Gaza 17. april 2001. Israelske tanks invaderer Beit Hanoon, Gaza. De trækker sig hurtigt ud igen efter pres fra USA. USA's Colin Powell erklærede, at han var "alvorlig bekymret over", at kampene kunne eskalere til en mere omfattende regional konflikt.. Alligevel fortsætter USA med at være Israels vigtigste våbenleverandør.

»I am sorry gentlemen, but I have to answer to hundreds of thousands who are anxious for the success of Zionism. I do not have hundreds of thousands of Arabs among my constituents«
- Harry S. Truman (under præsidentvalgkampen i 1948)

»We cannot impose a solution on the Middle East. Only the leaders of the region can make peace«
- Præsident William Jefferson Clinton (1993)

Han havde håbet på at gå over i historien som den amerikanske præsident, der tilvejebragte fred mellem Israel og palæstinenserne. I stedet overlod Bill Clinton sin efterfølger på præsidentposten et Mellemøsten på grænsen til kaos.

Som en af sine første store udenrigspolitiske gerninger formidlede Clinton det berømte håndtryk mellem Yassir Arafat og den israelske ministerpræsident Yitzak Rabin på græsplænen foran Det Hvide Hus i september 1993. Iran havde forholdt sig neutralt opbakkende til den amerikansk ledede alliance mod Irak, og alliancen blev fremdeles bakket op af Rusland, Europa og de arabiske lande, der med få undtagelser tillige hilste Osloprocesssen velkommen. I Europa var Berlinmuren faldet og de tidligere kommunistiske stater var i gang med at udvikle demokrati og markedsøkonomi. Bill Clintons forgænger George Bush havde optimistisk talt om en ny verdensorden, der gav løfter om fred, fordragelighed og internationalt samarbejde. Den vestlige-arabiske-iranske alliance mod Irak samt Principaftalen i 1993 mellem palæstinenserne og Israel var de mest markante tegn på, at der var hold i optimismen.

Ved afslutningen på Clintons to præsidentperioder er alliancen mod Irak sprængt i stumper i stykker. Saddam Hussain sidder stadig på magten i Baghdad, hvor han stort set uhindret kan bruge løs af sine petroeuro til at producere sine masseødelæggelsesvåben - hvad han uden tvivl faktisk gør - samtidig med, at en humanitær katastrofe har ramt det irakiske folk. Trods mange forhandlinger er der fremdeles ingen fred mellem Syrien og Israel, og fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne er udsat på ubestemt tid.

Det vil være urimeligt at sige, at USA har eneansvaret for denne tragiske udvikling. Omvendt er der næppe tvivl om, at Clinton-administrationen kunne have gjort meget mere for at den kunne have været undgået. I Mellemøsten og Europa kritiseres USA ofte for at være for dominerende. Den franske udenrigsminister Vedrine omtaler således USA som en hypermagt. Der er heller ingen tvivl om - slet ikke i Washingtons egen selvforståelse - at USA efter den kolde krig er verdens suverænt stærkeste stat såvel økonomisk, politisk, teknologisk som militært.

 

Problemet med USA's rolle i Osloprocessen var imidlertid, at Washington aldrig egentlig brugte sin dominans til at presse parterne, herunder ikke mindst Israel, til løsninger. Gang på gang har Clinton og hans stab sagt, at det er parterne selv, der gennem forhandlinger må finde løsningerne, og at USA's rolle i processen kun er at få parterne til tale med hinanden. Helt bevidst har Clintonregeringen placeret sig på sidelinien i fredsprocesssen, og ganske undladt at have nogen som helst udtalt vision og strategi for processens endemål. Denne passivitet er faktisk enestående for en amerikansk regering: samtlige regeringer siden Kennedy-administrationen, hvor USA politisk og militært blev en magtfaktor i regionen, har haft klare - omend stærkt diskutable - mål for deres Mellemøstpolitik. Clinton derimod har gjort en dyd ud af ikke at have en vision for en endelig fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne. Denne bevidste sætten sig selv på sidelinien har selvklart favouriseret den stærke part i forhandlingsprocessen, og ingen kan være i tvivl om, hvem den stærke part er, nemlig Israel.

