Arafat er færdig! Det har han været længe, og blev for alvor klart manifesteret, da Israel miltært genbesatte dele af Ramallah og satte palæstinenserlederen i husarrest. Ikke engang en mindre køretur til Bethlehem kunne han få lov til, hvorfor hans stol stod tom juleaften i kirken i Jesu fødeby.

Lederen af den palæstinensiske nation har med andre ord i bogstavelig forstand ingen bevægelsesfrihed i sit eget land. Hans egen befolkning er stærkt splittede, når det drejer sig om at give deres støtte til ham.

Israel kalder ham terrorist og den israelske regeringsleder Ariel Sharon tillader sig oven i købet offentligt at ærgre sig over, at han ikke slog Arafat ihjel dengang i begyndelsen af 1980íerne, hvor Israel holdt Beirut belejret.

Den amerikanske regering har ligeledes vendt Arafat ryggen. Allerede i foråret 2001 kom det via en læk i det tyske udenrigsministerium frem, at udenrigsminister Colin Powell under fortrolige samtaler havde betegnet Arafat som en slyngel. Powells betragtninger blev fulgt op af forsvarsministeren Donald Rumsfeld, som i et tv-interview karakteriserede Arafat som en fiasko, der aldrig har opnået nogen resultater.

 

Isoleringen af Arafat har fundet sted samtidig med, at Israel reelt har genbesat de palæstinensiske selvstyreområder og systematisk destrueret selvstyrets institutioner. Havn, helikopterlufthavn, almindelig lufthavn, den palæstinensiske radio er bevidst blevet ødelagte samtidig med, at israelerne tillader sig at jævne boliger med jorden og lave raids ind i områderne enten for at dræbe eller for at arrestere påståede terrorister.

Det hele sker i terrorbekæmpelsens navn og med USAís opbakning. En kort overgang efter 11. september så det ud til, at Bush-administrationen ville ændre den amerikanske politik i den israelske-palæstinensiske konflikt.

For det første var hverken Hamas eller Palæstinensisk Islamisk Jihad på den liste Bush i september sidste år offentliggjorde over grupper, som USA holdt ansvarlig for global terrorisme. Israel protesterede og Ariel Sharon fik et hysterisk raserianfald, men Bush begrundede dispositionen med, at de palæstinensiske grupper nok var ansvarlig for terrorisme, men ikke global, kun national terrorisme.

For det andet erklærede Bush i begyndelsen af oktober sidste år, at den amerikanske regering støttede oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det havde ingen amerikanske regeringer tidligere gjort, omend Clinton på vej ud af Det hvide Hus og derfor mest som privatperson udtalte sin støtte lillejuleaften 2000.

Med de amerikanske meldinger mente mange, at Bush nu endelig trådte i karakter og gik i sin fars fodspor. Den ældre Bush havde tilbage i 1991-92 faktisk ganske kontant presset israelerne i spørgsmålet om bosættelserne, hvilket dengang udløste et israelsk valg og systemskifte, som alt andet lige banede vejen for, at Oslo-processen overhovedet kom i gang.

Mange, ikke mindst i det arabiske Mellemøsten, havde derfor af Bush junior forventet en mindre Israelvenlig politik, end den Clinton stod for, også fordi republikanerne traditionelt er meget mindre afhængige af de amerikanske jøders stemmer og kapital, end demokraterne er.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Allerede en uge efter sine opsigtsvækkende bemærkninger om en palæstinensisk stat slog Bush fast, at USA ingen sammenhæng så mellem krigen i Sydasien og Palæstinakonflikten.

USA ville med andre ord ikke tillade araberne med Saudi-Arabien i spidsen at lade deres støtte til krigen mod terrorisme være betinget af amerikansk pres på Israel. Som Bush så det, var man med USA eller også var man mod helt uafhængigt af, hvad amerikanerne gjorde eller ikke gjorde i konflikten mellem palæstinenserne og Israel.

På sin hjemmeside kunne den israelske lobby-organisation AIPAC (American Israeli Public Affairs Committee) i midten af oktober ydermere triumferende berette, at Bushís liste over grupper, som USA holder ansvarlig for global terrorisme, nu også omfattede Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad.

