Siden efteråret 2001 har der været voldsomme uroligheder på Vestbredden og i Gaza, som fortsat er besat af israelske soldater. Næsten daglige gadekampe, hundredvis af døde og sårede. Der har været palæstinensiske selvmordsbomber mod israelske busser og natklubber, og israelske styrker har angrebet palæstinensiske institutioner og politiske ledere. Det er svært at forstå, og det er nærliggende at give op, og i stedet acceptere den opfattelse, at det "bare er sådan"; at konflikten næres af parternes gensidige og uforsonlige had til hinanden, og at der ikke er nogen mulighed for at løsne dette had. Men det er selvfølgelig forkert. Konfliktens deltagere har deres grunde, og for at forstå konflikten som andet end en selvkørende kontrovers, er det nødvendigt at kende til dem.

 

 

De fleste af os har ikke muligheden for at tale med konfliktens aktører, så vi får hovedparten af det vi ved fra medierne, der formidler information om, hvad der sker. Og netop i disse år får vi virkelig store mængder af information. Ikke bare fra dagblade eller fra DRs radio og TV-avis, men fra en stadigt voksende mangfoldighed af internationale nyhedskilder, f.eks. internettet og fra internationale nyhedsleverandører som CNN og BBC. Men vi bliver ikke klogere af bare at få mere information lagt oveni den, vi har i forvejen.

Informationen er først noget værd, når den bliver sat ind i sammenhæng. Enten ved at journalisten eller redaktøren hos nyhedsleverandøren "leverer" nyheden sammen med sammenhængen, eller ved at vi ved noget i forvejen, der lader informationen falde på plads og bidrage til, at vi ved mere. Det første sker sjældent. De store nyhedsleverandører tjener deres penge på at levere ny information, ikke ved at sætte den i en sammenhæng, der gør os klogere. Og det er ikke småpenge, der er tale om. Der er benhård konkurrence om at være først med det nye, og de ganske få koncerner, der dominerer markedet vinder ikke markedsandele ved at fedte med sammenhæng og selvkritik.

Alternativet er som nævnt, at vi selv ved noget i forvejen, der giver informationerne mening. Men man kan ikke vide noget om alle de spørgsmål, som medierne informerer os om, og derfor står vi ofte, og især i forhold til internationale konflikter, tilbage med en dynge information, som vi ikke ved, hvad vi skal gøre med, og som derfor ofte bliver "arkiveret lodret". Det er, kan man sige, et generelt problem. Og det bliver vores problem, hvis vi ønsker, at det skal være kilder i nyhedsleverandørernes mainstream, der skal gøre os klogere. Nu er det heldigvis ikke disse mainstream nyhedsleverandører, som vi står tilbage med, hvis vi vil vide snarere end blot at blive informeret. Men det vender jeg tilbage til i min afslutning.

Først vil jeg diskutere de mekanismer, der ikke alene gør det svært at forstå konflikten mellem Israel og palæstinenserne, men som i vid udstrækning også udelukker de perspektiver og meningstilkendegivelser, der støtter en palæstinensisk udlægning af, hvad konflikten handler om. Det betyder ikke, at det omvendte ikke også kan være tilfældet, men tendensen går altså, mener jeg, i en retning, der får israelske perspektiver til at tage sig mere rimelige ud end de palæstinensiske.

En meget almindelig udlægning er nemlig, at det er den palæstinensiske side, der er irrationel, uforsonlig og hadefuld, og at det er den, der gang på gang afviser "rimelige" israelske fredsforslag. Spørgsmålet om disse forslags rimelighed vil jeg ikke diskutere her, men nøjes med at konstatere, at der findes information, der kunne forklare afvisningerne, men netop de informationer får vi uhyre sjældent glæde af.

For at forstå, hvorfor bestemte uforståelige begivenheder bliver til nyheder, mens andre der kunne gøre os klogere "forsvinder", må vi overveje hvordan medierne fungerer i forhold til den palæstinensisk-israelske konflikt.

Spørgsmålet er, hvad det er for mekanismer, der "filtrerer" den samlede informationsmængde sådan, at langt de fleste artikler og indslag har bestemte grundlæggende forståelser til fælles. Det er det spørgsmål, jeg vil diskutere her. Men her er først et eksempler på, hvordan forskellige mediers vinklinger kan gøre det svært at forstå hvad der foregår, og ikke mindst hvorfor.

