Flugten fra Palæstina

Skrevet af: Bjørn Meidell

"Vi havde alt, hvad vi havde brug for i vores landsby i Palæstina. Safforieh var berømt for sine granatæbler, oliven, honning- og vandmeloner. Når vi skulle høste oliven, kom folk fra andre landsbyer for at købe dem."

Aisha, f. i Safforieh, Palæstina, ca. 1925

Aisha er flygtning fra 1948-49, hvor staten Israel blev oprettet og 750.000 palæstinensere i hast flygtede fra deres landsbyer. 100.000 søgte beskyttelse i Libanon, og kom derved til at trække landet ind i det israelsk-palæstinensiske minefelt. Aisha drømmer stadig om det tabte land.

Israelske kampfly bombede Safforieh og tvang hendes familie på flugt. Efter ophold i en håndfuld flygtningelejre bor Aisha og hendes mand Raja her i Ein Helweh-flygtningelejren - uden for havnebyen Saida, syd for Beirut, hvor israelske bombardementer er en del af hverdagen.

Ein Helweh rummer i alt 60.000 flygtninge fra det gamle Palæstina på de små 2 km2, beboerne har til rådighed. Libanon rummer et sted mellem 3-400.000 flygtninge ud af en samlet befolkning på knap 4 millioner. I modsætning til de armenske flygtninge i 20'erne har de statsløse palæstinensere hverken opnået borgerrettigheder eller statsborgerskab i Libanon. Som muslimer kunne de forrykke den skrøbelige etniske balance til ulempe for Libanons kristne.

Da jeg besøger Aisha og Raja i Ein Helweh, må jeg først passere et libanesisk checkpoint udenfor lejren. Siden nogle bevæbnede palæstinensiske vagtposter. Den libanesiske hær og bag den en syrisk besættelseshær holder flygtningelejrene i et jerngreb. Inde i lejren ligger politiske kontorer og flygtningehjem klos op ad hinanden. Den overbefolkede lejr vækker mindelser om en belejret ghetto. Her er en livlig basargade, moskeer, skoler og en enkelt børnehave, bevogtet af libanesiske kampvogne og soldater.

De små børn går eftermiddagstur mellem udbombede huse. Et par drenge leger i vragene af udbrændte biler, alt imens soldaterne pudser deres geværer. Folk er venlige her er ingen videre spor af fundamentalistisk indflydelse, selvom Hizbollahs flag vajer et par steder. Kvinderne er ikke tilslørede som i Iran. Og de lidt sky børnehavelærerinder skjuler ikke deres skønhed, selv om de bærer det obligatoriske tørklæde på håret.

Raja og Aisha

Raja er knotten, da jeg ankommer. Han står og luger i sin lille køkkenhave, en smuk, men svag afskygning af markerne i Palæstina, oliventræerne og de saftige meloner. Raja ryster på hovedet over mine spørgsmål, og kan slet ikke forstå, at vi i Danmark endnu ikke har fattet den palæstinensiske tragedie - ugen efter, at israelerne endnu en gang rutinemæssigt har bombet lejren og 11 år efter den israelske invasion af Libanon i 1982, der indebar massakrer i flygtningejrene og definitivt lemlæste PLO's militære styrke.

Aisha er mere blid og imødekommende. Alligevel er hun den velformulerede ordfører for det gamle ægtepar, der på linie med talrige andre arabere ikke kender deres præcise fødseldata. Fødselsdage er ikke noget man fejrer.

"Vi var landmænd i Palæstina. Vi plantede alt muligt, og det voksede nærmest som ukrudt. Squash, urter og grøntsager blev ikke vandet - de voksede bare ud af jorden. Vi havde mange får, geder og heste."

Shatila flygtningelejren i Beirut
(Bjørn Meidell)

Den tillukkede Raja tør op og indskyder: "Da vi flygtede, sagde libaneserne: Vi håber I vender tilbage til jeres land, men vi vil besøge det før jer. Vores land er meget smukt, men det er som et ben uden kød på. Palæstina er et stykke ben med kød på - det er guld værd."

"Jeg havde et lille stykke jord i Safforieh," fortæller Raja, limen jeg var også vagtmand på en engelsk kaserne i 10 år. Jeg sad ved indgangen til kasernen og tjente 30 palæstinensiske pund om måneden."

