PLOs mål og midler: Fra dannelsen til Oslo

Skrevet af: Michael Irving Jensen

Denne artikel søger at skabe en forståelse for, hvorledes Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, har udviklet sig gennem de seneste årtier. Artiklen beskriver hvordan PLO gennem 1970erne og 1980erne realpolitisk har flyttet sig fra sit oprindelig udgangspunkt, der var Palæstinas totale befrielse fra zionismen, til oprettelsen af en stat på Vestbredden og Gazastriben og en anerkendelse af staten Israels ret til at eksistere i sikkerhed. Netop denne ændring i PLOs politik var forudsætningen for, at PLO i september 1993 kunne underskrive Principaftalen, her kaldet Oslo-1.

Dannelsen af PLO

Staten Israels oprettelse i 1948 på palæstinensisk jord resulterede ikke umiddelbart i dannelsen af en palæstinensisk national befrielsesorganisation. Gennem 1950erne og 1960erne repræsenterede pan-arabismen den dominerende ideologiske retning blandt de forskellige palæstinensiske politiske grupperinger. En af de væsentligste konsekvenser af dette var at stort set al palæstinensisk politik blev indlemmet i en pan-arabisk ramme. Ideen om at skabe en særegen palæstinensisk befrielsesorganisation blev først lanceret under det første arabiske topmøde i Cairo i januar 1964.

Det var pan-arabismens førstemand, Egyptens daværende præsident Gamal Abdel Nasser, der havde indkaldt til topmødet, og det var på hans foranledning, at der blev taget initiativ til at danne en palæstinensisk befrielsesorganisation. Den palæstinensiske diplomat Ahmed Shuqairy fik tildelt hvervet at puste liv i ideen om dannelsen af en palæstinensisk befrielsesorganisation. I maj 1964 indkaldte han 422 palæstinensiske notabiliteter til møde på Hotel Intercontinental i Øst-Jerusalem, og det var ved denne lejlighed at Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) formelt blev etableret.

Den nye organisation blev mødt med skepsis fra mange palæstinensiske gruppers side på grund af organisationens tætte bånd til Egypten. Den indflydelsesrige Hajj Amin al-Husseini, som tidligere havde været leder af den arabiske revolte i Palæstina 1936-39, var mildt sagt ikke tilhænger af den nye organisation. Amin al-Husseini beskrev PLO som en "kolonial, zionistisk konspiration med det mål at afvikle den palæstinensiske sag" (Cobban, 1984, 31). Heller ikke den pan-arabiske bevægelse Arab Nationalist Movement (ANM), som var ledet af Georg Habash, syntes at støtte den nye organisation på trods af ANMs tætte bånd til pan-arabismens førstemand Gamal Abdel Nasser. Også Fatah viste nærmest ligegyldighed overfor PLO. Fatah bevægelsen var en palæstinensisk guerillabevægelse, der var blevet stiftet af eksilpalæstinensere i Kuwait i slutningen af 1950erne. Blandt stifterne var Yasir Arafat (Abu Amer), Khalil al-Wazir (Abu Jihad), Khaled al-Hassan og Salah Khalaf (Abu Iyad). Bevægelsen havde fem hovedpunkter i sit program: Befrielsen af Palæstina, nødvendigheden af brugen af væbnet kamp, samarbejde med venligtsindede arabiske kræfter og endelig samarbejde med venligtsindede internationale kræfter. Bevægelsen var ideologisk tømt for ethvert socio-økonomisk indhold. Fatah er det omvendte akronym for Harakat al-Tahrir al-Filastiniyah, som betyder Bevægelsen for Palæstinas Befrielse. Fatahs leder, Yasir Arafat, som var inviteret til mødet, gjorde sig end ikke den ulejlighed at møde op. Dette skyldtes blandt andet, at Fatah uden held havde forsøgt at samarbejde med Ahmad Shuqairy. Ifølge en af Fatahs stiftere, Khaled al-Hassan, var Shuqairy ikke i stand til at holde indgåede aftaler med Fatah på grund af sine tætte forbindelser til Gamal Abdel Nasser. Desuden var Fatah, da PLO blev stiftet, optaget af bevægelsens egen væbnede kamp mod Israel, som var blev påbegyndt den 1.1.1965.

Modvilje fra disse organisationers side, uenighed internt i PLO ledelsen som en følge af Shuqairys uindskrænkede magtbeføjelser samt de begrænsninger, som specielt Egypten satte overfor organisationen, gjorde, at PLO i sine første år var en ineffektiv organisation. Ifølge forskeren Helena Cobban var PLOs største bedrift organiseringen af nogle enheder af de første egentlige hærformationer, nemlig Den Palæstinensiske Befrielseshær (PLA). Befrielseshæren spillede en væsentlig rolle i forsvaret af Gazastriben i 1967, om end den israelske hær var for stor en mundfuld.

Det var først efter Seks-dages Krigen i juni 1967, på arabisk kaldet al-Hazima (nederlaget), at PLO begyndte at blive mere effektiv som organisation. Seks-dages Krigen endte som bekendt med et forsmædeligt nederlag til den 'arabiske nation'. Israel besatte store arabiske landområder og araberne mistede således kontrollen med Sinai-halvøen (Egypten), Golan højderne (Syrien), Vestbredden og Gazastriben.

Fatah var en af de få palæstinensiske bevægelser, der aldrig havde troet på, at arabisk enhed var vejen til befrielsen af Palæstina. Det havde derimod ANM. I lyset af den 'arabiske nations' nederlag i 1967 skiftede ANM kurs og Georg Habash stiftede i september samme år en ny bevægelse: Folkefronten til Palæstinas befrielse (PFLP). PFLP var en marxistisk-leninistisk inspireret front, som først og fremmest arbejdede for Palæstinas befrielse. PFLP anser "zionisme, imperialisme og arabiske reaktionære [regimer] som den palæstinensiske kamps hovedfjender" (Brynen, 1990,42)

I december 1967 krævede Fatah at Ahmed Shuqairys skulle gå af som formand for PLO. Kort efter rejste PFLP et lignende krav, og det samme gjorde flere uafhængige medlemmer af PLO. Resultatet blev at Ahmed Shuqairy trådte tilbage. På det fjerde møde i Det Palæstinensiske Nationalråd i 1968 blev formandsposten i organisationen midlertidigt overladt til Yahya Hammouda. Det var i februar 1969, da PLO afholdt sit femte Nationalrådsmøde, at Fatah og Yasir Arafat overtog kontrollen med PLO. En kontrol som Arafat har bevaret frem til i dag.

Arafat overtager kontrollen med PLO

På det fjerde møde i Det Palæstinensiske Nationalråd reviderede rådet PLOs charter, som blev vedtaget, da organisationen var blevet stiftet i 1964. Den væsentligste ændring i forhold til det tidligere charter er, at 1968-udgaven i højere grad afspejler guerillagruppernes palæstinensiske nationalisme og i mindre udstrækning er pan-arabisk. Dette til trods er der ingen tvivl om at teksten er et udtryk for et kompromis mellem de forskellige fraktioner inden for PLO.

Syv nye artikler blev tilføjet i 1968, blandt dem artikel 9, hvori der står:

"Væbnet kamp er den eneste mulige vej til befrielsen af Palæstina. Dette er en overordnet strategi, ikke blot en taktisk fase. Det palæstinensiske, arabiske folk forsvarer deres absolutte målbevidsthed og deres faste beslutning om at fortsætte deres væbnede kamp og om at arbejde for en folkelig, væbnet revolution for at befri deres land og deres tilbagevenden til det" (Cobban, 1984, 267, min kursivering).

