Islamisme - muslimsk fundamentalisme

 
Skrevet af: Jørgen Bæk Simonsen

Begravelsen af Sami Abu Jazar. Palæstinenserne betragter de der dør i kampen mod besættelsen som martyrer. Begravelserne har bidraget til radikaliseringen og islamiseringen af det palæstinensiske samfund.
Islamisme er en fællesbetegnelse for en ideologi, der fastholder, at islam er et altomfattende system, der er i stand til at opstille regler for alle sider af en moderne tilværelse - både for det private og det offentlige liv.
For islamister er det derfor et uomgængeligt krav, at også det politiske system såvelsom det juridiske system hviler islamiske principper. De afviser enhver forestilling om, at det religiøse kun skulle være et anliggende for den enkeltes private liv.
Sådanne forestillinger er ganske vist udviklet i Vesten, men de tolkes af islamisterne som et hovmodigt forsøg på fra menneskets side at sætte sig i Guds sted. Islamisterne mener selv, at deres fortolkning af islam som et altomfattende system er i overensstemmelse med den form for islam, der blev udviklet i islams første år, da profeten Muhammad endnu levede og selv stod i spidsen for det islamiske samfund.
 
Militante og moderate islamister
I vor del af verden sidestilles islamisme ofte med vold og terror, men det er langt fra korrekt i alle tilfælde. Nogle islamistiske grupper og personer er villige til at bruge vold og terror for at nå deres mål, men andre islamister - og de udgør langt flertallet - kunne ikke drømme om at bruge vold og terror for at nå deres mål. De fastholder for deres vedkommende, at en sund og bæredygtig islamisering af samfundet forudsætter, at det enkelte menneske uden tvang bestemmer sig for at blive en aktiv muslim, bestemmer sig for i enhver henseende at tilrettelægge hverdagen, så det han eller hun gør og det han eller hun siger stemmer overens med de islamiske forskrifter. Hvor de militante islamister vil nå deres mål gennem et voldeligt, politisk engagement, der skal sikre dem kontrollen over staten og dens enorme ressourcer, fastholder de moderate islamister, at man skal begynde med det enkelte menneske.
Det gælder for begge grupperinger, at de tolker og forstår islam som et altomfattende livssystem, der hviler på antagelsen af at der kun er Èn Gud. Det er Gud der har skabt mennesket og den verden mennesket lever i, og derfor må også det politiske system indrettes i overensstemmelse med de principper Gud gør gældende i Koranen. Der hersker ganske vist stor uenighed om, hvad Koranen konkret foreskriver desangående, men om selve princippet er der fuld enighed. Derfor er det også afgørende at fastholde, at det ikke nødvendigvis er sådan, at islamister er imod demokrati, imod ligestilling af kønnene og imod kvinders deltagelse i det offentlige politiske liv.
Det er derfor også afgørende at fastholde, at det at være islamist ikke nødvendigvis er det samme som at være konservativ og gammeldags. Islamisterne er generelt ikke fortalere for, at moderne muslimske samfund skal skabes som en tro kopi af det samfund, Muhammad levede i i begyndelsen af 600-tallet. Det er ingenlunde deres intention. Deres grundlæggende ide et tværtimod at islam skal udtrykkes i overensstemmelse med samtiden. Islam skal derfor ved begyndelsen af det 21. århundrede udtrykkes og formuleres i forhold til de udfordringer, muslimer står over for i den aktuelle, moderne verden. Det ville blive islams sikre død, hvis muslimer ikke formår at forholde sig til aktuelle udfordringer af enhver art. Hvis islam fastholdes i en bestemt kulturel form fra fortiden, vil islam tabe kampen, og det ønsker islamisterne ikke skal ske.
Islamisternes tolkning af islam som et altomfattende system er ikke ny. Gennem århundreder efter profetens død i 632 og frem til det tidspunkt, hvor europæiske kolonimagter fra 1800-tallets begyndelsen for alvor begyndte at sikre sig kontrol over større og større dele af den den islamiske verden, var livet på alle områder præget af islam. Dengang blev islam fortolket af lærde, der blev uddannet rundt omkring i den islamiske verden eksempelvis på al-Azhar-universitetet i Cairo, på al-Qarawiyin-universitetet i Fez, Marokko eller på de shia-muslimske lærde skoler i Nadjaf og Kerbala i Irak eller i Qum i Iran. De lærde havde dengang monopol på at fortolke islam fordi kun de havde den formelle uddannelse og kun de havde adgang til den islamiske traditions lærde skrifter.
Sådan er det ikke længere, og sådan bliver det aldrig igen. Moderne teknik har gjort det muligt at trykke og ditribuere bøger til en overkommelig pris, og det har betydet, at det siden begyndelsen af det 20. århundrede er blevet muligt for flere og flere muslimer selv at læse de værker, der tidligere kun var tilgængelige for den lærde elite. I takt med at den islamiske verden fra begyndelsen af 1900-tallet blev opdelt i moderne nationalstater er der blevet udbygget et nationalt uddannelsessystem og der er gennemført undervisningspligt for børnene i de enkelte muslimske stater. Det er fortsat ikke alle, der alle steder kommer i skole, men i almindeliged gælder det, at langt de fleste børn og unge af begge køn i den islamiske verden under 25 år i dag kan læse.
De nationale uddannelsessystemer har med andre ord været befordrende for, at et voksende antal mennesker i den moderne islamiske verden kan læse, og som andre steder har det betydet, at nye øjne læser teksterne anderledes end tidligere! Derfor er islamismen som idÈ ikke udtryk for noget nyt. Men det er nyt og anderledes, at nye sociale grupper nu udfordrer det monopol, de traditionelle islamiske lærde tidligere havde på at udtrykke og fortolke islam.
 

