Israel i 1990'erne

  • Udskriv
 
Skrevet af: Jakob Feldt
Intellektuelle og kulturelle tendenser
 
1990erne har budt på en række væsentlige intellektuelle og kulturelle nyskabelser i Israel, der alle på mange måder er associeret med fredsprocessen og det palæstinensiske spørgsmål.
Den væsentligste nyskabelse er begrebet "postzionisme", der er betegnende for folk, der ønsker et opgør med zionismen og mener, at et sådant opgør er nødvendigt for at finde en overenskomst med palæstinenserne.
Begrebet anvendes sædvanligvis i forbindelse med "postzionisme-debatten", der betegner en vigtig og interessant debat om Israels historie og nationale identitet, der er foregået gennem 90erne og endnu foregår med stor intensitet.
Postzionisme-debatten er en udvikling af debatten om Israels "nye historikere" - de nye historikere er forskere både i Israel og i udlandet, der i slutningen af 1980erne og starten af 1990erne begyndte at udgive bøger, som reviderede Israels officielle udlægning af begivenhederne omkring krigen i 1948.
De nye historikere opfandt sig selv ved at definere sig som gruppe i forhold til Israels historiografiske tradition (en af de nye historikere, Benny Morris, opfandt navnet de nye historikere), og de lagde sig ud med mange ældre forskere og intellektuelle ved at hævde, at tidligere tiders historieskrivning er et produkt af zionistisk ideologi.
 
Nye historikere
- nye indsigter
Nogle af de nye historikere hævdede, at de israelske universiteter producerer ukritisk forskning, der ikke udfordrer de grundlæggende antagelser i den israelske stat og den israelske historie.
Anklagerne gik videre til at beskylde "vidensproducenterne", dvs. både universiteter, intellektuelle og medierne, for at være en del af en israelsk selvretfærdiggørelse, der ikke ville føre til en overenskomst med palæstinenserne.
Kort fortalt er konklusionerne i de nye historikeres bøger, at Israel medvirkede bevidst til at forstærke det palæstinensiske flygtningeproblem under krigen i 1948 ved at gennemføre etniske udrensninger i et antal områder.
Endvidere blev det allerede besluttet under krigen, at palæstinenserne ikke kunne vende tilbage, fordi Israel så en fordel i en mere jødisk demografisk profil, og fordi Israel skulle huse de overlevende fra holocaust.
Næste konklusion er således, at fordi Israel ikke ville gå på kompromis med sine erobringer under 1948-krigen, så kunne der ikke laves en fredsaftale. Ben-Gurion og den israelske regering vurderede, at det var mere fordelagtigt for Israel at beholde erobrede områder og fordrive palæstinenserne end at have fredsaftaler.
En vigtig del af Israels sejr i 1948 beroede på arabisk splittelse, som Israel udnyttede til at lave en hemmelig aftale med Jordan om at dele området tildelt til en palæstinensisk stat mellem sig og om at undgå for voldsomme direkte konfrontationer de to hære imellem.
Disse konklusioner skabte en voldsom debat mellem historikere, der hurtigt bevægede sig ud i intellektuelle og kulturelle kredse pga. deres for israelerne kontroversielle karakter.
Palæstinensiske historikere og intellektuelle og de fleste internationale tidsskrifter modtog bøgerne positivt - palæstinenserne fordi bøgerne støttede deres udlægninger af 1948-krigen, og de internationale tidsskrifter fordi bøgerne er baseret på grundigt arkivarbejde og turde at komme med konsekvente konklusioner om følsomme emner.
Kun israelere kunne åbenbart legitimere palæstinensernes version af historien.
 
Israel: en aggressiv besættelsesmagt?
Store spørgsmål blev rejst som følge af de nye historikeres bøger: Er Israel en aggressiv besættelsesmagt? Er zionismen ikke en "naturalisering" af jøderne, men en etnocentrisk nationalisme, der ikke kan andet end at udelukke palæstinenserne? Osv.
Konklusionerne om 1948 er også centrale for fredsforhandlingerne, så debatten udviklede sig til en debat om Israels nationale karakter, hvor fronten står skarpt mellem postzionister, som inkluderer nogle af de nye historikere, men bestemt ikke alle, og "traditionalister", der ønsker at opretholde zionismens værdier og Israels jødiske karakter.
I begyndelsen af 1990erne var postzionistiske standpunkter meget kontroversielle - i en grad så tidligere undervisningsminister Amnon Rubinstein sagde, at postzionisternes argumenter befandt sig udenfor den legitime debat om Israels fremtid.