I en anden tilføjelse - artikel 21 - står der:

"Det palæstinensiske, arabiske folk udtrykker sig selv gennem den væbnede palæstinensiske revolution og afviser alle løsninger, som er erstatninger for den totale befrielse af Palæstina" (Cobban, 1984, 268, min kursivering).

Disse citater fra PLO-charteret giver et udmærket billede af organisationens politik i perioden 1967-73. Blandt kongstankerne var således guerillakrig med henblik på hele det tidligere britiske mandat Palæstinas befrielse fra den zionistiske tilstedeværelse. PLO ønskede med andre ord at opløse staten Israel, som de betragtede som et imperialistisk og kolonialistisk fremmedlegeme i det palæstinensiske folks hjemland. Guerillakrig skulle tjene som både en populær befrielseskrig mod Israel og som en katalysator for en større arabisk-israelsk konfrontation, som ultimativt ville føre til dannelsen af en stat i hele Palæstina for det palæstinensiske folk. En anden kongstanke var retten til at vende tilbage for de mange palæstinensere i diaspora. Det skal nævnes, at jøder med rødder i Palæstina i charteret bliver betragtet som palæstinensere.

PLO i Jordan

Det Hashimitiske kongedømme Jordan blev i første omgang de palæstinensiske guerillabevægelsers og dermed PLOs vigtigste base. I slutningen af 1960erne havde grupper som Fatah, PFLP og DFLP vokset sig så stærke i Jordan, at de udgjorde en reel trussel mod det jordanske monarki. Guerillabevægelserne havde på dette tidspunkt kontrollen over de palæstinensiske flygtningelejre. De havde etableret eget retssystem og som oftest ignorerede de den jordanske hærs og regerings instruktioner. Et andet problem for den jordanske monark var, at bevægelserne eskalerede deres militære angreb mod israelske mål, hvilket resulterede i israelske modangreb mod palæstinensiske såvel som jordanske mål.

Flere forskere har argumenteret for, at det lykkedes for de palæstinensiske grupper, der arbejdede i Jordan, at skabe 'en stat i staten', hvilket i høj grad foruroligede den jordanske monark. Kong Hussein søgte intenst efter en lejlighed til at fordrive de palæstinensiske guerillaer, men det var ikke let på grund af den store folkelige opbakning omkring frihedskæmperne. Guerillaerne var især blevet legendariske for deres heroiske indsats ved al-Karameh slaget i 1968, hvor en lille gruppe holdt stand mod en invaderende israelsk styrke på 15.000 mand.

ëUdmattelseskrigení, som udspillede sig i 1969-70 og var ensbetydende med en situation, hvor specielt Egypten og Israel involverede sig i en lang række sporadiske angreb mod hinanden, førte til at den amerikanske administration lancerede den såkaldte Rogers- plan. Denne plan førte til en våbenhvileaftale mellem Israel og Egypten. Specielt de venstreorienterede, palæstinensiske bevægelser, med PFLP i spidsen, var imod planen. PFLP og DFLP havde - modsat Fatah - ingen bekymringer ved at blande sig direkte i andre arabiske nationers anliggender. I en reaktionær stat som Jordan så de venstreorienterede det nærmest som en pligt at gøre Jordans hovedstad Amman til den arabiske verdens Hanoi. I et forsøg på at forpurre Rogers-planen kaprede PFLP i september 1970 flere vestlige fly og førte dem til Jordan. Med dette træk havde PFLP bevæget sig ud over, hvad kong Hussein ville tolerere. Hans loyale hærstyrker fordrev PLO fra Jordan i det, der blev kendt som den jordanske borgerkrig eller 'Sorte September'. Dele af PLO slog sig ned i den nordlige del af Jordan, men i 1971 blev også disse fortrængt. Efter PLOs exit fra Jordan reorganiserede organisationen sig i Libanon. Sorte September blev således ensbetydende med et geografisk skifte for PLO, men fik ikke PLO til at ændre strategi.

PLO ændrer strategi

Det var først efter konfrontationen mellem flere af de omkringliggende arabiske stater og Israel i 1973, at PLO ændrede strategi. Under Oktoberkrigen lykkedes det for både egyptiske og syriske hær enheder at genvinde noget af den tabte ære fra 1967, om end de i sidste ende var ude af stand til at generobre de landområder, som de havde tabt i 1967. Oktoberkrigen i 1973 blev et vendepunkt for de arabiske staters forhold til staten Israel. Herefter handlede det ikke længere om, hvorvidt staten Israel skulle eksisterer eller ej, men om, hvor statens grænser skulle placeres. Egyptens nye præsident Anwar as-Sadat vandt krigens efterspil. Sadat havde ønsket en dialog med den amerikanske statsadministration med det mål for øje at indgå en diplomatisk fredsaftale med Israel - og det fik han.

Også for PLO betød krigen et kursskifte, som primært fandt sted på grund af statens Israels fortsatte styrke og den deraf følgende usandsynlighed for at opnå PLOs maksimalkrav: den totale befrielse af Palæstina. Under det 12. Palæstinensiske Nationalrådsmøde i Cairo i juni-juli 1974 formulerede Det Palæstinensiske Nationalråd derfor et nyt 10-punkts program. Det væsentligste skifte i PLOs strategi finder man i det nye programs andet punkt, som dog er formuleret noget vagt. Heri hedder det:

"PLO vil kæmpe med alle midler, og det vigtigste af disse er den væbnede kamp, for at befri palæstinensisk land og for at etablerer folkets nationale, uafhængige og kampberedte suverænitet på ethvert område af palæstinensisk land, som vil blive befriet..." (Cobban, 1984, 62).

Dette var første gang PLO udtrykte interesse for at skabe en Palæstinensisk 'mini-stat' på Vestbredden og i Gazastriben. PLO gav dog ikke direkte afkald på kravet om den resterende del at det tidligere britiske mandat Palæstina, hvilket fremgår af at PLO ønskede at etablere en 'fighting sovereignty' på Vestbredden og i Gazastriben.

I punkt 8 omtales dannelsen af en Palæstinensisk National Autoritet. Det hedder:

"Den Palæstinensiske Nationale Autoritet vil efter sin etablering kæmpe for enhed med konfrontationsstaterne med det mål for øje at fuldføre befrielsen af al palæstinensiske jord som et skridt på vejen mod arabiske enhed" (IPS, 1994, 209).

Det var denne beslutning fra 1974 der gjorde det muligt for Arafat at etablere, eller rettere legitimere, Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed i kølvandet på underskrivelsen af Gaza-Jeriko-aftalen i foråret 1994. Selvstyremyndigheden kaldes af palæstinenserne for Den Palæstinensiske Nationale Autoritet (PNA). Allerede i 1974 havde Arafat og Fatah problemer med dele af PLO. Det var ikke alle grupperinger indenfor PLO der var lige tilfredse med det kompromis, som kom til udtryk i det nye program. Blot tre måneder efter afholdelsen af det 12. Palæstinensiske Nationalrådsmøde trak PFLP's leder Georg Habash sig ud af PLOs eksekutivkomitÈ, og tre mindre guerillabevægelser fulgte trop. De billigede ikke bevægelsens nye politik. De fire organisationer dannede den såkaldte afvisningsfront og frem til Camp David-aftalen fungerede de som opposition til det Fatah-dominerede PLO. Ikke desto mindre fortsatte PLO, med Arafat og Fatah i spidsen, at søge international anerkendelse.

