"Der er ingen større sorg på jorden end tabet af ens hjemland."Euripides 431 f.kr.

Et af de centrale elementer i en permanent løsning af den palæstinensisk-israelske konflikt er det palæstinensiske flygtningeproblem - det ældste af de flygtninge-problemer i det 20. århundrede, der ikke er blevet løst endnu. Mere end et halvt århundrede er gået siden palæstinenserne blev revet op med rode og eksileret fra deres land i 1948.

Lige siden har denne sag været det mest eksplosive spørgsmål i konflikten mellem parterne. Den moderne palæstinensiske revolution startede i flygtningelejrene, og fra de samme lejre fortsætter kampen - helt frem til al-Aqsa Intifadaen har flygtningene spillet en central rolle i kampen mod undertrykkelse og fremmedgørelse. Det palæstinensiske problem startede som et flygtningeproblem, en løsning på dette problem ville givet løse de sidste fem årtiers konflikt.

En mængde dokumenteret materiale vedrørende de væsentlige begivenheder i al-Nakba (katastrofen), er blevet publiceret, særligt af de nye israelske historikere som f.eks. Benny Morris, Avi Shlaim og Ilan PappÈ. Ikke desto mindre er der brug for en større fokusering på sagens historiske rødder og på, hvordan det kunne gå til, at 2/3 af palæstinenserne blev rykket op med rode i en af de største etniske udrensninger efter den Anden Verdenskrig, en begivenhed hvis rædsler overgår det, der skete 50 år senere i Bosnien, Hercegovina og Kosovo. Det internationale samfund greb - i sidst nævnte sammenhæng - ind med magt for at rette de overgreb der blev begået. I Mellemøsten nægtes de palæstinensiske flygtninge deres ret til at vende tilbage til deres hjem, ejendom og jord - stik imod alle menneskelige, naturlige og internationale love.

 

En række FN-institutioner blev etableret til at tage sig af flygtninge-katastrofen, der opstod i 1948. Disse institutioner blev etableret som en følge af FN-resolution 181 (om delingen af Palæstina i to stater: en arabisk og en jødisk) og ikke mindst FN-resolution 194 (om flygtninges ret til at vende tilbage). Faktisk blev Israels optagelse i det internationale samfund (FN) betinget af dets accept af FNís generalforsamlings beslutning nr. 194, der giver palæstinenserne ret til at vende tilbage til deres hjem og deres land. I resolutionen hedder det blandt andet:

".... at flygtninge, som ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer skal gives lov til at gøre dette tidligst muligt, og at kompensation skal udbetales til dem der vælger ikke at vende hjem, for tab af eller skade på ejendom, som, ifølge international lovgivning eller som gengæld, skal erstattes af den ansvarlige regering eller de ansvarlige myndigheder; Instruerer ForsoningskomitÈen til at sørge for repatriering, genhusning og økonomisk og social rehabilitering af flygtningene samt udbetaling af kompensation".

Retten til repatriering, som bliver påberåbt i ovenstående resolution, er repatriering i flygtningenes oprindelsessted. Det ville ikke være i overensstemmelse med den internationalt anerkendte ret til at vende hjem at repatriere flygtningene i et helt andet område, så som arabiske og europæiske lande eller Canada og USA, som forskellige, hovedsageligt amerikanske og israelske, eksperter har foreslået. Heller ikke retten til at bosætte sig i den kommende palæstinensiske stat, når og hvis den bliver udråbt ville være ensbetydende med en implementereting af resolutionen. At sende palæstinensere til Vestbredden eller Gazastriben eller til arabiske og europæiske stater ville anbringe flygtningene i kategorien "midlertidige flygtninge".

		http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" width="8" height="5">
	Fordrivelsen af palæstinensere i 1948. (Kilde: Paisa)

UNCCP (United Nations Conciliation Commission for Palestine) er et særskilt, internationalt organ der blev etableret i 1949 for at give beskyttelse og arbejde for en varig løsning af det palæstinensiske flygtninge problem, inklusive repatriering, genhusning, erstatning og kompensation baseret på det ubetingede princip om flygtningens egen ret til at vælge. Etableringen af UNCCP var baseret på anbefalinger givet af FN's forhandler for Palæstina.

