Jeg tilhører 48'generationen, også kendt som Palmach- generationen eller Sabra-generationen, og altså børnene af det zionistiske projekt i Palæstinas fædre. Denne generation omfatter de, der er født i landet mellem Første Verdenskrig og frem til slutningen af 30'erne, og de der formelt eller uformelt var tilknyttet den zionistiske arbejderbevægelses sociale netværk. Den omfatter også de indvandrere, der kom til Israel som børn eller unge, og som blev integreret i bevægelsen, herunder også i kibbutzer og moshavs, i de hebraiske gymnasier i de større byer, i ungdomsbevægelsen og Palmach Brigaderne, der blev oprettet i 40'erne.

I 1983, et år før hun døde, gav min mor mig en stor plasticpose, hvori hun havde gemt alle de breve, jeg havde skrevet til familien i Hadera, siden jeg som 16-årig kom på Beit Hakaram High School i Jerusalem. Et af de første breve, jeg hev op fra posen, var skrevet til mine forældre den 30. oktober, 1948, midt under krigen, hvor jeg tjente i Palmach's »Harel Brigade«.

Inden jeg beretter, hvad der stod i brevet, vil jeg dvæle et øjeblik ved et par træk ved min egen historie, der er typisk for 48'generationen, og som er baggrunden for de følelser og den etik, jeg giver udtryk for i brevet.

Dagen efter FN-resolutionen om delingen af det britiske Palæstina-mandat den 29. november, 1947, afbrød jeg mine studier ved Det hebraiske Universitet på Scopusbjerget i Jerusalem, hvor jeg var begyndt én måned tidligere efter at have afsluttet det obligatoriske arbejdsår i Kibbutz Hachotrim. Uden et sådant kunne man ikke påbegynde en videregående uddannelse, var det blevet besluttet af zionistiske »nationale institutioner«.

Som mange andre studerende skyndte jeg mig at melde mig til Jerusalem Brigaden, der var tilknyttet Hagana. To måneder senere kom jeg med i Palmach Brigaden, som man dengang anså for at være udtryk for det ypperste fra den jødiske, zionistiske ungdom, som jeg opfattede som en del af den zionistiske arbejderbevægelse.

Denne bevægelse stod i spidsen for Palmach og jeg beundrede det »sabra«

forbillede, som karakteriserede palmach-medlemmernes verdensanskuelser og opførsel.

Som mange andre i min generation var jeg besnæret af denne guerilla-hærs fremtoning og den kamp, som den synes at udkæmpe for sit folks frihed.

Palmachs image jog de mistanker på flugt, som man måtte have næret om, at det, man i virkeligheden beundrede, var »magt er ret«. Militarismen lå allerede dybt i os, ligeså myten om legitimt selvforsvar.

Ifølge denne myte, som den zionistiske arbejderbevægelse dyrkede, var Palmach brigaderne udelukkende oprettet som en forsvarsstyrke, der skulle forsvare de jødiske indbyggere mod deres angribere. Der var ikke tale om, at vi bevidnede opbyggelsen af en militær styrke, som afventede et belejligt tidspunkt for at gennemføre zionisternes planlagte erobringer og fordrivelsen af de arabiske indbyggere i Palæstina. Det var en »revolutionær hær« med »de undertrykte« i sine rækker.

Jeg hørte til »jordens salt«, et medlem af den lovpriste 48'generation, som trofast repræsenterede den mytologiske Sabra. Dette var generationen, som blev beundret af forældre, lærere, ledere og indtil for nylig af mange af Israels bedste sociologer: juvelen i hele det zionistiske projekts krone.

Min generation var den sølvbakke, hvorpå den zionistiske stat skulle overrækkes til den jødiske nation.

Denne tidlige prægning hang ved mig i mange år. Længe efter at jeg havde lært at opfatte zionismen som et kolonialistisk projekt, der fra begyndelsen havde søgt at skabe en udelukkende jødisk stat i hele det historiske Palæstina og med magt fordrive det palæstinensiske folk, kunne jeg stadig indfanges i de myter, som Israels sociale og kulturelle elite dyrker.

Med en følelse af nostalgi ville jeg i tankerne vende tilbage til de steder, hvor jeg tilbragte min ungdom, »til ungdommens uskyldighed og skønheden ved lyst hår og ynglingeskikkelser,« til de åbne, uformelle sociale normer, som karakteriserede vores forhold, og fremfor alt til det våbenfællernes broderskab, som var sindbilledet på min generation. I alt dette var jeg stadig fristet til at se et udtryk for de fremmeste værdier, idet jeg ikke indså, at denne varme medmenneskelighed var begrænset til dem, der var »som os«, og at der ikke var andet end foragt tilovers for de andre.

Det blev et vendepunkt for mig at læse det brev, som min mor gav mig for 19 år siden. Min selvopfattelse blev forandret, og jeg ændrede syn på min generation, fordi brevet afslørede, hvor strålende 48'generationen var blevet programmeret til at afvise ideen om menneskerettigheder og til at acceptere at underkaste sig zionismens »kollektive mål«.

Brevet afslørede en fremskreden fase i den umenneskeliggørelses-proces, jeg gik igennem i min ungdom, såvel som den åndelige og følelsesmæsige forkrøbling, som min generation undergik for at blive i stand til at erobre landet, fordrive de oprindelige, palæstinensiske indbyggere, ekspropriere deres jorde og gøre dem til statens ejendom.