	Mens medierne gerne rapporterer fra palæstinensiske selvmordsbomber, kommer der sjældent billeder igennem fra den palæstinensiske hverdag under besættelsen

I 1967 erobrede israelske styrker Vestbredden og Gaza fra henholdsvis Jordan og Ægypten, og siden har det været israelsk politik at bosætte israelere i disse områder. Det er en praksis, der er i strid med Geneve-konventionen, og den har derfor givet anledning til omfattende international kritik og krav om, at der blev sat en stopper for bosætteriet. Det er ikke sket, og siden Oslo-aftalen blev undertegnet er antallet af bosættere i de besatte områder fordoblet.

De internationale resolutioner og konventioner er klare, men alligevel gør Israel og organisationer, der søger at promovere et israelsk standpunkt på konflikten og dens årsager, gjort deres til at forvirre begreberne. For eksempel er områderne i Oslo-aftalen omtalt som "omstridte" snarere end besatte, og generelt er der tendenser til sprogbrug, der slører det forhold, at områderne er besatte. Eksemplet nedenfor er fra dagbladet Information:

"I går aftes brød nye skudvekslinger ud mellem bevæbnede palæstinensere i byen Beit Jalla på Vestbredden og israelske soldater i kvarteret Gilo i det sydlige Jerusalem, ligesom der var sammenstød i Nablus og ved den jødiske bosættelse Maalah Efraim på Vestbredden" (Information 3. november 2000)

Her får vi den opfattelse, at Gilo er et "kvarter", mens Maalah Ephraim er en "bosættelse". Men Gilo er en bosættelse på Vestbredden, og ikke et "kvarter" i det sydlige Jerusalem. Israel ønsker ganske vist at "sælge" den opfattelse, at Gilo er en del af det Øst-jerusalem, som staten ensidigt og ulovligt annekterede i 1967, men det gør jo ikke forvandlingen fra bosættelse til kvarter mindre kontroversiel. Sprogbrugen normaliserer besættelsen, og miskrediterer og delegitimerer modstanden mod den. Palæstinensiske uroligheder forstås nemmere, når de foregår ved bosættelsen Gilo end i "kvarteret Gilo".

Den slags normaliserende omtale af den israelske besættelse er relativt almindelig i den danske presse, men i den amerikanske er den regelen. F.eks. har medie-overvågningsorganisationen FAIR (Fairness and Accuracy In Reporting) offentliggjort en undersøgelse af 99 nyhedsindslag fra den 28. september til den 2. november år 2000. Nyhedsindslagene var fra tre større TV stationers nyhedsudsendelser (ABC's World News Tonight, NBC Nightly News and the CBS) og havde alle til fælles at nævne Vestbredden og Gaza. Men ud af de 99 omtaler var der kun fire, der gjorde seerne opmærksomme på, at områderne var besat af Israel (FAIR).

 

Det er meget almindeligt at fremstille den israelsk-palæstinensiske konflikt som en religiøs konflikt, der fortsætter fordi enkelte, men stærkt troende muslimer og jøder vil det. Det er ikke svært at forstå, at nogle tænker sådan, for det er sådan konflikten tager sig ud: Bosættere, der vil blive på trøstesløse og stenede bakketoppe og Hamas-tilhængere, der sprænger sig selv i luften for at sætte "fredsprocessen" i stå.

Men her bliver der, mener jeg, byttet om på årsag og virkning. Mennesker adopterer ikke uden videre urimelige religiøse ideologier. Når islamiske grupper som Hamas og Islamisk Jihad vinder indpas, skyldes det nok, at deres desperate ideologi giver svar til desperate mennesker, der lever i en desperat situation sammen med andre, der er ligeså desperate som de selv. Det er i al fald Èn måde at forstå den øgede tilslutning til islamisterne, for den har fulgt væksten i håbløshed og den stigende knaphed på perspektiver for en levedygtig palæstinensisk stat. Men alligevel bliver konflikten ofte fremstillet som om den handler om religion. Således skriver Politikens lederskribent et par dage inde i al-Aqsa intifadaen, at det er et af Jerusalems helligsteder, som al balladen handler om:

"Det er lykkedes den palæstinensiske side i konflikten at placere det hellige bjergs fremtid øverst på dagsordenen. Det politiske budskab bag urolighederne er, at Yassir Arafat, det palæstinensiske selvstyres præsident, ikke har mandat til at slutte et kompromis omkring Tempelbjerget. Problemet er, at muslimsk ortodoksi og tradition ikke giver jødedommen nogen tilknytning til det sted, der ifølge jødisk tradition var hjemsted for Kong Salomons tempel." (Politiken 3. oktober 2000)