Siden Arafat og Fatah overtog ledelsen af PLO i 1969, havde et af organisationens mål været at blive anerkendt som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk. På det syvende arabiske topmøde i Rabat i oktober 1974 fik PLO sit indtil da største diplomatiske gennembrud, idet de arabiske statsledere bekræftede "retten for det palæstinensiske folk til at etablere en uafhængig National Autoritet under ledelse af PLO, den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, på ethvert område[af Palæstina] der bliver befriet" (IPS, 1994, 201-11, min kursivering). PLO opnåede sin anden store diplomatiske sejr blot to uger efter det arabiske topmøde, da Arafat talte Palæstinas sag i FN's generalforsamling i New York. Umiddelbart herefter opnåede PLO sin unikke observatørstatus i FN.

PLOs øverste ledelse havde helst set, at PLO blev involveret i det diplomatiske spil om en fredelig udgang på den arabisk-israelske konflikt, men organisationen, som siden Sorte September i 1970 havde haft sit hovedkvarter i Beirut, blev i stedet involveret i den libanesiske borgerkrig. Til trods for PLOs ønske om ikke at blande sig i Libanons interne anliggender - på grund af minderne fra Jordan i 1970 - var det uundgåeligt, at PLO blev involveret i krigen, fordi PLOs tilstedeværelse i landet medvirkede til at udfordre den religiøse ubalance i Libanon - sådan blev det under alle omstændigheder opfattet af især de kristne i Libanon. Den direkte årsag til PLOs engagement i krigen var de kristne falangisters belejring af de to palæstinensiske flygtningelejre Tell al-Zaatar og Jisr al-Basha i Øst-Beirut. Med Khaled al-Hassan's ord: "Da de belejrede Tell al-Zaatar, kunne vi intet andet gøre end at deltage.." (Cobban, 1984, 68). Trods borgerkrigen i Libanon afholdt PLO i foråret 1977 det 13. Palæstinensiske Nationalrådsmøde i Cairo. Fatah styrkede sin position på mødet. For det første lykkedes det at isolere PFLP, og for det andet fik Fatah grønt lys til at fortsætte bestræbelserne på at skabe et diplomatisk gennembrud. Endvidere blev begrebet en National Autoritet (National Authority), som var blevet lanceret ved det 12. Palæstinensiske Nationalrådsmøde, gjort helt klart på mødet i Cairo. PLO ændrede formuleringen fra et ønske om dannelsen af en "national, uafhængig og kampberedt suverænitet" til et ønske om oprettelsen af en "uafhængig national stat på hjemlandets jord" (Cobban, 1984, 85).

Hvis et diplomatisk gennembrud skulle lykkes, var PLO-ledelsen bevidste om, at både den amerikanske administration og Israels regering skulle bearbejdes. I 1977 skiftede både Israel og USA regeringer. Jimmy Carter blev USA's nye præsident, medens den højreorienterede Likud-blok overtog regeringsledelsen i Israel for første gang i landets historie. Dette skifte i israelsk politik var ensbetydende med et skifte i det officielle Israels syn på de besatte palæstinensiske områder. Vestbredden og Gazastriben blev ikke længere set som værende besatte, men som en integreret del af Israel, hvilket naturligvis ikke var befordrende for en løsning på konflikten. At Jimmy Carter kom til magten, kunne derimod kun betragtes som en positiv udvikling, set fra en palæstinensisk synsvinkel, idet Carter-administrationen indså nødvendigheden af at "der skal tilvejebringes et hjemland for de palæstinensiske flygtninge, som har lidt igennem mange, mange år..." (Cobban, 1984, 88). Præsident Carter håbede på, at det ville lykkes at få indkaldt alle parter involveret i konflikten til en fredskonference baseret på FN-resolution 242 i løbet af 1977. PLO havde afvist resolution 242 siden den blev vedtaget i november 1967, fordi den efter palæstinensernes mening ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til det palæstinensiske folks rettigheder. Oprettelsen af en palæstinensisk stat er ikke nævnt i resolutionen; den eneste henvisning til det palæstinensiske folk er, at sikkerhedsrådet bekræfter nødvendigheden "af at opnå en retfærdig løsning på flygtningeproblemet". I PLO's øjne var det palæstinensiske problem med andre ord blevet reduceret til et problem om flygtninge. Det Carter-administrationen ønskede af PLO var, at organisationen ikke længere sagde ëvi afviser resolution 242, fordi denne resolution behandler det palæstinensiske problem som et flygtningeproblemí. En sådan holdning var for amerikanerne negativ. I stedet ønskede amerikanerne noget i retning af: ëVi afviser resolution 242, fordi resolution ikke inkluderer dette og dette..í. Trods afholdelsen af utallige møder i PLO-ledelsen lykkedes det ikke Yasir Arafat at overtale sit bagland til at komme med en ëpositiv afvisningí af resolution 242, der kunne tilfredsstille den amerikanske administration. USA trak derfor sit tilbud om palæstinensisk deltagelse gennem PLO tilbage.

Netop denne episode illustrerer, hvordan PLO blev ledet i 1970íerne. Til trods for at Arafat og andre fremtrædende Fatah medlemmer ønskede at imødekomme det amerikanske krav, skete det ikke, fordi mere yderligtgående grupperinger - som f.eks. PFLP - i PLO under ingen omstændigheder ville give indrømmelser i forhold til resolution 242. Arafat havde trods sin formandspost ikke uindskrænket magt. Toppen i PLO søgte konsensus og denne konsensus- politik bevirkede, at en vis portion demokrati og pluralisme inden for rammerne af PLO i 1970íerne og 1980íerne ikke var ukendte fænomener.

Alligevel opgav PLO ikke håbet om at deltage i den kommende fredskonference. PLO-ledelsen var af den faste overbevisning, at Egyptens præsident Anwar al-Sadat arbejdede for at sikre palæstinensisk deltagelse. Dette skulle vise sig ikke at holde stik. I november 1977 besøgte Anwar al-Sadat Jerusalem, og talte i det israelske parlament, Knesset. Langt de fleste arabiske stater fordømte den egyptiske præsidents handling, og da Egypten året efter underskrev Camp-David aftalen med Israel, blev landet ekskluderet fra Den Arabiske Liga.

Anwar al-Sadats fred med Israel førte til at PLO og Fatah så sig nødsaget til blande sig direkte i det inter-arabiske magtspil, og ganske naturligt støttede PLO nu den 'radikale' blok, der blev ledet af Syrien. Den radikale blok var på dette tidspunkt modstandere af en tilnærmelse til Israel. Sadats besøg i Jerusalem betød desuden, at de forskellige fraktioner indenfor PLO atter nærmede sig hinanden. Med andre ord kom Fatah og den såkaldte afvisningsfront, med PFLP i spidsen, igen på talefod. Dermed var PLOs - og især Arafats - drømme om at opnå et diplomatisk gennembrud lagt på is.

Stribevis af fredsplaner uden resultater

Begyndelsen af 1980erne var karakteriseret af en række af fredsplaner, som skulle gøre en ende på konflikten i Mellemøsten. I denne periode var der både arabiske, amerikanske og israelske planer fremme, som alle led en krank skæbne.

Fahd-planen, opkaldt efter Saudi-Arabiens konge, blev lanceret i august 1981. Planen, der var kommet til verden på initiativ af personer indenfor PLO tæt på Yasir Arafat, anerkendte staten Israel og lagde samtidigt op til oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Der eksisterede stor uenighed indenfor PLO og Fatah, om hvorvidt planen skulle godkendes eller ej. Yasir Arafat, Khalil al-Wazir og Khaled al-Hassan (begge fremtrædende Fatah ledere) var for planen, mens PLOs udenrigsminister og Fatah lederen Farouq Qaddoumi, og de venstreorienterede grupperinger var imod. På et efterfølgende arabiske topmøde i Fez blev planen afvist. Endnu et eksempel på, hvordan konsensuspolitikken hæmmede den moderate del af PLO i at nå deres politiske mål. Dette nederlag for Arafat førte endvidere til et anstrengt forhold til Saudi-Arabien, idet det jo var Kong Fahd der officielt havde lanceret planen.