Et enkelt eksempel på USA's passivitet i hele Osloprocessen er de såkaldte israelske bosættelser. Siden Jimmy Carters engagement i Palæstinakonflikten har det amerikanske udenrigsministerium - eksplicit og nedfældet på papir - opfattet bosættelserne i Gaza, på Vestbredden, i ÿstjerusalem og for den sags skyld i Golan som ulovlige, simpelthen fordi de pågældende områder blev opfattet som besat land. I overensstemmelse hermed kritiserede Ronald Reagan- og George Bush-administrationerne de israelske bosættelser, og George Bush gik endda så vidt i 1990-91, at han eksplicit krævede, at den daværende Likud-regering opgav sine ideer om et "Storisrael", krævede stop for bosættelserne i ÿstjerusalem og tilbageholdte lån til Israel. Denne konsekvente, amerikanske politik var medvirkende til, at Likud tabte valget i Israel i 1992, hvorefter Yitzak Rabin kom til magten, og kun et år senere underskrev Oslo-aftalen.

Clinton-administrationen derimod har på intet tidspunkt stillet krav til Israel om, at landet skulle stoppe sine bosættelser, der som bekendt fortsatte ufortrødent under både Rabin, Peres, Netanyahu og Barak. Fra Washington har det forsigtigt lydt, at det formentlig nok ville være befordrende for fredsprocessen, dersom Israel lavede "time out", altså en midlertidig standsning, i bosættelsespolitikken. Sådan udtrykte udenrigsministeren Madelaine Albright den amerikanske politik på området i efteråret 1997, efter at USA i FN's Sikkerhedsråd flere gange havde saboteret forsøg på at få opførelsen af en omstridt bosættelse i ÿst-Jerusalem stoppet.

Forklaringen på det amerikanske skifte i synet på bosættelsespolitikken er lige præcis Clintons syn på Osloprocessen: fra og med Oslo-aftalen fra 1993 var det USA's synspunkt, at det var op til parterne selv at forhandle sig frem til løsninger, og da aftalen intet eksplicit indeholder om, at Israel ikke må udvide bosættelserne, var USA's holdning den, at et stop i bosættelserne alene måtte være et mellemværende mellem de israelske og palæstinensiske forhandlere - og ikke et spørgsmål som hverken USA eller FN skulle blande sig i. Det er i den forbindelse sigende, at mens hver amerikansk regering siden Nixon har haft en plan for en løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt, findes der ingen Clinton-plan.

 

Det paradoksale og ironiske i hele denne historie er, at Principaftalen, der eksplicit baserer sig på FN's i forvejen tvetydige Sikkerhedsrådresolution nr. 242, samtidig helt afliver den: indtil september 1993 var det klart for enhver, at 242 pålægger Israel at trække sig tilbage fra besat land. Men med Oslo-aftalen taler USA og Israel ikke længere om besat land, men om omstridte områder (disputed areas). Med andre ord, for nu at det gøre helt klart, er Gaza, Vestbredden og ÿstjerusalem i israelsk og amerikansk terminologi og forståelse siden håndtrykket mellem Rabin og Arafat i 1993 ikke længere besat land, men omstridte områder, som det er op til de to parter selv at forhandle om. Det gjorde en kolossal forskel, for dermed kunne Israel påberråbe sig retten til områder på Vestbredden, inklusive ÿstjerusalem.