Ulykkeligvis har organisationen siden 1950erne ikke levet op til mandatet om at beskytte palæstinensere endsige sørget for repatriering. Lektor ved Boston University School of Law, Suzan Akram, demonstrerer i sin fortolkning af flygtninge konventionen en pertentlig og detaljeret udlægning af artikel 1 D i UNHCR charterets specielle kontekst, som også er UNCCP udgangspunkt. Artikel 1 D er en forholdsregel, hvis tilblivelseshistorie gør det fuldstændigt klart, at den udelukkende gælder for palæstinenserne og ingen anden flygtningegruppe.

Palæstinenserne blev faktisk tilbudt en særlig beskyttelse gennem UNCCP og UNRWA (FN's hjælpeorganisation for de palæstinensiske flytgninge, red.), som begge er FN-agenturer til henholdsvis beskyttelse og støtte.

På grund af en række historiske, politiske og interne konflikter i forbindelse med dets mandat - både som et bredt mandat til løsning af konflikten og som et specifikt mandat til at sørge for repatriering af flygtningene og betaling af kompensation - reducerede disse modsigelser komiteens beslutninger til kun at omfatte dokumentation og opregning af flygtningenes ejendom til en senere kompensations-betaling.

Dette har haft den hårde konsekvens for palæstinensiske flygtninge, at de har været frataget UNHCR's (FN'S Flygtningehøjkommissariat, red.) protektive funktioner i mere end 50 år. Den internationale beskyttelse inkluderer: "Den sum af forpligtelser overfor et givent individ, som en stat normalt giver, og som mangler i den pågældende flygtnings tilfælde".

Palæstinenserne har haft brug for beskyttelse siden 1948, og ikke kun hjælp gennem UNRWA.

	Palæstinensiske skoledrenge i flygtningelejr venter foran teltet, der er indrette til skole.

I 1951 havde flygtningekontoret, under UNCCP, gennemført en identifikation af alle flygtningenes ejendom. Det blev anslået, at i alt 16.324 km2 ud af 26.320 km2 - den totale sum af før-1948 Palæstinas areal - var bestemt til at være flygtninge område.

Indtil 1964 udarbejdede det andet ëTekniske Kontor for Identifikation og Vurdering af Arabiske Flygtninges Ejendomí, som også var en del af UNCCP, er lang række dokumenter over individuelle flygtninges mistede ejendele - mere end 1,5 millioner ejendele blev registreret. Dette kontor blev lukket i september 1966. Disse optegnelser var baseret på bl.a. det britiske mandats landregistre og skatteopkrævnings-lister. Optegnelser blev gjort for hver enkelt stykke land ejet af arabisk-palæstinensiske individer, inklusive ejendom ejet i fællesskab af selskaber og andelsforetagender. Den dag i dag har UNCCP stadig den mest omfattende optegnelse over palæstinensiske flygtninges ejendom. Disse detaljer er nævnt her for til sidst i denne artikel at nå frem til de logiske konklusioner omkring muligheden for at vende hjem.

 

Benny Morris har identificeret 369 affolkede landsbyer og angivet grunden til palæstinensernes exodus for de flestes vedkommende, undtagen de små landsbyer og flækker. Walid Khalidi har i selskab med en gruppe palæstinensiske forskere lavet en liste for 418 landsbyer, som inkluderer: landsbyernes placering, ejerforhold, befolkning, et resumÈ af landsbylivet før fordrivelsen og af hvordan de blev besat og affolket. Khalidis forskning inkluderer kun de helt sikkert identificerede landsbyer. Nye og mere omfattende studier udført af Salman Abu Sitta nævner 532 palæstinensiske lokaliteter, der blev affolket i tiden omkring staten Israels etablering. Ordet lokalitet er brugt her til at betegne en by, en landsby eller et stammeområde. Stamme-områder er nævnt her fordi deres indbyggere, ifølge Abu Sitta, repræsenterer en væsentlig del af flygtningene, sat til over 100.000 i 1948, og deres land dækker 5.000.000 dunum (en dunum=1000 m2). En gennemsnitlig understamme (Ashira) ville derfor typisk udgøre 1200 mennesker og dyrke omkring 60.000 dunum, hvilket gør den sammenlignelig med en normal landsby. Således er alle lokaliteter i Beer Sheeba distriktet inkluderet i Abu Sittas forskning.