Den israelske højreorienterede og bosætter venlige Likud-regering var selv sagt også imod planen. Den havde i 1981 udpeget Ariel Sharon som forsvarsminister, hvilket blandt andet medførte en betydeligt hårdere politik overfor palæstinenserne i de besatte områder. I 1981 oprettede Israel den såkaldte Civile Administration på Vestbredden og i Gazastriben. Set fra et palæstinensisk synspunkt var det ensbetydende med, at de facto besættelsen ændrede sig til en de facto anneksion. På samme tid søgte den israelske regering at skabe en villig forhandlingspartner i de besatte områder, og til det formål blev Landsbyligaen oprettet. Israels hensigt med oprettelsen af Landsbyligaen var at true PLOs organisationer, men ligaen kom aldrig til at fungere som en effektiv modpol til PLO.

Den næste konfrontation mellem Israel og PLO fandt sted i Libanon. I et angreb i 1982, som israelerne kaldte 'Operation fred for Galilea', invaderede israelske styrker Libanon i et forsøg på at give PLO nådestødet. Efter at israelerne havde holdt Beirut belejret i to måneder, lykkedes det dem at tvinge PLOs guerillastyrker ud af landet. Den 30. august 1982 blev Arafat og den øvrige PLO-ledelse evakueret fra Beirut. Beslutningen om at forlade Beirut blev taget af et stort set enigt PLO. Kun få bevægelser, som Arab Liberation Front og den pro-syriske as-Sai'qa, var imod. Evakueringen fungerede i øvrigt som en katalysator for et alvorligt opgør inden for rammerne af Arafats Fatah-bevægelse, som blev splittet i to. Udbrydergruppen fik navnet Fatah-intifada og blev kraftigt støttet af Syrien.

Få dage efter PLOs evakuering fra Beirut lancerede den amerikanske administration en ny fredsplan, den såkaldte Reagan-plan. Planen lagde ikke op til skabelsen af en palæstinensisk stat, men derimod til oprettelsen af en palæstinensisk enhed, knyttet til Jordan. Planen lagde heller ikke op til en total tilbagetrækning af de israelske tropper til 1967-grænsen. Den arabiske verden reagerede ved ugen efter på et arabisk topmøde i Fez, Marokko, at godkende en arabisk fredsplan, som modsat Reagan-planen lagde op til skabelsen af en palæstinensisk stat og til en anerkendelse af Israel. Likud var under ingen omstændigheder rede til at acceptere en palæstinensisk stat. Det er allerede blevet påpeget, at Likud betragtede de besatte palæstinensiske områder som en integreret del af Israel. Gentagne gange i løbet af 1980erne viste det sig, at Israels og USAs manglende vilje til at forhandle direkte med PLO og anerkende palæstinensernes ret til en stat, var den største enkelte forhindring for PLOs bestræbelser på at indlede forhandlinger. Både USA og Israel foretrak at forhandle med Jordans kong Hussein.

Arafat forsøgte efter evakueringen fra Beirut og splittelsen i Fatah i 1983 at fjerne sig fra den konsensuspolitik, han hidtil havde forsøgt at praktisere. Eftersom oppositionen boykottede det 17. Nationalrådsmøde i 1984, fortsatte Fatah med Arafat i spidsen sin moderate politik, hvilket førte til tilnærmelser i forholdet til den jordanske kong Hussein. De to parter udarbejdede en aftale om en fælles ramme for et fredsinitiativ. Den 2. februar 1985 blev Amman-aftalen underskrevet af PLO og Jordan, hvilket førte til dannelsen af den såkaldte Nationale Redningsfront, som endnu engang fik PFLP som den dominerende oppositionsgruppering. Aftalen blev dog aldrig implementeret og efter sammenbruddet i forhandlingerne med Jordan søgte Arafat i stedet at få PLO samlet. På det 18. Palæstinensiske Nationalrådsmøde i april 1987 deltog PFLP, DFLP og kommunistpartiet. Dermed kom PFLP og DFLP til at spille en mere afgørende rolle og i sidste halvdel af 1980erne optrådte de to grupper som loyal opposition til Arafat - specielt i intifadaens første år.

PLOs rolle i de besatte områder

De besatte områder Vestbredden og Gazastriben begyndte at spille en mere central rolle i palæstinensisk politik efter at de palæstinensiske styrker i sensommeren 1982 ufrivilligt forlod hovedkvarteret og deres militære baser i Libanon. Vestbredden og Gaza blev herefter PLOs væsentligste ressource for politisk overlevelse og legitimitet.

Allerede i slutningen af 1960erne havde Fatah uden held forsøgt at etablere afdelinger og udføre aktioner på Vestbredden. Derfor var de pro-jordanske politikere stort set enerådende på den politiske scene i besættelsens første fase. Fra begyndelsen af 1970erne udspillede der sig en magtkamp mellem det jordanske kongehus og PLO i de besatte områder. Stridsspørgsmålet var: Hvem besidder retten til at repræsentere det palæstinensiske folk ? Til trods for at den jordanske konge havde tvunget PLO guerillaerne ud af Jordan under Sorte September i 1970, vandt de pro-jordanske politikere det første lokalvalg, som blev afholdt i de besatte områder i 1972. En af hovedårsagerne hertil var at PLO boykottede valget. Det betød blandt andet, at kun 23.000 palæstinensere mødte op ved stemmeurnerne, svarende til 3 % af befolkningen.

Fire år senere ved lokalvalget i 1976 så et nyt pro-PLO lederskab dagens lys i de besatte områder. Af de 191 sæder, der var på valg, blev 143 vundet af nye ansigter og 14 ud af 24 borgmesterposter blev ligeledes besat med nye personer. "De nye rådsmedlemmer erklærede offentligt deres loyalitet overfor PLO, og de agiterede for dannelsen af en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gazastriben. Støtte til Jordan blev sjældent hørt offentligt efter denne tid". årsagerne til at de pro-jordanske politikere i midten af 1970erne mistede magt og indflydelse i de besatte områder er mangfoldige. Oprettelsen i 1973 af den Palæstinensiske Nationale Front (PNF) i de besatte områder spillede en væsentlig rolle i promoveringen af pro-PLO lederskabet. En anden væsentlig faktor var Israels økonomiske politik over for de besatte områder, som underminerede den traditionelle - ofte pro-jordanske - elites politiske autoritet. Endelig har det også haft en positiv indvirkning på PLO, at lederne i den arabiske verden i 1974 anerkendte organisationen som det palæstinensiske folks eneste legitime repræsentant. Således havde PLO fra midten af 1970erne støtte fra størstedelen af den palæstinensiske befolkning i de besatte områder, om end Jordan til stadighed forsøgte at opretholde sin indflydelse blandt palæstinenserne, hvilket blandt andet udmøntede sig i økonomisk støtte til de islamiske bevægelser.

