Fredsforhandlinger efter 2000

 

Ph.d. studerende Leila Stockmarr skriver i det følgende om de uafsluttede og forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre.

     Hun påpeger, at den konkrete udvikling på den palæstinensiske Vestbred, i Gaza og i det besatte Østjerusalem modarbejder muligheden for fred. Antallet af israelske bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem nærmer sig 500.000, selv om international ret forbyder en besættelsesmagt at overflytte sin civilbefolkning til besatte områder.

     De mange israelske bosættere udgør jernhårde ”facts on the ground” og gør fredsprocessen til en illusion – ligesom muligheden for to stater til to folk fortoner sig. Det, der på overfladen tager sig for en forhandlingsproces, er i realiteten en forhalingsproces.

   Stockmarr kalder sin analyse for ”To-stats løsningens Svanesang” og pointerer, at international lov og ret er forsvundet som referenceramme for forhandlingerne, mens det internationale samfund med EU og USA i spidsen lukker øjnene. Læs artiklen.


På vej mod afgrunden: To-statsløsningens svanesang

 

Af: Leila Stockmarr, ph.d. studerende på RUC

To fortællinger – én virkelighed

Skal man redegøre for de sidste tyve års udvikling i den hårdt spændte Israel-Palæstina konflikt, kan man fortælle to historier: Den der handler om politiske forhandlinger og storpolitik og den der handler om konfliktens reelle udvikling, som den opleves i det daglige blandt palæstinensere og israelere.

Den første udspiller sig blandt de politiske eliter, foran internationale mediers blinkende lys og i diverse internationale fora, hvor verdens statsoverhoveder står i kø for at få indflydelse på ’Fredsprocessen’. Her taler man om fred via forhandling, om grænsedragning og henstiller til parterne om at beherske sig – for Israels vedkommende ofte i forhold til bosættelsesaktivitet, for palæstinensernes vedkommende ofte om at indstille voldelige handlinger særligt rettet mod Hamas.

Den anden historie handler om konfliktens virkelighed, og er den ’rigtige’ historie: fortællingen om hvordan palæstinenserne og israelere har måttet se ethvert håb om en to-statsløsning baseret på internationalt anerkendte grænser svinde ind. Den historie handler meget lidt om politisk kompromis, aftaler og forsoning – men om fortsat kolonisering af palæstinensisk jord og ressourcer.

De to fortællinger er meget forskellige, men hænger tæt sammen. Man kan endda sige, at den første kan være med til at forklare, hvorfor det er gået så galt med den anden – fordi man fra internationalt hold så langt hen ad vejen har lukket øjnene for den reelle udvikling, og har dermed frakoblet internationale initiativer fra konfliktens kerneknaster ikke mindst de omsiggribende bosættelser på besat jord, styrket forhandlingsspillets indre modsætninger og afholdt sig fra at lægge det nødvendige pres på parter, som overtræder international lov og aftaler.

Følgende afsnit vil redegøre for de to historier, og derpå prøve at forklare hvordan det er muligt at opretholde illusionen om eksistensen af en levende ’Fredsproces’, hvis man da overhovedet kan tale om en sådan, når tegn på fremskridt er så forsvindende små. Men først er det væsentligt at slå fast hvilke grundsten der gennem tiden - og stadig i dag tegner konfliktens absolutte kerne.

 

Territorium og demografisk balance

Konfliktens centrale elementer, der leder tilbage til årene omkring staten Israels oprettelse, er stadig de væsentlige i dag. Konflikten har siden sin start i sidste århundrede med voksende immigration af jøder til det daværende Palæstina, og særligt siden statens Israels oprettelse i 1947 haft sit centrale omdrejningspunkt i to sammenhængende temaer: en kamp om territorium, (siden 1949) særligt Vestbredden, Gaza og Jerusalem, som efterfølgende siden 1967 har været under Israelsk militær besættelse. Det andet tema handler om befolkningssammensætningen i Palæstina.

