Det at være tilstede har en stor betydning. Fredsvagterne er med til at sætte international fokus på besættelsen og menneskerettighedskrænkelserne, og viser samtidig at det palæstinensiske folk ikke er glemt.

Palæstina Fredsvagter er et græsrodsinitiativ, der uafhængigt af parti-politik samarbejder med og supplerer mange andre solidaritetsorganisationer i Danmark såvel som i udlandet.

I Palæstina koordineres fredsvagternes tilstedeværelse af den palæstinensisk ledede internationale solidaritetsbevægelse ISM (International Solidarity Movement) der arbejder for at skabe øget international bevidsthed om den israelske besættelse og palæstinensernes kamp for frihed.

I overensstemmelse med internationale love og FN-resolutioner anerkender ISM det palæstinensiske folks ret til at yde legitim væbnet modstand mod den voldelige israelske besættelse, men ISM arbejder selv, ligesom Palæstina Fredsvagerne, indenfor rammerne af ikke-vold og civil ulydighed i kampen mod undertrykkelsen.

Netværket af Palæstina Fredsvagter blev dannet i sommeren 2002 af en gruppe hjemvendte fredsvagter. Netværket rummer og samler fredsvagternes mange meget forskellige erfaringer og udgør således samlet set en unik vidensbank.

Netværket forbereder kommende fredsvagter og sørger for kontaktpersoner i døgndrift, mens de er ude, samt debriefer fredsvagterne, når de hjemme igen.

Netværkets pressegruppe sørger for at nyheder og pressemeddelelser når de danske medier. Kunsten i pressearbejdet består i - med udgangspunkt i den medieopmærksomhed, der altid følger en dansker i et brændpunkt - at flytte fokus fra selve fredsvagtens person til opmærksomhed på palæstinenserne uholdbare forhold.

Derudover arrangerer og deltager Palæstina Fredsvagter i aktioner, udstillinger og koncerter, debatarrangementer og interviews, samt happenings og demonstrationer vedrørende forholdene i de besatte områder.

Palæstinenserne appellerer konstant fredsvagterne om at fortælle omverdenen, hvad der foregår i de besatte områder. Fredsvagterne tager efter hjemkomsten ud og fortæller om deres oplevelser ved alle typer uddannelsesinstitutioner, organisationer og foreninger og medborgerhuse rundt om i landet. Fredsvagterne viser lysbilleder eller film, giver de palæstinensiske vidnesbyrd videre og fortæller om deres egne øjenvidneberetninger. Disse personlige fortællinger udgør et vigtigt supplement til de større mediers fremstilling af konflikten. Fortællingerne handler ikke om krigens blodige detaljer, som tv-skærmen fyldes af, men primært om den daglige og ydmygende undertrykkelse af palæstinenserne.

En fredsvagt fortæller: ”Vi skulle besøge flygtningelejren Rafah i Gaza. Man siger at det israelske checkpoint ind til lejren er der farligste overhovedet. Rigtig mange palæstinensere bliver dræbt dér. Israelerne har lavet et checkpoint netop dér, fordi vejen krydses af en bosættervej. Derfor må palæstinenserne ikke køre igennem. De må vente. Det kan være folk på vej til og fra arbejde, eller familier med børn, som har være på familiebesøg, eller handlende med deres varer. De kan hverken komme frem eller tilbage. Der kan heller ikke komme mad og medicin ind i flygtningelejren – ikke engang ambulancerne får lov til at passere.

Militæret har fjernet alt omkring checkpointet, bygninger, træer, buske. Der stod biler i lange køer og op mod 3.000 mennesker.

Lugten er ubærlig, der er ingen toiletter. Heden får alting til at vibrere. Og folk har siddet og ventet i dagevis. Vi går forbi køerne, og fortsætter hvor palæstinenserne bliver holdt tilbage. Vi går med hænderne i vejret og flagrer med vores internationale pas. Der er ca. 50 meter fra palæstinenserne hen til en stor betonbunker med skydehuller, hvor du kan se geværer stikke ud. Vi bliver råbt an. Vi stopper og sender én hen for at forklare soldaterne, hvorfor vi er dér; at vi vil åbne checkpointet. Vores tilstedeværelse fik dem til kun efter 10 minutter at åbne checkpointet. Det var heldigt. Andre havde prøvet i 4 dage uden held. Det er fuldstændig op til soldaternes humør, hvornår de åbner og lukker checkpointet. Helt vilkårligt. Det er ikke ligefrem fordi der er meget trafik på bosætternes vej. Der kører måske 4-5 biler i døgnet.”

En anden fredsvagt beretter: ”Vi skulle købe lidt ind, før vi skulle til Betlehem, hvor Fødselskirken var belejret af israelsk militær, og Palæstinensere og internationale fredsvagter sad indespærrede. Vi ville forsøge at bringe mad ind i kirken.

Jeg går rundt på markedet udenfor Damaskus Gate i Jerusalem. To sortklædte skikkelser skiller sig ud fra mængden. De er israelske politifolk i sorte militærtudseende uniformer. Jeg går et stykke bag dem og de ser mig ikke. På deres vej gennem de små gader bruger den ene sin geværkolbe til at smadre frugterne i den lille bod, som en palæstinensisk dreng passer. Ingen tør sige noget. Drengen ser væk. De to skikkelser bevæger sig videre ned ad gaden. Nu stopper de ved en tilfældig lille butik, der sælger arabisk musik på CD og kassettebånd. De stiller sig demonstrativt i døren og siger til butiksindehaveren, ”Din butik er lukket i dag”, og de bliver stående og spærrer indgangen.”