Altså, "meningen" med de palæstinensiske aktioner er at sætte et bjerg på dagsordenen. Det er ikke decideret forkert, at "bjerget" spiller en vis rolle, men at påstå om det, at det er selve konfliktens centrum, er at skyde under målet. Som om palæstinenserne ikke havde andet at protestere imod: 90ernes massive bosættelsesbyggeri i det område, de forestiller sig som deres kommende stats territorium, den fortsatte besættelse, og et manglende perspektiv for en løsning på flygtningeproblemet.

 

De to eksempler er, mener jeg, typiske for den måde, hvorpå konflikten behandles i danske medier. Det er vinklinger og mønstre, der går igen i mange forskellige artikler og udsendelser, også i dem som ikke er Radioavisen, Politiken eller information.

 

 

I det følgende vil jeg præsentere en overordnet model, der kan bruges til at beskrive informationer og vinklinger, samt den plads de har eller ikke har i medierne. Modellen hedder "de tre cirkler", og den er lavet af Daniel C. Hallin fra University of California i San Diego (Retbøl 1991). Den består, som navnet antyder, at tre cirkler inde i hinanden.

1: Den inderste cirkel er konsensus, (harmoni/overensstemmelse, red.). Det er indenfor denne, at man finder langt de fleste af de vinklinger og informationer, vi ser offentliggjort i landsdækkende aviser og i nyhedsudsendelser på radio og TV. Disse artikler og udsendelser repræsenterer en grundforståelse, der ikke er omstridt i den brede offentlige debat, og som ikke giver anledning til protest fra andre journalister og kommentatorer.

I konsensus fandt vi f.eks. den information, at Arafat forspildte chancen for fred i Camp David, og at der faktisk - før Camp David - fandtes noget, der med rimelighed kunne kaldes en freds- proces (selvom palæstinensernes livsbetingelser er blevet stadigt værre i løbet af processen, og selvom forholdet parterne imellem er blevet stadigt mere krigerisk).

2: Udenfor konsensus finder vi den legitime debat, dvs. de vinklinger og informationer, der kan diskuteres, men som ikke bryder med den grundlæggende forståelsesramme, der er "bygget" af det, som findes i konsensus. Det gælder f.eks. Israels brug af tortur i kampen mod selvmordsbombemænd og andre, der med mere beskedne midler sætter sig op imod den israelske besættelsesmagt.

Sommeren 2001 var der i Danmark voldsom debat om den nye israelske ambassadør, der som efterretningschef havde været ansvarlig for tortur af palæstinensiske fanger. En politiker, der ellers tog principiel afstand fra tortur, mente at man i netop Israels tilfælde måtte "forstå" bødlerne. At deres handlinger måske ikke kunne forsvares, men dog forklares.

Dette standpunkt blev naturligvis mødt med voldsom kritik fra dem, der mente, at samme synspunkt kunne anlægges på andre torturerende lande, som vi herhjemme var langt mindre sympatisk indstillet overfor. Og at det derfor var nødvendigt at tage utvetydig afstand. Også overfor Israel.

Diskussionen er et typisk eksempel på legitim debat, og det var karakteristisk for den, at den kun i meget ringe grad forholdt sig til spørgsmålet om, hvorfor Israel rammes af selvmordsbombemænd, eller til det forhold, at Israels brug af tortur så langt fra begrænsede sig til mistænkte terrorister.

3: Begge disse mulige alternative vinklinger hører til i den yderste cirkel, som kaldes den illegitime debat. Her er der kun få hører efter. Det er her, det "bliver sagt om kejseren, at han ikke har noget på", og de ellers ustillelige spørgsmål kan blive stillet.

Tidligere har det f.eks. været illegitimt at påstå, at Israel bar noget som helst ansvar for det palæstinensiske flygtningeproblem. Flygtningene var, påstod israelerne, flygtet "på opfordring" af de invaderende arabiske tropper, der med lokalbefolkningen af vejen kunne drive zionisterne ud af Palæstina.

Selvom dokumentationen for denne påstand var fraværende eller af ringe beskaffenhed, og selvom der var flere hundredetusinder palæstinensere til at fortælle en anden historie, blev den udlægning af flugten almindelig og dominerende i vesten, både i pressen, blandt politikerne og i befolkningen.

