Den danske holdning til konflikten i Mellemøsten

Skrevet af: Henning Kjeldgaard

I Palæstina-konfliktens lange historie har den danske holdning haft en klar hældning til israelske synspunkter. Sympatien for Israel har haft ubetinget opbakning hos både socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Socialdemokratiet har haft tætte bånd til det israelske Arbejderparti.

Først i 90'erne begyndte en nyorientering i forhold til konfliktens parter for alvor at slå rod i Socialdemokratiet, som det kom til udtryk i Mogens Lykketofts korte tid som udenrigsminister i 2001.

I det følgende analyserer Henning Kjeldgaard udviklingen i den danske udenrigspolitik i forhold til Israel og palæstinenserne. Det sker på baggrund af en lang karriere i Udenrigsministeriet og et mangeårigt engagement i Socialdemokratiet.

I. Samspillet mellem den danske regerings og opinionens holdning fra 1945 til Oslo-aftalerne

1. Udgangspunktet for den danske holdning til de jødiske bosætteres bestræbelser på at oprette deres egen stat var præget af nazisternes systematiske forsøg på at udrydde Europas jøder (holocaust) under den anden verdenskrig.

Det er vanskeligt for de efterfølgende generationer, for hvem denne bestialske udryddelse af 6 millioner jøder kun er historie, at forstå hvor dybt denne tragedie har præget opinionen og næsten samtlige politikere i efterkrigstidens Europa og USA. Som et personligt eksempel kan jeg anføre at møderne i den socialistiske ungdomsinternationale IUSY op gennem 50íerne og 60íerne alle havde indlagt foredrag om denne skændselsgerning. Den måtte ikke gå i glemmebogen!

2. Konflikten mellem den oprindelige palæstinensiske befolkning og den stadig større jødiske indvandring førte til at Storbritannien - der administrerede mandatområdet Palæstina - i 1947 indankede spørgsmålet for FN. Første gang vi fra dansk side blev tvunget til at tage stilling var, da FNís generalforsamling skulle stemme om en international kommissions forslag om at dele Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. Den 29.november 1947 - d.v.s. kort tid efter Hans Hedtoft var blevet statsminister - vedtog et udvalg under generalforsamlingen forslaget. For resolutionen stemte 33: ud over USA, Sovjetunionen og Frankrig bl.a. Danmark, Sverige og Norge. Imod stemte 13: først og fremmest de arabiske lande, men også Grækenland og Indien.

For at få tilvejebragt en våbenhvile under de kampe der var brudt ud efter at staten Israel var proklameret den 14.maj 1948, sendte FNís Sikkerhedsråd en mæglingskommission til landet. Kommissionens leder var den svenske grev Folke Bernadotte, for hvem det i foråret 1945 var lykkedes at redde ca. 30.000 danskere og nordmænd ud af Hitlers koncentrationslejre. Bernadotte blev den 11.september 1948 myrdet af en jødisk terroristgruppe hvori den senere israelske statsminister - og nobelprisvinder - Begin deltog. Det er interessant at ikke engang mordet på grev Folke Bernadotte svækkede den sympati for den nye jødiske stat som på baggrund af anden verdenskrig var så udbredt i Danmark.

1949: Danmark undlader at stemme for Israel i FN

Den 11.maj 1949 vedtog generalforsamlingen med 37 stemmer for, 12 imod og 9 der hverken stemte for eller imod, en resolution om Israels optagelse i FN. Det er interessant at bl.a. Danmark og Sverige undlod at stemme. Under den forudgående debat havde den danske repræsentant, venstremanden Per Federspiel, begrundet den danske afståelse med at man på den ene side "med glæde så Israels optagelse" men at man på den anden side ikke havde fundet de fremsatte redegørelser for Israels stilling til Jerusalems stilling, de arabiske flygtninge og forfølgelsen af grev Bernadottes mordere for tilstrækkeligt fyldestgørende. Man kunne derfor ikke sige at "pagtens artikel 4 ubetinget var opfyldt", d.v.s. at Israel var villig til at opfylde de forpligtigelser om at leve op til De Forende Nationers Pagt som medlemsskabet krævede.

3. Der var i den danske befolkning kun meget lidt forståelse for at oprettelsen af den nye jødiske stat skete på bekostning af det palæstinensiske folk rettigheder til det samme område. Hans Hedtofts socialdemokratiske regering var nok indstillet på at hjælpe de fordrevne palæstinensere, men kun som en humanitær foranstaltning. Palæstinensernes legitime ret til at vende tilbage til de områder hvor de havde boet i generationer, blev simpelthen underordnet ønsket om en ny jødisk stat. Også selv om det område israelerne havde besat ved våbenhvilen i 1949 var over 50 procent større end forudset ved FNís delingsplan. Først med EF-erklæringen af 6.november 1973 blev palæstinenserne nævnt ved navn og kom derved til at eksistere i den vesteuropæiske bevidsthed.

