også dokumenteres ved hjælp af israelsk kildemateriale.
Denne artikel vil se nærmere på perioden omkring oktober 1948, hvor der i løbet af få uger flygtede op imod 200.000 palæstinensere. Flugtbølgen var direkte afledt af de zionistiske styrkers særligt brutale form for krigsførelse, hvis hensigt da også var en regulær fordrivelse af Palæstinas arabiske befolkning. Også denne periode kan i dag - udfra kilder i israelske og zionistiske arkiver - beskrives nøjere.
 
Bernadottes plan
Optakten til, hvad der er blevet kaldt for krigens mest brutale fase, fandt sted under den anden våbenhvile (påbegyndt 18. juli), hvor i FN's mægler Folke Bernadotte var travlt beskæftiget med at udarbejde et grundlag, der kunne føre til en afslutning på krigen. Den 16. september 1948 - dagen før han blev myrdet afleverede han sin længe ventede rapport med et mæglingsforslag, der gik ud på, at Israel fik det vestlige Galilæa mod, at araberne fik Negev. På daværende tidspunkt havde stormagterne opgivet realiseringen af 'FN's oprindelige delingsplan og tog i stedet udgangspunkt i de aktuelle militære kendsgerninger. Konklusionen på Bernadottes rapport var fra israelsk side uacceptabel, men vanskelig at afvise, da den udover at have jordansk og britisk støtte fik en øget tyngde i kraft af mordet på Bernadotte. I det internationale samfund fremstod rapporten som hans sidste vilje og testamente, og Bernadottes tanker fik på den måde langt større opbakning, end de havde haft, mens han levede.
Ben Gurion - Israels premier- og forsvarsminister - var stor modstander af Bernadottes mæglingsforslag, da det udgjorde en trussel mod Israels territoriale aspirationer. Et brud på våbenhvilen og en genoptagelse af krigshandlingerne var derfor den bedste måde, hvorpå israelerne kunne komme ud af den knibe, som Bernadottes plan havde sat dem i. Frygten for, at FN's generalforsamling - imod Israels vilje - ville tilslutte sig planen, fik i slutningen af september et israelsk ministermøde til at godkende et forslag om at fordrive 1den ægyptiske hær fra Negev. For, som Ben Gurion gav udtryk for, var militær magt og skabelsen af en ny front det eneste effektive middel imod en vedtagelse af planen. Han lagde heller ikke skjul på, at hans intention desuden var en fuldstændig anneksion af Galilæa.
Fra oktober 1948 gjorde israelerne således deres yderste for at skabe et fait accompli, der ville underminere Bernadottes forslag og derudover én gang for alle umuliggøre FN's oprindelige delingsplan.
 
Ben Gurions plan
Den 6. oktober fremlagde Ben Gurion den endelige plan for regeringen, og tilbage var kun at finde, hvad Benny Morris kalder en "krigsårsag". Den fik Israel ved, at man den 15. oktober sendte en konvoj sydpå med forsyninger til 21 jødiske bosættelser, der lå i den ægyptisk besatte del af Palæstina. Ægypterne åbnede som forventet ild mod konvojen, og operation Yo'av tog sin begyndelse.
Våbenhvilens sammenbrud og iværksættelsen af operation Yo'av blev indledningen til en af de mest grusomme perioder i hele krigen. Den israelske krigsindsats var præget af en særlig brutalitet, der adskilte sig væsentligt fra den tidligere. I den forløbne våbenhvileperiode havde israelerne udbygget og udviklet deres militære kapacitet og var således i begyndelsen af oktober 1948 de arabiske styrker langt overlegne. Ikke alene havde de nu en hær, der var dobbelt så stor som de samlede arabiske styrker, men d1e havde også indkøbt tungt krigsmateriel i Tjekkoslovakiet for adskillige millioner dollars og var således i besiddelse af en betydelig slagstyrke, bestående af kanoner, bombefly og krigsskibe.
