Zionisme er den jødiske udgave af nationalisme. Navnet zionisme henviser til Zion, som er en bibelsk benævnelse for Jerusalem, men siden hen har navnet fået den symbolske betydning af hele det land, som gud lovede jøderne ifølge den jødiske ( og kristne ) mytologi; altså det område hvor Israel ligger i dag. De første zionister kaldte sig således "Zions Elskere" for at betone forholdet til landet frem for den jødiske religiøse tradition.

Navnet zionisme dukkede op i 1880erne i forbindelse med et tidsskrift, som var associeret med "Zions Elskere", og zionisme blev brugt til at betegne de tanker og argumenter, der drev de jøder, som talte for jødernes nationale forhold til Zion.

I 1897 dannedes den Zionistiske Verdensorganisation under Theodor Herzls ledelse, hvilket var den egentlige politiske begyndelse på zionismen både som ideologi og som praktisk handlemåde.

 

	Den første Zionistkongres i Basel, Schweiz 1897. Theodor Herzl trykker hånd med en anden vigitg zionistleder, Max Nordau

Forudsætningerne for zionismens opståen skal findes i den generelle europæiske udvikling i løbet af 1800-tallet, som man ofte kalder den moderne udvikling eller begyndelsen på den moderne tid.

1800-tallets Europa var kendetegnet ved en gradvis, men hastig udvikling fra et feudalt, traditionelt og hierarkisk samfundssystem over borgerlige revolutioner i midten af århundredet til nationalstater i slutningen af hundredet.

Den markante udvikling og ændring af det europæiske samfundssystem i dette århundrede berørte ikke kun økonomi og regeringer, men hele samfundet og alle indbyggere. I det gamle europæiske system havde alle deres faste plads bestemt af deres erhverv, familie eller religion, og der var en minimal bevægelse og interaktion mellem de forskellige samfundsgrupper.

I denne orden var jøderne som andre en gruppe for sig, der styrede sig selv indenfor de regler og restriktioner, som den herskende klasse havde fastsat. Dette var ikke ulig andre grupper fx bønder, som også var underlagt en mængde restriktioner.

Ofte var jøderne dog en særligt udsat gruppe pga. antisemitisme, hvilket blev en væsentlig drivkraft i zionismen. Borgerliggørelsen, dvs. det at alle i samfundet får de samme rettigheder og pligter i forhold til staten, i midten af 1800-tallet førte til en lang række reformer blandt de europæiske jøder, og endvidere til fremkomsten af en række forskellige nye strømninger, hvoraf en af dem er zionismen, mens andre er den moderne tids ikke-religiøse (kultur)jødedom og reformjødedommen.

Mod slutningen af 1800-tallet opstod nationalismen som en væsentlig politisk drivkraft i Europa, hvilket blev afgørende for udviklingen af zionismen. Nationalisme er en politisk og kulturel ideologi, hvis hovedpunkter er, at der til hvert folk (nation) hører et territorium, og at relationen mellem folk og territorium er naturlig. Hvert folk har sin særegne karakter og identitet, der er blevet udviklet i forbindelse med og i kraft af folkets territorium.

Nationalismens hovedpunkter er identiske med zionismens, og således er der ikke stor ideologisk forskel på zionismen og alle andre nationale ideologier. Zionismen opstod på samme tid og i forbindelse med den samme udvikling som andre europæiske nationalbevægelser men i modsætning til dem, boede jøderne ikke allerede på det naturlige territorium.

 

	Den jødiske brigade inspiceres ved en allieret sejsparade i Italien, 1945.

Zionismens hovedpunkt er følgelig, at Zion, dvs. Israel, er jødernes naturlige territorium, og at der eksisterer et særligt forhold mellem jøderne og Israel, som giver jøderne deres særlige nationale karakter.

Israels uafhængighedserklæring fra 1948 siger som følger:

"Israels land er det jødiske folks fødested. Her blev deres spirituelle, religiøse og nationale identitet formet. Her opnåede de uafhængighed og skabte en kultur af national og universel betydning."

I den traditionelle jødedom har Zion altid været jødernes land i en religiøs eller kosmisk forstand, men zionismens ideologer fortolkede forholdet mellem jøderne og territoriet i en moderne politisk og statslig forståelse.