	Palæstinensisk flygtningelejr i nærheden af Nablus. (Before their Diaspora)

Indtil 1948 boede der ifølge Abu Lughod (1971) 1.398.800 palæstinensere i hele det britiske mandat Palæstina. Abu Lughods tal er baseret på det britiske mandats opgørelser. Den førnævnte Salman Abu Sitta har inkluderet de 66.000 beduiner i Beer Sheeba området, og er således nået frem til tallet 1.441.177. Af disse flygtede 805.069. Dette antal medregner endda ikke de interne flygtninge, dvs. de palæstinensere, der blev i Israel og senere blev israelske statsborgere, men som blev omflyttet til andre områder end deres oprindelige hjem. Flygtningene er geografisk fordelt som følger: 42 % kom fra den centrale sektor, 34 % fra nord og 24 % fra syd.

I dag er antallet af palæstinensiske flygtninge vokset til ikke mindre end 5.115.095. Af disse er 3.677.882 officielt registreret hos UNRWA ved udgangen af 1999.

 

For at give et mere detaljeret billede af processerne for fordrivelse er det nødvendigt at fremdrage følgende resultater for at klargøre de mistænkelige israelske rapporter om den påståede arabiske ordre til palæstinenserne om at de skulle forlade deres hjemland:

213 lokaliteter blev erobret og affolket af zionister (endnu ikke israelere), mens Palæstina var under den britiske mandat-regerings beskyttelse. Fordrivelsen af befolkningen skete, ifølge bl.a. Ilan PappÈ, i store træk i henhold til Dalet-planen, der fungerede som et overordnet instrument for fordrivelse af palæstinenserne primært indenfor det område som FN havde tildelt den jødiske stat.

Antallet af palæstinensere der flygtede allerede inden krigshandlingerne brød ud i 1948 var 413.794 (52%), mens 264 lokaliteter der beboedes af ialt 339.272 personer (42%) blev affolket under selve 1948-krigen. Endelig blev 54 lokaliteter - 52.001 palæstinensere (6%) - gjort til flygtninge efter våbenstilstandsaftalernes indgåelse i 1949. For at give et konkret billede af de specifikke tilfælde vil jeg gerne referere til en ny bog, hvor Benny Morris i detaljer demonstrerer af hvem og hvordan ordrerne til fordrivelsen blev givet. Dette er et glimt af historien: Et eksempel fra byen Majdal (Asqelon) i 1950. I 1949 krævede Yigal Allon, en af grundlæggerne af Palmach, at alle arabiske beboere forflyttes og nedsatte en interministeriel komitÈ for "forflyttelse af arabere fra et sted til et andet" og for bosættelse af jøder "på forladt ejendom". Den øverste officer i den sydlige kommando, Moshe Dayan, genoplivede i 1950 sin forgænger Yigan Allons ideer: "Jeg håber at der måske i de kommende år vil opstå en ny mulighed for at transportere disse arabere (170.000 israelske arabere) ud af Israels land", sagde han ved et møde i Mapai, forgængeren for det israelske arbejderparti. En detaljeret plan blev fremlagt til "evakuering af den arabiske befolkning i byen Majdal". Hærchefen tilsluttede sig, og Ben-Gurion autoriserede planen; Yitzhak Rabin informerede indbyggerne.

	Flygtningelejr 1953.

Faktisk var al exodus relateret til israelske militære angreb, og ingen landsbyboere forlod deres hjem, mens fjendtlighederne var indstillet, hvor kort tid det end måtte være. Under den første våbenhvile (11. juni 1948) skal en landsby være blevet forladt som følge af de israelske operationer og udrensninger. Dette er endnu et bevis på det meningsløse i de israelske beskyldninger om, at araberne simpelthen forlod deres landsbyer. Hver gang der var en våbenstilstand var det det ideelle tidspunkt at forlade landsbyerne, men da forlod palæstinenserne dem ikke.