Operation Yo'av blev indledt med massiv artilleribeskydning af en lang række palæstinensiske byer, hvoraf de største var Gaza og Beersheba. De palæstinensiske byer var aldrig tidligere blevet udsat for angreb af en sådan karakter, og luftbombardementer var et hidtil ukendt fænomen for indbyggerne. De blev mere eller mindre bombet ud af deres huse, og i de følgende dage startede en omfattende flugt sydpå.
Også fra Middelhavet blev de større palæstinensiske kystbyer beskudt med granater af den israelske flåde, hvilket ligesom luftangrebene var noget nyt og særligt chokerende. Den 17. oktober var Gaza by således genstand for beskydning fra krigsskibe, der resulterede i hundredvis af dræbte civile.
Operation Yo'av blev ledet af general Yigal Allon, Øverstbefalende i Palmach -den israelske hærs elitestyrke - og han var, som Benny Morris skriver, kendt for at kræve "arabclean areas."
Den 21. oktober erobrede israelerne Beersheba. Hovedparten af indbyggerne var i forvejen flygtet, og få dage senere blev de tilbageblevne hovedsageligt kvinder, børn og syge - udvist til Gazastriben. Omkring 100 mænd blev imidlertid tilbageholdt og tvunget til at rydde op i byen, der som de fleste andre palæstinensiske byer var blevet plyndret under offensiven. Efter oprydningen blev de ført til en krigsfangelejr.
 
Massakren i Al Dawayima
Endnu værre gik det i Al Dawayima, en lille palæstinensisk by 15 km vest for Hebron. Her fik den tilbageblevne befolkning end ikke lov til at flygte, men blev offer for en decideret massakre. Byen blev den 29. oktober, uden nogen forudgående kamp, indtaget af IDF - Israel Defense Force - der Øjeblikkeligt iværksatte en skånselsløs mishandling af byens indbyggere. Hændelserne er omtalt i flere sammenhænge og bl.a. dokumenteret i et af Mapams arkiver. (Mapam var et venstre-zionistisk parti, der er blevet sammenlignet med SF i Danmark).
Mapams hovedkontor modtog den 8. november 1948 en melding fra et af sine partimedlemmer - S. Kaplan. Han havde fået beskrevet hændelserne af en israelsk soldat, der var ankommet til byen umiddelbart efter, at den var blevet indtaget.
I Kaplans meddelelse til Mapam stod der bl.a.: "Den første bølge af erobrere dræbte 80-100 arabere, mænd, kvinder og børn. Børnene dræbte de ved at knuse deres hoveder med køller. Der var ikke et hus uden døde." Endvidere fortæller han, at alle de tilbageblevne indbyggere blev spærret inde i deres huse "uden mad og vand." Ingeniørtropperne ankom senere for at jævne byen med jorden - en praksis der allerede blev påbegyndt i maj 1948 for at hindre en repatriering - og "en kommandant beordrede en ingeniørsoldat til at anbringe to ældre kvinder i et bestemt hus... og derefter sprænge huset i luften. Ingeniørsoldaten nægtede... Kommandanten beordrede så sine mænd til at anbringe de gamle kvinder der, og den onde handling blev foretaget. En soldat pralede med at have voldtaget en kvinde og derefter skudt hende. En kvinde med et nyfødt barn... var beskæftiget med at holde den gårdsplads ren, hvor soldaterne spiste. Hun arbejdede i en eller to dage. Til sidst skød de hende og1 hendes barn."
Vidnet fortæller ifølge Kaplan, at ellers "kultiverede officerer er blevet til deciderede massemordere, og dette har intet med "kampens hede" at gøre [in the heat of the battle]... men (sker) udfra et system af fordrivelse og ødelæggelse. Jo færre arabere der blev tilbage - jo bedre. Dette princip er den politiske motor bag fordrivelserne og grusomhederne." ,
Oplysningerne fik Kaplan til at forlange, at Mapams ledelse rejste en storm [raise a shout] og krævede en undersøgelse af erobringen af Al Dawayima. Han var imidlertid klar over, at der ikke kunne blive tale om en offentlig undersøgelse, da Mapam selv sad i den daværende samlingsregering. Og at Mapam derfor heller ikke ud ad til kunne kritisere IDF's fremfærd.