1956: Angrebet på Ægypten. Danske skibsfartsinteresser

4. Præsident Nassers nationalisering af Suezkanalen førte til at Israel sammen med de to gamle kolonimagter Storbritannien og Frankrig overfaldt Ægypten og dermed til den 2.mellemøstlige krig. Resultatet blev at Israel besatte Sinai og Gaza-striben.

Når de koloniale og ekspansive motiver for at overfalde Ægypten ikke kom til at præge diskussionen i Danmark, skyldes det at Sovjetunionen samtidig invaderede Ungarn. Det er således påfaldende at H.C.Hansen-regeringens interesse i Mellemøst-konflikten koncentrerede sig om at tilgodese danske skibsfarts-interesser. Både ved at få genåbnet Suezkanalen og ved at få adskilt de stridende parter så situationen ikke kunne udgøre nogen trussel mod freden. Danmark arbejdede således aktivt i FN for at få udsendt en fredsbevarende styrke (UNEF) til området, ligesom vi stillede danske soldater til rådighed herfor.

1956: Ingen sanktioner trods israelsk aggression

5. Konflikten i 1956 førte samtidig til en erklæring fra stats- og udenrigsminister H.C.Hansen, der er blevet helt afgørende for skiftende danske regeringers holdning til Mellemøstspørgsmålet. Til trods for at det var Israel der var aggressoren understreger H.C.Hansen i erklæringen af 20.februar 1957 "at staten Israel har et rimeligt krav på, at der træffes foranstaltninger til sikring af fri og uhindret besejling af Akababugten og til forebyggelse af, at de mange tidligere guerillaoverfald fortsætter. Danmark kan ikke medvirke til sanktioner af militær eller økonomisk art imod Israel" men "Danmark vil i FN medvirke stærkest muligt til en ordning, der kan bidrage til en varig fred, baseret på holdbare aftaler mellem Israel og dets nabostater".

1967: Opbakning til Israel

6. Den 3. mellemøstlige krig i maj 1967 inddrog meget aktivt såvel de politiske beslutningstagere som opinionen i Danmark. Og opinionen var vel at mærke helt på Israels side:

Den omtalte meget brede politiske støtte til staten Israel var ikke blevet mindre i den mellemliggende periode - snarere tværtimod. På grund af Ægypten og Syriens massive militære opmarch og verbale trusler mod Israel opfattede man i Danmark Israels angreb på de omkringliggende arabiske lande som en fuldt berettiget militær indsats. En indsats der kun forebyggede en udslettelse af staten Israel. Hvor mærkeligt det end kan lyde, blev Israel selv i 1967 betragtet som "the underdog" - i forhold til de befolkningsmæssigt helt overvældende arabiske naboer. Det var vel først i 1967 at Israels militære styrke gik op for den almindelige dansker. Den militære sejr i 1967 skyldtes nok først og fremmest de tætte bånd der var knyttet til USA siden oprettelsen af staten Israel. Men den skyldtes også støtten fra Vesteuropa: de franske Mirage-jagere og de tyske skadeserstatninger spillede en væsentlig rolle for opbygningen af Israels militær. En nok så væsentlig årsag til den massive opbakning bag Israel var utvivlsomt den aggressive tone som både de arabiske lande og den palæstinensiske befrielsesbevægelse brugte. Udtalelser fremsat i FN - hvor jeg arbejdede på daværende tidspunkt - om "at kaste Israel i havet" har i den grad skadet forståelsen for den palæstinensiske sag.

1973: Oktober-krigen. Fortsat dansk og socialdemokratisk opbakning

7. Yom Kippur krigen - da Israel den 6.oktober 1973 blev angrebet af Syrien og Ægypten - blev betragtet som endnu et forsøg på at kaste Israel i havet og styrkede blot den pro-israelske holdning i Danmark. Det samme kan siges om den oliekrise som krigen udløste. Oliekrisens alvorlige konsekvenser ramte både den enkelte forbruger og den danske økonomi generelt og bidrog dermed kun til at øge støtten til Israel. Statsminister Anker Jørgensens udtalelse i Middelfart den 5.november 1973 om at "krigen var forårsaget af de arabiske lande, som begyndte", og at han "forsvarede Israel fordi der er mange ansvarlige i de arabiske lande, der har udtalt, at de ønsker at skubbe Israel ud i Middelhavet" udtrykte utvivlsomt den altovervejende holdning. At udtalelsen samtidig var meget lidt diplomatisk i og med at udenrigsminister K.B.Andersen sad i Bruzelles sammen med EF-udenrigsministrene for at flikke en udtalelse sammen, som havde til formål "at mildne araberne" som Anker Jørgensen udtrykte det, er så en helt anden sag.

