Palæstinakonflikten og den arabiske verden

 
Skrevet af: Jørgen Bæk Simonsen
FN's Palæstinakomite, UNSCOP 1947
Da England i foråret 1947 meddelte FN, at man ikke længere så sig i stand til at forvalte det mandat, England i 1920 havde fået overdraget af Folkeforbundet, nedsatte FN en særlig kommission, der fik til opgave at undersøge, hvorledes FN skulle forholde sig. UNSCOP (United Nations Special Committee on Palestine) gennemførte gennem sommeren 1947 en række samtaler med forskellige grupper og personer og offentliggjorde i august 1947 sin rapport.
UNSCOP var ikke i stand til at fremkomme med Èt samlet forslag til, hvorledes konflikten mellem de palæstinensiske arabere og de jødiske indvandrere kunne løses. De arabiske repræsentanter, der blev interviewet af UNSCOP, fastholdt principielt, at FN ikke havde retsligt mandat til blande sig i Palæstinas indre anliggender og derfor heller ikke havde mandat til gennemtrumfe en form for løsning.
Palæstina var efter deres opfattelse en del af den arabiske verden, og Palæstina skulle forblive en arabisk stat. De nye selvstændige arabiske stater Libanon, Syrien og Transjordanien gjorde lignende synspunkter gældende, og det samme gjorde Egypten, der var blevet fuldt selvstændig i 1936 og Irak, der var blevet fuldt selvstændigt i 1932.
Det fik dog ikke større indflydelse på afstemningen i FN i november 1947, hvor et flertal vedtog at dele det tidligere engelske mandat Palæstina i to stater: en arabisk stat og en jødisk stat.
 
Den arabiske reaktion på FN's delingsplan
Den arabiske verdens nye regionale organisation Den Arabiske Liga, der var blevet skabt i 1946 og hvor den palæstinensiske befolkning var repræsenteret af Den Arabiske Højkomite, fordømte FN`s delingsplan og afviste at medvirke til en implementering af FN's delingsplan ved henvisning til, at organisationen ikke havde juridisk ret til at dele Palæstina.
Da Israel blev udråbt 15. maj 1947 erklærede de arabiske naboer samt Irak den nye israelske stat krig og sendte militær assistance til den palæstinensiske arabiske befolkning.
Det militære arabiske engagement blev en fiasko. De arabiske hære fra Egypten, Syrien og Irak magtede ikke at påvirke krigen, og kun den transjordanske hær viste styrke. Resultatet blev derfor ikke tilintetgørelsen af den nyudråbte israelske stat og virkeliggørelsen af et arabisk Palæstina, men derimod en fuldstændig tilintetgørelse af Palæstina som et geografisk adskilt område.
Den jødiske stat, der eksisterede, da der i løbet af 1949 blev indgået våbentilstand var større end den jødiske stat, der var forudset i FN's delingsplan (indsæt kort), medens resten af Palæstina blev besat af Transjordanien og Egypten.
Transjordanien besatte Vestbredden og Egypten Gaza-striben. Transjordanien annekterede i 1950 Vestbredden og gjorde området til en del af en ny stat ved navn Det Hashmitiske Kongedømme Jordan.
Egypten opretholdt kontrollen over Gaza indtil krigen i juni 1967, hvor Israel erobrede ikke bare Gaza men hele Sinaihalvøen, Vestbredden og dele af Golanhøjderne i Syrien.
 
Panarabismen og Palæstina
De arabiske stater, der grænsede op til Israel, indgik i 1949 en våbenstilstand med den nye stat, men nægtede at anerkende dens legitime eksistens. Israel eksisterede ganske enkelt ikke i den arabiske offentlighed, og enhver tale om etablering af normale inter-statslige forbindelser blev afvist.
I den urolige politiske udvikling, der kom til at præge den arabiske verden i 1950'erne og 1960'erne, stod pan-arabismen øverst på den politiske dagsorden, (panarabisme: ideologi om, at alle arabere tilhører Èn nation og bør repræsenteres af Èn stat, red.).
De radikale arabiske stater anført af Egypten under ledelse af præsident Nasser (1918-1970) forsøgte at gøre op med de konservative pro-vestlige arabiske stater gennem et aktivt engagement i den alliancefri bevægelse.
Fraværet af en legitim arabisk, palæstinensisk stat blev af de pan-arabiske grupper brugt som et argument for nødvendigheden af et styrket pan-arabisk samarbejde. Kun hvis den arabiske verden kunne finde sammen, kunne den israelske stat tilintetgøres.
Det ville kun ske, hvis der i de konservative stater blev gennemført sociale og politiske forandringer på samme måde som det efter kuppet i 1952 var sket i Egypten.
 