Brevet var skrevet i nærheden af Artuf, Beit Gemal, Beit Nabal og Zacaria, hvis indbyggere var blevet fordrevet og på hvis jorde, der var blevet oprettet kollektiv-gårde for nye indvandrere. Det var skrevet over flere dage på den tidligere benzinstation i Artuf's brevpapir. Øverst på papiret stod der på arabisk og engelsk »Ahmed N. Sharabti, Manager, Artuf Petrol Station, PO Box 712, Jerusalem, Palestine«.

Forbavsende nok omtaler jeg ikke dette brevhoved med et ord. Mens jeg rev side efter side af blokken, som jeg havde fundet på benzinstationens managers skrivebord, må jeg være blevet konfronteret med de ravgule ord trykt øverst på hver side. Jeg må have vidst, at denne mand havde levet og arbejdet her, men var blevet fordrevet eller tvunget til at flygte af »alle mine glorværdige brødre« i min enhed.

Men når vi dengang fuldstændig overså »fjendens« menneskelighed, når vi med sindsro ikke følte noget som helst, var det et karakteristisk udtryk for den generelle afstand til de palæstinensiske arabere, som 48'generationen følte.

Vi opfattede dem som en »miljøbetinget plage«, vi skulle få has på på en fornuftig måde og uden had, og vi skulle ikke tøve med at anvende, hvad der måtte blive efterladt, når denne plage var blevet fjernet.

På det tidspunkt tog jeg allerede del i den mentale akrobatik, som det krævede at ignorere denne »plage«. I alle mine barndomsår i Hadera plejede jeg at se arabiske kvinder fra de omgivende landsbyer sidde i udkanten af markedet i byens centrum med frugter og grøntsager spredt ud foran sig. Jeg blev »ekspert« i kunsten at gå forbi dem uden så meget som at kaste et blik på dem - selv når jeg skulle løfte fødderne over deres fremstrakte ben.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde talte med en af disse kvinder. Jeg kendte dårligt navnene på de landsbyer, som de kom fra.

Der var netop slet ikke noget had - der var ganske enkelt tale om den fuldstændige objektivering af »fjenden«, som gjorde det muligt for os at fastholde vores falske selvopfattelse som etisk overlegne.

Brevet indledes med en beskrivelse af »den hellighed og stilhed, der hersker på de omgivende bjerge, som vore soldater erobrede for få dage siden,« og jeg nævner de landsbyer, som var blevet »tømt« for indbyggere.

Derpå fremsætter jeg et angreb på de andre jødiske zionister, på ikke-Sabraerne, som havde vovet at udfordre »vores« zionistiske moral. Der var to volontører fra udlandet med i min enhed, og de tilhørte en stor gruppe jødisk-amerikanske soldater, der netop var frigjort fra tjeneste, og som havde kæmpet under Anden Verdenskrig. Nu deltog de som frivillige for at hjælpe det jødiske samfund i dets krig i Palæstina.

Om disse mennesker skrev jeg i mit brev til mine forældre: »Med i vores patrulje er der to amerikanere, som kom til landet for kun toenhalv måned siden. Flinke fyre. Men i går, da de så alle araberne, kvinderne og børnene, vende udsultede tilbage til deres landsby, blev de bløde om hjertet og fik medlidenhed med dem, og om aftenen begyndte de at råbe, at hvis den jødiske stat ikke formåede at tage ansvaret for økonomien i de områder, den havde besat, så skulle den aldrig være gået i krig. Og at der ikke var nogen grund til bare at myrde araberne uden nogen retfærdiggørelse.«

»Kort sagt,« skrev jeg, »dette Amerika, med dets idealistiske zionister, kan nogle gange godt gå én på nerverne. Deres fuldstændig filantropiske syn på livet og verden kommer også til udtryk i deres holdning til zionismen, og selvfølgelig også i forhold til det problem, jeg har omtalt.«

Min kritik var selvfølgelig ikke kun rettet mod disse to volontører men mod alle de »amerikanske zionister«, hvis zionisme i modsætning til »vores« var »idealistisk«, det vil sige adskilt fra den virkelighed som tvang os til at fordrive og udsulte palæstinenserne.

I den tankeverden som karakteriserede min generation, var der ikke plads til kritik af zionismen og dens lederskab. I de stile, som jeg skrev og som blev hængt op på en fremtrædende plads på væggen i min skole i Hadera, gentog jeg de mantraer, som var blevet trommet ind i mig. Vi stillede aldrig det indlysende spørgsmål: »Men hvorfor skulle araberne angribe os?«

Vi var veltrænede i ikke at tænke og ikke at udfordre men i stedet lære at acceptere den antagelse, der lå forud for dette spørgsmål: at det ville de ganske enkelt, fordi de var »onde af natur« og for »tilbagestående og uvidende« til at værdsætte fordelene ved et civiliseret liv.

Dette var den eneste måde, den israelske 48'generation kunne overtales på til at »gøre sit yderste« og ofre deres liv for at udsulte, fordrive og ødelægge den arabiske befolkning i Palæstina og det palæstinensiske folk.