En række hemmelige israelske regeringsarkiver er for første gang blevet åbnet og har kastet nyt lys over den israelsk-arabiske konflikt. Arkiverne går helt tilbage til landets første leveår og har overrasket såvel forskere og journalister, som mange i den israelske offentlighed.

På trods af, at arkiverne kun er blevet delvist åbnet og mange af sagerne stadig betragtes som top-hemmelige, har de nye oplysninger rokket ved nogle helt grundlæggende forestillinger hos israelerne og den vestlige verden.

De mest interessante dokumenter handler om konflikten mellem Israel og den arabiske verden, især palæstinenserne. Blandt israelere har den mest udbredte opfattelse været, at det er araberne der har ansvaret for krigene, for det palæstinensiske flygtningeproblem, for våbenkapløbet og så videre. For gennemsnits-israeleren har hans land og hans ledere altid gjort alt for at slutte fred med de arabiske naboer.

Men de israelske dokumenter viser, at det langt fra er hele sandheden. Nok er det ubestrideligt at araberne, herunder også palæstinenserne, både på den internationale og den lokale arena, modsatte sig delingen af Palæstina. Men størstedelen af palæstinenserne deltog ikke i de kampe, som fandt sted efter, at FN's resolution om delingen blev vedtaget i 1947. De kæmpende var først og fremmest arabere fra nabolandene.

"Den brede bondebefolkning (palæstinenserne) deltager ikke i optøjerne": skriver David Ben-Gurion, lederen af det jødiske samfund i Palæstina, i et brev i december 1947 til Moshe Sharett, chefen for den politiske afdeling af "Jewish Agency" (zionistbevægelsens ledelse i Palæstina). Og tre måneder senere skriver Ben-Gurion igen, denne gang til Sharett og Golda Meir: "Det store flertal af araberne (palæstinenserne) vil ikke i krig med os".

 

Til gengæld viser adskillige dokumenter, at strategien hos Haganah (det jødiske fællesskabs hemmelige hær) og naturligvis også hos de israelske terroristgrupper, Irgun og Sterngruppen, bestod i at slå hårdt til mod de palæstinensiske arabere for at besejre dem og jage dem bort.

Allerede i 1948, i begyndelsen af krigen, kan man læse i Ben-Gurions dagbog: "Under angreb må man være parat til at give modstanderen det afgørende stød ved enten at ødelægge bebyggelserne eller fordrive indbyggerne for at tage deres plads".

Selv, når der blev indgået aftaler mellem jødiske og arabiske landsbyer om godt naboskab, reddede det ikke palæstinenserne fra fordrivelse og massakrer. Det mest berygtede blodbad var i Deir Yassin i Jerusalems vestlige omegn. Deir Yassin havde indgået en venskabsaftale med den jødiske nabolandsby, Givat Shaoul. Alligevel blev Deir Yassin angrebet af de to jødiske terroristgrupper, Irgun og Stern. 254 mennesker blev dræbt, de fleste kvinder og børn.

Også Haganah, der senere blev til den israelske hær, begik grusomheder under den lange krig i 1948, men de dokumenter, der kan bevise Haganahs handlinger, bevares bag lås og slå, fordi de "kan skade nationens interesser". En journalist fra Jerusalem Post, Benny Morris, har gennem Højesteret forsøgt at få frigivet de papirer, der handler om flere massakrer, der fandt sted i 1948, men hans anmodning blev afvist.

 

Allerede i 1948 var der to tendenser i israelsk politik: Den ene var at føre total krig mod palæstinenserne. Den anden var "den jordanske løsning". De israelske dokumenter viser, at de jødiske ledere i Palæstina havde en slags aftale med Kong Abdullah af Jordan om at dele landet imellem sig, dog uden at fastsætte de nøjagtige grænser.

Nahum Goldmann, dengang formand for Den Jødiske Verdenskongres og medlem af Jewish Agency, erklærede fire dage før staten Israel blev dannet, at Jewish Agency håbede, at den jordanske konge ville repræsentere araberne i Palæstina og blive anerkendt af FN som deres leder. Der imod gik den unge israelske stats udenrigsminister Moshe Sharett ind for at forhandle med palæstinenserne om en uafhængig palæstinensisk regering. Men han var i mindretal og opgav snart denne holdning.

Umiddelbart før Israel blev dannet modsatte Ben-Gurion sig voldsomt, at man allerede på det tidspunkt lavede aftaler om, hvor grænserne skulle gå. Det gjorde han for at sikre sig, at det i fremtiden ville være muligt at udvide landets grænser ud over dem, der blev fastsat i FN's delingsplan fra 1947.