Der er dokumenteret en lang række massakrer udført af zionister. I april 1948 fandt en massakre sted i Deir Yasin, hvor et hundrede civile, inklusive kvinder og børn, blev myrdet. Selv de jødiske naboer protesterede imod angrebene på grund af en aftale mellem dem og beboerne i Deir Yasin om ikke at angribe hinanden. Teddy Katz fra Haifa Universitet, har dokumenteret 200 mord, der fandt sted i landsbyen Tantoura. Folk blev samlet og koldblodigt myrdet efter at landsbyen havde overgivet sig. Nu står Katz overfor en retssag fra det regiment, der var involveret, fordi de hævder, at deres ry står på spil.

I sin nye bog, Correcting a Mistake, citerer Benny Yousof Nachmani, direktøren for the Jewish National Fund i Tiberias, der tjente den zionistiske bevægelse i Israel i 40 år, og som var et højt rangerende medlem af Hagana. Nachmani har skrevet:

"...de onde gerninger udført af vores soldater. Efter de gik ind i Safaf, hejste landsbyen og dens beboere et hvidt flag. De skilte mændene fra kvinderne, bandt en 50-60 bønders hænder, skød og dræbte dem, hvorefter de begravede dem i et enkelt hul. De voldtog også et antal kvinder fra landsbyen. Ved siden af træet så han (sandsynligvis et øjenvidne ved navn Freedman - f.b.) et par døde kvinder, blandt dem en, der holdt sit døde barn i sine arme". I Salha, der hejste det hvide flag som tegn på overgivelse, udførte zionister en reel massakre, hvor de dræbte 60-70 mennesker. Hvorfra fandt de samme grad af ondskab som nazisterne? De tog ved lære af dem.

Den israelske journalist Gideon Levy kommenterer dette citat i avisen Haaretz i efteråret 2000 således: "Bosnien? Kosovo? Tjetjenien? Rwanda? Nej, overhovedet ikke; lige her, og for ikke så længe siden".

I Lubya, en landsby i Galilea, angreb en jødisk styrke den 21. juni 1939 et civilt hus, dræbte hele familien undtagen en kvinde, der stadig bor i Yarmouk lejren; dagen efter angreb dagbladet Davars redaktør operationens aktører som kriminelle og terrorister. Derpå kom svaret fra Irgun, der blev ledet af Menachim Begin: Det var ikke os, det var Hagana-grupperne, der udførte massakren. De troede på vores linie med at dræbe araberne.

Det er derfor israelernes råb er høje nu, hvor de begynder at opdage løgnene:

"De løj da de fortalte, at araberne fra Lod og Ramle 'bad om at forlade deres byer' (leder af det Israelske Forsvars historiske afdeling). De løj da de fortalte os, at den morderiske Kibya operation blev udført af 'ophidsede beboere' (David Ben-Gurion). De løj da de fortalte os, at alle 'infiltratorerne' var blodtørstige terrorister, at alle arabiske stater ønskede at udslette os, og at vi var de eneste der hele tiden ønskede fred. De løj, åh hvor de løj. Vi hørte ingenting om den forfærdelige massakre i Safsaf, og ikke et ord blev nævnt om deporterings-planerne. Araberne var altid 'the bad guys'. Vi var fuldt ud retfærdige, eller de eneste ofre, det var hvad vi fik at vide. Måske ville de ikke spolere det for os; måske ville de ikke ødelægge det for sig selv. Den store hyldest af en nation uden et land der kom til et land, uden en nation, dyrkede det, fik dets golde vildnis til at blomstre og grundlagde en glorværdig stat - med eksemplarisk, uantastelig moral - skulle have været total. Nu er det tid at fortælle hele sandheden."

Dette er opråbet fra den israelsk journalist, Gideon Levy, der kommenterer pioner-zionisterne, og deres massakrer og deporterings planer.