"Det var en god løn," understreger Aisha. "Vi havde ingen udgifter. Vi havde jo jorden, som gav os mad og indtægter af salget. Og når man lever i sit eget land, har man det godt. Vi glemmer aldrig Palæstina. Og hvis ikke Rajas pung med alle vores papirer var blevet stjålet, da vi kom til Libanon, ville han stadig få pension fra England."

Den tidligere imperiemagt lønner stadig sine tidligere funktionærer, hvis de kan dokumentere tilhørsforholdet.

Abu Nizar

Safforiehs 4000 indbyggere boede i det nordlige Palæstina - i nærheden af den hellige by Nazareth, hvor Jesus 2000 år tidligere havde sin opvækst. Raja og Aishas ældste søn, Abu Nizar, født 1942, fortæller:

"Jeg husker kun hovedgaden og nogle huse. Der var en bus, som kørte til Nazareth hver dag. Afsted om morgenen og tilbage om aftenen. Nogle tog turen til fods - der var kun 7-8 km."

Efter 1945 foregik der heftige kampe mellem den engelske kolonimagt og jødiske militser, som intensiverede bestræbelserne på at få oprettet en jødisk stat.

"Under krigen mellem britterne og jøderne kunne far ikke komme hjem fra sit arbejde på den engelske kaserne i 2 måneder pga. fjendtlighederne. Der var jødisk flertal omkring bosættelsen. De fleste var indvandret til Palæstina i 1945-46, men der var også nogle, der stammede fra Palæstina.

Tidligere havde forholdet mellem jøder og arabere været godt - de havde længe levet fredeligt sammen. Men indvandringen ændrede situationen, og det var englændernes ansvar. Da de opgav herredømmet, skulle landet være givet til Palæstina. Men englænderne havde opmuntret jøderne til at komme og hjalp dem med våben og køretøjer," mener Abu Nizar.

England havde bebudet, at man ville trække sig ud af Palæstina foråret 1948, hvilket intensiverede kampene mellem landets arabiske og jødiske befolkning.

Baqa'a flygtningelejren i Jordan 1969. Kvinden her har netop mistet sit telt under vinterstormene i februar 1969. Lejren blev oprettet i juni 1967 til at opfange flygtninge fra Jericho på den israelsk besatte vestbred. Flygtningene håbede på kun at skulle opholde sig kort tid i lejren, men de kom aldrig tilbage til deres hjem.
(UNWRA, Munir Nasr)

Bomberne i 1948

"Vi flygtede i ramadanmåneden, hvor vi fastede," forklarer Aisha. "Vi så et fly, som bombede moskeen, men bomben eksploderede ikke. I forvejen var der flygtninge fra en anden, landsby i Safforieh. Og modstandsbevægelsen mod den israelske hær holdt også til i vores by. Vi gav flygtningene ly og samlede mad ind til dem. Så blev der bombet igen. Vi flygtede ud af landsbyen, og regnede med at komme tilbage dagen efter. Men vi kom aldrig hjem igen."

Abu Nizar: "Palæstinenserne havde kun pistoler og geværer, men ikke alle. Nogle af våbnene var meget gamle. Israelerne havde moderne våben, kanoner og flyvemaskiner.

Vores krigere indtog deres pladser foran landsbyen for at undgå, at den blev erobret. Gamle og børn forlod landsbyen. Men mange blev på stedet. De, der flygtede, blev i nærheden af landsbyen, og forventede at vende tilbage i løbet af få timer, når flyet var holdt op med at bombe. Efter 1 uge vendte nogle tilbage, men der gik rygter om israelske massakrer i Deir Yassin, Nahalin og andre steder, som skræmte folk.

Den første nat gjorde vi ophold under et stort træ. Vi havde hverken mad eller tæpper. Da vi fandt ud af, at vi ikke kunne få lov til at vende tilbage til landsbyen, forsøgte min far og bedstefar at hente tøj og tæpper. Siden flygtede vi. Bedstefar var en gammel mand, så han red på et æsel. Alle tæpper blev lagt på æslet. Vores landsby blev omdannet til militært område, så man ikke kunne vende tilbage. De fleste af husene blev ødelagt."