PLO forsøgte gennem en række tiltag at synliggøre overfor befolkningen i de besatte områder, at den ikke blot var en eksilorganisation. Derfor begyndte PLO fra 1979 og fremefter at kanalisere store summer ind i de palæstinensiske lokalråd. PLO-bevægelserne forsøgte også at mobilisere den palæstinensiske befolkning gennem oprettelsen af forskellige kvindegrupper, fagforeninger, hjælpeorganisationer, velgørenhedsinstitutioner, kulturinstitutioner og studentergrupper. Et problem har dog været, at de forskellige grupperinger inden for PLO har konkurreret med hinanden og har etableret mere eller mindre ens organisationer. årsagen hertil er at PLO langtfra er en homogen organisation, men netop inkluderer grupper af vidt forskellig politisk observans: liberale, konservative og marxister. Det var Fatahs Khalil al-Wazir (Abu Jihad), der igennem 1980erne udbyggede PLOs infrastruktur i de besatte områder. Efter 1982, hvor PLO mistede sin base i regionen, har det været endnu vigtigere at vise overfor den palæstinensiske befolkning i de besatte områder, at PLO råder over organisationer der tilsammen udgør en stat i svøb. Ifølge flere kilder overførte PLO alene i perioden 1977-85 så meget som 500 millioner amerikanske dollars til de besatte områder.

Intifadaen bryder ud

Det står således klart, at palæstinenserne i de besatte områder kom til at spille en mere central rolle end tidligere. Kronen på værket for palæstinenserne i de besatte områder blev starten af det palæstinensiske oprør, Intifadaen, der brød ud i december 1987. Intifadaen var ikke bestilt af PLO i Tunis. Den opstod derimod som et palæstinensisk svar på Israels socio-økonomiske politik gennem to årtiers besættelse. Intifadaens start skabte en ny type ledere, nemlig lederne af Den Forenede Nationale Oprørsledelse (FNO), som bestod af medlemmer fra Fatah, PFLP, DFLP og kommunistpartiet. Disse nye ledere var unge mennesker, der var vokset op under den israelske besættelse. FNO var loyale over for PLO i Tunis, men betvivlede i høj grad deres lederes ufejlbarlighed, og i Intifadaens første fase arbejdede oprørsledelsen uafhængigt af PLO. Det nye lederskab viste sig hurtigt at være yderst effektivt. Det koordinerede blandt andet strejker og demonstrationer gennem et utal af løbesedler, hvori de daglige Intifada-aktiviteter var nedfældet.

PLO i Tunis blev overrumplet af Intifadaen, og der opstod en magtkamp mellem de unge Intifada ledere i FNO og PLO i Tunis, der ikke var interesseret i at se sig kørt ud på et sidespor. Arafat og resten af PLO i Tunis ønskede at kontrollere den palæstinensiske sag og krævede derfor, at de nye ledere skulle tjene som et udstillingsvindue for PLOs politik frem for at fungere som de egentlige ledere af den palæstinensiske kamp. PLO krævede derfor, at enhver løbeseddel, som oprørsledelsen udsendte, skulle bære bevægelsens signatur. Da oprørsledelsen ikke var i stand til at kæmpe på to fronter samtidig, så den sig nødsaget til at underlægge sig PLO i Tunis. Den femte løbeseddel [februar 1988] og de følgende, der blev udsendt af oprørsledelsen, bærer derfor PLOs signatur. Hovedsagen var at PLO i Tunis i løbet af ganske kort tid var i stand til at overtage kontrollen med Den Forende Nationale Oprørsledelse og deres virke i Intifadaen. Oprørsledelsen/PLO var ikke alene om at udsende løbesedler i Intifadaens start både Islamisk Jihad og Hamas var yderst aktive, og specielt Hamas søgte at mobilisere den palæstinensiske befolkning.

Intifadaen førte til fornyet international interesse for at løse konflikten i Mellemøsten. I utallige tv-klip, som blev vist verden over, så man det israelske militærs voldelige behandling af palæstinensiske børn og unge. De mange israelske aggressioner gjorde indtryk på den vestlige opinion, hvilket resulterede i politiske reaktioner. Allerede den 22. december 1987 vedtog FN næsten enstemmigt - kun USA afholdte sig fra at stemme - resolution 605 i hvilken FN ëstærkt beklagedeí den israelske politik i de besatte områder. Også store dele af det jødiske samfund i USA tog afstand fra den israelske regerings handlemåde og lagde pres på den amerikanske administration for at finde en fredsløsning. I februar 1988 fremlagde den daværende amerikanske udenrigsminister Georg Schultz en fredsplan. Denne plan var som de fleste andre fredsplaner, der havde været fremlagt siden 1973, baseret på FN-resolutionerne 242 og 338, som primært fokuserer på land for fred. Endvidere var selvstyre-begrebet også indlagt. Dette begreb var blevet lanceret i forbindelse med Camp David forhandlingerne. Planen blev afvist af både den daværende israelske ministerpræsident, Itzhak Shamir og af PLO. Så derfor fortsatte Intifadaen, og det samme gjorde det internationale samfunds voksende sympati for den palæstinensiske kamp.

I juli 1988 syv måneder efter at Intifadaen begyndte kom den første diplomatiske succes. Kong Hussein af Jordan holdt en tv-tale, hvori han formelt gav afkald på Vestbredden. Således gjorde kongen det klart, at Jordan og Vestbredden var at betragte som to separate politiske enheder. Kong Husseins tale betød, at PLO nu reelt var i stand til at fungere som det 'palæstinensiske folks eneste legitime repræsentant'. Der er ingen tvivl om, at denne handling styrkede PLOs position væsentligt, og fra dette tidspunkt intensiverede Yasir Arafat sin søgen efter diplomatisk støtte for en to-stats løsning.

Der er derfor ingen tvivl om at "Intifadaen tilførte den palæstinensiske dagsorden den politiske styrke, der var nødvendig for en fredsoffensiv...."(Ashrawi, 1995,10).

Det endelige brud med PLOs oprindelige strategi

I en tale i Europa-parlamentet i september 1988 gjorde Arafat det klart, at:

"PLO er rede til at forhandle med Israel...på basis af FNs Sikkerhedsråds resolutioner 242 og 338 og [PLO] vil søge [at opnå] ëgensidig anerkendelseí ....... til gengæld for israelsk anerkendelse af en uafhængig stat vil PLO acceptere Israels ret til sikkerhed" (MENA, 1994,44).

Arafat gentog ligeledes, hvad han havde sagt i Cairo i 1985, nemlig at han tog afstand fra brugen af vold (terrorisme) uden for de besatte områder.

På det 19. Palæstinensiske Nationalrådsmøde i Algier i november 1988 var både PFLP og DFLP med til at formalisere PLOs nye politik. PLO accepterede ved denne lejlighed FN-resolutionerne 242 og 338 som grundlag for forhandlinger med Israel. PLOs accept af FN- resolutionerne var ensbetydende med, at PLO opgav kravet på hele det britiske mandat Palæstina. Det betød også, at en anden af kongstankerne i PLOs ideologi blev lagt på hylden, nemlig den væbnede kamp. Ved samme møde erklærede PLO Palæstina for en selvstændig stat, som hurtigt blev anerkendt af mere end 100 lande, specielt udviklingslandene i syd. En væsentlig årsag til, at PLO på dette møde erklærede Palæstina for en selvstændig stat, var, at der i sommeren 1988 cirkulerede et dokument i de besatte områder, som var et udkast til en proklamation af en selvstændig palæstinensisk stat. PLO i Tunis havde formodentlig intet at gøre med dette udkast. Det var derimod Den Forende Nationale Oprørsledelse som stod bag. PLO har utvivlsomt følt, at de var nødt til at handle, for ikke at miste politisk indflydelse i de besatte områder. I det dokument, der cirkulerede i de besatte områder i sommeren 1988, havde Oprørsledelsen udpeget en lang række personligheder fra de besatte palæstinensiske områder til at være medlemmer af et kommende Palæstinensisk Nationalråd.