Palæstinensiske kilder sætter antallet af massakrer begået til 33. Faktisk blev den samme fremgangsmåde brugt hver gang: Efter at være kommet ind i landsbyen jog de folk sammen på landsbyens centrale plads, mænd blev skilt fra kvinder, derpå blev 15, 20 eller flere mænd udvalgt og skudt. I landsbyen Tantoura blev folk bedt om at grave deres egen grav, derpå blev de skudt. Den største og mindst dokumenterede massakre er den i landsbyen Dawaymi i Hebron distriktet. Om eftermiddagen fredag den 29. oktober 1948 gik tre enheder af den 89. bataljon (8. brigade) ind i landsbyen fra tre retninger, i det de lod den østlige fløj åben, og indtog den "uden kamp" (ifølge en soldat, citeret af Morris 1987). Den første bølge af erobrere dræbte omkring 80 til 100 arabiske mænd, kvinder og børn. Børnene slog de ihjel ved at knuse deres hoveder med stave.

Der var ikke et hus uden døde. En kvinde med sit døde barn i armene blev sat til at gøre rent på gårdspladsen og "(de) skød hende og barnet". Dette skete ikke i kampens hede, men som "en systematisk udryddelse og destruktion". To uger efter massakren tillod de israelske myndigheder et hold af FN-observatører at besøge stedet, efter at tre tidligere ansøgninger var blevet afslået, sandsynligvis for at få tid til at fjerne sporene efter massakren. Observatørerne bemærkede, at flere huse stadig lugtede sært af røg og brændte knogler (UNA 13/3.3.1, boks 11, Overgreb). Byens borgmester overrakte en liste over 580 dræbte til den daværende jordanske guvernør i Hebron. Avisen Hadashots korrespondent anslog, at 332 mennesker var blevet dræbt. Ben Gurion nævner flygtigt i sin dagbog "et rygte om 70-80 mennesker, der er blevet slagtet". (Ben Gurion War Diary, s. 613).

	Bureij flygtningelejren i Gaza 1968. Efter den israelske erobring i 1967 blev mange palæstinensiske huse ødelagt. UNWRA genhusede derfor flygtningene i Bureij lejren. (UNWRA, Kay Brennan)

En anden sejlivet myte vedrørende krigen i 1948 er den, at den "lille David besejrede den store arabiske Goliat". Den såkaldte "arabiske befrielseshær" bestod af en styrke på 3155 frivillige fra flere arabiske lande, havde sit udgangspunkt i området beregnet til den "Arabiske Stat" ifølge delingsplanen af november 1947. Avi Shlaim, en israelsk historiker, har dokumenteret kendsgerningerne vedrørende samarbejdet mellem den jordanske konge Abdullah og den zionistiske bevægelse om delingen af Palæstina mellem de to, længe inden denne beslutning blev taget af FN i november 1947. Lederen af disse arabiske styrker var Kong Abdullah, hvem det lykkedes at kontrollere hele den arabiske del af den forventede stat, med hjælp fra den britiske general Glubb Pasha, hvis regering spillede en central rolle i forbindelse med den jordanske strategi. Deres primære mål var at forhindre en palæstinensisk stat i at blive til. Den britiske politik havde i øvrigt lige fra tiden omkring udstedelsen af Balfour deklarationen i 1917, til den dag de forlod Palæstina været at lægge fundamentet for en jødisk stat.

I 1948 havde zionisterne 65.000 mand under våben. Dette tal voksede i løbet af 1949 til 121.000 mand (Ben Gurion, s. 778, Sanbar, s. 147). Man kan umuligt sammenligne de veltrænede, de fleste af dem veludrustede jøder, flere af dem veteraner fra Anden Verdenskrig, og alle under en samlet kommando - med de palæstinensiske frivillige, der var dårligt trænede, med gamle rifler, og hovedsageligt placeret i de arabiske områder som Jenin, Haifa, Jerusalem og Jaffa (dele af den Arabiske Stat ifølge delingsplanen). Den arabiske hær var dog væsentligt bedre udrustet.

Disse 65.000 zionister angreb og lagde, som tidligere nævnt, 213 landsbyer og seks byer øde allerede før briterne forlod Palæstina den 15. maj 1948.

