Muhammed, hans kone Suheila og deres 5 børn har ingen forhåbninger til fremtiden. På linie med med de øvrige 320.000 statsløse, palæstinensere i Libanons flygtningelejre føler de, at de er sat af dagsordenen i den mellemøstlige fredsproces.

 

I Libanon er det ikke det generelle indtryk, at man er en del af en fremadskridende fredsproces. Og da slet ikke blandt de palæstineniske flygtninge, som føler sig glemt af PLO og Yassir Arafat: Ingen har varetaget deres interesser i forbindelse med fredsforhandlingerne, og den israelske stat nægter dem fortsat retten til at vende tilbage til deres landsbyer i det nordlige Israel. Samtidig føler palæstinenserne sig truet af den libanesiske regering, som helst ser dem forlade landet. Efter principaftalen mellem Israel og PLO fra 1993 handler de seneste overvejelser i den libanesiske regering om, hvordan man kan få sendt palæstinenserne ud af landet - til Gaza, oliestaterne og hvem der ellers måtte tage imod dem.

 

Muhammed og Suheila bor i et aflangt rum med nyskuret cementgulv, hvide plasticstole, en sofa og et køleskab. Alt i et rum. De lever i deres egen verden med økonomiske problemer, hvor det først og fremmest handler om den daglige overlevelse.

 

`Jeg bryder mig overhovedet ikke om politikere, heller ikke om Arafat", fortæller Muhammed. "De eneste, jeg holder af, er min kone, Suheila, og vores børn. Jeg har ingen fast indkomst, men hvis jeg er heldig, kan jeg tjene 200 kr. om måneden som landarbejder. Men jeg har dårlige knæ, og der er for det meste kun sæsonarbejde i appelsinlundene".

 

"Vi har ingen forventninger til fremtiden", siger Suheila. "Vi håber kun, at vores børn vil få det lidt bedre".

 

Muhammed og Suheilas økonomiske problemer har de til fælles med flertallet af palæstinensiske flygtninge i Libanon:

 

 

Flygtninge i Shatila. (Bjørn Meidell)

 

 

 

 

PLO-kassen er øjensynlig tom - også for familierne i Rashidieh uden for havnebyen Tyrus, hvor Muhammed og Suheila bor.

 

 

Rashidieh-flygtningelejren med dens 21.000 indbyggere er Arafats sidste støttepunkt i Libanon, hvor PLO på det nærmeste havde etableret en stat i staten. De palæstinensiske flygtninge i Libanon var selve rygraden i den palæstinensiske bevægelse - indtil Israels invasion i 1982 tilintetgjorde denne indflydelse. Og PLO måtte fortrække til et nyt eksil - i Tunesien.

 

Sultan Abo El Enin, en velplejet mand i jakkesæt, hvid skjorte og slips, er PLO's og Arafats repræsentant i det sydlige Libanon. Han har en lille garde af krigere, som kontrollerer Rashidieh. Og da jeg - uden at nævne Muhammeds navn - forelægger dennes apati over for aftalen mellem Israel og, PLO, erklærer Sultan:

 

"Han er uuddannet. Han har ikke forstået fredsaftalen. Alle var glade her i Rashidieh, da Arafat vendte tilbage til Gaza. Der blev skudt i luften af begejstring. Fredsaftalen er første skridt på en lang vej. Historiens hjul kan ikke stoppes. Jerusalem skal være vores hovedstad. Der bliver ingen fred uden Jerusalem."

 

 

"Her i det sydlige Libanon kan folk frit udtrykke deres mening, og de er som sagt glade. Det kan de ikke i det nordlige Libanon".

 

Sultan Abo El Enin hentyder til, at Libanon som en skrøbelig småstat er underlagt et voldsomt syrisk pres. 35.000 syriske soldater understreger, hvem der har den overordnede magt. Til denne dominans hører også et jerngreb om de palæstinensiske flygtningelejre nord for Awalifloden, hvor syrisk militær og efterretningstjeneste kontrollerer de mange rivaliserende palæstinensiske grupper. I disse lejre er Arafats Fatah-fraktion frataget enhver indflydelse - som følge af to årtiers rivalisering mellem Syrien og PLO om kontrollen med palæstinenserne.