Den passive amerikanske holdning eller "det er op til parterne selv holdning" har i sagens natur givet Israel et meget stort spillerum i hele forhandlingsprocessen. Denne position har regeringen i Jerusalem udnyttet, og den har sågar muliggjort, at Benjamin Netanyahu i forbindelse med Hebron-aftalen fra december 1996 ikke blot var i stand til at genforhandle Oslo 2 aftalen, men oven i købet at få indføjet et anneks i den, hvor USA garanterer Israels sikkerhed. Ved denne aftale fik palæstinenserne stort set intet andet end, hvad Arafat havde forhandlet sig frem til i september 1995. Derimod måtte han nu give den ekstra indrømmelse, at princippet for Oslo-processen ikke længere var "land for fred", men "fred for sikkerhed": Israel ville gerne være med til en fredsaftale, hvis palæstinenserne ville være med til at garantere Israels sikkerhed, mens al territorium nu eksplicit var et forhandlingsspørgsmål - altså den totale aflivning af resolution 242.

Princippet "fred for sikkerhed" blev med USA's velsignelse styrende for forhandligerne frem til Camp David i sommeren 2000, hvor Barak, der nu var blevet israelsk premierminister, til en vis grad vendte tilbage til forhandlingsgrundlaget fra før Hebron-aftalen. Men heller ikke Ehud Barak havde forstået - eller var villig til at indse - at de områder, som Israel og USA kaldte omstridte, opfattede flertallet af FN's medlemsstater, palæstinenserne og araberne i det øvrige Mellemøsten som besatte.

Clintons manglende vilje til præcist at formulere en amerikansk vision og strategi for en endelig fredsaftale, der var i tråd med FN's resolutioner og USA's egne fortolkninger af de territoriale problemer i konflikten mellem Israel og palæstinenserne, svækkede palæstinensernes forhandlingsposition, og underminerede samtidig indholdet i de to nøgleresolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, der utvetydigt taler om, at Israel skal rømme besatte områder.

 

En karakteristik af USA's rolle i Osloprocessen som passiv kan formentlig virke problematisk og provokerende. For mange vil Clinton stå som en præsident, der personligt engagerede sig stærkt i fredsprocessen. Man kan her henvise til hans rolle i forhandlingerne om Wye-aftalen fra oktober 1998, hvor han ved underskrivelsesceremonien faldt i søvn af udmattelse efter maratonforhandlingerne. Ved den lejlighed insisterede Clinton på, at Israel ændrede sit tilbud om en tilbagetrækning fra Vestbredden fra 9 til 13%. Det amerikanske pres og Clintons personlige engagment resulterede altså i små 4% ekstra territorium til palæstinenserne, hvoraf det meste dog skulle henlægges som naturreservat. Dette var reelt det eneste forsøg på fra amerikansk side at lægge pres på Netanyahu-regeringen. Man kan også henvise til Clintons personlige engagement i Camp David samt i bestræbelserne på at få arrangeret et topmøde i Sharm al-Shaikh efter udbruddet af al-Aqsa intifadaen.

Endelig kan man pege på, at Yassir Arafat er den leder, der i Clintons regeringstid oftest har været til the i Det Hvide Hus - 16 gange blev det til. Alt dette understreger dog blot pointen, at USA's rolle i Osloprocesen under Clinton primært har været at facilitere processsen, få parterne til at tale samme, få dem til at skrive under på papirer og trykke hinanden i hånden, altså proces, ikke substans. TV-billederne fra skovene omkring Camp David i sommeren 2000, hvor Clinton går mellem Barak og Arafat, lægger armene omkring dem og skubber dem fremad, mens han selv trækker baglæns, er sigende: man kan næsten høre ham sige, "gå nu ind og lav den aftale, så går jeg en tur i skoven imens".

Alle, tror jeg, med kendskab til USA's Mellemøstpolitik gennem tiderne vil sige, at Clintonregeringen er den mest Israelvenlige nogensinde. Også israelske forskere og analytikere. Det er ikke overraskende, at USA under Osloprocessen har stået bag Israel, men det er intet mindre end unikt, at en amerikansk regering i den grad, som tilfældet har været under Clinton, har nedtonet enhver substantiel kritik af israelsk politik i de besatte områder. Skal man finde en forklaring på dette forhold, er det nødvendigt at se på fire forhold, nemlig for det første USA's historiske og traditionelle forhold til den israelsk-palætinensiske konflikt for det andet Clinton og demokraternes forhold til det jødiske samfund i USA for det trejde den indenrigspolitiske situation i USA under Clinton og for det fjerde den geopolitiske situation efter den kolde krig.