1970'erne: Islamismen bryder igennem

Islamismen har været den dominerende politiske tendens i hele den islamiske verden siden betyndelsen af 1970'erne, og revolutionen i Iran og etableringen af en islamisk republik dÈr i 1979 efter årtier med et shahdømme støttet af USA og Vesten, og ti år senere USSRs militære nederlag til mujahidinerne i Afghanistan var med til at give islamismen som politisk ideologi vind i sejlene. Udviklingen i Iran og Afghanistan antydede, at islamismen tilsyneladende var i stand til at overvinde den vestlige verdens stormagter.
Derfor oplevede så at sige alle muslimske landet gennem 1980'erne og 1990'erne en militant, islamistisk politisk opposition, der fra Marokko i Vest til Filipinerne i Øst kritiserede de siddende magthavere for ikke at styre det enkelte muslimske land i overensstemmelse med sande islamiske forskrifter. Mange steder var de muslimske lande udsat for et voldsomt politisk pres fra islamisternes side, det gælder eksempelvis for lande som Algeriet, Egypten og Pakistan, men ingen steder havde den militante, islamistiske opposition opposition evne til at vælte de siddende magthavere. Det lykkedes kun i Sudan i 1989, men den førende islamistiske ideolog Hassan al-Turabi (født 1930) er siden blevet sat i husarrast, og islamisternes indflydelse i den politiske ledelse af Sudan har gennem de seneste år været aftagende.
 
Islamismen, Palæstina og 11. september
I en palæstinensisk samenhæng har islam altid spillet en vigtig rolle som en del af den nationale identitet. Men også det palæstinensiske samfund har oplevet fremkomsten af politiske grupperinger, der på et erklæret islamistisk program kræver at islam får plads i det moderne palæstinensiske samfund. Under den første intifada (1987-92) blev omverdenen for alvor opmærksom på, at der var en palæstinensisk pendent til den islamisme, der gennem det foregående årti havde vist sig i den øvrige islamiske verden. Grupperne Islamisk Jihad og Hamas var sammen med traditionelle palæstinensiske sekulære grupperinger aktive i kampen mod den fortsatte israelske besættelse, og de to grupper har siden spillet en central rolle i det palæstinensiske samfund.