I løbet af ganske få uger havde regeringen i Washington således totalt ændret signaler i Mellemøstpolitikken. Baggrunden var, at Kongressen i disse uger havde gennemført høringer om USAís forhold til Israel i forbindelse med vedtagelsen af den årlige støtte på 2,8 mia. US dollars til regeringen i Jerusalem. Ved disse høringer havde et enigt senat kritiseret regeringens politik for at være alt for tvetydig i sin opbakning til Israel, og man forlangte fremover klare meldinger.

 

Når Bush-regeringen faktisk valgte at følge disse anbefalinger skyldes det ikke stor direkte afhængighed af den israelske lobby, men en klar prioritering af enhed og enighed på hjemmefronten i kampen mod terrorisme. Bush ville ikke sætte den store og brede konsensus i udenrigspolitikken over styr som pris for at holde de arabiske stater inde i alliancen i krigen i Sydasien. Enighed på hjemmefronten var og er vigtigere for Bush end internationale alliancer.

Den amerikanske Mellemøstpolitik og fortsatte krig mod terrorisme afgøres ikke udfra hensynet til alliancepartnere, heller ikke de europæiske NATO-lande, men primært udfra spillet mellem Kongresen og Det hvide Hus. Og i Kongressen har den israelske lobby, navnlig AIPAC, stor indflydelse. Det kan i parentes bemærkes, at AIPAC længe har prioriteret en konfrontativ Iran-politik højt, og også her synes Bush-regeringen at følge trop af hensyn til enighed i baglandet.

Amerikansk Mellemøstpolitik afgøres naturligvis ikke i Jerusalem. Men AIPAC har, specielt i den nuværende Kongres, stor indflydelse på de amerikanske parlamentarikeres forståelse af udenrigspolitikken, og det må præsidenten indregne i sine sikkerhedspolitiske dispositioner.

 

Der er ingen tvivl om, at Israel har en særlig og privilegeret rolle i forholdet til USA. Sådan har det altid været og sådan vil det efter alt at dømme blive ved med at være. Da Harry Truman i 1948 trodsede sit eget udenrigsministeriums råd og anerkendte staten Israel, var det ikke blot fordi, han havde brug for de hundredtusinder af jødiske stemmer til præsidentvalget senere på året. Det var også fordi Holocaust stod mejslet meget tydeligt i den amerikanske nations bevidsthed, og at amerikanerne mente, at de moralsk havde en pligt til at skaffe jøderne et hjemland.

Billedet af den israelske nation som et folk forfulgt og truet af fjender alle vegne fra og som et folk, der tappert har forsvaret sig mod de befolkningsmæssigt mange gange større arabiske lande, er stadig levende og nærværende i amerikanernes bevidsthed. Hollywood og bøger som Exodus (1958) af Leon Uris har været med til at grundfæste denne fortolkning i den amerikanske nation.

Derimod kendte hverken den jævne amerikaner eller politikerne i Washington til begrebet palæstinenser, før palæstinenserne gjorde opmærksom på sig selv gennem deres aktioner i 1970íerne. Som den tidligere CIA-analytiker Kathleen Christison har dokumenteret i bogen Perceptions of Palestine: Their Influence on U.S. Middle East Policy fra 1999, var forestillingen og kendskabet til palæstinenserne fuldstændig fraværende frem til slutningen af 1960íerne, hvor palæstinenserne med deres flykapringer og andre terroraktioner formåede at få gjort opmærksom på sig selv som et folk.

Indtil da eksisterede palæstinenserne ikke som andet end arabiske flygtninge. Da USA i 1948 pegede på de problemer, oprettelsen af Israel måtte få i Mellemøsten, var det ikke palæstinenserne, der blev nævnt, men de arabiske stater. Tilsvarende nævnes palæstinenserne ikke i den i høj grad amerikansk konciperede Sikkerhedsresolution nr. 242. Her tales alene om flygtninge.

Siden da har det palæstinensiske problem været et genkommende punkt på dagsordnen i Det hvide Hus. I forbindelse med Camp David fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1978 insisterede Carter på, at palæstinenserne blev en del af traktaten, hvilket også skete. Da Menachem Begin umiddelbart efter underskrivelsen nægtede at overholde aftalerne vedrørende palæstinenserne, foretog Carter sig dog intet.