Det er i øvrigt interessant, at selvsamme K.B.Andersen i december 1972 over for Golda Meir forsøgte at videregive "sit stærke indtryk af at Sadats behov for og oprigtige ønske om fred, men også af hans utålmodighed med hensyn til at få bragt bevægelse i den bestående stilstand i forholdet mellem Israel og Egypten, en ikke-krig/ikke-fred-tilstand, der ikke kunne vare ved". Hvilket blev afvist af Golda Meir med bemærkningen "har han også charmeret dig". Hvilket igen fik K.B.Andersen til at forudsige "at israelerne om en halv snes måneder kunne befinde sig i en vanskelig situation, som de ikke ville være uden skyld i". Ti måneder efter kom Yom Kippur-krigen.

EU-topmødet i december 1973 var, som Anker Jørgensen refererer det, "helt præget af oliekrisen og de fremstormende olierige araberlande. De sendte nogle ministre herop, og de stjal i nogen grad billedet. Det var pression i verdensformat". Under udarbejdelsen af den efterfølgende stillingtagen til hele Mellemøstproblemet "var jeg den direkte årsag til, at vi ikke bare sagde, at landene dernede skal sikres selvstændighed og sikre grænser, men vi nævner direkte staten Israel".

En større forståelse for de arabiske lande fremgår af Jens Otto Krags dagbog fra 15.november 1973 hvori det hedder: "Oliekrisen bare vokser. Araberne - kuet i århundreder af tyrkere, af englændere og franskmænd - har fundet deres styrke. Og bruger den. Hvorfor ikke? Olie i jorden er bedre end penge i en svejtsisk bank". Men da var Jens Otto Krag også forhenværende og behøvede ikke at tage hensyn til opinionen.

Danske mål i Mellemøstpolitikken

8. I hvert fald frem til slutningen af 80íerne havde det altdominerende flertal af danske politikere fuld folkelig opbakning til at varetage følgende 4 mål i Mellemøstkonflikten:

Det altdominerende ønske var at sikre staten Israels eksistens. de omkringliggende arabiske lande burde slutte fred med Israel - som det skete 2 år efter at Ægyptens præsident Anwar Sadat ved sit besøg i Israel i 1977 påbegyndte fredsprocessen. Både af hensyn til ønsket om at Israel kunne leve videre bag sikre og anerkendte grænser, men også for at få gennemført en økonomisk udvikling i de arabiske lande. En udvikling som man fra dansk side anså for absolut nødvendig for at sikre stabile forhold i området. en løsning af problemerne i Mellemøsten måtte findes i FN og tage udgangspunkt i Sikkerhedsrådets resolution 242, vedtaget i oktober 1967. I øvrigt under dansk medvirken, idet Danmark var medlem af Sikkerhedsrådet i 1967 og 68. Ifølge resolution 242 pålægges Israel at trække sig tilbage fra de besatte områder, og de arabiske stater at anerkende Israel. I afventning af en generel fredsslutning måtte der ydes humanitær bistand til de flygtede palæstinensere. Fra dansk side har man derfor stedse ydet store bidrag til FNís bistands-organisation for de palæstinensiske flygtninge (UNRWA).

Ingen officiel forståelse for palæstinenserne

9. Derimod har der hverken i 70íerne eller 80íerne været nogen forståelse for at de forskellige palæstinensiske organisationer kunne være legitime repræsentanter for det palæstinensiske folk. Tværtimod blev de betegnet som terrorist- eller guerilla-bevægelser. På et spørgsmål den 5.november 1974 om der var moderate PLO-folk, som Israel kunne forhandle med, svarede Anker Jørgensen at han selv havde stillet spørgsmålet, men at "Rabin og Golda Meir begge mente at de ekstreme var så dominerende, at det ville være umuligt". Og han kommenterede en beslutning i Udenrigspolitisk Nævn den 19.november 1974, da Danmark ikke ville stemme imod, men kun undlade at stemme for et resolutionsforslag i FN til fordel for PLO således: "det er satans osse, at vi i storpolitik ikke kan udtrykke os, som vi vil".