 

I den anden tv-debat mellem de to præsidentkandidater George W. Bush og Al Gore i begyndelsen af oktober 2000 var udenrigspolitikken et hovedtema. Debatten fandt sted et par uger efter al-Aqsa intifadaens udbrud, og rundt om i de amerikanske storbyer havde der allerede været arrangeret demonstrationer til fordel for begge de kæmpende parter i Mellemøsten. Mens de palæstinensiske var relativt beskedent besøgt, blev de pro-israelske slået stort op med helsidesannoncer i aviser som The Washington Post og New York Times. Førstedamen Hillary Clinton, der stillede op til senatsvalget og senere faktisk vandt det, viste vælgertække og holdt tale ved en af de store pro-israelske demonstrationer i New York. Mediekoncernen CNN bragte dagen inden tv-debatten mellem Gore og Bush resultatet af en vælgerundersøgelse, der viste, at over 40% af vælgerne mente, at den amerikanske regering utvetydigt skulle bakke Israel op, mens kun 20% ville have Washington til mere aktivt at støtte palæstinensernes sag. De resterende 40% havde ingen mening om problemet. Da spørgsmålet under tv-debatten faldt på den igangværende konflikt i Mellemøsten, var det derfor ikke overraskende, at begge kandidater med et fast blik direkte ind i kameraet forsikrede vælgerne om, at de entydigt bakker op om Israel uanset, hvad der måtte ske.

Der er ingen tvivl om, at Israel har en særlig og privilegeret rolle i forholdet til USA. Sådan har det altid været og sådan vil det efter alt at dømme blive ved med at være. Da Harry Truman i 1948 trodsede sit eget udenrigsministeriums råd og anerkendte staten Israel, var det ikke blot fordi, han havde brug for de hundredtusinder af jødiske stemmer til præsidentvalget senere på året. Det var også fordi Holocaust stod mejslet meget tydeligt i den amerikanske nations bevidsthed, og at amerikanerne mente, at de moralsk havde en pligt til at skaffe jøderne et hjemland. Billedet af den israelske nation som et folk forfulgt og truet af fjender alle vegne fra og som et folk, der tappert har forsvaret sig mod de befolkningsmæssigt mange gange større arabiske lande, er stadig levende og nærværende i den amerikanske offentlighed. Hollywood og bøger som Exodus (1958) af Leon Uris har været med til at grundfæste denne fortolkning i den amerikanske bevidsthed.

Derimod kendte hverken den jævne amerikaner eller politikerne i Washington til begrebet palæstinenser. Som den tidligere CIA-analytiker Kathleen Christison har dokumenteret i bogen Perceptions of Palestine: Their Influence on U.S. Middle East Policy fra 1999, var forestillingen og kendskabet til palæstinenserne fuldstændig fraværende frem til slutningen af 1960'erne, hvor palæstinenserne med deres flykapringer og andre terroraktioner formåede at få gjort opmærksom på sig selv som et folk. Indtil da eksisterede palæstinenserne ikke som andet end arabiske flygtninge. Da USA i 1948 pegede på de problemer, oprettelsen af Israel måtte få i Mellemøsten, var det ikke palæstinenserne, der blev nævnt, men de arabiske stater. Tilsvarende nævnes palæstinenserne ikke i den i høj grad amerikansk konciperede Sikkerhedsresolution nr. 242. Her tales alene om flygtninge.