Det er først indenfor de seneste år, at der for alvor bliver sat spørgsmålstegn ved udlægningen. Israelske historikere, de såkaldt "nye historikere" har efterhånden sået så meget tvivl om den oprindelige version, at det efterhånden kan diskuteres om ikke palæstinenserne flygtede, fordi der var krig, eller måske ligefrem blev fordrevet, sådan som de selv har sagt det fra begyndelsen. Så palæstinensernes opfattelse var i mange år "illegitim", og havde ingen eller ringe plads i den offentlige debat.

Det er vigtigt at huske på, at modellen med "de tre cirkler" er til for at gengive tendenser i den samlede mængde af information. Ovenfor har vi et eksempel på, at opfattelser, der har været illegitime, pludselig optræder i medier, der i hovedsagen opererer i den legitime debat eller i konsensus. Det betyder ikke, at modellen er forkert. Det er vigtigt at huske på, at "fordelingen" af information mellem de tre cirkler ikke står stille, men at informationerne og vinklingerne kan bevæge sig.

Nye informationer og afsløringer kan presse konsensus så meget, at informationer, vi føler hører hjemme der, bliver omstridte, eller måske ligefrem ender i den illegitime debat. Eller alternative medier og kritiske journalister kan have held til at bryde muren mellem illegitim og legitim debat.

Informationer er aldrig neutrale. De kommer et sted fra, og det er ikke ligegyldigt hvor. Det ved vi selvfølgelig godt, men det har alligevel betydning for den dagsorden, der er dominerende.

En meget stor del af informationerne kommer fra folk og institutioner, der er vant til at håndtere pressen. Det drejer sig om PR-virksomheder, professionelle talsmænd osv., der varetager kontakten med pressen.

For journalister, der er presset af deadline, er det nemmere at hente informationerne fra disse officielle kilder, der måske selv er journalister, og som har et sikkert øje for, hvad der virker som nyhed, og hvad som ikke gør.

Og officielle kilder er meget populære blandt journalisterne. Embedsmænd og eksperter nyder stor tillid, og de er altid parat til at udtale sig.

I konflikten mellem Israel og palæstinenserne ser vi langt oftere israelske "Talking Heads" (eksperter o.l.) end vi ser palæstinensiske. Den israelske administration har et langt mere udviklet PR-apparat end de palæstinensiske selvstyremyndigheder, der er uerfarne og plaget af korruption, inkompetence og en kommunikations-infrastruktur, der eksisterer på israelernes nåde. - Undetiden kan det slet og ret være umuligt for journalister at komme til at tale med palæstinensiske talspersoner, fordi Israel har lukket de besatte områder (Electronic Intifada).

Den 6. november 2000 offentliggjorde den israelske avis Ha'aretz en undersøgelse der var foretaget blandt de korrespondenter, der arbejdede for de mere end 300 forskellige nyheds-foretagender, der opererer i Israel, de besatte områder og i de palæstinensiske selvstyreområder. Langt den største del af korrespondenterne opererer fra og i Israel, også når det gælder forhold, der har med selvstyreområderne at gøre.

Mange af journalisterne har boet i Israel i mange år, og mange er israelere eller er israelsk gift. Denne tilknytning til Israel har selvfølgelig betydning, når det er Israel og israelere, som de skal forstå sig på.

Omvendt er det typisk, at journalisterne ved relativt lidt om arabere og palæstinensere. Således angav 91 procent deres kendskab til Israel som godt, mens det kun var 41 procent, der synes det samme om deres kendskab til de arabiske lande. Tilsvarende i forhold til kendskabet til religiøse forhold. 57 procent mente at deres kendskab til Jødedommen var godt, mens dem der mente det samme om deres kendskab til Islam kun udgjorde 10 procent.

Og mange af korrespondenterne har meget nemmere ved at tale med israelere end med arabere. 54 procent af korrespondenterne taler flydende hebraisk, mens det samme tal for arabisktalende er 6 procent (Ha'aretz 6. november 2000). Så de nyheder og vinkler, der måtte komme fra de palæstinensere, der ikke taler engelsk, har umådeligt svære kår.

Som jeg skrev i begyndelsen er det svært at forstå de palæstinensere, som sætter livet på spil ved at kaste sten mod israelske soldater, som de ved besvarer stenkast med skarp ammunition. Og nærmest umuligt at forstå selvmordsbombemænd, både på grund af handlingen selv og på grund af deres manglende fremsynethed.