"Hvis araberne angriber os, tager vi det vestlige Galilæa og vejen til Jerusalem. På den måde bliver de områder alligevel en del af vores stat. Hvorfor så tage en afgørelse nu?" Sådan sagde Ben-Gurion tre dage før staten Israel blev udråbt. Og i løbet af 1948 blev Israel faktisk udvidet betragteligt. Planen for landets deling gav 55 procent af Palæstina til jøderne og 45 procent til araberne. På det tidspunkt ejede jøderne kun godt 5 procent af Palæstinas jord. Efter at våbenstilstandsaftalen blev underskrevet i 1949, tilhørte 80 procent af Palæstina staten Israel. I 1947 var der 660.000 jøder og 1.250.000 arabere i Palæstina.

 

Resultatet af krigen gør det lettere at forstå Ben-Gurions berømte sætning om "arabernes velsignede fjendtlighed". Israelske forskere er uenige om, i hvor høj grad Ben-Gurion selv var med til at styrke arabernes fjendtlighed. Det lader til, at Ben-Gurion allerede i 1948 havde drømme, som gik ud over Palæstinas grænser. Den 24. maj skrev han i sin dagbog: "Når først vi knækker den jordanske hær og bombarderer Amman, kommer vi også til at udslette Jordan... og da er det, at også Syrien falder...".

Han havde også "planer" for Libanon. Samme dag skriver han: "Den muslimske magt er kunstig og let at rokke ved. Der bør dannes en kristen stat, hvis grænse går langs med Litanifloden i Sydlibanon - så underskriver vi en fredsaftale med den".

Officielle taler i Israel handlede som regel om, hvordan landet ønskede fred med araberne. Men regeringens arkiver fra Israels unge år viser nu, at tørsten efter fred ikke var ægte. Et eksempel blandt mange:

I 1949 sender Syriens præsident, Shoukri el-Kuwafly, en gesandt til Paris for at snakke med israelske repræsentanter om mulige forhandlinger om at dele Palæstina i to stater inden for en forbundsstat. Svaret fra israelerne var kort og klart: "Spar os for dine forbundsstater!"

Syriens næste præsident, oberst Husni Zaim, foreslog i begyndelsen af 1949 ligeledes et personligt møde med Ben-Gurion for at få fredsforhandlinger i gang med Israel, endda før der var indgået våbenhvile. Husni Zaim foreslog desuden, at 300.000-350.000 ud af 700.000 palæstinensiske flygtninge blev flyttet til Syrien og bosat der. Et revolutionerende forslag skulle man tro, i hvert fald set med israelernes øjne. Men Ben-Gurion tog ikke imod tilbuddet. Han skriver i april 1949 i sin dagbog:

Den amerikanske udenrigsminister, Dean Acheson, og den amerikanske ambassadør i Damaskus gjorde sig store anstrengelser for at overbevise de israelske ledere om, at de skulle forhandle med syrerne, men forgæves.

Den kendte israelske journalist Tom Segev fortæller, at der på dette tidspunkt ligefrem opstod en fløj i udenrigsministeriet i Israel, som mente, at det slet ikke var nødvendigt at slutte fred med araberne, men at man kunne bygge fremtiden på våbenstilstandsaftaler.

 

Hverken Ben-Gurion, Moshe Sharet eller nogen anden blandt de israelsk ledere var særlig opsatte på at løse de ømtålelige problem omkring de palæstinensiske flygtninge. I regeringens arkiver kan man finde dokumenter, hvor følgende vurdering er fremsat af udenrigsministeriets Mellemøstenafdeling:

Israelske talsmænd fastholder, at det var de arabiske lande og de palæstinensiske ledere, der opfordrede den palæstinensiske befolkning til at flygte fra Israel. Og det var derfor ikke Israel, der var ansvarlig for problemet med de palæstinensiske flygtninge.

Men igen giver statsarkiverne et andet billede: En rapport dateret den 1. marts 1948 fra den arabiske sektion af Jewish Agencys politiske afdeling understreger, at Den Arabiske Højkomite (palæstinensernes organisation) forsøger at gøre en ende på palæstinensernes masseudvandring. Desuden eksisterer der ikke nogen dokumenter, traktater, artikler eller radioudsendelser fra den tid, som indeholder opfordringer til palæstinenserne om at forlade Israel.