Følgelig tilstræbte zionister, at jøderne skulle have politisk og statslig suverænitet over det land eller dele af det land, som gud lovede Israels folk ifølge mytologien.

Før Anden Verdenskrig og holocaust var der en konflikt mellem zionister og ikke-zionister netop pga. af spørgsmålet om den politiske og statslige suverænitet. Langt flertallet af de europæiske jøder opfattede forholdet mellem jøderne og Zion som et mytologisk forhold eller som et forhold mellem gud og jøderne, som kun gud kunne ændre på.

Selvom zionismen var en relativt lille bevægelse før Anden Verdenskrig, var den meget dynamisk og leverede en ny fortolkning af jødisk historie og identitet.

I zionismen er den jødiske normalstilstand en situation, der opstår, når alle eller de fleste jøder bor i en jødisk nationalstat. I en zionistisk forståelse var det antikke Israel en normaltilstand, hvor de fleste jøder boede i en jødisk stat. Jødiskhed er i denne forståelse ikke det samme som jødisk religion. Jødiskhed er simpelthen den kultur, som de mennesker, der boede i det antikke Israel, udviklede. Dvs. for zionister er jødiskhed en national kultur, som er gået i arv fra det antikke Israels jøder til nutidens. Jødisk religion er en slags spirituel kreativitet, der udspringer af den nationale kultur.

 

I år 70 erobrede Rom endegyldigt Israel og ødelagde dermed de sidste rester af jødisk selvstændighed. Siden har jøderne været i eksil, dvs. i en overgangsperiode indtil de kunne vende hjem til deres eget land igen. I eksilperioden kunne jøderne ikke udøve deres nationalitet frit pga. fraværet fra hjemlandet og pga. selve eksilets essens, nemlig det at bo på nåde hos andre folkeslag. I stedet dyrkede jødernes deres religion i eksilperioden. Religionen bandt jøder spredt over hele verden sammen, så det nationale fællesskab blev opretholdt gennem næsten 2000 år.

Den zionistiske ideolog Asher Ginsberg (pseudonym: Ahad Ha’am ) skrev omkring år 1900, at jøderne havde i 2000 år været en sjæl uden en krop, dvs. et folk uden et land. Zionismens mission er således at bringe jøderne tilbage til hjemlandet, og endvidere at genopdrage jøderne i den nationale ånd, forene sjælen med kroppen for at blive i Ginsbergs terminologi.

I fraværet af et hjemland havde jøderne i en zionistisk forståelse udviklet en række kendetegn, der skulle ændres på i forbindelse med ophøret af jødernes eksiltilværelse. I eksilet havde jøderne dyrket religionen, og i stedet skulle de nu dyrke nationen. Ligeledes havde jøder ofte haft erhverv, som zionismen ikke så som forbundet til en national kultur, fx handelserhverv, bankvirksomhed og intellektuelle beskæftigelser. I stedet burde jøderne dyrke jorden med egne hænder i deres eget land. Som følge heraf opstod der indenfor zionismen en særegen arbejdsideologi, der forbandt nationalismen med en marxistisk inspireret forherligelse af arbejderen.

Arbejderen blev symbolet på "den nye jøde", der skulle dyrke jorden og tjene fædrelandet med skovl i den ene hånd og geværet i den anden. Flertallet af zionismens og Israels berømte ledere kommer fra den såkaldte arbejderzionisme fra David Ben-Gurion til Yitzhak Rabin.

Der var jøder i Palæstina omkring år 1900, da zionister aktivt begyndte at kræve landet til jøderne, men denne palæstinensisk-jødiske befolkning var ikke-zionister og endvidere stærkt religiøse. Samtidigt udgjorde de kun en lille del af befolkningen.

Zionisterne kunne således ikke regne med de lokale jøders støtte. Palæstinenserne var heller ikke villige til at alliere sig med zionisterne af den simple årsag, at det var deres land, zionisterne havde for øje. Disse kendsgerninger nødvendiggjorde, at zionisterne måtte alliere sig med de europæiske stormagter, men i hovedsagen måtte de bero på sig selv.

