Det står klart for store dele af det internationale samfund, at det ville være gavnligt for freden i Mellemøsten, hvis Israel trak sig fuldt og helt tilbage fra de besatte områder, og lod palæstinenserne få en sammenhængende stat her.

Når det ikke sker, skyldes det bl.a., at årtiers bosættelsespolitik har skabt et ømtåleligt politisk problem i Israel. Ingen israelsk leder kan opgive bosættelser og beordre bosættere at flytte uden at skulle konfrontere en meget stærk alliance af bosætter-organisationer og højrefløjspartier.

En sådan konfrontation kan risikere at medføre så store interne rystelser i Israel, at man kan tale om borgerkrigslignende tilstande. I hvert fald tilstande, hvor det normale politiske system og dets måder at fungere på, bliver sat ud af kraft.

Det er dette scenario, de israelske ledere frygter eller spekulerer i, alt efter om de er villige til at afgive områderne eller ej. Og det er dette scenario, der har afholdt israelske ledere - som f.eks. Yitzhak Rabin, der blev myrdet af en israelsk højreekstremist i 1996 - fra at give de nødvendige indrømmelser i form af sammenhængende territorium og myndighed til palæstinenserne. Dette på trods af, at han og andre sandsynligvis gerne så en såkaldt land-for-fred løsning på konflikten.

Denne analyse af bosætter-problemets betydning i israelsk politik kunne man læse i bogen Unsettled States, Disputed Lands af den amerikanske politolog Ian Lustick. Det interessante ved Lusticks bog var dengang (og i dag) ikke blot fremstillingen af bosætter-problemet, men også at bogen med forbløffende præcision forudså de problemer, som en fredsproces i stil med Oslo-processen ville indebære. Og det var vel at mærke i 1993, dvs. før Oslo-aftalen var indgået.