10. Forståelsen for at også palæstinenserne havde ret til deres eget land, og at det derfor var nødvendigt at forhandle med deres organisationer var op til slutningen af 70íerne i det store og hele kun at finde hos kommunisterne, VS og andre yderliggående grupperinger på venstrefløjen. Dette skyldes først og fremmest den effektive israelske påvirkning at den danske opinion. Men også at danske politikere havde en omfattende kontakt til de israelske politikere, og som det fremgår af Anker Jørgensens udtalelser i realiteten lod deres Mellemøstpolitik præge af vennerne i det israelske Arbejderparti. Også efter at 6-dages krigen i 1967 havde vist at landet ikke længere var "the underdog", men at det tværtimod var palæstinenserne der nu ikke alene var fordrevet, men også besat.

Når det imidlertid lykkedes Israel at vinde så stort gehør for deres synspunkter, skyldes det: den lange række af terroraktioner, som f.eks. ved de olympiske lege i M¸nchen fik den danske offentlighed til at vende sig i afsky mod de palæstinensiske organisationer der stod bag. Hvilket igen førte til en mindre forståelse for den undertrykkelse af det palæstinensiske folk der lå bag terrororhandlingerne. at PLO op til indgåelsen af Oslo-aftalerne i 1993 havde udslettelsen af staten Israel på sit program. Ethvert forsøg på at opbløde den ensidige støtte til Israel kunne alt for let afvises under henvisning hertil. Selv efter at det stod klart at dette programpunkt ville blive ændret, når der blev indledt forhandlinger mellem Israel og PLO, var det f.eks. i Socialdemokratiet op gennem 80íerne - ja selv gennem 90íerne - særdeles ildeset at vise forståelse for PLOís politik. PLOís bestræbelser på at få sidestillet zionisme med racisme. Bestræbelser der resulterede i at FNís generalforsamling i 1975 vedtog en resolution der stemplede zionisme som en form for racisme. Denne vedtagelse blev i den altovervejende del af den danske befolkning set som en fuldstændig utilladelig sidestilling af zionisme og nazisme. En ideologi som havde udsat Europas jødiske befolkning for et massemord uden lige i historien. Og for at gøre ondt værre, var vedtagelsen sket i netop den organisation som var rejst på ruinerne af anden verdenskrig nemlig FN - og som hovedparten af den danske befolkning fortsat havde så store forventninger til. Der er næppe tvivl om at Israel efter 1975 i den danske offentlighed er sluppet lettere om ved sin konsekvente tilsidesættelse af vedtagelserne i FN netop på grund af PLOís - og den tredje verdens - beslutning om at sidestille zionisme og racisme.

EU's voksende betydning for dansk Mellemøstpolitik

11. Udviklingen i Mellemøsten fra slutningen af 70íerne og op til Oslo-aftalerne i 1993 ændrede kun lidt ved den konsekvente danske opbakning til Israel. Bortset fra at de danske synspunkter efterhånden mere kom til udtryk gennem EU hvor især Frankrig ønskede at vise større forståelse for det palæstinensiske folk. Men i EU kæmpede Danmark - især sammen med Tyskland og Holland - for at gøre udtalelserne så Israel-venlige som muligt.

Det var dog EU der i 1980 i den såkaldte Venezia-erklæring slog fast at Den Palæstinensiske Befrielsisorganisation (PLO) - der var blevet dannet i 1964 og med Arafat som leder allerede fra 1969 - som palæstinensisk repræsentant skulle inddrages i en løsning af konflikten med Israel. Mens USA og Israel stædigt fastholdt at PLO var en terrororganisation. Efter Oslo-aftalerne påbegyndte EU en storstilet støtte til opbygningen af det palæstinensiske selvstyre. Samt fortsatte som den absolut største bidragyder til FNís hjælpeorganisation for Palæstina-flygninge (UNRWA).

Det er imidlertid slående at EU aldrig i sin praktiske politik har villet træde israelske interesser for nær. Alle lande - inklusive Frankrig - ønskede at bevare et godt forhold til Israel. Og man var rede til at strække sig endog meget langt for at bibeholde det.

1990'ernes accept af palæstinensernes ret til et hjemland

12. Den væsentligste ændring i den danske holdning siden 1993 har været, at alle sider af det politiske spektrum - selv de borgerlige - nu accepterer at palæstinenserne har ret til deres hjemland, og at PLO bliver betragtet som den lovlige repræsentant for palæstinenserne. Men det er først i 2001 at der endelig kommer opbrud i den ensidige støtte til Israel som ellers har præget den danske holdning gennem hele efterkrigsperioden.

II. Nogle folkelige organisationers forhold til Israel

13. Oprettelsen af staten Israel i 1948 skete under aktiv medvirken fra Sovjetunionen. Men allerede i begyndelsen af 50íerne stak antisemitismen sit grimme fjæs frem i de kommunistiske lande - Slanski-processen i Tjekkoslovakiet og processen mod de jødiske læger i Sovjetunionen. Samtidig flyttedes den oprindelige sovjetiske støtte til Israel mere og mere over til en ubetinget støtte til de arabiske lande. I takt hermed ændredes de danske kommunisters holdning til staten Israel. Det blev set som endnu et bevis på at det danske kommunistparti var talerør for sovjetisk udenrigspolitik. Hvad det naturligvis også var. Så der er ingen tvivl om at kommunisternes ændrede holdning til konflikten i Mellemøsten førte til at de øvrige partier så meget mere indædt sluttede op bag Israel.