Andre danske fredsvagter besøgte i maj 2002 flygtningelejren Aida, syd for Jerusalem, hvor lejrens jord eksproprieredes til fordel for den nærliggende bosættelse Gilo. Fredsvagterne beretter: ”Aida og Gilo ligger på hvert sit højdedrag. I bunden af dalen løber en vej, som den israelske hær behersker med en kontrolpost. Midt mellem vejbanerne rejser der sig en betonmur, så trafikken fra Jerusalem til de palæstinensiske selvstyreområder omkring Betlehem er effektivt adskilt fra trafikken til bosættelsen. Betonmuren er en del af det større fæstningsværk, der skal omslutte Jerusalem og de nærliggende bosættelser med en seks meter høj mur forsynet med pigtråd, elektrisk hegn og overvågningskameraer.

På Aidalejrens skråning dyrkes jorden og her vokser abrikostræer og små olivenlunde. Men jorden er flænset op i en flere meter bred fure langs selve kanten af flygtningelejren. Midt i furen kører en terrængående lastbil ledsaget af en jeep med påmonterede tunge maskingeværer. Israelske soldater ruller en tyk rulle barberblads-pigtråd ned fra ladet. Pigtråden snor sig gennem landskabet så langt øjet rækker. Tarek, en af de palæstinensiske beboere, der slår følge med os på vores vej fortæller at han før invasionen hver dag tog til Hebron for at undervise. Det er slut nu, hvor militæret har lukket vejene. Men selv i hårde tider plejede familien at holde skindet på næsen takket være deres marker på skråningen af Aidabjerget. Men nu kan Tarek ikke længere dyrke sine marker. Vi går med ham frem til den meterdybe fure, der løber et stenkast fra hans hus. Tarek kan kun nærme sig, fordi vi som internationale fredsvagter går med ham. De andre gange, han har prøvet, er der blevet skudt efter ham. Vi kikker tavst ud over det, der tidligere var familiens marker og ser på at soldaterne læsser mere pigtråd af, nu en halv kilometer længere oppe af furen. Tareks familie har mistet syv dunum mark med abrikoser og oliven, i alt omkring 7.000 kvadratmeter. Stort set al den jord, de har at dyrke er blevet flået op af israelernes såkaldte sikkerhedsbælte eller ligger på den forkerte side, der nu tilfalder bosættelsen Gilo. ”Ekspropriationen kom som et lyn fra en klar himmel”, forklarer Tarek, ”En israelsk officer stod en dag uanmeldt foran vores dør ledsaget af bevæbnede soldater og viste mig et stykke papir, der viste sig at være en ordre til beslaglæggelse af vores landbrugsjord. Du kan klage, sagde officeren, inden for to uger ved at gøre indsigelse ved retten. Samtidig meddelte soldaterne mig at der fra nu var nedlagt udgangsforbud for mit og mine naboers huse. Soldaterne patruljerede foran huset, mens vi end ikke måtte gå over til naboen, og altså heller ikke havde mulighed for at kontakte retten eller en advokat for den sags skyld. Da de to ugers indsigelsesfrist var udløbet gjaldt udgangsforbuddet stadig. En dag kom de så igen for at rasere vores plantage. Hele familien løb vi ud på markerne for at bede om lov til i det mindste at redde de modne frugter, før træerne blev ødelagt. En soldat stak sit geværløb i maven på mig og sagde at jeg var dødsens hvis jeg gik så meget som ét skridt til”.

Behovet for international tilstedeværelse i Palæstina er enormt. Som fredsvagt er du med til at forhindre den israelske besættelsesmagts overgreb mod den palæstinensiske befolkning. Og som øjenvidne bidrager du til det internationale pres, der skal sikre en retfærdig fred i området.

Fredsvagternes personlige skildringer og vidnesbyrd er med til at nuancere billedet konflikten, og dermed også debatten. De udgør alle små bidrag i ønsket om at gøre en forskel. En forskel i forsøget på at bane vejen hen mod et frit Palæstina.

Hvis du har planer om at blive fredsvagt - eller hvis du blot overvejer det og gerne vil vide mere, kan du skrive til os på mailadressen: info@palestinafredsvagter.dk

Vi vil så kontakte dig og aftale en briefing. Her mødes du med to tidligere fredsvagter, som grundigt vil fortælle dig om hvordan det er at være afsted samt om den videre procedure for at komme afsted.

Du vil få alt at vide lige fra hvilket tøj, du skal medbringe, til hvordan du tackler en konfrontation med det israelske militær.

Under briefingen vil vi sammen med dig vurdere om det er rigtigt for dig at tage afsted. Det er meget sjældent at vi anbefaler folk ikke at tage afsted. De internationale fredsvagters styrke er jo netop at vi er helt almindelige mennesker, som ønsker at gøre en forskel, så det handler ikke om kvalifikationer. Men at være afsted kræver at du har gjort dig modne overvejelser og at du besidder en god realitetssans. For at kune blive fredsvagt skal du være over 18 år og selv kunne afholde alle udgifter. Du tager afsted på eget ansvar.

Skriv til info@palestinafredsvagter.dk

Palæstina Fredsvagter: www.palestinafredsvagter.dk

ISM: www.palsolidarity.org