Palæstinenserne i 1950'erne
Den palæstinensiske befolkning var i mandat-perioden begyndt at organisere sig politisk, og der var gennem 1930'erne opstået flere indbyrdes forskellige politiske grupperinger. Men den politiske organisering fik efter katastrofen i 1948 helt andre rammer at virke under, fordi den palæstinensiske befolkning juridisk kom til at leve i vidt forskellige sammenhænge.
En del palæstinensere blev borgere i Israel, en stor del blev ved annekteringen af Vestbredden i 1950 formelt jordanske statsborgere og resten blev flygtninge - enten registreret i UNWRA eller også registreret som statsløse palæstinensere af de arabiske lande de nu tilfældigvis befandt sig.
Den palæstinensiske nationalisme, der langsomt voksede frem gennem 1950'erne og 1960'erne blev først og fremmest synlig i grupperne af palæstinensiske flygtninge, og det krav der blev formuleret var en tilintetgørelse af staten Israel og etableringen af en sekulær palæstinensisk stat, hvor også jøder bosat i Palæstina før 1948 blev betragtet som legitime borgere.
Det kunne de mange jødiske indvandrere, der kom til Israel efter 1948, derimod ikke. Den palæstinensiske stat, der skulle skabes, skulle derfor geografisk dække hele det område, der fra 1920 til 1948 havde været det britiske mandat.
Politisk og strategisk bakkede de forskellige palæstinensiske nationalistiske grupper, der blev etableret gennem 1950'erne og 1960'erne, op bag pan-arabismen. Derfor var det også den egyptiske præsident Nasser, der i 1964 kunne tage initiativ til dannelsen af PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation.
I almindelighed var den arabiske verden gennem 1950'erne og 1960'erne optaget af efter bedste evne at modarbejde den israelske stat, der blev betragtet som et politisk fremmedlegeme i regionen, og som efter arabernes mening kun var blevet skabt, fordi den vestlige verden havde dårlig samvittighed i forhold til de smerter verdens jøder var blevet påført som følge af Den Anden Verdenskrig. Men perioden fremviser ikke konkrete tiltag til initiativer, der for alvor kunne ændre tingenes triste tilstand. Kun på det retoriske niveau udtrykte alle arabiske stater sympati og solidaritet med palæstinenserne.
 
Den kolde krig og Palæstina
Forløbet af den kolde krig mellem USA og USSR for perioden 1947-1989 kom også til at sætte sit aftryk på forholdet mellem de arabiske stater og Israel. De radikale arabiske regimer anført af Egypten forsøgte i midten af 1950'erne at modvirke, at Mellemøsten blev en del af det bipolare opgør mellem supermagterne USA og USSR, men uden afgørende held.
De radikale arabiske stater blev fra midten af 1950'erne en del af den pro-sovjettiske blok i den tredje verden, medens de konservative stater blev en del af den pro-amerikanske blok.
Det samme gjorde Israel, navnlig efter krigen i 1967 hvor det tætte sikkerhedspolitiske samarbejde mellem Israel og USA for alvor blev udbygget. PLO fandt også en loyal samarbejdspartner i USSR, og PLO blev derfor støttet af alle stater i den tredje verden, der arbejdede tæt sammen med Sovjetunionen.
Ægypten oprettede og uddannede midt i 1960'erne den Palæstinensiske Befrielseshær, der skulle hjælpe med til at generobre Palæstina.
 
Palæstiniseringen af PLO

 

Ægypten oprettede og uddannede midt i 1960'erne den Palæstinensiske Befrielseshær, der skulle hjælpe med til at generobre Palæstina.