 

Et af de helt centrale elementer i den zionistiske praksis var ( og er stadig ) aliyah, som på hebraisk betyder opstigning. Aliyah er det zionistiske udtryk for immigration af jøder til Palæstina fra hele verden i henhold til ideologien om oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.

Aliyah er et meget værdiladet udtryk på hebraisk og tillægger immigration til Palæstina og i dag Israel betydningen af dyd og pligt. Israel opfordrer stadig gennem zionistiske organisationer rundt om verden til, at jøder foretager aliyah og bliver israelere.

Immigrationen af jøder til Palæstina inddeles i zionismen sædvanligvis i en række aliyot (pluralis), immigrationsbølger. Af disse regnes nummer 2 og 3 for de væsentligste, og de foregik mellem 1905 og 1925. Årsagen til at disse regnes for de vigtigste er, at det var i den periode, at zionismens ledere immigrerede til Palæstina, og at det var i den periode, at zionisternes strategi for kolonisering af Palæstina blev effektueret.

Belært af praktiske erfaringer og i erkendelsen af, at palæstinenserne ville modsætte sig koloniseringen, iværksatte den zionistiske ledelse et praktisk program for, hvordan de jødiske kolonier skulle overleve og udbygges samtidigt med, at der blev opbygget en stærk, statslignende, zionistisk fællesorganisation.

Det praktiske programs centrale elementer var "hebraisk arbejde" (avodah ivri) med henblik på selvforsyning og uafhængighed, og det betød konkret, at de jødiske kolonier undlod at ansætte palæstinensisk arbejdskraft, fordi det var et jødisk samfund, der skulle opbygges ikke et blandet.

Et andet centralt element var oprettelsen af arbejdskollektiver, kibbutzer og moshaver, hvis formål var at bosætte nyt land, og de havde fordel af være selvforsynende og af at have meget lave omkostninger.

Et tredje centralt element var den stærke fællesorganisation Histadrut, som på hebraisk betyder organisation, og som står for organisationen af hebraiske arbejdere i Israel. Histadrut koordinerede og integrerede de forskellige dele af det jødiske samfund i Palæstina, og oprettede investeringsselskaber, banker, sportsklubber og kulturcentre, således at de jødiske immigranters liv og virksomhed kunne udfolde sig eksklusivt indenfor det jødiske samfund.

Inden 1948 tilegnede zionisterne sig ikke land ved hjælp af magtanvendelse men gennem jord- og ejendomsopkøb. Den zionistiske verdensorganisation indsamlede internationalt store summer, som blev kanaliseret over i den jødiske nationalfond, som derefter brugte midlerne til at opkøbe land i Palæstina.

I 1948 ejede zionisterne 7% af Palæstina, men de havde opbygget en stærk infrastruktur, en stærk organisation og en stærk ny jødisk kultur og ideologi, hvis dominans og betydning i international politik og i Palæstina langt oversteg zionisternes antal og deres besiddelser.

 

	Foredrag i kibbutzen. (Palestina. Kooperativa Förbundets Bokförlag, Stockholm 1948)

Zionismen efter 1948 er vanskeligt sammenlignelig med zionismen før. Efter 1948 er zionismens mål, en jødisk stat, blevet virkelighed ved Israels oprettelse.

Alligevel er zionismen ligeså betydningsfuld for virkeligheden i Israel og for palæstinenserne, som den var for de aktive zionister før 1948. Zionismen er blevet Israels statsideologi og hele Israels forklaringsgrundlag, og den er blevet implementeret gennem institutioner, politik, kultur, forskning, navne og i landskabet på måde, så det er vanskeligt at tale om bare en ideologi.

De israelske politiske partier fra højre til venstre er selvfølgelig alle zionistiske på nær det fælles arabisk-israelske tidligere kommunistparti, som er et meget lille parti. Zionismen er ikke længere noget man i Israel aktivt kæmper for, og blandt unge mennesker repræsenterer ideologien noget gammeldags. De ideologiske mål i zionismen er blevet virkelighed og derfor normale og selvfølgelige for den almindelige israeler. Zionismen i dag er Israel og israelsk politik og kultur i deres mange forskellige afskygninger.