 

	1952. Nahr El Bared flygtningelejren ved Tripoli, Libanon.

 

 

En times kørsel fra Rashidieh - i nordlig retning - ligger Saida ved Libanons middelhavskyst. Som et appendix til byen ligger Ein Helweh - den største palæstinensiske flygtningelejr i Libanon. I dansk oversættelse betyder Ein Helweh det smukke øje eller det søde vand. "Det smukke øje" og de 60.000 indbyggere holdes i et fast tag af den libanesiske hær, symboliseret ved de faste vagtposter og kampvogne omkring lejren.

 

Umiddelbart efter indkørslen har resterne af Arafats Al Fatah organisation i lejren kvarter på vejens venstre side. Og på højre side har PFLP - Folkefronten til Palæstinas Befrielse - kontor. Den hullede vej udgør en våbenstilstandslinie mellem Fatah og PFLP, og jeg bliver advaret mod at gå over vejen. Fatah er fuldstændig ude i kulden i Ein Helweh. Alle andre organisationer i lejren har gjort front mod dem pga. Arafats aftale med Israel og det, der opfattes som det totale svigt af de palæstinensiske flygtninge. Set fra Libanon er paraplyorganisationen PLO ophørt med at eksistere. Tilbage er kun en afmægtig rivalisering mellem desillusionerede og svage organisationer.

 

 

 

Det er fredag ved 12-tiden - mange mænd er til fredagsbøn i moskeen. Men 70-årige Aisha står i køkkenet og rører rundt i en stor gryde. Fjernsynet er tændt - der er livetransmission fra Mekka. Raja er i moskeen.

 

"Jeg er gammel og mit syn bliver dårligere og dårligere", fortæller Aisha, da jeg spørger hende om, hvad der er sket siden, jeg besøgte hende for 1? år siden. "Jeg mistede mit ene øje under den israelske invasion i 1982. Men det er lige meget med mig. Min mands øje er også dårligt, han er blevet opereret for nylig. jeg ønsker kun, at han skal være rask. Inshallah - om Gud vil".

 

	Drengeleg i Shatila, hvor der stadig er ruiner efter ødelæggelserne under den israelske invasion og borgerkrigen. (Bjørn Meidell)

 

 

"Jeg står tidligt op, og starter med at bede. Så drikker jeg kaffe i haven med mine svigerdøtre. Bagefter får vi morgenmad. Formiddagen går med at ordne hus eller have".

 

Aisha har en smuk køkkenhave med dejlige store træer, der skygger for den bagende sol. Om eftermiddagen når heden et toppunkt, der lægger en dæmper på alle aktiviteter.

 

"Vi går på besøg eller får besøg af naboerne. Men jeg kan ikke lide at sidde uden at foretage mig noget. Der er altid et eller andet at gøre: en vask, mad, der skal forberedes. Om aftenen ser vi TV og spiser aftensmad. Og så beder vi igen". - Går du nogensinde i moskeen?

 

"Aldrig. Nogle kvinder gør. Men jeg beder 5 gange om dagen. Troen på Gud betyder det samme for alle - uanset om man er kristen eller muslim."

 

"I min landsby i Palæstina gik alle kvinder med slør, men ikke alle steder dækkede kvinderne håret til. Når man rejser fra sted til sted, fra land til land, må man indrette sig. Her går flertallet ikke med slør, så nogle af kvinderne holdt op med det".

 

Umiddelbart synes Aisha tilværelsen er blevet lidt mere tryg i Ein Helweh - det er flere måneder siden israelske fly har bombet lejren. Og det er et helt år siden Israel rettede et større bombardement mod dele af lejren, hvor en halv snes mennesker blev dræbt. I den situation valgte Raja og Aisha at blive i lejren.

 

Aisha bliver meget ivrig, da jeg spørger, om hun går ind for den traktat, Israel og PLO har indgået?

 

"Nej, nej, - denne fred omfatter ikke palæstinenserne i Libanon. Vi kan ikke vende tilbage til vores landsby. Det er en betingelse for, at vi kan tale om fred. Jeg ville blive meget lykkelig, hvis det skulle ske. jeg vil have en fuldstændig løsning for alle palæstinensere, ikke kun for halvdelen. Ingen tænker på os i Libanon, ingen kende, sin fremtid. Om vi bliver kastet i havet eller ej.

 

Tidligere var der krig, men vi havde et håb om at vende tilbage til vores huse o landsbyer i Palæstina. Om ikke vi, så vores børn. Men det håb er slukket for os i Libanon".

 

Asiha tager mig med ud i den fredfyldte have og viser mig vindruerne. Hun er en mild og venlig kvinde. Hun velsigner mig, da jeg siger farvel.