Det drejede sig om 400.000 flygtninge. De resterende 300.000 flygtede i sidste halvdel af 1948. På den måde blev adskillige byer og cirka 250 landsbyer fuldstændig tømt for indbyggere. De to hovedårsager til palæstinensernes masseflugt var frygt for massakrer og fordrivelse fra den israelske hærs side.

I Lyddah og Ramleh, to byer i midten af landet, som blev erobret af den israelske hær i 1948, blev 50.000 palæstinensere jaget bort efter ordre fra den israelske ministerpræsident Ben-Gurion. Det afslører et afsnit i den nuværende forsvarsminister og tidligere hærchef Itzhak Rabins memoirer. Det var Rabin der modtog og udførte ordren. Afsnittet blev strøget af militærcensuren i Israel, men blev offentliggjort af den amerikanske presse.

 

Lederne af det jødiske samfund i Palæstina havde allerede i 1947 overvejet muligheden af en palæstinensisk masseflugt, viser dokumenter fra regeringsarkiverne. På et møde i februar 1948 med andre ledere i hans parti, Mapai (Arbejderpartiet), taler Ben-Gurion om "de store forandringer" som vil opstå i befolkningens sammensætning.

Journalisten Tom Segev mener, at det var den arabiske masseudvandring han hentydede til. Ben-Gurion opfattede denne som en positiv begivenhed.

En måned senere siger Ben-Gurion på et møde med sit partis centralkomite: "Et land med arabere er totalt forskelligt fra et land uden arabere".

Yigal Allon, chefen for Palmah stødtropperne i Haganah - fortæller om erobringen af Safed i 1948: "Vi har ladet udfaldsvejene slå åbne for at "hjælpe" beboerne med afrejsen."

Den berømte D-plan fra marts 1948, som blev planlagt af oberst Yigal Yadin (senere viceministerpræsident), fastlagde flere slags aktioner mod arabiske landsbyer for at "garantere sikkerheden for det jødiske forsvarsnet" - blandt andet ødelæggelse af landsbyer, som man ikke kunne erobre permanent, eller belejring af områder og fordrivelse af befolkningen bag linierne.

Israelerne har ikke haft synderlig samvittighedsnag over palæstinensernes skæbne. Tværtimod. Den moderate Moshe Sharett skriver i juni 1948:

Historikeren Michel Bar-Zohar, som er forfatter til Ben-Gurions biografi, beretter hvordan Ben-Gurion kom til Nazareth efter byens erobring og vredt spurgte militærkommandanten, general Haim Laskov: "Hvad bestiller indbyggerne her endnu?" Ifølge visse kilder forelå der en stiltiende ordre om at få den lokale befolkning til at rejse, men Laskov havde ikke udført den.

Efter at have været med til at fordrive de arabiske beboere fra deres hjem spiller Ben-Gurion uskyldig. Under et møde i det provisoriske parlament, Folkets Råd, erklærer han: "De seneste begivenheder har afsløret, hvem der virkelig føler sig knyttet til dette land og vil forsvare hver plet på landkortet - og hvem, der bare er parat til at forlade landet ved den første prøvelse".

De dele af statsarkivet, der handler om fordrivelsen af palæstinenserne i 1948-49, har ikke været tilgængelige for forskere siden 1985. Men Tom Segev nævner nogle titler på akterne: "Fordrivelse af beboerne", "Overførelse af beboerne", "Ødelæggelse af arabiske landsbyer" og så videre. I sin dagbog taler Ben-Gurion om ministerielle kommissioner til "forflyttelse og fordrivelse" og til "overførsel" (eng. transfer).

I løbet af og efter krigen blev de forladte arabiske landsbyer ødelagt eller befolket af jødiske indvandrere. Palæstinensernes jord og huse blev overtaget af staten, af enkeltpersoner eller af kollektive landbrug, kibbutzer med flere.

Selv byen Deir Yassin blev på trods af dens blodige forhistorie befolket påny af jøder, hvilket gav anledning til en del kritik fra de liberale israeleres side, der iblandt den berømte filosof Martin Buber.

Fra tid til anden løfter sådanne stemmer sig for at udtrykke skam over det, der skete efter krigen i 1948. Politikeren Yossef Lam fra Arbejderpartiet Mapai sagde efter en debat i Knesset:

Amnon Kapeliouk er medarbejder ved Israels største avis, Yediot Aharonot og korrespondent for Le Monde Diplomatique.