 

http://palaestina-info.dk/images/IS_right.gif" width="8" height="5">

 

Hamas' talsmand i Gaza, Mahmoud Zahar(Bjørn Meidell)

http://palaestina-info.dk/images/IS_08.gif" width="217" height="7">

Terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon i september 2001 har dokumenteret, at den vestlige verden som helhed af radikale, militante islamistiske grupperinger betragtes som en fjende på lige fod med de pro-vestlige regimer, der udgør de militante islamisters primære modstandere. Derfor er det også almindeligt i den islamistiske litteratur at finde eksempler på en voldsom anti-vestlig retorik. Også hos moderate islamistiske grupper som f.eks. Det Muslimske Broderskab dannet i 1928 i Egypten, der afviser brugen af vold og terror som politisk legitim, er der en udpræget og ofte voldsom anti-vestlig retorik. Det hænger sammen med islamismens grundlæggende og bærende ide, der som mål har at skabe en stat, der hviler på islamiske forskrifter. Efter islamisternes vurdering er den vestlige verden farlig, fordi dens politiske ideologier alle hviler på et ikke-religiøst udgangspunkt. Det er nemlig i den fortolkning, de moderne islamistiske grupper repræsenterer, den vestlige verdens imperialisme, der har forledt mange muslimer til at vende islam rykken. Den vestlige verdens tekniske og økonomiske overlegenhed har forledt muslimer til at opgive troen på islam som et altomfattende system og til at acceptere ideen om, at det religiøse kan adskilles fra det politiske. Det kan det netop ikke efter islamisternes opfattelse.
 
En vigende trussel
Der er diskussion om i hvilket omfang islamismen vil være i stand til at opreholde den dominerende position, den gennem de sidste årtier har haft i alle dele af den islamiske verden. En del iagttagere peger på, at den radikale og militante islamistiske opposition kun i Den Islamiske Republik Iran og i Sudan har evnet at sikre sig den politiske kontrol, og i begge lande er der tydelige tegn på, at magthaverne heller ikke dÈr har været i stand til at indfri de løfter, de ved magtovergaelsen gav deres befolkninger om en bedre fremtid. Ingen andre steder har de militante islamister formået at sikre sig magten, og derfor er der i voksende omfang hos den almindelige befolkning tvivl om, hvorvidt de også de facto repræsenterer et alternativ. Derfor betragtes den militante ilamistiske opposition generelt som en vigende trussel og som en position på vej mod en mere marginal position. Der kan dog fortsat peges på aktive, radikale politiske oppositionsgrupper i flere muslimske lande, både i den arabiske verden (Egypten, Jordan og Saudi-Arabien) og i den øvrige muslimske verden (Tyrkiet, Pakistan og Filipinerne). Men der er ingen steder tale om, at de udgør en system-truende opposition. Den eneste undtagelse er måske Saudi-Arabien, men der skal det erindres, at det regerende regime selv legitimerer sig ved henvisning til, at de regerer i overensstemmelse med islamiske principper.
Måske er det mere vigtigt at fastholde, at der i mange ikke direkte politiske sammenhænge fortsat er et meget stort antal grupperinger virksomme, der alle hviler på et islamistisk udgangspunkt. Det gælder sportsklubber, sociale klubber af alle slags, faglige sammenslutninger og sociale og uddannelsesmæssige institutioner. Det får så være, at den militante, radikale politiske islamisme har tabt opgøret om den direkte, politiske kontrol over staten, men andre mere moderate islamister vil for deres vedkommende fastholde, at islam er løsningen som det hævdes i et meget udbredt slogan, der går igen i alle dele af den islamiske verden. De vil derfor også i fremtiden fastholde deres engagement for at sikre, at de muslimske samfund fastholder islam som en del af deres moderne identitet - og gerne i et større omfang end tilfældet har været det gennem sidste halvdel af det 20. århundrede.