Men selvom Mapam ikke delagtiggjorde omverdenen i sin viden om massakren, kunne flygtninge fra området fortælle om den. I den jordansk besatte del af Palæstina talte man således om 500-1000 ofre. FN observatører bekræftede den 16. november i en intern rapport, at massakren havde fundet sted, men kunne ikke med sikkerhed fastslå antallet af dræbte. I Europa blev massakren kendt den 6. november, da den blev omtalt i The Times, hvor der stod, at IDF "skånselsløst [havde massakreret arabiske kvinder, børn og gamle". Men uheldigvis blev artiklen afvist som utroværdig, da der stod, at massakren havde fundet sted i "Al Dawayma, in Upper Galilee."
 
Mere brutalitet
At The Times lige netop nævner det øvre Galilæa kan være en ren tilfældighed, men det kan også hænge sammen med de overgreb og massakrer, der fandt sted i kølvandet på operation Hiram, der blev indledt på den nordlige front samme dag - den 29. oktober - som Al Dawayim massakren tog sin begyndelse. Operation Hirams formål var - som Ben Gurion tidligere havde udtryk ønske om - den endelige overtagelse af Galilæa. I den zionistiske ledelse var der imidlertid bekymring over, at man uden videre ville erobre Galilæa, p.g.a. den store koncentration af palæstinensere. Men Ben Gurion havde på et tidligere ministermøde den 26. september 1948 beroliget med, at han fra sine generaler havde fået garan1ti for, at ny krigshandlinger i Galilæa ville føre til, at området ville blive naki (ren og reik (tomt).
I takt med at operation Yo'av og Hiram skred frem, steg antallet af rædselsvækkende beretninger om IDF's brutale fremfærd. Og i slutningen af den første uge i november måtte den israelske regering se sig nødsaget til at indlede 1948-krigens første og eneste eksterne undersøgelse af IDF. Ben Gurion og regeringen havde indtil da ignoreret eller afvist enhver form for kritik af de væbnede styrker under henvisning til, at man befandt sig i en krigssituation. Men overgrebenes hyppighed og det forhold, at de åbe1nlyst ikke fandt sted i forbindelse med egentlige krigshandlinger, men derimod blev udført i "ro og mag" bag fronten, vanskeliggjorde en fortsættelse af den hidtidige praksis, der så gennem fingre med IDF's brutalitet.
Ikke mindst IDF's erobring af den kristne by Eilabun den 30. oktober var med til at presse beslutningen om en undersøgelse igennem.
De kristne byer var traditionelt mere venligt indstillet overfor Yishuv - det jødiske samfund i Palæstina før statens oprettelse - og de havde hidtil undgået at blive ramt af den israelske fordrivelsespolitik. Eilabun var imidlertid en undtagelse.
Byens omkring 800 indbyggere blev, efter at der var blevet fundet de afskårne hoveder af to savnede IDF soldater, beordret til at tage opstilling på byens torv. Her blev en indbygger øjeblikkeligt skudt ned og en anden såret. Som straf udvalgte den ledende IDF kommandant herefter 12 tilfældige unge mænd, der blev henrettet af to israelske soldater. De resterende indbyggere blev tvunget til at følge efter et militært køretøj nordpå til den libanesiske grænse. Undervejs på den 35 - 40 km lange gåtur fik de k1un noget at spise én gang, imens de gentagne gange blev udsat for mishandling. Bl.a. blev der på et tidspunkt skudt tilfældigt ind i flokken, en ældre mand blev dræbt og tre kvinder såret. Derudover blev indbyggerne plyndret for værdier, såsom penge og smykker.
Udover Eilabun blev en lang række byer udsat for lignende behandling. Et vidne fra byen Safsaf i Galilæa fortæller således, hvordan IDF hærgede byen efter sin ankomst. Byen var dagen forinden blevet udsat for et bombardement, der fik ALA (Arab Liberation Army) og en stor del af indbyggerne til at flygte nordpå. Dagen efter, den 30. oktober, rykkede israelerne ind, voldtog først fire kvinder og henrettede derefter 70 mænd, der forinden havde fået bind for Øjnene. Ligene blev smidt på cementen ved byens kilde.