Dele af Den Palæstinensiske Befirelsesorganisation gjorde efter det forsmædelige arabiske nederlag i junikrigen 1967 op med den tidligere førte politik.
Grupper som al-Fatah, PFLP, DFLP og enkelte andre gjorde det klart, at nederlaget i juni-krigen 1967 var en indikation på, at den palæstinensiske stat, det var bevægelsens mål at skabe, ikke ville blive virkeliggjort som følge af pan-arabiske initiativer. Snarere tværtimod.
Hvis der skulle skabes en palæstinensiske stat måtte palæstinenserne selv overtage ledelsen af bevægelsen og engagere sig aktivt for etableringen af en palæstinensisk stat.
I løbet af 1968 overtog de palæstinensiske guerilla-grupper ledelsen af PLO og gjorde gældende, at PLO og kun PLO var legitim repræsentant for det palæstinensiske folk.
Andre arabiske stater var velkomne til at støtte PLO og organisationens bestræbelser for at skabe en palæstinensisk stat, men ingen andre kunne være legitim repræsentant for det palæstinensiske folk.
Det synspunkt gav anledning til heftige, interne arabiske drøftelser gennem de følgende år. Flere arabiske ledere følte sig kaldet til også at repræsentere palæstinenserne: det gjaldt for Syriens præsident siden 1970 Hafez al-Asad (1928-2000), det gjaldt for den jordanske konge siden 1951 Hussain 1935-2000), og det gjaldt for Nasser frem til dennes død i 1970 og siden for den nye libyske leder Muammar Gadafi (født 1935), og fra 1968 blev det synspunkt også formuleret af Iraks nye stærke mand Saddam Hussein (født 1937).
Der var med andre ord adskillige arabiske ledere som fastholdt, at kampen for en palæstinensisk stat var et pan-arabisk anliggende.
På et arabisk topmøde i Rabat i 1974 anerkendte den øvrige arabiske verden dog PLO's krav på at være det palæstinensiske folks eneste legitime repræsentant.
Baqa'a flygtningelejren var med sine 40.000 palæstinensiske flygtninge den største i Jordan. Flygtningene levede under ekstreme klimatiske forhold: knapt var sommerens støvstorme ovre før vinterens regnskyl forvandlede jorden til et mudderælte. De første år boede flygtninege i lejrene i telte, de siden af UNWRA blev erstattet med små præfabrikerede huse.
(UNWRA, George Nehmeh)
 
Arabisk revurdering

 

 

 

Baqa'a flygtningelejren var med sine 40.000 palæstinensiske flygtninge den største i Jordan. Flygtningene levede under ekstreme klimatiske forhold: knapt var sommerens støvstorme ovre før vinterens regnskyl forvandlede jorden til et mudderælte. De første år boede flygtninege i lejrene i telte, de siden af UNWRA blev erstattet med små præfabrikerede huse. (UNWRA, George Nehmeh)

I den regionale arabiske politik gennem 1970'erne og 1980'erne var der flere forslag til, hvorledes den arabisk-israelske konflikt kunne finde en løsning. Og at den arabiske verden nu var indforstået med at spille kortene anderledes viste sig i oktober-krigen 1973. Den blev nemlig ikke udkæmpet for at sikre palæstinenserne deres egen stat, men for at Egypten og Syrien kunne få det land, de havde mistet land til Israel i krigen i 1967, tilbage.
Den nye holdning til konflikten med Israel er forklaringen på, at der i 1979 kunne indgås en fredsaftale mellem Egypten, det folkerigeste land i den arabiske verden med ca. 60 mio. indbyggere svarende til ca. 25% af den arabiske verdens samlede befolkning, og Israel.
Fredsaftalen betød, at Egypten anerkendte staten Israel som en legitim stat i Mellemøsten. Den øvrige arabiske verden afviste et sådant skridt og ekskluderede Egypten fra det regionale arabiske samarbejde gennem det meste af 1980'erne.
På det formelle plan opretholdt resten af den arabiske verden det nej, der var blevet formuleret ved et arabisk topmøde i Khartoum i efteråret 1967 efter nederlaget i juni-krigen i 1967. På det møde var det blevet besluttet, at der ikke kunne sluttes fred med Israel, at de olierige arabiske stater skulle påtage sig økonomisk at støtte de arabiske front-stater (de arabiske lande, der grænser op til Israel) og at den eneste løsning på konflikten var etableringen af en palæstinensisk stat på det område, der engang havde været det engelske mandat Palæstina. Der var dog til tider fortsat forsøg på at fremsætte forslag til løsning af konflikten som f.eks. den saudiske Fahd-planen af 1981, men ingen af parterne var rede til kompromis.
 