De zionistiske organisationer havde frem til 1948 med støtte fra briterne opkøbt 1.614.667 dunum svarende til 6% af Palæstina mandatets areal. De resterende 94 % af Palæstina var kontrolleret af palæstinensere. I perioden fra april til maj 1948 besatte zionisterne det dobbelte af det areal, således at de reelt kontrollerede 11% af området, hvorpå de deklarerede den israelske stat. I starten af 1949 var det besatte område udvidet således at zionisterne nu kontrollerede hele 78 % af det tidligere britiske mandat Palæstina.

Den arabiske hær, der er blevet fremstillet af israelerne som "syv arabiske hære" mod den lille stat, er langt fra enhver logik, når den eneste veltrænede og ordentligt bevæbnede - transjordanske - styrke på 4500 mand, ledet af britiske officerer, trak sig tilbage til Lydda og Ramla og efterlod en snes arabiske landsbyer i Wadi Ara, og siden overgav sig frivilligt til israelerne udenfor Rhodos våbenstilstands-forhandlingerne. Desuden var de syriske styrker, der ikke engang kunne erobre to bosættelser syd for Tiberias, samt 1000 libanesiske soldater uden nogen militær effekt - tværtimod tabte de en række libanesiske landsbyer til israelerne. Bedre var det ikke med de 2500 irakere, der tog stilling ved Jenin uden at få videre ordrer og senere blev trukket tilbage af Kong Abdullah.

Det største problem for de arabiske hære var den manglende koordinering og evnen til at skabe en fælles front. Selv den største arabiske militære styrke - den ægyptiske - på omkring 10.000 mand blev først sat ind den 15. maj i et forsøg på at forsvare kyststrækningen; ikke desto mindre tabte de alt undtagen den meget lille Gazastribe, som udgør 360 km2, eller 1.3% af det britiske mandat Palæstinas areal.

På trods af den arabiske intervention fik de ikke held til at genvinde de to trediedel af de palæstinensiske landsbyer, der var blevet besat allerede før de arabiske hæres ankomst. Derimod tabtes den resterende trediedel af de palæstinensiske landsbyer, som de var kommet for at redde.

 

Tooghalvtreds år efter palæstinenserne blev revet op med rode, bør en række slående og uomtvistelige kendsgerninger tages i betragtning: De palæstinensiske flygtninges vilje til at vende tilbage er overvældende hos alle grupper af palæstinensere. Børnebørn af flygtninges fædre og mødre identificerer stadig sig selv som folk fra denne eller hin landsby, som de blev drevet væk fra - selv hvis de aldrig har set dem.

De sidste ti år har set hundreder af palæstinensere nyde godt af deres fremmede statsborgerskab og gribe muligheden for besøge resterne af deres landsbyer, tage billeder, undersøge jorden, genoplive de gamle minder og bygge nye kirkegårde - de eneste tegn på liv i de ødelagte landsbyer. Der er også en kraftig tendens blandt disse flygtninge til at retsforfølge Israel gennem internationale domstole og kræve at få deres konfiskerede jord igen. Ønsket om at vende tilbage til ens hjemegn er en privat beslutning, som det bør være op til palæstinenserne selv at træffe, og ikke til en anden institution, den være sig national eller international. Det ville være et angreb på elementær retfærdighed, hvis disse uskyldige ofre for konflikten blev nægtet retten til at vende tilbage til deres hjem, mens jødiske immigranter strømmer ind i Israel, og ikke i det mindste blev tilbudt permanent erstatning for det land, hvor de havde boet i århundreder. (Grev Folke Bernadotte, FN forhandler (UN Doc A/648, 1948)). Selv nu hvor israelernes linie er, at der ikke er mere plads at være på, har de modtaget omkring en million russere, etiopiere og andre jøder fra hele verden: I antal omtrent som antallet af palæstinensiske flygtninge der bor i Libanon og Gazastriben.