På samme måde som jøderne med gruppen Irgun under ledelse af den senere israelske premierminister og Nobelfredsprismodtager Menachem Begin havde succes med deres terroraktioner efter 2. Verdenskrig - de var en vigtig grund til, at Storbritannien trak sig ud af Palæstina og dermed banede vejen for FN's plan om oprettelsen af staten Israel - havde palæstinenserne succes med deres terroraktioner. Herefter - navnlig efter Sorte Septembers terroraktion ved Olympiaden i M¸nchen 1972, der alt andet lige åbnede døren for Yassir Arafat til FN - var ingen, hverken i eller uden for USA, længere i tvivl om, at der eksisterede et palæstinensisk folk. Men det var først med Jimmy Carters overtagelse af præsidentposten i 1977, at begrebet palæstinenser blev optaget i det gængse sprog i huset på Pennsylvania Avenue i Washington.

Siden da har det palæstinensiske problem været et genkommende punkt på dagsordnen i Det Hvide Hus. I forbindelse med Camp David fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1978 insisterede Carter på, at palæstinenserne blev en del af traktaten, hvilket også skete. Da Menachem Begin umiddelbart efter underskrivelsen nægtede at overholde aftalerne vedrørende palæstinenserne, foretog Carter sig dog intet. Såvel Ronald Reagan som hans udenrigsminister George Schulz og udenrigsministeren under George Bush, James Baker, fremlagde deres planer for en løsning på palæstinakonflikten, uden dog at lægge særlig meget vægt bag dem, og uden at være i kontakt med PLO. USA havde nemlig garanteret Israel, at amerikanerne ikke ville anerkende PLO, før palæstinenserne havde anerkendt Israel og tilkendegivet, at de ville tage afstand fra brug af terrorisme som politisk våben. Begge dele skete faktisk i 1988, hvor Arafat i i forbindelse med udråbelsen af den palæstinensisk stat i Algier samtidig anerkendte Israel, og en måned senere i et interview i Stockholm tog han afstand fra terrorisme. Dermed var vejen banet for direkte kontakt mellem PLO og USA og der blev også etableret en dialog mellem de to parter. Men amerikanerne gik kun halvhjertet ind i den, indtil den helt stoppede, da Arafat sommeren 1990 i frustration kastede sig i armene på Iraks Saddam Hussain.

Endnu et forsøg på dialog mellem USA og palæstinenserne blev gjort i efterdønningerne af Golfkrigen og i optakten til den store Mellemøst fredskonference i Madrid i 1991. Men her efterlevede USA det israelske krav om ikke at inddrage PLO, hvorfor den palæstinensiske forhandlingsdelagation blev en del af Jordans og uden offentlig forbindelse til Arafats hovedkvarter i Tunis. Det var først med Principaftalen i 1993, at USA gik i direkte dialog med Arafat og PLO.

Derimod har USA siden præsident John F. Kennedy i begyndelsen af 1960'erne startede våbenleveringer til Israel haft et tæt forhold til landet, der under Nixon og navnlig under Reagan udviklede sig til et egentlig militærstrategisk samarbejde. Israel er således den største modtager i verden af amerikansk militær og økonomisk støtte. Politisk og kulturelt er Israels indflydelse i Washington også stor. Siden statens dannelse har de jødiske samfund i USA med stor dygtighed og effektivitet opbygget et særdeles velorganiseret Public Relations netværk. Den største organisation, der disponerer over i hundredvis af millioner dollars, er AIPAC, hvilket er en forkortelse for American-Israel Public Affairs Committee. De midler, AIPAC benytter sig af, er dels funding af valgkampagner for amerikanske politikere, dels en særdeles synlig og insisterende tilstedeværelse overalt, hvor der træffes politiske beslutninger vedrørende Mellemøsten. Er man på AIPAC's e-mail liste, modtager man dagligt udførlige informationer om, hvordan forskellige politiske spørgsmål skal forstås og tackles, hvor der finder beslutningsprocesser sted og hvilke kongresmedlemmer, man skal overdynge med e-mails og faxer. For en amerikansk politiker, der har modtaget kampagnemidler fra AIPAC - og her skal man være opmærksom på, at en senator, der vil genopstille dagligt i hele sin periode skal fundraise i gennemsnit 14.000 amerikanske dollars for at have nok til valgkampagnen - kan det være særdeles skadeligt for karrieren at lægge sig ud med AIPAC. En anden meget indflydelsesrig israelsk institution er tænketanken The Washington Institute for Near East Policy. Adskillige amerikanske toppolitikere er udgået herfra eller har på et eller andet tidspunkt samarbejdet med instituttet.