Israel tilegnede sig ved statens oprettelse og den efterfølgende krig mere land end tiltænkt ifølge FN’s delingsplan, (55 procent til Israel og 45 til palæstinenserne – resten Jerusalem skulle være under international administration). I praksis fik Israel efter 1948 78 procent af det ’historiske Palæstina’.

Siden 1967 har Israel med varierende intensitet eksproprieret palæstinensisk land. Til trods for rømningen af Gaza i 2005 er det samlede antal af bosættere steget støt.

Konfliktens andet spor har omhandlet den demografiske udvikling – dvs. balancen i antallet af jøder (desuagtet deres oprindelige nationalitet) og palæstinensere, særligt fødselsraten blandt palæstinensere i Israel, dvs. på den israelske side af våbenstilstands-linjen fra 1949 eller den ’Grønne Linje’, som den kaldes i daglig tale.

For Israel har det været afgørende at sikre et jødisk flertal for at opretholde staten Israels jødiske karakter. Det har på den måde været et vigtigt element i Israels politik at sikre tilstrømning af nye jødiske statsborgere særligt fra Rusland og dele af Afrika. Særligt i 1990’erne fik hundrede tusinder russere israelsk statsborgerskab. Selvom Israels politik overfor palæstinenserne ikke synes at være afgjort af den siddende israelske regerings partifarve (bosættelsesaktivitet har for eksempel været lige som fremskreden under Labor som Likud), har Israel alligevel de sidste år oplevet en politisk højredrejning. Her spiller særligt væksten blandt mange ultra-ortodokse og ikke mindst bosættere en vigtig rolle. Det kan på sigt gøre det mere svært for en fredsvillig israelsk statsleder at opnå den fornødne opbakning til en tilbagetrækning fra besat område.

Ser man på Israels politik i de besatte områder, og palæstinensernes absolut største bekymringer, er det de samme trends der går igen: kampen om land og etno-religiøse balancer. Disse grundlæggende elementer er centrale for forstå grundkilden til hvorfor, der ikke er fred.

 

Forhandlingers indbyggede fejl

Oslo set-uppet (initieret i 1990’erne) skulle sikre overgangen fra et palæstinensisk selvstyre til en palæstinensisk stat finansieret af det internationale samfund nærmere har virket som en kulisse for fortsat territorial ekspansion. Dette først og fremmest fordi aftalerne udskød løsningen på konfliktens substanspolitiske spørgsmål omkring Jerusalem, fordeling af vandressourcer, grænsedragning og de palæstinensiske flygtninges skæbne.

Siden ’Køreplanen for Fred’ blev søsat i 2003, og i det stille forliste, har der ikke været nævneværdige forsøg på at genoplive ’Fredsprocessen’. Annapolis konferencen i 2007 gentog i vid udstrækning Kvartettens Køreplan og dens præmisser blev systematisk brudt.

De sidste årtiers forhandlinger har betydet, at international lov, særligt fjerde Geneve Konventions forskrifter, om forbud mod overførsel af civilbefolkning ind i besat område (bosættere) og regler for krig (fx tydeligt overskredet under operation ’Cast Lead’ i Gaza i 2008-9), er sammen med de utallige FN-resolutioner, forsvundet som referenceramme for politiske tiltag.

Det internationale samfund poster uhyrlige mængder penge i det virtuelle statsopbygningsprojekt i de palæstinensiske områder, men bruger ikke disse gulerødder som en anledning til at svinge pisken og kræve en løsning på de føromtalte såkaldte ’final status issues’, (dvs. Jerusalems status, bosættelser, flygtninge, red. anm.) EU er en af de suverænt største donorer, men sætter sjældent handling bag sine ord og løfter. EU’s medlemslande er desuden internt splittede i spørgsmålet om forholdet til Israel, og taler sjældent med én samlet stemme, der vækker opmærksomhed i Tel Aviv, Washington eller Ramallah. Handelsaftaler opretholdes trods brud på menneskerettigheder, og man er i Bruxelles ikke interesseret i at lægge sig ud med Obama-administrationen.