Også andre yderliggående venstreorienterede partier indtog i løbet af 60íerne - Venstresocialisterne fra 1967 - en klart anti-israelsk holdning. Selv om SF udsprang af kommunistpartiet, var der op gennem 60íerne dog stadig adskillige SF-politikere med stærk sympati for Israel.

Men frem til i hvert fald 90íerne var den altdominerende del af det politiske spektrum - omkring 85 -90 procent - i Danmark som i det øvrige Nordvesteuropa udpræget pro-israelsk. Hovedvægten i denne stærke opbakning har hele tiden ligget i de to blokke: den borgerlige omkring VK-partierne og i Socialdemokratiet. Statsminister Anders Fogh Rasmussens klare støtte til præsident Bushís pro-israelske linje burde ikke være kommet som nogen overraskelse: både partiet Venstre og Det Konservative Folkeparti har siden 1948 konsekvent bakket op om Israel og støttet den amerikanske pro-Israel-politik. Samt angrebet ethvert forsøg på at følge en mere afbalanceret linje i Mellemøstkonflikten.

I det følgende vil kun udviklingen i Socialdemokratiets holdning blive behandlet - bl.a. fordi det er i dette parti de seneste års holdningsændring er sket.

Socialdemokratiet

14. Med den nuværende israelske premierminister på den yderste højrefløj glemmer man let at staten Israel blev grundlagt nærmest som et socialistisk eksperiment. Utallige er de danskere der har arbejdet i en kibbutz - og dermed blev vundet for Israels sag.

Det israelske Arbejderparti havde allerede under sin første premierminister Ben Gurion formået at etablere meget stærke bånd til de socialdemokratiske partier i hele Vesteuropa. Herunder til lederne af det danske Socialdemokrati - Hans Hedtoft, H.C.Hansen og Viggo Kampmann. Bånd som det lykkedes de efterfølgende israelske Arbejderparti-ledere at føre videre til Anker Jørgensen og senere til Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen. Men også en lang række andre socialdemokratiske politikere der beskæftigede sig med internationale spørgsmål, som Niels Matthiasen, Per Hækkerup og Kjeld Olesen, skiller sig ud som ekstremt Israel-venlige. Jeg har selv bidraget til en indsamling iværksat af Viggo Kampmann til skovbeplantning i Israel. Og Viggo Kampmann gik så langt i sin begejstring for Israel at han foreslog at den på daværende tidspunkt nye danske udviklingsbistand i fællesskab med Israel skulle omfatte projekter i Mellemøsten. Gud ske lov blev det aldrig til noget.

15. Mindst held havde israelerne med Viggo Kampmanns efterfølger som statsminister - og partiformand - Jens Otto Krag. Ganske vist aflagde Krag i begyndelsen af 1965 besøg i Israel hvor centret for holocaust-ofrene gjorde stort indtryk på ham. Men han bevarede gennem hele sin tid som statsminister en sund balance over for situationen i Mellemøsten. Således konstaterede han i sin dagbog for den 2.juli 1967 efter et besøg i FN i New York at "vi havde i det hele taget bedre føling med generalforsamlingens vigtigste deltagere - herunder Israel og Ægypten - end f.eks. generalsekretær U Thant eller (den franske udenrigsminister) Couve de Murville". For Krag var FN ganske enkelt det centrale omdrejningspunkt i den danske holdning til Mellemøstspørgsmålet.

Statsminister Poul Hartlings fyring i 1974 af chefen for FN-missionen - den tidligere udenrigsminister Hans Tabor - var først og fremmest et påskud til at komme af med ham som FN-ambassadør. At Tabor skulle have udtrykt en for positiv holdning til at give PLO observatør-status ved FN var en til lejligheden opfundet undskyldning. For i realiteten var Tabor mindst lige så Israel-venlig som de øvrige socialdemokrater. Det var nok snarere et udslag af, at den socialdemokratiske regering under Krag havde været mere indstillet på at bruge FN i sin Mellemøstpolitik end Hartling - og Venstre - nu var.

Med den højreorienterede Mengun Begins overtagelse af premierministerposten i 1977 forsvandt det tætte samarbejde på regeringsplan. Men lederne af Arbejderpartiet sørgede for at opretholde kontakterne til de vesteuropæiske socialdemokratier både bilateralt og gennem de hyppige møder i Socialistisk Internationale.