Det er selvsagt helt forkert at sige, at USA's Mellemøstpolitik ligefrem dikteres af Israel, men den israelske indflydelse er imponerende stor i Washington, D.C. Størrelsen afhænger naturligvis af, hvem der sidder i Det Hvide Hus og hvilke forbindelser, der er mellem staben her og de israelske lobby-organisationer.

 

Martin Indyk, Chef Det Nationale Sikkerhedsråds Mellemøstkontor , 1993

AIPAC og de andre israelske lobby-organisationer har traditionelt haft størst indflydelse på demokraterne. Dette gælder i særdeleshed for Clinton-regeringen, hvor de fleste af hans rådgivere i Mellemøstpolitikken enten kom direkte fra den israelske lobby, hvilket gjorde sig gældende for Martin Indyk og Dennis Ross, eller som Anthony Lake og Al Gore havde et nært forhold til den. Indyk kom ind i inderkredsen om Clinton fra en stilling som direktør for Washington Institute for Near East Policy, og nåede under Clinton at beklæde stillingerne som chef for Det Nationale Sikkerhedsråds Mellemøstkontor, chef for udenrigsministeriets Mellemøstkontor og i to omgange USA's ambassadør i Israel, mens Ross i hele Clinton-perioden har været USA's mægler i Mellemøstkonflikten. Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Anthony Lake har et nært forhold til Indyk - og efter deres taler at dømme deler de den samme opfattelse af situationen: sammen er de ophavsmænd til ideen om dobbelt inddæmning af Iran og Irak samt begrebet rogue state - slyngelstat - der er den etikette, Clinton-administrationen har hæftet på de to lande. Endelig er der Gore, der før han blev vicepræsident, tjente som senator, hvor han var kendt for sine stærkt pro-israelske synspunkter. Til sidst kan man hæfte sig ved, at de jødiske samfund i USA i 1992 bidrog med 60% af Clintons valgkampagnemidler og 80% af dem stemte for Clinton ved selve valget.

En amerikansk præsident har imidlertid meget stor selvstændig magt over udenrigspolitikken, men hvis han vil udnytte den forudsætter det naturligvis, at den pågældende præsident faktisk er optaget af internationale forhold. Clinton blev valgt på et klart indenrigspolitisk grundlag, som også optog ham mest i hvert fald i den første valgperiode. Alt i alt betød det, at de udenrigspolitiske rådgivere havde større indflydelse på den internationale politik under Clinton, end tilfældet f.eks. var under forgængeren George Bush. Al Gore er således den vicepræsident i amerikansk historie, der har haft størst politisk indflydelse, bl.a. og navnlig på det udenrigspolitiske område.

Clintons meget forsigtige strategi i Mellemøstforhandlingerne, hvor han hele tiden overlod det til parterne selv at finde løsninger, blev faktisk allerede formuleret så tidligt som i 1988. Her udgav Martin Indyk rapporten Building for Peace, der anbefalede den amerikanske regering at træde varsomt i forholdet mellem Israel og palæstinenserne med den begrundelse, at det skulle have tid til lige så stille at modne. Som seniormedlemmer i Clinton-administrationen fik Indyk og Ross mulighed for at udmønte teorien i praksis, hvilket lige præcis skete under hele Osloprocessen, navnlig i Clintons første valgperiode, hvor han var mere optaget af sundhedsreform end udenrigspolitik.

Der er intet odiøst i den israelske lobbys indflydelse på Clintonregeringen. Sådan fungerer amerikansk politik, og det er alle klar over og indforstået med i Washington, D.C. Israelerne har blot både været meget dygtigere til at lære lektien, og samtidig haft meget større og bedre muligheder for at omsætte den i praksis, end deres palæstinensiske og arabiske modparter.