Palæstinensere fra alle fire verdenshjørner identificerer sig stadig med deres oprindelige land. De sidste begæringer givet til Kofi Annan indeholder næsten en halv million underskrifter fra private så vel som organisationer, der kræver at FN-resolutionerne om retten til at vende hjem bliver implementeret. De der bestemmer sig for at vende tilbage er fuldt ud berettiget til kompensation for "tab af og skade på deres ejendom", og for udnyttelsen af deres ejendom i de sidste 52 år. Kompensation er ikke et alternativ til retten til at vende hjem, men en yderligere ret.

Besættelse og arrogance kan ikke overskygge retten til privat ejendom. Selv hvis en fredsaftale skulle blive underskrevet mellem PLO og Israel, kan ingen fratage en person retten til hans private ejendom. Privat ejendom og ejerskab er fundamentale egenskaber af Den Internationale Menneskerettighedserklæring. Der er ekstensiv og dokumenteret forskning af Hadawi (1988), Abu Sitta (1998), Kubrusi, Khalidi og andre, som har beregnet summen af flytbare og ikke-flytbare ejendom til 299.450 millioner US$ (1948-værdien). Tager man inflationsraten fra 1948 til i dag med, svarer den totale sum til omkring 450 milliarder US$.

 

Stik imod hvad det zionistiske etablishment hævder, nemlig at "landsbyerne og byerne er forsvundet", og at "det ville være svært at reetablere disse tidligere steder", er disse påstande faktisk uden belæg. I den forskning jeg har udført omkring et lille landsby-område, Lubya, er alle dokumenter og detaljerede kort, med navne på selv det mindste lille stykke land markeret med tal og navne. Selv navnene på de folk, hvis jord blev konfiskeret af den Israelske KomitÈ for Fraværendes Ejendom, er blevet registreret.

Disse konfiskationer er hule og værdiløse i henhold til international lovgivning. I henhold til GenÈve konventionen har ingen besættelsesmagt i en krigssituation ret til at konfiskere privat jord, som den har besat. Ydermere er der intet land, der er bedre dokumenteret end Palæstina. The British Exploration Fund har dokumenteret så langt tilbage som 1871: 26 dokumenter med 15.000 navne. I mandatperioden blev meget detaljerede kort over Palæstina i målestoksforholdet 1:100.000 produceret.

Ny forskning af Abu Sitta har vist i detaljer, hvordan det er muligt for palæstinenserne at vende hjem, uden at en eneste jøde skal flyttes, undtagen i meget få områder. Det følgende er resultatet af hans og andre israelske forskeres undersøgelser. Israel er opdelt i 36 regioner. 69% af jøderne bor i kun 7 af disse distrikter, og hele 80% bor i 10 ud af de 36 regioner. Det absolutte flertal af jøderne bor stort set i de samme byer, som de boede i før 1948. De israelske palæstinensere bor i 26 af de 36 regioner. I 13 regioner udgør de 30 % eller mere i forhold til jøderne.

Spørgsmålet er, hvor bor de resterende 20% af den israelsk-jødiske befolkning? De bor i landområderne. Flertallet af dem bor i en snes byer. De resterende 298.600 opdyrker den palæstinensiske jord, der blev besat i 1948. Disse israelere dyrker og kontrollerer helt præcist de 17.445.852 dunum, der er de 5.115.095 palæstinensiske flygtninges hjem og ejendom. Disse israelere er koncentreret i en halv snes byer, hvoraf omkring halvdelen er i Beer Sheeba området.

Blot 32.000 israelere kontrollerer ialt 14.320.000 dunum - nemlig Negev-ørkenen. Problemerne med befolkningstæthed i Gazastriben ville blive løst med Èt, hvis folk i Gazastriben kunne flytte til de områder, de er afskåret fra af pigtråd. Repatriering ville sætte de hjemvendende palæstinensere i stand til at bo side om side med de israelske palæstinensere og 20% af jøderne. Jøder og palæstinensere har boet side om side i århundreder i de arabiske områder, og desuden har de boet sammen nu et halvt århundrede i vor tids Israel.