Det er i øvrigt interessant at bemærke at PLO benyttede FN-resolution 181 fra 1947 som legitimeringsgrundlag i forbindelse med erklæringen af Palæstina som selvstændig stat. Denne FN-resolution er den eneste resolution, der omtaler dannelsen af en arabiske stat i mandatområdet Palæstina. Palæstinenserne har aldrig tidligere accepteret resolutionen, idet den legitimerer staten Israels eksistens. Det er ironisk at PLO i slutningen af 1980erne og fremefter benytter sig af FN-resolutioner, som det palæstinensiske folk har forkastet i generationer. Dette sker i håbet om at overvinde de sidste modstandere af organisationen i det internationale samfund: USA og Israel.

I december 1988 efter en tale i FN's generalforsamling i Geneve sagde Arafat på den efterfølgende pressekonference: "Alle resterende anliggender skal diskuteres rundt om forhandlingsbordet indenfor rammerne af en international konference"(IPS, 1994,298). En klar indikation af, at PLO i slutningen af 1980erne kun så Èn vej for fremtiden, nemlig oprettelsen af et 'mini-Palæstina' gennem diplomatiske forhandlinger.

Det 19. Palæstinensiske Nationalrådsmøde i 1988 betød også enden på en lang tradition i PLO, hvor de små guerilla-bevægelser kunne nedlægge veto. Det er klart at flere af de små guerillabevægelser, som var medlemmer af PLO, ville have nedlagt veto overfor anerkendelsen af FN-resolution 242, hvis det havde været muligt. Mange af disse havde siden begyndelsen af 1980erne stået for en klar anti-Arafat politik. Det gælder for eksempel PFLP-GC og al-Saiqa, Palestine Popular Struggle Front (PPSF) samt de officerer, der brød ud af Fatah i 1983. Det samme gælder en udbrydergruppe fra kommunist-partiet og den pro-syriske del af Palestinian Liberation Front.

Det er i øvrigt væsentligt at tilføje, at Arafat personligt fik mere magt i toppen af PLO efter at to af Fatahs medstiftere blev likvideret. I 1988 blev Abu Jihad myrdet af israelske agenter i Tunis i 1988 og i 1991 blev Abu Iyad dræbt. Begge havde i en lang årrække været med til at stække Arafats autokratiske tendenser, og derfor var Arafats magt herefter nærmest enevældig. Det faktum, at Arafat fik mere magt, var også ensbetydende med, at den hidtidige delvis demokratiske diskussionsform indenfor rammerne af PLO blev mindre, for ikke at sige ikke-eksisterende. Det var også ensbetydende med at Arafats mere kompromissøgende politik blev toneangivende.

PLOs nye, moderate linie førte til en tilnærmelse mellem USA og PLO, hvilket udmøntede sig i at de to parter for første gang i december 1988 begyndte at forhandle på topplan. Dermed havde PLO - og især Arafats linie - vundet endnu en diplomatisk sejr. PLOs styrkede position og pres fra både USA og EU førte til, at Israel fremsatte en fredsplan. Israel fulgte oplægget fra Camp David-forhandlingerne og kunne derfor naturligvis ikke accepteres af PLO. Forsøgene på at komme overens og finde en dagsorden for fredsforhandlingerne fortsatte, og det samme gjorde Intifadaen. I forsommeren 1990 brød forholdet mellem USA og PLO imidlertid sammen, fordi Arafat ikke ville bortvise Abu Abbas fra Det Palæstinensiske Nationalråd på grund af hans deltagelse i et mislykket kommando raid på en israelsk strand samme sommer. Blot to måneder senere indtraf en begivenhed, som skulle få endnu større konsekvenser for PLO.

Golfkrigen og dens negative indflydelse på PLO

Den 2. august 1990 invaderede Irak nabostaten Kuwait. Invasionen resulterede i Golfkrigen. PLO var af flere grunde mildest talt misfornøjet med den irakiske invasion. Dels fordi den afledte opmærksomheden fra det palæstinensiske oprør, og dels fordi den skabte yderligere splittelse i den arabiske verden. PLO tog dog på grund af organisationens tætte forbindelser til Baghdad ikke officielt afstand fra invasionen. PLO ønskede at finde en arabisk løsning på konflikten og stemte sammen med Jordan, Yemen, Tunesien og Algeriet imod, at amerikanske styrker blev sat ind i konflikten. I store dele af Mellemøsten og ikke mindst blandt palæstinenserne i de besatte områder var der stor folkelig opbakning bag Saddam Hussein. Hovedårsagen til den palæstinensiske støtte var forståelig, da Saddam Hussein i sin politiske retorik kædede invasionen af Kuwait sammen med besættelsen af Palæstina. Hvis Israel ville opgive sin besættelse af Palæstina ville Irak igen trække sig ud af Kuwait. En anden årsag kan have været et ønske fra PLO-ledelsen om at trodse USA, som blot få måneder tidligere havde afbrudt de diplomatiske forhandlinger med PLO. Efter at den vestlige verden havde splittet den arabiske verden i spørgsmålet om, hvorvidt de to parter (Araberne og Vesten) militært skulle stå sammen mod Saddam Hussein, konstaterede PLO-formanden Arafat, at: "palæstinenserne og irakerne er forenet i en fælles kamp mod den israelske besættelse og mod amerikansk militær intervention i Golfen"(MENA, 1994,49). Alliancen med Saddam Hussein kom til at koste PLO dyrt. Allerede inden Iraks nederlag i krigen var en kendsgerning, blev PLO isoleret af Vesten. Også de konservative arabiske stater i Golfen, såsom Kuwait, Saudi Arabien og Qatar, isolerede PLO og stoppede deres solide økonomiske støtte til PLO, samtidig med at flere hundrede tusinder palæstinensere blev fordrevet fra Golfstaterne. Dette førte til yderligere forarmelse blandt palæstinenserne i de besatte områder, som var dybt afhængige af overførselsindkomster fra palæstinenserne i Golfen. PLO havde aldrig tidligere været så svækket økonomisk og politisk. Også Sovjetunionens sammenbrud svækkede PLO, fordi det var ensbetydende med fjernelsen af, hvad der hidtil for PLO havde været en historisk modvægt til USAs pro-israelske Mellemøstpolitik.

Efter Golfkrigen måtte PLO nedskære deres udgifter med 75 %. Dette resulterede i en suspendering af støttebetalinger til Intifada-ofrenes familier og de palæstinensiske fanger. Det førte også til drastiske nedskæringer i støtten til universiteter, hospitaler og andre PLO institutioner i de besatte områder. Uden for de besatte palæstinensiske områder så PLO sig nødsaget til at lukke flere af organisationens repræsentationskontorer og afhænde værdier for at klare sig igennem den økonomiske krise.

Freden rykker nærmere ?

I kølvandet på Golfkrigen indledte den daværende amerikanske udenrigsminister James Baker en række rundrejser i Mellemøsten for at skabe grobund for forhandlinger om fred i området. Øjensynligt var den amerikanske administration af den overbevisning, at den 'nye verdensorden', som præsident Georg Bush introducerede efter Golfkrigen, skulle tage sin begyndelse i Mellemøsten.