 

Clintons præsidentperiode blev tillige præget af, at han siden 1995 måtte slås med et republikansk flertal i kongressen, hvor flere prominente republikanere netop brugte udenrigspolitikken til at profilere sig politisk. Den amerikanske Iran-politik, der ganske vist blev formuleret af Indyk i 1993 og Anthony Lake i 1994, blev således meget barskere, end Clinton egentlig havde ønsket det. På dette område så man en fælles interesse mellem den israelske lobby og det republikanske flertal, hvilket konkret betød, at USA og Israel fra 1995 fik fælles sikkerhedspolitiske interesser. I Israel var det ikke længere nabostaterne, som blev vurderet som de største strategiske trusler mod landet, men Irak og Iran, og i USA tvang kongressen Clinton til en stramning af såvel Irak- som Iranpolitikken. Sammen med Cuba, Libyen og Nordkorea blev Iran og selvfølgelig Irak karakteriseret som slyngelstater og for Irans vedkommende følgelig underlagt kraftige sanktioner - de fire andre var allerede underlagt sanktioner.

Denne udvikling kunne delvis finde sin begrundelse i den globale situation efter den kolde krig, hvor USA på den ene side stod tilbage som ensom supermagt og på den anden side havde voldsomme problemer med at opretholde et stort forsvarsbudget, efter at den anden supermagt, Sovjetunionen, var afgået ved døden. Begrebet rogue state kom sammen med en anden ny opfindelse i den amerikanske politiske retorik, masseødelæggelsesvåben, til bogstaveligt talt at udfylde den tomme plads i forsvarsbudgettet, der var ud for ordet trussel. I 1990 blev en slukøret forsvarsminister, Richard Cheney, sendt hjem af kongressen for at skrive det forslag til forsvarsbudget om, som hans hærchef, Colin Powell, havde udarbejdet for ham. Den højprofilerede senator Sam Nunn holdt simpelthen en tale i kongressen, hvor han stillede det nok så relevante spørgsmål, hvad man dog skulle med en hær på 1,5 millioner mand, svarende til en reduktion på 25% i forhold til styrken under den kolde krig, når der ikke i budgettet var nogen egentlig begrundelse for strategiske trusler mod USA. Sam Nunn havde nemlig i modsætning til Cheney og Powell opdaget, at den gode gamle fjende, Ondskabets Imperium, Sovjetunionen, allerede havde forladt scenen. Den nye trussel blev slyngelstaterne og deres iver efter at tilegne sig masseødelæggelsesvåben. Da enhver kunne se, at krig med en slyngelstat ikke kunne begrunde 1,5 millioner mand, opfandt man samtidig begrebet "to krige på samme tid": USA skulle forsvarsmæssigt være beredt til at udkæmpe to større krige mod to forskellige fjender på samme tid.

Hermed var Clinton politisk handlingslammet i forholdet til såvel Irak som Iran: begge steder ville det med et republikansk flertal og en indflydelsesrig israelsk lobby være umuligt at gennemføre radikal nytænkning. Resultatet var, at Clinton blev fastlåst og i stigende grad internationalt isoleret i Irakpolitikken og samtidig kunne han heller ikke tage seriøse skridt i retning af en normalisering af forholdet til Iran. Når dette nævnes i sammenhæng med fredsprocessen, skyldes det, at problemerne i Golfen og Osloprocessen lige fra starten har hængt sammen: skulle de arabiske lande overhovedet kunne overtales til at støtte en fredsaftale mellem palæstinenserne og Israel, hvor Arafat havde solgt ud af sit krav om suverænitet over Tempelpladsen i Jerusalem, ville en minimumsbetingelse have været, at Irakproblemet var blevet løst og den amerikanske militære tilstedeværelse i Golfen reduceret. Det modsatte er som bekendt sket: ved afslutningen på Clintonperioden var Irakproblemet større end nogensinde tidligere siden Golfkrigen, og de amerikanske styrker i Golfen i højeste beredskab efter bombningen af et amerikansk krigsskib i Aden i oktober 2000 og trusler om flere terroraktioner rettet mod amerikanske styrker.

