Udbruddet af al Aqsa-intifaden efteråret 2001 markerer - ifølge den israelske historiker Ilan Pappé et samtidigt sammenbrud for den israelske fredsfløj, som han kritiserer for overfladiskhed og manglende forståelse for konfliktens kerne.

Set med Pappés øjne er hovedproblemerne den vedvarende israelske besættelse af palæstinensisk territorium, den etniske udrensning i 1948 og det deraf følgende flygtningeproblem. Han afviser, at problemet er Arafats insisteren på de palæstinensiske flygtninges rettigheder, afvisningen af et såkaldt genrøst tilbud i Camp David 2001 eller den voldelige opstand, der fulgte.

Pappé påpeger, at Oslo-aftalerne 1993 medførte en ny åbenhed og selvkritik på den israelske fredsfløj, men man forstod ikke, at aftalernes formål var at erstatte den direkte besættelse med nye kontrolformer.

I virkeligheden var israelsk mainstream interesseret i at fastholde grebet om så meget palæstinensisk territorium som muligt.

Den israelske historiker ser det som venstrefløjens opgave "at støtte den palæstinensiske kamp for uafhængighed" for på denne måde at nå til fred og forsoning. På længere sigt antyder han, at perspektivet kunne være en to-stat eller en verdslig demokratisk stat for de to folk. På sin vis ligger Ilan Pappé på linie med den lille fredsbevægelse Gush Shaloms førstemand Uri Avnery i artiklen Nedtælling til katastrofe.