Bevægelsen for at oprette en ren jødisk - en zionistisk stat - i Palæstina vakte fra sin start diskussion og opposition blandt jøder. Med udgangspunkt i det synspunkt, at den israelske stat er et etnokrati, dvs. en stat hvor Èn etnisk gruppe og Èn ideologi dominerer og underordner andre etniske grupper, gennemgår den følgende artikel af ph.d. Jakob Feldt tre centrale bevægelser/figurer i denne opposition:

For det første bevægelsen Brith Shalom og filosoffen Martin Buber, som var tilhængere af dialog og samarbejde med palæstinenserne. Denne gruppe nærede "respekt for (palæstinensernes) nationale måls fuldstændige lige gyldighed". Buber m.fl. opfordrede til binationalisme - altså en ret for både jøder og arabere til at eksistere side om side som to nationer i Palæstina.

For det andet omtales den evigt vitale fredsaktivist Uri Avnery. Han betegnes som hebraisk nationalist, der ønsker Israel integreret i Mellemøsten og en alliance med palæstinensiske og arabiske nationalister. Avnery betragter israelerne som en selvstændig nation - ikke alverdens jøder, der - ifølge zionismen - til hver en tid er velkomne som statsborgere i Israel.

For det tredje redegøres for 1990íernes postzionisme, der kritiserer den nationale israelske kultur og dennes reproduktion (genskabelse og fastholdelse) af en stejlhed over for palæstinenserne.

Fælles for de tre retninger er, at de anerkender palæstinensernes rettigheder, samt at zionismen har haft en kolonialistisk og voldelig effekt for denne befolkningsgruppe.