De ved jo, at Israel vil hævne sig, og at det kommer til at gå ud over andre palæstinensere. Det er et typisk træk ved konsensusinformationerne og -vinklerne, at de sjældent bryder med den opfattelse, der fremstiller palæstinenserne, som dem der handler først, mens israel blot reagerer. Et særlig godt eksempel på dette mønster, har en redaktør på et stort dansk dagblad givet os, da han vurderede de mange palæstinensiske ofre for Israels shoot to kill politik:

"For det første forekommer det mig ganske klart, at det er palæstinenserne, der er ansvarlige for og skyldige i den voldsspiral, vi oplever, og de mange ofre, den koster.

(...)

Når over 100 mennesker er blevet dræbt på få dage, så skyldes det, at tusindvis af palæstinensere - herunder mange unge og børn - igen og igen er gået til angreb på israelske soldater med en aggressivitet og en dødsforagt, der helt åbenbart gør dem til de hovedansvarlige for deres egen død.

Israel kunne uden vanskeligheder nå op på tab af menneskeliv, der svarer til palæstinenseres, hvis de pålagde deres soldater at forlade deres forskansninger og bruge samme våben (eller mangel på samme), som deres modstandere. Men det er naturligvis et absurd krav at stille til styrker, der i det store og hele blot forsvarer sig selv" (Politiken 15. oktober 2000)

Kommentaren er fra et tidspunkt, hvor det var almindelig israelsk praksis at skyde med skarpt mod de børn og voksne, der kastede sten mod soldaterne. At det skulle være nødvendigt for soldater med avanceret sikkerhedsudstyr at skyde med stenkastere er ikke umiddelbart indlysende.

Og helt dobbelt mærkværdigt er det, at redaktøren påstår om soldaterne, at de "i det store og hele blot forsvarer sig selv". Redaktøren har åbenbart glemt, at de israelske soldater er en del af en besættelsesmagt, der vel næppe er kommet til Vestbredden og Gaza alene for at forsvare sig.

I det hele taget hele dækningen af konflikten karakteriseret ved sjældent at lade palæstinensiske dødsofre være ofre på samme måde eller i samme grad som de israelere, der har mistet livet på grund af konflikten. Det som gælder ofrene for den palæstinensiske og israelske terror, gælder også dens udøvere. Israelske krigshandlinger oftest betegnet som modangreb eller gengældelsesangreb, mens palæstinensiske aktioner betegnes som terrorangreb, eller slet og ret som angreb.

For mange vesterlændinge er det nemmere at identificere sig med israelerne end med palæstinenserne. Det skyldes ikke mindst, at mange af de israelere, der henvender sig til os via medierne, på mange måder ligner de politikere og eksperter, vi er vant til herhjemme. Tilsyneladende nøgterne, fornuftige og parate til at tale om tingene. Overfor dem mange meget vrede, irrationelle og nogen gange hadefulde palæstinensere med en religion, som vi ikke forstår og med en sag der - uanset hvad man ellers måtte mene om den - ser håbløs ud.

Den palæstinensiske litteraturprofessor Edward Said fra Colombia Universitety i USA, har analyseret den grundlæggende modvilje mod den arabiske og islamiske verden, der løber som en rød tråd i megen klassisk europæisk litteratur. Om det amerikanske mediebillede, der ganske vist er langt mere pro-israelsk end det danske, skriver han at det:

"viser et Israel der er omringet af stenkastende "barbarer", og at de missiler, tanks og kamphelikoptere, der er blevet brugt til at "forsvare" israelere mod volden, simpelthen afværger en frygtelig magtanvendelse" (The Edward Said Archive)

Det lyder som en karrikatur, men det er det ikke. Nogen gange kan man, hvis man hører "for meget" efter, få den fornemmelse at det er palæstinenserne, der har trængt Israel op i en krog, og at voldsomme militære midler Israel griber til, er sidste udvej. Igen er det sammenhængen, der mangler.

For de stenkastende "barbarer" har vi langt bedre chancer for at forstå, hvis vi ved om dem, at det er en besættelsesmagt de er oppe imod. Selvfølgelig ved vi det godt, men mange har det med at glemme det, når de voldsomme begivenheder bliver søgt forklaret. Det er Politikens redaktør kun Èt eksempel på.