USA støtter stålfast Israel, og præsident Obama har, til mange palæstinenseres (og tilhængere af en to-statsløsning i Israel og internationalt) skuffelse, gentaget både Bush og Clintons politik, der først og fremmest vægter israelske sikkerhedshensyn. Iagttagere peger på både den jødiske lobby og kristne zionistiske lobbys indflydelse på Washington som en vigtig del af forklaringen. Desuden har de mange omvæltninger i regionen i 2010 og 2011 og særligt spørgsmålet omkring Irans atomprogram og en mulig militær konfrontation, fået Vesten til at give Israel sikkerhedsgarantier, som ikke fordrer fred, da det næppe lægger pres på Israel, for at engagere sig i reelle forhandlinger.

På den korte bane har udviklingen i Syrien, Egypten og Libyen styrket Israel. Først og fremmest fordi: 1) internationalt fokus er rettet mod andre steder i regionen og, 2) i det omfang islamistiske (og andre traditionelt set mere Israel-kritiske gruppers) indtræder i formelle politiske processer og demokratiske fora, vil Israel kunne påberåbe sig rollen som et truet demokrati placeret i en region af fjendtlige regimer. Det er dog tvivlsomt om disse politiske grupper/partier til trods for en til tider rå retorik vil søge at komme på direkte koalitionskurs med Israel.

I relationen til palæstinenserne har det Palæstinensiske Selvstyres samarbejde, særligt omkring sikkerhed med israelske myndigheder eroderet den folkelige opbakning til den politiske ledelse i Ramallah, som primært holdes sammen af befolkningens økonomiske afhængighed. I relation spørgsmålet om territorium har særligt den omfangsrige bosættelsespolitik været med til at ændre den geografiske virkelighed, og gjort muligheden for at sikre en to-statsløsning på det eksisterende forhandlingsgrundlag stort set umulig.

I dag handler konflikten ligesom dengang i fyrrene om territorium og demografi, men i den grad også om magt også på metaplan: Dette i form at militær styrke men måske endnu mere om kampen om international legitimitet på globalt plan. Hverken palæstinensere eller israelere kan ”stå alene” uden politisk og økonomisk opbakning udefra.

Som PLO’s nylige ansøgning om medlemskab af FN viste, har størstedelen af verdens lande stor sympati for den palæstinensiske sag, og støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat. USA’s trussel om veto ved en evt. afstemning i Sikkerhedsrådet vidnede om realpolitikkens bitre virkelighed, og den israelsk-amerikanske alliances stadige betydning for konfliktens kurs og placering i international storpolitik.

I praksis er der intet forhandlingsspor i dag. Palæstinenserne (repræsenteret af Fatah præsident og PLO-leder Abbas) har siden 2011 nægtet at forhandle så længe Israel ikke vil indstille sin bosættelsesaktivitet. Israel nægter at forhandle på basis af forhåndsbetingelser. Desuden er alle forhandlinger siden Oslo blevet undermineret af konkrete politikker, som har adskilt forhandlingsretorikken fra virkeligheden.   Stort set intet peger på en udvikling, der har været lukrativ i forhold til at nå en realisering af den to-statsløsning, som det internationale samfund har sat sig som mål.