 

I amerikansk politik betegner man USA's rolle i den mellemøstlige konflikt med vendingen ærlig mægler. I den ovenfor nævnte tv-debat mellem Gore og Bush var Gore lige ved at sige uvildig mægler, men skyndte sig at slå sig for munden og rette sin formulering til ærlig mægler: USA kan være ærlig, men ikke upartisk, for landet er erklæret allieret med Israel. Spørgsmålet er så, om USA i det hele taget kan og skal optræde i rollen som mægler. Arafat har i stigende grad appelleret om at få FN, Europa eller Rusland placeret mere centralt i forhandlingsprocessen. Problemet er, hvad Arafat formentlig godt ved, at ingen andre stater end USA kan levere de økonomiske og sikkerhedsmæssige garantier, som en fred fordrer. Der er derfor formentlig ingen vej uden om USA, hvortil kommer, at USA på grund af sine særlige forpligtelser over for Israel på ingen måde vil acceptere at blive skubbet ud af processen.

Under Clinton har USA ikke optrådt som ærlig mægler, simpelthen fordi den israelske lobbys indflydelse på Clinton-administrationen og den indenrigspolitiske stærkt partisplittede situation har forhindret det. Det betyder imidlertid ikke, at en anden amerikansk regering, med en anden sammensætning, i en anden indenrigspolitisk situation ikke kan optræde som ærlig mægler, selvom båndene mellem USA og Israel forbliver tætte. Betingelsen er, at Clintons passive forhandlingsservicerende politik udskiftes med en konsekvent og visionær politik, som USA faktisk vil sætte magt bag for at få gennemført. F.eks. kunne USA følge sit eget udenrigsministeriums politik og slå fast, at det er Washingtons synspunkt, at det palæstinensiske problem løses ved, at palæstinenserne får deres egen stat i Gaza og på Vestbredden og at ÿst-Jerusalem skal være hovedstad. Er palæstinensisk suverænitet over Tempelpladsen (Haram al-Sharif) for stor en kamel at sluge, kan man genoptage den oprindelige ide om at gøre området til en international zone. En sådan klar melding fra Washington ville utvivlsomt ganske hurtigt kunne genoplive Osloprocessen. I dag kan en sådan politik lyde radikal og urealistisk, men man skal faktisk ikke længere tilbage end til Clintons forgænger George Bush for at finde en amerikansk præsident, der resolut satte hælene i overfor nye israelske bosættelser.

Vil en ny amerikansk regering være mere visionær og konsekvent? Næppe de første par år: uanset hvem der bliver USA's næste præsident, vil han få mere end travlt med at samle nationen efter historiens tætteste valg. Normalt sker de store skift i amerikansk udenrigspolitik, når en ny administration kommer til, men som regel først i det tredje år af valgperioden: første år skal administrationen finde sine egne ben, andet år er der midtvejsvalg til kongressen, hvorfor præsidenten er tilbageholdende med alt for radikale reformer, men i tredje år er mulighederne der. Clintons efterfølger, Georg W. Bush, får travlt med at skaffe sig den brede folkelige opbakning, som valget i november 2000 ikke gav ham. Her er indenrigspolitiske reformer, f.eks. på uddannelses- eller sundhedsområdet, der var de to helt store temaer i valgkampen, langt mere oplagte, end en offensiv politik i Mellemøsten.

Med mindre der sker alvorlige forskydninger i den strategiske situation i Mellemøsten, f.eks. at Israel ensidigt og uden aftale trækker sig tilbage fra Vestbredden, sådan som landet trak sig ud af Libanon i maj 2000, vil USA de næste par år eller tre i høj grad kigge indad og dermed forblive i rollen som den fraværende supermagt. Ikke desto mindre kan man med en omskrivning af Gandhis berømte ord om den europæiske civilisation konkludere: USA - en ærlig mægler? Ja, det ville være en god idÈ.