 
Mapam's rolle
Som nævnt blev en lang række byer udsat for ekstreme overgreb, efter at de var blevet indtaget af IDE. Dette fremgår også af referatet af et møde, der blev afholdt i Mapams Politiske Komité den 11. november 1948, hvor bl.a. byerne Safsaf, Saliha og Sa'sa' bliver nævnt. Mødet fandt sted i forbindelse med den forestående undersøgelse, hvor man havde bedt Israel Galili, der på daværende tidspunkt var medlem af Mapam og havde en fremtrædende stilling inden for IDF, om en redegørelse for de overgreb, der var blevet begået af IDF i slutningen af oktober.
Galili gav en kort og ikke særligt udførlig redegørelse. I det håndskrevne referat fra mødet står der bl.a., at han nævnte: "52 mænd (i Safsaf) bundet med et reb og smidt ned i en brønd og skudt. 10 blev dræbt. Kvinder tiggede om barmhjertighed. 3 tilfælde af voldtægt... En 14-årig pige blev voldtaget. 4 andre blev dræbt. En kvinde og hendes barn blev dræbt. [I Sa'sa' var der] tilfælde af massemord [selvom] tusinde [?] viftede med hvide flag... Hele byen blev fordrevet. [I Saliha] 94 ?. blev sprængt i luften sammen med et hus."
Visse Mapam medlemmer var åbenlyst chokeret over, hvad de hørte, og under mødet blev IDF's handlinger omtalt som "nazi actions." Andre, deriblandt Galili, manede til besindighed ved at sige, at man ikke skulle "forhaste sig og tillægge vores officerskammerater et ansvar" før selve undersøgelsen. Mapam var således her, som så mange gange tidligere, splittet mellem en ideologisk afstandstagen fra fordrivelsespolitikken og massakrerne og en mere pragmatisk stilling, der udsprang af regeringssamarbejdet og den kendsgerning, at flere af de involverede officerer var medlemmer af Mapam. Undersøgelsen - der blev mødt med stor modstand indenfor hæren - fik dog heller ingen nævneværdige konsekvenser for de politisk og militært ansvarlige ledere. For de direkte implicerede var der 1tale om disciplinærstraffe, enkelte afskedigelser og få fængselsstraffe af kortere varighed.
 
Israels omdømme
I regeringen var der imidlertid enighed om ikke at offentliggøre undersøgelsen eller indrømme kendskabet til de mange massakrer, da det ville skade Israels omdømme. Det er således først i forbindelse med de nye historikere og deres undersøgelser, at man fra israelsk side har fået et nøjere kendskab til IDF's særlige form for krigsførelse.
De nye historikeres fremstilling af krigen i 1948 er i åbenlys strid med de "gamle" - the historians of the establishment - der konsekvent omtaler krigen som "Uafhængighedskrigen", og som regel fremstiller den i et glorificerende lys. Overgreb, brutalitet og massakrer er for de "gamle" historikere for det første en undtagelse og dernæst noget, der kun gjorde sig gældende inden for højrenationale grupper som Stern og Irgun.
Benny Morris' bog "The Birth of the Palestinian Refugee Problem, 1947-1949" udgør således for størstedelen af de israelske historikere en direkte udfordring, da det er den første af sin slags.
Det gælder ikke bare myten om, at palæstinenserne flygtede frivilligt, der siden 1948 har været den herskende opfattelse i Israel. Men også, som Pappé påpeger, myten om, at den israelske hær i 1948 handlede særligt moralsk og exceptionelt humant. Myten om den israelske hærs rene våben ["purity of arms"] blev, som Pappé skriver, undfanget i denne krig.
En i øvrigt absurd tanke at betragte eller opfatte krigshandlinger som værende af en særlig human eller moralsk beskaffenhed.
Benny Morris: "The birth of the Palestinian refugee Problem, 1947-1949 ", 1987.
Ilan Pappé: "The Making of the Arab Israeli Conflict, 1947-51", 1992.
Artiklen er oprindeligt trykt i Palæstina Orientering nr. 2, juli 1997