16. Trods det fælles udgangspunkt - beslutningen om at oprette staten Israel - har det det svenske socialdemokrati fra begyndelsen haft en betydelig mere positiv holdning til de palæstinensiske synspunkter. Med Olof Palme som statsminister fra 1969 begyndte Sverige konsekvent at vende sig mod den israelske besættelse samt mod den stadig mere aggressive israelske afvisning af at følge FNís beslutninger. Det er bemærkelsesværdigt at denne helt forskellige politik overhovedet ikke synes at have påvirket hverken politikerne eller opinionen i Danmark.

17. Den danske debat om Mellemøsten ændrede sig kun lidt op gennem 80íerne. Man skal imidlertid ikke undervurdere den holdningsændring der skete blandt mange socialdemokrater i denne periode. Efter at Israel havde vist sin militære overlegenhed både i 1967 og 1973, forventede de unge socialdemokrater at man ville række hånden ud til palæstinenserne. Nu hvor landets eksistens ikke længere var truet, burde Israel gennemføre den tilbagetrækning fra de besatte områder som det internationale samfund havde krævet i resolution 242.

Ganske vist blev der sluttet en skrøbelig fred med 2 af de omkringliggende arabiske lande, Ægypten i 1977 og Jordan i 1994. Men det centrale - den israelske besættelse af de erobrede områder på Vestbredden, i Gaza-striben og af Østjerusalem - fortsatte.

Det fik mange tidligere venner af Israel - herunder mig selv - til først at opgive at støtte Israel og til senere at tage direkte afstand fra den israelske besættelse - og i stedet for tale palæstinensernes sag. Det var dette holdningsskift der var forudsætningen for at Mogens Lykketoft i sin tid som udenrigs-minister fra 2001 kunne komme igennem med en klar ændring af Socialdemokratiets Mellemøstpolitik.

Men det er tankevækkende at den radikale udenrigsminister så sent som i oktober 2000 afstod fra at støtte en resolution i FNís generalforsamling, der fordømte israelernes likvideringer af 100 palæstinensere. Som jeg anførte i en kronik i Aktuelt, var det det samme som at støtte de israelske synspunkter. Og at den socialdemokratiske ordførertale den 28.november 2000 under den første store folketingsdebat om Mellemøsten i 12 år "ikke indeholdt et ord om, at det er Israel, der er besættelsesmagten, og at det er Israel, der bør fjernes fra de besatte områder, og at de overgreb, som Israel i egenskab af besættelsesmagt nu i årevis har gennemført i form af mord, terror og ødelæggelser af bygninger, bør fordømmes".

Så erkendelsen af "at det er Israel, der er den part i fredsprocessen, der har forhalet den ud over alle grænser og netop ikke har været villig til at lægge folkeretten og Sikkerhedsrådets resolutioner til grund for en retfærdig fred" er unægtelig kommet sent. Dødvægten fra 55 års ubetinget socialdemokratisk opbakning til Israel har været svær at slippe af med. Til trods for at det igennem meget lang tid må have stået klart for Poul Nyrup Rasmussen at den israelske besættelsesmagt konsekvent tilsidesatte 2 af de elementer som har været grundlæggende for socialdemokratisk udenrigspolitik, nemlig respekten for menneskerettigheder og samarbejdet inden for FN.

Folkekirken

18. En af de stærkeste støtter til den pro-israelske politik har været den danske Folkekirke. Mange kristne sætter et usynligt lighedstegn mellem "det hellige land" og Israel. Det er samtidig blevet anset for nærmest kættersk at kritisere Israel på grund af udryddelsen af jøder under anden verdenskrig. En forfølgelse man følte sig medskyldig i som følge af kirkens historiske vrede mod jøderne som dem, der dræbte Jesus.

19. Denne ubetingede støtte holdt sig, indtil flere og flere af Folkekirkens medlemmer begyndte at besøge de besatte områder. Især naturligvis de hellige steder som Betlehem hvor man fik mulighed for at se konsekvenserne af den israelske besættelse. Og hvor man hørte repræsentanter for de kristne menigheder i området berette om det israelske militærs konstante overgreb.

ertil kom at Folkekirkens Nødhjælp - især efter indgåelsen af Oslo-aftalerne - begyndte at yde ikke alene humanitær bistand, men også udviklingsbistand finansieret af DANIDA til den palæstinensiske befolkning. Netop ved at involvere det brede netværk som Folkekirkens Nødhjælp bygger sin indsats på, begyndte et større og større antal af de tidligere så pro-israelske danske medlemmer at tage afstand fra den israelske besættelse. Så selv om også Folkekirkens erkendelse af den nu 35-årige israelske besættelse er kommet sent, er der her i løbet af de sidste par år sket et forbløffende holdningsskift i forholdet til Israel.