Mini-Palæstina og vejen til et muligt kompromis
Kredsen omkring Yasir Arafat begyndte på et PNC møde (det palæstinensiske nationalråd (parlament), red.) i 1974 at tale om muligheden for at etablere en palæstinensk myndighed i dele af det Palæstina, PLO fortsat kæmpede for skulle udgøre den palæstinensiske stat.
Signalerne gav anledning til voldsom intern debat i PLO, og flere grupperinger fastholdt, at der i spørgsmålet om den palæstinensiske stats geografiske udstrækning ikke var noget kompromis muligt.
Dele af PLO fastholdt dog muligheden, og det var den gruppe ledet af al-Fatah, der i september 1993 indgik Princip-aftalen i Washington, hvor PLO ved formanden Yasir Arafat (født 1929) formelt anerkendte staten Israel som en legitim stat i Mellemøsten med ret til at leve i sikkerhed bag internationalt og gensidigt anerkendte grænser.
Israel anerkendte samtidigt PLO som eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk og derfor også den bevægelse, man i henhold til Principaftalen i løbet af fem år skulle indgå en endelig fredsafale med.
 
Principaftalen af 1993
Den gensidige anerkendelse mellem PLO og Israel som følge af indgåelsen af Principaftalen gav anledning til stor glæde, ikke bare i det internationale samfund, men også i store dele af Mellemøsten.
Der var dog også mange kritikere, og adskillige grupperinger i det palæstinensiske samfund som f.eks. PFLP og DFLP afviste en mini-palæstinensisk løsning. Heller ikke to nye politiske grupperinger i det palæstinensiske samfund, Hamas og Islamisk Jihad kunne støtte etableringen af en palæstinensisk stat omfattende Vestbredden og Gaza..
I et arabisk perspektiv banede indgåelsen af Princip-aftalen imidlertid vejen for indgåelsen af en fredsaftale mellem Jordan og Israel, der blev underskrevet i oktober 1994. På samme måde etablerede Oman og Qatar direkte kontakter til staten Israel, men undlod i første omgang at anerkende staten Israel officielt.
Og da den israelske politik under ministerpræsident Sharon (fra sommeren 2000) i lyset af udbruddet af den anden Intifada i september 2000 skærpede og eskalerede den militære israelske tilstedeværelse i dele af det område, der var udset til at skulle blive den mini-palæstinensiske stat, blev sådanne tilnærmelser indstillet.
Senest har et fredsudspil formuleret af den saudiske kronprins Abdallah ibn Abd al-Aziz i februar 2002 stillet den israelske regering i udsigt, at dersom staten Israel er villig til principielt at efterkomme FN-resolutionerne 242 og 338 fra henholdsvis 1967 og 1973, der påbyder Israel at trække sig tilbage fra erobret land, er den arabiske verden som helhed villig til juridisk at anerkende staten Israel og give sikkerhed for, at den jødiske stat kan eksistere bag sikre og anerkendte grænser svarende til de grænser, der eksisterede forud for krigsudbruddet i juni 1967.
Det skal for en ordens skyld nævnes, at den arabiske verden siden indgåelsen af Princip-aftalen i 1993 har spillet en meget passiv rolle i den regionale politik for så vidt angår forsøg på at bidrage til konfliktens løsning.
Til gengæld har det ikke manglet på retorisk og verbal støtte til den palæstinensiske befolknings to oprør mod fortsat israelsk besættelse, først under den meget lange og blodige intifada fra 1987 til 1991 og siden i den anden intifada, der brød ud i september 2000.