	UNWRA flygtningelejre 2001, deres størrelse og lokalisering

Der er dog ikke meget der konkret tyder på at dette kommer til at ske i den nærmeste fremtid. I forbindelse med forhandlingerne om at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne, blev det som bekendt besluttet at de svære spørgsmål skulle forhandles til sidst. Flygtningespørgsmålet er blandt de vanskelige spørgsmål. I sommerens forhandlinger i Camp David var der indledende diskussioner desangående.

Der er forskellige udlægninger af hvad der skete i Camp David. En af palæstinensernes hovedforhandlere sagde, at "vi er kommet til en forståelse omkring 80% af de centrale emner i en endelig løsning af konflikten". I denne sammenhæng vil jeg nøjes med at diskutere flygtninge spørgsmålet. Den hemmelige aftale mellem Yossi Beilin - Abu Mazen omkring de endelige spørgsmål, der blev indgået den 13. oktober 1995, var i Camp David forhandlingerne et centralt skrift. Der var tilsyneladende enighed om at referere til flygtningenes juridiske og internationale ret til at vende tilbage til deres hjem, samt til Israels moralske og materielle ansvar overfor flygtningene, uden at Israel dog var villig til at implementere FN resolution 194 og påtage sig det politiske ansvar for det palæstinensiske flygtningeproblem. Under forhandlingerne i Camp David blev følgende diskuteret:

For det første: 100.000-200.000 flygtninges genhusning i selve Israel gennem familiesammenføringer, hovedsageligt af flygtninge fra Libanon (Libanons flygtninge først), mens kvoten af flygtninge, der kan vende hjem til en fremtidig palæstinensisk stat, ikke vil blive begrænset. Barak har ifølge palæstinensiske kilder sat tallet af flygtninge, som han kan acceptere, til 10.000-15.000 hvert år, især dem der er født i mandatperioden før 1948, mens han ikke åbent har accepteret de ovenstående tal som en løsning på det eksplosive flygtningeproblem i Libanon.

For det andet: At oprette en international fond (20 milliarder $) med hjælp fra Israel til rehabilitering og kompensation for både palæstinensere og jøder for de tab, de har lidt. Jordanerne har iøvrigt insisteret på at få deres del, da de huser store dele af de palæstinensiske flygtninge.

For det tredje: Udvekslingen af områder med bosættelser omkring Jerusalem, 9-10 % af Vestbredden, med et andet område i syd, der kunne løse flygtningeproblemet i Gazastriben, ved at nye byer blev bygget. Derved ville man tilfredsstille de Gaza-flygtninge, der egentlig kom fra det sydlige Israel. Israel vil derefter mene, at det har opfyldt FN-resolution 194, og palæstinenserne vil gå med til at afblæse resten af deres krav og sætte en stopper for konflikten.

De to parter er således fortsat langt fra hinanden, også hvad angår en løsning på flygtningespørgsmålet. Det fundamentale spørgsmål, der stadig står uløst som en udfordring til intellektuelle, politikere og de to landes folk, er: Hvem kan udvikle en plan, der er billig og på ingen måder lader palæstinenserne forblive spredt ud over hele kloden? Det er op til israelerne og palæstinenserne at finde ud af, hvordan man kan leve sammen: Enten i Èn stat med to nationaliteter, hvor enhver jøde eller palæstinenser beskytter sin egen tradition, sprog, kultur, og kan bo og flytte hvorhen han eller hun ønsker det; eller man kan fortsætte den dødbringende politik og bevare den jødiske stats teokratiske struktur på dens egne borgeres bekostning, især arabernes.

Derved fastholder man et apartheid system, som det er meget tvivlsomt om den moderne verden kan leve med, efter at have været vidne til 350 års rædsler i den sydafrikanske version, der heldigvis brød sammen, omend kun efter enorme menneskelige lidelser. Faktisk er den radikale løsning på flygtningespørgsmålet - for alle jøder og palæstinensere der anser Palæstina/Israel som deres hellige land - dannelsen af en binational stat. Den anden løsning med to stater er en midlertidig løsning baseret på en konstruktion, der hverken vil løse flygtningenes problem eller bosætternes på en måde, der indbefatter det 21.århundredes værdier hverken moralsk, demokratisk eller filosofisk.