III. Udviklingen til 2002

20. Den helt ensidigt pro-israelske holdning som skiftende danske regeringer har taget udgangspunkt i efter H.C.Hansens erklæring af 20.februar 1957 - fremprovokeret af den konservative Aksel Møller - blev opretholdt helt frem til folketings-debatten den 28.november 2000. Så sent som under folketingsdebatten var der ingen forskel på den nærmest ubetingede opbakning til Israels politik fra Socialdemokratiet og de to store borgerlige partier, ligesom det var umuligt for ordførerne fra SF og Enhedslisten at få Socialdemokratiets ordfører til på nogen måde at tage afstand fra den 35 år lange israelske besættelse af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem - og langt mindre kritisere dens menneskelige og politiske konsekvenser. Først med overtagelsen af udenrigsministerposten i december 2000 frigjorde Mogens Lykketoft Socialdemokratiets Mellemøstpolitik fra partiets hidtidige ensidige opbakning af Israel.

21. Hermed var enigheden mellem højrefløjen i dansk politik og Socialdemokratiet om Israel/Palæstina-problemet brudt. Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative samt Kristeligt Folkeparti har herefter indledt et veritabelt korstog mod Socialdemokratiet og især Mogens Lykketoft for at "forråde" Israel.

Efter overtagelse af regeringsmagten i november 2001 fastholdt og udbyggede Fogh-regeringen den ensidige støtte til Israel. Til trods for denne holdning lykkedes det under det danske formandskab for EU i anden halvdel af 2002 at opnå enighed: først indenfor EU og derefter mellem EU, USA, Rusland og FN's generalsekretær ("kvartetten") om udformningen af den "køreplan" for de fortsatte fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, der i løbet af 3 år skulle føre frem til dannelsen af en selvstændig palæstinensisk stat. At så Sharon fra begyndelsen saboterede fredsplanen er en helt anden historie. I en dansk sammenhæng er det derimod interessant at kunne konstatere at samarbejdet inden for EU åbenbart har haft en modererende indflydelse på regeringens ønske om at at videreføre den ubetingede støtte til Israel.

22. Indenfor Socialdemokratiet har skiftet i partiets holdning til situationen i Mellemøsten ikke ført til nogen videre debat. Det betyder ikke at der ikke fortsat findes en stor gruppe partimedlemmer - og vælgere - der fortsat sætter loyaliteten med Israel meget højt. Men denne gruppe er utvivlsomt veget tilbage fra at give udtryk for en alt for klar støtte til Israel på grund af Sharon-regeringens systematiske ødelæggelse af det palæstinensiske selvstyre.

23. Forudsætningen for skiftet i Socialdemokratiet var

- Sharon-regeringens intensivering af undertrykkelsespolitikken i de besatte områder.

- det israelske arbejderpartis næsten kritikløse opbakning bag denne politik.

- og at Socialdemokratiet for første gang i meget lang tid har fået en stærk politiker - og en skarp analytiker - til at fastlægge partiets udenrigspolitiske linje. Og ikke har stillet sig tilfreds med at overlade udenrigspolitikken til en radikal udenrigsminister, hvis holdning til Mellemøstpolitikken var præget af ønsket om at undgå problemer.

24. I Socialdemokratiet er det internationale samarbejde i Socialistisk Internationale i stigende grad blevet afløst af et samarbejde på europæisk plan. Dette har udover en svækkelse af den ensidige påvirkning fra det israelske Arbejderparti tvunget partiets ledelse til at beslutte sig for en mere afbalanceret europæisk Mellemøstpolitik. Hertil kom at flere og flere socialdemokrater gennem personlige kontakter mødte PLO's synspunkter. Så fra begyndelsen af 80'erne gav f.eks formanden for partiets udenrigspolitiske udvalg Lasse Budtz og partisekretæren Steen Christensen udtryk for en mere forstående holdning for palæstinensernes synspunkter. Hvilket bl.a. fremgår af tidligere udenrigsminister Hans Tabors erindringer, hvor han skriver at "det efter min opfattelse var beklageligt, at der blev lyttet til Lasse Budtz, da han som en af de første socialdemokrater signalerede en ændring af partiets traditionelle pro-israelske holdning". Det er imidlertid forbløffende at denne påvirkning overhovedet ikke slog igennem i partiets ledelse og derfor ikke blev fulgt op internt i partiet.