 

 

Bureen, Nablus, 22. Juni 2001. Palæstinsere står foran deres brændede oliventræer, som israelske bosættere har stukket i brand. Vidner fortæller at de desuden angreb palæstinensiske landmænd der forsøgte at slukke ilden. Flere hundrede oliventræer brændte op. Omkring 1 million jøder indvandrede i 1990'erne til Israel. Mange blev bosat i de besatte områder, hvilket har bidraget til en konstant øgning af den politiske spænding. De ekstremistiske bosættere har besat palæstinensisk jord, huse og militært fordrevet den palæstinensiske befolkning. Bosætterne er nemlig alle bevæbnede
Gennem 1990erne er argumenterne fra begge sider blevet ytret og offentliggjort utallige gange, så de har mistet deres kontroversielle karakter.
Israelske tidsskrifter, både videnskabelige, kulturelle og populære, har bragt postzionisme-debatten på deres sider, så ingen "vidensproducenter" i Israel er upåvirkede af den.
 
Større forståelse for palæstinenserne
Det er efterhånden blevet accepteret viden i medierne, at Israel har en andel i det palæstinensiske flygtningeproblem, og at den israelske side ikke er uden skyld i konfliktens lange forløb.
Postzionisme-debatten har bragt palæstinensernes version af konflikten ind i det offentlige rum i Israel som en eksisterende position, man må forholde sig til og endda acceptere, selvom der er lang vej til anerkendelse af dens betydning for selve fredsprocessen.
Israelske film og israelsk litteratur har også bevæget sig i 1990erne. Tidligere var israelske kulturprodukter kendetegnet ved berøringsangst overfor palæstinensere, og bemærkelsesværdigt få film og bøger beskæftigede sig med at portrættere palæstinensere og arabisk-israelske relationer.
Palæstinensere og selve konflikten blev opfattet som en ekstern trussel mod Israel, om end undergravende for israelernes moralske habitus. Først i 1970erne udkom et mindre antal romaner, der forsøgte give konflikten og den palæstinensiske position stemme gennem romanfigurerne.
1990erne er kendetegnet ved, at der er sket en "afideologisering". Unge forfattere lægger afstand til de store israelske forfatteres opbyggelige værker, og de beskæftiger sig ikke med Israel, zionisme og national identitet. Emnerne er ikke længere de kollektive visioner og aspirationer men individuelle vilkår og historier.
Dette betyder også, at der er sket en udvikling mod at portrættere palæstinensere gennem deres individualitet, hvilket endvidere betyder, at grænserne for det moralsk legitime for en israelsk forfatter er flyttet fra den kollektive, nationale sfære til en individuel sfære, hvor grænserne for det moralsk legitime er nogle andre.
Gennem 1990erne er orientalsk musik også blevet meget populært selv blandt unge mennesker, hvilket af nogle forskere ses som endnu et skridt mod en "autentisk" kulturel identitet, der ikke er bestemt af nationalistisk ideologi.
Israelsk populærkultur i 90erne indbefatter både Madonna og arabisk musik, og zionismens kulturelle produkter er blevet gammeldags - det har ikke flyttet politikken endnu men kommer til det i fremtiden.
Udbruddet af Al Aqsa Intifadaen og den markante højredrejning i Israel, der fulgte Sharonregeringen til magten, har marginaliseret de såkaldte post-zionistiske argumenter i den intellektuelle og kulturelle debat på det seneste. Dette skyldes primært optrapningen i de voldelige konfrontationer mellem israelere og palæstinensere, men det skyldes også, at post-zionismen blev båret frem af fredsprocessen i 1990erne og viljen til at se på Israels historie og identitet på en ny måde.
I den nuværende spændte situation er der ikke rum i den israelske offentlige debat til post-zionister, hvilket dog ikke betyder, at det var et forbigående fænomen.
Post-zionismen skal nærmere ses som en udvikling i relation til globalisering og internationalisering af Israel, også selvom der ikke for nuværende er rum for debatten om israelsk og palæstinensisk historie og identitet.
Al Aqsa Intifadaen har endda splittet selv de mest ihærdige fortalere for revisionen af israelsk historie, så selv de foromtalte nye historikere ikke længere bør regnes som en gruppe med fælles udsyn på israelsk historie og identitet.
De intellektuelle og kulturelle tendenser, vi var vidne til Israel gennem 1990erne, er dog stadig lige markante, selvom Al Aqsa Intifadaen og det totale sammenbrud af fredsforhandlingerne har bevirket, at det er andre ting, der fylder det offentlige rum.

Søg

Palæstina billeder

  • 29_01.jpg
  • 104_01.jpg
  • IMAGE0005.JPG
  • IMAGE0010.JPG
  • IMAGE0012.JPG
  • IMAGE0013.JPG
  • IMAGE0016.JPG
  • t06.jpg
  • T3H4_drusere.jpg
  • t5h2_bureen.jpg
  • t5h5_skoleboern.jpg
  • t5h6_boernshatila.jpg
  • t5h10_campdavid.jpg
  • T6H2_islam.jpg