Et mere dybdegående spørgsmål man kunne stille, om der i nyere tid reelt set har været et forhandlingspotentiale? Ser man på Israels konkrete fremfærd har strategien mere været at skabe nye ’facts on the ground’, som vil give Israel et fordelagtigt udgangspunkt såfremt man på et tidspunkt så sig nødtvungen til at indgå en politisk aftale. Indtil videre har der ikke været reelle incitamenter, dvs. et politisk pres, der har gjort det uomgængeligt at levere i form af politisk kompromis. Mere skeptisk kan man spørge sig selv om politiske forhandlinger ikke nærmere udnyttes som kulisse mens en hel anden politik implementeres i praksis? Både israelske diplomater og (ofte højreorienterede) israelske politikere argumenterer, at udgangspunktet måske nok er en politisk løsning via forhandling - men at det er ikke givet på forhånd, at Vestbredden er palæstinensisk territorium – som selv af det israelske udenrigsministerium kategoriseres ’disputed territories’ (omstridte områder). Man kan på sin vis tale om en forhalingsstrategi, hvor man tilegner så meget jord som muligt (med så få palæstinensere bosat på denne) inden presset måske skulle blive for stort.

 

Demokrati i Palæstina – nej tak

Vender vi øjnene mod den konkrete udvikling ’on the ground’ - konfliktens virkelighed – som den ser ud og opleves af dem som må leve med dens konsekvenser som et dagligt vilkår, synes Israels sikkerhed i relation til palæstinenserne i meget lav grad at være truet.

Den historie handler om de ændringer, der dagligt udfolder sig, og som gør de humanitære, sociale såvel som politiske kår så svære for særligt palæstinensere at håndtere og acceptere. Spørger man de fleste almindelige palæstinensere – i Gaza, Østjerusalem eller Vestbredden har de sidste ti år ikke budt på andet end skuffelser. Lad os begynde fra en ende: I 2006 gennemførte palæstinenserne det første nationalt dækkende demokratiske valg til den lovgivende forsamling (Palestinian Legislative Council). Internationale valgobservatører roste palæstinenserne for den transparente, demokratiske proces. Til omverdenens store overraskelse vandt det islamistiske parti Hamas under banneret ’Reform og Forandring’ valget ved, hvad der må siges at være en jordskredsejr.

For de fleste palæstinensere og måske også israelere var dette resultat ventet. Vælgerne var simpelthen trætte af den korruption, der gennemsyrer det Fatah-ledede selvstyre, og den høje grad af politisk eftergivenhed overfor Israel og USA. Vesten (EU og USA), som netop det Palæstinensiske Selvstyre er så afhængigt af i forhold til økonomisk og humanitær støtte, valgte at boykotte den nyvalgte Hamas-ledede regering. Den primære begrundelse var, i tråd med Israels anbefalinger, at Hamas figurerede på både EU og USA’s liste over terrororganisationer.

Det skabte stor intern splittelse blandt palæstinenserne – for nu blev der pga. eksternt pres placeret skabt en situation, hvor man i vidt omfang skulle vælge mellem demokrati (den valgte regering) og den økonomiske støtte, man særligt pga. konsekvenserne af den militære besættelse er så afhængig af. Det førte i tiden efter valget til borgerkrigslignende tilstande mellem Hamas og Fatah, og medførte efter voldsomme konfrontationer i 2007 til en de-facto opsplittelse af det politiske lederskab i to.

Hamas havde nu magten i Gaza, mens Fatah, støttet af de vestlige donorer med Abbas i spidsen, havde magten på Vestbredden. Gaza blev i samme periode udsat for en hidtil uset israelsk blokade, der har svækket økonomien i Gaza voldsomt og skabt en meget kompleks humanitær situation, som FN har kaldt en humanitær værdighedskrise (’human dignity crisis’). Trods begrænsede lempelser opretholdes blokaden i dag. Det er nu seks år siden, at palæstinenserne har haft mulighed for at stemme ved at demokratisk valg – og så længe vesten såvel som Israel nægter at anerkende Hamas som en mulig politisk ledelse, ser fremtiden kritisk ud. Hamas har indtil i dag nægtet at frasige sig voldelige metoder, men håber på at blive inviteret ind i det gode selskab – og får lov til at sidde med ved eventuelle fremtidige forhandlinger. Siden maj sidste år har man forsøgt at forhandle en forsoningsaftale på plads bl.a. for at kunne udskrive valg – dog uden reelle fremskridt. I dag er Gaza og Vestbredden for ikke at nævne det palæstinensiske Østjerusalem fuldstændigt frakoblet hinanden – politisk såvel som geografisk.