 

Såvel Ronald Reagan som hans udenrigsminister George Schulz og udenrigsministeren under George Bush, James Baker, fremlagde deres planer for en løsning på palæstinakonflikten, uden dog at lægge særlig meget vægt bag dem, og uden at være i kontakt med PLO. USA havde nemlig garanteret Israel, at amerikanerne ikke ville anerkende PLO, før palæstinenserne havde anerkendt Israel og tilkendegivet, at de ville tage afstand fra brug af terrorisme som politisk våben.

Begge dele skete faktisk i 1988, hvor Arafat i forbindelse med udråbelsen af den palæstinensisk stat i Algier samtidig anerkendte Israel, og en måned senere i et interview i Stockholm tog han afstand fra terrorisme. Dermed var vejen banet for direkte kontakt mellem PLO og USA og der blev også etableret en dialog mellem de to parter.

Men amerikanerne gik kun halvhjertet ind i den, indtil den helt stoppede, da Arafat sommeren 1990 i frustration kastede sig i armene på Iraks Saddam Hussein.

Derimod har USA siden præsident John F. Kennedy i begyndelsen af 1960íerne startede våbenleveringer til Israel haft et tæt forhold til landet, der under Nixon og navnlig under Reagan udviklede sig til et egentlig militærstrategisk samarbejde. Israel er således den største modtager i verden af amerikansk militær og økonomisk støtte.

Politisk og kulturelt er Israels indflydelse i Washington også stor. Siden statens dannelse har de jødiske samfund i USA med stor dygtighed og effektivitet opbygget et særdeles velorganiseret Public Relations netværk. Den største organisation, der disponerer over i hundredevis af millioner dollars, er AIPAC.

De midler, AIPAC benytter sig af, er dels funding (støttefinansiering) af valgkampagner for amerikanske politikere, dels en særdeles synlig og insisterende tilstedeværelse overalt, hvor der træffes politiske beslutninger vedrørende Mellemøsten. Er man på AIPACís e-mail liste, modtager man dagligt udførlige informationer om, hvordan forskellige politiske spørgsmål skal forstås og tackles, hvor der finder beslutningsprocesser sted og hvilke kongresmedlemmer, man skal overdynge med e-mails og faxer.

For en amerikansk politiker, der har modtaget kampagnemidler fra AIPAC - og her skal man være opmærksom på, at en senator, der vil genopstille dagligt i hele sin periode skal fundraise i gennemsnit 14.000 amerikanske dollars for at have nok til valgkampagnen - kan det være særdeles skadeligt for karrieren at lægge sig ud med AIPAC.

AIPAC og de andre israelske lobby-organisationer har traditionelt haft størst indflydelse på demokraterne. Dette gælder i særdeleshed for Clinton-regeringen, hvor de fleste af hans rådgivere i Mellemøstpolitikken enten kom direkte fra den israelske lobby, hvilket gjorde sig gældende for Martin Indyk, USAís Israel-ambassadør i to omgange under Clinton afbrudt af en periode som chef for Udenrigsministeriets Mellemøstkontor og Clintons chefforhandler i Mellemøsten Dennis Ross, eller som sikkerhedsrådgiveren Anthony Lake og vicepræsidenten Al Gore havde et nært forhold til den. Herudover kan man hæfte sig ved, at de jødiske samfund i USA i 1992 bidrog med 60% af Clintons valgkampagnemidler og 80% af dem stemte for Clinton ved selve valget.

Der er intet odiøst i den israelske lobbys indflydelse på Clintonregeringen. Sådan fungerer amerikansk politik, og det er alle klar over og indforstået med i Washington, D.C. Israelerne har blot både været meget dygtigere til at lære lektien, og samtidig haft meget større og bedre muligheder for at omsætte den i praksis, end deres palæstinensiske og arabiske modparter.

Det stiller imidlertid palæstinenserne særdeles dårligt i den igangværende konflikt, hvor USA af hensyn til enighed på hjemmefronten vælger at give Sharon sin opbakning til i terrorbekæmpelsens navn reelt at føre krig mod den palæstinensiske nation. For legitime stater er national terrorbekæmpelse - og det var jo netop hvad USA betegnede situation i Israel som så sent som i september sidste år - et anliggende for politiet og de civile domstole. I det perspektiv har Israel med sin brug af massiv militær magt for længe siden overskredet grænsen for, hvad man kan forvente af en legitim stat. Man kan kun håbe på, at midtvejsvalget til den amerikanske kongres reducerer AIPACís indflydelse i amerikansk politik.