På Bakers femte rundrejse lykkedes det ham at overtale Syrien til at deltage i USAs planlagte fredskonference, der lagde op til bilaterale forhandlinger imellem de forskellige arabiske stater og Israel. Israel, Jordan, Egypten og Libanon accepterede ligeledes efter amerikansk pres at deltage i konferencen. Til trods for at USAs udspil ikke tildelte PLO en direkte rolle ved forhandlingerne, så PLO sig på grund af sin svækkede position nødsaget til også at acceptere afholdelsen af konferencen. I det store og hele blev PLO nødt til acceptere præmisser, der var stik imod PLOs officielle krav om deltagelse i fredsforhandlinger. Før 1991 var PLOs ufravigelige krav følgende: 1) PLO skal repræsentere det palæstinensiske folk, 2) forhandlingerne skal finde sted i FN-regi og 3) de skal være multilaterale, således at der findes en samlet løsning på problemerne mellem staten Israel og dets arabiske naboer.

PLO havde derfor store problemer med at acceptere denne proces, som USA lagde op til. Den to-sporede-proces var nemlig ensbetydende med, at den palæstinensisk-israelske konflikt og den arabisk-israelske konflikt skulle løses samtidigt gennem bilaterale forhandlinger. Herudover skulle der også finde multilaterale forhandlinger sted om overordnede emner som f.eks. vand. USAs udspil var ensbetydende med at PLO - af hensyn til Israel - ikke skulle deltage direkte i de bilaterale forhandlinger. De palæstinensiske forhandlere skulle indgå som en del af den jordanske delegation. Endelig var der det problem for PLO, at forhandlingerne heller ikke fandt sted i internationalt regi. Det var med andre ord op til parterne selv af finde en løsning på deres problemer.

På grund af PLOs svækkede position, økonomisk og politisk, accepterede Arafat, at notabiliteter fra Vestbredden og Gazastriben indgik i den jordanske delegation, og på den måde repræsenterede Palæstinensernes interesser. Haider Abd al-Shafi, Faisal Husseini, Hannan Ashrawi og Saeb Erakat m.fl. blev udpeget af et internt uenigt PLO som forhandlere og godkendt af USA og Israel. Fredsforhandlingerne begyndte i Madrid den 30. oktober 1991 og fortsatte siden i Washington.

Den højreorienterede ministerpræsident Yitzhak Shamir var leder af den israelske delegation i de første fem forhandlingsrunder, som alle viste sig at være frugtesløse. I sommeren 1992 blev Shamirs Likud-blok afløst af Arbejderpartiet, som kom til magten efter valget i Israel. Arbejderpartiet med den nu afdøde Yitzhak Rabin som leder var blevet valgt på at skabe fred, men valgt med mindst mulig margin. Trods den snævre valgsejr til Arbejderpartiet nærede det internationale samfund store forventninger til den nye israelske regering. Det var naturligt, idet det efter de første fem forhandlingsrunder stod klart, at kun palæstinenserne var interesseret i at finde en løsning på konflikten. Umiddelbart skete der dog ingen ændringer i Israels forhandlingsstrategi.

I de besatte områder fortsatte israelerne deres hårdhændede politik overfor palæstinenserne. Umiddelbart før 5-årsdagen for Intifadaens start i december 1992 løb fredsforhandlingerne ind i nye, uventede problemer, da Hamas indledte en række angreb rettet mod israelske soldater. Seks soldater blev dræbt på mindre end en uge. Den israelske regering svarede igen ved, ulovligt ifølge international lov, at deportere mere end 400 påståede tilhængere af Islamisk Jihad og Hamas til Libanon. Deportationerne resulterede i, at PLO nægtede at fortsætte forhandlingerne. Efter endnu et amerikansk pres lykkedes det at bringe de israelske og palæstinensiske forhandlere sammen igen. Men på de følgende møder udeblev det ventede gennembrud, som for PLO var så politisk vigtigt. Forhandlingerne trak ud og forholdene i de besatte palæstinensiske områder var blevet yderligere forværret, siden forhandlingerne blev indledt i efteråret 1991. Dette skyldtes, blandt andet at Rabin-regeringen i marts 1993 afskar Vestbredden og Gazastriben fra Israel og dermed afskar mindst 80.000 palæstinensere adgang til det israelske arbejdsmarked. Rabin-regeringen lukkede samtidigt grænsen til Gazastriben fra Vestbredden og siden har det stort set ikke været muligt for palæstinenserne at bevæge sig fra Gazastriben til Vestbredden eller omvendt. Samtidigt blev også Øst-Jerusalem afskåret fra Vestbredden, således at Vestbredspalæstinensere fra eksempelvis Betlehem mindre end 10 km syd for Jerusalem skulle have en speciel tilladelse fra de israelske myndigheder for at besøge Øst-Jerusalem - og disse tilladelser kan være ganske vanskelige at få. At Øst-Jerusalem er blevet afskåret fra Vestbredden, har ligeledes haft den betydning, at den nordlige og sydlige del af Vestbredden de facto er afskåret fra hinanden.

Trods alt kom der i sommeren 1993 et uventet gennembrud i forhandlingerne mellem parterne. Det viste sig, at repræsentanter fra PLO i Tunis og Israel siden januar 1993 havde haft hemmelige forhandlinger kørende i Oslo. To israelske akademikere, Yair Hirschfeld og Ron Pundak, mødtes med Ahmad Qurai, også kaldet Abu Ala, fra PLO i den norske by Sarpsborg, knap 90 km syd for Oslo. Mødet fandt sted den 21. januar 1993, dagen efter at det israelske parlament Knesset havde annulleret en otte år gammel lov, der forbød møder mellem israelere og medlemmer af PLO. Gennem møderne i Norge lykkedes det langsomt at fastlægge indholdet af Oslo-1, og samtidig blev den officielle, israelske involvering stadig større, først gennem viceudenrigsminister Yossi Beilin og siden med udenrigsminister Peres og endelig premierminister Rabin.

Det er interessant at bemærke to ting i forbindelse med de hemmelige forhandlinger i Norge. For det første begyndte de mindre end en måned efter at Rabin-regeringen havde udvist mere end 400 islamistiske ledere fra de besatte områder. Dette sammentræf har givet anledning til spekulationer om, hvorvidt dette blot var en tilfældighed, eller om både PLO og Rabin-regeringen var begyndt at se Hamas som deres fælles fjende. På den måde var Hamas paradoksalt nok blevet katalysator for konkrete tiltag hen imod en fredsslutning. En anden væsentlig faktor, der førte til, at PLO underskrev aftalen, var PLOs økonomiske krise efter Golfkrigen. På grund af krisen var PLO i almindelighed og Arafat i særdeleshed ude af stand til fortsat at købe sig til loyalitet. Med underskrivelsen af Principaftalen (Oslo-1) ville det på ny blive muligt, fordi organisationen atter ville få tilført økonomiske midler udefra.

Det som det også er værd at bemærke er, at Arafat og PLO gennem de hemmelige forhandlinger formåede at få PLO på banen igen. Det var PLOs topfolk, Abu Mazen og Abu Ala, der førte forhandlingerne i Oslo. Det officielle forhandlingsteam fra Madrid og siden Washington-forhandlingerne var uvidende om disse forhandlinger. Arafat sørgede således for, at PLO ikke blev overset i fredsprocessen og fik personligt et politisk comeback. Prisen var høj, og det var på Israels nåde.

Israel vidste, hvor svækket PLO og Arafat var i begyndelsen af 1990erne, og således vidste de, at chancen for den bedst tænkelige aftale var tilstede - altså bedst tænkelig set fra en israelsk synsvinkel. Samtidigt ønskede Israel at få sat en stopper for det palæstinensiske oprør, Intifadaen, der på dette tidspunkt fortsatte på 6. år. Intifadaen havde været en dyr affære for Israel - ikke bare økonomisk, men i endnu højere grad på grund af det dårlige internationale omdømme, landet havde fået. En aftale med PLO kunne rette op på det blakkede renomÈ. Israels premierminister Rabin udtalte efter aftalen i september 1993:

"Palæstinenserne vil være bedre til det end os [altså at bekæmpe modstanderne af staten Israel], fordi de ikke vil tillade appeller til højesteret og vil forhindrer israelske menneskerettigheds-organisationers adgang til områderne. De vil styre med egne metoder og dermed befri - og det er vigtigt - den israelske hærs soldater fra at gøre, hvad de gør nu" (Parker, 1999,151).