Udover palæstinensernes manglende tiltro til Israels forhandlingsvillighed, har denne todeling gjort forhandlinger med Israel under Mellemøstkvartettens (EU, USA, Rusland og EU) mægling meget svær.

 

Territorial fragmentation

Konfliktens politiske geografi har i samme tidsrum ændret sig med høj hastighed. Antallet af ulovlige bosættere på Vestbredden og Østjerusalem er nu oppe på en halv million. Langt den største del af bosættelsesaktiviterne er faciliteret af den israelske stat, hvilket også har været tilfældet i perioder, hvor man har haft aftaler med Israel om at fastfryse bosættelsesaktiviteterne, og endda at nedlægge de mere end hundrede såkaldte ’outposts’, der kategoriseres som uautoriserede men i praksis nyder militærets beskyttelse. Sammen med det omstridte ’closure regime’ bestående af særlige bosætterveje og checkpoints er konsekvensen heraf, at Vestbredden nu fysisk er fragmenteret, og palæstinensernes mobilitet stærkt svækket. Dette særligt i forhold til de ca. 60 procent af Vestbredden, som falder ind under område C (ved Oslo II blev Vestbredden inddelt i tre områder). Disse områder klassificeres som militær-zone og herfra fordrives palæstinensere i stort tal.

Taler man om ’Fredsprocessens’ indre modsætninger, er den inddeling et godt eksempel på, at aftalerne ikke blot har slået fejl i forhold til at forhindre flere bosættelser, men også mere direkte har været med til at muliggøre en stadig udbygning af bosættelser, fordi aftalerne ikke har krævet fuldstændig tilbagetrækning af den militære besættelse af palæstinensisk jord, så længe man været i en såkaldt transitionsfase som en grundlæggende betingelse for fremskridt hen imod to stater.

På sin vis har aftaler baseret på gradvis autonomi og performancebaseret progression (som i tilfældet med Køreplanen for Fred) blåstemplet ’midlertidig’ besættelse.

I Østjerusalem er situationen særlig slem, og flere palæstinensere med det såkaldte Jerusalem ID (dvs. ret til at være bosat i byen) tvinges enten med militær tvang eller ad indviklede bureaukratiske veje ud af byen og ind på Vestbredden. Til trods for det internationale samfunds betoning af byens væsentlighed ikke blot for realisering af en to-statsløsning men for relationen mellem Israel og hele den muslimske verden er den praksis ikke blevet ændret. Israel betragter Jerusalem som en del af Israel, og chancerne for at se Østjerusalem som hovedstad for en palæstinensisk stat i nærmeste fremtid er forsvindende små.

Ovenstående er blot et par af de centrale udviklingsspor, som tegner konturerne af ”virkelighedens konflikt”, og som i den grad får den meste snak om forhandlinger til at fremstå i bedste fald som naive – i værste fald som en farlig italesættelse af en ikke-eksisterende politisk virkelighed, der kan udnyttes af den israelske politiske elite til at gennemføre den kontroversielle og ulovlige territoriale ekspansion. Skal der nye forhandlinger på bedding, må disse nødvendigvis indbefatte mulighed for at sanktionere parter, som ikke overholder indgåede aftaler. Men først og fremmest er det vigtigt, at det internationale samfund foretager en selvransagelse og spørger sig selv: Hvilke politiske interesser har vi reelt at gøre med, hvad er deres politiske projekt og strategi og hvad kan vi med de tilgængelige ressourcer, gøre for at få international lov og resolutioner tilbage i højsædet som grundlag for den politik der føres? Først og fremmest må vi gøre op med ideen om at der rent faktisk er en ’Fredsproces’ – i bedste fald så fald trænger den til mere end førstehjælp.