"Vores ældste, Abu Nizar var 6 år og lillebror 5," fortæller Aisha. "Raja bar en af drengene på hver arm. Folk løb bare. Nogle flygtede til Syrien, men vi flygtede til Libanon."

Raja sidder tavst og lytter med indestængt smerte til Aishas beretning: "Da vi kom til grænsen mellem Palæstina og Libanon, stod hæren parat og ville ikke lukke os ind. Vi sad og ventede i solen - uden tag over hovedet. Til sidst blev der fundet en løsning, og så blev vi fordelt over hele landet. Vi fik mad og nødhjælp fra FN, og der blev stillet telte op som erstatning for vores huse i Palæstina."

Hvordan havde I det følelsesmæssigt?

"Hvordan vil du have, vi skulle føle," siger Aisha. "Det var vores land, vi havde mistet! Vi græder stadig over Palæstina. Selv om vi fik tilbudt hele Saida, ville vi hellere bo i et skur i Palæstina. Men landsbyen findes ikke mere. Israelerne jævnede den med jorden."

De jødiske kolonier omkring Safforieh var ikke længe om at beslaglægge landsbyens omfattende jordarealer og fordele dem mellem sig. I en hemmelig israelsk rapport hedder det om Safforieh: "I nærheden af Nazareth er der en landsby ... hvis store jorde kan bruges til vores bosættelser. Måske kan de (palæstinenserne, red.anm.) få tildelt et andet sted." [1]

Unge og gamle samles hver aften i flygtningelejren til alfabetisering. Programmet blev oprindelig startet af kvækerne og fortsat af UNWRA. Billedet viser en klasse i Gaza. Lærerne er selv flygtninge og arbejder frivilligt.
(UNWRA)

Som det foregik i Safforieh, skete det i hundredvis af andre palæstinensiske landsbyer. Den nyetablerede israelske stat skabte fuldbyrdede kendsgerninger, udrensede mere end 60 % af Palæstinas oprindelige befolkning, beslaglagde deres jorde og tilintetgjorde landsbyerne. Flere af Safforiehs indbyggere forsøgte at vende tilbage, men i januar 1949 blev de gennet op på lastbiler og fordrevet. [2]

45 år efter

I dag, hvor vi ser tilbage på Aisha og Rajas personlige historie, skriver vi marts 1993 - 45 år efter deres store tragedie. En palæstinensisk forhandlingsdelegation forhandler med Israel'. Hvordan opleves det, set fra Libanon?

Vil palæstinenserne nogensinde få deres land tilbage igen? Det virker som om Israel er meget magtfuldt?

"Israelerne er slet ikke stærke," mener Aisha. "Havde det ikke været for deres fly og jetjagere, var de ingenting. Men forhåbentlig vender vi tilbage til Palæstina. Det er kun Gud, der ved det. Inshallah."

ó Hvordan går jeres hverdag i flygtningelejren?

"For det meste er vi i huset," forklarer Aisha. "Eller så planter og sår vi i køkkenhaven. Vi går på nabobesøg, og bedstefar har et lille arbejde, hvor han planter og vander. Men der bliver altid bombet - forleden blev der bombet om dagen."

Men hvorfor tror i, israelerne bomber?

"Nogle gange er det, fordi ledere i Palæstina er blevet dræbt, og så udligner de det på den måde. Men forleden var det en båd, som tilhørte PLO, der blev bombet. Vi har et palæstinensisk kontor som nabo, og der er blevet bombet 4 gange. De bomber med fly, men som regel foregår det fra havet."

Israel begrunder angrebene på lejrene med, at det er nogle terroristreder, som bliver brugt til angreb på uskyldige mennesker i Israel?

"Hvem er det, som er terrorister," spørger Raja. "Dem, der besætter vores land, eller dem, der beskytter deres land. Vi glemmer ikke vores land, selv om der er gået 100 år."

Den fælles drøm om at gense Palæstina er ikke nok til at få palæstinenserne til at holde sammen. Det er kun få dage siden rivaliserende grupper i Ein Helweh var involveret i et skudopgør med hinanden.

Hvad mener i, om de interne konflikter mellem de palæstinensiske grupper?

"Dem kender vi ikke noget til," fastslår Aisha. "Vi blander os ikke så meget i politik."