Resultatet af forhandlingerne i Oslo blev den såkaldte Declaration of Principles, Principaftalen, her kaldet Oslo-1, som blev underskrevet under stor pomp og pragt i Washington DC den 13. september 1993. Ved samme lejlighed anerkendte PLO officielt staten Israels eksistensberettigelse, og Israel anerkendte omvendt PLO som det palæstinensiske folks legitime repræsentant.

Stemningen i de besatte palæstinensiske områder efter underskrivelsen af Oslo-1 var nærmest euforisk også selvom kun Fatah og Fida, som er en udbrydergruppe fra DFLP ledet af Yasser Abed Rabbo, bakkede op om Oslo-1. Da planen i begyndelsen af september 1993 skulle godkendes i Fatahs centralkomitÈ, var der langt fra enighed. 6 ud af 18 medlemmer stemte imod aftalen. Det er værd at notere, at der blandt modstanderne er nogle af de mest fremtrædende Fatah folk - blandt andre Farouq Qaddumi, Hani al-Hassan og Khalid al-Hassan. Fatah veteranen Hani al-Hassan udtalte i september 1993: "De, som giver deres tilslutning til denne aftale, allierer sig selv med Israel mod det palæstinensiske folk og den arabiske nation" (FBIS, 13.09.93).

De øvrige politiske grupperinger indenfor PLO afviste øjeblikkeligt aftalen. PFLP, DFLP og Hamas stod i spidsen for oppositionen. Riyad al-Maliki, en PFLP leder på Vestbredden, sagde efter aftalen: "Dette skridt reflekterer i hvilken grad beslutningsprocessen i PLO er koncentreret i hænderne på en mand, Yasir Arafat" (FBIS, 31.08.93). En anden oppositionsleder, Taysir Khalid, som er medlem af eksekutivkomiteen for DFLP, bekræfter, at komiteens medlemmer ikke var blevet "briefet om bestemmelserne i den palæstinensisk-israelske aftale" (FBIS, 02.09.93), hvilket viser, at beslutningen om at indgå aftalen med Israel blev truffet af en snæver kreds omkring Yasir Arafat, og at ingen andre organisationer end Fatah havde været involveret. På den baggrund er det måske mere rimeligt at kalde aftalen mellem Israel og PLO for en aftale mellem Fatah og Israel. Arafat havde dog den 3. september indkaldt til møde i PLOs eksekutivkomitÈ. Kun 13 af komiteens 18 medlemmer var tilstede ved mødet, og ved afstemningen stemte syv for aftalen mens de seks andre tilstedeværende stemte imod en ratificering. Efter mødet trak den berømte palæstinensiske digter Mahmoud Darwish sig ud af eksekutivkomiteen og det samme gjorde Shafiq al-Hout.

Den 11. oktober 1993 blev aftalen ratificeret i PLOs central råd. 63 stemte for aftalen og 8 imod. 11 valgte ikke at stemme, mens 25 medlemmer boykottede mødet. Aftalen blev således ratificeret, men det skete ikke på grund af aftalens indhold, men snarere på grund af oppositionens mangel på alternativer og måske frygten for, at Hamas skulle overtage ledelsen af det palæstinensiske samfund. Uenigheden indenfor PLO handlede ikke kun om Oslo-1, men i lige så høj grad om repræsentation. Mange medlemmer af PLO var af den opfattelse, at de indrømmelser, Arafat havde givet i forbindelsen med Oslo-1, nødvendigvis var ensbetydende med, at Det Palæstinensiske Nationalråd skulle indkaldes og godkende den nye PLO-linie. Dette ønskede Arafat ikke og sådan blev det. Fra dette tidspunkt har der i det store og hele kun været Èn beslutningstager i det palæstinensiske samfund og det er PLOs formand, Yasir Arafat.

Sammenfatning

PLO har gennem de seneste årtier gennemlevet et markant ideologisk skifte. I begyndelsen af 1970íerne arbejdede organisationen på at opløse staten Israel og danne en palæstinensisk stat på det område, der geografisk er identisk med det tidligere, britiske mandat Palæstina. Midlet var væbnet kamp. Allerede efter Oktober krigen i 1973 begyndte PLO dog at udvise større pragmatisme, idet de åbnede døren på klem for en form for statsdannelse på Vestbredden og i Gazastriben, altså de områder der var blevet besat i 1967. I slutningen af 1980íerne, mens Intifadaen udspillede sig, indledte Arafat en fredsoffensiv. PLO godkendte FN resolution 242 og dermed staten Israels ret til at eksistere. I 1988 udråbte Arafat tillige en selvstændig palæstinensisk stat, uden at PLO dog kontrollerede så meget som en tomme palæstinensiske jord. PLOs fredspolitik resulterede ikke i forhandlinger med staten Israel, som fortsat pure nægtede at forhandle med organisationen. Golfkrigen, der udspillede sig i 1990-91, skulle vise sig at få alvorlige konsekvenser for PLO. På grund af bevægelsens pro-irakiske standpunkt blev PLO efter krigen isoleret økonomisk og politisk, og organisationen var tæt på et egentligt sammenbrud. PLO måtte på ydmygende betingelser acceptere palæstinensisk deltagelse i fredsprocessen, der tog sin begyndelse i Madrid 1991. Efter flere års forhandlinger kom så gennembruddet. Det skete som et resultat af hemmelige forhandlinger mellem Israel og PLO. Israel valgte altså i 1993 at genoplive PLO og give Arafat et politisk comeback. årsagen er enkel: man vidste at Arafat var mør til at indgå en for Israel fordelagtig fredsaftale.

En anden vigtig udvikling indenfor rammerne af PLO har været, at PLOs formand siden 1969, Yasir Arafat, gennem 1980íerne og især 1990íerne har været i stand til at tømte organisationen for ethvert demokratisk indhold. Den vel nok væsentligste årsag til Arafats tiltagende magt i PLO har været at hans to sekundanter i PLO-ledelsen, Abu Jihad og Abu Iyad, blev likvideret i henholdsvis 1988 og 1991 af den israelske efterretningstjeneste. Ingen har siden været i stand til for alvor at stække Arafat.

Litteratur:

Ashrawi, Hannan (1995), Freden - En personlig beretning (Rosinante:København)

Brynen, Rex (1990), Sanctuary and survival - The PLO in Lebanon (Boulder & San Fransico:Westview Press)

Cobban, Helena (1984), The Palestinian Liberation Organisation - People, Power and Politics (Cambridge: Cambridge University Press)

IPS (1994), The Palestinian-Israeli Peace Agreement - A Documentary Record (Washington DC: Institute of Palestine studies)

Jensen, Michael Irving & Andrea Laursen (2000), Arafats Palæstina. Forventninger og realiteter (Odense: Odense Universitetsforlag)

MENA 1994, (1994), The Middle East and North Africa 1994 (London: Europe publications)

Dette er en lettere revideret udgave af kapitel 1 i bogen Arafats Palæstina - Forventninger og realiteter, af Michael Irving Jensen & Andreas Laursen (Odense: Odense Universitets forlag). Ønskes yderligere referencer til artiklen se Arafats Palæstina.