25. I det norske Arbeiderparti har den pro-israelske holdning været lige så dominerende som i det danske Socialdemokrati frem til udgangen af 80'erne. Men i modsætning til i Danmark satte opgøret med den massive pro-israelske holdning sig så meget igennem, at det lykkedes det norske Arbeiderparti også at få etableret tilsvarende tætte forbindelser til PLO. Hvilket igen var forudsætningen for de nødvendige kontakter forud for indgåelsen af Oslo-aftalerne i 1993. Tilsvarende tætte kontakter blev aldrig etableret af ledende danske Socialdemokrater. Ligesom den konservative danske regering fra 1982 til februar 1993 nok formelt anerkendte Venezia-erklæringens beslutning om at inddrage PLO i en løsning af konflikten med Israel, men i realiteten stadig betragtede PLO som en terror-organisation.

26. Det er ligeledes forbløffende hvor immun såvel ledelsen af det danske Socialdemokrati som partiets medlemmer og vælgere har været over for den konsekvente svenske kritik af Israels politik der blev formuleret efter 1967-besættelsen af Vestbredden, Gaza- og Østjerusalem. Til trods for at den svenske kritik var baseret på den - som det skulle vise sig korrekte - konklusion at Israel aldrig villle give disse områder tilbage til det palæstinensiske folk uden internationalt pres, men enten ville fordrive den indfødte befolkning - som man havde gjort i selve Israel - eller indlemme større eller mindre dele af disse områder i et Stor-israel. Og at politikken blev fremsat af det svenske Socialdemokrati - og ikke som herhjemme af den yderste venstrefløj - har åbenbart heller ikke spillet nogen rolle. Det er endelig bemærkelsesværdigt, at selv om den socialdemokratiske politik på dette område er blevet voldsomt angrebet af flere borgerlige svenske politikere - herunder ikke mindst Per Ahlmark - har hovedparten af de borgerlige politikere og vælgere sluttet op bag den kritiske holdning til Israels besættelsespolitik. Så man kan åbenbart roligt konstatere at på de centrale udenrigspolitiske områder spiller udviklingen i et nordisk land ikke nogen rolle, hverken for beslutningstagerne eller for opinionen i de andre nordiske lande.

27. Inden for EU har Tysklands - historisk betingede og helt ensidige pro-israelske-holdning - hidtil hindret udarbejdelsen af en slagkraftig fælles EU-holdning i Mellemøst-spørgsmålet. I hele efterkrigstiden har etableringen og opretholdelsen af et tæt forhold til Israel været det centrale element i de to store folkepartiers - SPD og CDU/CSU's - ønske om en udsoning af de grufulde overgreb mod jøderne i Det Tredje Rige. Det Liberale Partis - herunder især Jürgen Möllemanns - forsøg på op til Forbundsdagsvalget i september 2002 at "fiske i brune vande" har kun cementeret opbakningen til den pro-israelske politik i de to folkepartier. Kun enkelte kritiske røster som den tidligere arbejdsminister Norman Blum har vendt sig mod denne opbakning, med udtalelser om at "ich kann in den Aktionen der israelischen Armee keinen Abwehrkampf gegen den Terrorismus sehen - sondern nur Vernichtung". Men Blums erkendelse forblev uden politisk gennemslagskraft. På den anden side har erfaringerne med udarbejdelsen af "køreplanen" vist at der selv i den hidtil fastlåste tyske holdning til Mellemøst-konflikten er tegn på en vis bevægelse.

IV. Nyttige links

Som noget nyt er regeringens instruktion til den danske delegation til FN's generalforsamling nu lagt ud på nettet. Her bliver regeringens holdning til såvel Mellemøst-konflikten generelt som til konfliktens forskellige elementer som f.eks. oprettelsen af en palæstinensisk stat, holdningen til Jerusalem og til bosættelserne beskrevet.

En anden glædelig nyskabelse er at vurderingen af hvad der skete på generalforsamlingen - herunder i Mellemøstspørgsmålet - ligeledes bliver lagt ud på nettet ret hurtigt efter generalforsamlingens afslutning.

Endelig er de seneste års udførlige beretninger til Folketinget om hvad der skete på generalforsamlingen lagt ud på nettet. Her finder man ikke alene en gennemgang af behandlingen af de enkelte dagsordenspunkter med anførelse af hvad vi fra dansk side har stemt, men også danske og EU-stemmeforklaringer - der nogle gange nærmer sig stemmebortforklaringer.

Materialet om den danske bistand til palæstinenserne fremgår af Danidas Årsberetning samt af landestrategien for overgangs-bistanden til Gaza/Vestbredden

Det ovenfor nævnte materiale kan findes på udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk

Materiale om Folkekirkens Nødhjælps indsats i Mellemøsten kan findes på organisationens hjemmeside www.noedhjaelp.dk

Frederiksberg, april 2003.