Men begestringen for PLO-formanden Yassir Arafat og hans forhandlingslinie, som skal give Vestbredden og Gaza tilbage til palæstinenserne i de besatte områder kan ligge på et lille sted. Flygtningene i Libanon, Syrien, Jordan har kun 5. prioritet i Mellemøstenforhandlingerne.

Hvad synes I om PLO og Arafat?

"Han er en leder på linie med alle andre," mener Raja.

Er han ikke palæstinensernes leder nr. 1?

Spørgsmålet afføder en tænkepause, hvorefter muslimske Aisha med diplomatisk snilde indirekte erklærer den kristne palæstinensiske leder Georges Habash fra PFLP sin sympati.

"Abu Amar (Arafats kælenavn) og Habash er vores ledere, det siger alle."

Tror I nogensinde, der kan komme en fred mellem jøder og palæstinensere?

Aisha: "Kun Gud ved det. Inshallah".

"Når der er en, som hugger mit land," fastslår Raja, "er jeg ikke villig til at slutte fred. Når man ser, hvordan israelske soldater forfølger børn, der har kastet sten eller, hvordan de har sendt de 400 deporterede ud i sneen i ingenmandsland, hvordan forventer I så man kan slutte fred."

Der er jo også israelere, som arbejder for fred?

"Der er ikke noget af det, som kommer til at fungere," mener Aisha. "I 40 år er der blevet snakket om fred, men hvis de virkelig ville have fred, kunne de have sluttet den, mens vi var i vores landsbyer."

Raja har fået nok af vores politiske snak, og griber fat i hakken. Imens begynder Aisha at nynne en gammel palæstinensisk bryllupsvise.

Um Marwan

Udenfor flygtningelejren har de hjemløse rejst nogle intermistiske barakker. 41-årige Um Marwan har end ikke en barak at bo i, kun et midlertidigt logi i en børnehave, som hun og familien skal rømme om få dage. Og hvor Aisha og Raja udstrålede et vist livsmod, er Um Marwan bitter:

"Jeg har ikke noget håb til til tilværelsen," siger hun og ryger en cigaret, selvom det er forbudt under ramadanen. Urn Marwan fortæller opgivende om sine to dræbte sønner og sine talrige forsøg på at undslippe den libanesiske borgerkrigs massakrer:

Jeg stammer fra Tel Zater-flygtningelejren, der lå i Østbeirut, og som blev udraderet i 1976 af kristne militser. Kvinder og børn måtte flygte. Den arabiske Liga hjalp os ud. Alligevel blev folk dræbt under evakueringen. Flere tusinde blev dræbt inde i lejren. Nogle af mændene prøvede at flygte over et bjerg, men blev opdaget og dræbt. Vi kom til Vestbeirut, hvor vi opholdt os på en skole. Senere blev vi flyttet til Damour."

Damour var en libanesisk kristen landsby, hvor palæstinensiske grupper havde påtaget sig bødlens rolle og fordrevet indbyggerne.

"Vi boede i Damour i 6 år, indtil den israelske invasion, hvor vi igen måtte flygte. Denne gang til Bekaa. Men så udbrød der en intern palæstinensisk krig, og så måtte vi flygte igen. Min søn Nasser blev dræbt under et israelsk luftbombardement."

Um Marwans evige flugt gik siden til Saida og Ein Helweh, hvor sønnen Marwan blev dræbt under den shiitiske Amalmilits' belejring.

Um Marwan er angst for at blive deporteret fra Libanon. Hun sidder med et lille barn på skødet: "Jeg har intet håb til fremtiden. Intet, jeg venter bare på at dø."

PS: Da jeg juli 1994 prøvede at genfinde Um Marwan, erfarede jeg, at to døtre var blevet gift. Hvilket var en lettelse af forsørgerbyrden - økonomisk set. Um Marwan boede stadig i børnehaven. Da hun virkede sårbar under mødet i 93, valgte jeg ikke at opsøge hende for ikke at krænke hendes værdighed, men sendte et fotografi.

Noter:

1) Benny Morris, The Birth of the Palestinian Refugee Problem, Cambridge, 1987, s. 241.

Flugten fra Palæstina

Søg

Temaer

Aktørerne Nyt !

Palæstina billeder

Main Menu