 

10 minutters gang fra Aishas have eksploderer spændingerne mellem Arafats Fatah-organisation og en gruppe udbrydere. I ly af nattemørket overfalder Sultan Abo Enins krigere deres modstandere i et lynangreb. 10 personer bliver dræbt i noget, der nærmest må karakteriseres som et bandeopgør.

 

	Raja og Aisha i Ein Helweh udenfor Saida, flygtninge fra Palæstina i 1948. (Bjørn Meidell)

 

 

Nord for Saida går "den røde linie" - dvs. den sydlige grænse for de syriske soldaters bevægelsesfrihed i Libanon. Israel tillader ikke Syrien at komme længere sydpå, hvilket respekteres af Assad, diktatoren i Damascus. Langs den slidte vej til Beirut blander syriske og libanesiske kontrolposter sig uafladeligt med hinanden. Men soldaterne står sløvt i solen og vinker trafikken fremad. En hånd stikker et bundt pengesedler ud af en lastbils førerhus. Og straks flyder trafikken mere gelinde.

 

I Beiruts sydlige forstæder vajer Hizbollahs grønne og sorte faner. En markering af, at vi nu kører gennem en fundamentalistisk stat i staten. Ayathollah Khomeiny og andre koryfæer hilser de forbipasserende fra megastore plakater. De sydlige forstæder huser titusindvis af shiitiske flygtninge fra den israelske sikkerhedszone i det sydlige Libanon. I disse fattigkvarterer har Hizbollah ingen vanskeligheder med at rekruttere nye krigere til kampen mod Israel og besættelsen af det sydlige Libanon.

 

Snart er vi i fattigkvarteret Sabra og ved indkørslen til Shatila-flygtningelejren, som bevogtes af både syriske og libanesiske soldater. Velinformerede kilder fortæller, at den syriske efterretningstjeneste har fuldstændig kontrol med de palæstinensiske flygtningelejre i Beirut og omegn. Kontrollen omfatter et effektivt net af meddelere.

 

Affaldet hober sig op i Shatila. Vrede kvinder protesterer mod svineriet. Renovationsarbejderne i Beirut har forlængst stoppet deres strejke, men skraldet får lov til at flyde her.

 

Shatila kom på alverdens forsider i 1982, da hundredevis blev massakreret af kristne højrefløjsmilitser med den israelske invasionshær som bisidder. De israelske soldater skød lysbomber op mod nattehimmelen for at lette militsernes fremfærd. Selve lejren er FN-område og delvis rekonstrueret efter krig og borgerkrig, men der er stadig ruiner i og omkring Shatila. Den libanesiske regering ønsker hele området ryddet, og tillader ikke nybygninger i selve lejren eller i dens umiddelbare nærhed.

 

Intet andet sted blandt de palæstinensiske flygtninge er forbitrelsen mod Israel, den libanesiske regering og mod PLO og Yassir Arafat så voldsom som her, hvor man føler sig svigtet af alt og alle.

 

"Jeg var ca. 15 år, da krigen i Palæstina begyndte i 1948, og den jødiske milits rykkede ind i vores landsby", fortæller Ahmed. "Vi flygtede, men troede kun det ville vare i 3 dage. Men nu har det varet i 46 år. 11982 rykkede falangisterne ind med bulldozere, maskingeværer og økser. De skånede ingen. Min søster blev slæbt 10 m. ud af sit hus og dræbt. Min fætter ville fjerne liget - og blev også dræbt. En af lederne for massakren, Hobeika, er i dag minister i den libanesiske regering".

 

Ahmed har absolut intet til overs for Yassir Arafat og PLO:

 

"Jeg håber, Arafat finder sin grav i Gaza. Vi betragter ham som vores fjende, han er ven med vores fjende, Israel. Hans skæbne bliver ligesom Sadats. Da Clinton skulle vælges til præsident i USA, rejste han rundt til alle de amerikanske delstater for at føre valgkamp og samle støtte, men ingen har spurgt os om Gaza-Jeriko-aftalen.

 

Tænk på palæstinenserne i Libanon, alt det vi har lidt. Mere end 100.000 palæstinensere og libanesere er blevet dræbt under krig og borgerkrig. Og så bliver vi bare glemt. Vi har hørt, at den libanesiske regering vil flytte os, men vi har ikke modtaget nogen form for information. Vi er flyttet fra sted til sted de sidste 40 år, men vi vil tilbage til det sted, hvor vi er født og opvokset - til Palæstina".